Om skriftemål og tilgivelse

Hvad kalder Kristus Himmerigets nøgler?

Ordet, prædikenen, læren eller embedet. I det og ved det bliver synden på Guds befaling og ved guddommelig kraft bundet og fastholdt for de ubodfærdige og vantro, men løst og tilgivet for Kristi skyld for dem, der omvender sig og tror, Matt 16; Joh 20.

Hvorfor giver Kristus prædikenen og embedet dette navn og kalder det Himmerigets nøgler?

Fordi han vil vise, at det ikke er forgæves, unyttig snak, men at Helligånden er til stede ved det og virker kraftigt gennem det, så mange sjæle bliver bragt ind i Himmeriget ved det. Derfor skal en præst, når han hører, at Himmerigets nøgler er givet ham, minde sig selv om, at han i sit embede ikke blot skal prædike om synd, omvendelse, tro, syndernes forladelse, lydighed, forbedring osv. i almindelighed og blot refererende, som når man fortæller en historie. Han skal anvende det på sine tilhørere og mene det med en sådan troskab og alvor som en, der er vis på, at Helligånden gennem hans embede vil give, øge, styrke og bevare omvendelse, tro og forbedring i tilhørernes hjerter. Ligeledes skal han huske, at hans arbejde ikke er forgæves i Herren, 1 Kor 15. Når han i sit embede ved Ordet binder de ubodfærdige med Guds vrede og forbandelse, så er det bundet i himlen; og når han ud fra Guds ord forkynder trøsten om Guds nåde for dem, der omvender sig og tror, så er det ikke bare gode ord, men det gælder i himlen: Det er løst og tilgivet, Matt 16; Joh 20. På samme måde skal også tilhørerne ved navnet Himmerigets nøgler minde sig selv om, at de ikke må foragte Ordet og embedet eller holde det for bare snak, som man fylder ørerne med. De skal vide og huske på, at vil de ind i Himmeriget, så må det åbnes for dem med disse nøgler.

Ligeledes skal de huske, at når det skorter på omvendelse, tro, forbedring osv., så er dette det middel og redskab, som Helligånden vil bruge til at give, øge og bevare det. Og når de bliver ramt af en straffeprædiken, kan de ikke bare ryste den af sig; bliver de ved i ubodfærdighed og vantro, så er det bundet og fastholdt i himlen. Og på samme måde, når trøst bliver forkyndt for dem ud fra Guds ord, så er det ikke tomme ord og luft, som man siger, men Helligånden selv tilsiger os trøsten gennem dette middel, og det gælder også i himlen hos Gud: Det er løst og tilgivet. Derfor skal man omhyggeligt forklare og ofte overveje, hvordan og hvorfor Kristus taler sådan om prædikeembedet: «Jeg vil give dig Himmerigets nøgler», Matt 16.

Bliver synden kun bundet og løst i almindelighed, eller kun for den enkelte?

Skriften vidner om, at binding og løsning sker på to måder. For det første i den almindelige prædiken: Når synden bliver straffet ud fra og efter Guds ord, og Guds vrede og fordømmelse bliver truet mod dem, der ikke omvender sig, så bliver de ubodfærdiges og vantros synder bundet og fastholdt for Gud i himlen, selv om præsten ikke kender hver enkelts synd, og selv om hver enkelt ikke bliver straffet for sig, Matt 24; Luk 10 og 13; ApG 13 og 14; Ef 5; 2 Thess 1. Sådan er det også, når den almindelige prædiken efter formaningen til omvendelse fremholder evangeliets løfte og formaner folk til tro: Den, der tager imod dette løfte med sand tro i sit hjerte og således griber det og tager det til sig, skal ikke tvivle på, at Gud i himlen derved løser, eftergiver og tilgiver ham hans synder. Sådan bliver løsenøglen brugt i den almindelige prædiken, ApG 3, 4, 10, 16, og i Luk 10 siger Kristus: Når I forkynder freden, og der er et fredens barn, så skal freden hvile på ham.

