Kapitel 56–63

56. Når vi nu har talt om Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, så meget som bekendelsens korthed tillader, tilføjer vi, som du ved, at vi også tror på Helligånden, så den treenighed, som er Gud, bliver fuldstændig. Dernæst nævnes den hellige kirke. Heraf forstår man, at den fornuftige skabning, som hører til det frie Jerusalem (jf. Gal 4,26), måtte nævnes efter Skaberen, det vil sige efter den højeste treenighed; for alt, hvad der er sagt om mennesket Kristus, hører til den Enbårnes personenhed. Bekendelsens rette orden krævede altså, at kirken blev føjet til treenigheden, ligesom huset til den, der bor i det, templet til Gud og staden til dens grundlægger. Kirken skal her forstås som hele kirken: ikke kun den del, der er på vandring som fremmed på jorden og lovsynger Herrens navn fra solens opgang til dens nedgang (jf. Sl 113,3) og efter fangenskabet under den gamle tilstand synger en ny sang (jf. Åb 5,9), men også den del, som i himlene altid, siden den blev skabt, har holdt sig til Gud og aldrig har erfaret noget ondt ved et fald. Denne del består salig i de hellige engle og hjælper, som det sig hør og bør, sin anden del, der er på vandring; for begge skal være ét i evighedens fællesskab, og nu er de ét ved kærlighedens bånd – hele kirken, som er indstiftet til at dyrke den ene Gud. Derfor vil hverken hele kirken eller nogen del af den dyrkes i Guds sted, og den vil ikke være Gud for nogen, der hører til Guds tempel – det tempel, der bygges af de guder, som den Gud, der ikke er skabt, gør til guder (jf. Sl 82,6; Joh 10,34–35). Og derfor: Hvis Helligånden var en skabning og ikke Skaberen, ville han så sandelig være en fornuftig skabning, for det er den højeste skabning. Og så ville han i troens regel ikke være sat foran kirken, for han ville selv høre til kirken, nemlig til den del af den, som er i himlene, og han ville ikke have et tempel, men selv være et tempel. Men han har et tempel, som apostlen taler om: «Ved I ikke, at jeres legemer er et tempel for Helligånden i jer, som I har fra Gud?» (1 Kor 6,19). Om dem siger han et andet sted: «Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer?» (1 Kor 6,15). Hvordan kan han så ikke være Gud, han som har et tempel? Eller hvordan kan han være mindre end Kristus, når hans tempel er Kristi lemmer? For hans tempel er ikke ét og Guds tempel et andet, når samme apostel siger: «Ved I ikke, at I er Guds tempel?» Og for at bevise det tilføjede han: «og Guds Ånd bor i jer» (1 Kor 3,16). Gud bor altså i sit tempel, ikke kun Helligånden, men også Faderen og Sønnen. Sønnen siger også om sit legeme, ved hvilket han er blevet hoved for kirken blandt menneskene, så han i alt skulle have forrangen (jf. Kol 1,18): «Nedbryd dette tempel, og på tre dage vil jeg rejse det» (Joh 2,19). For Guds tempel, det vil sige hele den højeste treenigheds tempel, er den hellige kirke, nemlig hele kirken i himlen og på jorden.

57. Men hvad kan vi sige med sikkerhed om den del, der er i himlen, ud over at ingen i den er ond, og at ingen siden er faldet derfra eller vil falde, efter at Gud ikke sparede de engle, der syndede, men, som apostlen Peter skriver, stødte dem ned i underverdenens mørke fængsler og overgav dem til at holdes i forvaring til straf ved dommen (2 Pet 2,4)?

58. Men hvordan det forholder sig med dette højsalige samfund deroppe; hvilke forskelle i rang der er dér, så at de alle under ét kaldes engle – sådan som vi læser i Hebræerbrevet: «For til hvem af englene har han nogensinde sagt: Sæt dig ved min højre hånd?» (Hebr 1,13); på den måde viste han nemlig, at de alle under ét kaldes engle – og at der dog er ærkeengle dér; og om de samme ærkeengle kaldes kræfter, så at der står: «Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, alle hans kræfter» (Sl 148,2), som om der stod: «Lovpris ham, alle engle, lovpris ham, alle ærkeengle»; og hvad forskellen er mellem de fire betegnelser, som apostlen synes at sammenfatte hele det himmelske samfund med, når han siger: «troner eller herredømmer eller fyrstendømmer eller magter» (Kol 1,16) – det må de sige, som kan, hvis de altså kan bevise, hvad de siger. Jeg for min del bekender, at jeg ikke ved det. Jeg er ikke engang sikker på, om solen og månen og alle stjernerne hører til det samme samfund, skønt de i nogles øjne synes at være lysende legemer uden sansning eller forstand.

