Artikel II. Om den frie vilje eller menneskets kræfter

1] Der er opstået en splid om den frie vilje, ikke kun mellem de pavelige og vores folk, men også blandt nogle af Den Augsburgske Bekendelses egne teologer. Derfor vil vi først klart vise, hvad striden har drejet sig om.

2] Mennesket og dets frie vilje kan nemlig findes og betragtes i fire forskellige og ulige tilstande. Men spørgsmålet er nu ikke, hvordan den frie vilje var før syndefaldet, eller hvad mennesket efter faldet og før sin omvendelse formår i ydre ting, som angår dette timelige liv. Det drejer sig heller ikke om, hvilken fri vilje mennesket vil have i åndelige ting, når det er genfødt ved Guds Ånd og styres af den, eller når det opstår fra de døde. Hovedspørgsmålet er ene og alene dette: Hvad formår det ugenfødte menneskes forstand og vilje i dets omvendelse og genfødsel af de egne kræfter, der er blevet tilbage efter faldet, når Guds ord bliver prædiket, og Guds nåde bliver tilbudt os? Kan mennesket forberede sig til en sådan nåde, tage imod den og sige ja til den? Det er det spørgsmål, som nogle teologer i Den Augsburgske Bekendelses kirker har stridt om i mange år nu.

3] Den ene part har nemlig ment og lært følgende: Mennesket formår ganske vist ikke af egne kræfter at opfylde Guds bud eller i sandhed at stole på Gud, frygte og elske ham uden Helligåndens nåde. Men før genfødslen har det dog stadig så mange naturlige kræfter tilbage, at det i nogen grad kan forberede sig til nåden og sige ja til den, om end svagt. Kommer Helligåndens nåde ikke til, kan det dog intet udrette med det, men må ligge under i kampen.

4] Ligeledes har de gamle og nye sværmere lært, at Gud omvender menneskene ved sin Ånd og drager dem til den frelsende erkendelse af Kristus uden noget middel eller redskab i skabningen, det vil sige uden den ydre prædiken og uden at de hører Guds ord.

5] Imod begge disse parter har de rene lærere, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, lært og stridt for følgende: Ved vore første forældres fald er mennesket så fordærvet, at det af naturen er blindt i guddommelige ting, som angår vor omvendelse og sjælens frelse. Når Guds ord prædikes, forstår det ikke ordet og kan ikke forstå det, men anser det for tåbelighed. Det nærmer sig heller ikke Gud af sig selv, men er og bliver Guds fjende, indtil det ved Helligåndens kraft gennem det prædikede og hørte ord af lutter nåde, uden at det selv bidrager med noget som helst, bliver omvendt, kommer til tro, bliver genfødt og fornyet.

6] For at forklare denne strid på kristen vis efter vejledning fra Guds ord og ved hans nåde at bilægge den, er vor lære, tro og bekendelse følgende:

7] I åndelige og guddommelige ting kan det ugenfødte menneskes forstand, hjerte og vilje af egne naturlige kræfter overhovedet ikke forstå, tro, tage imod, tænke, ville, begynde, udføre, gøre, virke eller medvirke til noget. Mennesket er tværtimod helt og aldeles dødt og fordærvet til det gode. I menneskets natur efter faldet og før genfødslen er der således ikke en eneste lille gnist af åndelige kræfter tilbage eller til stede, som det af sig selv kunne forberede sig til Guds nåde med eller tage imod den tilbudte nåde med. Det er heller ikke i eller af sig selv modtageligt for nåden og kan ikke tilpasse eller indstille sig på den. Af egne kræfter kan det heller ikke bidrage, gøre, virke eller medvirke til noget af sin omvendelse – hverken helt eller halvt eller i den mindste og ringeste del – af sig selv som fra sig selv. Det er tværtimod syndens træl, Joh 8, og Djævelens fange, som drives af ham, Ef 2; 2 Tim 2. Derfor er den naturlige frie vilje efter sin forvendte art og natur kun virksom og handlekraftig i det, som mishager Gud og er imod ham.

8] Denne forklaring og dette hovedsvar på det hovedspørgsmål og statum controversiae [stridspunkt], som blev stillet i begyndelsen af denne artikel, bekræftes og styrkes af følgende grunde fra Guds ord. Selv om de går imod den hovmodige fornuft og filosofi, ved vi dog, at denne forvendte verdens visdom kun er tåbelighed for Gud, og at der alene skal dømmes om troens artikler ud fra Guds ord.

9] For det første: Menneskets fornuft eller naturlige forstand har ganske vist stadig en svag lille gnist af erkendelse af, at der er en Gud, og også af lovens lære, Rom 1. Alligevel er den så uvidende, blind og forvendt, at selv de mest skarpsindige og lærde mennesker på jorden ikke af egne kræfter kan opfatte, fatte, forstå eller tro evangeliet om Guds Søn og løftet om den evige frelse og holde det for sandt, når de læser eller hører det. Jo mere flid og alvor de tværtimod lægger i det, og jo mere de vil begribe disse åndelige ting med deres fornuft, des mindre forstår eller tror de, og de anser det hele for den rene tåbelighed eller eventyr, før de bliver oplyst og belært af Helligånden. 10] 1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.» 1 Kor 1,21: «For da verden ved sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse dem som tror, ved forkyndelsen» af evangeliet, som verden anser for tåbelighed. Ef 4,17–18: «De andre mennesker» (som ikke er genfødt ved Guds Ånd) «vandrer i deres tankers tomhed, formørkede i deres tænkning, fremmede for Guds liv på grund af den uvidenhed som er i dem, og på grund af deres hjertes blindhed.» Matt 13,13.11: «De ser ikke når de ser, og hører ikke når de hører, og de forstår heller ikke. Men til jer er det blevet givet at kende Himlenes riges hemmeligheder.» Rom 3,11–12: «Der er ingen forstandig, der er ingen der søger Gud. De kom alle på afveje, allesammen blev de fordærvede; der er ingen der gør godt, ikke en eneste.» Sådan kalder Skriften ligefrem det naturlige menneske for mørke i åndelige og guddommelige ting, Ef 5; ApG 26. Joh 1,5: «Lyset skinner i mørket» (det vil sige i den mørke, blinde verden, som hverken kender Gud eller agter på ham), «og mørket har ikke grebet det.» Ligeledes lærer Skriften, at mennesket i synden ikke blot er svagt og sygt, men helt og aldeles dødt, Ef 2; Kol 2.

11] Et menneske, som er legemligt dødt, kan ikke af egne kræfter forberede eller indstille sig på at få det timelige liv igen. På samme måde kan et menneske, som er åndeligt dødt i synderne, ikke af egen kraft indstille sig på eller vende sig mod at opnå den åndelige og himmelske retfærdighed og det åndelige og himmelske liv, medmindre Guds Søn befrier det fra syndens død og gør det levende.

