Kapitel 23–32

23. Efter at vi således har behandlet dette, så vidt denne korte fremstilling kræver det – for vi skal kende årsagerne til det gode og det onde, så meget som er nok til den vej, der kan føre os til riget, hvor der skal være liv uden død, sandhed uden vildfarelse og lykke uden uro – må vi slet ikke tvivle på, at årsagen til de gode ting, der angår os, ikke er andet end Guds godhed. Årsagen til de onde er derimod et foranderligt godes vilje, der falder fra det uforanderlige gode, først engelens og siden menneskets.

24. Dette er den fornuftige skabnings første onde, det vil sige den første berøvelse af det gode. Dernæst trængte, også mod deres vilje, uvidenhed om det, der skal gøres, og begær efter det skadelige ind, og i deres følge kommer vildfarelse og smerte. Når man mærker, at disse to onder truer, kaldes sjælens bevægelse, når den flygter fra dem, frygt. Og når sjælen opnår det, den begærer, hvor fordærveligt og tomt det end er, bliver den – fordi den på grund af vildfarelsen ikke mærker det – enten overvundet af en sygelig lyst eller blæst op af en tom glæde. Fra disse kilder – sygdommens kilder, der ikke springer af overflod, men af mangel – strømmer al den fornuftige naturs elendighed.

25. Alligevel kunne denne natur midt i sine onder ikke miste længslen efter salighed. Men disse onder er fælles for de mennesker og engle, som for deres ondskabs skyld er dømt af Herrens retfærdighed. Men mennesket har også en straf for sig selv, idet det også blev straffet med legemets død. Gud havde jo truet det med dødsstraf, hvis det syndede (jf. 1 Mos 2,17). Han gav det den frie vilje, men sådan at han dog styrede det med sit bud og skræmte det med undergangen. Og han satte det i paradisets lykke (jf. 1 Mos 2,15) som i en skygge af livet, hvorfra det skulle stige op til noget bedre, hvis det bevarede retfærdigheden.

26. Efter synden blev mennesket derfor landsforvist, og også sin slægt, som det ved at synde havde fordærvet i sig selv som i roden, bandt det til døds- og fordømmelsesstraffen. Alt det afkom, som blev født af ham og af hustruen, der var dømt sammen med ham og havde ført ham til synd, blev nemlig født ved det kødelige begær, hvor ulydigheden blev gengældt med en lignende straf; derfor skulle det drage arvesynden med sig, og ved den skulle det drages gennem forskellige vildfarelser og smerter til den sidste, endeløse straf sammen med de frafaldne engle, som er dets fordærvere, herrer og fæller. «Således kom synden ind i verden ved ét menneske og døden ved synden, og sådan gik den over til alle mennesker, i hvem alle syndede» (Rom 5,12). [Augustin følger den latinske tekst «in quo», «i hvem»; den græske tekst har «fordi».] Med «verden» mente apostlen her hele menneskeslægten.

27. Sådan stod det altså til. Hele menneskeslægtens fordømte masse lå i det onde, ja væltede sig i det og blev styrtet fra det ene onde ud i det andet, og forenet med den del af englene, der havde syndet, udstod den de højst fortjente straffe for sit ugudelige frafald. For til Guds retfærdige vrede hører både alt, hvad de onde gør med lyst af blindt og utæmmet begær, og alt, hvad de mod deres vilje lider af åbenlyse og synlige straffe. Dog holder Skaberens godhed ikke op med at give også de onde engle liv og levende kraft – blev den gave taget bort, ville de gå til grunde. Den holder heller ikke op med at forme og give liv til menneskenes sæd, skønt de fødes af en fordærvet og fordømt slægt, at ordne deres lemmer gennem livets aldre og gennem rummets udstrækning, at give sanserne kraft og at skænke dem føde. For han fandt det bedre at gøre godt af det onde end slet ikke at tillade noget ondt. Og hvis han slet ikke havde villet nogen genoprettelse af mennesker til det bedre, sådan som der ingen er for de ugudelige engle, ville det så ikke være fortjent, at den natur, der forlod Gud, misbrugte sin magt og trådte på og overtrådte sin Skabers bud, som den så let kunne have holdt, trodsigt vendte sig bort fra hans lys og krænkede sin Skabers billede i sig selv og ved den frie viljes misbrug rev sig løs fra den sunde tjeneste under hans love – at den i sin helhed blev forladt af ham for evigt og efter sin fortjeneste led en evig straf? Det ville han helt sikkert gøre, hvis han kun var retfærdig og ikke også barmhjertig, og hvis han ikke hellere ville vise sin ufortjente barmhjertighed langt tydeligere ved at befri de uværdige.

