Om Guds lov i almindelighed

Hvad er Guds lov i almindelighed?

Det er en lære, som Gud har givet, og som viser og anviser, hvordan vi skal være, og hvad Gud vil have, at vi skal gøre og lade være med.

Skal man da lære de kristne og holde dem til at lade sig omskære, bringe ofre, holde sabbat og lade være med at spise svinekød osv.? For det er jo Guds love.

Nej, for disse love er afskaffet og ophævet.

Men de er da lige så vel Guds love som De ti bud, og de er jo befalet lige så strengt. Hvordan kan kristne så tillade sig at sortere i Guds love, så de vrager dem, de ikke bryder sig om, og beholder dem, de har lyst til?

Kirken gør det på ingen måde efter eget forgodtbefindende. Gud har selv givet nogle af sine love sådan, at de ikke skulle binde alle mennesker, men kun det ene folk Israel. Kristus skulle nemlig fødes af dette folk og midt iblandt det, og derfor skulle det skilles fra alle andre folk ved særlige forskrifter og ordninger. Og disse love skulle ikke gælde altid, men kun en bestemt tid, nemlig indtil Kristus. Men nogle af budene i Guds lov binder alle mennesker og er og bliver uforandrede til alle tider.

Det må bevises ud fra Skriften.

Om de ceremonielle og borgerlige love (leges ceremoniales et forenses) siger Moses ofte: «Dette skal I holde i alle jeres slægtled.» Og når Paulus taler om dem, siger han, at det alene er jøderne, der er under loven og af loven (Rom 2, 3 og 4), at denne lov har været en opdrager indtil Kristus (Gal 3), at den var pålagt indtil tiden for den nye orden (Hebr 9), og at den hører til Det Gamle Testamente, som skulle forældes og ophøre i Det Nye Testamentes tid (Jer 31; Hebr 8). Og disse love er af to slags: ceremonielle og borgerlige. Men morallovene (leges morales) har Kristus og apostlene bevaret i Det Nye Testamente, sådan som de var fra begyndelsen, før Moses (Matt 5; Rom 3, 7, 13). Og denne forskel har Gud selv vist. For De ti bud skrev han selv og befalede, at de skulle lægges i pagtens ark (1 Kong 8). Men de andre love skrev Moses, og de blev opbevaret i templet (2 Kong 22). Det er grunden til, at man sædvanligvis og med rette siger, at Guds love er af tre slags: moralske, ceremonielle og borgerlige.

Når Skriften nu siger, at vi ikke er under loven (Rom 6), men er løst fra den (Rom 7), og ligeledes at vi er forløst fra lovens forbandelse (Gal 3), skal det så kun forstås om Moses' ceremonier og retsordninger?

Hvad angår lovens forbandelse på grund af synden, og hvad angår retfærdiggørelsen ved lovens gerninger, er vi troende ved Kristus befriet og forløst fra hele loven og alle dens dele. Når vi altså handler med Gud om, at han skal tilgive os synden, tage os til nåde og skænke os barnekåret og arven til det evige liv, behøver vi ikke at søge det ved nogen del eller noget stykke af loven. Vi finder og får det af nåde i Kristus ved troen. Og selv om loven anklager og fordømmer os på grund af synden, skal det dog ikke skade de troende for Kristi skyld (Rom 8 og 10; Gal 3 og 4). Men hvad angår overtrædelse af loven og lydighed mod den, er der en stor forskel. For Moses' kirkeordning og landsordning er ophævet sådan, at lydigheden mod dem slet ikke angår os, og det er heller ingen synd, selv om vi ikke holder dem, men overtræder dem. Ja, den, der ville holde dem, som om det var nødvendigt, ville derved miste Kristus (Gal 2, 4 og 5). Men De ti bud binder alle mennesker sådan, at de straffer overtrædelsen af dem hos alle mennesker og til alle tider. Derfor giver Kristus sine troende Helligånden, for at lydigheden mod De ti bud kan begynde i dem, sådan som Paulus viser overalt i sine skrifter.

Bevis ud fra Skriften, at Moses' ceremonier er ophævet på den måde. Gal 3,25–28: «Efter at troen er kommet, er vi ikke mere under en opdrager. Her er ikke jøde eller græker.» Gal 4,10–11: «I overholder dage, måneder og fester. Jeg frygter for, at jeg har slidt forgæves for jer.» Ef 2,14: «Han har nedbrudt den skillevæg, der stod mellem jøder og hedninger.» Kol 2,16: «Lad ingen gøre jer samvittighed af mad, drikke, fester og sabbatter.» Og hele Hebræerbrevet behandler dette emne.

Hvorfor er disse ceremonier ophævet? Har de da været onde og forkerte?

Nej, for Gud har selv indstiftet dem ved Moses. Men de har kun været billeder, forbilleder og skygger af Kristi person og embede (Kol 2; Hebr 8 og 9), og i dem har Det Gamle Testamentes fædre øvet og bekendt deres tro på den kommende Messias. Men efter at Kristus, som er det virkelige legeme bag alle billederne og skyggerne (Kol 2,17), er kommet i kødet og har fuldbragt forløsningens værk, har Gud ophævet disse forbilleder, fordi de nu har nået deres mål. Han gør som en maler, der fjerner skitserne eller de første udkast, når selve billedet er fuldført og færdigt – for den sammenligning bruger Skriften. Og hvis disse ceremonier stadig bestod og blev holdt, ville det være som en bekendelse af, at Kristus endnu ikke var kommet og endnu ikke havde fuldbragt forløsningens værk. Derfor har Gud ikke alene med sit ord, men også i gerning afskaffet og ophævet de levitiske ceremonier: Han lod det sted, hvor ceremonierne skulle udføres, nemlig templet og byen Jerusalem, ødelægge, og han lader det fortsat ligge øde.

