3. søndag i advent (Matt 11,2–10)

Prædiken på 3. søndag i advent over evangeliet Matt 11,2–10, holdt 1532

I dette evangelium er der to stykker. Det første er, hvordan Johannes sender sine disciple fra fængslet til Kristus, for at de skal høre ham og se hans undergerninger og tage imod ham som den rette Messias eller Kristus. Det tjener os til, at også vi gerne skal høre vor kære Herre Kristi ord og regne det for den højeste skat, for vores frelse afhænger jo af det. Det andet stykke er en prædiken, hvor vor kære Herre Kristus ikke alene roser og priser den hellige Johannes overmåde højt, så han står over alle andre prædikanter – for han udfører sit embede så udmærket, at han selv dengang, da han sad i fangehul og fængsel og ikke selv kunne prædike, alligevel sender sine disciple til Kristus. Men Kristus skælder også jøderne ud for deres vantro, fordi de agter sådan en prædikant så ringe og slet ikke bryder sig om hans prædiken. Det tjener os til, at vi skal tage os i agt og ikke foragte Guds ord, men gerne høre det og forbedre os ved det.

Det første, at vi flittigt skal høre Kristi ord, ses af, at Johannes, som allerede lå i fængsel, så snart han hørte om Kristi undergerninger, sender sine disciple til ham med den besked, at de skulle spørge ham: «Er du den, som kommer?» – ham, som Moses og alle de andre profeter havde profeteret så meget om, og som der siden skulle prædikes så meget om i Det Nye Testamente. Det vil sige: Er han den lovede Kristus? Der stod jo skrevet om ham, at jødernes rige og Moses’ lære skulle bestå indtil hans komme; derefter skulle Moses’ lære og gudstjeneste høre op, og en ny lære og gudstjeneste skulle oprettes, ikke alene blandt jøderne, men også blandt hedningerne i hele verden. Det var profeteret klart og tydeligt. Nu var det begyndt kort efter, at Johannes var sat i fængsel. Herren Kristus var selv begyndt at prædike om det evige liv og Guds rige og gjorde oven i købet undergerninger. Derfor vil Johannes vise sine disciple hen til ham selv. Han sender dem altså til Kristus, for at de med egne øjne skal se undergerningerne og med egne ører høre den prædiken, som profeterne så lang tid forinden havde profeteret om: at Kristus skulle bringe den til jorden og på den måde åbenbare sig. Derfor betyder denne sendelse ikke andet, end hvis Johannes sagde: Jeg ved godt, at han er den rette Kristus, sådan som jeg hidtil har prædiket om ham. Men folk tror det endnu ikke, og nu, hvor jeg ligger fangen og må holde op med at prædike, vil de ikke længere agte mit vidnesbyrd om ham. Derfor, for at I kan være sikre på sagen, og for at min prædiken ikke skal have været forgæves hos jer, så gå nu selv hen til ham og hør det af hans egen mund. Så kan I vende jer bort fra mig og hele jødedommen og fra nu af holde jer til denne mand alene, for på ham beror alt, hvad der angår jeres og hele verdens frelse. Det er den egentlige mening med Johannes’ bud til Kristus: at hans disciple selv skal se og høre ham, lære ham at kende og således tro på ham og blive frelst.

Hvad svarer Kristus så på dette bud? Han siger hverken ja eller nej, da de spørger ham, om det er ham. Han viser dem i stedet hen til det åbenlyse vidnesbyrd, hans gerninger giver, og siger: Se, her ser, hører og føler I, at det er mig. For netop sådan som Esajas og andre profeter har profeteret, at Kristus skulle gøre de lamme raske og de blinde seende osv., sådan ser I det nu for jeres øjne. I behøver ingen videre undervisning eller noget svar, hvis I bare vil tage det rigtigt. Det er en skøn, herlig og trøsterig prædiken, som på bedste vis rummer alt, hvad man kan prædike om Kristus: hvad han er for en konge, og hvad han har for et rige. Nemlig et rige, hvor blinde, lamme, spedalske, døve, døde mennesker og især de stakkels syndere hører hjemme – alt, hvad der er elendigt, fattigt og ingenting – og hvor de finder trøst og hjælp.

Denne prædiken om Kristus og hans rige skulle vi lægge flittigt mærke til og altid lade lyde blandt os: at Kristus har sådan et rige og er sådan en konge, der vil hjælpe de elendige, fattige mennesker på legeme og sjæl, hvor hele verden med al sin magt ellers ikke kan hjælpe. For der er aldrig kommet så fremragende en læge, at han kunne gøre en blind seende eller en spedalsk ren osv. Lige så lidt har der nogensinde været en prædikant, der kunne prædike evangeliet for de fattige, det vil sige for alvor trøste de bedrøvede, elendige, angste samvittigheder og gøre de forskræmte hjerter, som er druknet i tungsind og bekymring, glade og ved godt mod.