12] Sådan fratager Skriften det naturlige menneskes forstand, hjerte og vilje al duelighed, evne, egnethed og formåen til af sig selv at tænke, forstå, kunne, begynde, ville, foretage sig, gøre, virke eller medvirke til noget godt og ret i åndelige ting. 2 Kor 3,5: «Vi er ikke i stand til at tænke noget af os selv som fra os selv, men at vi er i stand til det, er fra Gud.» Rom 3,12: «Allesammen blev de fordærvede.» Joh 8,37: «Mit ord har ikke plads i jer.» Joh 1,5: «Mørket har ikke grebet det» eller taget imod det. 1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod» – eller, som det græske ord egentlig betyder, fatter ikke, griber ikke, modtager ikke – «det der kommer fra Ånden», det vil sige: det er ikke modtageligt for de åndelige ting, «for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det.» 13] Langt mindre vil det i sandhed kunne tro evangeliet eller sige ja til det og holde det for sandt. Rom 8,7: «Kødets» eller det naturlige menneskes «stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke.» 14] Kort sagt: Det forbliver evigt sandt, som Guds Søn siger: «Uden mig kan I slet intet gøre», Joh 15,5. Og Paulus siger i Fil 2,13: «Gud er den som virker i jer i både vilje og handling, på grund af hans gode vilje.» Dette herlige ord er til stor trøst for alle fromme kristne, som i deres hjerte mærker og fornemmer en lille gnist og længsel efter Guds nåde og den evige frelse. De ved nemlig, at Gud har tændt denne begyndelse til den sande gudsfrygt i deres hjerte, og at han vil styrke dem videre i deres store svaghed og hjælpe dem til at holde ud i den sande tro til enden.

15] Hertil hører også alle de helliges bønner, hvor de beder om at blive belært, oplyst og helliggjort af Gud. Netop dermed viser de, at de ikke af egne naturlige kræfter kan have det, de beder Gud om. I Salme 119 alene beder David mere end ti gange om, at Gud vil give ham forstand, så han kan fatte og lære Guds lære ret. Lignende bønner findes hos Paulus i Ef 1; Kol 1; Fil 1. Disse bønner og skriftord om vor uvidenhed og afmagt er ikke givet os, for at vi skal blive dovne og sløve til at læse, høre og betragte Guds ord. De er givet os, for at vi for det første af hjertet skal takke Gud for, at han ved sin Søn har befriet os fra uvidenhedens mørke og fra syndens og dødens fangenskab og ved dåben og Helligånden har genfødt og oplyst os.

16] Og når Gud ved sin Helligånd i dåben har tændt og virket begyndelsen, den rette erkendelse af Gud og troen, skal vi uophørligt bede ham om, at han ved den samme Ånd og sin nåde, gennem daglig øvelse i at læse og praktisere Guds ord, vil bevare troen og sine himmelske gaver i os, styrke dem dag for dag og opretholde dem til enden. For hvis Gud ikke selv er skolemester, kan man ikke studere og lære noget, som behager ham og er til gavn for os selv og andre.

17] For det andet vidner Guds ord om, at det naturlige, ugenfødte menneskes forstand, hjerte og vilje i Guds ting ikke blot er helt og aldeles vendt bort fra Gud, men også er vendt og forvendt imod Gud til alt ondt. Det vidner også om, at de ikke blot er svage, magtesløse, uduelige og døde til det gode, men ved arvesynden er så jammerligt forvendte, forgiftede helt igennem og fordærvede, at mennesket af art og natur er helt ondt, genstridigt og fjendtligt over for Gud og alt for kraftigt, levende og virksomt i alt det, som mishager Gud og er imod ham. 1 Mos 8,21: «Menneskehjertets tanker og stræben er kun onde fra ungdommen af.» Jer 17,9: «Menneskets hjerte er trodsigt og modløst» eller forvendt og fuldt af elendighed, «så ingen kan udgrunde det.» Dette ord forklarer Paulus i Rom 8,7: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud.» Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet, for disse ligger i strid med hinanden.» Rom 7,14: «For vi ved at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.» Og lidt senere, Rom 7,18.22–23: «Jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt. For jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske», som er genfødt ved Helligånden, «men jeg ser en anden lov i mine lemmer som fører krig mod loven i mine tanker, og som tager mig til fange ved syndens lov.»

18] Når nu den naturlige eller kødelige frie vilje hos den hellige Paulus og andre genfødte stadig strider imod Guds lov også efter genfødslen, hvor meget mere vil den så før genfødslen være genstridig og fjendtlig over for Guds lov og vilje. Heraf står det klart (som det er forklaret nærmere i artiklen om arvesynden, som vi for kortheds skyld henviser til), at den frie vilje af sine egne naturlige kræfter ikke blot intet kan virke eller medvirke til sin egen omvendelse, retfærdighed og frelse. Den kan heller ikke følge, tro eller sige ja til Helligånden, som ved evangeliet tilbyder den Guds nåde og frelsen. Tværtimod strider den af sin medfødte, onde og genstridige art fjendtligt imod Gud og hans vilje, medmindre den bliver oplyst og styret af Guds Ånd.

19] Derfor sammenligner Den Hellige Skrift også det ikke-genfødte menneskes hjerte med en hård sten, der ikke giver efter for den, der rører ved den, men gør modstand, og med en uhøvlet klods og et vildt, utæmmeligt dyr. Det betyder ikke, at mennesket efter syndefaldet ikke længere er en fornuftig skabning, eller at det bliver omvendt til Gud uden at høre og betragte Guds ord, eller at det i ydre, verdslige ting ikke kan forstå noget godt eller ondt eller frivilligt gøre eller lade være.

20] For som dr. Luther siger i sin udlægning af Salme 90: I verdslige og ydre sager, hvad angår føden og legemets behov, er mennesket klogt, fornuftigt og meget virksomt; men i åndelige og guddommelige ting, hvad angår sjælens frelse, er mennesket som en saltstøtte, som Lots hustru, ja, som en klods og en sten, som et dødt billede, der hverken bruger øjne eller mund, hverken sans eller hjerte. 21] For mennesket ser og erkender ikke Guds frygtelige, grumme vrede over synden og døden, men lever hele tiden videre i sin falske tryghed, ja, med vilje og vidende, og kommer derved i tusind farer og til sidst i den evige død og fordømmelse. Og her hjælper ingen bøn, ingen bønfaldelse, ingen formaning, ja, heller ingen trussel eller skælden; ja, al undervisning og prædiken er spildt på det, før det bliver oplyst, omvendt og genfødt ved Helligånden. 22] Og til det er ingen sten eller klods, men alene mennesket skabt. Og selv om Gud efter sin retfærdige, strenge dom har forkastet de faldne onde ånder fuldstændigt og for evigt, har han dog af en særlig, ren barmhjertighed villet, at den arme, faldne menneskenatur igen kunne blive modtagelig for og få del i omvendelsen, Guds nåde og det evige liv – ikke ud fra sin egen naturlige, virksomme dygtighed, duelighed eller evne (for den er et genstridigt fjendskab mod Gud), men af lutter nåde, ved Helligåndens nådige, kraftige virkning. 23] Og det kalder dr. Luther capacitatem [_non activam sed passivam_] [en evne, ikke en aktiv, men en passiv], som han forklarer således: Quando patres liberum arbitrium defendunt, capacitatem libertatis eius praedicant, quod scilicet verti potest ad bonum per gratiam Dei et fieri revera liberum, ad quod creatum est. Det vil sige: Når fædrene forsvarer den frie vilje, taler de om, at den er modtagelig for frihed på den måde, at den ved Guds nåde kan blive omvendt til det gode og blive virkelig fri, sådan som den fra begyndelsen er skabt til. (Tom. 1, s. 236.) Noget tilsvarende har også Augustin skrevet i lib. 2, contra Iulianum. (Luther om Hoseas' 6. kapitel; ligeledes i Kirkepostillen om epistlen på juledag, Tit 3; ligeledes om evangeliet på Dom. 3. post Epiphaniae [3. søndag efter helligtrekonger].)

