Prædiken om Helligånden

Gud besegler de udvalgte med sin hellige Ånd.

Da vor Herre var steget op til himlen og gået ind til sin herlighed, sendte han Helligånden til disciplene på selve pinsedagen (ApG 2,1). Som Gud i den gamle pagt steg ned til Moses selv på Sinaj bjerg, da han kundgjorde loven (2 Mos 19,3), sådan steg Helligånden selv ned til apostlene, da evangeliet ved apostlene skulle udbredes over hele jorden. Dér var der torden og lyn og en overvældende stærk lyd af basun, for loven tordner mod vores ulydighed og overbeviser os om, at vi er skyldige under Guds vrede; men her lød der en susen som af en blidt brusende vind, for evangeliets forkyndelse rejser de forfærdede sind op. Dér var der rædsel og skræk i hele folket, for loven virker vrede (Rom 4,15); men her strømmer hele mængden sammen og hører Guds storværker, for ved evangeliet står vejen til Gud åben for os. Dér steg HERREN ned i ild, men i vredens og harmens ild, derfor skælvede bjerget og røg; men her stiger HERREN Helligånden ned i ild, men i kærlighedens og hengivenhedens ild, og derfor skælver huset ikke af Guds vrede, men fyldes helt af Helligåndens herlighed. Hvad under, at Helligånden sendes fra himlens hof for at hellige, når Sønnen er blevet sendt for at befri menneskeslægten? Kristi lidelse ville være til ingen nytte, hvis den ikke blev forkyndt for verden ved evangeliet; for hvad gavn er der i en skjult skat? Derfor har den algode Fader ikke blot beredt en stor velgerning ved Sønnens lidelse, men ville også, at den skulle bydes hele verden ved Helligåndens sendelse. En trofast mor giver sit spæde barn begge bryster: den trofaste Gud sender os stakler både Sønnen og Helligånden.

Helligånden kom over apostlene, mens de holdt ud i bøn med ét sind; for han er bønnens Ånd (Zak 12,10), han opnås ved bøn, og han driver til bøn. Hvorfor? Fordi han er det bånd, som forener vores hjerter med Gud, ligesom han forener Sønnen med Faderen og Faderen med Sønnen; for han er Faderens og Sønnens gensidige, væsensmæssige kærlighed. Denne vores åndelige forbindelse med Gud sker ved troen; men troen, som er Åndens gave, opnås ved bøn, og sand bøn sker i Ånden. Da der blev brændt røgelse for Herren i Salomos tempel, fyldtes templet af Herrens herlighed (1 Kong 8,11); sådan vil Helligåndens herlighed fylde dit hjertes tempel, hvis du bringer Gud bønnens vellugt. Lad os her undre os over Guds barmhjertighed og nåde: Faderen lover at bønhøre os (Sl 50,15); Sønnen går i forbøn for os (Rom 8,34); Helligånden beder i os (Gal 4,6); englene bærer vores bønner frem for Gud (Tob 12,12); og således står hele himlens hof åbent for vores bønner. Den barmhjertige Gud giver lysten til at bede, for han skænker os nådens og bønnens Ånd; han giver også bønnens virkning, for han hører altid vores bønner, om ikke efter vores vilje, så dog til vores gavn.

Helligånden kom, mens de alle var samlet med ét sind på samme sted; han er jo kærlighedens og enighedens Ånd. Han forbinder os med Kristus ved troen, han forbinder Gud med os ved kærligheden, og han forener os også med vores næste ved kærligheden. Djævelen er ophavsmand til splid og adskillelse: ved synderne skiller han os fra Gud; ved had, strid og trætte skiller han menneskene fra hinanden. Men som Helligånden ved sin underfulde overskygning forenede den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus (Luk 1,35), sådan forbinder han også ved sine gaver, som er udgydt over os, både menneskene med Gud og Gud med menneskene. Så længe Helligånden bliver i et menneske med sin nåde og sine gaver, så længe forbliver mennesket forenet med Gud. Så snart et menneske ved synder falder fra troen og kærligheden og driver Helligånden ud, skilles det fra Gud, og denne saligste forening ophæves. Den, der har Helligånden, hader ikke sin broder. Hvorfor? Fordi han ved Ånden har fået del i Kristi mystiske legeme, hvis lemmer alle de fromme er; og hvem har nogensinde hadet sine egne lemmer (Ef 5,29)? Ja, den, der ledes af Herrens Ånd, elsker endog sine fjender. Hvorfor? Fordi den, der holder sig til Herren, bliver én ånd med ham (1 Kor 6,17). Og Gud lader jo sin sol stå op over gode og onde (Matt 5,45) og hader intet af det, han har skabt (Visd 11,24). Den, der har Guds Ånd, er villig til at tjene alle, gør alle godt efter evne og stiller sig til rådighed for alle, for også Gud er kilden til al barmhjertighed og nåde mod alle. Helligånden vækker nemlig i mennesket sådanne bevægelser, som han selv er; som sjælen gør legemet levende, følende og bevægeligt, sådan gør Ånden mennesket åndeligt, gennemtrænger sindet med den guddommelige sødmes liflighed og leder alle lemmerne til at yde Gud og næsten tjeneste.

Den lyd, som var tegnet på, at Helligånden kom, lød fra himlen, for denne hellige Ånd er af himmelsk natur, nemlig af samme væsen som Faderen og Sønnen, som han udgår fra i al evighed. Han gør også menneskene til nogle, der tænker på det himmelske og søger det, som er oventil; den, der klynger sig til det jordiske og i sin kærlighed er forenet med verden, har endnu ikke fået del i den himmelske Ånd. Han kom under vindpustets tegn, for han giver de nedtrykte levende trøst; og fordi vi efter kødet lever af luftens ånde ved at ånde ind og ud, kom han under åndens og pustets tegn, han, som giver os at leve efter vores bedre del. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen; således er det med enhver, som er født af Ånden (Joh 3,8). Det passer også, at han kom under vindpustets tegn, han, som fra evighed udgår fra Faderen og Sønnen ved én udånding. Det vindpust var voldsomt, for Helligåndens nåde kender ikke til langsomme anstrengelser; denne hellige Ånd driver de fromme, som han bor i, til alt godt (Rom 8,14), og driver dem sådan, at de hverken bryder sig om tyrannernes trusler, Satans rænker eller verdens had. Han giver apostlene tungemålsgaven, for deres røst skulle gå ud over hele jorden (Sl 19,5); og således blev sprogforvirringen (1 Mos 11,7) ophævet, som havde været straffen for hovmod og dumdristighed ved bygningen af Babels tårn, og de folkeslag, der var spredt ved sprogenes forskellighed, er nu ved Helligåndens gave samlet til troens enhed. Det passer også, at han kom i skikkelse af tunger, han, af hvem Guds hellige mænd blev inspireret og talte (2 Pet 1,21), som talte i apostlene, og som lægger Guds ord i munden på kirkens tjenere.

Lovet og velsignet være denne hellige Ånd med Faderen og Sønnen i evighed for så store gaver!