Moses er rigtignok den højeste prædikant. Han har fået de ti bud (jeg taler nu ikke om de andre jødiske love) af Gud selv, og Gud har derved åbenlyst bevidnet, at dette er hans evige, uforanderlige vilje, som han også ellers planter i menneskenes hjerter: at man skal være ham lydig efter denne lære og disse bud. Og når man lærer om, hvad alle skabninger skal gøre, og hvordan de skal leve, kan der jo ikke prædikes noget højere, end at man skal elske Gud over alle ting osv. Men hvor god og dyrebar sådan en prædikant end er, kan han dog med sin prædiken (lovens prædiken) ikke trøste en eneste stakkels synder. Nej, han gør det modsatte. For alle hans prædikener lyder sådan: Du skal og må holde loven, ellers er du fordømt. Så begynder jammeren. For de, der mærker deres synd og gerne vil af med den, slider og slæber, prøver og gør sig umage for at opfylde loven, men de kan alligevel ikke finde fred eller få et glad hjerte og en glad samvittighed på den måde. Sådan klager jo også de hellige i Det Gamle Testamente. De er trætte af Moses’ regimente, der trykker dem med lovens uudholdelige byrde (som Sankt Peter siger i ApG 15,10), og de længes af hjertet efter nådens rige, som er lovet i Kristus. Som i Sl 14,7: «Ak, gid hjælpen over Israel kom fra Zion, og HERREN forløste sit fangne folk» osv. Og Sl 102,14: «Du vil rejse dig og forbarme dig over Israel, for det er tid, at du er det nådig» osv. Hyklerne derimod mener, at når de holder loven udadtil, behøver de slet ikke at tænke på evangeliet eller Kristus. Det er ikke nødvendigt, mener de; Gud må nok tage dem op i himlen for deres fasten, bøn og almisser. Det er selvsikre, besynderlige ånder, som overhovedet ikke spørger efter vor Herre Gud og hans nåde.

Nu er det ganske vist sandt: Moses’ prædiken må man have. For det første for at formane og drive folk til tugt og en god vandel – ligesom man i det verdslige regimente må have bødler og byfogeder til at holde folk i tømme og lydighed og straffe den vilde, rå hob, der ikke holder sig til den ydre tugt, men horer, stjæler, er gerrig, tager åger osv. Og dernæst må læren om de ti bud også blive i kirken for dem, der nu er kristne og hellige, så de ved, hvad der er et ret gudfrygtigt liv og gode gerninger, som de skal gøre, og så de, nu da Gud har omvendt dem, og de ved troen på Kristus er retfærdige og Guds børn, også begynder at leve i lydighed mod Gud. Men når den time kommer, hvor man i dødsangst og i samvittighedens kamp skal stå imod rædslen for Guds vrede og helvede og skal have trøst og sejr – sig mig, hvad hjælper denne Moses-lære dig så, selv om du har holdt dig flittigt efter den og levet helligt? Er det ikke sandt, at du må bekende og sige: Kære Herre Gud, selv om jeg ikke har været nogen ægteskabsbryder, tyv eller morder, så er jeg dog uren for dig og fuld af synd. Derfor beder jeg dig: Vær mig nådig og barmhjertig; ellers må jeg fortvivle trods alle mine gode gerninger. Sådan siger også David i Sl 143,2: «Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen levende retfærdig.» Og i Sl 130,3: «Hvis du, HERRE, vil tilregne synd, Herre, hvem kan da bestå?»

Om det kan man læse en historie i Vitae Patrum [«Fædrenes levned», en gammel samling beretninger om ørkenfædrene]: En gammel eneboer stod næsten tre hele dage på samme sted, løftede hele tiden øjnene mod himlen, sukkede og klagede. Da hans disciple spurgte ham, hvad der var i vejen, svarede han: Ak, jeg er virkelig bange for døden. Så begyndte hans disciple at fortælle, hvor strengt et liv han havde levet, og hvor flittigt han havde holdt sig efter Guds bud; de mente, at de dermed kunne trøste ham. Men han sagde: Jeg siger jer, at jeg er meget bange. Det er rigtigt, som I siger, at jeg flittigt har holdt mig efter Guds bud, og alligevel kan jeg ikke blive fri for denne frygt. For jeg ved, at Guds domme er helt anderledes end menneskers domme. Se, han var nået så vidt, at han havde indset dette: Når dødskampen kommer, som driver mennesket frem for Gud og hans dom, og det begynder at erkende, at Guds dom er så skarp, alvorlig og tung, så holder vores hellighed og gode gerninger ikke stik, og vi kan ikke bestå med dem.

Derfor: Selv om man skal prædike loven og uophørligt øve sig i gode gerninger og altid rette sig efter Guds bud, så må man dog, når det kommer dertil, at man skal dø, eller når man kommer i samvittighedens rædsel, sige som denne gamle fader: Ak Gud, hvem hjælper nu? Han er også en af de elendige, der tales om her, men han ved ikke, hvad han skal holde sig til. For han mangler det, som Herren her taler om: «Evangeliet forkyndes for fattige.» Han står der og har ikke mere end loven; den lader ham sidde fast i en tung og bedrøvet samvittighed, i angst og nød, og den kan ikke trøste. Men evangeliet er sådan en prædiken om Kristus, der siger til synderen: Min søn, vær frimodig og glad, vær ikke bange. For du skal vide, at Kristus har befalet, at man skal tilbyde og tilsige de fattige – det vil sige de elendige og bedrøvede hjerter – nåde: at han sætter sin renhed, som er guddommelig og evig, i dit sted, vasker din synd af, forsoner dig med Gud og har vundet dig syndernes forladelse og evigt liv ved sit offer og sin død og skænker dig det osv. Denne nåde lader han tilbyde dig ved sit ord. Tvivl derfor ikke på det. For som du hører det, sådan skal det visselig ske for dig, hvis du tror det.