24] Men før mennesket bliver oplyst, omvendt, genfødt, fornyet og draget af Helligånden, kan det af sig selv og ud fra sine egne naturlige kræfter i åndelige ting og i sin egen omvendelse eller genfødsel lige så lidt begynde, virke eller medvirke til noget som en sten eller en klods eller en klump ler. For selv om det kan styre sine ydre lemmer og høre evangeliet og til en vis grad betragte det og også tale om det, sådan som man ser det hos farisæerne og hyklerne, så holder det det dog for en dårskab og kan ikke tro det. I den henseende opfører det sig værre end en klods, fordi det er genstridigt og fjendtligt mod Guds vilje, så længe Helligånden ikke er virksom i det og tænder og virker troen og andre dyder og en lydighed, der behager Gud, i det.

25] Og for det tredje tillægger Den Hellige Skrift ikke omvendelsen, troen på Kristus, genfødslen, fornyelsen og alt, hvad der hører til dens virkelige begyndelse og fuldførelse, den naturlige frie viljes menneskelige kræfter – hverken helt eller halvt eller nogen som helst, selv den mindste eller ringeste del – men tilskriver det in solidum, det vil sige helt og holdent, alene Guds virkning og Helligånden, sådan som også Apologien siger:

26] Fornuften og den frie vilje formår til en vis grad at leve et udvortes hæderligt liv; men at blive født på ny og indvendig få et andet hjerte, sind og mod, det virker alene Helligånden. Han åbner forstanden og hjertet, så man forstår Skriften og giver agt på Ordet, sådan som der står skrevet i Luk 24: «Da oplod han deres forstand til at forstå Skrifterne.» Ligeledes ApG 16: «Hun lyttede, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog imod det, Paulus sagde.» Han virker i os både villen og gerningen, Fil 2; han giver omvendelse, ApG 5; 2 Tim 2; han virker troen, Fil 1: «Det er blevet skænket jer … at tro på ham»; Ef 2: «Gaven er Guds»; Joh 6: «Dette er Guds gerning, at I tror på ham som han har udsendt.» Han giver et forstandigt hjerte, seende øjne og hørende ører, 5 Mos 29; Matt 13. Han er genfødslens og fornyelsens Ånd, Tit 3. Han tager det hårde stenhjerte bort og giver et nyt, blødt hjerte af kød, så vi vandrer i hans bud, Ez 11 og 36; 5 Mos 30; Sl 51. Han skaber os i Kristus Jesus til gode gerninger, Ef 2, og til nye skabninger, 2 Kor 5; Gal 6. Og kort sagt: «Enhver god gave … kommer ned fra oven», Jak 1. «Ingen kan komme til mig uden at Faderen … drager ham», Joh 6. «Ingen kender Faderen uden … den som Sønnen vil åbenbare ham for», Matt 11. «Ingen kan sige: ‹Jesus er Herre›, uden ved Helligånden», 1 Kor 12. Og: «Uden mig», siger Kristus, «kan I slet intet gøre», Joh 15. For: «Vores kvalifikation er fra Gud», 2 Kor 3. Og: «Hvad har du som du ikke har modtaget? … hvorfor roser du dig som om du ikke havde modtaget det?» 1 Kor 4. 27] Augustin skriver i De Praedestinatione, cap. 3, at netop dette skriftord overbeviste ham om at opgive den fejlagtige mening, han tidligere havde haft: Gratiam Dei in eo tantum consistere, quod in praeconio veritatis Dei voluntas nobis revelatur; ut autem praedicato nobis evangelio consentiremus, nostrum esse proprium et ex nobis esse. Item erravi (inquit), cum dicerem, nostrum esse credere et velle; Dei autem, dare credentibus et volentibus facultatem operandi. Det vil sige: «Jeg tog fejl, da jeg mente, at Guds nåde kun består i, at Gud åbenbarer sin vilje i forkyndelsen af sandheden; men at vi giver vores bifald til det forkyndte evangelium, det skulle være vores egen gerning og stå i vores egen magt.» Og Augustin siger videre: «Jeg tog fejl, da jeg sagde, at det står i vores magt at tro evangeliet og at ville; men at det er Guds gerning at give dem, der tror og vil, kraft til at virke noget.»

28] Denne lære bygger på Guds ord og stemmer overens med Den Augsburgske Bekendelse og de andre skrifter, der er nævnt ovenfor, sådan som de følgende vidnesbyrd viser.

29] I artikel XX siger Bekendelsen således: «Fordi Helligånden gives ved troen, bliver hjertet også i stand til at gøre gode gerninger. For før, mens det er uden Helligånden, er det for svagt; desuden er det i Djævelens magt, og han driver den arme menneskenatur til mange synder.» [*Og lidt efter: «For uden troen og uden for Kristus er menneskets natur og evne alt for svag til at gøre gode gerninger.»]

30] Disse udsagn vidner klart om, at Den Augsburgske Bekendelse slet ikke anerkender menneskets vilje som fri i åndelige ting, men siger, at den er Djævelens fange. Hvordan skulle den så af egne kræfter kunne vende sig til evangeliet eller til Kristus?

31] Apologien (om artikel 18) lærer således om den frie vilje: «Og vi siger også, at fornuften til en vis grad har en fri vilje; for i de ting, som kan fattes med fornuften, har vi en fri vilje.» Og lidt efter: «Sådanne hjerter, som er uden Helligånden, er uden gudsfrygt, uden tro og tillid; de tror ikke, at Gud hører dem, at han tilgiver deres synder, og at han hjælper dem i nød. Derfor er de ugudelige. 32] Men et dårligt træ kan ikke bære god frugt, og uden tro kan ingen behage Gud. Selv om vi altså indrømmer, at det står i vores magt at gøre sådanne ydre gerninger, så siger vi dog, at den frie vilje og fornuften intet formår i åndelige ting» osv. Heraf ses det tydeligt, at Apologien ikke tillægger menneskets vilje nogen evne, hverken til at begynde det gode eller til af sig selv at medvirke.

33] I De Schmalkaldiske Artikler (om synden) forkastes også følgende vildfarelser om den frie vilje: «At mennesket har en fri vilje til at gøre det gode og lade det onde» osv. Og lidt efter forkastes det også som en vildfarelse, når man lærer: «Det er ikke grundet i Skriften, at Helligånden med sin nåde er nødvendig til de gode gerninger» osv.

34] Videre står der i De Schmalkaldiske Artikler (om omvendelsen) således: «Og denne omvendelse varer hos de kristne indtil døden; for den kæmper med den synd, der er tilbage i kødet, hele livet igennem, sådan som Paulus vidner i Rom 7, at han kæmper med loven i sine lemmer – og det ikke ved egne kræfter, men ved Helligåndens gave, som følger efter syndernes forladelse. Denne gave renser og fejer dagligt de resterende synder ud og arbejder på at gøre mennesket virkelig rent og helligt.» 35] Disse ord siger slet intet om vores vilje, eller at den også i de genfødte mennesker virker noget af sig selv, men tilskriver det Helligåndens gave, som renser mennesket og gør det dagligt mere fromt og helligt; og dermed er vores egne kræfter helt udelukket.

