Kapitel 64–74

64. Men englene er allerede nu i samklang med os, når vore synder bliver tilgivet. Derfor kommer syndernes forladelse i bekendelsens rækkefølge efter omtalen af den hellige kirke. For ved den består den kirke, som er på jorden; ved den går det ikke tabt, som var tabt og er blevet fundet (jf. Luk 15,32). Bortset fra dåbens gave, som er givet mod arvesynden, for at det, der er pådraget ved fødslen, skal tages bort ved genfødslen – og som dog også tager alle de gerningssynder bort, som den finder begået med hjerte, mund eller gerning –, ja, bortset fra denne store forladelse, hvor menneskets fornyelse begynder, og hvor al skyld løses, både den medfødte og den tilføjede, så leves heller ikke resten af livet, når man er nået til den alder, hvor man bruger sin fornuft, uden syndernes forladelse, hvor rigt det end måtte bære retfærdighedens frugt; for Guds børn kæmper med døden, så længe de lever et dødeligt liv. Og skønt det med sandhed er sagt om dem: «Alle dem, der føres af Guds Ånd, er Guds børn» (Rom 8,14), så bliver de dog drevet af Guds Ånd og går som Guds børn frem mod Gud på en sådan måde, at de også ved deres egen ånd, især fordi det forkrænkelige legeme tynger den (jf. Visd 9,15), som menneskebørn i visse menneskelige tilskyndelser falder tilbage til sig selv og derfor synder. Der er dog forskel på, hvor meget: For selv om enhver grov synd er synd, er derfor ikke enhver synd en grov synd. Derfor siger vi, at hellige menneskers liv, så længe man lever i denne død, kan findes uden grov synd; men «hvis vi siger, at vi ikke har synd», som den store apostel siger, «bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os» (1 Joh 1,8).

65. Men heller ikke med hensyn til selve de grove synder, hvor store de end er, må de, der gør bod hver efter sin synds mål, fortvivle om Guds barmhjertighed, så de ikke skulle kunne blive tilgivet i den hellige kirke. Men i bodsøvelsen, når der er begået noget sådant, at den, der har begået det, også skilles fra Kristi legeme, skal man ikke så meget se på tidens længde som på smertens; for et sønderknust og ydmyget hjerte foragter Gud ikke (jf. Sl 51,19). Men fordi det ene hjertes smerte for det meste er skjult for et andet og ikke kommer til andres kendskab gennem ord eller andre tegn, skønt den er åbenbar for ham, til hvem der siges: «Mit suk er ikke skjult for dig» (Sl 38,10), så fastsætter de, der står i spidsen for kirkerne, med rette tider for boden, så der også gøres fyldest over for kirken, i hvilken synderne selv bliver tilgivet. Luthersk note: Augustin taler her om oldkirkens offentlige bodsdisciplin, hvor fyldestgørelsen gælder over for menigheden. Apologien XII skelner på samme måde: de kirkelige bodsbestemmelser var kirketugt, ikke en betaling til Gud for synden; syndernes forladelse modtages ved troen på Kristus. For uden for den bliver de ikke tilgivet; det er nemlig den, der i egentlig forstand har fået Helligånden som pant (jf. 2 Kor 1,22), og uden ham tilgives ingen synder sådan, at de, der får dem tilgivet, opnår det evige liv.

66. For syndernes forladelse i dette liv sker snarere med henblik på den kommende dom. Så stor gyldighed har det skriftord: «Et tungt åg ligger på Adams børn fra den dag, de kommer ud af deres moders liv, til den dag, de begraves i alles moder» (Sir 40,1), at vi ser selv små børn efter genfødslens bad blive plaget af forskellige onder, så vi må forstå, at alt, hvad der udrettes ved de frelsebringende sakramenter, mere angår håbet om de kommende goder end bevarelsen eller opnåelsen af de nuværende. Mange ting synes også her at blive tilgivet og ikke straffet med nogen straf, men straffen for dem gemmes til senere. For det er ikke for ingenting, at den dag i egentlig forstand kaldes dommens dag, når han kommer, som er dommer over levende og døde. Omvendt bliver nogle ting straffet her, og dog vil de, hvis de bliver tilgivet, visselig ikke skade i den kommende verden. Derfor siger apostlen om visse timelige straffe, som i dette liv pålægges syndere, hvis synder udslettes, så de ikke gemmes til enden: «Hvis vi dømte os selv, blev vi ikke dømt af Herren; men når vi dømmes af Herren, bliver vi tugtet, for at vi ikke skal fordømmes sammen med denne verden» (1 Kor 11,31–32).

