Kapitel 41–55

41. Han blev altså ikke sået eller undfanget ved nogen lyst fra kødets begær og fik derfor ingen arvesynd med sig. Ved Guds nåde blev han også på en underfuld og uudsigelig måde forenet og sammenføjet i personens enhed med Faderens enbårne Ord, der er Søn ikke af nåde, men af natur, og derfor begik heller ikke han selv nogen synd. Alligevel blev også han kaldt synd på grund af syndens køds lighed, som han var kommet i (jf. Rom 8,3), fordi han skulle ofres for at afvaske synderne. I den gamle lov blev ofrene for synder nemlig kaldt synder (jf. 3 Mos 6,23; 4 Mos 8,8; Hos 4,8). Det blev han i sandhed, han, som de var skygger af. Derfor føjede apostlen, efter at han havde sagt: «Vi beder i Kristi sted: Bliv forsonet med Gud» (2 Kor 5,20), straks til: «Ham, som ikke kendte synd, gjorde han til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5,21). Han siger ikke, som man læser i nogle fejlbehæftede håndskrifter: «Han, som ikke kendte synd, begik synd for os», som om Kristus selv havde syndet for os. Men han siger: «Ham, som ikke kendte synd», det vil sige Kristus, «gjorde» Gud, som vi skal forsones med, «til synd for os», det vil sige til et offer for synderne, ved hvilket vi kunne blive forsonet. Han er altså synd, for at vi kan være retfærdighed – ikke vores egen, men Guds, og ikke i os, men i ham. Og at han selv var synd – ikke sin egen, men vores, og ikke grundlagt i ham selv, men i os – viste han ved syndens køds lighed (jf. Rom 8,3), som han blev korsfæstet i: Da synden ikke var i ham, skulle han på en vis måde dø fra synden ved at dø fra kødet, hvori syndens lighed var; og skønt han selv aldrig havde levet efter syndens gamle væsen, skulle han ved sin opstandelse give et billede af vores nye liv, der står op igen fra den gamle død, hvori vi var døde i synden (jf. Rom 6,3–4; 8,3).

42. Det er det, der fejres i os ved dåbens store sakramente: at alle, der hører til denne nåde, dør fra synden, ligesom det siges om ham, at han døde fra synden, fordi han døde fra kødet, det vil sige fra syndens lighed; og at de lever ved at blive født på ny af badet, ligesom han lever ved at være opstået af graven – hvilken alder deres legeme end har.

43. For ligesom ingen skal nægtes dåben, fra det nyfødte spædbarn til den affældige olding, sådan er der heller ingen, som ikke dør fra synden i dåben. Men de små børn dør kun fra arvesynden, mens de større dør fra alle de synder, som de ved et ondt liv har føjet til den, de fik med sig ved fødslen.

44. Når det også om dem for det meste siges, at de dør fra synden (i ental), skønt de uden tvivl ikke dør fra én, men fra mange, ja, fra alle de synder, de allerede selv har begået i tanke, ord eller gerning, så er det, fordi ental også ofte bruges til at betegne flertal. Således siger digteren: «Og de fylder bugen med bevæbnet soldat», skønt de gjorde det med mange soldater. [Vergil, Æneiden 2,20, om den trojanske hest.] Og i vores egne skrifter læser man: «Bed derfor til Herren, at han tager slangen bort fra os» (4 Mos 21,7 efter Septuaginta). Der står ikke «slangerne», som folket led under, skønt det var det, der var ment. Og sådan er der utallige eksempler. Når derimod også den ene arvesynd betegnes med flertal – når vi siger, at de små børn døbes til syndernes forladelse, og ikke siger: til syndens forladelse – så er det den modsatte talemåde, hvor flertal betegner ental. Således siges der i evangeliet, da Herodes var død: «For de, som stræbte efter barnets liv, er døde» (Matt 2,20); der står ikke: «han er død». Og i Anden Mosebog: «De har lavet sig guder af guld» (2 Mos 32,31), skønt de kun havde lavet én kalv, som de sagde om: «Dette er dine guder, Israel, som førte dig ud af Egyptens land» (2 Mos 32,4). Også her sætter de flertal for ental.

