Kyndelmisse (Mariæ renselsesdag): 2. prædiken: den gamle Simeon (Luk 2,22–32)

Anden prædiken på Mariæ renselsesdag (kyndelmisse), om den gamle Simeon, over evangeliet Luk 2,22–32

Det er en meget fortræffelig historie, og med den følger en skøn prædiken og profeti, som den gamle Simeon holdt offentligt i templet om barnet Jesus. Den hører med til de andre åbenbaringer, som dette barn skulle gøres kendt ved i verden og især blandt sit eget folk.

Den første åbenbaring blev givet til jomfru Maria ved englen Gabriel, Luk 1. Den anden blev også givet til Josef ved englen, Matt 1. Den tredje skete ved Elisabet, den hellige Johannes Døberens mor, Luk 1, da hun tog imod den hellige jomfru Maria, Herrens mor, og barnet sprang i hendes liv. Den fjerde åbenbaring skete ved Zakarias, Johannes’ far, Luk 1. For selv om han ikke peger på personen, så viser han dog klart, at Herren Kristus er kommet, og at Gud har husket sin pagt og holdt den.

Efter disse åbenbaringer, som skete før Kristi fødsel, fulgte der også andre, efter at han var født. Først englens åbenbaring til hyrderne på marken; og hyrderne tav heller ikke, men bredte, som Lukas fortæller, englens prædiken ud overalt, Luk 2. Dernæst åbenbaringen ved stjernen blandt hedningerne, Matt 2. Og til sidst disse to, ved den gamle Simeon og profetinden Anna, som begge frit og offentligt prædikede i templet om dette barn Jesus: Han er Israels trøst, han skal hjælpe hele verden fra synden og imod døden.

Men det er en meget forunderlig sag med denne Simeon. Evangelisten vidner om ham, «at han var retfærdig og gudfrygtig og ventede på Israels trøst», det vil sige: Hele hans håb stod til, at Gud dog snart ville opfylde sin forjættelse og sende Herren Kristus. Han stod også i fast tillid til, at han ikke skulle dø, før han havde oplevet det og set Herren Kristus. Det var ikke bare en løs tanke, sådan som vi tit gør os en løs tanke om en ting, og så slår det tilfældigvis til. Nej, Helligånden havde rørt hans hjerte – uden tvivl ved Guds ord, som han havde læst i den hellige patriark Jakobs profeti, 1 Mos 49,10: at Kristus skulle komme, når scepteret var faldet fra Juda og kommet til et fremmed folk. Ligeledes havde han taget Daniels beregning af de 72 uger for sig [i Dan 9,24 står der 70 uger]. Den slags profetier gav den gamle fromme mand så megen vejledning, at han kunne tænke: Nu må tiden være inde, da Kristus skal fødes. Men ud over det bragte Helligånden ham endnu videre, så han holdt det for vist, at han selv skulle opleve det og se Herren Kristus med sine egne øjne og tage ham i sine arme.

Derfor, netop i den time da Maria og Josef efter lovens skik går op i templet for at fremstille barnet for Herren og løse det med et offer, kommer den gamle Simeon også ind i templet. Ikke på må og få, eller som han ellers plejede, men fordi han ved Helligånden vidste det i forvejen i sit hjerte og tænkte: Nu er timen kommet, som Gud har givet mig løfte om; nu skal jeg finde det i templet, som jeg aldrig før har fundet der, men som jeg så længe har ventet på med stor længsel. Og straks hen til barnet! Han tager det med et glad hjerte ud af armene på moderen, kæler for det og kysser det og holder en kort, men meget smuk prædiken for alle og enhver om, hvad han mener om dette barn.

Det har været en meget underlig prædiken for folk; især har præsterne holdt den gamle Simeon for en nar. For barnet Jesus var et barn på seks uger som ethvert andet, og så hang der endda den forargelse ved det, at det var fattige folks barn, som ingen anseelse havde. Men Simeon lader sig ikke forvirre og siger lige ud: Det er det barn, som vi alle skal nyde godt af, hvis vi ellers vil blive frelst – ikke bare vi jøder, men også hedningerne og hele verden. Kære gamle Simeon, hvor ved du det fra? Hvordan kan du se det på ham? Det er da et lille barn som alle andre små børn! Hele året bæres der jo mange af den slags børn ind i templet, og det er store herrers børn, som der bliver gjort særligt stads af. Hvem har sagt dig, at netop dette barn skal være Frelseren?

