Om Herrens nadver

Hvad er Herrens nadver?

Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og sande blod under brødet og vinen, indstiftet af Kristus selv, for at vi kristne skal spise og drikke det til erindring om ham.

Hvilke dele hører til dette sakramentes væsen?

For det første de ydre elementer, brød og vin. (For i det bæger, Kristus tog, var der vintræets frugt, Matt 26,29.) Disse elementer bliver taget og udskilt fra den almindelige brug til brug i nadveren. For det andet kommer nadverens indstiftelsesord til elementerne. Ved disse ords kraft er det, der er til stede og bliver rakt og modtaget, når nadveren bruges, ikke længere blot brød og vin, men Kristi legeme, som er givet for os, og Kristi blod, som er udgydt for os. Og ordet kommer ikke til elementet blot på den måde, at Kristus sagde det én gang ved den første nadver. Det sker, som Paulus siger i 1 Kor 10,16: «Velsignelsens bæger, som vi velsigner» – nemlig ved Kristi ord, som vi gentager og siger, så vi indfatter brød og vin i dette ord og forbinder dem med det.

Bliver brødet forvandlet til Kristi legeme på en sådan måde, at det helt mister sit væsen?

Det hører til dette sakramentes art, at der i det er to forskellige ting eller væsener, som forenes til ét sakramente, ligesom der i Kristi person er to forskellige naturer. Derfor nævner Paulus også brød og vin efter velsignelsen, 1 Kor 10 og 11, og sådan lærer også de gamle kirkefædre. Derfor siger de også imod de paveliges forvandlingslære (transsubstantiatio), at Kristi legeme og blod er til stede og bliver rakt og modtaget i, med eller under brødet og vinen.

Er det Kristi legeme og blod, når ordene er sagt over elementerne, også selv om det ikke bliver rakt eller nydt, men sat til side, lukket inde eller båret omkring?

Kristus har ikke ordnet og indstiftet dette sakramente sådan, at det skal være hans legeme og blod, også når det ikke bliver brugt, eller når man handler med det på en anden måde, end han har befalet. Men i indstiftelsesordene har han foreskrevet og befalet, hvordan vi skal handle med det, og hvordan vi skal bruge det indtil verdens ende, 1 Kor 11. Nu er det ikke vores brug, der gør sakramentet, men Guds ord, ordning og indstiftelse. Der er også forskel på sakramentets væsen og dets brug. Men Kristus har udformet indstiftelsen og befalingen som et testamente, sådan at dette sakramente skal være en handling, hvor brød og vin bliver taget, velsignet, rakt, modtaget, spist og drukket. Og om det, der således bliver velsignet, rakt, modtaget, spist og drukket, siger Kristus: «Dette er mit legeme, dette er mit blod.» Når brødet nu bliver velsignet, men ikke uddelt, ikke modtaget eller nydt, men lukket inde, fremvist og båret omkring, så kommer indstiftelsesordet ikke helt til elementet. For der mangler dette: «Han gav dem det og sagde: Tag og spis.» Og hvor ordet mangler, er der ikke et rigtigt og fuldstændigt sakramente, ligesom der ikke er nogen dåb, hvor ordene ikke bliver sagt over vandet, og ingen bliver døbt.

Skal dette sakramente rækkes og bruges under én eller under begge skikkelser?

Kristus har ikke indstiftet én skikkelse alene. Først tog han brødet, og derefter tog han på samme måde også bægeret. Og befalingen «Gør dette» sætter han lige så vel og lige så stærkt ved bægeret, 1 Kor 11,25, som ved brødet, Luk 22,19. Ja, ved bægeret tilføjer han udtrykkeligt: «Drik alle af det», Matt 26,27; ligeledes: «De drak alle af det», Mark 14,23.

Men måske har Gud givet kirken magt til siden at ordne det anderledes, sådan som Paulus siger i 1 Kor 11,34: «Det resterende vil jeg ordne, når jeg kommer.»

