Om Kristi himmelfart

At stige op med Kristus er vores lod.

Betragt, troende sjæl, din brudgoms himmelfart: Kristus har taget sin synlige nærværelse fra sine troende, for at troen kunne blive øvet; for salige er de, som ikke ser og dog tror (Joh 20,29). Hvor vores skat er, dér skal også vores hjerte være (Luk 12,34). Vores skat, Kristus, er i himlen; lad derfor vores hjerte holde sig til det himmelske og tænke på det, der er foroven (Kol 3,2). En brud længes efter sin brudgoms hjemkomst med de mest brændende suk: sådan skal den troende sjæl altid længes efter, at den dag kommer, da hun føres ind til Lammets bryllup (Åb 19,7); lad hende stole på Helligåndens pant, som Herren efterlod hende, da han for op; lad hende stole på Herrens legeme og blod, som hun modtager i nadverens hemmelighed, og tro, at vores legemer, mættet med denne uforgængelige føde, engang skal oprejses. Hvad vi nu tror, skal vi da se, og vores håb skal da blive virkelighed; i fremmed skikkelse er Herren hos os, mens vi er på vandring (Luk 24,15), men i det himmelske fædrelands herberg skal vi kende ham og skue ham. Vores Frelser ville fare op fra Oliebjerget (ApG 1,12); oliven er et tegn på fred og glæde, og derfor for han med rette op fra Oliebjerget, han, som ved sin lidelse skabte ro for de forskræmte og forfærdede samvittigheder; med rette for han op fra Oliebjerget, han, som blev modtaget med det himmelske hofs største jubel. Bjergene kalder os til det himmelske; lad os følge efter med hellig længsel, for med legemets fødder kan vi ikke følge efter. Også Moses steg op på bjerget til Herren (2 Mos 19,3); på bjerget tilbad de hellige patriarker (Joh 4,20); Abraham valgte bjergene, men Lot sletten (1 Mos 13,11). Lad den troende sjæl forlade verdens slette og med hellig andagt stræbe op mod himlens hellige bjerge; så skal hun mærke den sødeste tale fra Gud, der taler i hendes indre, så skal hun i sin bøn kunne tilbede i ånd (Joh 4,24), så skal hun sammen med Abraham kunne undfly den evige brand, der er gjort rede for verdens slette. Betania betyder ydmyghedens og trængslens landsby, gennem hvilken adgangen til himmeriget står os åben, ligesom Kristus også gik fra trængslens landsby ind til de himmelske glæder (Luk 24,26). Hidtil syntes himlen lukket, og det øvre paradis bevogtet af det flammende sværd (1 Mos 3,24); nu åbner Kristus som sejrherre himlen for at vise os vejen til det himmelske fædreland, som vi var faldet ud af. Disciplene stod med øjnene løftet og stirrede op mod himlen (ApG 1,11); sådan skal Kristi sande disciple løfte hjertets øjne for at betragte det himmelske.

Herre Jesus, hvor herlig en afslutning fik din lidelse! Hvor lykkelig og hvor pludselig en forvandling! Hvordan så jeg dig lide på Golgata, og hvordan ser jeg dig nu på Oliebjerget! Dér var du alene, her ledsaget af mange tusinde engle; dér steg du op på korset, her stiger du i skyen op til himlen; dér blev du korsfæstet mellem røvere, her jubler du mellem englenes kor; dér var du naglet til korset og fordømt, her er du fri og befrier de fordømte; dér døende og lidende, her glad og sejrende.

Kristus er vores hoved (Ef 5,23), vi er hans lemmer; glæd dig derfor og jubl over dit hoveds himmelfart, troende sjæl! Hovedets herlighed er også lemmernes herlighed: hvor vores kød hersker, dér skal vi tro, at vi hersker; hvor vores blod regerer, dér skal vi håbe, at vi skal blive herliggjort; selv om vores synder holder os tilbage, så støder naturens fællesskab os dog ikke bort. Hvor hovedet er, dér skal også de øvrige lemmer være: vores hoved er gået ind i himlen, derfor har de øvrige lemmer den bedste grund til at håbe på himlen – og ikke blot det: de har allerede fået den i eje i himlen. Kristus steg ned fra himlen for at forløse os, han steg til gengæld op til himlen for at herliggøre os; for os blev han født, for os led han, derfor for han også op for os. Ved Kristi lidelse grundfæstes vores kærlighed, ved Kristi opstandelse vores tro, ved Kristi himmelfart vores håb.

Men vi skal følge vores brudgom ikke kun med brændende længsel, men også med gode gerninger: ind i den himmelske stad skal intet urent komme (Åb 21,27); som tegn på dette viste engle, der kom fra det himmelske Jerusalem, sig i hvide klæder (ApG 1,10), som betegner renhed og uskyld. Med ydmyghedens lærer stiger hovmod ikke op, heller ikke ondskab med godhedens ophav, heller ikke splid med fredens ven, heller ikke lyst og vellevned med jomfruens søn; lasterne stiger ikke op efter dydernes fader, ej heller synderne efter den retfærdige, og sygdommene kan ikke følge efter lægen. Den, som ønsker engang at se Gud ansigt til ansigt, skal også leve værdigt for hans ansigt; den, som håber på det himmelske, skal foragte det jordiske. Drag vores hjerter til dig, gode Jesus!