Om anfægtelsernes nytte

Under byrden vokser palmen.

Det er gavnligt for den troende sjæl at blive prøvet og styrket ved anfægtelser i denne verden. Vor Frelser ville selv kæmpe med Djævelen i ørkenen (Matt 4,1–11) for at overvinde ham for os og til vores frelse og være en trofast forkæmper i vores kamp. Han steg først ned til helvede og først derefter op til himlen. Sådan stiger den troende sjæl først ned i anfægtelsernes helvede for at stige op til den himmelske herlighed. Israels folk kunne ikke indtage det forjættede land Kana'an uden først at have besejret mange forskellige fjender (Jos 23,1); og den troende sjæl skal ikke love sig selv Himmeriget, medmindre den står som sejrherre over kødet, verden og Satan. Anfægtelsen prøver, renser og oplyser.

Anfægtelsen prøver, for når troen rystes af modgang, bliver den stærkere grundfæstet på frelsens klippe, breder sig videre ud i gode gerningers grene og løftes højere op i håbet om udfrielse. Da Abraham fik befaling om at ofre sin søn og viste sig villig til at adlyde Guds bud, viste Herrens engel sig for ham efter anfægtelsen og sagde (1 Mos 22,12): «Nu ved jeg, at du frygter Gud, for du har ikke sparet din eneste søn for min skyld.» Sådan skal også du, hvis du i anfægtelserne ofrer Gud den søn, din sjæl holder af, nemlig din egen vilje, regnes for en, der i sandhed frygter Gud, og du skal fornemme Guds tale i dit hjerte. Ilden prøver guldet, anfægtelsen troen. Hvor stærk en soldat er, viser sig i slaget; sådan viser anfægtelsen, hvor fast vores tro er. Når hvirvelvinde og stormende bølger styrter ind over Kristi båd (Matt 8,24), viser det sig, hvor lille en tro nogle af hans disciple har. De israelitter, som Herren ville føre ud for at besejre midjanitterne, blev først prøvet ved vandet (Dom 7,4); sådan bliver de, der efter at have overvundet fjenderne skal føres ind i det himmelske fædreland, først prøvet i trængslernes og anfægtelsernes vande. Hvad der end møder den troende sjæl af modgang og anfægtelser, skal den derfor regne for en prøve, ikke for en forkastelse.

Anfægtelsen renser også. For at trække den giftige væske, kærligheden til en selv og til verden, ud af os bruger lægen Kristus mange korn aloe. Trængslen vækker os til at ransage samvittigheden og kalder fortidens synder i erindring; ja, ligesom legemets medicin bevarer mod smitsomme sygdomme, sådan bevarer trængslen mod synder. Mennesket er nok altid tilbøjeligt til at falde, men mere i lykkens end i modgangens tid. For mange er rigdommen torne (Matt 13,22); derfor river Gud tornene op, så de ikke kan kvæle sjælene. Mange hindres af de mange verdslige gøremål i at tjene Gud; derfor sender Gud sygdomme, så de vender om til ham og begynder at dø fra verden og leve for Gud. For mange har det været til gavn at falde fra rigdommens eller ærens høje borg ned til de jævne kårs ro. Mange bliver af verdslig ære løftet op i hovmod; derfor sender Gud foragt og tager næringen fra hovmodet.

Endelig oplyser anfægtelsen. Hvor skrøbelig og tom al verdens trøst er, erkender vi kun i anfægtelserne. Da Stefanus blev stenet, så han Kristi herlighed (ApG 7,55); sådan viser Kristus sig i ulykkerne for den sønderknuste sjæl. Sand og fast glæde kommer kun af, at Gud bor i os; Gud bor i den sønderknuste og ydmygede ånd (Es 57,15). Det er trængslen og anfægtelsen, der sønderknuser og ydmyger ånden; derfor er den sande og faste glæde i de bedrøvedes sjæl. Anfægtelsen er en vej til at kende Gud; derfor siger Herren (Sl 91,15–16): «Jeg vil være med ham i nøden, jeg vil frelse ham og lade ham se min frelse.» Da Tobias var blind, så han intet af det, der var over, under eller foran ham, ja, han så ikke engang sig selv (Tob 2,11); men da Gud oplyste ham ved englen Rafael, så han alt det, han før ikke kunne se, og han brugte ingen anden medicin end en fisks galde (Tob 11,13–15). Derved vises, at vores øjne må smøres og oplyses med bitterhedens galde, for at vi kan nå frem til den sande erkendelse af os selv og af verdens goder. Hvorfor siger apostlen (1 Kor 13,12), at vi erkender i en gåde? Fordi vi i anfægtelserne erkender, at Gud fryder sine udvalgte under skin af sorg, gør dem levende under skin af død, helbreder dem under skin af sygdom og gør dem rige under skin af fattigdom. Korset og anfægtelsen må derfor være kære for den, der ikke er utaknemmelig mod Kristus, som blev korsfæstet og fristet for os.

O gode Jesus, brænd her, slå her, så du kan skåne i det kommende. O gode Jesus, du som ofte støder os bort fra dig, når du skåner os, få os til at vende tilbage til dig ved at slå os. Tryk og pres det ydre menneske, så det indre kan vokse og blive levende. Kæmp, o gode Jesus, i mig mod mig selv: vær den, der leder mig i kampen, og sejrherrens krone; lad alt det, jeg møder af modgang i livet, være til styrke og vækst for min tro. Kom, o gode Jesus, min svage tro til hjælp; for det har du lovet hos den hellige profet (Es 66,13): «Som en mor trøster sine børn, sådan vil jeg trøste jer.» Med større omsorg plejer og nærer en mor det spæde barn ved brystet; sådan, gode Jesus, rejs og styrk min matte tro! Giv, at din indre trøst må veje mere hos mig end alle menneskers og Djævelens modsigelser, ja, end mit eget hjertes tanker! O barmhjertige samaritaner (Luk 10,33–34), hæld den skarpe vin i mine skavanker, men giv også den guddommelige trøsts olie; gør korset større, men giv også kraften til at bære det!