67. Nogle mener også, at de, der ikke forlader Kristi navn og er døbt med hans bad i kirken og ikke er skåret bort fra den ved noget skisma eller kætteri, skal blive frelst gennem ild, i hvor store ugerninger de end lever – ugerninger, som de hverken afvasker ved bod eller køber sig fri fra ved almisser, men som de meget hårdnakket bliver ved med indtil den sidste dag i dette liv –, selv om de straffes med en ild, der efter størrelsen af deres misgerninger og skændselsgerninger varer længe, men dog ikke er evig. Men de, der tror dette og dog er katolske [Dvs. hører til den almindelige, rettroende kirke.], synes mig at blive narret af en vis menneskelig velvilje. For spørger man den guddommelige Skrift, svarer den noget andet. Jeg har skrevet en bog om dette spørgsmål med titlen «Om tro og gerninger», hvor jeg ud fra de hellige Skrifter, så godt jeg med Guds hjælp kunne, har vist, at det er den tro, der frelser, som apostlen Paulus har udtrykt tydeligt nok, når han siger: «For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud, men tro, som er virksom ved kærlighed» (Gal 5,6). Men hvis den virker ondt og ikke godt, er den uden tvivl efter apostlen Jakob «død i sig selv» (Jak 2,17), han, som videre siger: «Hvis nogen siger, at han har tro, men ikke har gerninger, kan troen så frelse ham?» (Jak 2,14). Luthersk note: Luthersk lære er enig i, at en død tro uden gerninger ikke frelser. Men den tro, der retfærdiggør, gør det ikke i kraft af kærligheden og gerningerne; den griber Kristus, og gerningerne følger som frugt (Apologien IV; Konkordieformlen IV). Men hvis et forbryderisk menneske skal frelses gennem ild for troens skyld alene, og hvis det er sådan, man skal forstå, hvad den salige Paulus siger: «Men han vil selv blive frelst, dog som gennem ild» (1 Kor 3,15), så vil troen altså kunne frelse uden gerninger, og det vil være falsk, hvad hans medapostel Jakob sagde. Falsk vil også det være, som Paulus selv siger: «Far ikke vild», siger han, «hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller mænd, der ligger med mænd, eller tyve eller griske eller drankere eller spottere eller røvere skal arve Guds rige» (1 Kor 6,9–10). For hvis de, der bliver ved i disse grove synder, alligevel bliver frelst for troen på Kristus, hvordan kan de så ikke være i Guds rige?

68. Men da disse apostoliske vidnesbyrd, som er så klare og åbenlyse, ikke kan være falske, må det, der er sagt dunkelt om dem, der på den grundvold, som er Kristus, ikke bygger guld, sølv og ædelstene, men træ, hø og strå (jf. 1 Kor 3,11–12) – for om dem er det sagt, at de skal blive frelst gennem ild, fordi de i kraft af grundvolden ikke skal gå fortabt –, forstås sådan, at det ikke viser sig at stride mod disse klare ord. Ved træ, hø og strå kan man nemlig ikke urimeligt forstå et sådant begær efter verdslige ting, selv lovligt tilladte, at de ikke kan mistes uden smerte i sjælen. Når så denne smerte brænder, bliver mennesket frelst gennem ild, hvis Kristus har grundvoldens plads i hjertet, det vil sige, så intet sættes foran ham, og hvis det menneske, der brændes af en sådan smerte, hellere vil undvære de ting, som det elsker så meget, end Kristus. Men hvis det i fristelsens tid hellere vil holde fast ved sådanne timelige og verdslige ting end ved Kristus, så havde det ikke ham som grundvold, fordi det havde disse ting på første plads; for i en bygning kommer intet før grundvolden. Den ild, som apostlen taler om på dette sted, må nemlig forstås sådan, at begge går igennem den, både den, der på denne grundvold bygger guld, sølv og ædelstene, og den, der bygger træ, hø og strå. For da han havde sagt dette, tilføjede han: «Ilden vil prøve, hvordan enhvers gerning er. Hvis den gerning, som en har bygget ovenpå, består, vil han få løn; men hvis ens gerning brænder op, vil han lide tab; men han vil selv blive frelst, dog som gennem ild» (1 Kor 3,13–15). Ilden vil altså prøve ikke den enes, men begges gerning. Der er en slags ild, som er trængslens prøvelse, og om den står der klart skrevet et andet sted: «Ovnen prøver pottemagerens kar, og trængslens prøvelse retfærdige mennesker» (Sir 27,5; jf. Sir 2,5). Denne ild gør her i dette liv, hvad apostlen sagde, hvis den rammer to troende: den ene, som tænker på det, der hører Gud til, hvordan han kan behage Gud, det vil sige, som bygger guld, sølv og ædelstene på grundvolden Kristus; den anden, som tænker på det, der hører verden til, hvordan han kan behage sin hustru (jf. 1 Kor 7,32–33), det vil sige, som bygger træ, hø og strå på den samme grundvold. Den førstes gerning brænder nemlig ikke op, fordi han ikke har elsket de ting, hvis tab kunne pine ham. Men den andens brænder op, for det, man har ejet med kærlighed, går ikke tabt uden smerte; men da han, stillet over for valget mellem de to, hellere vil undvære disse ting end Kristus og ikke af frygt for at miste dem forlader Kristus, selv om han har smerte, når han mister dem, så bliver han frelst, dog som gennem ild; for smerten over at have mistet de ting, han havde elsket, brænder ham, men den vælter ham ikke og fortærer ham ikke, for han er beskyttet af grundvoldens fasthed og uforgængelighed.