36] I Luthers Store Katekismus står der skrevet således (om trosbekendelsens 3. artikel): «Af denne kristne kirke er også jeg en del og et lem, med del og fællesskab i alle de goder, den har, ført dertil og indlemmet ved Helligånden ved, at jeg har hørt og stadig hører Guds ord, som er begyndelsen til at komme ind. 37] For før vi kom dertil» – til den kristne kirke – «tilhørte vi helt Djævelen, som folk, der intet vidste om Gud og Kristus. Således bliver Helligånden hos kristenhedens hellige menighed indtil den yderste dag, og ved den henter han os og bruger den til at føre og drive Ordet; ved det skaber og øger han helliggørelsen, så vi dagligt vokser og bliver stærke i troen og i dens frugter, som han virker» osv. 38] I disse ord nævner Katekismen med ikke ét ord vores frie vilje eller medvirken, men giver det alt sammen til Helligånden: at han ved prædikeembedet fører os ind i kristenheden, helliger os i den og sørger for, at vi dagligt vokser i troen og i gode gerninger.

39] Og selv om de genfødte allerede i dette liv kommer så vidt, at de vil det gode og holder af det og også gør godt og vokser i det, så kommer det dog ikke (som nævnt ovenfor) fra vores vilje og vores evne. Det er derimod Helligånden, der virker både denne villen og gerningen, sådan som Paulus selv siger om det, Fil 2. Sådan tilskriver han også i Ef 2 dette værk alene Gud, når han siger: «For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt for at vi skulle vandre i dem».

40] I Luthers Lille Katekismus står der skrevet således: «Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den rette tro; ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro» osv.

41] Og i forklaringen til Fadervor, i den anden bøn, står disse ord: «Hvordan sker det?» – nemlig at Guds rige kommer til os. Svar: «Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever et gudfrygtigt liv» osv.

42] Disse vidnesbyrd siger, at vi ikke kan komme til Kristus ved egne kræfter, men at Gud må give os sin Helligånd, så vi ved ham bliver oplyst, helliggjort og sådan ført til Kristus ved troen og bevaret hos ham. Og der nævnes hverken vores vilje eller vores medvirken.

43] Hertil vil vi føje et udsagn fra Den store bekendelse om den hellige nadver, hvor dr. Luther senere har udtalt sig med en højtidelig erklæring om, at han agter at blive ved denne lære til sin død. Dér siger han: «Hermed forkaster og fordømmer jeg som ren vildfarelse alle lærdomme, der priser vores frie vilje, for de går direkte imod vores Frelser Jesu Kristi hjælp og nåde. For da døden og synden uden for Kristus er vores herrer og djævelen vores gud og fyrste, kan der dér ikke være nogen kraft eller magt, ingen klogskab eller forstand, som kunne gøre os skikkede til retfærdigheden og livet eller få os til at stræbe efter dem. Vi må tværtimod være forblindede og syndens fanger og djævelens ejendom og gøre og tænke det, som behager dem og er imod Gud og hans bud.»

