4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23–27)

Prædiken på 4. søndag efter helligtrekonger over evangeliet Matt 8,23–27, holdt 1533

I dagens evangelium ser vi, at der bliver holdt sådan en historie frem for os, at vi ikke lærer af den, hvad man skal gøre – for her handler det slet ikke om vore gerninger – men hvad man skal tro i nød og modgang, og hvordan man skal trøste sig. Derfor er det en af de høje prædikener om troen. Og dog bilder enhver sig ind, at den kan han godt, som om det var en simpel og almindelig ting.

Derfor vil vi dele den. Først vil vi tale om korset og lidelsen, dernæst om Herren Kristus og om troen på ham: at den alene gælder og hjælper som den eneste og bedste trøst. For det tredje om den frugt og nytte, som følger af troen efter anfægtelsen. Disse stykker vil fint vise, hvilken trøsterig historie evangelisten holder frem for os med så få ord – en historie, vi da nødig skulle undvære.

Det første stykke er, at Herren Jesus går om bord i skibet med sine disciple. Dér er der endnu intet uvejr, men et fint, venligt og stille vejr; havet er også blidt og stille. Ellers ville disciplene i det mindste have været bange for at gå om bord. Men så snart Kristus sidder i skibet med sine disciple, og de skubber fra land og kommer ud på havet, rejser der sig sådan en storm, at det lille skib bliver dækket af bølgerne, som om det skulle gå under i samme øjeblik.

Lad os endelig lægge godt mærke til denne historie og gøre et ordsprog ud af den, så vi siger: Sådan går det – kommer Kristus i skibet, så bliver det ikke længe stille; der kommer uvejr og storm. For det går helt sikkert sådan, som Kristus også siger i Luk 11: Den stærke, bevæbnede mand ejer sit palads i ro og fred, indtil der kommer en, som er stærkere; så begynder ufreden, og så bliver der slået og kæmpet.

Det ser man også i evangeliets historie. Når alt forinden er stille, og Kristus så lader sig høre med en prædiken og se med et under, så brænder det i alle gader. Farisæerne, de skriftkloge og ypperstepræsterne rotter sig sammen og vil ganske enkelt have ham slået ihjel; og især begynder Djævelen først for alvor at rase og storme. Det siger Kristus længe forinden, Matt 10: «Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. For jeg er kommet for at skabe splittelse mellem en mand og hans far og mellem en datter og hendes mor og mellem en svigerdatter og hendes svigermor, og en mands husfolk skal blive hans fjender.»

Men alt dette tjener til, at du i forvejen tænker dig godt om, om du vil være kristen eller ej. For vil du være kristen, så indstil dig på dette uvejr og denne ufred; det bliver ikke anderledes. «Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus,» siger Paulus, «må lide forfølgelse.» Derfor formaner også Jesus, Siraks søn, alle troende i Sir 2 og siger: «Min søn, vil du være Guds tjener, så gør dig rede til anfægtelse, hold fast og tål det.» Som om han ville sige: Vil du ikke være Guds tjener, så gå du bare din vej; Djævelen skal nok lade dig i fred – indtil hans tid kommer. Men vil du omvendt tjene Gud og være kristen, så giv dig bare villigt hen: Uvejret og forfølgelsen udebliver ikke. Tag derfor mod til dig, så du ikke bliver forskrækket over det, som var det et uventet uheld. Frygt ikke for sådan et uvejr, men frygt Gud, så du ikke for verdens skyld viger fra hans ord, og vov det trodsigt: Det er ikke begyndt for at vinde verdens gunst, derfor skal det heller ikke opgives for dens ugunst og vrede. Det er det, evangelisten vil lære os, når han siger, at stormen først rejste sig, da Kristus var gået om bord i skibet og var kommet ud på havet, bort fra land.

