Hvordan anfægtelsen om udholdenheden overvindes

Det håb, der stoler på Gud, går aldrig bort med skam.

Hellige Herre Jesus, min sjæls kæreste brudgom, hvornår skal du føre mig til din bryllupsfest (Åb 19,7)? Jeg er en fremmed og lever i udlændighed borte fra dig, men jeg tror helt fast og uden mindste tvivl, at jeg snart skal løses fra legemets bånd og træde frem for dit ansigt (Sl 17,15). Frygt og bæven er kommet over mig (Sl 55,6), for jeg bærer min skat i lerkar (2 Kor 4,7). Sindet er tilbøjeligt til vildfarelser, viljen er tilbøjelig til synder; derfor er ånden i mig heller ikke altid villig, men kødet er altid svagt (Matt 26,41); synden tager mig til fange, og lemmernes lov fører krig mod sindets lov (Rom 7,23). Frygt og bæven er kommet over mig, for Satan lurer på min skat; hans list er stor, hans lyst til at skade brændende, hans magt meget stor. Han bedrog Adam i paradiset (1 Mos 3), Judas i Frelserens skole (Joh 13,27); hvordan skal jeg, elendige menneske, være sikker for hans rænker? Frygt og bæven er kommet over mig, for jeg er endnu i verden, som helt ligger under for den Onde (1 Joh 5,19). Verdens fornøjelser lokker, modgang på Herrens vej skræmmer, verdens fristelser behager mig undertiden, hele verden er fuld af snarer; hvordan skal jeg, elendige menneske, kunne undslippe dem? Det glade angriber mig, det triste angriber mig; hvordan skal jeg, elendige menneske, kunne bestå? Frygt og bæven er kommet over mig, for det er Gud, der virker i mig både at ville og at fuldføre (Fil 2,13). Jeg frygter, at min forsømmelighed og ligegyldighed måske skal tvinge Gud til at tage også den gode vilje bort, som han har givet. Jeg bruger syndernes forladelse uværdigt og vrager den første nåde, der er givet mig uforskyldt; derfor frygter jeg, at det, jeg bruger uværdigt, med rette skal tages fra mig ved Guds skjulte og retfærdige dom; jeg er bange for at blive forladt af ham, som jeg efter min første omvendelse så ofte har forladt. Hvor hårdt pines jeg ikke, når jeg tænker på, at en desto hårdere og strengere dom følger efter disse Guds velgerninger, hvis jeg har brugt dem uretfærdigt! Men Guds uendelige barmhjertighed rejser mig op; for ligesom han har givet at ville, sådan vil han også give at fuldføre, for han er Gud og forandres ikke (Mal 3,6); hans barmhjertighed er også stærk over mig og skal ikke forandres (Sl 117,2). Guds faste grundvold står (2 Tim 2,19); ja, den er fast, for den er i Gud selv, hos hvem der ingen forandring er; ja, den er fast, for den er stadfæstet med Kristi blod (Hebr 12,24), som altid taler for Guds trone; ja, den er fast, for den er beseglet med sakramenternes sikre segl (Rom 4,11).

Hvis jeg søgte blot en lille smule af min frelse i mig selv, måtte jeg i sandhed tvivle om min frelse; men ligesom al min retfærdighed er i Kristus, sådan er også alt mit håb om frelse i ham. Hvis jeg havde grebet Kristus af min egen frie vilje, måtte jeg i sandhed frygte at miste Kristus, når viljen skiftede; men han, som blev fundet af den, der ikke søgte ham, vil i sandhed ikke selv trække sig bort, når han først er fundet. Han, som førte mig fra dødens skygge (Luk 1,79) ind i fællesskabet med lyset, vil ikke lade mig støde tilbage i det tidligere mørke. Guds gaver og kald er uigenkaldelige (Rom 11,29) fra Guds viljes side; gid jeg også selv var uforanderlig i det gode! Skatten er der altid, men hånden, der griber den, bliver undertiden mat. Men jeg vil kunne gribe Kristus, for ligesom han har åbenbaret sig i Ordet og løfterne, sådan vil han i sin store godhed også give mig at kunne tro Ordet og løfterne. Med bønnens hjælp og værn vil jeg styrke min tro, og jeg vil ikke slippe Herren ud af mit hjertes kammer (1 Mos 32,27), før frelsen er blevet min. Ved Herrens kraft vil jeg kunne bevares til frelse (1 Pet 1,5); Herrens kraft rejser mig op og styrker mig, men min svaghed trykker mig ned og gør mig bedrøvet. Men i min svaghed skal Herrens kraft fuldendes (2 Kor 12,9); han vil styrke mig, han, som al troens styrke kommer fra. Guds nåde rejser mig op, men min uværdighed skræmmer mig. Men hvis jeg var værdig, var det ikke længere nåde, men løn (Rom 11,6); hvis det var af gerninger, var det i sandhed ikke af nåde. For nåden er på ingen måde nåde, hvis den ikke er ufortjent på enhver måde. Derfor ser jeg ikke på mine gerninger; hvad der er fejlet, vil han rette; hvad der mangler, vil han fylde ud; hvad der er synd, vil han udslette. Hvad han ikke vil tilregne mig, er som om det ikke var. Min frelse er altså alene af Gud (Hos 13,9), og derfor er den fast.