Derfor kalder Kristus og profeterne med rette denne prædiken evangelium, det vil sige en nådefuld, trøsterig og frelsende lære eller et prædikeembede. Det er, som hvis en rig mand lovede en fattig tigger tusind gylden: Det ville være et evangelium for ham, et glad budskab, som han gerne ville høre og blive hjertensglad over. Men hvad er penge og gods mod denne trøsterige og nådefulde prædiken: at Kristus tager sig af de elendige og er sådan en konge, der vil hjælpe de stakkels syndere, som er fanget under loven, til evigt liv og retfærdighed? Det, siger han her, er mit rige, og det er noget helt andet end verdens rige. For der går det sådan til, at man hjælper den stærke og ærer de retskafne, men fordømmer og straffer de onde. Det regerer med skarphed, med sværdet; det slår og hugger om sig til alle sider, og det kan og skal heller ikke tåle nogen uret og last. Derfor må det have bøddel, ris, sværd, vand og ild, så det overalt kan udøve sit strafembede. Men dette Kristi rige har intet at gøre med stærke, hellige, uskyldige folk, men med svage, fattige, elendige syndere, som loven har fordømt, sådan som Kristus siger her: «Blinde ser, døde opstår osv.» At oprejse døde er nu et stort under. Men dette under er langt større og herligere, selv om det ikke ser sådan ud: at Gud således elsker verden, at han giver den sin Søn, som han fra evighed har bestemt til at være de fattiges og synderes konge og prædike evangeliet for dem. Moses og loven prædiker ikke om sådan en konge og sådan et evangelium. For hans dom lyder ligeud: Den, der er en synder, hører hjemme i Djævelens og dødens vold; men den, der vil være i Guds rige, må være hellig og uden synd. Og det er også sandt. For Moses’ rige er også vor Herre Guds rige, og den prædiken, han fører, er Guds ord. Ligesom også det verdslige regimente godt kan kaldes Guds rige; for han vil også have, at vi skal være lydige i det. Men det er kun riget på venstre hånd, hvor han indsætter far, mor, kejser, konge, dommer og bøddel og overdrager dem regimentet, eller hvor han gennem sine prædikanter, engle eller mennesker befaler og byder, hvad vi skal gøre.

Men hans rette rige, hvor han selv regerer og virker, er dette, hvor evangeliet prædikes for de fattige. I det lærer du, når det kommer dertil, at din fromhed ikke kan bestå eller hjælpe dig for ham, og du lærer at sige: Herre, jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har været lydig mod mine forældre og herrer og tjent dem trofast; jeg har trofast undervist mit hus, mine børn og tjenestefolk og styret dem godt, så vidt det var mig muligt; jeg har ikke levet til skade for min næste, ikke stjålet, ikke brudt ægteskabet osv. Men det hjælper mig ikke i din dom, og det bringer mig heller ikke ind i dit rige. For jeg er ikke dermed uden synd for dig; min lydighed er endnu meget ufuldkommen, og der er desuden meget urent ved mig. Men, kære Herre, jeg vil ikke af den grund miste modet eller fortvivle. For jeg har engang hørt i dit evangelium, at din Søn, min kære Herre Jesus Kristus, har gjort seks slags tegn. Og blandt dem nævnes også dette, at evangeliet prædikes for de fattige, det vil sige, at du, himmelske Fader, har bestemt ham til at trøste de bedrøvede, forskræmte hjerter. Den prædiken vil jeg også tage til mig. For den tilhører mig, fordi jeg er så fattig og elendig og slet ikke kan finde nogen hjælp, hverken i mig selv eller ellers i hele verden.

Sådan profeterer Esajas om Kristus i Es 50,4, hvor han, Herren Kristus, selv siger: «Herren har givet mig en lærd tunge.» Det vil sige: Gud har lagt sit ord på min tunge og befalet mig at prædike det, så jeg ved at tale med de trætte, det vil sige ret at trøste de forsagte samvittigheder. Det udlægger evangelisten her og siger (som det også siges i Es 61,1): «Kristus prædiker evangeliet for de fattige.» For det er derfor og til det, han er indsat som konge: at han skal evangelisere, det vil sige trøste og styrke stakkels, forsagte, bedrøvede hjerter. Derfor hedder og er hans rige også et trøstens rige og et hjælpens rige, hvor man ikke længere skal skræmme de forsagte eller lade dem sidde fast i angst, men hjælpe dem ud ved sand, guddommelig trøst og gøre dem glade igen. Det sker ikke og kan ikke ske ved lovens prædiken, men alene ved denne prædiken om Frelseren Kristus. Det er det glade, gode budskab, at der ved ham er betalt for vores synd, og at vi ved hans lidelse og død er forløst fra den evige død. Denne prædiken hører de fattige til, siger Herren; der vil jeg hen. For til de store helgener kan jeg ikke komme. De vil ikke være syndere og har ikke brug for mit evangelium – ja, de forfølger det og skælder det ud for kætteri og siger, at man dermed forbyder gode gerninger, og at man prædiker imod Moses og loven.