Paulus siger udtrykkeligt, at han har modtaget befaling fra Herren om, at det skal holdes sådan i hans nadver – med at spise og drikke og med at forkynde hans død – indtil han kommer igen ved verdens ende. Og han siger, at det ikke er Herrens nadver, hvor den ikke holdes efter denne ordning. Når Paulus siger: «Det resterende vil jeg ordne», mener han derfor ikke, at han vil ændre eller lemlæste Herrens ordning, men han mener andre, frie middelting. For Kristus har indstiftet sin nadver som et testamente, og man ændrer jo ikke en hæderlig mands testamente, når det er stadfæstet, og lægger heller ikke noget til eller trækker noget fra, Gal 3,15.

Men Kristus tog ved sin første nadver hverken de 70 disciple, sin mor eller de andre kvinder med, som var lægfolk. Han tog alene de tolv apostle, som han havde gjort til præster.

Paulus siger, at han har modtaget det fra Herren, at han skulle give ordningen og befalingen om begge skikkelser, ikke til præsterne alene, men til hele Guds menighed, mænd og kvinder, 1 Kor 11. Og brevet har han ikke kun skrevet til korintherne, men til «alle dem, som påkalder vores Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted», 1 Kor 1,2. Dette er en god, sikker og stærk udlægning og forklaring af, hvem Kristus mener, når han siger: «Spis, drik alle af det.»

Men Paulus har jo ikke ordene «Drik alle af det» i 1 Kor 11.

Fordi ordene er gengivet så omhyggeligt af de andre evangelister, har Paulus anset det for unødvendigt at gentage dem. Men han siger om begge skikkelser: «For så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger.» Og for at ingen skal mene, at det er frit valgt, tilføjer han straks som en befaling: «Mennesket skal prøve sig selv, og så skal han spise af dette brød og drikke af dette bæger.» Og det siger han ikke til præsterne alene, men han siger: «Mennesket» – medmindre lægfolk ikke skulle være mennesker.

Men har den kristne kirke, som er sandhedens grundvold, ikke bestemt, at lægfolk kun skal have den ene skikkelse?

Det er ikke sandt. For den rette, sande kristne kirke hører sin overhyrdes røst og følger den, Joh 10. Og den rette gamle kirke har altid også givet lægfolk nadveren under begge skikkelser og har skarpt irettesat dem, der kun ville bruge den ene skikkelse, sådan som det klart kan påvises ud fra historien. Men siden blev påbuddet om én skikkelse – blandt pavedømmets andre misbrug og vederstyggeligheder – påtvunget lægfolk på koncilet i Konstanz, imod Guds bud og imod den gamle kirkes skik.

Men da Kristi legeme lever, er det ikke uden blod. Derfor modtager man under brødet også blodet sammen med legemet.

Vi skal ikke ud fra vores næsvise fornuft rette på eller ændre Guds Søns testamente, ordning og befaling, som om han havde været så uforstandig, da han indstiftede nadveren, at han ikke vidste, at hvor der er et levende legeme, dér er der også blod. Vi skal tværtimod tage vores tåbelige fornuft til fange under hans uendelige visdom og i troens enfoldige lydighed gøre det, han befaler, og tro det, han siger. Men han siger og befaler ikke, at vi skal spise hans blod, men at vi skal spise hans legeme og drikke hans blod af bægeret. Når vi følger befalingen, kan vi hverken fare vild eller tage fejl.

Er Kristi legeme og blod også til stede i hans nadver?

Ja, for om det, der bliver rakt og modtaget i nadveren, siger Guds Søn, som er sandheden: «Dette er mit legeme; dette er mit blod.»

Nogle siger nu, at Kristi legeme kun er der som i et tegn. Andre siger, at det er det fraværende Kristi legemes kraft og fortjeneste, der er der. Men andre igen siger, at det er Kristi sande, virkelige legeme, der er der. Hvad er så det rigtige? Eller kan enhver mene om det, hvad han vil?

