Om at fly gerrigheden

Hvem er virkelig fattig? Den gerrige.

Så kær som sjælens frelse er, så forhadt bør gerrighedens synd være. Den gerrige er den fattigste af alle, for han mangler lige så meget det, han har, som det, han ikke har. Den gerrige er den mest plagede af alle, for han er god mod ingen, men værst mod sig selv. Begyndelsen til al synd er hovmod (Sir 10,13), roden til alt ondt er gerrighed (1 Tim 6,10): det første ved at vende sig bort fra Gud, det andet ved at vende sig til skabningerne. Rigdom avler sved, når den erhverves, frygt, når man ejer den, og smerte, når man mister den; og hvad værre er: de gerriges møje er ikke blot forgængelig, men også dødbringende; enten forlader rigdommen dig, eller du forlader den. Sætter du altså dit håb til rigdom, hvad bliver da dit håb i dødens time? Hvordan vil du betro din sjæl til Gud, hvis du ikke betror ham omsorgen for dit legeme? Den almægtige Gud har omsorg for dig; hvorfor tvivler du på, at han kan forsørge dig? Den allervise Gud har omsorg for dig; hvorfor er du i tvivl om, hvordan han vil forsørge dig? Den allergavmildeste Gud har omsorg for dig; hvorfor tvivler du på, om han vil forsørge dig? Du har Kristi gældsbrev – han er Herre over alt i himlen og på jorden – på, at intet af det, mennesket har brug for, skal mangle dem, der søger Guds rige (Matt 6,33). Stol på dette Kristi løfte, det svigter ikke; for han er Sandheden (Joh 14,6). Gerrighed er den værste afgudsdyrkelse (Kol 3,5), for den sætter skabningerne i Guds sted. Den gerrige flytter den tillid, han skylder Gud, over på skabningerne; hvad der elskes mere end Gud, sættes over Gud; hvad der sættes over Gud, sættes i Guds sted. Esau solgte sin førstefødselsret for en ret mad (1 Mos 25,33); sådan mister mange arven til himmeriget, som Kristus har vundet, for at erhverve timelige goder. Judas solgte Kristus for tredive sølvpenge (Matt 26,15); de gerrige sælger Kristi nåde for timelig rigdom. Hvordan kan den stræbe efter himmeriget, der hver dag er fyldt med svinenes foder? Hvordan kan den, der søger at finde hvile for sin sjæl i rigdom, løfte sit hjerte og stræbe op mod Gud?