Derfor siger han videre: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Ja, sandelig salig. For over denne konge og hans prædiken, som alle med rette burde glæde sig over, forarges hele verden. Sådan ser vi i evangeliets historie, at farisæerne, de skriftkloge, ypperstepræsterne, præsterne, levitterne og alt, hvad der bare er højt og stort, anser Kristus for en forfører og hans prædiken for kætteri og fordømmer den. Han kan ingen steder prædike, så det passer dem. De synes hele tiden, at han vender det hele på hovedet og gør det forkert; at han vil støde de fromme og retfærdige i helvede (og det gør han jo også) og ikke tåle dem i sit rige, men løfte synderne op i himlen. Netop sådan beskylder de pavelige også os i dag: Kalder I det at prædike rigtigt, siger de, at man slet ikke vil lade de gode gerninger gælde og lukker himlen op for de slemme skurke? Den bagtalelse måtte vor Herre Kristus også tåle blandt jøderne. Men her står der: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Hvis du hørte Kristus rigtigt, tog imod hans ord og kom ind i hans rige, så ville du erfare, at evangeliet ikke forbyder gode gerninger, sådan som de pavelige lyver om os. Nej, det lærer og formaner de kristne til at gøre gode gerninger, så de for alvor tager sig i agt og ikke foretager sig noget imod Guds ord og samvittigheden. Det lader den verdslige øvrighed, kejseren og kongen, være, som den er; det lader bøddelen bruge sværdet, riset og andet, som hører til tugten. Hvorfor forarges du så over det hellige evangelium og spotter det, som om det lærte, at man ikke skal gøre noget godt? Gode gerninger forkaster og forbyder evangeliet ikke. Men dette forbyder det: at vi, når vi nu skal dø og fare over i et andet liv, hvor vi har brug for råd og hjælp mod synden og den evige død, skal bygge og stole på vores liv og gode gerninger. Nej, vi skal se os om efter Herren Kristus og med fast tillid forlade os på hans gerning og fortjeneste, så vi ved ham skal finde nåde og evig salighed i det andet liv.

For netop derfor har Gud givet os sådan et legeme med så mange slags nyttige lemmer, for at vi ikke skal gå ledige på jorden, men gå med fødderne, gribe fat med hænderne, tale med munden, se med øjnene osv. Og så længe mennesket lever og har magt over sine lemmer, må det jo gøre noget; det kan lige så lidt være uden gerninger, som det kan leve uden at trække vejret og uden at hjertet slår. Men om alle disse gerninger og om hele livet kræver Guds lov, at det alt sammen skal gå i lydighed mod ham og efter hans vilje. Det tillader evangeliet ikke alene, men stadfæster det også og lærer, at vi skal gøre det med al flid. Men når mennesket skal ud over dette liv og ud af denne verden og frem for Guds dom, så byder evangeliet dig at se dig om efter en anden trøst, hvor du kan sætte og grunde dit visse håb om det evige liv.

Har du derfor levet godt her, så er det ret og godt; tak Gud for det. Men forlad dig ikke på det, når du skal dø, som om Gud derfor skulle give dig himlen. Hold dig i stedet hertil, til denne konge, vor Herre Kristus Jesus. Han alene skal (sådan som evangelisten fortæller) have det embede at gøre de blinde seende, de lamme gående, de spedalske rene og de døve hørende, at oprejse de døde og at prædike evangeliet for de stakkels trøstesløse, det vil sige vise dem og give dem evig trøst, liv, glæde og salighed. Dertil er han sat af sin Fader – ikke for at han skal hænge eller radbrække os for vores synds skyld, men for at han skal hjælpe de stakkels samvittigheder med råd og hjælpe dem for evigt.

De, der nu ikke ser ham sådan og ikke venter sig sådan en nåde af ham, men forarges over ham og hans lære og foragter ham, sådan som jøderne gjorde, og som hyklerne stadig gør i dag, dem skal han nok få sat en stopper for, når hans tid kommer. Og netop dette er den ene forargelse, som verden støder sig på i Kristi lære: at den ikke vil forlade sig på Guds nåde, men på sin egen gerning og fortjeneste. Derfor skælder den det hellige evangelium ud for at være en forførerisk lære, der forbyder gode gerninger og gør folk ryggesløse og vilde. For det andet forarges verden også over Kristus, fordi han selv er så fattig og elendig. Og ligeledes over, at han, ligesom han selv bærer korset og lader sig hænge på det, også formaner sine kristne til at tage deres kors op og følge ham gennem alle slags anfægtelser og trængsler. Det er verden særlig fjendtlig over for og skyr, sådan som man ser: Når vi skal bekende evangeliet og vove eller lide noget for dets skyld, så falder mange fra i stimer, som ormstukne frugter om sommeren. For det tredje kaldes det også en forargelse, når vi retter os mere efter vores hjerte og samvittighed, efter hvordan vi selv føler os, end efter evangeliet om Kristus; det vil sige, når det, vi gør og lader være med at gøre, anfægter og bekymrer os mere, end vor kære Herre Jesu Kristi nåde, som forkyndes i evangeliet, trøster os. Den forargelse er ikke så almindelig som de to første, for det er kun de rette kristne, der anfægtes af den. Men den gør overmåde ondt, og var det ikke for Helligåndens hjælp og bistand, ville ingen af os kunne bestå i sådan en forargelse.

