Kapitel 33–40

33. Således var menneskeslægten holdt fast under en retfærdig fordømmelse, og alle var vredens børn. Om denne vrede står der skrevet: «Alle vore dage svandt bort, og i din vrede svandt vi hen; vore år skal regnes som et edderkoppespind» (Sl 90,9). Om denne vrede siger også Job: «Mennesket, født af en kvinde, har et kort liv og er fuldt af vrede» (Job 14,1). Om denne vrede siger også Herren Jesus: «Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; men den, som ikke tror på Sønnen, har ikke livet, men Guds vrede bliver over ham» (Joh 3,36). Han siger ikke: «Den skal komme», men: «Den bliver over ham.» For med den bliver ethvert menneske født; derfor siger apostlen: «For også vi var af natur vredens børn ligesom de andre» (Ef 2,3). Da menneskene var under denne vrede på grund af arvesynden – og så meget desto tungere og mere fordærveligt, jo større eller flere synder de oven i købet havde føjet til – var der brug for en mellemmand, det vil sige en forsoner, som kunne formilde denne vrede ved at bringe det ene enestående offer, som alle offrene i Loven og Profeterne var skygger af. Derfor siger apostlen: «For når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender, så skal vi meget mere, nu da vi er forsonet ved hans blod, blive frelst fra vreden ved ham» (Rom 5,9–10). Når det siges, at Gud bliver vred, betegner det ikke en sindsbevægelse hos ham som den, der er i et vredt menneskes sind; men hans straf, som aldrig er andet end retfærdig, har fået navnet vrede, idet ordet er overført fra de menneskelige følelser. At vi altså ved mellemmanden forsones med Gud og modtager Helligånden, så vi fra at være fjender bliver gjort til børn – «for alle dem, der drives af Guds Ånd, er Guds børn» (Rom 8,14) – det er Guds nåde ved Jesus Kristus, vor Herre.

34. Om denne mellemmand ville det føre for vidt at sige så meget, som han er værdig til, selv om det ikke kan siges værdigt af noget menneske. For hvem kan med passende ord forklare blot dette ene: «Ordet blev kød og tog bolig iblandt os» (Joh 1,14), så at vi skulle tro på Gud Fader den almægtiges enbårne Søn, født af Helligånden og Jomfru Maria? Ordet blev nemlig kød på den måde, at guddommen tog kødet til sig, ikke sådan at guddommen blev forvandlet til kød. Ved «kød» skal vi her forstå mennesket; det er en talemåde, hvor en del betegner helheden, sådan som det er sagt: «For af lovgerninger skal intet kød blive retfærdiggjort» (Rom 3,20), det vil sige intet menneske. For man må ikke sige, at der ved denne antagelse af menneskenaturen manglede noget af den menneskelige natur – men det var en natur, som på enhver måde var fri af ethvert syndens bånd: ikke en natur som den, der fødes af begge køn ved kødets begær og er bundet af overtrædelsens skyld, en skyld, som vaskes bort ved genfødslen, men en natur, som det sømmede sig at blive født af en jomfru, i ham, som moderens tro, ikke hendes lyst, havde undfanget. Var hendes uberørthed blevet krænket blot ved hans fødsel, ville han ikke længere være født af en jomfru, og hele kirken ville – det være langt fra – med urette bekende, at han er født af Jomfru Maria; kirken, som efterligner hans mor, føder hver dag hans lemmer og er dog jomfru. Læs, om du vil, mit brev om den hellige Marias jomfruelighed til den berømte mand Volusian, som jeg nævner med ære og kærlighed. [Augustins brev 137 til den romerske embedsmand Volusian.]

35. Derfor er Kristus Jesus, Guds Søn, både Gud og menneske: Gud før alle tider, menneske i vor tid; Gud, fordi han er Guds Ord – «for Ordet var Gud» (Joh 1,1) – men menneske, fordi en fornuftig sjæl og kød blev føjet til Ordet i personens enhed. Derfor er han og Faderen ét, for så vidt som han er Gud (jf. Joh 10,30); men for så vidt som han er menneske, er Faderen større end han (jf. Joh 14,28). For da han var Guds enbårne Søn, ikke af nåde, men af natur, blev han også menneskesøn, for at han også kunne være fuld af nåde (jf. Joh 1,14); han er selv begge dele, af begge er han én Kristus. For da han var i Guds skikkelse, anså han det ikke for et rov, det som han var af natur, nemlig at være Gud lig. Men han gav afkald på sig selv og tog en tjeners skikkelse på (jf. Fil 2,6–7), uden at miste eller formindske Guds skikkelse. Og således blev han ringere og forblev dog lig, begge dele som én, sådan som det er sagt. Men det ene er han på grund af Ordet, det andet på grund af mennesket: på grund af Ordet lig, på grund af mennesket ringere; én Guds Søn og den samme menneskesøn, én menneskesøn og den samme Guds Søn – ikke to Guds sønner, Gud og menneske, men én Guds Søn: Gud uden begyndelse, menneske fra en bestemt begyndelse, vor Herre Jesus Kristus.