69. At noget lignende også sker efter dette liv, er ikke utroligt, og man kan spørge, om det er sådan – og enten finde svaret eller ikke –: at nogle troende ved en vis renselsens ild bliver frelst desto langsommere eller hurtigere, jo mere eller mindre de har elsket de forgængelige goder. Luthersk note: Augustin fremsætter her tøvende tanken om en renselsens ild efter døden; den blev senere grundlag for læren om skærsilden. Luthersk lære afviser skærsilden som uden grund i Skriften og som en krænkelse af Kristi ene gyldige forsoning (De Schmalkaldiske Artikler II,2); de troende dør i syndernes forladelse for Kristi skyld. Dog ikke sådanne, om hvem der er sagt, at de ikke skal arve Guds rige (jf. 1 Kor 6,10), medmindre de samme grove synder bliver tilgivet dem, når de gør bod på passende måde. Jeg sagde «på passende måde»: så de ikke er ufrugtbare i almisser, som den guddommelige Skrift tillægger så stor betydning, at Herren forkynder, at han kun vil tilregne dem ved sin højre side frugten af almisserne og kun vil tilregne dem ved sin venstre side manglen på dem, når han skal sige til de første: «Kom, min Faders velsignede, tag riget i eje» (Matt 25,34), men til de andre: «Gå i den evige ild» (Matt 25,41). Luthersk note: Her gøres almisser til en betingelse for, at boden er gyldig og synden tilgives. Efter luthersk lære tilgives synden for Kristi skyld ved troen; almisser og andre gode gerninger er troens frugt, ikke fyldestgørelse for synder (CA XII; Apologien XII).

70. Man må dog vogte sig for, at nogen skulle mene, at de afskyelige grove synder, som udelukker dem, der gør dem, fra at arve Guds rige, kan begås dagligt og dagligt købes fri med almisser. Livet skal nemlig forandres til det bedre, og ved almisser skal Gud forsones for tidligere synder – ikke på en måde købes, så man altid må begå dem ustraffet. For han har ikke givet nogen frihed til at synde (jf. Sir 15,20), skønt han i sin barmhjertighed udsletter de synder, der allerede er begået, hvis man ikke forsømmer den passende fyldestgørelse. Luthersk note: Kun Kristi offer forsoner Gud og gør fyldest for synden; almisser kan hverken forsone Gud eller være fyldestgørelse for synder (CA IV; Apologien XII).

71. Men for de daglige, korte og lette synder, som dette liv ikke kan leves uden, gør de troendes daglige bøn fyldest. Luthersk note: Fadervor er en bøn om tilgivelse, som Gud giver af nåde for Kristi skyld; bønnen er ikke en fyldestgørelse (Apologien XII). For det tilkommer dem at sige: «Fader vor, du som er i himlene» (Matt 6,9), som allerede er genfødt til en sådan Fader af vand og Helligånd (jf. Joh 3,5). Denne bøn udsletter helt de mindste og daglige synder. Den udsletter også de synder, som de troendes liv forlader, når det, selv om det er blevet ført i grove synder, ved bod er forandret til det bedre – hvis man, ligesom man med sandhed siger: «Forlad os vor skyld», for der mangler ikke noget at forlade, også med sandhed siger: «som også vi forlader vore skyldnere» (jf. Matt 6,12), det vil sige, hvis man gør, hvad man siger; for også det at tilgive et menneske, der beder om tilgivelse, er en almisse.

