Om synden

Hvad er og hedder synd for Gud?

Alt, hvad der er imod Guds lov eller de ti bud. Ikke alene det, der sker imod dem i gerning og handling, udvortes og indvortes, men også det, der i vores natur ikke svarer til loven og er imod den. Rom 3 og 7.

Så er det vel ikke synd, når nogen handler imod øvrighedens bud?

Jo, for øvrigheden med dens retmæssige påbud hører ind under det fjerde bud. Rom 13.

Så er det vel også synd, når nogen handler imod biskoppernes og prælaternes forordninger? For de hører jo ind under det tredje bud.

Når biskopperne lærer Guds ord og byder det, som Kristus har befalet, så siger Kristus: «Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig», Luk 10; Matt 12; 1 Thess 4. Men når de lærer og byder noget, som er imod Guds ord, eller når de uden Guds ord og befaling vil lægge noget på samvittighederne som nødvendigt for gudstjenesten og retfærdigheden, så gælder det: «Tag jer i agt for farisæernes surdej», Luk 11; «Forgæves dyrker de mig», Matt 15; «Lad jer ikke fange af menneskebud», Kol 2; Gal 5.

Hvordan kan det være, at kun det, som er imod Guds bud, er synd?

Fordi Gud alene vil byde og forbyde i sin kirke som i sit store hus og alene herske over samvittighederne. Derfor begynder han også buddene sådan: «Jeg er Herren din Gud», 2 Mos 20; Ez 20. Og derfor har han givet en fast regel; efter den skal man kende og bedømme, hvad han anser for ret og godt, og hvad han anser for uret og synd.

Hvad er Guds dom og afgørelse over synden, hvis synderen ikke bliver forsonet med Gud i dette liv?

Han hader synden, han afskyr den og vredes over den, Sl 5; 5 Mos 32. Og ikke blot med trusler, men han er en nidkær Gud, som hjemsøger misgerningen med timelige og evige straffe på legeme og sjæl, 2 Mos 20. Ligeledes Rom 2: «Vrede og harme, trængsel og angst over ethvert menneske, som gør det onde»; Gal 3: «Forbandet er enhver, som ikke bliver i alt det, som er skrevet i loven»; Rom 6: «Syndens løn er død»; Mark 9: «Deres orm dør ikke, og ilden slukkes ikke.»

Hvor mange slags synd er der?

For det første to slags: arvesynd og gerningssynd.

Hvorfor siger man ikke fire slags, sådan at nogle synder er dødssynder og andre tilgivelige?

Når man taler om, hvad synden er i sig selv efter Guds lov, så er ingen synd tilgivelig, men alle gør de skyldig til den evige død. Skelnen mellem dødssynd og tilgivelig synd (distinctio mortalis et venialis) hører derfor hjemme dér, hvor personen er forsonet med Gud ved troen på Kristus. Den skal derfor behandles senere.

Hvad er arvesynden?

Her fremsiger man den gængse definition og knytter andre spørgsmål til forklaringen af den.

Hvor er arvesynden kommet fra?

Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden. Rom 5.

Er den da kommet fra Adam på den måde, at han blot gav et dårligt eksempel ved sin ulydighed, eller at vi blot må bære straffen for Adams fald, men selv er rene og uskyldige i vores natur?

Arvesynden er ikke blot, at vi i gerning efterligner Adams dårlige eksempel. Den er heller ikke en ren og skær skyld (reatus), som når et fromt og uskyldigt barn må bøde for sin onde mor. Men: «Ved Adams fald er ganske fordærvet / menneskets natur og væsen; / den samme gift er gået i arv til os» [Lazarus Spenglers salme «Durch Adams Fall ist ganz verderbt»] osv.

Har Gud da fra begyndelsen skabt naturen så blind, forvirret og fordærvet?

Nej, men Gud skabte fra begyndelsen mennesket i sit billede, så der i menneskets forstand, sind, vilje og hjerte, ja i hele naturen og i alle dens kræfter strålede en hellig og ren overensstemmelse med Guds vilje. Men på Djævelens tilskyndelse vendte de første forældre sig med deres frie vilje bort fra lydigheden mod Gud, og ved dette fald mistede de disse herlige og skønne gaver og goder.