Skal man da slet ikke have nogen ceremonier i kirken nu i Det Nye Testamentes tid?

Rette apostolske ceremonier er disse: dåben (Matt 28), Herrens nadver (1 Kor 11), menighedens forsamling om Ordet, til bøn og til indsamling af almisser (ApG 2) og ligeledes brugen af kirkens nøgler (1 Kor 5; 2 Kor 2). Desuden har kirken indført visse ordninger i middelting, altså i ting, som Gud hverken har befalet eller forbudt. De skal stemme med Guds ord og være til nytte, så alt i kirken – når det gælder Ordet, sakramenterne, bønnen, almisserne og kirkens nøgler – kan gå sømmeligt og ordentligt til og tjene til opbyggelse. Og fordi Paulus giver kirken denne frihed (1 Kor 11 og 14), holder man med rette sådanne nyttige ceremonier på denne måde og i denne mening – dog i kristen frihed.

Må og skal man så beholde alle pavedømmets ceremonier?

Nogle af de paveliges ceremonier er overtroiske, stemmer ikke med Guds ord og strider direkte imod det, fx offermessen, påkaldelse af helgenerne osv. De skal og må afskaffes og ophøre. Nogle stammer fra oldkirken og er middelting. Hvis de opbygger noget, kan de beholdes. Nogle tjener ikke til noget særligt, hverken til orden, til sømmelighed eller til opbyggelse. Her kan den kristne frihed tage hensyn til de svage efter Paulus' lære og eksempel (Rom 14; 1 Kor 9). Men det, der er tåbeligt og barnagtigt dukketeater, hører ikke til kirkens værdighed og sømmelighed (1 Kor 14).

Men hvad nu, hvis sådanne middelting bliver pålagt og krævet som ceremonier, som om de var nødvendige, og som om gudstjenesten, retfærdigheden og frelsen bestod i dem?

I det tilfælde skal den kristne frihed bevares efter Paulus' lære (Gal 5; Kol 2; Matt 15). Men når den rene læres fjender tvinger sådanne ceremonier igennem for derved at bryde den rene lære ned og lidt efter lidt indføre og befæste falsk lære, så står Paulus' eksempel klart for øjnene. For han siger i 1 Kor 7,19: «Omskærelse betyder intet», det vil sige: Den er et frit middelting. Og i Rom 14 giver han efter for de svage, når det gælder mad og tider. Men da nogle falske brødre ville bruge det til at tage den kristne frihed til fange og på den måde indføre og befæste deres falske lære, siger han i Gal 2,5: «Dem bøjede vi os ikke for et øjeblik, for at evangeliets sandhed skulle forblive hos jer». Og ligeledes: De, der giver efter i det tilfælde, vandrer ikke lige efter evangeliets sandhed (Gal 2,14). Gal 4,10–11: «I overholder dage, måneder, fester osv. Jeg frygter for, at jeg har slidt forgæves for jer osv.»

Er Moses' borgerlige love (leges forenses), det vil sige hans rets- og landsordning, også ophævet?

Det bevidner Gud ved, at han har styrtet hele det jødiske styre omkuld og ikke lader det rejse sig igen. For uden øvrighed og styre er retsordningen intet. Apostlene bevidner det også ved, at de ikke pålagde de omvendte hedninger Moses' retsordning, men lod dem beholde de borgerlige love, de var vant til. De underordnede sig selv disse love og befalede de kristne at adlyde dem (ApG 16, 22, 25; Rom 13; 1 Pet 2).

Skal der da ikke være nogen øvrighed, noget styre, nogen domstol eller ret blandt de kristne, når Kristus siger i Matt 20,26: «Men sådan skal det ikke være blandt jer», og når der står i 1 Kor 2,15: «Den åndelige dømmer alt og dømmes selv af ingen»? Kristus taler i Matt 20 ikke om øvrigheden, men om apostelembedet, og han siger, at det ikke skal være et verdsligt herredømme. Og i 1 Kor 2 handler Paulus ikke om den verdslige domstol, men om, at det ikke er det naturlige menneske ud fra fornuften, men det åndelige menneske ud fra og efter Guds ord, der skal dømme om Guds sager. Men den verdslige øvrighed med sit styre, som er indsat af Gud (1 Mos 9; Sl 82; Ordsp 8; Dan 2), bliver ikke ophævet ved evangeliet i Det Nye Testamente, men stadfæstet som en særlig Guds ordning, som også de kristne skal underordne sig for samvittighedens skyld (Rom 13; 1 Pet 2). Og kristne kan også bestride dette embede med god samvittighed (Sl 2), sådan som eksemplerne med Josef fra Arimatæa (Mark 15), Kornelius (ApG 10) og Sergius Paulus (ApG 13) viser.

Men fordi intet styre kan være og bestå uden domstol og ret, og fordi Gud selv har givet en retsordning, ville det så ikke være bedre, at en kristen øvrighed brugte Guds ret frem for de blinde hedningers ret og afsagde dom ud fra den?

Gud har ikke givet Moses' retslove (leges judiciales) i den mening, at alle folk alle steder skulle rette sig efter dem, som om de var en nødvendig regel for, hvordan styre og domstole skulle indrettes og ret afsiges overalt. Han gav derimod en landsordning efter stedets og folkets forhold, for at det folk, som Messias skulle komme fra, også i det ydre, verdslige styre skulle være adskilt fra alle andre folk. Men dermed har Gud ikke forkastet andre folks domstole og ret, når de stemmer med De ti bud. Tværtimod har apostlene ikke alene i kristen frihed underordnet sig andre staters love, men også befalet de kristne at underordne sig dem som Guds ordning for samvittighedens skyld (Rom 13; 1 Pet 2).