📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606
Om vished om vores frelse
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Det gode håb gør ikke til skamme.
Hvorfor er du urolig, min sjæl, hvorfor tvivler du stadig på Guds barmhjertighed? Kom din Skaber i hu. Hvem skabte dig uden dig? Hvem dannede dit legeme i det skjulte, da dit legemes bolig blev formet i jordens dyb? (Sl 139,15) Han, som altså tog sig af dig, før du var til, skulle han da ikke også tage sig af dig, efter at han har skabt dig i sit billede? Jeg er Guds skabning, jeg vender mig til Skaberen. Og hvis min natur er besmittet af Djævelen, hvis den er såret og slået af røverne (Luk 10,30), det vil sige af synderne, så lever min Skaber dog endnu; han, som kunne skabe mig, vil også kunne genskabe mig; han, som skabte mig uden noget ondt, vil kunne tage alt det onde fra mig, som ved Djævelens tilskyndelse, ved Adams overtrædelse og også ved min egen gerning er trængt ind i mig og har gennemtrængt hele mit væsen. Min Skaber vil altså kunne genskabe mig, hvis han blot også vil. Ja, han vil; for hvem hader sit eget værk? Er vi ikke over for ham som ler i pottemagerens hænder? (Jer 18,6) Havde han hadet mig, havde han jo ikke skabt mig af intet; han er alles frelser, men frem for alt de troendes (1 Tim 4,10). Underfuldt har han skabt mig, men endnu mere underfuldt har han forløst mig. Aldrig har det lyst klarere, at Herren elskede os, end i hans lidelse og sår. Sandelig elsket er den, for hvis skyld den enbårne sendes fra Faderens skød. Hvis du ikke ønskede min frelse, Herre Jesus, hvorfor skulle du så stige ned fra himlen? Men du steg ned til jorden, i døden, på korset (Fil 2,8). For at løskøbe en tjener sparede Gud ikke sin Søn (Rom 8,32). Sandelig, med stor kærlighed omfatter han altså menneskeslægten, han, som for menneskeslægtens forløsnings skyld gav sin Søn hen til at blive pint, korsfæstet og dræbt.
Kostelig i sandhed og virkelig stor er den pris, vi er løskøbt med (1 Pet 1,18); kostelig og stor er da også Forløserens barmhjertighed. Nogen kunne mene, at Gud elsker sine udvalgte børn med lige så stor kærlighed som sin enbårne Søn; for det, vi ofrer noget for, er os kærere end det, vi ofrer. For at få adoptivbørn sparede han ikke sin naturlige Søn, der er af samme væsen som han. Hvad stort er det så, at han har beredt os boliger i det himmelske hus (Joh 14,2), når han har givet sin Søn, i hvem hele guddomsfylden er (Kol 2,9)? Visselig: hvor guddommens fylde er, dér er også det evige livs og herligheds fylde. Har han i Kristus givet det evige livs fylde, hvordan skulle han da nægte os en lille del af det? Sandelig, med stor kærlighed omfatter den himmelske Fader os, sine adoptivbørn, for hvis skyld han gav sin enbårne Søn hen. Sandelig, med stor kærlighed omfatter Sønnen os, han, som gav sig selv hen for vores skyld. For at gøre os rige tålte han den yderste fattigdom; han havde jo ikke et sted, hvor han kunne lægge sit hoved (Matt 8,20). For at gøre os til Guds børn blev han selv født som menneske, og da han én gang havde fuldbragt forløsningens værk, forsømmer han os ikke siden, men sidder nu ved den guddommelige majestæts højre hånd og går i forbøn for os (Rom 8,34). Hvad skulle han ikke udvirke for mig af det, der er nødvendigt til frelse, når han har givet sig selv for at fortjene frelsen for mig? Hvad skulle Faderen nægte Sønnen, som blev lydig mod ham til døden, ja, døden på et kors (Fil 2,8)? Hvad skulle Faderen nægte Sønnen, når han allerede forud har godtaget den løsesum (λύτρον), som Sønnen har betalt?
Lad mine synder anklage mig – jeg stoler på denne forbeder; større er han, som forsvarer, end den, som anklager. Lad min svaghed skræmme mig – jeg roser mig af hans kraft. Lad Satan anklage mig – blot denne mellemmand forsvarer mig. Lad himmel og jord anklage mig og mine misgerninger dømme mig skyldig – det er mig nok, at himlens og jordens Skaber, ja, retfærdigheden selv, går i forbøn for mig. Det er mig nok til fortjeneste at vide, at fortjeneste ikke er nok; det er mig nok at have ham nådig, mod hvem alene jeg har syndet; hvad han har besluttet ikke at tilregne, skal være, som om det aldrig havde været. Det rokker heller ikke ved mig, at mine synder er både svære og mangeartede og ofte gentagne; for var jeg ikke tynget af synder, ville jeg ikke længes efter hans retfærdighed; var jeg ikke syg, ville jeg ikke påkalde lægens hjælp. Han er Lægen (Matt 9,12), han er Frelseren (Matt 1,21), han er Retfærdigheden (1 Kor 1,30); han kan ikke fornægte sig selv (2 Tim 2,13). Jeg er syg, jeg er fordømt, jeg er en synder; jeg kan ikke fornægte mig selv. Forbarm dig over mig, du Læge, du Frelser, du Retfærdighed! Amen.
Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.