Hvad kan det skade os, at Adam og Eva mistede det?

Adam er hovedstammen, som hele menneskeslægten skulle forplantes fra. Gud nedlagde de nævnte goder i hans natur sådan, at han – hvis han var blevet stående i denne retfærdighed – skulle have givet dem videre i arv til alle sine efterkommere ved den legemlige fødsel som en arveretfærdighed. Derfor mistede han ikke goderne for sig selv alene, men for os alle. For vi er avlet i hans billede, 1 Mos 5, og bærer den jordiskes billede, så at vi af natur er fordærvede, ligesom han blev fordærvet ved faldet. 1 Kor 15; Ef 2; Rom 5.

Hvad består arvesynden egentlig i, så vi kan kende den i vores natur?

For det første i en mangel eller et savn (defectus seu carentia): Ved den første fødsel har vores natur ikke den nævnte overensstemmelse med Guds ord og vilje og bringer den ikke med sig. Den har heller ikke kræfter og evne til at begynde og skabe en sådan overensstemmelse, men er berøvet og blottet for disse gaver og goder og mangler dem. 1 Kor 2 og 4 og 2 Kor 3.

For det andet er der ikke blot en sådan mangel i vores natur, men i stedet for den tabte arveretfærdighed har en ond og giftig vanart sat sig fast i naturen, en forvirring og fordærvelse af alle menneskets kræfter. Derfor er mennesket af natur uden lyst og vilje til det, som Guds vilje kræver. I stedet hænger det ved og hælder til det, som er imod Guds vilje, og det tilskynder, lokker og driver dertil med lyst, kærlighed og vilje, så at der af den onde rod ikke kan komme andet end onde frugter. 1 Mos 6 og 8; Sl 51; Matt 7, 12 og 15; Jer 15; Joh 3; Rom 5 og 7. For det tredje er alle mennesker, som er født af kødet, på grund af denne arvesynd af natur vredens børn, Ef 2, og hjemfaldne til fordømmelse, Rom 5.

Hvordan beviser man ud fra Skriften, at arvesynden findes, og hvad den er?

Her skal man kræve, at de netop anførte skriftsteder bliver forklaret og forstået rigtigt: 1 Mos 2, 3, 5, 6 og 8; Sl 51; Jer 15; Rom 5 og 7; Ef 2; 1 Kor 15; Joh 3; Matt 15 osv.

Er det også nødvendigt at erkende arvesynden og virkelig regne den for synd?

Guds ord lærer, at kristne ikke alene skal regne de virkelige overtrædelser af Guds bud for synd og erkende dem som synd – dem erkender også fornuften i nogen grad som synd. Men først og fremmest skal den gruelige arveskade, den medfødte arvesynd, som har forvendt og fordærvet hele menneskets natur, virkelig regnes for synd og erkendes som synd, ja for hovedsynden, som er rod, kilde og årsag til al gerningssynd, sådan som de nævnte skriftsteder beviser. Dr. Luther kalder den natursynd eller personsynd for at vise, at ikke alene menneskets tanker, lyster, ord og gerninger er onde, men at også selve hans natur eller person er syndig, det vil sige forgiftet, forvendt og fordærvet af arvesynden.

Er menneskets natur, person og væsen eller hans legeme og sjæl da selve arvesynden?

I De Schmalkaldiske Artikler beskrives arvesynden sådan, at den er en dyb fordærvelse af menneskets hele natur. Men det, som er fordærvet, og det, som det er fordærvet af, er jo strengt taget ikke én og samme ting, ligesom spedalskheden og det spedalske legeme heller ikke er det. Og når Paulus i Rom 7 siger, at synden bor i kødet, så kan kødet, som synden bor i, og synden, som bor i kødet, strengt taget ikke være én ting.

Betyder det da, at den menneskelige natur efter faldet i sig selv stadig er ren, god og ufordærvet, og at det alene er arvesynden i naturen, som er ond?