36. Her bliver Guds nåde i sandhed fremhævet storslået og tydeligt. For hvad havde den menneskelige natur i mennesket Kristus fortjent, så at den på enestående måde blev optaget i Guds enbårne Søns personenhed? Hvilken god vilje, hvilken iver efter et godt forsæt, hvilke gode gerninger gik forud, så dette menneske kunne fortjene at blive én person med Gud? Var han da menneske før, og blev denne enestående velgerning givet ham, for at han på enestående måde kunne gøre sig fortjent til Gud? Nej, fra det øjeblik han begyndte at være menneske, begyndte han ikke at være andet end Guds Søn, og det den enbårne; og på grund af Gud Ordet, som blev kød, da det tog dette menneske til sig, var han i sandhed Gud – så at ligesom ethvert menneske er én person, nemlig en fornuftig sjæl og kød, sådan er Kristus én person, Ordet og menneske. Hvorfra kommer da så stor en herlighed til den menneskelige natur – uden tvivl ufortjent, for ingen fortjenester gik forud – medmindre det er, fordi Guds store nåde, og den alene, her viser sig tydeligt for dem, der betragter det i tro og med ædruelighed, så at menneskene kan forstå, at de bliver retfærdiggjort fra deres synder ved den samme nåde, som gjorde, at mennesket Kristus ikke kunne have nogen synd? Sådan hilste englen også hans mor, da han forkyndte hende, at hun skulle føde ham: «Vær hilset,» sagde han, «fuld af nåde», og lidt efter: «Du har fundet nåde hos Gud» (Luk 1,28.30). Hun kaldes fuld af nåde og siges at have fundet nåde hos Gud, for at hun skulle være mor til sin Herre, ja, til alles Herre. Men om Kristus selv siger evangelisten Johannes, efter at han havde sagt: «Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os»: «Og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårnes fra Faderen, fuld af nåde og sandhed» (Joh 1,14). At han siger: «Ordet blev kød», svarer til «fuld af nåde»; men at han siger: «den enbårnes herlighed fra Faderen», svarer til «fuld af sandhed». For Sandheden selv, Guds enbårne Søn – ikke af nåde, men af natur – tog af nåde et menneske til sig i så stor personenhed, at han selv også var menneskesøn.

37. For den samme Jesus Kristus, Guds enbårne, det vil sige eneste, Søn, vor Herre, er født af Helligånden og Jomfru Maria. Og Helligånden er jo Guds gave, en gave, som selv er lig med giveren; derfor er også Helligånden Gud, ikke ringere end Faderen og Sønnen. Hvad viser det da andet end selve nåden, at Kristi fødsel som menneske er af Helligånden? For da jomfruen spurgte englen, hvordan det, han forkyndte hende, skulle ske, eftersom hun ikke havde været sammen med nogen mand, svarede englen: «Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal det, som fødes af dig, kaldes helligt, Guds Søn» (Luk 1,35). Og da Josef ville skille sig fra hende, fordi han mistænkte hende for utroskab – han vidste jo, at hun ikke var gravid ved ham – fik han dette svar af englen: «Frygt ikke for at tage Maria, din hustru, til dig, for det, som er født i hende, er af Helligånden» (Matt 1,20), det vil sige: Det, som du mistænker for at være af en anden mand, er af Helligånden.