45. Dog kan man også i den ene synd, der ved ét menneske kom ind i verden og gik videre til alle mennesker (jf. Rom 5,12), og som også de små børn døbes på grund af, se mange synder, hvis man deler den ene op i dens så at sige enkelte lemmer. For der er hovmod i den, fordi mennesket hellere ville være i sin egen magt end i Guds; helligbrøde, fordi det ikke troede Gud; drab, fordi det styrtede sig selv i døden; åndeligt hor, fordi den menneskelige sjæls renhed blev fordærvet ved slangens overtalelse; tyveri, fordi det tilranede sig den forbudte spise; og gerrighed, fordi det begærede mere, end det burde have haft nok i – og hvad man ellers ved omhyggelig eftertanke kan finde i denne ene overtrædelse.

46. Det er heller ikke urimeligt at sige, at de små børn er bundet af forældrenes synder – ikke kun de første menneskers, men også deres egne forældres, som de selv er født af. For den guddommelige dom: «Jeg vil gengælde fædrenes synder på børnene» (jf. 2 Mos 20,5; 5 Mos 5,9), rammer dem i hvert fald, før de ved genfødslen begynder at høre til Den Nye Pagt. Den pagt blev profeteret, da det blev sagt ved Ezekiel, at børnene ikke skal bære deres fædres synder, og at man ikke længere skal bruge ordsproget i Israel: «Fædrene har spist sure druer, og børnenes tænder blev ømme» (Ez 18,2). Derfor bliver enhver jo født på ny, for at alt det af synd, som han er født med, kan blive løst i ham. For de synder, der senere begås ved onde gerninger, kan også læges ved bod, sådan som vi ser det ske også efter dåben. Og derfor er genfødslen ikke indstiftet af nogen anden grund end den, at fødslen er fordærvet – i så høj grad, at også den, der er avlet i et lovligt ægteskab, siger: «I misgerninger er jeg undfanget, og i synder nærede min mor mig i moderlivet» (Sl 51,7). Han sagde ikke her: i misgerning eller i synd, skønt også det kunne siges med rette; men han ville hellere sige misgerninger og synder. For som jeg har vist ovenfor, finder man mange synder også i den ene, der gik videre til alle mennesker, og som er så stor, at den menneskelige natur ved den blev forandret og vendt om, så den kom under dødens nødvendighed; og dertil kommer forældrenes andre synder, som, skønt de ikke kan forandre naturen på samme måde, dog binder børnene ved skyld, hvis ikke den ufortjente nåde og Guds barmhjertighed kommer dem til hjælp.

47. Men om de andre forældres synder – alle de forfædre, som enhver følger efter, fra Adam selv og ned til hans egen far – er det ikke uden grund, at man spørger: Bliver den, der fødes, viklet ind i alles onde gerninger og mangfoldige synder som arv, så at enhver fødes desto værre, jo senere han fødes? Eller truer Gud med at straffe fædrenes synder på deres efterkommere i tredje og fjerde slægtled (jf. 5 Mos 5,9), fordi han i sin barmhjertigheds mådehold ikke lader sin vrede over forfædrenes skyld gå videre end dertil – så at de, som ikke får genfødslens nåde, ikke skal knuges af en alt for tung byrde i selve deres evige fordømmelse, hvis de blev tvunget til fra menneskeslægtens begyndelse at pådrage sig alle deres foregående forfædres synder som arv og betale de straffe, der skyldes for dem? Eller kan man, når man ransager og drøfter de hellige skrifter grundigere, finde noget andet om så stor en sag, eller kan man ikke? Det tør jeg ikke dristigt hævde noget om.

48. Men denne ene synd, der blev begået på et sted og i en tilstand af så stor lykke, at hele menneskeslægten blev fordømt i ét menneske som arv og, om jeg så må sige, ved roden, bliver ikke løst og afvasket uden ved den ene mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus (1 Tim 2,5), som alene kunne fødes sådan, at han ikke havde brug for at blive født på ny.