Kristus har indstiftet nadveren som et testamente, hvor han fastsætter sin sidste vilje. Nu er det selv i verdens øjne en stor skurkestreg at fordreje en hæderlig mands ord i hans sidste vilje, så de betyder noget andet, end de siger og lyder. Langt alvorligere er det at forgribe sig på Guds Søns ord, især fordi Paulus siger, at den, der ikke skelner Herrens legeme, som nadverens ord taler om, spiser og drikker sig selv en dom til, 1 Kor 11,29. Men nadverens ord er i deres rette, egentlige betydning tydelige, lyse og klare. For når jeg spørger, hvad det er, der er til stede i nadveren, og som bliver rakt af tjenerens hånd og modtaget med munden – om det kun er brød og vin – så svarer sandhedens mund: «Dette er mit legeme; dette er mit blod.» Og Paulus siger i 1 Kor 10, at der i nadveren sker fractio et communicatio, det vil sige en uddeling og en modtagelse eller nydelse, med mundtlig spisning og drikning; for han siger: «Spis, drik.» Når jeg nu spørger, hvilken ting der bliver uddelt og modtaget, når brødet bliver uddelt og modtaget, så svarer Paulus, at det er en uddeling og modtagelse af Kristi legeme osv.

Men mange ord og udsagn i Skriften må jo udlægges og forstås anderledes, end de lyder.

Hvorfor kunne disse ord så ikke også forstås om et tegn eller om det fraværende Kristi legemes kraft eller om en åndelig spisning?

Skriften beror ikke på den enkeltes egen udlægning, 2 Pet 1,20, men den forklarer og udlægger sig selv; det er også grunden til, at et skriftord eller en lære bliver gentaget flere steder i Skriften. Nu er nadverens indstiftelse gentaget fire forskellige steder i Skriften, Havde Kristus villet, at ordene skulle forstås anderledes, end de lyder, ville han nok have gjort det klart på ét af stederne. Men på alle fire steder står ordene sådan, at spise og drikke forstås om en mundtlig modtagelse eller nydelse. Og hvilket legeme og blod han mener, forklarer han klart, når han siger: «Dette er mit legeme, som gives for jer, og dette er mit blod, som udgydes for jer.» Nu er det jo ikke et tegn eller det fraværende Kristi legemes kraft, der er givet for os, men Kristi sande, virkelige legeme, som er undfanget ved Helligånden og født af Maria. Nadverens indstifter er selv sandheden, og Faderen har henvist os til ham med ordene: «Ham skal I høre.» Spørger du ham, hvad det da er, der i nadveren er til stede med, i eller under brødet og vinen, og som bliver rakt af tjenerens hånd og modtaget med vores mund, så giver han et tydeligt, lyst og klart svar: «Dette er mit legeme, som gives for jer; dette er mit blod, som udgydes for jer.»

Men hvordan kan Kristi sande legeme og blod være til stede på så mange steder, hvor hans nadver bliver holdt, og hvordan kan det modtages med vores mund?

Hvis vi i troens sager ikke vil tro mere eller længere, end vi kan fatte eller begribe, så falder hele troen bort med alle dens artikler. Men troen gælder de ting, som har Guds ord for sig, selv om de forekommer os umulige, Luk 1, selv om de er tåbelige for verden eller fornuften, 1 Kor 1 og 2, selv om man ikke ser dem, Hebr 11, ja, hvor man må tage fornuften til fange, 2 Kor 10. Herrens nadver er nu et stort mysterium, som vi ikke skal bedømme efter vores fornuft, men tro efter Guds ord i al gudsfrygt; de gamle kalder det «store mysterier, som man skal betragte med bæven» [_magna et tremenda mysteria_]. Derfor skal vi i enfold tro det, sandhedens mund siger; men hvordan det går til, og hvordan det kan ske, skal vi overlade til ham, som har indstiftet det, og som har fået al magt i himlen og på jorden.