38. Skal vi da derfor sige, at Helligånden er fader til mennesket Kristus, så at Gud Fader avlede Ordet og Helligånden mennesket, og Kristus var én af begge disse substanser, både Gud Faders søn efter Ordet og Helligåndens søn efter mennesket, fordi Helligånden som hans fader havde avlet ham af jomfruen, hans mor? Hvem vil vove at sige det? Og det er ikke nødvendigt at vise ved en drøftelse, hvor mange andre urimeligheder der følger heraf, når netop dette allerede er så urimeligt, at intet troende øre kan tåle det. Altså, som vi bekender: Vor Herre Jesus Kristus, som er Gud af Gud, men som menneske er født af Helligånden og af Jomfru Maria, er i begge substanser, nemlig den guddommelige og den menneskelige, den eneste Søn af Gud Fader, den almægtige, fra hvem Helligånden udgår. Hvordan kan vi da sige, at Kristus er født af Helligånden, hvis Helligånden ikke avlede ham? Mon fordi han skabte ham? For for så vidt som vor Herre Jesus Kristus er Gud, «er alt blevet til ved ham» (Joh 1,3); men for så vidt som han er menneske, er også han selv blevet til, som apostlen siger: «Han blev til af Davids sæd efter kødet» (Rom 1,3). Men når hele treenigheden har skabt den skabning, som jomfruen undfangede og fødte, skønt den kun hører til Sønnens person – for treenighedens gerninger kan ikke adskilles – hvorfor nævnes da Helligånden alene ved dens tilblivelse? Eller skal det forstås sådan, at også når én af de tre nævnes ved en gerning, er det hele treenigheden, der virker? Sådan er det virkelig, og det kan vises med eksempler. Men det skal vi ikke dvæle længere ved. Det, der volder vanskelighed, er nemlig, hvordan der kan være sagt: «født af Helligånden» (jf. Matt 1,20), når han på ingen måde er Helligåndens søn. For fordi Gud har skabt denne verden, må man ikke kalde den hans søn eller sige, at den er født af Gud; men den er gjort eller skabt eller grundlagt eller indrettet af ham, eller hvad vi ellers med rette kan sige på den måde. Når vi altså her bekender, at han er født af Helligånden og Jomfru Maria, er det vanskeligt at forklare, hvordan han ikke er Helligåndens søn og dog er Jomfru Marias søn, skønt han er født både af ham og af hende; uden tvivl er han jo ikke født af ham som af en fader, men af hende som af en mor.

39. Man må altså ikke indrømme, at alt, hvad der fødes af noget, straks skal kaldes denne tings søn. For at forbigå, at en søn fødes af et menneske på én måde, og et hår, en lus, en indvoldsorm på en anden måde, og at intet af dem er søn – for altså at forbigå dette, fordi det er en uskøn sammenligning med en så stor sag – så vil i hvert fald ingen med rette kalde dem, der fødes af vand og Ånd (jf. Joh 3,5), vandets sønner; men de kaldes ganske klart Gud Faders og moder kirkens sønner. Sådan er han altså født af Helligånden og er Gud Faders Søn, ikke Helligåndens. For også det, vi sagde om håret og det andet, tjener kun til at minde os om, at ikke alt, hvad der fødes af noget, også kan kaldes søn af det, det fødes af; ligesom det heller ikke følger, at alle, der kaldes en andens sønner, også siges at være født af ham, sådan som det er med dem, der adopteres. Man taler også om «helvedes sønner» (jf. Matt 23,15), ikke fordi de er født af helvede, men fordi de er bestemt til det, ligesom rigets sønner (jf. Matt 8,12) er bestemt til riget.

40. Når der altså kan fødes noget af noget andet, uden at det på den måde er søn, og omvendt heller ikke enhver, der kaldes søn, er født af den, han kaldes søn af, så viser den måde, hvorpå Kristus er født af Helligånden, ikke som søn, og af Jomfru Maria som søn, os i sandhed Guds nåde: Ved den blev et menneske, uden at nogen fortjenester gik forud, allerede i selve begyndelsen af sin natur, da han begyndte at være til, forenet med Guds Ord i så stor personenhed, at den samme, som var Guds Søn, var menneskesøn, og den samme, som var menneskesøn, var Guds Søn; og således blev ved antagelsen af den menneskelige natur selve nåden på en vis måde naturlig for dette menneske, så at den ikke kunne give plads for nogen synd. Denne nåde skulle derfor betegnes ved Helligånden, fordi han i egentlig forstand er Gud på en sådan måde, at han også kaldes Guds gave (jf. Joh 4,10; ApG 8,20). At tale tilstrækkeligt herom ville føre for vidt, om det overhovedet kan lade sig gøre; det kræver en meget lang drøftelse.