Om ordet «bod», og hvad den skal prædikes ud fra

Hvad betyder ordet «bod» i Skriften?

Nogle steder bruges det, så det omfatter hele menneskets omvendelse [Det tyske «Buße» (græsk metanoia) gengives i danske bibler med «omvendelse» og «omvende sig». Her skelner Chemnitz mellem ordets to betydninger, og ordet gengives derfor med «bod».], som i Luk 13,3:

«Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.» Luk 15,7: «Der er glæde i himlen over én synder, som omvender sig.» ApG 11,18: «Gud har også givet hedningerne omvendelsen, der fører til liv.» Sådan bruges det også i Mark 6, Luk 16, Jer 18 og Ez 18. Andre steder i Skriften betyder det kun den ene eller første del af omvendelsen, nemlig anger og sorg over den erkendte synd, at frygte og forfærdes over Guds vrede, at vende sig bort fra synden osv. Det er tilfældet, når bod og tro eller syndernes forladelse nævnes hver for sig, som i Mark 1,15: «Omvend jer og tro på evangeliet», og i Luk 24 og ApG 5, 20 og 26. På samme måde kalder man det at prædike bod, når man irettesætter synden, truer med Guds vrede osv. Man skal ikke strides om ordet, men tydeligt forklare, hvad man forstår ved bod. Melanchthons «Examen ordinandorum» forklarer, hvad bod (poenitentia) er, når ordet omfatter hele omvendelsen, hvor mange dele en sådan bod eller omvendelse har, og hvordan de pavelige lærer forkert om den. Spørger man nu, hvad en sådan bod skal prædikes ud fra, er det klart: ikke alene ud fra loven og heller ikke alene ud fra evangeliet, men ud fra både loven og evangeliet. Men forstår man ved ordet bod kun en del af omvendelsen, nemlig erkendelse af synden, anger og sorg over den og ligeledes forfærdelse over Guds vrede, så er det igen klart, at en sådan bod må læres ud fra loven, sådan som Skriften tydeligt vidner (Rom 3, 4, 7 og 2 Kor 3).