For det andet: Fordi syndere ofte ikke tager sig af, at de bliver straffet og bundet i almindelighed, har Gud forordnet, at bindenøglen også skal bruges over for den enkelte person. Først skal synderen i al hemmelighed og under fire øjne mindes om sin synd og om Guds dom og således formanes til omvendelse, derefter i nærvær af nogle vidner. Hjælper alt dette ikke, skal bindingen ske offentligt i hele menighedens navn, Matt 18; 1 Kor 5; 1 Tim 5; 2 Thess 3. Det sker, for at ånden kan blive frelst, for at synderen kan skamme sig, og for at også andre kan frygte, 1 Kor 5; 2 Thess 3; 1 Tim 5. Sådan blev bindenøglen brugt mod Kain, Kam, troldmanden Simon og Elymas, ligeledes 1 Kor 5; 2 Thess 3; 1 Tim 1. På samme måde er det, når en fattig samvittighed ikke kan styrke sin svage tro nok ud fra den almindelige prædiken, men grubler: Hvem ved, om Gud også mener dig, du store, uværdige synder? Hvem ved, hvad han i himlen tænker og har besluttet om din person? Derfor har Kristus, for at give de fattige samvittigheder en rigere, sikrere og fastere trøst, ikke kun prædiket evangeliet i almindelighed, men også privat forkyndt syndernes forladelse for en fattig samvittighed, for den enkelte person, Matt 9; Luk 7, 19 og 23. Og denne løsenøgle har han også givet sine tjenere med et nådigt løfte, Matt 16 og 18; Joh 20. Og det kaldes privat tilgivelse.

Hvad er så den private tilgivelse? Det er, når en beskikket tjener i kirken, eller i en nødsituation en almindelig kristen, ikke forkynder evangeliets trøst i almindelighed eller for en hel flok, men forkynder syndernes forladelse for en enkelt fattig synder, som i sand omvendelse og med sand tro søger og begærer Guds nåde i Kristus. Han løser ham da fra hans synder og erklærer ham fri i Kristi navn. Ved denne handling vil Kristus selv være til stede med sin Ånd, Matt 18 og 28; Joh 20. Gennem dette middel rækker, skænker og tilegner han selv vist og sandelig en fattig samvittighed syndernes forladelse og gør den vis på den, med den nådige trøst, at hvad der således bliver tilgivet og løst på jorden, skal også være tilgivet og løst i himlen, Matt 9; 2 Kor 2; Matt 16; Joh 20. Og hvilken herlig og skøn trøst dette er, skal man omhyggeligt forklare: at jeg ved, hvor jeg kan træffe min Herre Kristus, så han ved sit ord kan handle med netop min fattige person; at jeg selv kan tage imod det skønne ord og trøste mig ved det: Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig tilgivet; gå bort med fred, Matt 9; Luk 7; ligeledes at jeg ikke behøver at gruble over, hvad Gud deroppe i himlen tænker om min person, men kan blive vis på det her på jorden, så det gælder i himlen. Og her vil Helligånden være til stede, Joh 20, han som ved Ordet vil styrke og bevare troen. Af disse grunde skal tilgivelsen holdes højt i ære og søges og bruges ofte og gerne.

Skal man da løse hvem som helst, uanset hvordan han er, eller har en præst magt til at binde og løse, når og som han vil?

Nej, for Kristus siger i Joh 20: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer», nemlig ikke efter jeres egen vilje eller efter verdens behag, Joh 6 og 7, men efter Guds befaling og vilje, Joh 8 og 12, til at udføre embedet med at binde og løse. Derfor: Hvor Gud binder, dér skal også præsten binde, og hvor Gud løser, dér skal også præsten løse. Men hvor Gud selv ikke binder eller løser, dér skal heller ikke præsten binde eller løse. Hvor der nu ikke er sand omvendelse og ret tro, dér løser Gud ikke, men binder med sin dom, Jer 5; Luk 15; Joh 3. Derfor skal præsten heller ikke løse dér, men binde. Men hvor en fattig synder i sand omvendelse og med sand tro søger og begærer Guds nåde i Kristus, dér binder Gud ikke, men løser, Ez 33; Luk 15. Derfor skal præsten heller ikke binde dér, men løse, Matt 18; Luk 17.

Men hvordan kan en præst vide, hvor der er omvendelse og tro, og hvor der ikke er?