72. Og derfor gælder det, Herren siger, om alt, hvad der gøres af gavnlig barmhjertighed: «Giv almisse, og se, så er alt rent for jer» (Luk 11,41). Ikke kun den, der giver den sultne mad, den tørstige drikke, den nøgne klæder, den fremmede husly, den flygtende skjul, den syge eller indespærrede besøg, den fangne løskøbelse, den svage støtte, den blinde vejledning, den sørgende trøst, den skrantende lægedom, den vildfarne vejen, den rådvilde råd, og hvad enhver trængende har brug for, men også den, der tilgiver den, der synder, giver almisse. Og den, der revser én, som han har fået myndighed over, med slag eller holder ham i ave med en eller anden tugt, og dog af hjertet tilgiver ham den synd, hvormed han har skadet eller krænket ham, eller beder om, at den må blive tilgivet ham, giver almisse, ikke kun ved at tilgive og bede, men også ved at revse ham og straffe ham med en straf, der skal forbedre ham, for han viser barmhjertighed. For mange gode ting gøres mod folk mod deres vilje, når man tager hensyn til deres gavn og ikke til deres vilje, fordi de viser sig at være deres egne fjender, mens de, som de anser for fjender, snarere er deres venner; og i deres vildfarelse gengælder de godt med ondt, skønt en kristen ikke engang bør gengælde ondt med ondt (jf. Matt 5,44–47; Rom 12,17–21). Der er altså mange slags almisser, og når vi giver dem, bliver vi hjulpet til, at vore synder bliver tilgivet. Luthersk note: Almisser hjælper ikke til syndernes forladelse; den gives af nåde for Kristi skyld og modtages ved troen (CA IV og VI; Apologien XII).

73. Men ingen almisse er større end den, hvormed vi af hjertet tilgiver det, nogen har syndet imod os. For det er mindre stort at være venlig eller endda godgørende mod den, der ikke har gjort dig noget ondt. Det er langt større og hører til den mest storslåede godhed, at du også elsker din fjende og altid vil det gode for den, der vil dig ondt og gør dig ondt, hvis han kan, og gør det gode, du kan, når du hører Jesus sige: «Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, og bed for dem, der forfølger jer» (Matt 5,44). Men dette hører de fuldkomne Guds børn til; derhen bør enhver troende ganske vist stræbe, og han bør ved at bede til Gud og ved at arbejde og kæmpe med sig selv føre menneskets sind frem til denne holdning. Men da dette så store gode ikke findes hos så stor en mængde, som vi tror bliver bønhørt, når der i bønnen siges: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere» (Matt 6,12), så bliver ordene i dette løfte uden tvivl opfyldt, hvis et menneske, der endnu ikke er nået så langt, at det elsker sin fjende, dog af hjertet tilgiver, når et menneske, der har syndet imod det, beder det om tilgivelse; for det vil jo også selv have tilgivelse, når det beder og siger: «som også vi forlader vore skyldnere», det vil sige: Forlad os vor skyld, når vi beder, ligesom også vi forlader vore skyldnere, når de beder.

74. Men den, der beder det menneske, han har syndet imod, om tilgivelse, skal, hvis han af sin synd bevæges til at bede, ikke længere regnes for en fjende, så det er svært at elske ham, sådan som det var svært, mens han førte fjendskab. Men den, der ikke af hjertet tilgiver den, der beder og angrer sin synd, må på ingen måde mene, at Herren tilgiver ham hans synder; for sandheden kan ikke lyve. Og hvem, der hører eller læser evangeliet, ved ikke, hvem der har sagt: «Jeg er sandheden» (Joh 14,6)? Da han havde lært os bønnen, indskærpede han med stor kraft den sætning, der står i den, og sagde: «For hvis I tilgiver mennesker deres synder, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer jeres synder; men hvis I ikke tilgiver mennesker, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres synder» (Matt 6,14–15). Den, der ikke vågner ved så stærkt et tordenbrag, sover ikke, men er død; og dog har han magt til også at oprejse de døde.