📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606
Om den alvorlige forberedelse før nadveren
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Vær en forberedt gæst hos Kristus.
Det er ikke et almindeligt måltid, heller ikke et kongeligt gæstebud, men den allerhelligste hemmelighed, Kristi legeme og blod, der stilles frem for os til at modtage. Derfor kræves der sandelig en værdig forberedelse, så vi ikke finder død i stedet for liv og får dom i stedet for barmhjertighed.
Hvor bævede og frygtede ikke den højhellige patriark, der var så kendt for sin stærke tro, da Guds Søn engang viste sig for ham i menneskeskikkelse og forudsagde, at han ville ødelægge Sodoma (1 Mos 18,2). Her stilles Guds Lam ikke frem for os til at se på, men til at smage og spise. Da Uzzija (2 Krøn 26,16) altfor ubetænksomt trådte frem til pagtens ark, blev han straks slået af Herren med spedalskhed; hvad under er det da (1 Kor 11,29), at den spiser og drikker sig selv en dom til, som spiser af dette brød og drikker af denne vin på uværdig måde? For her er den nye pagts sande ark, som den gamle var et forbillede på.
Den rette forberedelse lærer apostlen os med ét ord: Et menneske skal prøve sig selv, siger han, og så spise af dette brød (1 Kor 11,28). Men ligesom al guddommelig prøvelse skal ske efter den hellige Skrifts rettesnor, sådan også denne, som Paulus kræver. Lad os derfor først betragte vores skrøbelighed. Hvad er et menneske (1 Mos 18,27)? Støv og aske; af jorden fødes vi, af jorden lever vi, til jorden vender vi tilbage. Hvad er et menneske? Stinkende sæd, en sæk fuld af skarn og føde for ormene. Mennesket er født til møje, ikke til ære; mennesket, født af en kvinde (Job 14,1) og derfor med skyld, lever kort tid og derfor med frygt, mættet af mange lidelser og derfor med gråd – og i sandhed mange, for de rammer både legeme og sjæl. Mennesket kender ikke sin begyndelse, kender ikke sin død; som sommerens urt er vi her et øjeblik, og det korte liv har smerter og møje, som ingenlunde er korte. Lad os dernæst betragte vores uværdighed. Ja, enhver skabning er i forhold til Skaberen en skygge (Sl 39,7), en drøm, et intet; ja, også mennesket. Men på flere og alvorligere måder er mennesket uværdigt: for med sine synder har det krænket sin Skaber. Gud er retfærdig af natur og væsen; derfor vredes han af natur og væsen over synden. Hvad er vi strå over for den fortærende ild (5 Mos 4,24)? Hvordan skal vores afskyelige gerninger kunne bestå? Hvordan vores misgerninger (Sl 90,8), som du stiller frem for dig, og vores vildfarelser, som du sætter i dit ansigts lys? Gud er uendelig og altid sig selv lig, uendelig i retfærdighed og uendelig i vrede; er Gud i alle sine gerninger stor og helt igennem forunderlig, så er han det sandelig også i sin vrede, sin retfærdighed og sin straf. Han, som ikke skånede sin Søn, skulle han skåne det, han har formet af ler? Han, som ikke skånede den allerhelligste, skulle han skåne en slet lille tjener? Så forhadt er synden hos Gud, at han straffer den selv hos dem, han elsker højest, sådan som det ses på Lucifer, den fornemste af englene.
Prøvelsen skal ikke kun se på os selv, men også på dette velsignede brød, som er fællesskab med Kristi legeme: så vil den sande nådekilde og barmhjertighedens uudtømmelige væld vise sig; Herren vil slet ikke kunne overse os, som han gør delagtige i sit kød; for hvem har nogen sinde hadet sit eget kød (Ef 5,29)? Derfor skal dette hellige måltid forvandle vores sjæle; dette guddommelige måltid skal gøre os til guddommelige mennesker, indtil vi endelig får del i den kommende salighed, hvor vi kan rumme hele Gud og ham alene og helt ligner Gud (θεοῦ ὅλου καὶ μόνου χωρητικοὶ καὶ ὅλοι θεοειδεῖς). Hvad vi her har i tro og i hemmelighed, skal vi der have i virkeligheden og helt åbenlyst. Også vores legemer skal opnå den værdighed, at vi i dem kan se Gud ansigt til ansigt (1 Kor 13,12); de er allerede nu Helligåndens templer og helliggøres og levendegøres ved legemet og blodet af Kristus, der bor i os. Dette allerhelligste lægemiddel læger alle syndens sår; dette levendegørende kød overvinder enhver dødbringende synd; dette er det allerhelligste segl på de guddommelige løfter, som vi kan fremvise for Guds domstol; med dette pant, der er givet os, kan vi trygt nok rose os af det evige liv. Når Kristi legeme og blod gives os, så sandelig også alle de velgerninger, der er vundet ved dette allerhelligste legeme og dette velsignede blod. Hvordan skulle han, der har givet det mindre, nægte os det større? Han, som gav os sin Søn, hvordan skulle han ikke skænke os alt med ham (Rom 8,32)?
Lad derfor bruden juble, for tiden er nær, da hun skal kaldes til Lammets bryllup (Åb 19,7); lad hende klæde sig i det kostbare, lad hende tage bryllupsdragten på (Matt 22,12), så hun ikke findes nøgen. Den dragt er brudgommens retfærdighed, som vi iførte os i dåben; vores egen retfærdighed er så langt fra at være en bryllupsdragt, at den endog er en klud fra en kvinde i hendes urenhed (Es 64,5). Lad os derfor frygte for at komme til denne bryllupsfest i vores gerningers skammelige og stinkende klæder; lad Herren iklæde os, så vi ikke findes nøgne (2 Kor 5,3).
Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.