Men dette hjælper os også til at vide, hvad vi skal svare de onde, unyttige spottere, som ikke kan andet end at spotte evangeliet og sige: Før, inden denne lære kom op, var der fint stille og overflod af alt; nu er der så meget ulykke, at ingen kan regne det op: sekter, krig, oprør, dyrtid, tyrken og al slags elendighed. Den, der vil stoppe munden på sådanne skammelige spottere, skal sige til dem: Kære ven, har du aldrig læst i evangeliet, at så snart Kristus kommer i skibet og ud på havet, rejser der sig en storm?

Men det er ikke Herren Kristi skyld, men Djævelens, for han er hans fjende og kan ikke tåle ham. Derfor er han også evangeliets fjende og ville gerne stifte så meget uro og elendighed på jorden, at det måtte gå til grunde. Men de blinde, forstokkede mennesker vil hverken se eller mærke det. De stirrer kun på ulykken og manglen og spotter og siger, at det er evangeliets skyld. Men hvad godt der kommer af evangeliet – at man ved det kan kende Gud, få syndernes forladelse og blive frelst – det vil de ikke se.

Det samme gjorde det utaknemmelige, stivsindede og ustyrlige folk, jøderne, i ørkenen. Da de var i Egypten, og hver af dem havde fået to mands arbejde lagt på sig, råbte de til Gud, at han skulle hjælpe dem ud af elendigheden; så ville de være retskafne. Men hvad skete der? Da Gud havde udfriet dem af den elendighed, og de kom ud i ørkenen, var det hele glemt. Og det værste var, at de havde glemt alt, hvad og hvor meget de havde måttet slide og lide i Egypten. De tænkte kun på kødgryderne og brødet i Egypten. De kunne også pavens kunst: De pillede fint det gode ud, som de havde haft; men hvad de også havde lidt, det kunne de godt tie om. Derfor foragtede de også himmelbrødet, da Gud senere gav dem det, og syntes, at det ikke var så godt som kødet i Egypten. Sådan er vor natur og onde art fordærvet af arvesynden: Gud kan gøre med os, som han vil, han kan aldrig gøre os tilpas. Derfor skal der en stor og guddommelig tålmodighed til, at han kan bære over med sådanne onde slyngler så længe.

Hvis nogen for tyve år siden havde spurgt os, om vi hellere ville have et år med dyrtid eller blive ved med at lade os flå, plage og drive af munke og præster, sådan som det skete dengang – tror du ikke, at enhver med glæde ville have valgt dyrtiden for at slippe for den tunge, uudholdelige og, som det så ud, uendelige flåen? For så havde der været håb: Hvad der ikke vokser det ene år, giver det næste. Men den flåen blev ved og ved og tog til dag for dag, mere og mere. Det og anden ulykke har vi så rent glemt. Vi roser roen og den forrige tilstand og ser ikke, hvilken grufuld klippe der hang ved den: at man i den fred ikke alene har bragt os om penge og gods, men også om legeme og sjæl, ved falsk lære og afgudsdyrkelse. Og alligevel kunne vi heller ikke dengang slippe for anden ulykke. For også dengang slog dyrtid, pest, krig og andre plager til. Nu, da det samme også sker, vil man give evangeliet skylden.

Men hvordan tror du, Gud vil synes om det? Han har ingen højere skat end sit ord og kan ikke hjælpe og råde os bedre eller mere mod synd og død end ved evangeliet – og så bliver det så grufuldt vanæret og spottet, idet man giver det skylden for, at det vækker al ulykke osv. Hvilken straf vil så følge på sådan en spot? Denne: at Gud helt vil forblinde sådanne spotteres hjerter og øjne, så de ikke ser Guds herlige, store velgerninger, men sammen med jøderne må blive og forblive forstokkede, så de ikke kan andet end spotte Gud og til sidst fare til Djævelen. Den løn hører dem til, og den skal visselig ramme dem. Du må jo ellers også tåle, at ikke alle er dig gode, og at du har fjender, selv hvor evangeliet ikke er. Sådan har Rom også måttet lide krig og al slags ulykke, før evangeliet kom.

