Om at elske Gud alene

Bliv forenet med Herren i kærlighed.

Rejs dig, troende sjæl, og elsk det højeste gode, i hvilket alt godt er, og uden hvilket intet andet sandt gode findes. Ingen skabning kan mætte vores vilje, for ingen skabning ejer det fuldkomne gode, men kun en del i det. En lille bæk af det gode ledes fra guddommen over i den, men kilden bliver altid i Gud; hvorfor skulle vi da forlade kilden og jage efter bækkene? Alt godt i skabningerne er et slags billede af det fuldkomne gode, som er i Gud, ja, som Gud selv er; hvorfor skulle vi da gribe billedet og forlade selve tingen? Duen, som blev sendt ud fra Noas ark, kunne ikke på de omskiftelige vande finde et sted, hvor dens fod kunne hvile (1 Mos 8,8–9); sådan kan vores sjæl heller ikke blandt alle tingene under månen finde noget, som helt fylder dens længsel, fordi de er så ubestandige og skrøbelige. Gør den ikke sig selv uret, som elsker noget, der står under dens værdighed? Men vores sjæl er ædlere end alle skabninger, fordi den er forløst ved Guds lidelse og død; hvorfor skulle den da elske skabningerne? Strider det ikke mod den højhed, Gud har ophøjet den til? Alt, hvad vi elsker, elsker vi enten for dets magt eller for dets visdom eller for dets skønhed; men hvad er mægtigere end Gud, hvad er visere end Gud, hvad er skønnere end Gud? Alle verdslige kongers magt er fra ham og under ham; alle menneskers visdom er, sammenlignet med Guds, dårskab; alle skabningers skønhed er, sammenlignet med Guds, grimhed.

Hvis en meget mægtig konge gennem sendebud bejlede til en jomfru af ringe stand og kår, ville den jomfru så ikke handle tåbeligt, hvis hun lod den mægtige konge fare og ville holde sig til de fattige sendebud og kongens tjenere? Sådan har Gud villet kalde os til sig og vække os til kærlighed til sig gennem alle skabningers skønhed; hvorfor holder vores sjæl, som brudgommen Kristus begærer, sig da til skabningerne, der kun er sendebud i dette åndelige ægteskab? Skabningerne råber selv: «Hvorfor klynger I jer til os? Hvorfor sætter I målet for jeres længsel i os? Vi kan ikke mætte jeres begær; gå til ham, som har skabt både jer og os!» Fra skabningerne kan man ikke håbe på genkærlighed, og fra skabningerne er der heller ingen kærlighed til os begyndt; men Gud, som er kærligheden selv (1 Joh 4,16), kan ikke andet end elske den, der elsker ham; ja, med sin kærlighed kommer han alle vores længsler og al vores kærlighed i forkøbet. Hvor meget skal han da ikke elskes, han, som først elskede os så højt! Han elskede os, før vi var til; for at vi er født ind i denne verden, skyldes Guds kærlighed. Han elskede os, da vi var fjender (Rom 5,10); for at han sendte sin Søn som Forløser, skyldes Guds barmhjertighed og kærlighed. Han elskede os, da vi var faldet i synd; for at han ikke straks overgiver os til døden, når vi synder, men venter på vores omvendelse, skyldes Guds kærlighed. Det skyldes Guds kærlighed, at han uden vores fortjeneste, ja, imod vores fortjeneste, fører os over i de himmelske paladser. Uden kærlighed til Gud kommer du aldrig til den erkendelse af ham, som frelser; uden kærlighed til Gud er al viden unyttig, ja, skadelig. Hvorfor overgår kærligheden kendskabet til alle hemmeligheder (1 Kor 13,2)? Fordi kendskabet findes også hos djævlene, kærligheden kun hos de fromme. Hvorfor er Djævelen den mest ulykkelige? Fordi han ikke kan elske det højeste gode. Hvorfor er Gud derimod den lykkeligste og saligste? Fordi han elsker alt og glæder sig over alle sine gerninger (Visd 11,24). Hvorfor er kærligheden til Gud ikke fuldkommen i dette liv? Fordi vi kun elsker, så meget som vi kender; men i dette liv kender vi kun stykkevis og i en gåde (1 Kor 13,12). I det evige liv skal vi være fuldkommen salige, fordi vi skal elske Gud fuldkomment; vi skal elske fuldkomment, fordi vi skal kende fuldkomment. Ingen kan have håb om den fuldkomne kærlighed til Gud i den kommende verden, som ikke begynder at elske Gud i denne; Guds rige skal begynde i menneskets hjerte i dette liv, ellers fuldendes det ikke i det kommende. Uden kærlighed til Gud er der ingen længsel efter det evige liv; hvordan skal da den få del i det højeste gode, som ikke elsker det, ikke søger det, ikke længes efter det? Som din kærlighed er, sådan er du selv, for din kærlighed forvandler dig til det, du elsker; kærligheden er det stærkeste bånd, for den, der elsker, og det, der elskes, bliver ét. Hvad har forenet den helt retfærdige Gud og de fortabte syndere, hvad har forenet det, der står uendeligt langt fra hinanden? En uendelig kærlighed. Men for at Guds retfærdighed ikke skulle rokkes, trådte Kristi uendelige løsesum imellem. Hvad forener stadig Gud, Skaberen, og den troende sjæl, hans skabning, som står uendeligt langt fra hinanden? Kærligheden. I det evige liv skal vi i højeste grad forenes med Gud; hvorfor? Fordi vi i højeste grad skal elske. Kærligheden forener og forvandler; elsker du det kødelige, er du kødelig; elsker du verden, bliver du verdslig. Men kød og blod skal ikke arve Guds rige (1 Kor 15,50). Elsker du Gud og det guddommelige, bliver du guddommelig. Kærligheden til Gud er Elias' vogn, som farer op til himlen. Kærligheden til Gud er sindets fryd og sjælens paradis; den lukker verden ude, overvinder Djævelen, lukker helvede og åbner himlen. Kærligheden til Gud er det segl, Gud besegler de udvalgte og troende med (Åb 7,3); ingen vil Gud ved den yderste dom kende som sin, som ikke er beseglet med dette segl. For selve troen, den eneste årsag til vores retfærdighed og frelse, er ikke sand, medmindre den viser sig virksom ved kærligheden (Gal 5,6); troen er ikke sand, medmindre den er en fast tillid; der er ingen tillid uden kærlighed til Gud; man erkender ikke en velgerning, man ikke takker for; vi takker ikke den, vi ikke elsker. Er din tro altså sand, vil den erkende Kristi, Forløserens, velgerning; den vil erkende og takke, takke og elske.

Kærligheden til Gud er vores sjæls liv og hvile. Når sjælen ved døden forlader legemet, går legemets liv til grunde; når Gud på grund af synderne forlader sjælen, går sjælens liv til grunde. Omvendt bor Gud ved troen i vores hjerter (Ef 3,17); han bor ved kærligheden i vores sjæl, for Guds kærlighed er udgydt i de udvalgtes hjerter ved Helligånden (Rom 5,5). Der er ingen ro for sjælen uden kærlighed til Gud. Verden og Satan er dens største uro, men Gud er sjælens højeste hvile. Der er ingen fred i samvittigheden uden hos dem, der er retfærdiggjort ved troen; der er ingen sand kærlighed til Gud uden hos dem, der har en barnlig tillid til Gud. Lad derfor kærligheden til os selv, kærligheden til verden og kærligheden til skabningerne dø i os, så kærligheden til Gud må leve i os – den kærlighed, som skal begynde i denne verden for at blive fuldendt i den kommende!