Rigdom er torne, siger Sandheden (Matt 13,22). Den, der elsker rigdom, elsker altså i virkeligheden torne. O torne, hvor mange sjæle kvæler I! Tornene hindrer sæden i at give afgrøde; sådan hindrer bekymringen for rigdom Ordets åndelige frugt. Tornene plager legemet med deres stik; sådan ængster rigdommen sindet med bekymringer. Du går til grunde, hvis du kun samler skatte, der går til grunde. De, der samler skatte på jorden, ligner dem, der gemmer deres korn på lave og fugtige steder uden at se, at det dér meget snart vil rådne. Hvor tåbelige er de, der sætter målet for deres ønsker i rigdom! Hvordan skulle en legemlig ting kunne fylde sjælen, som er ånd, når tværtimod en åndelig natur af egen kraft rummer det legemlige sådan, at den ikke udvides af nogen mængde? Sjælen er skabt til evigheden; du gør den uret, hvis du sætter målet for dens ønsker i det timelige og øjeblikkelige. Jo mere sjælen løftes op til Gud, desto mere drages den bort fra kærligheden til rigdom. Alt, hvad der står nærmere det himmelske, begærer mindre og samler færre ting, ligesom himlens fugle hverken sår eller høster (Matt 6,26). Det er et stort tegn på, at sjælen tænker på det himmelske, når den agter de jordiske goder ringe og foragter dem. Mus og krybdyr samler sammen i huler, for de er af ringere kår og lavere natur end fuglene. Det er et stort tegn på, at sjælen er vendt bort fra Gud og bundet til det jordiske, når den hænger ved rigdom med uordnet kærlighed. Gud har givet dig sjælen, og du betror ham ikke omsorgen for kødet? Gud føder himlens fugle, og du tvivler på, om han vil forsørge dig, som er skabt i hans billede? Gud klæder markens liljer (Matt 6,29), og du tvivler på, om han vil sørge for klæder til dig? Skam dig over, at troen og fornuften ikke kan udrette i et menneske, hvad naturens drift udretter i en fugl! Fuglene hverken sår eller høster, men overlader omsorgen for deres lille krop til Gud. De gerrige tror ikke på Guds ord, før de selv har sørget for deres underhold. Den gerrige er den mest uretfærdige; hvorfor? Fordi han intet bragte med sig ind i verden (1 Tim 6,7), og dog er han så bekymret for de jordiske goder, som om han ville tage en mængde med sig ud af verden. Den gerrige er den mest utaknemmelige; hvorfor? Fordi han nyder mange af Guds goder og aldrig i hjertets tillid løfter sig op til giveren af goderne. Den gerrige er den største tåbe; hvorfor? Fordi han forlader det sande gode, uden hvilket intet er virkelig godt, og hænger ved det, som uden Guds nåde ikke er godt. Den, der er bundet af kærligheden til det jordiske, ejer ikke, men ejes selv. Gerrighed slukkes hverken af overflod eller af mangel: af mangel mindskes den ikke, fordi lysten til at eje vokser, når det, man længe har ønsket, ikke kan opnås; af overflod mindskes den ikke, fordi den gerrige søger desto mere, jo mere han erhverver. Når det, gerrigheden begærede, er erhvervet, får den samtidig nyt stof at begære; og sådan vokser den som ilden, når den har fået det brænde, den fortærer. Gerrighed er en strøm, der er lille i begyndelsen, men siden vokser umådeligt; sæt derfor en grænse for lysten efter rigdom, så denne lyst ikke trækker dig ned i den evige fortabelse. Mange sluger i dette liv, hvad de siden skal fordøje i helvede; mange løber, mens de tørster efter vinding, lige i undergangen.

Tænk på dette, fromme sjæl, og fly gerrigheden, så meget du kan. Intet af dit gods tager du med dig til dommen, uden det, du har givet de fattige. Nægt ikke de fattige dit forgængelige og skrøbelige gods, når Kristus ikke vægrede sig ved at give sit liv for dem; giv den fattige, så giver du dig selv; hvad du ikke giver den fattige, får en anden. Alt for gerrig er den, som Herren ikke er nok for; den sætter endnu ikke for alvor sit håb til det himmelske, som agter de jordiske goder højt. Hvordan skulle den sætte livet til for sin bror (1 Joh 3,16), som nægter sin bror timeligt gods, når han beder om det? Den fattiges hånd er himlens skatkammer; hvad den modtager, lægger den i himlen, så det ikke går til grunde på jorden. Vil du gøre Kristus en tjeneste, han glæder sig over? Gør vel mod den fattige; hvad godt der gøres mod lemmerne, tager hovedet imod, som var det gjort mod det selv (Matt 25,40). Kristus siger til dig: «Giv mig af det, jeg har givet dig af mit; gør godt med det gode, så du vinder dig det gode; giv rundhåndet af det jordiske, så du bevarer det, for ved at holde alt for gerrigt på det mister du det.» Hør Kristus, når han formaner dig, så du ikke ved dommen skal høre ham sige (Matt 25,41–42): «Gå bort i den evige ild, I forbandede, for jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise.» Almissen er en hellig sæd; alt efter om den er sået sparsomt eller rigeligt, bliver høsten sparsom eller rig (2 Kor 9,6; Gal 6,8). Vil du være blandt fårene, så gør også fårene godt. Lad bukkene, der stilles til venstre, skræmme dig: ikke fordi de røvede, men fordi de ikke gav føde.

Bøj vores hjerte, Gud, til dine vidnesbyrd og ikke til gerrighed (Sl 119,36)!