Derfor har evangeliet ingen skyld i det. Al skylden er Djævelens og vor utaknemmeligheds. Djævelen kan ikke tåle evangeliet og ville gerne kvæle det; derfor stifter han al ulykke. Og jo mægtigere Ordet går frem, des vredere og mere rasende bliver han over det. Når vi så opfører os så utaknemmeligt over for sådan en stor skat, hverken tager imod den eller bruger den, ja, endda vil hade og forfølge den, så kan Gud heller ikke tåle det; derfor må han komme med al slags straf og plage for at sætte en stopper for utaknemmeligheden.

Det er det første stykke: at du lærer, at vil du være kristen, så skal du indstille dig på uvejret. Men vil du ikke det, så gå din vej; du skal nok finde ud af, hvad du har gjort, når du skal dø.

Det andet stykke handler om troens rette art: Den går frem midt i sådan en kamp og et uvejr, søger hen til Kristus og vækker ham. Læg også godt mærke til det. For vore modstandere, de pavelige, holder troen for en meget ringe ting. Derimod holder de meget af den frie vilje. Men jeg ville ønske dem, at de også var med i skibet, så de kunne prøve, hvad den frie vilje formår i sådan angst og nød.

Apostlene har fint lært det her. Lad troen have været så svag og ringe hos dem, som den ville; havde den svage, ringe tro ikke været der, så havde de måttet fortvivle, hvis det havde stået til den frie vilje, og de var sunket ned i havets dyb. Men fordi der er en lille tro – som Kristus selv vidner, når han siger: «I lidettroende» – så har de noget at holde sig til, så de ikke helt mister modet; og de løber hen til Kristus, vækker ham og beder om hans hjælp.

Når nu den lille, svage tro gør det, hvad skulle så den stærke, store tro ikke gøre? Det viste eksemplet med den spedalske og officeren i Kapernaum om for otte dage siden. Derfor er der intet ved den frie vilje eller menneskets evne; den svinder bort og kan ikke bestå, når fjenden rykker frem, og det går løs med slaget. For da tænker vi ikke på andet end at skrige og ønske os hundrede mil væk. Det vil sige: Den frie vilje trøster ikke hjertet, men gør det kun mere og mere modløst, så det endda bliver bange for et raslende blad.

Men troen holder stand, selv om den er lille og svag, og lader sig ikke skræmme helt ihjel. Det ser man her hos disciplene. Døden stod dem for øje; for bølgerne slog så voldsomt ind fra alle sider, at de helt dækkede det lille skib. Hvem ville ikke blive bleg i sådan nød og livsfare? Men troen, hvor svag den end er, holder dog som en mur og stiller sig op som den lille David mod Goliat, det vil sige mod død, synd og al fare. Den fortvivler ikke, men søger hjælp, hvor den er at finde, nemlig hos Herren Kristus; den vækker ham og råber til ham: «Ak, Herre, hjælp os, vi går under!»

Sådan virker troen, at man stadig venter hjælp og beder, selv om undergangen står for øje, som salmen siger: «Jeg tror, derfor taler jeg.» For ingen kan bede, uden at han tror. Det kan den frie vilje heller ikke; for den ser kun på den nød og fare, der er lige nu, men personen, som kan hjælpe i sådan nød og fare, ser den ikke. Og så må mennesket, hvis det står til den frie vilje, dø i sine synder. Men det er troen – selv om den er lille og svag – der griber denne person, Herren Kristus, og får hjælp.

Hvis nu deres tro havde været stærk og fast som profeten Jonas’, der blev i hvalfisken til den tredje dag, så havde de kunnet sige til havet og bølgerne: Slå bare ind; så stærke skal I ikke være, at I vælter skibet, for vi har denne Herre Kristus hos os. Og selv om I fik det gjort, så vil vi dog midt i havet finde en hvælving, hvor vi sidder tørre og ikke drukner. For vi har en Gud, som kan bevare os, ikke alene på havet, men også i og under havet.

Det er en ret tro: Den ser ikke, som den frie vilje, kun på det, der er lige nu, og bliver derfor forskrækket og mister modet; men den ser på det, der skal komme, og på det modsatte. Derfor tager den sig dog sammen, selv om den sidder lige i dødens gab, og holder sig til denne trøst: at der kan komme hjælp – sådan som vi ser det her ved disciplenes svage tro. Derfor er troen ikke nogen ringe kunst eller en simpel ting; den er en guddommelig kraft, som ikke kommer fra den frie vilje, men gives os af Helligånden ved Ordet.