44] Med disse ord giver salig dr. Luther ikke vores frie vilje nogen som helst kraft til at gøre sig skikket til retfærdigheden eller stræbe efter den. Han siger tværtimod, at mennesket, forblindet og fanget, alene gør djævelens vilje og det, som er imod Gud Herren. Derfor er der her ingen medvirken fra vores vilje i menneskets omvendelse; mennesket må drages og genfødes af Gud. Ellers findes der ikke en tanke i vores hjerter, som af sig selv kunne vende sig til det hellige evangelium for at tage imod det. Sådan har dr. Luther også behandlet denne sag i bogen De servo arbitrio, det vil sige «Om menneskets trælbundne vilje», skrevet mod Erasmus, hvor han har udfoldet og påvist sagen godt og grundigt. Senere har han gentaget og forklaret den i sin herlige udlægning af Første Mosebog, særlig ved kapitel 26. Dér har han også så godt og omhyggeligt som muligt sikret sig mod enhver misforståelse og forvrængning ved at gøre rede for, hvordan han ville have nogle andre særlige spørgsmål forstået, som Erasmus havde trukket ind i sagen, såsom de absoluta necessitate [om den absolutte nødvendighed] osv. Det holder vi os til, og dertil henviser vi også andre. [I Luthers udlægning af 1 Mos 26,9 hedder det bl.a.: «Libet autem ex hoc loco captare occasionem disputandi de dubitatione, de Deo et voluntate Dei. Audio enim, spargi passim sceleratas voces inter nobiles et magnates de praedestinatione sive praescientia divina. Sic enim loquuntur: Si sum praedestinatus, sive bene, sive male egero, salvabor. Si non sum praedestinatus, damnabor, nulla ratione habita operum. Contra has impias voces libenter multis disputarem, si possem per incertam valetudinem, quia, si sunt verae voces, ut ipsis quidem videtur, tum plane tollitur incarnatio Filii Dei, passio et resurrectio, et quidquid fecit pro salute mundi. Quid proderunt prophetae ac tota Scriptura Sacra? quid sacramenta? Abiiciamus ergo et conculcemus ista omnia.» – «Opponenda est autem cogitationibus istis vera et firma cognitio Christi, sicut saepe moneo, imprimis utile et necessarium esse, ut cognitio Dei certissima sit in nobis et firma animi assensione apprehensa haereat; alioqui inanis erit fides nostra. Si enim non stat promissionibus suis Deus, tum de nostra salute actum est; cum e contra haec nostra consolatio sit, tametsi nos mutemur, ut ad immutabilem tamen confugiamus. Sic enim de se affirmat, Mal. 3, 6: ‹Ego Dominus et non mutor‹; et Rom. 11, 29: ›Sine poenitentia enim sunt dona et vocatio Dei.› Sic igitur in libello De Servo Arbitrio et alibi docui, esse distinguendum, quando agitur de notitia, vel potius de subiecto divinitatis. Aut enim disputandum est de Deo abscondito aut de Deo revelato. De Deo, quatenus non est revelatus, nulla est fides, nulla scientia et cognitio nulla. Atque ibi tenendum est, quod dicitur: Quae supra nos, nihil ad nos. Eiusmodi enim cogitationes, quae supra aut extra revelationem Dei sublimius aliquid rimantur, prorsus diabolicae sunt, quibus nihil amplius proficitur, quam ut nos ipsos in exitium praecipitemus, quia obiiciunt obiectum impervestigabile, videlicet Deum non revelatum. Quin potius retineat Deus sua decreta et mysteria in abscondito: non est, cur ea manifestari nobis tantopere laboremus. Moses etiam petebat, ut ostenderet ipsi Deus faciem suam. Sed respondet Dominus Ex. 33, 20: ‹Posteriora mea tibi ostendam, faciem autem meam videre non poteris.‹ Est enim curiositas ista ipsum peccatum originis, quo impellimur, ut ad Deum affectemus viam naturali speculatione. Sed est ingens peccatum, et conatus inutilis et irritus. Sic enim inquit Christus Ioh. 6, 65; 14, 6: ›Nemo venit ad Patrem nisi per me.› Ideo quando ad Deum non revelatum accedimus, ibi nulla fides, nullum verbum neque ulla cognitio est, quia est invisibilis Deus, quem tu non facies visibilem.» – «Haec studiose et accurate sic monere et tradere volui, quia post meam mortem multi meos libros proferent in medium et inde omnis generis errores et deliria sua confirmabunt. Scripsi autem inter reliqua, esse omnia absoluta et necessaria; sed simul addidi, quod aspiciendus sit Deus revelatus, sicut in Psalmo canimus: ‹Er heisst Iesus Christ, der Herr Zebaoth, und ist kein ander Gott›, Iesus Christus est Dominus Zebaoth, nec est alius Deus, et alias saepissime. Sed istos locos omnes transibunt, et eos tantum arripient de Deo abscondito. Vos igitur, qui nunc me auditis, memineritis, me hoc docuisse, non esse inquirendum de praedestinatione Dei absconditi, sed ea acquiescendum esse, quae revelatur per vocationem et per ministerium Verbi. Ibi enim potes de fide et salute tua certus esse ac dicere: Ego credo in Filium Dei, qui dixit: ‹Qui credit in Filium, habet vitam aeternam›, Ioh. 3, 36. Ergo in eo non est damnatio aut ira, sed beneplacitum Dei Patris. Haec eadem autem alibi quoque in libris meis protestatus sum, et nunc etiam viva voce trado: ideo sum excusatus.» [«Jeg vil gerne benytte dette sted som anledning til at tale om tvivlen, om Gud og Guds vilje. For jeg hører, at der rundt omkring blandt adelsfolk og stormænd udbredes gudløse ord om forudbestemmelsen eller Guds forudviden. De siger nemlig: Er jeg forudbestemt, så bliver jeg frelst, hvad enten jeg handler godt eller ondt. Er jeg ikke forudbestemt, bliver jeg fordømt, uden at der tages nogen som helst hensyn til gerningerne. Mod disse ugudelige ord ville jeg gerne tale udførligt, hvis mit usikre helbred tillod det. For hvis de ord er sande, som de selv mener, så er Guds Søns menneskevorden, lidelse og opstandelse og alt, hvad han har gjort for verdens frelse, ganske ophævet. Hvad nytter så profeterne og hele Den Hellige Skrift? Hvad nytter sakramenterne? Lad os så kaste alt det bort og træde det under fødder.» – «Men mod sådanne tanker skal man sætte den sande og faste erkendelse af Kristus. Som jeg ofte minder om, er det først og fremmest nyttigt og nødvendigt, at erkendelsen af Gud er helt sikker i os og sidder fast, grebet med sjælens faste tilslutning; ellers bliver vores tro tom. For hvis Gud ikke står ved sine løfter, så er det ude med vores frelse. Omvendt er det vores trøst, at vi, selv om vi forandres, dog kan flygte til ham, der er uforanderlig. For sådan siger han om sig selv i Mal 3,6: ‹Jeg er Herren og forandres ikke‹, og i Rom 11,29: ›For Gud fortryder ikke sine nådegaver og sit kald.› Derfor har jeg i bogen De servo arbitrio og andre steder lært, at man skal skelne, når talen er om kendskabet til eller snarere om genstanden for guddommen. Enten taler man nemlig om den skjulte Gud eller om den åbenbarede Gud. Om Gud, for så vidt han ikke er åbenbaret, er der ingen tro, ingen viden og ingen erkendelse. Og her må man holde fast ved ordsproget: Hvad der er over os, kommer ikke os ved. For tanker af den slags, som udforsker noget højere over eller uden for Guds åbenbaring, er ganske djævelske. Med dem opnår man intet andet end at styrte sig selv i fordærv, for de stiller os over for noget, der ikke kan udforskes, nemlig den Gud, der ikke er åbenbaret. Lad hellere Gud beholde sine beslutninger og hemmeligheder i det skjulte; der er ingen grund til, at vi skal anstrenge os så meget for at få dem åbenbaret. Også Moses bad om, at Gud ville vise ham sit ansigt. Men Herren svarer i 2 Mos 33,20: ‹Min ryg vil jeg lade dig se, men mit ansigt kan du ikke se.‹ For denne nysgerrighed er selve arvesynden, som driver os til at søge vejen til Gud gennem naturlig spekulation. Men det er en stor synd og et unyttigt og forgæves forsøg. For sådan siger Kristus i Joh 6,65; 14,6: ›Der kommer ingen til Faderen uden ved mig.› Derfor er der ingen tro, intet ord og ingen erkendelse, når vi nærmer os den Gud, der ikke er åbenbaret, for han er den usynlige Gud, som du ikke kan gøre synlig.» – «Dette har jeg omhyggeligt og nøjagtigt villet minde om og overlevere, fordi mange efter min død vil drage mine bøger frem og med dem underbygge alle slags vildfarelser og deres egne vrangforestillinger. Jeg har nemlig blandt andet skrevet, at alt er absolut og nødvendigt; men jeg har samtidig tilføjet, at man skal se hen til den åbenbarede Gud, sådan som vi synger i salmen: ‹Han hedder Jesus Krist, den Herre Zebaot, og der er ingen anden Gud›, Jesus Kristus er den Herre Zebaot, og der er ingen anden Gud, og meget ofte andre steder. Men alle disse steder vil de springe over og kun gribe dem, der handler om den skjulte Gud. I, som nu hører mig, skal derfor huske, at jeg har lært, at man ikke skal granske i den skjulte Guds forudbestemmelse, men slå sig til ro med det, som åbenbares gennem kaldet og Ordets tjeneste. Dér kan du nemlig være vis på din tro og din frelse og sige: Jeg tror på Guds Søn, som har sagt: ‹Den som tror på Sønnen, har evigt liv›, Joh 3,36. Altså er der i ham ingen fordømmelse eller vrede, men Gud Faders velbehag. Det samme har jeg også erklæret andre steder i mine bøger, og nu overleverer jeg det også med levende røst; derfor er jeg undskyldt.»] E. opp. exeg. 6, 290. 292. 300.]

45] Derfor er det forkert lære, når man påstår, at det ikke-genfødte menneske stadig har så mange kræfter, at det ønsker at tage imod evangeliet og trøste sig ved det, og at den naturlige menneskelige vilje således medvirker noget i omvendelsen. For denne fejlagtige opfattelse strider mod Den Hellige Skrift, mod Den Augsburgske Bekendelse, mod dens Apologi, mod De Schmalkaldiske Artikler, mod Luthers Store og Lille Katekismus og mod andre skrifter af denne fremragende og højt oplyste teolog.

46] Denne lære om vores naturlige frie viljes afmagt og ondskab og om vores omvendelse og genfødsel – at den alene er Guds værk og ikke vores egne kræfters – bliver imidlertid misbrugt på ukristelig vis både af sværmere og af epikuræere. Mange mennesker bliver ved sådan tale ryggesløse og vilde, dovne og sløve til al kristelig øvelse i bøn, læsning og kristelig eftertanke. De siger nemlig: Da de ikke ved deres egne naturlige kræfter kan omvende sig til Gud, vil de blive ved med at stå Gud helt imod eller vente, til Gud omvender dem med magt mod deres vilje. Eller: Da de intet kan gøre i disse åndelige ting, men alt alene er Helligåndens virkning, vil de hverken agte ord eller sakramente, høre eller læse, men vente, til Gud fra himlen uden midler indgyder dem sine gaver, så de tydeligt kan føle og mærke i sig selv, at Gud har omvendt dem.

47] Andre, forsagte hjerter kan også falde i tunge tanker og tvivl om, hvorvidt Gud har udvalgt dem og også vil virke sådanne gaver i dem ved Helligånden, fordi de ikke mærker nogen stærk, brændende tro og hjertelig lydighed, men kun svaghed, angst og elendighed.

48] Derfor vil vi nu videre ud fra Guds ord gøre rede for, hvordan mennesket bliver omvendt til Gud; hvordan og ved hvilke midler (nemlig ved det mundtlige ord og de hellige sakramenter) Helligånden vil være virksom i os og virke og give sand omvendelse, tro og ny åndelig kraft og evne til det gode i vores hjerter; og hvordan vi skal forholde os til disse midler og bruge dem.

