Om den sande kærligheds kendetegn

Kærligheden kendetegner de hellige.

Sand og oprigtig kærlighed er et vedvarende kendetegn på de fromme. Ingen kristen er uden tro, ingen tro uden kærlighed; hvor kærlighedens glans ikke er, dér er heller ikke troens glød. Tag lyset fra solen, så kan du tage kærligheden fra troen. Kærligheden er det kristne menneskes indre livs ydre handling. Legemet er dødt uden ånde; sådan er troen død uden kærlighed (Jak 2,26). Den, der ikke har Kristi Ånd, tilhører ikke Kristus (Rom 8,9); den, der ikke viser kærlighedens gave, har ikke Kristi Ånd, for Åndens frugt er kærlighed (Gal 5,22). Et godt træ kendes kun, når man ser, at det bærer god frugt (Matt 7,16). Kærligheden er den kristne fuldkommenheds bånd (Kol 3,14); ligesom legemets lemmer forbindes ved ånden, det vil sige sjælen, sådan forenes det mystiske legemes sande lemmer ved Helligånden med kærlighedens bånd. I Salomos tempel var alt overtrukket med guld indvendig og udvendig (1 Kong 6,21); sådan skal alt i Guds åndelige tempel være prydet med kærlighed indvendig og udvendig. Lad kærligheden bevæge hjertet til medlidenhed, lad kærligheden bevæge hånden til at give. Medlidenheden er ikke nok, hvis der ikke også følger en ydre gave; og den ydre gave er ikke nok, hvis der ikke også følger en indre medlidenhed. Alt modtager troen fra Gud; kærligheden giver til gengæld alt, hvad den har, til næsten. Ved troen får vi del i guddommelig natur (2 Pet 1,4), og Gud er kærlighed (1 Joh 4,16). Hvor kærligheden altså ikke viser sig udadtil, skal ingen tro, at troen er til stede indeni. Ingen tror på Kristus, som ikke elsker Kristus; ingen elsker Kristus, uden at han også elsker sin næste. Den, der nægter sin næste den tjeneste, han skylder ham, har endnu ikke med hjertets sande tillid grebet Kristi velgerning. Ingen gerning er virkelig god, som ikke udspringer af tro (Rom 14,23), og ingen gerning er virkelig god, som ikke udspringer af kærlighed; for kærligheden er sæden til alle dyder. Ingen frugt er god, som ikke vokser op af kærlighedens rod. Kærligheden er sjælens åndelige smagssans; for kun den har smag for alt godt, alt svært, al modgang og alt møjsommeligt. Kærlighedens smag gør endog døden allersødest, for kærligheden er stærk som døden (Højs 8,6), ja, stærkere end døden, for kærligheden førte Kristus i døden. Kærligheden får også de virkelig fromme til ikke at tøve med at dø for Kristus. Alle Guds gerninger udspringer af kærlighed, også selve straffene; sådan skal alle det kristne menneskes gerninger udspringe af kærlighed. I alle skabninger har Gud stillet et spejl af kærlighed frem for os. Solen og stjernerne skinner ikke for sig selv, men for os; urterne renser ikke sig selv, men vores legemer; luften, vandet, dyrene og alle skabninger tjener mennesket; sådan skal også du give dig selv helt til tjeneste for din næste.