Således er den kære Herre Kristus overalt i verden en prædikant, man forarges over. Det siger han endnu tydeligere kort efter dette evangelium: at folk vil støde sig på denne prædiken og foragte den og forfølge den. Men hvilken dom verden skal vente sig for det, viser den forfærdelige prædiken mod de tre byer Kapernaum, Korazin og Betsajda. Ligeledes Kristi alvorlige klage over jøderne, hvor han siger: Johannes var en streng prædikant; han spiste kun vild honning og græshopper, drak ikke andet end vand og førte desuden et hårdt liv. Men hvad hjalp det? I beskyldte ham alligevel for at have Djævelen i sig. Jeg, siger han, spiser og drikker med alle og opfører mig så venligt som muligt over for folk; så skal jeg for jer være en frådser og en dranker, der holder sig til toldere og syndere. Altså kan ingen komme ud af det med de giftige slanger, hyklerne og gerningshelgenerne. Lever en frit og er venlig mod folk, så duer det ikke. Fører en anden et hårdt og strengt liv, så duer det heller ikke. Hvordan skal man så bære sig ad med den skændige verden? Det kunne nok behage den, hvis man roste alt, hvad den gør – og den gør dog intet rigtigt.

En sådan forargelse må man tåle. For dengang, da Herren Kristus selv prædikede og lod undere regne og sne ned, så de blinde blev seende, de døve hørende, de lamme ranke, de spedalske rene og de døde levende igen – dengang ville det ikke hjælpe. Ordet blev alligevel foragtet, og han, vor kære Herre Kristus, blev naglet til korset for det, og apostlene blev jaget ud af jødernes land og kunne ingen steder i hele verden være sikre for denne prædikens skyld. Hvad skal vi så klage så meget over det? Og hvad under er det, at verden i vor tid foragter evangeliet og retskafne prædikanter og tramper hen over dem med fødderne? Det gik jo ikke anderledes for Kristus, vor Herre, selv og for apostlene, som ikke alene førte Ordet, men også gjorde prægtige, store undere – sådan nogle gør vi ikke; vi fører alene det nøgne, forargelige Ord. Derfor må vi vænne os til det og lade det ske. For med evangeliet går det aldrig anderledes. Det er og bliver en prædiken, som ikke ringe folk støder sig på, men de helligste, frommeste, viseste og mægtigste på jorden, sådan som erfaringen viser. Men vel dem, som ved og tror, at det er Guds ord; de er reddet, trøstet og styrket imod al sådan forargelse. Men de, som ikke ved det, falder fra dette Ord over på deres egen retfærdighed, puster sig op for deres gode gerningers skyld og holder evangeliet for en forargelig og oprørsk lære. Det kaldes at støde an og forarges. Og det gør (som sagt) netop de, der i verdens øjne holdes for de største helgener og de klogeste folk. Derfor kan vi godt med Herren Kristus klage over den blinde verden og sige: «Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.» Prædiker vi evangeliet, så hjælper det ikke; prædiker vi loven, så hjælper det heller ikke. Man kan hverken gøre den onde verden rigtig glad eller rigtig bedrøvet; det vil sige, den vil hverken gøre sig selv til syndere eller lade sig trøste imod synden; den vil hverken være blind eller seende. Det har vi for øjnene i eksemplet med modstanderne, de pavelige.

Det skal nu være det andet stykke, som her er værd at lægge godt mærke til: at evangeliet er en lære og prædiken for de fattige, det vil sige for de bedrøvede, angste samvittigheder, som mærker deres elendighed og jammer og gruer og forskrækkes for Guds vrede og dom – ikke for de rige og mætte, som retter al deres færd og alle deres tanker mod at få stor ære og rigdom her og leve i glæde og vellyst. Derfor lyder det i deres ører som en sælsom, underlig prædiken, når Kristus, Herren, siger: «Evangeliet forkyndes for fattige.» Det har de ingen lyst til at vide eller lære, ja, de holder det for en dårskab; de forarges ikke alene på det, men forfølger det og spotter det som kætteri. Det ser vi jo hos paven og hans åndløse kardinaler, biskopper osv., og også hos de fleste af de største og mægtigste verdslige herrer og potentater, som hænger ved dem. Sådan sætter alt, hvad der er fromt, helligt, stort og mægtigt i verden, sig op imod evangeliet.

For sådan en forargelse advarer Kristus, som sagt, sin lille flok og siger: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Som ville han sige: I ser og oplever – og vil blive ved med at se og opleve det mere og mere, jo længere det går – at verden forarges på mit ord og vil forfølge jer, som bekender det, for dets skyld. Det siger jeg jer i forvejen, netop for at I så skal være kloge og ikke lade jer vildlede eller anfægte, men tænke: Det gik jo Kristus, Guds Søn, vor Herre, selv sådan. Og skønt han holdt så vældige prædikener og gjorde så mange herlige, store undere, hjalp det ham alligevel intet. Og for at vi endelig skulle huske det og ikke lade os bevæge af verdens visdom, herlighed, magt og store mængde, har han trofast advaret og formanet os til at holde fast ved ham og hans ord, når han siger: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Når det nu er overgået vor kære Herre Kristus selv, at hans eget folk, som han var lovet og sendt til som Frelser, forargedes på ham; og når de, skønt de så de store, herlige undergerninger, han gjorde for øjnene af dem, alligevel ikke lod sig bevæge af dem til at tro hans prædiken og tage imod ham, ja, endda korsfæstede ham osv. – så kan vi godt tie og lade være at klage, når også vi bliver foragtet, udleet og forfulgt for evangeliets skyld. Den lære og advarsel imod forargelsen er højst nødvendig, især i vor tid, hvor næsten alle spotter det kære evangelium og forarges på det.