Men Skriften siger, at Kristus efter sin menneskelige natur i alt er blevet os, sine brødre, lig, undtagen i synden, Hebr 2. Og det strider jo mod de naturlige, væsentlige egenskaber ved et sandt menneskeligt legeme at være til stede på mange steder på én og samme tid.

Det er uden tvivl sandt, at Kristus efter sin menneskelige natur er blevet sine brødre lig i alle ting. Men hvis Kristus efter sin menneskelige natur ikke formår mere eller højere, end de naturlige egenskaber ved et menneskeligt legeme rækker, så vil hans blod ikke kunne rense os fra synd, 1 Joh 1, så har vi ikke forløsningen og retfærdigheden i hans blod, Kol 1; Rom 5, så er vi ikke helbredt ved hans sår, 1 Pet 2, og kort sagt: så er hans lidelse og død ikke en fyldestgørelse for vores synd. Derfor må vi tro begge dele, sådan som Skriften vidner om begge dele: for det første, at Kristus efter sin menneskelige natur er os lig, og dernæst, at den menneskelige natur i Kristus, fordi den er personligt forenet med guddommen, er ophøjet over alt, hvad der kan nævnes, Ef 1. Kristus har altså også efter sin menneskelige natur fået al magt i himlen og på jorden, Matt 28, alt er givet i hans hænder, Joh 13,3, og alt er lagt under hans fødder, Ef 1. Når han derfor har sagt: «Dette er mit legeme, dette er mit blod», så formår han det, selv om det er umuligt efter et menneskeligt legemes naturlige egenskaber. For han har fået al magt i himlen og på jorden, også efter sin menneskelige natur, Matt 28.

Men det strider mod artiklerne i vores kristne tro: «opfaren til himmels, hvorfra han skal komme igen» osv.

Nej. For Kristus er ganske vist med sit legeme, efter dets naturlige, væsentlige egenskaber, faret op til himlen på en synlig og rumlig måde, og på samme måde skal han også komme ned igen på den yderste dag, ApG 1; Matt 24. Men de nævnte troesartikler siger ikke, at han ikke skulle kende og have nogen anden, himmelsk og overnaturlig måde at være til stede på med sit legeme og blod i sin nadver, sådan som hans ord siger. Tværtimod bekræfter de det modsatte. For troesartiklerne siger, at Kristus med sit legeme er faret op til himlen, ikke sådan som en stakkels lille fugl flyver op fra jorden til sin rede, eller blot sådan som Elias blev taget op til himlen, men sådan at han har sat sig ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd. Men Guds højre hånd er ikke et afgrænset sted eller en særlig egn i himlen, hvor Kristus skulle være omkranset eller lukket inde. Skriften kalder den derimod Guds majestæts og krafts højre hånd, som fylder alt, Sl 139. Til den er Kristus efter sin menneskelige natur ophøjet over alt, hvad der kan kaldes mægtigt og stærkt, ikke alene i denne verden, men også i den kommende, Ef 1; 1 Pet 3, så alt også efter hans menneskelige natur er lagt under ham, Sl 8; Ef 1; Hebr 2; 1 Kor 15, og al magt og alt er givet i hans hænder, Matt 28; Joh 13,3. Skulle han så ikke med sit legeme og blod formå det, som han med tydelige, klare ord har udtalt og indstiftet i sit testamente?

Ja, de nævnte troesartikler bekræfter tværtimod kraftigt og stærkt, at Kristi legeme og blod er sandt og væsentligt til stede i nadveren efter ordene i hans testamente. For selv om det er umuligt efter et menneskeligt legemes naturlige, væsentlige egenskaber, er det jo ham, der har sagt det: han, som med sit legeme er faret op til himlen sådan, at han dermed har sat sig ved højre hånd for den almægtige Gud Faders majestæt og kraft. Derfor ville det være en grufuld gudsbespottelse, hvis jeg sagde eller tænkte, at det ikke var muligt, at det ikke kunne ske. Og netop heraf kan man se, hvad sakramentssværmerne har i sinde.

