Trøst ved venners død

Ved at dø vinder vi livet.

Tænk, fromme sjæl, på Kristus, din Frelser, og du vil ikke frygte dødens rædsel. Gør dødens vælde dig bedrøvet, så lad Kristi magt rejse dig op igen. Israelitterne kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det var bittert, men Herren viste Moses et stykke træ, og da det blev kastet i vandet, gjorde det vandet sødt (2 Mos 15,25). Forfærdes du over dødens bitterhed, så viser Gud dig et træ, der gør den sød, nemlig skuddet, der er spiret frem af Isajs rod (Es 11,1). Dette skud er Kristus; den, der bevarer hans ord, skal aldrig i evighed se døden (Joh 8,51). Livet er fuldt af byrder; derfor er det godt at blive lettet for dem. Det er den kristnes elendighed, der dør, ikke det kristne menneske. Det, vi kalder død, er en rejse, ikke en udgang, men en overgang. Vi mister ikke vore kære, men sender dem i forvejen; vore kære går ikke under, men går op; de går foran os, de går ikke tilbage, de går ikke bort; det er ikke et endeligt farvel, men snarere en afrejse. De frommes bortgang er livets fornyelse; de frommes begravelser er en slags rentegevinst. Vore kære dør; forstå det sådan, at de holder op med at synde, holder op med at blive kastet hid og did, holder op med at være elendige. De dør i troen; forstå det sådan, at de forlader livets skygge for at gå over til det sande liv, mørket for at komme til lyset, menneskene for at komme til Gud.

Livet er en sejlads, døden den sikreste havn; vi skal derfor ikke sørge over, at vore kære er døde, men snarere glæde os med dem over, at de er nået fra det oprørte hav ind i havnen. Dette liv er sjælens fængsel, men døden er befrielsen; derfor råber Simeon, da han skal dø (Luk 2,29): «Nu lader du din tjener gå bort, Herre!» Han længes efter at blive sluppet fri som en, der er lukket inde i legemets fangehul; vi skal derfor glæde os med vore kære over, at de er løst fra dette fængsel og har nået den sande frihed. På samme måde beder apostlen om at bryde op (Fil 1,23) som en, der er bundet til det jordiske legeme i en elendig trældom; skal vi da være bedrøvede over, at vore kære har kæmpet sig ud af disse lænker og nu er virkelig frie? Skal vi tage sorte klæder på for deres skyld, når de har iført sig hvide klæder? For der står skrevet (Åb 7,9), at de udvalgte har fået hvide klæder på grund af deres uskyld og palmegrene i hænderne på grund af deres sejr. Skal vi tære os selv op med tårer og suk for deres skyld, når Gud har tørret alle tårer af deres øjne (Es 25,8; Åb 7,17)? Skal vi sørge over dem og i vores sorg skaffe os selv møje, når de er på et sted, hvor der hverken høres sorg eller smerte eller skrig mere (Åb 21,4), og de hviler fra deres møje (Åb 14,13)? Skal vi fortæres af umådelig bedrøvelse over deres død, når de selv nyder sand og varig glæde i englenes fællesskab? Skal vi opløfte klagende røst for deres skyld, når de synger en ny sang foran Lammet med harper og guldskåle (Åb 5,8–9)? Skal vi være bedrøvede over, at de har forladt denne jord, når de selv glæder sig over, at de er gået bort?