Til det har vi i vores kirke samtalen og prøvelsen ved skriftemålet med dem, der begærer tilgivelsen og Herrens nadver.

Men jeg troede ellers, at pavens øreskriftemål var forkert og afskaffet?

I pavens skriftemål er især tre ting falske og forkerte. For det første, at man skal opregne og åbenbare hver eneste synd fuldstændigt og udtrykkeligt for skriftefaderen, så en synd, som ikke bliver åbenbaret for præsten i skriftemålet, ikke kan tilgives. For det andet, at selve skriftemålet som gerning skulle fortjene syndernes forladelse. For det tredje, at de holder skriftemål for at kunne pålægge hver enkelt den tilbørlige fyldestgørelse for hans synder. Alt dette er uden grund i Skriften og imod den. Derfor bliver et sådant skriftemål også med rette afvist og afskaffet.

Skal man da alligevel have og beholde skriftemålet i kirken?

Den Hellige Skrift lærer om tre slags skriftemål. For det første, at hele menigheden og hver enkelt for sig skal skrifte og bekende sine synder for sin Gud med et angrende hjerte, Sl 32; 1 Joh 3; Sl 106; Dan 9; Ezra 9 og 10. For det andet, at den, der har krænket sin næste, skal bekende det for ham og bede ham om tilgivelse, Matt 5 og 18; Luk 17; Jak 5.

For det tredje siger Skriften, at folk, før de fik lov at blive døbt, enten offentligt eller hver for sig ved deres bekendelse gjorde det klart, at de havde sand omvendelse og ret tro, Matt 3; Luk 3; ApG 2, 8, 19. Ligeledes bekender David, at han er en synder, før han modtager tilgivelsen, 2 Sam 12. Sådan også Luk 7 og 19. Derfor var det skik i oldkirken med både en offentlig og en privat prøvelse (exploratio), og et sådant skriftemål har og beholder vi i vores kirke: De, der vil gå til Herrens nadver, melder sig hos deres præst med en almindelig bekendelse af omvendelse og tro, og han holder så en kristen samtale med hver enkelt. Det sker med dette formål og af disse grunde: For det første, så sjælesørgeren ud fra en sådan bekendelse og samtale kan høre, om hans tilhørere også forstår de nødvendige stykker af den kristne lære ret, og så han, hvis han finder mangler, har grund og lejlighed til at undervise dem ud fra Guds ord i det, de ikke forstår godt nok. For det andet, så han derved kan mærke, om der også er sand og oprigtig omvendelse hos dem, der melder sig på denne måde, og så han derved har grund til at forklare, hvad synd er, hvad syndens løn er, hvad der hører til sand omvendelse, og hvordan man skal forholde sig til den. For det tredje, så han kan høre, hvilken tro de har: hvordan, hvor, med hvilken alvor, hos hvem og ved hvem de søger syndernes forladelse. Så giver samtalen anledning til at forklare, hvordan den rette tro er, og hvad der kendetegner den, og til at lære hver enkelt at prøve sig selv, om han er i troen, 2 Kor 13.

For det fjerde: hvilket forsæt han har om at forbedre sig. Her får præsten lejlighed til at formane og vise, hvorfor forbedringen skal følge, og hvad den består i. For det femte: har en stakkels samvittighed særlige bekymringer og byrder og brug for råd og trøst, kan præsten bedst tage sig af det i en sådan samtale. Endelig holdes skriftemålet, for at tilgivelsen kan søges, modtages og bruges til gavn og salighed i sand omvendelse ved den sande tro. Fordi alt dette er nyttigt og har Guds ord og befaling for sig, er det klart, at et sådant skriftemål har god grund. Når folk bliver undervist om det, vil de komme villigt og gerne til skriftemålet uden tvang, til deres eget gavn. Heraf kan præsterne også let se, hvad de skal tale med deres skriftebørn om i skriftemålet, og hvordan. Skriftemålet holdes især, når folk vil gå til den hellige nadver, så ingen med vidende får lov at gå uværdigt til den uden en sand prøvelse, sig selv til dom. For på den måde bliver enhver formanet til at prøve sig selv og undervist i, hvordan han kan gøre det. Og det er der virkelig meget om at gøre.