Tungemål gavner ikke uden kærlighed (1 Kor 13,1), for uden kærlighed gør kendskabet til tungemål opblæst, men kærligheden opbygger (1 Kor 8,1). Kendskab til hemmelighederne gavner ikke uden kærlighed (1 Kor 13,2), for også Djævelen kender hemmelighederne, men kærligheden tilhører alene den virkelig fromme. Selv en tro, der flytter bjerge, gavner ikke uden kærlighed (1 Kor 13,2), for en sådan tro er kun en undergørende tro, ikke en frelsende. Kærligheden er mere værd end gaven til at gøre undere, for kærligheden er et utvivlsomt kendetegn på sande kristne, mens den gave undertiden gives til ugudelige. Det gavner ikke at uddele al sin ejendom til de fattige, hvis der ikke er kærlighed (1 Kor 13,3), for den ydre handling er hyklerisk, hvis der ikke er en indre kærlighed. Velgørenhedens bække gavner ikke, hvis de ikke udspringer af kærlighedens kilde. Kærligheden er tålmodig (1 Kor 13,4), for ingen bliver let vred på den, han virkelig elsker. Kærligheden er mild, for den, der ved kærligheden har givet sit hjerte, sjælens højeste gode, hvordan skulle han nægte at give de mindre, ydre goder? Kærligheden misunder ikke, for den ser på den andens goder som sine egne. Kærligheden handler ikke forkert, for ingen gør let den fortræd, som han virkelig og af hjertet elsker. Kærligheden bliver ikke opblæst, for ved kærligheden bliver vi lemmer på ét legeme, og det ene lem sætter sig ikke over det andet. Kærligheden opfører sig ikke usømmeligt (1 Kor 13,5), for det er den vredes kendetegn at opføre sig usømmeligt, men kærligheden er en tøjle for vreden. Kærligheden søger ikke sit eget, for hvad man elsker, sætter man over sig selv, og man søger mere dets gavn end sin egen. Kærligheden lader sig ikke forbitre, for al vrede kommer af hovmod, men kærligheden stiller sig under andre. Kærligheden tænker ikke ondt, for den, man pønser på ondt imod, har man dermed vist, at man endnu ikke virkelig elsker. Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdighed (1 Kor 13,6), for kærligheden gør andres elendighed til sin egen. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (1 Kor 13,7); for hvad kærligheden ønsker, at andre skal gøre for den, det nægter den ikke selv at gøre for andre. Tungerne skal ophøre, profetierne forgå, kundskaberne forsvinde, men kærligheden skal ikke ophøre (1 Kor 13,8); dens ufuldkommenhed skal tværtimod fuldendes i det kommende liv, og dens fuldkommenhed skal vokse i det kommende liv. Gud havde befalet, at der skulle stå to altre i tabernaklet, og ilden blev ført fra det ydre til det indre. Gud har samlet en dobbelt kirke, den stridende og den sejrende; kærlighedens ild skal engang føres fra den stridende til den sejrende.

Tænk på dette, fromme sjæl, og stræb efter den hellige kærlighed; hvem din næste end er, er han dog en, som Kristus ville dø for (Rom 14,15). Hvorfor nægter du da at give din næste kærlighed, når Kristus ikke tøvede med at give sit liv for ham? Elsker du virkelig Gud, må du også elske hans billede. Vi er alle ét åndeligt legeme (Ef 4,4); lad der derfor også være ét åndeligt sind hos alle. Det er urimeligt, at de, der engang skal leve sammen i himlen, er uenige på jorden; når sindene er enige i Kristus, skal også viljerne være forenede. Vi er tjenere for én Herre (Ef 4,5); det er ikke rigtigt at være i strid med hinanden. Det lem på legemet er dødt, som ikke mærker, hvordan det andet har det; den skal ikke regne sig for et sandt lem på Kristi mystiske legeme, som ikke lider med en anden, der lider. Gud er alles ene Fader (Ef 4,6), og ham kalder du, sådan som Kristus har lært dig, Fader hver dag (Matt 6,9); hvordan skal han kende dig som sit sande barn, hvis du ikke til gengæld kender hans børn som dine brødre? Elsk det menneske, Gud har betroet dig: er han værdig, så elsk ham, fordi han er værd at elske; er han uværdig, så elsk ham alligevel, fordi Gud er værd at adlyde. Ved at elske det menneske, der er din fjende, viser du dig som Guds ven; se ikke på, hvad mennesket gør mod dig, men se på, hvad du har gjort mod Gud; se ikke på den uret, fjenden gør dig, men se på de velgerninger, som han, der befaler dig at elske din fjende, giver dig (Matt 5,44–45). Vi er hinandens næste ved vilkårene for vores jordiske fødsel og brødre ved håbet om den himmelske arv; lad os derfor elske hinanden.

Tænd kærlighedens ild i os, Gud, ved din Ånd!