Ved Adams fald er ganske fordærvet menneskets natur og væsen, så at vi alle er kommet på afveje, er udygtige og uretfærdige, Rom 3. Og på grund af denne fordærvelse bliver menneskets hele fordærvede natur anklaget og fordømt af loven, hvis denne synd ikke bliver tilgivet for Kristi skyld.

Er arvesynden da blot en skade, der har sat sig udenpå, som en plet eller et skjold, der er stænket på og let kan tørres af, så at naturen ved siden af eller under den stadig er helt god eller i det mindste i åndelige sager endnu har og formår noget godt af sig selv?

Arvesynden er, som sagt ovenfor, en dyb fordærvelse, som har forvendt og fordærvet den menneskelige natur på legeme og sjæl og i alle kræfter helt og aldeles, tvers igennem og til bunds, så at der for Gud, især i åndelige sager, intet godt bor i kødet, Rom 7, men alt det, menneskets hjerte tænker og stræber efter, af natur kun er ondt, 1 Mos 6 og 8. Ingen fornuft ved eller kender, hvor dyb, gruelig og svær arveskaden er; det må læres og tros ud fra Skriftens åbenbaring. For menneskets hjerte er så ondt og fordærvet, at det er uudgrundeligt, Jer 17, og arveskaden er så stor, at den kun kan helbredes ved Helligåndens genfødsel og fornyelse – og den helbredelse er i dette liv kun begyndt og bliver først fuldkommen i det kommende liv.

Hvad nytter det da, og hvorfor er det nødvendigt at skelne og holde fast ved forskellen mellem menneskets natur eller væsen, det vil sige hans legeme og sjæl, som er fordærvet af synden, og selve synden, som har fordærvet mennesket?

Arvesynden har ganske vist forgiftet og fordærvet hele den menneskelige natur som en åndelig gift og spedalskhed, som Luther siger, så at man ikke synligt kan pege på naturen for sig og arvesynden for sig, for arvesynden er ikke noget selvstændigt uden for den menneskelige natur. Alligevel må man se på dem hver for sig: menneskets natur eller væsen, det vil sige hans legeme og sjæl, som er Guds skabning og værk, og arvesynden, som er Djævelens værk, og som har fordærvet naturen. Det tvinger troens vigtigste artikler os til – for det første artiklen om skabelsen. For Skriften vidner om, at Gud ikke alene skabte den menneskelige natur før faldet, men at Gud også efter faldet er skaber, danner og ophav til denne vores natur, vores væsen, vores legeme og vores sjæl. Mennesket er altså efter sit væsen, sådan som det har legeme og sjæl, Guds skabning og værk, selv om denne Guds skabning og værk er sørgeligt fordærvet af synden. 5 Mos 32; Es 45, 54 og 64; ApG 17; Job 10; Sl 138 og 139; Præd 12; ligeledes Åb 4: «Herre, du har skabt alt, og på grund af din vilje var det, og blev det skabt», sådan som også vores Lille Katekismus bekender det i forklaringen til første trosartikel.

Men arvesynden kommer ikke fra Gud. Gud er ikke syndens skaber eller ophavsmand, og arvesynden er ikke en skabning eller et værk af Gud, men Djævelens værk. Man må derfor skelne mellem naturen eller væsenet i vort legeme og vor sjæl, som er Guds værk og skabning, og synden, som er en fordærvelse af vor natur og et Djævelens værk. Så gør man hverken Gud til syndens ophavsmand eller Satan til skaber af vor natur og vort væsen, vort legeme og vor sjæl, og Guds skabning og værk i mennesket kan skelnes fra Djævelens værk. For det andet vidner Skriften kraftigt i artiklen om forløsningen om, at Guds Søn har antaget vor menneskelige natur, som ved undfangelsen blev fuldstændig renset for synd ved Helligånden. Derfor er han blevet os, sine brødre, lig i alt – af samme væsen som vi (consubstantialis), som de gamle sagde – dog uden synd, Hebr 2. Hvis der slet ingen forskel var mellem vor menneskelige natur, som er fordærvet af synden, og arvesynden, som fordærver naturen i os, måtte det føre til én af to ting: Enten har Kristus ikke antaget vor menneskelige natur, dette vort væsen, fordi han ikke har antaget synden. Eller også har han antaget synden, fordi han har antaget vor natur.