Det ved vore modstandere, de pavelige, ikke; ellers ville de ikke bekæmpe det så hårdt, når vi siger: Troen alene frelser, det vil sige: Troen alene finder trøst, når synd, død og evig fordømmelse trænger ind på os og vil slå os til jorden. Derfor ser man, at de er frække og stolte, så længe havet er stille og vejret godt. Men når der rejser sig et uvejr, og det vil gå galt, så falder alt mod og al trøst bort. For dér er der ingen tro, men kun den afmægtige, trøstesløse frie vilje, som glemmer Gud og hans ord og ikke ved, hvor den skal gøre af sig.

Men nu er der her en særlig ulykke: at Kristus netop i sådan dødsnød hviler og sover en rigtig, naturlig, tung søvn. Den er måske kommet af, at han havde arbejdet og prædiket sig træt i løbet af dagen eller havde bedt natten igennem og haft sin anfægtelse.

For jeg regner med, at han om natten har lidt meget anfægtelse fra Djævelen, som han klager i Sl 88: Pauper sum ego, et in laboribus a juventute mea. «Fra min ungdom har jeg været elendig og har lidt meget; jeg lider dine rædsler, så jeg næsten fortvivler.» Derfor har han sjældent været glad, men er altid gået omkring med tunge tanker, som en der var fuld af jammer og sorg, sådan som den samme salme viser forinden: «Min sjæl er fuld af jammer, og mit liv er nær ved helvede.» Og selv om denne søvn er rigtig og naturlig, har den alligevel måttet tjene til hans disciples tro, ligesom alle hans gerninger.

Det sker stadig i dag, at Herren stiller sig over for sine kristne, som om han ikke ser os, ja, som om han helt havde glemt os – sådan som han gør her i skibet: Han ligger og sover og bekymrer sig slet ikke om vejret, om sine disciple eller om skibet. Men han er dog med i skibet, selv om han sover.

Det er altså anfægtelserne, som hele tiden slår til: at vor Herre Kristus lader bølgerne slå ind over det lille skib, det vil sige, han lader Djævelen og verden rase mod de kristne, så man må frygte – sådan som man også ser det for øjnene i dag – at det hele vil gå til grunde. Paven og hans hob er Ordets fjender og hidser hele tiden de store potentater op mod os. Og Djævelen lader heller ikke tyrken have fred. Dér sidder vi i skibet og har et vind og vejr, der godt kunne være bedre. Og alligevel sidder Herren bare stille og lader sig ikke mærke med, at han vil hjælpe os. Det er den søvn, han sover i skibet. Men så må vi tage os sammen og tænke: Endnu er der ingen fare. For han, Herren, er også hos os i skibet. Selv om han nu stiller sig, som om han ikke så os, så skal vi dog stille os, som om vi ser ham, og holde for sandt, at han kan gøre havet stille, hvor meget det end raser og stormer.

Sådan skal vi også gøre in privatis tentationibus, i vor egen fare og anfægtelse, som møder hver enkelt især. Når Djævelen kommer og holder dig din synd for øje og forskrækker dig med Guds vrede og truer med den evige fordømmelse, så tænk, og tvivl endelig ikke på det: Min Herre Kristus er ikke langt fra mig, han sover bare. Så gælder det om, at jeg søger hen til ham med alvorlig bøn og vækker ham, sådan som disciplene gør her. De bekymrer sig mere om deres undergang end om Herrens søvn; derfor tænker de: Kort og godt, nu må vi have en vågen Kristus, ellers er det ude med os. Derfor giver de ham ingen ro, før de har vækket ham af søvnen. Lær du også at gøre sådan; for begge dele må ske. Vil du med Kristus i skibet, så udebliver uvejret ikke, og Kristus vil sove, for at vi rigtig skal mærke anfægtelsen. Ellers, hvis han ikke sov og straks standsede uvejret, ville vi aldrig erfare, hvad det vil sige at være kristen, og vi kunne endda komme til at tro, at vi gjorde det af egen kraft. Men her bliver troen styrket ved fristelsen, så man må sige: Ingen menneskelig kraft har kunnet hjælpe; Gud alene og hans kære ord har gjort det.

