Om verdens forfængelighed

Det evige er bedre end det forgængelige.

Elsk ikke, sjæl, det, der er i verden. Verden skal forgå (1 Joh 2,17; 1 Kor 7,31), og alt, hvad der er i den, skal brændes op (2 Pet 3,10); hvor vil din kærlighed så være? Elsk det evige gode, så du kan leve evigt. Hele skabningen er lagt under forfængeligheden (Rom 8,20); den, der i kærlighed hænger ved skabningerne, bliver derfor selv forfængelig. Elsk det sande og bestandige gode, så dit hjerte bliver bestandigt og roligt.

Hvorfor fryder verdslig ære dig? Den, der søger ære hos mennesker, kan ikke æres af Gud (Joh 5,44); den, der søger verdslig ære, tvinges til at gøre sig lig verden; den, der behager verden, kan ikke behage Gud (Gal 1,10). Alt, hvad forgængelige og ustadige giver, er forgængeligt og ustadigt; derfor kan verdslig ære ikke være bestandig. Den, som man den ene dag hæver til himlen med den højeste ære, ham overøser man ofte den næste dag med den dybeste vanære. Længes efter at behage Gud, så du æres af Gud; den guddommelige ære er sand og bestandig. Hvad er et menneske bedre af, at det regnes for større af et menneske? Så meget, som hver enkelt er i Guds øjne, så meget er han og ikke mere. Da man søgte Kristus for at gøre ham til konge, flygtede han (Joh 6,15); da man søgte ham til hån og korsets vanærende straf, gav han sig frivilligt hen; for at du kan blive lig Kristus, skal verdens vanære derfor fryde dig mere end dens ære. Den, der ikke for Kristi skyld foragter verdslig ære, hvordan skulle han give sit liv for ham? Til den sande ære er der ingen anden vej end gennem foragt for den verdslige ære, ligesom Kristus gennem korsets vanære gik ind til sin herlighed (Luk 24,26). Elsk derfor at blive foragtet, ringeagtet og forkastet i denne verden, så du kan blive æret i den kommende. Hvad man skal mene om verdslig ære, har Kristus lært os ved sit liv: Al himlens herlighed tjener ham, ja, han alene er den sande herlighed, og dog kaster han så at sige herligheden fra sig. Jo mere nogen altså æres og har overflod af legemlig trøst, jo dybere og inderligere bør han bedrøves, når han ser, at han så meget længere er fra at ligne Kristus. Menneskelig ros er tom, hvis en ond samvittighed anklager indeni; hvad hjælper det den febersyge at blive lagt i en seng af elfenben, når han alligevel pines af den indre hede? Den sande ære og den sande ros er din samvittigheds vidnesbyrd. Ingen er en mere retfærdig dommer over dine gerninger end Gud og din samvittighed; længes efter at få dine gerninger godkendt ved denne dom. Er det ikke nok, at du er kendt af dig selv og, hvad der er det største, af Gud?

Men hvorfor attrår du rigdom så stærkt? Den er alt for grådig, som ikke har nok i Herren. Dette liv er en vej til det evige fædreland: hvad gavner stor rigdom da? Den tynger vandringsmanden snarere, som en vældig last tynger et skib. Guds tjeneres rigdom er Kristus, himlenes konge. Den sande skat må være i mennesket, ikke uden for det. Den sande skat er den, som du kan bringe med dig til den store, almindelige dom; men alle de udvortes goder tages fra os i døden. Det samlede går til grunde, men værre går den, der samlede det, til grunde, hvis han ikke var rig hos Gud. Fattig kom du til verden (Job 1,21), fattig skal du gå bort herfra; hvorfor skulle midten være anderledes end begyndelsen og enden? Ved rigdom bør man se på brugen; og hvor lidt er ikke nok! Den mindste gave af nåde og dyd er bedre end al jordisk rigdom; hvorfor? Fordi dyden behager Gud, rigdommen kun gennem dyden. Kristi fattigdom bør være os kærere end hele verdens rigdom; i Kristus er fattigdommen helliget. Han var fattig ved sin fødsel, fattigere i sit liv, fattigst i sin død. Hvorfor tøver du med at sætte fattigdommen over verdens rigdom, når Kristus satte den over det himmelske riges rigdom? Hvordan skulle den betro sin sjæl til Gud, der ikke betror ham omsorgen for sit legeme? Hvordan skulle den give sit liv for sin broder, der ikke giver ham af sin rigdom? Rigdom giver møje, når den kommer, frygt, når man har den, og smerte, når man mister den; og hvad der er mere at beklage: de gerriges møje er ikke blot forgængelig, men også dødbringende, som Bernhard lærer. Det, du elsker, er din gud; hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være (Matt 6,21); den, der elsker de legemlige, verdslige, forgængelige rigdomme, kan ikke elske de åndelige, himmelske, evige rigdomme; hvorfor? Fordi de første trykker menneskets hjerte ned og drager det nedad, mens de sidste løfter det opad. Kærligheden til de jordiske ting er fuglelim på de åndelige vinger, sagde en af Kristi sande elskere (Augustin, Om Herrens ord, prædiken 33). Lots hustru, der blev forvandlet til en saltstøtte (1 Mos 19,26), prædiker endnu for os, at vi ikke skal se tilbage på det, der er i verden, men ad den lige vej skynde os mod det himmelske fædreland. Apostlene forlod alt og fulgte Kristus (Matt 4,22); hvorfor? Fordi kendskabet til den sande rigdom tager lysten bort til den rigdom, der kun fejlagtigt kaldes rigdom. Når man har smagt Ånden, smager kødet fadt; den, som Kristus i sandhed er kær, er verden bitter.

Men hvorfor higer du så stærkt efter nydelser? Lad mindet om den korsfæstede korsfæste al lyst efter nydelse i dig. Lad mindet om helvedes glød slukke al begærets glød i dig. Sammenlign nydelsens overmåde korte øjeblik med de evige straffe. Nydelserne er dyriske og gør os lig dyrene. Himmerigets sødme smager den ikke, der hver dag er fuld af svinenes skaller. Lad os dræbe alle sansernes nydelser, og lad os med Abraham (1 Mos 22) i et åndeligt offer ofre for Gud den elskede søn, det vil sige vores sjæls lyster, ved frivilligt at give afkald på alle nydelser og tage korsets hårdhed i favn. Ikke en jævn vej, strøet med roser, men en ujævn vej, tilgroet med torne, fører til Himmeriget. Det ydre menneske vokser ved nydelser, det indre ved kors og trængsler; så meget som det ydre vokser, så meget mindskes det indre. Nydelserne tjener legemet, men for de virkelig fromme er omsorgen for legemet den mindste, for sjælen den største. Nydelserne tager vores hjerte til fange, så det ikke er frit i kærligheden til Gud. Ikke nydelserne, men foragten for nydelserne vil du tage med dig i døden og bringe med til dommen. Lad derfor gudsfrygten gennembore dit kød, så den kødelige kærlighed ikke bedrager dig. Lad mindet om Guds dom altid stå dit sind for øje, så sanselystens forkerte dom ikke fører dig bort i trældom. Se ikke på slangens indsmigrende ansigt, men tænk på halen, der til sidst stikker skarpt. Sejr ved Kristi nåde, så du til sidst kan krones af Kristus som sejrherre.