49] Det er ikke Guds vilje, at nogen skal fordømmes, men at alle mennesker skal omvende sig til ham og blive frelst for evigt. Ez 33,11: «Så sandt jeg lever: Jeg vil ikke synderens død, men at han omvender sig og lever.» For «således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv».

50] Derfor lader Gud i sin umådelige godhed og barmhjertighed sin guddommelige, evige lov og det vidunderlige råd om vores forløsning – nemlig det hellige evangelium, som alene frelser, om hans evige Søn, vores eneste Frelser og Forløser, Jesus Kristus – forkynde offentligt. Derved samler han sig en evig kirke af menneskeslægten og virker i menneskers hjerter sand omvendelse og erkendelse af synden og sand tro på Guds Søn, Jesus Kristus. Og ved dette middel og ikke på anden måde, nemlig ved sit hellige ord – når man hører det prædiket eller læser det – og ved sakramenterne, når de bruges efter hans ord, vil Gud kalde menneskene til den evige frelse, drage dem til sig, omvende, genføde og hellige dem. 51] 1 Kor 1,21: «For da verden ved sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse dem som tror, ved forkyndelsens tåbelighed.» ApG 11,14: «Han skal tale ord til dig, som du og hele dit hus skal frelses ved.» Rom 10,17: «Troen kommer af prædikenen, og prædikenen ved Guds ord.» Joh 17,17.20: «Hellig dem, Fader, i din sandhed; dit ord er sandhed. … Men jeg beder for alle dem, der ved deres ord kommer til tro på mig.» Derfor råber den evige Fader fra himlen om sin elskede Søn og om alle, der i hans navn prædiker omvendelse og syndernes forladelse: «Hør ham!», Matt 17,5.

52] Denne prædiken skal nu alle høre, som vil frelses. For prædikenen af Guds ord og det at høre det er Helligåndens redskaber, som han vil virke kraftigt ved, med og gennem for at omvende menneskene til Gud og virke i dem både at ville og at fuldbringe.

53] Dette ord kan mennesket også udvortes høre og læse, selv om det endnu ikke er omvendt til Gud og genfødt. For i disse udvortes ting har mennesket, som sagt ovenfor, også efter syndefaldet i en vis grad en fri vilje, så det kan gå i kirke og høre prædikenen eller lade være.

54] Ved dette middel, nemlig prædikenen og det at høre hans ord, virker Gud. Han knuser vores hjerter og drager mennesket, så det ved lovens prædiken erkender sin synd og Guds vrede og føler sand skræk, anger og sorg i hjertet. Og ved prædikenen om og betragtningen af det hellige evangelium om den nådefulde syndsforladelse i Kristus tændes en lille gnist af tro i det, så det tager imod syndernes forladelse for Kristi skyld og trøster sig ved evangeliets løfte. Og sådan bliver Helligånden (som virker alt dette) givet i hjertet.

55] Både prædikantens plantning og vanding og tilhørerens løben og villen ville være forgæves, og ingen omvendelse ville følge deraf, hvis ikke Helligåndens kraft og virkning kom til. Det er ham, der gennem det prædikede og hørte ord oplyser og omvender hjerterne, så menneskene tror dette ord og siger ja til det. Alligevel skal hverken prædikant eller tilhører tvivle på denne Helligåndens nåde og virkning. De skal derimod være sikre på, at når Guds ord prædikes rent og klart efter Guds befaling og vilje, og menneskene hører det med flid og alvor og overvejer det, så er Gud med sikkerhed til stede med sin nåde og giver, som sagt, det, som mennesket ellers af egne kræfter hverken kan tage eller give. 56] For om Helligåndens nærvær, virkning og gaver skal og kan man ikke altid dømme ex sensu, det vil sige ud fra hvordan og hvornår man mærker det i hjertet. Fordi det ofte er skjult og sker under stor svaghed, skal vi ud fra og i kraft af løftet være sikre på, at det prædikede og hørte Guds ord er Helligåndens embede og værk, og at han ved det med sikkerhed er virksom og arbejder i vores hjerter, 2 Kor 2.

57] Men hvis et menneske ikke vil høre prædikenen eller læse Guds ord, men foragter Ordet og Guds menighed og så dør og går til grunde i sine synder, kan han hverken trøste sig ved Guds evige udvælgelse eller opnå hans barmhjertighed. For Kristus, i hvem vi er udvalgt, tilbyder alle mennesker sin nåde i Ordet og de hellige sakramenter og vil alvorligt, at man skal høre det. Og han har lovet, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn og beskæftiger sig med hans hellige ord, vil han være midt iblandt dem.

58] Men når et sådant menneske foragter Helligåndens redskab og ikke vil høre, sker der ham ingen uret, når Helligånden ikke oplyser ham, men lader ham sidde fast og gå til grunde i sin vantros mørke. Om det står der skrevet: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke», Matt 23.

59] I dette tilfælde kan man godt sige, at mennesket ikke er en sten eller en træklods. For en sten eller en træklods sætter sig ikke imod den, der flytter den, og forstår og mærker heller ikke, hvad der sker med den, sådan som et menneske med sin vilje sætter sig imod Gud Herren, indtil det bliver omvendt. Det er ganske vist sandt, at et menneske før omvendelsen stadig er en fornuftig skabning, som har forstand og vilje, men ikke forstand i guddommelige ting eller en vilje til at ville noget godt og frelsende. Dog kan han slet intet gøre til sin omvendelse (som også sagt ovenfor), og i den henseende er han langt værre end en sten og en træklods. For han sætter sig imod Guds ord og vilje, indtil Gud vækker ham op fra syndens død, oplyser og fornyer ham.

60] Gud tvinger ikke mennesket til at blive from. For de, der altid står Helligånden imod og vedblivende også sætter sig imod den sandhed, de har erkendt, bliver ikke omvendt, sådan som Stefanus siger om de forhærdede jøder i ApG 7. Alligevel drager Gud Herren det menneske, som han vil omvende, og drager ham sådan, at en formørket forstand bliver til en oplyst forstand, og en genstridig vilje bliver til en lydig vilje. Og det kalder Skriften at «skabe et nyt hjerte».

61] Derfor kan man heller ikke med rette sige, at mennesket før sin omvendelse har en modus agendi, det vil sige en måde at virke noget godt og frelsende på i guddommelige ting. For da mennesket før omvendelsen er «død i synder», Ef 2, kan der ikke være nogen kraft i ham til at virke noget godt i guddommelige ting, og derfor har han heller ingen modus agendi eller måde at virke på i guddommelige ting. 62] Men når man taler om, hvordan Gud virker i mennesket, så har Gud Herren dog én modus agendi eller måde at virke på i et menneske, som er en fornuftig skabning, og en anden måde at virke på i en anden, ufornuftig skabning eller i en sten og en træklods. Ikke desto mindre kan man ikke tilskrive mennesket før dets omvendelse nogen modus agendi eller nogen som helst måde at virke noget godt på i åndelige ting.