Skal man også i nadveren ofre Kristi legeme til den himmelske Fader?

Kristus har selv ofret sig til Faderen én gang, Hebr 7; Ef 5. Men i nadveren har han ikke indstiftet et offer, hvor vi skulle give vor Herre Gud noget, men et sakramente, hvor han vil skænke og give os den allerhøjeste skat, nemlig sit legeme og blod.

Hvad skal man så mene om de paveliges offermesse?

Den er den værste af alle vederstyggeligheder.

Hvordan kan det være? Der bliver jo sunget og læst meget godt i messen.

Det er ikke forkert, at man synger eller læser noget fra Salmernes Bog og fra profeternes, evangelisternes og apostlenes skrifter, og heller ikke, at man bruger introitus, traktus, sekvenser og kollekter, når de er rene, eller synger præfationer, trosbekendelsen, Sanctus, Agnus Dei osv. Det er endnu ikke den vederstyggelighed ved messen, som vi taler om. Dog er der også misbrug i disse stykker i pavekirken: for det første, at alt dette sker på et sprog, som almindelige folk ikke forstår, imod Paulus, 1 Kor 14; dernæst, at det sker i den mening, at det er godt udført blot ved den udførte handling (opus operatum), selv om det sker uden hjerte og andagt. Det strider mod Skriften, Matt 15; Joh 4. Desuden blandes der ofte påkaldelse af helgenerne ind i disse stykker, imod Guds ord. Men den egentlige vederstyggelighed ved den pavelige messe ligger i messekanonen og det, der hører med til den, hvor nadveren bliver gjort til et offer.

Men næsten alle kirkefædrene kalder jo nadverhandlingen et offer.

Den rette brug af nadveren skal ske til minde om Kristi ene sonoffer og til tak og lovprisning for hans død. Nadveren skal modtages i sand tro og med et bodfærdigt hjerte, og kærlighedens frugter skal følge. Og for at det kan ske værdigt, skal man bede flittigt. Alt dette kalder Skriften åndelige ofre, 1 Pet 2; Hebr 13; Sl 4, 50, 51, 143; Fil 4; Rom 12. Ligeledes kalder Paulus forvaltningen og brugen af evangeliet, som nadveren også hører med til, et åndeligt offer, Rom 15. I denne forstand og med denne mening kalder kirkefædrene nadverhandlingen et offer.

Hvad regner de pavelige så for et offer i deres messe?

De rette åndelige ofre regner de ikke for meget. Men de hævder følgende: Når messepræsten under messekanonen eller i den stille messe laver alle mulige fægtebevægelser med det velsignede brød og vin, løfter op og ned og fører frem og tilbage under messekanonens ord, så er det en sådan gerning, at Kristus med den og ved den på ny bliver ofret til sin Fader som syndoffer eller sonoffer. Derved opnås og erhverves nåde, syndernes forladelse og al slags velsignelse hos Gud, ikke alene for dem, der overværer messen, men også for de fraværende, ja, for de døde, som sådanne messer bliver holdt for.

Hvorfor er det da så stor en vederstyggelighed?

For det første fordi der kun er ét sonoffer, som Kristus alene har fuldbragt én gang på korset, og det er fuldkomment og tilstrækkeligt i al evighed, Ef 5; Hebr 7, 9 og 10. For det andet siger Hebræerbrevet, Hebr 10, at når det samme offer bliver gentaget og fornyet mange gange, er det et vidnesbyrd om, at det foregående var svagt og ufuldkomment. For det tredje kan et sonoffer ikke ske uden lidelse, død og blodsudgydelse, sådan som Hebræerbrevet udtrykkeligt siger, Hebr 9. Heraf er det klart, hvilken forfærdelig vederstyggelighed messepræsten bedriver med sit offer i messen. En from kristen må med rette gyse i sit hjerte over det.