Sådan har vi i denne Kristi prædiken en herlig, høj lære, som vor frelse og det evige liv afhænger af. Vi lærer nemlig, at Kristus er en nådens og al trøsts konge, som ved sit evangelium venligt vil tale til de stakkels bedrøvede samvittigheder, trøste dem i syndens rædsel og hjælpe dem til det evige liv. For det er egentlig hans rige, som kommer til os ved Ordet, når vi, som syndens og dødens byrde trykker (for det er alene dem, det prædikes for), tager imod det og tror det. Det trøster os og gør os vished for, at vi frimodigt skal gå af sted i tillid til Kristus og sige med sikker fortrøstning: Jeg tror på min kære Herre, som gør de blinde seende, de lamme gående, de spedalske rene, de døve hørende og de døde levende. Det ord har jeg, og derfor er jeg vis på, at han ikke vil lade mig i stikken i min højeste nød, men føre mig ud af døden og Djævelens rige ind i det evige liv og himmeriget. For derfor er han blevet menneske og kommet til mig på jorden, for at han ved sit evangelium vil trøste mig, arme, elendige synder, og hjælpe mig fra synd og død i al evighed osv.

Det være sagt om evangeliets første stykke, hvor Kristus formaner os til at holde evangeliets prædiken højt som vores højeste trøst og nåde, hvorved vi kommer ind i hans rige, og til at vogte os for den forargelse, som vil drage os bort fra den eller skræmme os væk. Den anden del tjener også til den samme lære og formaning. For dér hører vi, hvordan Kristus roser og priser Johannes Døberen så højt for hans prædiken og hans standhaftighed og irettesætter folket, fordi de hverken agtede på hans prædiken eller troede den, og han siger: «Hvad gik I ud i ørkenen for at se?»

I kom vel først løbende og ville høre, hvad der var af nyt, og så glanede I på ham, som en ko glaner på en ny port; I spurgte ikke meget om, hvem han var, og hvad han prædikede. For nu, da han ligger i fængsel, mener I, at det er forbi med hans embede og prædiken og intet mere; for han har jo ikke selv gjort eller udrettet noget videre, og der er endnu ingen steder kommet nogen Kristus, som han har talt om.

Nu (siger han), I har ikke holdt Johannes for andet end et siv, som svajer for vinden, og nu mener I også, at der ikke var andet ved ham, og I bilder jer ind, at sådan som jeres tanker er, sådan skal også Johannes’ og min prædiken være. Men jeg siger jer: Johannes er ikke et siv. Se ikke på ham som den slags prædikant, der drejer sit ord (frem eller tilbage), sådan som I vil have det, eller som vil prædike jer en Messias, sådan som I drømmer om ham. For I vil kun have en Kristus, som roser jer som hellige folk, og I venter på et rige, der kun er verdsligt, hvor I har stor ære, rigdom, magt og herlighed. Men det bliver der ikke noget af. Sådan som Johannes har prædiket, sådan skal det blive, og hverken Djævelen eller helvede skal vælte det. For han står med sin prædiken og sit vidnesbyrd som en mur, ja, som en klippe imod al blæst og storm; det ser I også, at han beviser i sit fængsel, når han sender sine disciple til mig. Tro derfor ikke, at I vil høre noget andet af ham eller se noget andet hos mig, end hvad han har prædiket for jer. Og vær ikke længere sådan et siv, hvis I ikke vil blæses omkuld af enhver vind og ethvert vindstød fra Djævelen. Tro ikke, at denne prædiken er til for at rette sig efter jer og prædike eller tie folk til behag, sådan som I gør. For I er den slags prædikanter, der tager en håndfuld byg (som Ez 13 siger), eller som vore nye pavesvende tager et fedt domherreembede, og så prædiker, hvad folk gerne vil høre. Nej, sådan gælder det ikke i Guds rige, at man taler eller tier folk til behag. Man skal prædike som Sankt Johannes, der går lige igennem og bliver ved én og samme prædiken og ét vidnesbyrd og sætter liv og lemmer ind på det.

For det andet går han heller ikke i bløde og fine klæder som dem ved kongers og fyrsters hoffer, men han har en hård, ru kamelhårspels på og går barfodet og barhovedet. Det er hans pynt og pragt, og den lader han sig nøje med. Derfor er han heller ikke en prædikant for dem, der gerne ville tage fat på evangeliet der, hvor det er blødt og fint og tjener dem. Sådan er de, der nok tager imod evangeliet, hvor de kan have gavn af det, og hvor det giver dem noget, så de bliver rige af det. Sådan er nu den største del blandt vore egne (ja, også blandt de pavelige selv), adel, borgere og bønder. De forstår fint at bruge friheden fra alt det tidligere pavelige tyranni og alle byrderne til, at den skal give dem timeligt gods, og at de kan tage og rive til sig, hvad de kan. Men at de til gengæld skulle vise deres taknemmelighed mod evangeliet med blot én skilling og give deres sognepræst og den fattige kirke noget – det kan ingen få dem til. Men her lyder det sådan: Johannes er ikke sådan en hofprædikant, der også vil gå i bløde og fine klæder, det vil sige prædike om et timeligt, verdsligt rige, om gods, ære, magt og gode dage, eller vise frem en Kristus, der bringer og giver den slags. Nej, han er hårdt og groft klædt og fører en hård, skarp prædiken, som man må lide for, og som man ikke skal vente vellyst og et blødt liv af.