28. Da altså nogle engle i ugudeligt hovmod forlod Gud og blev kastet ned fra deres høje bolig i himlen til det nederste mørke i denne luft, blev resten af englene i evig salighed og hellighed hos Gud. For de andre engle nedstammede ikke fra én engel, der var faldet og fordømt, så det arvelige onde kunne binde dem med en skyldig slægtsfølges lænker og drage dem alle til den fortjente straf, sådan som det er med menneskene. Men da han, der blev til Djævelen, hovmodigt hævede sig op sammen med sine fæller i ugudelighed og ved selve dette hovmod blev slået ned sammen med dem, holdt de andre sig i from lydighed til Herren. De fik desuden det, som de andre ikke havde: en sikker viden, så de kunne være trygge ved, at deres faste stand er evig og aldrig skal falde.

29. Det behagede derfor Gud, alverdens Skaber og Styrer, at eftersom ikke hele engleskaren var gået fortabt ved at forlade Gud, skulle den del, der var gået fortabt, blive i evig fortabelse, mens den del, der var blevet hos Gud, da de andre forlod ham, skulle glæde sig over med fuld sikkerhed at vide, at dens lykke altid skal vare. Den anden fornuftige skabning, den, som var i menneskene, var derimod helt gået fortabt ved synder og straffe, både arvede og egne; derfor skulle den for en dels vedkommende genoprettes, så det, som Djævelens fald havde formindsket i englenes fællesskab, kunne blive udfyldt. For det er lovet de hellige, når de opstår, at de skal være lige med Guds engle (jf. Luk 20,36). Sådan skal det himmelske Jerusalem, vor moder, Guds stad, ikke snydes for noget af sine borgeres antal; måske skal den endda herske med et endnu rigere tal. For vi kender ikke antallet hverken af de hellige mennesker eller af de urene dæmoner, hvis plads den hellige moders børn overtager – hun, som så ud til at være ufrugtbar på jorden (jf. Es 54,1) – og de skal uden nogen tidsgrænse blive i den fred, som dæmonerne faldt fra. Men disse borgeres antal, både det, der nu er, og det, der skal blive, står for hans blik, han, mesteren, som kalder det, der ikke er, som om det var (jf. Rom 4,17), og ordner alt efter mål og tal og vægt (jf. Visd 11,20).

30. Men kan denne del af menneskeslægten, som Gud lover befrielse og et evigt rige, da blive genoprettet ved sine gerningers fortjenester? Langtfra! For hvad godt kan den fortabte gøre, undtagen for så vidt han er blevet befriet fra fortabelsen? Kan det da ske ved viljens frie valg? Heller ikke det! For ved at misbruge den frie vilje ødelagde mennesket både sig selv og den. Den, der slår sig selv ihjel, lever jo, mens han slår sig ihjel, men når han har slået sig ihjel, lever han ikke og kan ikke vække sig selv op igen. Sådan gik også den frie vilje tabt, da der blev syndet med den frie vilje, og synden sejrede. «For det, man er overvundet af, er man blevet slave af» (2 Pet 2,19). Det er sandelig apostlen Peters ord. Og når det er sandt, hvad slags frihed, spørger jeg, kan den da have, der er overgivet som slave, undtagen når han har lyst til at synde? For den, der gerne gør sin herres vilje, tjener frit, og derfor er den, der er syndens slave, fri til at synde. Derfor vil han ikke være fri til at gøre det retfærdige, før han er befriet fra synden og er begyndt at være retfærdighedens slave. Det er den sande frihed på grund af glæden ved at gøre det rette og samtidig den fromme tjeneste på grund af lydigheden mod budet. Men hvorfra skal mennesket, der er overgivet som slave og solgt, få denne frihed til at gøre det gode, hvis ikke den løskøber ham, hvis ord dette er: «Hvis Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie» (Joh 8,36)? Før det begynder at ske i et menneske, hvordan kan nogen så rose sig af den frie vilje i en god gerning, når han endnu ikke er fri til at gøre det gode – medmindre han er blæst op af tomt hovmod og ophøjer sig selv? Det hovmod holder apostlen nede, når han siger: «Af nåden er I blevet frelst ved tro» (Ef 2,8).