Men vi synder dagligt og har også brug for en daglig forsoning.

Det ene sonoffer, som Kristus har fuldbragt én gang på korset, er fuldkomment og tilstrækkeligt til forsoning for al synd til alle tider, 1 Joh 2; Hebr 7 og 10. Derfor har vi ikke brug for noget andet eller nyt sonoffer, men kun for, at det ene sonoffer bliver tilegnet os, så vi får del i det. Til det har vi ikke brug for noget særligt, ydre offer, men evangeliet og nadverens indstiftelse viser os, hvordan denne tilegnelse sker.

Hvordan bruger man da Herrens nadver ret og til frelse?

Når Kristi ordning og befaling bliver holdt, nemlig at vi spiser hans legeme og drikker hans blod og gør det til ihukommelse af ham, det vil sige med et bodfærdigt og troende hjerte. For til den frelsende brug af nadveren hører to måder at spise og drikke på. Den ene kaldes sakramental og sker med munden, som når Kristus siger: «Spis, dette er mit legeme; drik, dette er mit blod.» Den anden kaldes åndelig og sker i sand omvendelse ved den rette tro; ved troen griber vi hele fortjenesten af Kristi legeme og blod og får del i den. Og det er det, Kristus mener, når han siger: «Gør dette til ihukommelse af mig.»

Hvor ofte skal de kristne bruge nadveren?

Kristus har ikke fastsat nogen bestemt tid for den eller bundet den til bestemte dage. Paulus siger blot, at den skal holdes, når Guds menighed kommer sammen for at forkynde Herrens død, 1 Kor 11. Men det er Guds vilje, at vi ikke skal bruge den kun én gang, som dåben, men ofte, 1 Kor 11. For Paulus har dette for øje: Nadveren er indstiftet i stedet for det gamle påskelam. Det blev spist én gang om året på en bestemt dag. Men om nadveren siger Paulus: «så ofte», det vil sige, at den ikke er bundet til en bestemt dag og ikke kun skal bruges én gang om året, men ofte. Men hvor ofte? Her er der ikke noget andet mål eller nogen anden grænse end dette: så ofte en stakkels samvittighed har brug for de goder, der rækkes i nadveren, til trøst og styrke. Derfor skal man ikke tvinge samvittighederne. De skal tilskyndes til at bruge sakramentet ofte, ved at man flittigt påminder dem, og ved at vi betragter vores egen nød og den store nytte af denne nadver. Men den, der holder sig borte fra det, viser dermed tydeligt nok, at han ikke er en sand kristen; for han foragter sin forløsers befaling: «Spis, drik, og gør det ofte.»

Hvilken nytte og frugt bringer den rette brug af nadveren da?

Kort sagt: Den tjener til at styrke troen. Men det må forklares, og det kan ikke gøres bedre end ud fra nadverens ord.

For det første: Syndernes forladelse og frelsen består i, at vi får del i Kristi fortjeneste og er optaget i det nye testamentes nådepagt. Derfor giver Kristus os i sin nadver det allerdyreste og sikreste pant og segl på det, nemlig det legeme, hvis ofring har erhvervet alt dette, og det blod, hvis udgydelse har stadfæstet det nye testamente. Så kan vi, hvilken anfægtelse der end kommer, ved det allerhøjeste pant være forvisset om, at vi skal have del i alt dette. For det andet: Evangeliets løfte tilbyder nåde til alle troende i almindelighed. For at hver enkelt for sin egen person kan blive forvisset om, at også han er ment, og at han skal tage det til sig, trøste sig ved det og have del i det, rækker Kristus selv i den rette brug af nadveren gennem midlerne sit legeme og blod til hver enkelt for sig, og hver enkelt modtager det selv: «Tag, spis og drik; dette er det legeme, som er givet for dig, og det blod, som er udgydt for dig til forladelse for dine synder.»