Det tredje stykke om Johannes’ prædiken og embede er, at Kristus ikke vil have ham holdt for en profet, men for langt højere og større, så ingen profet kan sammenlignes med ham i hans embede. For profeterne har hidtil været personer, som vel var sendt direkte af Gud til at prædike, med guddommeligt vidnesbyrd om, at de havde Helligånden; men de har alle prædiket om den Kristus, som skulle komme. Og i almindelighed kaldes den en profet, som siger eller prædiker om ting, der skal komme. Blandt den flok skal I ikke søge Johannes. Nej, hans navn og embede er dette, at han kaldes (sådan som Gud kalder ham ved Malakias) Guds engel eller nærmeste bud, som går foran Herren, peger på ham og siger: I behøver ikke vente på ham længere; han er her allerede, se bare til, at I tager imod ham. Sådan skal I se på denne faste, stærke, barske mand, når I ser eller hører ham, så I kan være visse på, at han bringer Herren selv med sig, ham som profeterne har forkyndt i forvejen, og som I har ventet på. Og i disse ord af profeten Malakias er det vist, at Gud vil virke og være kraftig i menneskene gennem denne Johannes’ prædiken og ord og ikke på nogen anden måde. For hvor Kristus skal tages imod, og folk skal blive frelst ved ham, dér må han først vises frem og kendes gennem denne prædiken. Derfor siger han: «Se, det er den engel, jeg sender foran dig, som skal berede din vej foran mig» – det vil sige: Hvor jeg skal give min Ånd og det evige liv, dér må denne engel, det vil sige denne prædikant, sendt af Gud, gå i forvejen osv.

Det var en nødvendig prædiken for jøderne; der lå meget på den for dem, og deres frelse eller evige fortabelse stod og faldt med, at de ramte ham. For her måtte de være kloge og vise og ikke overse eller forsømme tiden (hvad dog den største del af dem har gjort nu i over halvandet tusind år), hvis de ville blive frelst. Og de var i den allerstørste fare: Tog de ikke imod ham, så var de for evigt berøvet deres frelse, og alt deres håb og al deres venten var forgæves. Så meget stod alene på dette korte stykke tid (ligesom på et øjeblik), netop nu, da Moses’ gamle regimente skulle høre op, og Guds nye rige skulle begynde i hele verden. Derfor har Gud advaret dem i forvejen i Skriften og vist og tydet tiden og måden, hvordan og hvornår han skulle komme, og desuden sendt denne Johannes, for at han klart skulle vise og sige dem, at Kristus allerede var kommet, så de endelig ikke skulle gå fejl af ham og ikke have nogen grund til at undskylde sig. Derfor (siger han), se godt efter: Johannes har lært jer ret og trofast og har ikke peget på ham som en profet, men som den, der går nærmest foran Herren. For I har hørt profeter nok før, og I ved godt, at jeres Messias skal komme; men nu kommer det an på, at I går til denne Johannes, tager imod hans prædiken og tror den. Så hører I ikke længere den profetiske prædiken (om én, der skal komme), men ham, som bereder vejen foran Herren. Lad ham sige jer, hvem Kristus er, så farer I ikke vild og går ikke fejl af ham. Nu hører I, at han har prædiket og sagt sådan: I skal ikke vente på, at han kommer dragende ind med et nyt, stort optog; nej, han står allerede midt iblandt jer som et andet menneske, uden særlig pragt og stads. Det er hans eneste forløber og tegn, at jeg skal pege på ham med min røst og min finger. Ligesom ved hoffet: Før man ser fyrsten, går der gerne en page eller kammertjener og dørvogter nærmest foran ham. Når man ser ham, må enhver gå af vejen og give plads, og man ved, at den, der følger nærmest efter ham, er fyrsten og herren selv. Sådan skulle de også her, da de havde hørt Johannes’ vidnesbyrd, have fulgt det og sagt: Nu har vi den kære mand – velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Velkommen nu, kære Herre og Konge! Her står templet, præstedømmet, gudstjenesten, kongeriget og alt sammen; det er alt sammen dit, gør med det, som du vil; vi vil gerne tjene dig og følge dig med sjæl, legeme og gods.

Hermed er det jødiske folk jo trofast nok advaret af Gud, så de (hvis de havde villet) godt kunne have ramt deres Messias og haft deres Herre og Frelser i ham, så de både evigt og timeligt indtil denne dag kunne have haft trøst, glæde, ære og alt godt. Men de er de store, prægtige, hellige folk, der foragter denne prædiken; de siger om Johannes: Han er besat af en djævel. De ser Kristus prædike og gøre undere for øjnene af dem og slår ham ihjel for det. Dog har der været nogle fromme hjerter iblandt dem (for at denne prædiken ikke skulle være forgæves), som tog imod denne forløbers vidnesbyrd og Herren selv med taknemmelighed og undrede sig af glæde over, at profeternes forudsigelse blev så forunderligt opfyldt. Det har været de kære Guds børn, som ikke forargedes på Kristus og er frelst. Den anden flok af jøder, som foragtede dette vidnesbyrd, fordi de ikke så hos Kristus, hvad de ville, og sådan som de ville, har også fået deres løn for det: De er blevet spredt for alle vinde indtil denne dag og har nu hverken Kristus eller præstedømme, tempel, land eller folk.

