Om anger, det vil sige om anger og sorg over synden, som man også almindeligvis kalder omvendelse

Hvad nytter det da, at man på den måde straffer synden ved loven og truer og forskrækker folk med Guds vrede?

Det sker, for at de skal omvende sig, frygte Guds vrede, vende sig bort fra synden osv.

Er det da nødvendigt at omvende sig?

Ja, under alle omstændigheder. For Johannes, Kristus, Peter, Paulus osv. begynder deres prædiken sådan: «Omvend jer», og i Luk 13,3 siger Kristus: «Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.» Es 66,2: «Jeg ser til den, der har et sønderbrudt hjerte og frygter for mit ord.» Og i Jer 5 siger Gud om dem, der foragter straffeprædikenen og siger, at profeterne bare er tomme snakkere, og ligeledes om dem, der er ligeglade med truslerne om Guds vrede og forhærdede bliver i deres synder og hober dem op: «Hvordan kan jeg være dig nådig?»

Hvad er da anger (contritio), det vil sige omvendelse, anger og sorg?

Det er, at synderen forskrækkes over Guds vrede mod synden og føler sorg over, at han har vakt Guds vrede med sine synder.

Hvilke dele hører da til en sådan omvendelse, anger eller sorg, så en præst ved, hvordan han skal prædike omvendelse, og en kristen også kan prøve sig selv, om hans omvendelse er sand?

For det første hører erkendelsen af synden til: at mennesket erkender og ved, hvad Gud i sin dom regner for synd, og hvor stor og alvorlig synden er.

Er det da en fuldstændig omvendelsesprædiken, når man blot læser et syndsregister op?

Nej, for der står: Loven virker vrede, Rom 4,15, og den skal være et embede, som forkynder fordømmelse, 2 Kor 3,9. Derfor hører det for det andet til omvendelsen, at Guds vrede åbenbares fra himlen over synden, Rom 1,18, så mennesket erkender og ved, hvordan Gud vredes over synden, og hvordan han vil straffe den både her i tiden og i evigheden, hvis synderen ikke bliver forsonet med Gud ved Kristus.

Hvis et menneske nu bekender, at hans liv er synd, og også ved, at Gud vredes over synden, men er ligeglad med det og bliver i synden, er det så en ret omvendelse?

Saul bekender, at han gør uret ved at forfølge David, 1 Sam 24 og 26. David ved også godt, at Gud vredes over mord og ægteskabsbrud, men de gør det alligevel. Derfor hører for det tredje dette først og fremmest til en sand omvendelse: at hjertet ved denne åbenbaring af synden og Guds vrede bliver ramt og rørt og, som Skriften siger, sønderbrudt og knust. Når hjertet for alvor overvejer, hvordan det står til mellem det og Gud på grund af synden, begynder det at blive bekymret over, at det har pådraget sig Guds dom og svære vrede. Det står i frygt og angst for den straf, som skal følge efter synden. Derfor har det det ikke længere godt med synden og har ikke længere lyst til den og glæde ved den. Det føler sorg og anger, vender sig bort fra synden og tænker på, stræber efter og sørger for, at det ikke skal være og forblive fortabt under Guds vrede og i den evige fordømmelse. Det er en ret omvendelse, anger og sorg. Heraf kan man se, at Augustin har ret, når han siger, at mange ikke omvender sig, men kun foregiver omvendelse.