Ud over denne smukke og trøsterige lære bliver Herren Kristus her også stillet frem for os som et rigtigt, naturligt menneske, der har legeme og sjæl og derfor ligesom vi har brug for at spise, drikke, sove og andre naturlige gerninger, som sker uden synd – for at vi ikke skal falde i manikæernes vildfarelse, som holdt Kristus for et spøgelse og ikke for et rigtigt menneske.

Men ligesom den naturlige søvn er et sikkert tegn på, at Herren Kristus er et rigtigt, naturligt menneske, sådan beviser han sin almægtige guddom ved, at han med ét ord stiller havet og får vinden til at lægge sig. Det er ikke et menneskes gerning; der skal en guddommelig kraft til at standse havets storm med et ord.

Derfor skal dette under også være os des kærere, fordi vi ser, at Gud og menneske er én eneste person i Kristus. Derfor kan og vil han hjælpe i al nød og anfægtelse – alle dem, der søger hjælp hos ham. Om vi så må lide og vove noget for det, når det ikke kan være anderledes – hvad gør det? De ugudelige må jo også bære deres lidelse og kors og oven i købet have en ond samvittighed og til sidst vente den evige fordømmelse.

Det tredje stykke handler om den frugt, der kommer af sådan en tro: nemlig at også andre lægger mærke til dette under, omvender sig, undrer sig og siger: «Hvad er det for en mand, siden både vind og hav adlyder ham?» De har hidtil måske set på ham og regnet ham for et almindeligt menneske og ikke vidst eller troet, at man skal søge og finde hjælp hos ham i dødsnød. Men nu lærer de ham at kende: at han er den højeste og bedste hjælper i nød, hvor intet andet menneske kan hjælpe.

Sådan går det altid: Jo tungere anfægtelsen er, des større frugt og nytte skaber den. Verden trænger os hårdt nu, så det hele tiden forekommer os, at vi må stå for skud, og at havet og uvejret vil vokse os over hovedet og rive os til bunds. Men lad os bare holde fast ved Ordet og troen. Hvad vil I vædde? Der skal følge en smuk, herlig frugt, som vi skal le og glæde os over. Det bitre had mod kirken, der sidder i paven og tyrken, og som gør os så angste som en kvinde i barnsnød, så vi må skrige og stønne – det skal, om Gud vil, bringe noget med sig. Det samme skal enhver også håbe for sin egen person, når anfægtelsen griber ham: at den ikke vil gå over uden frugt.

Så ser I, hvor trøsterigt dette evangelium er, og hvilken herlig, smuk lære det holder frem for os: at hvis vi vil være kristne, må vi gå i skibet med Herren Kristus og dér vente uvejr og storm. Når det så begynder, skal vi holde fast ved troen og Ordet og håbe, at ikke alene uvejret eller anfægtelsen skal standses, og vi skal udfries af den, men at der også skal følge en sikker frugt og nytte af den – så vi ikke vil ønske andet, end at vi havde prøvet det og ved egen erfaring lært troens ords kraft og styrke at kende. Hvem ville så klage over korset, når så sikker en hjælp og frugt skal følge? Men det gør ondt på den gamle Adam; han rynker på næsen ad sådan en bitter og sur drik og ville helst være fri for den. Derfor er det nødvendigt, at vi ofte og meget tænker på sådanne eksempler og flittigt omgås Ordet, så vi er rustede, når anfægtelsen kommer, og søger hen til Kristus, som sover hos os og stiller sig, som om han ikke tog sig af os, og søger hjælp og redning hos ham ved ivrig bøn.

Det give vor kære Fader i himlen os alle for Kristi skyld ved sin Helligånd. Amen.