63] Men når mennesket er blevet omvendt og således er oplyst, og dets vilje er fornyet, så vil mennesket det gode (for så vidt som det er genfødt eller et nyt menneske) og «glæder sig over Guds lov ifølge det indre menneske», Rom 7. Og fra da af gør det så meget godt og så længe, som det drives af Guds Ånd, sådan som Paulus siger: «Alle dem der føres af Guds Ånd, er Guds børn.» 64] Og denne Helligåndens drift er ikke en coactio eller tvang. Det omvendte menneske gør derimod det gode frivilligt, sådan som David siger: «Efter din sejr vil dit folk ofre villigt.» Og alligevel forbliver også i de genfødte det, som Paulus har skrevet i Rom 7: «Jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske, men jeg ser en anden magt i mine lemmer som fører krig mod loven i mine tanker, og som tager mig til fange ved syndens lov som er i mine lemmer.» Og videre: «Altså tjener jeg selv med tankerne Guds lov, men med kødet syndens lov.» Og videre Gal 5: «Kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet, for disse ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det som I vil.»

65] Heraf følger, at så snart Helligånden, som sagt, ved Ordet og de hellige sakramenter har begyndt sit værk, genfødslen og fornyelsen, i os, så er det sikkert, at vi ved Helligåndens kraft kan og skal virke med, om end stadig i stor svaghed. Det sker dog ikke af vores kødelige, naturlige kræfter, men af de nye kræfter og gaver, som Helligånden har begyndt i os i omvendelsen. 66] Sådan formaner Paulus udtrykkeligt og alvorligt, at vi «som medarbejdere ikke må modtage Guds nåde forgæves». Det skal ikke forstås på anden måde end sådan, at det omvendte menneske gør så meget godt og så længe, som Gud regerer, leder og fører det med sin Helligånd. Og trak Gud sin nådige hånd fra det, ville det ikke et øjeblik kunne blive stående i lydighed mod Gud. Men hvis man ville forstå det sådan, at det omvendte menneske virker med ved siden af Helligånden på samme måde, som to heste trækker en vogn sammen, så kan det på ingen måde indrømmes uden skade for den guddommelige sandhed.

67] Derfor er der en stor forskel på de døbte og de udøbte mennesker. For ifølge Paulus' lære i Gal 3 har «alle, som er døbt, iklædt sig Kristus», og de er således virkelig genfødt. Derfor har de nu et arbitrium liberatum, det vil sige, som Kristus siger, de er blevet gjort fri igen. Grunden er, at de ikke alene hører Ordet, men også, om end i stor svaghed, kan give det deres bifald og tage imod det.

68] For i dette liv modtager vi kun Åndens førstegrøde, og genfødslen er ikke fuldkommen, men kun begyndt i os. Derfor bliver kødets strid og kamp mod Ånden ved, også i de udvalgte og virkelig genfødte mennesker. Man mærker ikke alene en stor forskel mellem de kristne, så den ene er svag og den anden stærk i ånden. Hver kristen oplever det også hos sig selv: Den ene gang er han frimodig i ånden, den anden gang frygtsom og forskrækket; den ene gang brændende i kærligheden, stærk i troen og i håbet, den anden gang kold og svag.

69] Men når de døbte har handlet mod samvittigheden, har ladet synden herske i sig og således har bedrøvet og mistet Helligånden i sig selv, skal de ganske vist ikke døbes igen, men de skal omvendes igen, sådan som det tidligere er forklaret tilstrækkeligt.

70] For det står fast, at der i en sand omvendelse må ske en forandring, en ny bevægelse og drift i forstanden, viljen og hjertet: at hjertet nemlig erkender synden, frygter Guds vrede, vender sig bort fra synden, erkender og tager imod nådeløftet i Kristus, har gode åndelige tanker, et kristent forsæt og flid og kæmper mod kødet. For hvor intet af dette sker eller findes, dér er der heller ingen sand omvendelse. 71] Men fordi spørgsmålet er de causa efficiente, det vil sige, hvem der virker dette i os, hvor mennesket har det fra, og hvordan det kommer dertil, så lærer denne lære følgende: Fordi menneskets naturlige kræfter intet kan gøre eller hjælpe hertil, 1 Kor 2; 2 Kor 3, kommer Gud os i forkøbet af umådelig godhed og barmhjertighed. Han lader sit hellige evangelium prædike, og ved det vil Helligånden virke og udrette denne omvendelse og fornyelse i os. Gennem prædikenen og overvejelsen af sit ord tænder han troen og andre gudfrygtige dyder i os, for de er alene Helligåndens gaver og virkninger. 72] Og denne lære viser os hen til de midler, som Helligånden vil begynde og virke dette ved. Den minder også om, hvordan disse gaver bevares, styrkes og øges, og formaner os til ikke at lade denne Guds nåde i os være forgæves, men flittigt at øve den, i betragtning af hvor svær en synd det er at hindre og stå imod Helligåndens virkning.

73] Ud fra denne grundige forklaring af hele læren om den frie vilje kan man nu til sidst også bedømme de spørgsmål, der er opstået, og som man nu i mange år har stridt om i de kirker, der hører til Den Augsburgske Bekendelse (An homo ante, in, post conversionem Spiritui Sancto repugnet vel pure passive se habeat; an homo convertatur ut truncus; an Spiritus Sanctus detur repugnantibus, et an conversio hominis fiat per modum coactionis; det vil sige: om mennesket før, i eller efter sin omvendelse står Helligånden imod, og om det slet intet gør, men alene lader det ske, som Gud virker i det; endvidere om mennesket i omvendelsen forholder sig og er som en træklods; endvidere om Helligånden gives til dem, der står ham imod; endvidere om omvendelsen sker ved tvang, så Gud med magt tvinger menneskene til deres omvendelse mod deres vilje). Og man kan erkende, udpege, irettesætte og forkaste den modsatte lære og vildfarelserne, nemlig:

74] 1. For det første stoikernes og manikæernes vanvid om, at alt, hvad der sker, må ske sådan, et hominem coactum omnia facere, det vil sige, at mennesket gør alt af tvang; og at menneskets vilje heller ikke i ydre gerninger har nogen frihed eller evne til i en vis grad at udøve ydre retfærdighed og ærbar tugt og at undgå de ydre synder og laster; eller at menneskets vilje bliver tvunget til onde ydre gerninger, utugt, røveri, mord osv.

75] 2. Dernæst de grove pelagianeres vildfarelse, at den frie vilje af egne naturlige kræfter, uden Helligånden, kan omvende sig selv til Gud, tro evangeliet og af hjertet adlyde Guds lov og med denne sin frivillige lydighed fortjene syndernes forladelse og evigt liv.

76] 3. For det tredje de paveliges og skolastikernes vildfarelse. De har gjort det lidt mere subtilt og lært, at mennesket af sine naturlige kræfter kan gøre begyndelsen til det gode og til sin egen omvendelse, og at Helligånden derefter, fordi mennesket er for svagt til at fuldføre det, kommer det gode til hjælp, som er begyndt af egne naturlige kræfter.

77] 4. For det fjerde synergisternes lære. De påstår, at mennesket i åndelige sager ikke er helt dødt over for det gode, men hårdt såret og halvdødt. Derfor siger de: Den frie vilje er ganske vist for svag til at tage begyndelsen og af egen kraft omvende sig til Gud og af hjertet adlyde Guds lov. Men når Helligånden har taget begyndelsen og kalder os ved evangeliet og tilbyder sin nåde, syndernes forladelse og den evige frelse, så kan den frie vilje alligevel af sine egne naturlige kræfter gå Gud i møde og i nogen grad – om end kun lidt og svagt – gøre noget, hjælpe og virke med, gøre sig skikket og indstille sig på Guds nåde, gribe den, tage imod den og tro evangeliet. Og når dette værk skal føres videre og bevares, kan den også af sine egne kræfter virke med ved siden af Helligånden.