For det tredje: Mindet om Kristi død, som er en ret tro, skal bevares, styrkes og øges i os i sand omvendelse. Men ved Djævelens list, ved verdens forargelse og ved vores køds svaghed, sikkerhed og ondskab kan det let og hurtigt svækkes, slukkes og gå tabt. Derfor har Kristus i sin nadver indstiftet et sundt og kraftigt lægemiddel, for at mindet om ham kan bevares, fornyes og styrkes i os: at vi nyder hans legeme og blod til erindring om ham. For det fjerde: Desværre træder vi ofte ud af nådepagten og falder fra den ved vores synder. Når vi så vender tilbage i sand omvendelse, skal vi ved siden af ordet have et sikkert vidnesbyrd om, at Gud igen vil tage os ind i nådepagten. Derfor siger Kristus i nadveren: «Tag og drik; dette bæger er den nye pagt i mit blod» osv. Ligeledes har vi et herligt pant og vidnesbyrd om, at Gud vil bevare os i nådepagten til frelse, når Kristus siger: «Dette er den nye pagt.»

For det femte: I vores kød bor der intet godt, men synd, og af den udspringer alle slags onde frugter. Derfor giver Kristus os i sin nadver sit legeme og sit blod, for at vi kan blive indlemmet i ham som i det sande vintræ og modtage ny, god, åndelig saft fra ham. Ligeledes bliver vi derved lemmer på ét legeme sammen med andre kristne, 1 Kor 10. Derved skal og vil også kærligheden til næsten blive tændt, øget og bevaret. Alt dette viser nadverens ord klart og grundigt. Den, der tænker godt over det, vil erfare, at hans samvittighed får megen herlig og skøn trøst af at bruge nadveren. Og når denne lære bliver forkyndt flittigt, vil kristne gerne og ofte gå til nadveren uden tvang. Men den, der ikke tager det alvorligt, viser netop dermed, at han ikke er en ret kristen.

Får alle, der går til nadveren, så del i denne nytte?

Paulus siger, at nogle spiser og drikker uværdigt og spiser sig selv en dom til, og at de ved at spise og drikke så uværdigt bliver skyldige over for Kristi legeme og blod, 1 Kor 11.

Så er det vel ikke ligegyldigt, med hvilket hjerte og hvilke tanker man går til nadveren?

Ak, Herre Gud, nej! For det er en svær dom at blive skyldig over for Herrens legeme og blod. Derfor siger Paulus: «Ethvert menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af brødet og drikke af bægeret.» Det skal folk omhyggeligt mindes om i prædikenen og ved skriftemålet.

Hvem er det da, der spiser og drikker uværdigt i nadveren, så vi kan vogte os for det?

At spise uværdigt betyder ikke, at vi som fattige syndere er uværdige til en sådan himmelsk spise; for den er indstiftet for fattige syndere. Men ud fra Paulus i 1 Kor 11 kan man ganske enkelt forstå, hvem der spiser uværdigt. For det første de, der ikke skelner Kristi legeme, det vil sige de, der ikke regner spisen i denne nadver for Kristi legeme og blod, men regner den for almindelig mad og bruger den uden andagt. For det andet de, der sidder fast i synder uden omvendelse, anger og sorg. De har intet forsæt om at forbedre sig, men har lyst, kærlighed og vilje til at fortsætte i synderne eller til at begynde på dem igen, sådan som Paulus anklager nogle af korintherne for. Dermed spotter de Kristi bitre lidelse, som om synd ikke var noget så grufuldt, og de regner Kristus for en, der med sit legeme og blod vil hjælpe til synd. Derfor spiser de uværdigt. For det tredje de, der går til nadveren uden sand tro, nemlig de, der enten søger nåde, syndernes forladelse og frelse et andet sted end alene i Kristi fortjeneste, eller som er så sikre, at de slet ikke har nogen længsel, sult og tørst efter at få Guds nåde i Kristus til forsoning og frelse. For den, der ikke tror, bliver fordømt, selv om han bruger ord og sakramente.