49. For de, der blev døbt med dåben fra Johannes, som også Kristus selv blev døbt af, blev ikke født på ny. Men ved tjenesten hos ham, der som en forløber sagde: «Bered Herrens vej» (Es 40,3; Matt 3,3; Luk 3,4), blev de beredt til ham alene, i hvem alene de kunne blive født på ny. For hans dåb er ikke kun i vand, som Johannes' dåb var, men også i Helligånden (jf. Matt 3,11; Mark 1,8), så at enhver, der tror på Kristus, bliver genfødt af den Ånd, af hvem Kristus blev født, så han ikke havde brug for genfødsel. Derfor viser den røst fra Faderen, der lød over ham, da han var døbt: «I dag har jeg født dig» (Sl 2,7; Hebr 1,5; 5,5; jf. Matt 3,17), ikke en enkelt dag i tiden, nemlig den, hvor han blev døbt, men den uforanderlige evigheds dag, for at vise, at dette menneske hører til den Enbårnes person. For hvor dagen hverken begynder med gårsdagens slutning eller ender med morgendagens begyndelse, dér er det altid i dag. Han ville altså døbes i vand af Johannes (jf. Matt 3,15), ikke for at nogen misgerning hos ham skulle afvaskes, men for at en stor ydmyghed skulle fremholdes. For dåben fandt intet i ham at afvaske, ligesom døden intet fandt at straffe; og således blev Djævelen overvældet og besejret ved retfærdighedens sandhed, ikke ved magtens vold: Da han helt uretfærdigt havde dræbt ham, som var uden nogen syndens fortjeneste, skulle han ved ham helt retfærdigt miste dem, som han holdt fast på grund af syndens fortjeneste. Begge dele, altså både dåben og døden, tog han derfor på sig af hensyn til en bestemt frelsesplan – ikke af en ynkværdig nødvendighed, men snarere af en barmhjertig vilje – for at én skulle tage verdens synd bort (jf. Joh 1,29), ligesom én sendte synden ind i verden (jf. Rom 5,12.18), det vil sige ind i hele menneskeslægten.

50. Der er dog den forskel, at den ene kun sendte én synd ind i verden, mens denne ene tog ikke blot den ene, men alle de synder bort, som han fandt føjet til den. Derfor siger apostlen: «Og det er ikke med gaven som med det, der kom ved den ene, der syndede; for dommen førte fra én til fordømmelse, men nåden førte fra mange overtrædelser til retfærdiggørelse» (Rom 5,16). For den ene synd, der fås som arv, gør jo, selv om den er alene, mennesker skyldige til fordømmelse; men nåden retfærdiggør fra mange overtrædelser det menneske, som ud over den ene synd, han som arv har fået sammen med alle andre, også selv har begået mange.

51. Men når han lidt efter siger: «Ligesom det ved den enes overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan blev det også ved den enes retfærdighed til livets retfærdiggørelse for alle mennesker» (Rom 5,18), så viser han tydeligt nok, at alle, der er født af Adam, holdes fast i fordømmelsen, og at ingen befries fra fordømmelsen uden at være født på ny i Kristus.