Hvor gavnligt det er at gå ud af denne verden, viser Kristus, som svarede sine disciple, da de var bedrøvede over, at han sagde, at han skulle gå bort (Joh 14,28): «Hvis I elskede mig, ville I glæde jer.» Hvis et mørkt og stormfuldt vejr, mens du sejlede, og bølgerne blev pisket op af vindenes vælde, varslede om skibbrud, ville du så ikke skynde dig at søge havn? Se, verden vakler og glider, og den vidner om sin undergang, ikke blot ved sin alderdom, men også ved at alle tings ende er nær; og du takker ikke Gud og glæder dig ikke med dine kære over, at de ved en tidligere bortgang er revet bort og fri for de sammenstyrtninger, skibbrud og plager, der truer? I hvis hænder er dine kæres frelse lagt tryggere end i Kristi hænder? Hvor vil dine kæres sjæl bo tryggere end i paradisets rige? Hør, hvad apostlen siger om døden (Fil 1,21): «Døden er en vinding.» Det er en vinding at være undsluppet syndens vækst, en vinding at være flygtet fra det, der er værre, en vinding at være gået over til det, der er bedre. Var de, du har mistet ved døden, dig meget kære, så lad Gud være dig kærere, han som ville have dem ført over til sig. Bliv ikke vred på Herren, som intet har taget uden det, han gav; han har taget sit eget tilbage, ikke taget noget fra dig (Job 1,21). Bliv ikke vred over, at Herren kræver det tilbage, som han kun havde givet til låns. Herren alene ser de kommende ulykker forud; derfor ville han sørge for dine kære, så de ikke skulle blive viklet ind i kommende ulykker. De døde, der døde i Herren, hviler sødt i deres grave (Åb 14,13), mens de efterlevende pines hårdt selv i deres rigers paladser. Har du mistet kære ved døden, så tro, at du engang skal få dem igen, endnu kærere; et kort tidsrum skiller dig fra dem, en salig og tryg evighed skal forene dig med dem igen. For ud fra det mest sandfærdige løfte håber vi, at vi, når vi vandrer bort fra dette liv, hvorfra vi har sendt nogle af vore kære i forvejen, skal komme til det liv, hvor de vil være os desto kærere, jo bedre vi kender dem, og elskelige uden frygt for nogen uenighed.

Alle de sjæle, der kommer, og alle, der levede før os, / tager det store teater imod i glædefyldt favn. / Her skal vi kunne kende vor slægts ansigter igen / og tale med hinanden og svare hinanden med ord. / Her skal søster gå med bror og børn med fædre, / og ingen aften skal ende de festlige dage (Baptista Mantuanus). [Baptista Mantuanus (1447–1516) var en italiensk digter og karmelitermunk.]

Se derfor ikke kun på adskillelsens tid, da dine kære forlader dig i døden, men se også på genoprettelsens tid (ApG 3,21), da dine kære skal gives dig igen i opstandelsen. Hvor troen på opstandelsen står fast, dér ser det ikke ud som død, men snarere som hvile. Hele verden er et spejl af opstandelsen. Lyset, der går ned hver dag, stråler igen hver dag; urterne, der visner om vinteren, lever op igen om foråret. Fugl Føniks genføder sig selv i døden. Årstiderne begynder, hvor de ender; frugterne fortæres og kommer igen. Frøene skyder kun frodigere op, når de er rådnet og opløst; alt bevares ved at forgå, alt dannes på ny af undergangen. Skal man da mene, at Gud har sat sådanne forbilleder i naturen forgæves? Skal naturen være mægtigere end Gud, der lover vore legemers opstandelse? Han, der giver de døde og rådne sædekorn liv (1 Kor 15,37), som du lever af i denne verden, skal meget mere oprejse dig selv og dine kære, så du kan leve med dem i evighed. Gud har kaldt dine elskede til deres hvilesteder (Es 57,2); misund dem dog ikke deres trygge hvile; snart kommer opstandelsens tid.

Du håbede måske, at dine kære før deres død skulle blive nyttige lemmer i den stridende kirke; men det behagede Gud, at de skulle være lemmer i den sejrende kirke; det behagede Gud, lad det også behage dig. Du håbede måske, at dine kære før deres død skulle tilegne sig kundskab om mange ting; men det behagede Gud, at de skulle lære den sande visdom i det himmelske akademi; det behagede Gud, lad det også behage dig. Du håbede måske, at dine kære før deres død først skulle løftes op af støvet og sættes blandt fyrster (Sl 113,8); men det behagede Gud, at de skulle sættes blandt de himmelske fyrster, de hellige engle; det behagede Gud, lad det også behage dig. Du håbede måske, at dine kære før deres død skulle samle sig stor rigdom; men det behagede Gud, at de skulle få det himmelske riges herligheder; det behagede Gud, lad det også behage dig.

Hellige Gud, det, du gav, har du taget; velsignet være dit navn i evighed (Job 1,21)!