Hvad spiser og modtager de uværdige da?

Ligesom vores værdighed ikke gør sakramentet, sådan kan intet menneskes uværdighed heller gøre sakramentet i sig selv til intet, for det hviler på Guds ord og ordning. Nu lyder de samme ord ens til Peter og Judas: «Tag og spis, dette er mit legeme; drik, dette er mit blod.» Derfor følger det uimodsigeligt, at Judas, skønt uværdig, lige så vel som Peter modtager ikke blot brød og vin, men også Kristi legeme og blod – men Peter til sin frelse og Judas til sin dom. Og Paulus siger, at de uværdige bliver skyldige, ikke blot over for brød og vin, men over for Herrens legeme og blod. Men de bliver skyldige over for det, som de ikke skelner, men spiser uværdigt. Altså følger det, at også de uværdige spiser Herrens legeme, men uværdigt, og at de derfor bliver skyldige over for Kristi legeme, fordi de spiser det uværdigt.

Hvordan kan de da spise døden i Kristi legeme, når livet bor i det?

Ikke sådan at forstå, at Kristi legeme i sig selv er en giftig og dødbringende spise. Men de synder imod det i gudløs sikkerhed og ubodfærdighed, vanærer det ved at spise det på en utilbørlig måde og træder det så at sige under fødder. Derved bliver de skyldige over for livets legeme ligesom Judas, der forrådte ham, jøderne, der spottede og stenede ham, Pilatus, der dømte ham, og soldaterne, der piskede og korsfæstede ham. For livet er ganske vist i Kristi kød, men det virker ikke liv i de vantro, men alene i de troende, ligesom evangeliet er en duft til liv for de troende og til død for de vantro, 2 Kor 2.

Hvordan skal man da prøve sig selv for at kunne spise og drikke værdigt i nadveren?

Det afhænger ikke af, at mennesket er helt rent, helligt og fuldkomment; for de raske har ikke brug for læge, men de syge. Men ud fra modsætningen, de uværdige, kan man let forstå, hvad det vil sige at prøve sig selv. For det første skal hjertet tænke over, hvad det er for en handling, hvem der er til stede, og hvad det er for en spise, der her rækkes og modtages, så man møder det med tilbørlig ydmyghed og andagt. For det andet skal mennesket komme til nadveren med et hjerte, der erkender sin synd, mangel og fejl og frygter Guds vrede – et hjerte, der ikke har det godt med synden, men er angst og bange, så der følger anger og sorg over synden og et alvorligt forsæt om at holde op med at synde. Kort sagt skal der være et bodfærdigt hjerte. For det tredje skal hjertet være bekymret for ikke at gå fortabt og have et inderligt begær og en længsel efter Guds nåde, så det med sand tro søger, beder om, griber og modtager Guds nåde, syndernes forladelse og frelse i den lydighed, lidelse og død, som Kristus har fuldbragt ved at ofre sit legeme og udgyde sit blod. Den, der prøver sig selv sådan og er sådan beredt, modtager sakramentet værdigt, ikke til dom, men til frelse. Og selv om alt dette er ringe, svagt og ofte koldt i hjertet, skal vi ikke af den grund holde os borte fra nadveren, men tværtimod skynde os til den, så det derved kan blive tændt, styrket og øget i os. For dette lægemiddel er indstiftet for de syge, som er svage og gerne vil have råd og hjælp.

Hvordan skal man så vise udvortes ærbødighed, når nadveren bruges?

Brød er og bliver brød, og vin ligeså. Derfor skal elementerne ikke vises nogen guddommelig ære. Men når hjertet virkelig tror, at Kristus er til stede i denne handling og rækker og uddeler os sit legeme og blod, så skal den udvortes holdning, ærbødighed og ærbare optræden, som er kristelig og tilbørlig, nok følge. Men det vigtigste er, hvordan det står til med hjertet. For ellers er det farisæisk at vise sig smukt udadtil, når hjertet er langt borte, Matt 15.