Men begge dele strider mod Skriften, og derfor står den forskel, vi har talt om, uimodsigeligt fast. For det tredje lærer Skriften i artiklen om helliggørelsen, at Gud vasker mennesket rent for synden, renser og helliggør det, først ved nådig forladelse og tildækning, dernæst også ved den påbegyndte fornyelse og helliggørelse. Så kan synden jo ikke være mennesket selv. For Gud tager personen eller mennesket til nåde for Kristi skyld og antager det som sit barn. Men synden bliver aldrig et barn, Gud har velbehag i. Desuden skal synden en dag høre op i de troende, når dette liv er forbi, men legeme og sjæl skal bestå i det evige liv. For det fjerde vidner Skriften i artiklen om de dødes opstandelse og det evige liv om, at netop vort køds substans skal opstå, men herliggjort og uden synd, Job 19, og at vi i det evige liv skal have netop denne vor sjæl, men herliggjort og uden synd.

Hvis der slet ingen forskel var mellem vort legeme og vor sjæl og arvesynden, ville det føre til noget, der strider mod disse artikler i vor kristne tro. Enten skulle dette vort kød ikke opstå på den yderste dag, og vi skulle i det evige liv ikke have dette væsen, vort legeme og vor sjæl, men en anden substans, fordi de udvalgte dér skal være uden synd. Eller også skulle synden opstå og være og blive i de udvalgte i det evige liv, fordi dette vort legeme og vor sjæl skal være og blive dér. Heraf er det klart, hvordan, hvorfor og i hvilket omfang man må skelne mellem menneskets natur eller substans, som er fordærvet af synden, og synden, som har fordærvet mennesket.

Skal man kalde arvesynden en substans eller et accidens?

Ordene substans og accidens er filosofiske og dialektiske fagudtryk, som almindelige mennesker ikke kender, og som ikke kan forklares tilstrækkeligt. Derfor bør man med rette skåne den enfoldige menighed for den slags skoleord. I de sunde ords mønster har man jo andre kendte og almindelige udtryk, som man kan bruge, når man fremlægger og forklarer denne lære for folket. Når de lærde derimod indbyrdes bruger fagudtryk eller dialektiske begreber i den slags disputatser, ved man, at det almindeligvis gælder som en umiddelbar inddeling, uden noget tredje: Alt, hvad der er, er enten substans eller accidens. Og Augustin har med rette fordømt det udsagn, at synden er en substans eller natur, som manikæisk. Derfor er det åbenbart, at de dialektiske udtryk kan anvendes på læren om arvesynden.

Det, som ikke består i sig selv og heller ikke er en del af noget andet, men foranderligt findes i noget andet, kalder man nemlig almindeligvis et accidens. Derfor veg Augustin i denne strid ikke tilbage for ordet accidens. Men de filosofiske ord accidens og kvalitet er for svage og matte til at udtrykke arvesyndens størrelse, alvor og afskyelighed. Disse aristoteliske udtryk må ikke svække arvesynden i strid med Skriftens mening, sådan som de skolastiske forfattere fejlagtigt har svækket arvesyndens kraft med deres filosofiske «accidenser» og dialektiske «kvaliteter». Man må derfor omhyggeligt vogte sig for, at filosofiske disputatser og argumenter om substantielle former, om accidenser og kvaliteter forplumrer eller forvansker den enfoldige lære om arvesynden, som Skriften overleverer. Derfor må man udtrykkeligt tilføje, at arvesynden ikke er et let accidens eller en let kvalitet af den slags, som dialektikken filosoferer over, men en så stor og dyb fordærvelse af hele menneskets natur, at forstanden ikke kan fatte den med sine tanker, og tungen ikke kan udsige den med ord.

Således skriver Luther i sin udlægning af Sl 90: «Hvad enten man kalder arvesynden en kvalitet eller en sygdom, er den i hvert fald det yderste onde.»

Hvornår begynder arvesynden i mennesket?