78] Over for dette har vi ovenfor udførligt bevist, at en sådan evne, nemlig facultas applicandi se ad gratiam, det vil sige evnen til af naturen at gøre sig skikket til nåden, ikke kommer af vores egne naturlige kræfter, men alene af Helligåndens virke.

79] 5. Ligeledes pavernes og munkenes lære om, at mennesket efter genfødslen fuldt ud kan opfylde Guds lov i dette liv og ved denne opfyldelse af loven er retfærdigt for Gud og fortjener det evige liv.

80] 6. Over for dette skal også sværmerne irettesættes med al alvor og iver og på ingen måde tåles i Guds kirke. De bilder sig ind, at Gud uden nogen midler – uden at Guds ord bliver hørt og uden brug af de hellige sakramenter – drager mennesket til sig, oplyser det, gør det retfærdigt og frelser det.

81] 7. Ligeledes dem, der bilder sig ind, at Gud i omvendelsen og genfødslen skaber et nyt hjerte og et nyt menneske på en sådan måde, at den gamle Adams substans og væsen og især den fornuftige sjæl bliver helt udslettet, og at et nyt væsen af sjælen bliver skabt af intet. Denne vildfarelse irettesætter Augustin udtrykkeligt i sin udlægning af Salme 25. Dér anfører og forklarer han Paulus' ord Deponite veterem hominem, «Aflæg det gamle menneske» osv., med disse ord: Ne aliquis arbitretur, deponendam esse aliquam substantiam, exposuit, quid esset: Deponite veterem hominem et induite novum, cum dicit in consequentibus: quapropter deponentes mendacium, loquimini veritatem. Ecce, hoc est deponere veterem hominem et induere novum etc. Det vil sige: «For at ingen skal mene, at menneskets substans eller væsen skal lægges af, har han selv forklaret, hvad det vil sige at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye, når han i de følgende ord siger: ‹Derfor skal I aflægge løgnen og tale sandhed.› Se, det er at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye.»

82] 8. Ligeledes når man uden forklaring bruger udtryk som, at menneskets vilje før, i og efter omvendelsen står Helligånden imod, og at Helligånden bliver givet til dem, der står ham imod.

83] For af den foregående forklaring er det tydeligt: Hvor der ved Helligånden slet ingen forandring til det gode sker i forstanden, viljen og hjertet, og hvor mennesket slet ikke tror forjættelsen og ikke af Gud bliver gjort skikket til nåden, men helt og holdent står Ordet imod, dér sker der ingen omvendelse og kan heller ikke ske nogen. For omvendelsen er en sådan forandring ved Helligåndens virke i menneskets forstand, vilje og hjerte, at mennesket ved dette Helligåndens virke kan tage imod den nåde, der bliver tilbudt. Og alle, der genstridigt og vedholdende står imod de virkninger og tilskyndelser, som Helligånden giver ved Ordet, modtager ikke Helligånden, men bedrøver og mister ham.

84] Alligevel bliver der også i de genfødte en genstridighed tilbage, som Skriften taler om, når den siger, at «kødet begærer mod Ånden», ligeledes at «de kødelige lyster fører krig mod sjælen», og at «loven i lemmerne fører krig mod loven i tankerne» (Gal 5,17; 1 Pet 2,11; Rom 7,23).

85] Derfor står det menneske, som ikke er genfødt, Gud helt imod og er helt og holdent syndens træl. Men den genfødte glæder sig over Guds lov ifølge det indre menneske; men han ser også i sine lemmer syndens lov, som fører krig mod loven i tankerne. Derfor tjener han med tankerne Guds lov, men med kødet syndens lov, Rom 7. På denne måde kan og skal den rette mening forklares og læres grundigt, tydeligt og med omtanke.

86] Hvad dernæst angår Chrysostomos' og Basilius' udtryk Trahit Deus, sed volentem trahit; tantum velis, et Deus praeoccurrit, og skolastikernes udtryk Hominis voluntas in conversione non est otiosa, sed agit aliquid, det vil sige: «Gud drager, men han drager den, som vil», ligeledes: «Vil du blot, så vil Gud komme dig i forkøbet», og: «Menneskets vilje er ikke uvirksom i omvendelsen, men gør noget» – disse udtryk er blevet ført frem for at bekræfte den naturlige frie vilje i menneskets omvendelse imod læren om Guds nåde. Af den forklaring, vi har givet ovenfor, er det tydeligt, at de ikke svarer til den sunde læres form, men strider imod den. Derfor bør man med rette undgå dem, når der tales om omvendelsen til Gud.

87] For omvendelsen af vores fordærvede vilje, som ikke er andet end en opvækkelse af den fra den åndelige død, er alene og udelukkende Guds værk – ligesom også opvækkelsen i kødets legemlige opstandelse alene skal tilskrives Gud. Det er ovenfor vist udførligt og bevist med klare vidnesbyrd fra Den Hellige Skrift.

88] Men hvordan Gud i omvendelsen ved Helligåndens dragning gør genstridige og uvillige til villige, og at menneskets genfødte vilje efter denne omvendelse ikke er uvirksom i den daglige øvelse i omvendelse, men også virker med i alle de Helligåndens gerninger, som han gør gennem os, er tilstrækkeligt forklaret ovenfor.

89] Ligeledes når Luther siger, at mennesket forholder sig pure passive i sin omvendelse, det vil sige slet ikke gør noget til den, men kun lider det, som Gud virker i ham: Så er hans mening ikke, at omvendelsen sker uden prædikenen og uden at Guds ord bliver hørt. Hans mening er heller ikke, at Helligånden i omvendelsen slet ikke vækker nogen ny bevægelse i os og ikke begynder nogen åndelig virkning. Men han mener, at mennesket af sig selv eller af sine naturlige kræfter ikke formår eller kan hjælpe noget til sin omvendelse, og at omvendelsen ikke blot delvis, men helt og holdent er en virkning, gave, skænk og gerning af Helligånden alene. Han udretter og virker den ved sin kraft og magt, ved Ordet, i menneskets forstand, vilje og hjerte, tamquam in subiecto patiente, det vil sige sådan, at mennesket intet gør eller virker, men kun lider. Det sker dog ikke, som når et billede bliver hugget i sten eller et segl trykt i voks, der hverken ved det, mærker det eller vil det, men på den måde, som netop er beskrevet og forklaret ovenfor.

90] I skolerne er de unge også blevet stærkt forvirret af læren de tribus causis efficientibus, concurrentibus in conversione hominis non renati, det vil sige læren om de tre virkende årsager til det ikke-genfødte menneskes omvendelse til Gud, og om hvordan de – nemlig Guds prædikede og hørte ord, Helligånden og menneskets vilje – virker sammen. Også her er det tydeligt af den forklaring, vi har givet ovenfor, at omvendelsen til Gud alene er Guds, Helligåndens, værk. Han er den rette mester, som alene virker dette i os, og hertil bruger han prædikenen og hørelsen af sit hellige ord som sit ordinære middel og redskab. Men det ikke-genfødte menneskes forstand og vilje er ikke andet end subiectum convertendum, det vil sige det, som skal omvendes, nemlig et åndeligt dødt menneskes forstand og vilje, som Helligånden virker omvendelsen og fornyelsen i. Til dette værk gør den vilje, som skal omvendes, intet. Den lader kun Gud virke i sig, indtil den er genfødt. Derefter virker den også sammen med Helligånden i andre efterfølgende gode gerninger det, som behager Gud, på den måde og i det mål, som er udførligt forklaret ovenfor.