31. Og for at de ikke i det mindste skulle tilegne sig selve troen, uden at forstå, at den er givet af Gud – ligesom den samme apostel et andet sted siger, at han har fået barmhjertighed, så han kunne være troende (jf. 1 Kor 7,25) – føjede han også her til: «Og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig» (Ef 2,8–9). Og for at ingen skulle mene, at de troende ville komme til at mangle gode gerninger, føjede han igen til: «For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem» (Ef 2,10). Vi bliver altså først virkelig frie, når Gud danner os, det vil sige former og skaber os, ikke til at være mennesker – det har han allerede gjort – men til at være gode mennesker. Det gør han nu ved sin nåde, så vi bliver en ny skabning i Kristus Jesus (jf. 2 Kor 5,17), efter det, der er sagt: «Skab mig et rent hjerte, Gud» (Sl 51,12). For hvad det menneskelige hjertes natur angår, havde Gud jo allerede skabt hans hjerte.

32. Og for at ingen skal rose sig, om ikke af gerningerne, så dog af viljens frie valg selv, som om fortjenesten begyndte med det, så selve friheden til at gøre det gode blev givet som en skyldig løn, skal han høre den samme nådens forkynder sige: «For Gud er den, som virker i jer både at ville og at gøre efter sin gode vilje» (Fil 2,13), og et andet sted: «Altså afhænger det ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig» (Rom 9,16). Et menneske, der er gammelt nok til at bruge sin fornuft, kan utvivlsomt ikke tro, håbe og elske uden at ville det, og det kan ikke nå sejrsprisen i Guds kald fra det høje uden at have løbet med sin vilje (jf. Fil 3,14). Hvordan kan det så ikke afhænge af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig – medmindre det er, fordi også selve viljen, som der står skrevet, bliver beredt af Herren (jf. Ordsp 8,35 efter Septuaginta)? Hvis der ellers er sagt: «Det afhænger ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig», fordi det sker ved begge dele, nemlig både ved menneskets vilje og ved Guds barmhjertighed, så vi skulle forstå skriftordet: «Det afhænger ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig», som om der stod: «Menneskets vilje alene er ikke nok, hvis Guds barmhjertighed ikke også er der» – så er Guds barmhjertighed alene heller ikke nok, hvis menneskets vilje ikke også er der. Og hvis det derfor med rette er sagt: «Det afhænger ikke af mennesket, som vil, men af Gud, som forbarmer sig», fordi menneskets vilje alene ikke fuldbringer det, hvorfor kan man så ikke omvendt med rette sige: «Det afhænger ikke af Gud, som forbarmer sig, men af mennesket, som vil», fordi Guds barmhjertighed alene ikke fuldbringer det? Men når ingen kristen vil vove at sige: «Det afhænger ikke af Gud, som forbarmer sig, men af mennesket, som vil» – for ikke åbenlyst at modsige apostlen – så står kun tilbage at forstå, at der med rette er sagt: «Det afhænger ikke af den, som vil, eller af den, som løber, men af Gud, som forbarmer sig», for at det hele skal tilskrives Gud, som både bereder menneskets gode vilje, så den kan få hjælp, og hjælper den, når den er beredt. For menneskets gode vilje går forud for mange af Guds gaver, men ikke for alle; og blandt dem, den ikke selv går forud for, er den selv. For begge dele læser vi i de hellige skrifter, både: «Hans barmhjertighed skal komme mig i forkøbet» (Sl 59,11), og: «Hans barmhjertighed skal følge mig» (Sl 23,6). Den kommer den uvillige i forkøbet, så han vil; den følger den villige, så han ikke vil forgæves. For hvorfor bliver vi formanet til at bede for vores fjender (jf. Matt 5,44), som jo ikke vil leve et fromt liv, hvis ikke for at Gud også skal virke viljen i dem? Og hvorfor bliver vi ligeledes formanet til at bede, så vi kan få (jf. Matt 7,7), hvis ikke for at det, vi vil, skal ske ved ham, som har gjort, at vi vil? Vi beder altså for vores fjender, for at Guds barmhjertighed skal komme dem i forkøbet, ligesom den kom os i forkøbet; og vi beder for os selv, for at hans barmhjertighed skal følge os.