Om daglig betragtning af døden

At betragte døden er liv.

Troende sjæl, vent døden hver time, for den lurer på dig hver time. Når du står op om morgenen, menneske, så tænk, at denne dag bliver den sidste i dit liv; når du går i seng om aftenen, så tænk, at denne nat bliver din sidste på jorden. Hvad du end gør, hvad du end tager dig for, så tænk altid først efter og overvej med dig selv, om du ville gøre sådan, hvis du skulle dø i denne time og komme for Guds dom. Tror du, at døden ikke nærmer sig dig, hvis du ikke tænker på den? At du kalder døden til dig, hvis du tænker på den? Hvad enten du tænker på den eller ej, hvad enten du taler om den eller ej, står den dig altid på nakken. Livet er givet dig til låns, ikke til ejendom; du kom ind på den betingelse, at du skulle gå ud igen; nøgen kom du, nøgen skal du gå bort (Job 1,21). Livet er en pilgrimsfærd; når du har vandret længe, må du til sidst vende hjem. Du er forpagter og lejer i verden, ikke dens evige herre; tænk hver time på, hvorhen du skynder dig i hvert øjeblik. Vi tager fejl, når vi mener, at vi dør i livets sidste åndedrag; hver dag, hver time, hvert øjeblik dør vi. Hvad der kommer til livet, går samtidig fra det; hvad der lægges til livet, trækkes samtidig fra det; vi falder ikke pludselig i døden, men går den i møde lidt efter lidt. Vores liv er en vej; hver dag må et stykke af den tilbagelægges. Død og liv synes at ligge længst fra hinanden, og dog er intet nærmere ved noget andet end døden ved livet; altid glider livet forbi, altid står døden for døren. Som de, der rejser med skib, ofte når målet uden at mærke det og uden at tænke på det, sådan nærmer vi os altid døden, hvad vi end gør, hvad enten vi spiser eller drikker eller sover. Mange har nået livets ende, mens de søgte midler og hjælp til at leve.

Ingen tager glad imod døden, når den kommer, undtagen den, der længe har gjort sig rede til den. Dø dagligt i livet; så skal du i døden kunne leve for Gud. Lad lasterne dø i dig, før du dør; lad den gamle Adam dø i dig i dit liv, så skal Kristus leve i dig i døden; lad det ydre menneske fortæres i dig dagligt i dit liv, så skal det indre fornyes i dig i døden. Døden fører fra tiden over i evigheden, for hvor træet falder, dér bliver det liggende (Præd 11,3). Hvor omhyggeligt må man da ikke tænke på dødens time! Tiden går, og evighedens uendelige vidder ligger forude; brug derfor tiden til at forberede dig på evigheden. Om vi i al evighed skal være salige eller elendige, afgøres i dødens ene time; i dette ene øjeblik vindes eller tabes den evige lykke. Hvor omhyggeligt bør du da ikke, troende sjæl, forberede dig på denne time! Du vil let foragte alt verdsligt, hvis du tænker på, at du skal dø. Tænk på øjnene, der sløres i døden, og du vil let vende dem bort fra forfængelighed (Sl 119,37); tænk på ørerne, der bliver døve i døden, og det vil være let for dig at lukke dem for ugudelige og uanstændige ord; tænk på tungen, der stivner i døden, og du vil passe bedre på, hvad du siger. Hav de døendes sved og angst for øje, så vil du let foragte verdens lyster; hav for øje, hvor nøgne de går bort fra dette liv, og fattigdom i dette liv vil ikke falde dig tung. Tænk på, hvordan hele legemet gyser i døden, og du vil let foragte verdens glans. Se, hvordan sjælen jamrer, når den tvinges ud af legemets bolig, og du vil let vogte dig for al syndeskyld. Tænk på forrådnelsen, der følger efter din død, og du vil let ydmyge dit hovmodige kød. Tænk på, hvor tom og nøgen du bliver forladt af alle skabninger i døden, og du vil let kunne vende din kærlighed bort fra dem og hen til Skaberen. Tænk på, hvor nøje døden ransager dig, for at du ikke skal tage noget med dig fra dette liv, og du vil let foragte al verdens rigdom. Den, der i dette liv dagligt dør ved sine laster, går gennem døden over til den evige døds pinsler; ingen går over til det evige liv uden den, der begynder at leve i Kristus her. For at du kan leve i døden, så lad dig ved troen indpode i Kristus.

Lad døden altid være i dine tanker, for den venter altid på dig. Vi bærer altid døden med os, for vi bærer altid synden med os; men syndens løn er døden (Rom 6,23). Vil du derimod undfly dødens bitterhed, så bevar Kristi ord (Joh 8,51). Troen forbinder og forener os med Kristus; de, der er i Kristus, dør derfor ikke, for Kristus er deres liv. Den, der ved troen holder sig til Gud, er én ånd med ham (1 Kor 6,17), og derfor dør den troende aldrig i evighed, for Gud er hans liv. Israels folk gik gennem Det Røde Hav over til det forjættede land, mens Farao og hans hær omkom i det (2 Mos 14); sådan er de frommes død for dem begyndelsen på det sande liv og porten til paradis. Men de ugudeliges død er ikke enden på deres ulykker, men et bindeled mellem de foregående og de kommende; de går fra den første død over til den anden død (Åb 20,14). Så tæt er foreningen mellem Kristus og de troende, at døden ikke kan opløse den (Rom 8,38–39); selv i dødens tætteste skygge lyser den guddommelige nådes fakkel for dem; på dødens farefulde rejse sørger Kristus for, at hans elskede er beskyttet af englene. De helliges legemer er Helligåndens templer (1 Kor 6,19); den hellige Ånd vil ikke tillade, at hans templer bliver helt ødelagt ved døden. Guds ord er en uforgængelig sæd (1 Pet 1,23); den slukkes ikke ved døden, men skjules i de frommes hjerter og skal i sin tid gøre dem levende.