52. Da han om denne straf ved ét menneske og nåde ved ét menneske havde talt så meget, som han fandt tilstrækkeligt på det sted i sit brev, anbefalede han derefter den hellige dåbs store mysterium i Kristi kors på en sådan måde, at vi skal forstå, at dåben i Kristus ikke er andet end et billede af Kristi død, og at den korsfæstede Kristi død ikke er andet end et billede af syndens forladelse – så at ligesom der skete en sand død i ham, sådan sker der en sand syndsforladelse i os, og ligesom der skete en sand opstandelse i ham, sådan sker der en sand retfærdiggørelse i os. Luthersk note: Augustin skelner her mellem syndernes forladelse og retfærdiggørelsen og knytter retfærdiggørelsen til det nye liv; hos ham omfatter retfærdiggørelsen også den indre fornyelse. Efter luthersk lære er retfærdiggørelsen, at Gud for Kristi skyld tilgiver synderne og tilregner os Kristi retfærdighed; fornyelsen og det nye liv følger af den, men er ikke en del af den (Apologien IV; Konkordieformlen III). For han siger: «Hvad skal vi da sige? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?» (Rom 6,1). Han havde nemlig sagt ovenfor: «Hvor synden blev større, blev nåden endnu større» (Rom 5,20). Derfor stillede han selv spørgsmålet, om man skulle blive i synden for at opnå nådens overflod. Men han svarede: «Slet ikke!» Og han tilføjede: «Når vi er døde fra synden, hvordan skal vi så leve i den?» (Rom 6,2). For at vise, at vi er døde fra synden, siger han derefter: «Eller ved I ikke, at alle vi, som er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?» (Rom 6,3). Når det altså derved vises, at vi er døde fra synden, fordi vi er døbt til Kristi død, så dør sandelig også de små børn, der døbes i Kristus, fra synden, fordi de døbes til hans død. For der er ingen undtagelse, når der siges: «Alle vi, som er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død.» Og det er sagt for at bevise, at vi er døde fra synden. Men hvilken synd dør de små børn fra ved at blive født på ny, hvis ikke den, de fik med sig ved at blive født? Derfor gælder også det, der følger, for dem, når han siger: «Vi er altså begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi vandre i et nyt liv. For når vi er vokset sammen med ham i lighed med hans død, skal vi også være det i lighed med hans opstandelse. Vi ved jo, at vores gamle menneske er korsfæstet sammen med ham, for at syndens legeme skulle tilintetgøres, så vi ikke mere skal være slaver af synden. For den, der er død, er retfærdiggjort fra synden. Men når vi er døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham, for vi ved, at Kristus, efter at han er opstået fra de døde, ikke mere dør; døden hersker ikke mere over ham. For den død, han døde, døde han én gang for alle fra synden; men det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I regne jer selv for døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus» (Rom 6,4–11). Herfra var han nemlig begyndt at bevise, at vi ikke skal blive i synden, for at nåden kan blive større, og han havde sagt: «Når vi er døde fra synden, hvordan skal vi så leve i den?» Og for at vise, at vi er døde fra synden, havde han tilføjet: «Eller ved I ikke, at alle vi, som er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?» Sådan sluttede han altså hele dette afsnit, som han begyndte det. For han fremstillede Kristi død sådan, at han også sagde, at Kristus selv var død fra synden. Fra hvilken synd, hvis ikke fra kødet, hvori der ikke var synd, men syndens lighed, og som derfor blev kaldt med syndens navn? Til dem, der er døbt til Kristi død – og til den døbes ikke kun de større, men også de små børn – siger han derfor: «Sådan også I», det vil sige: ligesom Kristus, sådan skal også I «regne jer selv for døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus».

53. Alt, hvad der skete ved Kristi kors, ved hans begravelse, ved opstandelsen på den tredje dag, ved himmelfarten og ved at han sidder ved Faderens højre hånd, skete altså sådan, at det kristne liv, som leves her, skulle formes efter disse ting, der ikke blot er sagt i billedlig forstand, men også virkelig er sket. For på grund af hans kors er det sagt: «Men de, der tilhører Jesus Kristus, har korsfæstet deres kød med dets lidenskaber og lyster» (Gal 5,24). På grund af begravelsen: «For vi er begravet med Kristus ved dåben til døden» (Rom 6,4). På grund af opstandelsen: «For at ligesom Kristus er opstået fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi vandre i et nyt liv» (Rom 6,4). På grund af himmelfarten og pladsen ved Faderens højre hånd: «Men når I er opstået med Kristus, så søg det, der er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd; stræb efter det, der er oventil, ikke efter det, der er på jorden. For I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud» (Kol 3,1–3).

54. Men det, vi bekender om Kristus som noget fremtidigt – at han skal komme fra himlen og dømme levende og døde – hører ikke til vores liv, som leves her; for det er ikke blandt de ting, han har gjort, men blandt dem, han skal gøre ved verdens ende. Hertil hører det, som apostlen føjede til lige efter: «Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I åbenbares med ham i herlighed» (Kol 3,4).

55. At han skal dømme levende og døde, kan forstås på to måder. Enten forstår vi ved de levende dem, som hans komme vil finde endnu ikke døde, men stadig levende her i kødet, og ved de døde dem, der før hans komme er gået ud af legemet eller vil gå ud af det. Eller vi forstår ved de levende de retfærdige og ved de døde de uretfærdige, for også de retfærdige skal dømmes. Nogle gange bruges Guds dom nemlig i ond betydning, som i skriftordet: «Men de, der har gjort det onde, til dommens opstandelse» (Joh 5,29); andre gange også i god betydning, sådan som det er sagt: «Gud, frels mig ved dit navn, og døm mig ved din kraft» (Sl 54,3). For det er netop ved Guds dom, at de gode og de onde skilles ad, så at de gode, der skal befries fra det onde og ikke gå til grunde med de onde, sættes for sig selv ved den højre side (jf. Matt 25,31–46). Derfor råber salmisten: «Døm mig, Gud», og som for at forklare, hvad han mener, siger han: «og skil min sag fra et uhelligt folk» (Sl 43,1).