Formaning

Derfor skal vi også lade denne Kristi prædiken være en formaning og advarsel for os. For netop denne Johannes’ røst hører vi nu også gennem evangeliets prædiken, som peger på denne Frelser, Kristus, og siger: Dette er Guds lam, som bærer verdens synd. Ham skal I hænge ved i tro og bekendelse og takke Gud for, at han giver jer at kende det; og denne Johannes’ prædiken og finger skal vare til den yderste dag. Men nu kommer det også an på, om vi er den slags folk, der tager imod prædikenen. For lader vi den nu gå forbi, sådan som den største del af jøderne gjorde, og som det desværre altid sker i verden, så vil det også gå os, sådan som det er gået dem og andre. Så vil der komme sekter og partier bagefter, og ved dem vil den rene lære og Guds ord hos os blive formørket og gå til grunde. Da vil man først søge Kristus, men ikke kunne finde ham, ligesom det før er sket under pavedømmets mørke. For der bliver ikke noget af det; ingen vil give nogen anden lære til frelse end denne, som også Peter siger i ApG 4: «Der er intet andet navn og ingen anden prædiken, som menneskene kan blive frelst ved.» Forsømmer vi den, så er det ude med os, og vi er fortabt, sådan som det nu er med jøder og tyrker. Lærere vil der ikke mangle; dem vil vi få nok af (sådan som jøder og tyrker også har), og de vil prædike meget og ville vise vejen til himlen. Og så vil enhver søge flittigt, ligesom jøderne nu søger deres Messias; men dér er det bare evig forgæves søgen og aldrig nogen finden. For han har stillet det alene på denne sin engel, som med sin røst og sin finger skal vise og pege på ham, så man ved, hvordan man skal ramme ham; ellers ville der ikke komme noget ud af det, og med al vor søgen ville han vel forblive ufundet i evighed.

Derfor gælder det nu, som profeten Esajas siger (Es 55): «Søg HERREN, mens han er til at finde, og tag imod ham, mens han kommer til jer.» Det vil sige: Hør denne prædiken om Kristus, og tro på ham, sådan som den lærer jer, og bliv ved den, så har I fundet ham ret, så han også bliver hos jer, og I hos ham. Det bliver nu også prædiket for verden, og især for vore egne; men vi gør ligesom jøderne gjorde mod Johannes og mod Kristus selv (som advarede dem så flittigt). Denne prædikants røst vil man ikke høre, denne Frelser vil man ikke tage imod. Den største del – bønder, borgere, adel, herrer – forfølger denne lære; vore egne folk (som kalder sig evangeliske) agter ikke på den og er dovne til at fremme den. De mener, at det kommer langt mere an på deres andre sager, og så lader de det ligge og lader prædikestole, kirker og skoler forfalde for det. Og selv om de kunne holde dem oppe med én finger, så gør de det alligevel ikke; de er bange for, at de imens skulle forsømme deres eget.

Nuvel, når nu også Johannes har været her med sin prædiken, og der så kommer krig og anden ulykke, så vil man heller ikke kunne høre denne prædiken. For hvor der er krig og ødelæggelse, dér har Guds ord, prædikestol og skoler ingen plads og ingen fremgang; dér går lære og tugt til grunde, og foragt for Gud, al utugt og uretfærdighed tager overhånd. Og selv om evangeliet ikke bliver udryddet ved krig og mord, så vil det dog gå til grunde ved verdens foragt og utaknemmelighed, gennem løgn og falsk lære. Nu kunne vi have fred og en velsignet tid, hvis bare man var klog og holdt sig til denne mand. Forser vi os og forsømmer den, så vil også straffen komme, og Djævelen vil regere (i Kristi sted), både legemligt med mord og over sjælen med løgn. Jøderne mente også, at det ikke havde nogen nød med dem; de havde Guds løfte, det kunne ikke slå fejl for dem, og deres Messias kunne ikke udeblive. Nu opfylder Gud sit løfte, sender dem den lovede Kristus og lader Johannes pege på ham med fingeren og sige: Der har I ham, tag imod ham, så har I Gud, himmeriget og alt. Men hvad hjælper det hos dem? De lod Johannes prædike og måtte holde ham for en prægtig mand, men de agtede dog ikke på hans prædiken og vidnesbyrd og tog ikke imod Kristus. Men de har også betalt dyrt nok for det og må stadig betale for det i dag. Gud bevare os fra, at også vi mister denne finger på grund af vor store utaknemmelighed; ellers kan vi tage imod, hvad vi har fortjent.

Summa: Dette er den nødvendige, daglige formaning, som man kan give i kirken, at man skal give agt på Johannes’ finger og tage imod Guds ord, mens man har det. Det er, som Esajas siger, «at søge HERREN, mens han er til at finde. For jeg (siger han) bønhører dig i den behagelige tid, og på frelsens dag har jeg hjulpet dig.» [Es 55,6 og 49,8; det sidste citerer Paulus i 2 Kor 6,2] Men nu (siger Sankt Paulus) er nådens tid eller den behagelige tid; nu er frelsens dag eller hjælpens dag; nu kan man finde ham; bagefter har man ventet for længe. Når han ikke er her eller ikke selv kommer til os, så kan ingen finde ham; når han er borte, så hjælper heller ingen råben og skrigen efter ham. Det har jeg prøvet i mit munkevæsen, og mange andre med mig; vi pinte os selv med stort besvær og tunge gerninger og kunne dog ikke finde døren til himlen på den måde, og vi ville have måttet fare til helvede, hvis vi var døde sådan. Lad os derfor tage imod denne advarsel, for det er ingen spøg. Det er en stor skat; men det kommer an på, at man tager imod den og beholder den, som han siger i Luk 11: Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det. Amen.