Om det nuværende livs flygtighed

Hvad er menneskets liv? Et hjul, der ruller.

Tænk, fromme sjæl, på dette livs elendighed og flygtighed, så dit hjerte løftes op til at længes efter den himmelske arv. Mens dette liv vokser, svinder det samtidig; mens det øges, mindskes det samtidig; alt, hvad der kommer til det, går samtidig også fra det. Den tid, vi lever, er et øjeblik, ja endnu mindre end et øjeblik; mens vi vender os om, er udødeligheden der. Vi er i dette liv som i et fremmed hus. Abraham havde i Kanaans land ingen grund at bo på, men kun et arvegravsted (1 Mos 23); sådan er det nuværende liv et herberg og en grav. Dette livs begyndelse er straks dødens begyndelse. Vores liv ligner en sejlads; den, der sejler, kommer altid nærmere havnen, hvad enten han står, sidder eller ligger, og han går derhen, hvor skibets fart fører ham: sådan føres også vi, hvad enten vi sover eller våger, ligger eller går, enten vi vil eller ej, øjeblik for øjeblik altid mod enden. Dette liv er snarere en død, for vi dør hver dag, eftersom vi hver dag fortærer noget af livet. Dette liv er fuldt af smerte over det forgangne, møje med det nærværende og frygt for det kommende. Indgangen i livet er grædende, for det lille barn begynder livet med tårer, som om det forudså de onder, der skal komme; gangen gennem livet er svag, for mange sygdomme plager, mange sorger ængster; udgangen er forfærdelig, for vi går ikke ud alene, men vores gerninger går ud med os (Åb 14,13), og gennem døden går vi ud til Guds strenge dom (Hebr 9,27). Vores undfangelse er skyld, at fødes er elendighed, at leve er straf, at dø er angst. I urenhed avles vi, i mørke næres vi, i smerte fødes vi. Før vi kommer ud, er vi en byrde for vores stakkels mødre, når vi kommer ud, sønderriver vi dem som hugormens unger; vi er fremmede ved fødslen og gæster i livet, for vi tvinges til at flytte ved døden. Den første del af vores liv kender ikke sig selv, den midterste begraves i bekymringer, den sidste trykkes af den besværlige alderdom. Al livets tid er enten nærværende, forgangen eller kommende. Er den nærværende, er den ustadig; er den forgangen, er den allerede intet; er den kommende, er den uvis. Forrådnelse er vi ved begyndelsen, en boble gennem hele livet, føde for orme i døden. Jord bærer vi, jord træder vi, jord skal vi blive. At fødes er en ringe nødvendighed, at leve en elendig, at dø en hård. Vores legeme er en jordisk bolig, hvor døden og synden bor, og de fortærer det hver dag.

Hele vores liv er en åndelig krigstjeneste (Job 7,1): ovenfra lurer dæmonerne for at ødelægge os, fra højre og venstre angriber verden, nedefra og indefra lurer kødet. Menneskets liv er en krigstjeneste, for i det er der en evig kamp mellem kødet og Ånden (Gal 5,17). Hvilken sand glæde kan mennesket da have i dette liv, når der ikke findes nogen sikker lykke i det? Hvad kan der tilfalde os af det nærværende til fryd, når alt på én gang går forbi, men det, der truer, alligevel ikke går forbi; når det, man elsker, får en fuldstændig ende, og det sted, hvor smerten aldrig ender, altid kommer nærmere? Det vinder vi ved et længere liv, at vi gør mere ondt, ser mere ondt og lider mere ondt; det giver et længere liv os, at anklagen for vores synder bliver større ved den yderste dom. Hvad er mennesket? Dødens træl, en vandringsmand, der drager forbi, lettere end en boble, kortere end et øjeblik, tommere end et billede, mere hult end en lyd, skrøbeligere end glas, mere omskifteligt end vinden, flygtigere end en skygge, mere skuffende end en drøm. Hvad er dette liv? En venten på døden, en skueplads for gøglespil, et hav af elendighed, en lille skål blod, som ethvert lille uheld kan sprænge og enhver lille feber kan ødelægge. Livets løb er en labyrint; ind i den går vi fra moders liv, ud af den går vi over dødens tærskel. Vi er intet andet end jord, men jord er intet andet end røg, men røg er intet, altså er vi intet. Dette liv er skrøbeligt som glas, flygtigt som en flod, elendigt som en krigstjeneste; og dog synes det mange at være meget attråværdigt. Udvendigt ser dette liv ud som en kostbar nød, men åbner du den med sandhedens kniv, vil du se, at der indvendig ikke er andet end orme og forrådnelse. Omkring Sodomas egn vokser der frugter, som fryder ved deres udvendige skønhed, men som bliver til støv, når man rører ved dem; dette livs lykke fryder udvendigt, men rører du ved den med en nøjere betragtning, vil den vise sig at ligne røg og støv.

Lad derfor ikke, elskede sjæl, summen af dine tanker gå på dette liv, men stræb altid i sindet efter den kommende glæde. Sammenlign det overmåde korte øjeblik, der gives os i dette liv, med de uendelige og aldrig endende evigheders evigheder, så vil det vise sig, hvor tåbeligt det er at hænge ved dette overmåde flygtige liv og forsømme det evige. Dette vores liv er overmåde flygtigt, og dog vindes eller tabes det evige liv i det. Dette liv er overmåde elendigt, og dog vindes eller tabes den evige lykke i det. Dette liv er overmåde fuldt af ulykke, og dog vindes eller tabes den evige glæde i det. Stræber du altså efter det evige liv, så længes efter det af hele dit hjerte i dette flygtige liv. Brug verden, men lad ikke dit hjerte hænge ved verden. Driv dine forretninger i dette liv, men lad ikke dit sind være fæstnet til dette liv. Den udvortes brug af det verdslige skader ikke, hvis ikke den indre kærlighed hænger ved det. I himlen er fædrelandet, i verden herberget; fryd dig ikke sådan i denne verdens herberg for en dag, at du drages bort fra længslen efter det himmelske fædreland. Dette liv er et hav, det evige liv havnen; fryd dig ikke sådan i havets stilhed et øjeblik, at du ikke stræber efter den evige stilheds havn. Dette liv er flygtigt og holder ikke tro mod dem, der elsker det, for ofte flygter det fra dem, helt mod forventning; hvorfor skulle du da ville sætte din lid til det? Det er farligt at love dig selv sikkerhed bare for én time, for meget ofte ender dette overmåde flygtige liv netop i den ene time. Det sikreste er hver time i det nærværende liv at vente afskeden herfra og at forberede sig til den ved alvorlig anger. I den ricinusplante, som Jonas glædede sig over, beredte Gud en orm, så den visnede (Jon 4,7); sådan er der i de verdslige ting, som mange hænger ved i kærlighed, intet bestandigt, men forgængelighedens orme opstår i dem. Verden er allerede så nedslidt af tingenes forfald, at den endog har mistet skinnet af at kunne forføre; for så meget som de skal roses og prises, der ikke ville blomstre med verden, mens den blomstrede, så meget skal de irettesættes og anklages, som fryder sig ved at gå til grunde med den, nu da den går til grunde.

Drag, Kristus, vores hjerter bort fra kærligheden til denne verden, og væk i os længslen efter det himmelske rige!