Om den frie vilje, det vil sige om menneskets kræfter og evner

Kan mennesket da af sig selv begynde og fuldbringe det, der hører til boden?

Nej, for en ret og sand bod er en Guds gave, 2 Tim 2,25; ApG 11,18, og Peter siger i ApG 5,31, at Kristus er ophøjet ved Guds højre hånd som fyrste og frelser for at give bod og syndernes forladelse.

Har mennesket da ingen fri vilje?

Fri vilje betyder det, som mennesket kan og formår med sin forstand, sit hjerte og sin vilje: at forstå noget, tænke over det, give sig i lag med det og enten søge at opnå det eller flygte fra det, gøre det eller lade være. Hvad nu angår synden, er mennesket alt for frit i forhold til retfærdigheden, Rom 6,20. Det hænger med forstand, hjerte, vilje og alle sine evner ved det onde, 1 Mos 8,21. Men det er en elendig frihed, som er syndens slave, Joh 8,34. Hvad dernæst angår verdslige og ydre ting, tugt og ærbarhed, kan og formår mennesket noget med sine naturlige kræfter. For denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt, Luk 16,8, de gør af natur lovens gerninger, Rom 2,14, og kan leve uden fejl efter loven, Fil 3,6 – skønt denne frihed er svag og bliver hindret på mange måder. Men hvad angår åndelige ting og sager, nemlig det, der hører til hele menneskets omvendelse – bod, tro, den nye lydighed og hvad der hænger sammen med det – har det naturlige menneske af sig selv slet ingen kræfter og evner til at begynde det, frembringe det, gøre og fuldføre det ret og sådan, som Guds ord kræver. Det gælder mennesket, som det er fra den første fødsel, uden Helligåndens fornyelse. Ja, det står det imod og er fjendtligt mod det. For det første fratager Skriften nemlig det naturlige menneske alle sådanne kræfter og evner, 1 Kor 2; 2 Kor 3; Rom 8; Joh 15, og siger, at det er mørke, Ef 5; Joh 1; ApG 26, og dødt i synder, Ef 2; Kol 2. For det andet tilskriver den det et stenhjerte, et ondt hjerte, som står Guds ord imod og er fjendskab mod Gud, Jer 15; Ez 36; Rom 2 og 8.

Kan der da være en ret bod, hvor der ikke sker nogen bevægelse eller forandring i menneskets forstand, hjerte og vilje?

Nej, for at gøre bod betyder og er, at mennesket erkender sin synd, tager truslerne om Guds vrede til sig, frygter Guds vrede, føler sorg over sin synd, vender sig bort fra den og har angst og bekymring i hjertet for at blive fordømt osv. Hvor der ikke er en sådan bevægelse og forandring i mennesket, er der helt sikkert heller ingen ret bod.

Gør og udretter menneskets sind, hjerte og vilje så alligevel noget i boden?

Spørgsmålet er ikke, om der i menneskets omvendelse er og skal være en sådan bevægelse og forandring, for det er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er derimod, hvorfra mennesket har og får en sådan bevægelse og forandring – hvorfra menneskets sind, hjerte og vilje har og får det, at de kan begynde, gøre og udrette det, der hører til boden. Her siger Skriften tydeligt og klart, at mennesket ikke kan det af sig selv, af sin natur, ved sine egne kræfter og evner, men at det er Guds gave, ApG 5,31; 11,18; 2 Tim 2,25. Det er Gud, som virker en sådan bevægelse og forandring i mennesket, så det, som sagt, kan gøre bod. For det er Gud, der omvender mennesket, tager stenhjertet fra det og giver det et kødhjerte, Ez 11,19 og 36,26. Derfor siger Jeremias, Jer 31,18–19: «Omvend du mig, så bliver jeg omvendt, for du, Herre, er min Gud. Da jeg var blevet omvendt, gjorde jeg bod.»

Kan mennesket da ikke stå imod denne Guds omvendelse, hindre den og støde den fra sig?

Jo, desværre, alt for let, alt for meget og alt for ofte. Men folk skal undervises om, at de dermed synder forfærdeligt, for så står de Helligånden imod og hindrer og ødelægger hans virkning. For når Gud virker en sådan bevægelse og forandring i mennesket, når han giver og skaber sådanne kræfter og evner, så er det hans vilje, mening og befaling, at vi ikke skal modtage hans gaver forgæves eller lade dem ligge ubrugte i os, 1 Kor 15; 2 Kor 6, men skal bruge det pund, vi har fået, godt og øve os flittigt i det, Matt 25, og ikke lade den gamle Adam hindre og ødelægge det i os, Rom 6 og 8; Gal 5.

Så kan mennesket altså blive siddende og vente, til Gud omvender det, og behøver hverken at høre lovens prædiken eller tænke over den?

Nej, det er ikke den rette vej. For Gud vil ikke omvende mennesket uden midler, men har til boden indstiftet et særligt middel og redskab, som han vil virke den med i mennesket, nemlig lovens prædiken. For den er dødens og fordømmelsens tjeneste (ministerium mortis et condemnationis), 2 Kor 3, det vil sige et embede, et middel og et redskab, som Gud vil bruge til at føre os til erkendelse af vores synd, hans vrede og fordømmelsen, så vi frygter for det og gør bod. Derfor skal man henvise folk til at høre loven og tænke over den og holde dem til det, og man skal undervise dem om, hvorfor de skal elske disse Guds straffeprædikener: fordi Gud vil virke bod ved dem. Men at lovens prædiken udretter og virker noget i hjertet, er Guds gave og virkning.