59. Ligeledes: Hvem kan forklare, med hvilken slags legemer englene har vist sig for mennesker, så de ikke kun kunne ses, men også røres? Og omvendt, hvordan de ikke ved fast legemlighed, men ved åndelig kraft lader visse syner trænge ind, ikke for de legemlige øjne, men for de åndelige øjne eller for sindet, eller siger noget, ikke udefra til øret, men inde i menneskets sjæl, idet de selv er til stede dér, sådan som der står skrevet i profeternes bog: «Og englen, som talte i mig, sagde til mig» (Zak 1,9) – han siger nemlig ikke: «som talte til mig», men: «i mig»? Eller hvordan de viser sig i drømme og taler med en, sådan som det sker i drømme – vi har jo i evangeliet: «Se, en Herrens engel viste sig for ham i en drøm og sagde» (Matt 1,20)? På disse måder antyder englene så at sige, at de ikke har legemer, der kan røres, og de rejser det meget vanskelige spørgsmål, hvordan patriarkerne kunne vaske deres fødder (jf. 1 Mos 18,4; 19,2), og hvordan Jakob kunne brydes med en engel og tage så fast på ham (jf. 1 Mos 32,25–33). Når man undersøger sådanne ting, og enhver gætter, så godt han kan, er det ikke en unyttig øvelse for forstanden, hvis drøftelsen holdes med måde, og man undgår den fejl at tro, at man ved, hvad man ikke ved. For hvad nødvendighed er der for at bekræfte eller benægte eller fastslå disse og lignende ting med risiko, når man uden skyld kan være uvidende om dem?

60. Det er mere nødvendigt at kunne skelne og gennemskue, når Satan forklæder sig som en lysets engel (jf. 2 Kor 11,14), så han ikke ved sit bedrag forleder os til noget fordærveligt. For når han kun bedrager de legemlige sanser, men ikke rokker sindet fra den sande og rette overbevisning, som enhver troende lever sit liv efter, er der ingen fare for troen; og når han giver sig ud for at være god og gør eller siger det, der passer til de gode engle, er det heller ikke en fordærvelig eller sygelig fejl i den kristne tro, selv om man tror, at han er god. Men når han ved disse ting, som ikke er hans, begynder at lede os over til det, der er hans eget, så kræver det stor og nødvendig årvågenhed at gennemskue ham og ikke følge efter ham. Men hvor mange mennesker er i stand til at undslippe alle hans dødbringende listigheder, hvis ikke Gud styrer og beskytter dem? Og netop det, at denne sag er så vanskelig, er nyttigt, for at ingen skal være sit eget håb, eller det ene menneske det andets, men Gud skal være alle sines håb. For at dette er langt bedre for os, kan ingen from overhovedet tvivle på.

61. Den kirke, der er i Guds hellige engle og kræfter, vil vi først lære at kende, som den er, når vi til sidst er blevet forenet med den for sammen med den at eje den evige salighed. Men den kirke, der er adskilt fra den og er på vandring på jorden, kender vi bedre, fordi vi er i den, og fordi den består af mennesker, ligesom vi selv er mennesker. Den er ved blodet fra mellemmanden, som ingen synd havde, forløst fra al synd, og dens røst lyder: «Når Gud er for os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle» (Rom 8,31–32). For Kristus døde ikke for englene. Men alt, hvad der af mennesker ved hans død forløses og befries fra det onde, sker dog også for englenes skyld, for med dem bliver det på en måde forsonet igen efter det fjendskab, som synderne havde skabt mellem menneskene og de hellige engle; og ved selve menneskenes forløsning bliver de tab genoprettet, som englenes fald forvoldte.

62. De hellige engle, som er belært af Gud, i hvis sandheds evige beskuelse de er salige, ved naturligvis, hvor stort et antal fra menneskeslægten der skal til, for at den stad kan blive fuldtallig. Derfor siger apostlen, at alt skal genoprettes i Kristus, både det, der er i himlene, og det, der er på jorden, i ham (Ef 1,10). Det, der er i himlene, bliver genoprettet, når det, der faldt bort derfra blandt englene, bliver erstattet med mennesker; og det, der er på jorden, bliver genoprettet, når de mennesker selv, som er forudbestemt til evigt liv, bliver fornyet fra fordærvelsens gamle tilstand. Og således stiftes der ved det ene offer, hvor mellemmanden blev ofret, og som de mange ofre i loven var forbilleder på, fred mellem det himmelske og det jordiske og mellem det jordiske og det himmelske. For som samme apostel siger: «Det behagede Gud at lade hele fylden bo i ham og ved ham at forsone alt med sig, idet han stiftede fred ved blodet fra hans kors, både det, der er på jorden, og det, der er i himlene» (Kol 1,19–20).

63. Denne fred overgår, som der står skrevet, al forstand (jf. Fil 4,7), og vi kan ikke kende den, før vi selv er nået frem til den. For hvordan stiftes der fred for det himmelske, hvis ikke med os, det vil sige ved at det kommer i enighed med os? For dér er der altid fred, både mellem alle de forstandsbegavede skabninger indbyrdes og med deres Skaber. Denne fred overgår, som sagt, al forstand – men naturligvis vores, ikke deres, som altid ser Faderens ansigt (jf. Matt 18,10). Vi derimod, hvor stor den menneskelige forstand end er i os, kender stykkevis og ser nu i et spejl, i en gåde (jf. 1 Kor 13,9.12). Men når vi bliver lige med Guds engle (jf. Luk 20,36), da skal vi ligesom de se ansigt til ansigt, og vi skal have lige så stor fred med dem, som de har med os, for vi skal elske dem lige så meget, som vi elskes af dem. Derfor vil vi kende deres fred, for vores egen vil være lige så stor og af samme art, og den vil da ikke overgå vores forstand. Men Guds fred, som dér er mod os, vil uden tvivl overgå både vores og deres forstand. For enhver fornuftig skabning, som er salig, er salig ved ham, ikke han ved den. Derfor er det bedre at forstå det, der står skrevet: «Guds fred, som overgår al forstand», sådan at ikke engang de hellige engles forstand kan være undtaget i ordet «al», men kun Guds egen; for hans fred overgår ikke også hans egen forstand.