Ikke først, når mennesket får forstand og kan skelne mellem godt og ondt, ja, ikke engang først, når det bliver født til denne verden, men allerede når det bliver undfanget i moderlivet. 1 Mos 8; Joh 3; Sl 51.

Hvordan bliver vi forløst fra arvesynden?

Ved Kristus, hvis fortjeneste bliver tilegnet os ved vandbadet i ordet, så vi bliver renset og født på ny. Joh 3; Ef 5; Tit 3.

Er der da intet tilbage af arvesynden i de kristne i dette liv efter dåben?

Sammen med alle de kære hellige klager Paulus i Rom 7 og Gal 5 over, at synden stadig bor i hans kød, vækker alle slags onde lyster i ham og ofte tager ham til fange. Derfor må han altid kæmpe imod den ved Ånden, og han beder om, at det ikke må blive tilregnet ham for Kristi skyld.

Hvad udretter dåben da mod arvesynden, når den alligevel bliver tilbage bagefter?

To ting, siger Paulus i Tit 3: genfødsel og fornyelse. For det første bliver synderne vasket bort i dåben og tilgivet, så de ikke tilregnes, så længe de døbte bliver i Kristus ved troen. ApG 22; Sl 32; Rom 7 og 8. Og denne forladelse er ikke stykkevis, men hel og fuldkommen. For det andet begynder Helligånden fornyelsen i stedet for den arveretfærdighed, vi mangler, og denne fornyelse begynder også at korsfæste og døde den medfødte onde art. Men den bliver ikke fuldendt og fuldført i dette liv; den varer ved og må vokse og tage til hele livet igennem. 2 Kor 4; Rom 7 og 8; Gal 5.

Er det, som endnu er tilbage af arvesynden i de døbte, da også virkelig synd i sig selv?

Arvesynden bliver ikke helliget ved dåben, så den efter dåben er noget godt, helligt og Gud velbehageligt i de kristne. Nej, den er og bliver i sig selv noget, som ikke er godt, men ondt og imod Guds lov; det vil sige, den er synd, sådan som Paulus udtrykkeligt kalder den i Rom 7, og den fortjener i sig selv døden, hvis Gud ville gå i rette med den efter loven. Men den bliver ikke tilregnet dem, som er og bliver i Kristus ved troen, til fordømmelse. Rom 7 og 8.

Hvornår holder arvesynden da op i mennesket?

Når syndens legeme bliver til jord og aske ved den legemlige død. For så længe vi lever her i kødet, må vi slæbe på denne synd og kæmpe og stride imod den osv.

Hvad er gerningssynder?

Alle de onde frugter, som udspringer af arvesyndens fordærvede rod, indvendigt i tanker, vilje og følelser, udvendigt i fagter, ord og gerninger, og som er imod Guds bud.

Hvor mange slags gerningssynder er der?

Nogle er indre, andre ydre synder; nogle er offentlige, andre hemmelige; nogle består i at gøre noget, andre i at undlade noget; nogle sker i tanker, nogle med ond vilje, nogle i følelser, nogle med ord, nogle med fagter, nogle med gerninger. Nogle giver anledning til synd, andre gør sig delagtige i andres synder. Nogle synder er direkte og umiddelbart imod Gud, nogle sker imod næsten, og med nogle synder mennesket imod sig selv. Disse inddelinger tjener til, at vi i nogen grad kan erkende, hvor mange og hvor mange slags synder vi har. Og dog gælder fortsat Sl 19: «Hvem kan mærke, hvor ofte han fejler?»

Er det nok at fremlægge denne lære om synden i så almene vendinger?

Nej, den er en vejledning til, hvordan folk skal undervises i katekismen ved hvert enkelt bud, så de kan erkende, hvilken arvesynd der bor i dem, og hvor mange slags gerningssynder der udspringer af den imod hvert enkelt bud. Her skal præsterne eksamineres i, om og hvordan de kan vise dette ved hvert bud. De skal også have vejledning i, hvordan det kan behandles så enkelt som muligt ved hvert bud. Så lærer folk ikke blot at sige i al almindelighed: «Vi er fattige syndere; vi har megen synd», men lærer også i nogen grad at erkende det ved hvert enkelt bud for sig.