Det er nu Helligåndens rette undergerning og åbenbaring, som Josef og Maria må undre sig over, og de slutter heraf, at Helligånden er i den gamle mand og taler gennem ham. For ellers var det umuligt, at Simeon kunne vide det, som de to, Maria og Josef, alene havde hørt og lært af englen.

Her kan man se, hvad det dengang var for en kirke, og hvordan Helligånden oplyste og styrede den. I Jerusalem var der ypperstepræsterne, Herodes, de skriftkloge, levitterne og farisæerne; de brød sig hverken om Skriften eller om Messias. Det eneste, de var optaget af, var at leve i stor ære, magt og pragt. Over for dem stod en fattig, lille, ringe flok: Maria og Josef, Zakarias og Elisabet, hyrderne, Simeon og profetinden Anna. De havde deres håb og trøst, ikke i det verdslige, men i forjættelsen om Kristus. Den ventede de på, den glædede de sig over; derfor fik de også del i den. Men ypperstepræsterne måtte gå tomhændede derfra.

Sådan går det endnu i dag: Den rette kirke er en fattig, lille, elendig, foragtet flok, som har sin trøst i Gud og hans ord; det er den optaget af, og ellers bryder den sig ikke om noget. Over for den står paven og hans flok, som har navn af at være kirken; de ved slet intet om Gud, om Kristus og hans ord. De skal heller ikke få noget at vide om det, eftersom de kun tager sig af det timelige og vil roses som kristne, fordi de har mere magt, ære, myndighed, penge og gods end andre almindelige kristne.

Her må man ikke tage anstød, hverken af den ene eller den anden side. Ypperstepræsterne har embedet og sidder i det, og alligevel er de ikke den rette kirke. Sådan er det også nu med paven og biskopperne og deres flok: De har navn af Guds kirke, sidder i styret og roser sig af det ordentlige embede og den myndighed, som Gud efter deres sigende har sat dem i; og dog er de hverken kirke eller kristne – ellers ville de ikke forfølge Ordet, men tage imod det og fremme det. Over for dem står Maria og Josef, Simeon og Anna, jævne, enfoldige småfolk, som ingen agter på. Men det er dem alene, som har Kristus og kender ham; hos dem bor Helligånden, han leder og fører dem, så de kender Kristus og bliver frelst.

Man skal, siger jeg, ikke tage anstød af nogen af siderne. Ingen skal tænke: Fordi paven og hans flok sidder i et stort embede og har stor magt, kan de ikke fare vild; de må være Guds folk. Nej, det slår fejl her, som du ser, dengang Kristus blev født. På den anden side skal man heller ikke foragte den fattige lille flok og tænke: Hvad skulle de folk vel vide af noget særligt? For Gud styrer sit rige på jorden sådan, at de vise og forstandige ikke vil vide af det, men de fattige og elendige bliver glade for det; for de har og kender ingen anden trøst – mens de andre trøster sig ved deres myndighed, magt, rigdom og andet.

Det må være nok om det første stykke af denne historie: at den gamle Simeon ved Helligånden kender barnet Jesus som den rette Kristus. Nu vil vi også tage hans prædiken for os, hvor han lærer os, hvad han har at trøste sig ved i dette barn, og hvordan han vil nyde godt af det; og dernæst, hvad det ellers skal udrette hos andre i hele verden – så vi også kan lære Herren Kristus at kende sådan og blive frelst.

Evangelisten har før fortalt, «at det var blevet åbenbaret den gamle Simeon af Helligånden, at han ikke skulle se døden, førend han havde set Herrens salvede». Da det nu er blevet opfyldt i templet, og han har set barnet Jesus med sine øjne og taget det i sine arme, er han glad og ved godt mod og siger: «Nu lader du din tjener gå bort, Herre, i fred efter dit ord.»

Det vil sige: Nu vil jeg gerne dø, uden frygt og rædsel, ja, med al glæde. Det er en højst forunderlig og mærkelig tale. For hvordan verden plejer at bære sig ad, når det går mod enden, og døden træder til, det ser vi for vore øjne. Der er ingen glæde, men lutter uro, angst, nød, frygt, rædsel, hyl og gråd. Og det er umuligt for naturen at gøre andet; det ser man også på de ufornuftige dyr, og dér er det dog kun en naturlig død.

Men vi mennesker har en død, der hedder syndens død; for det er for syndens skyld, at døden er lagt på os. Og hvad for et forsagt hjerte synden giver os, det erfarer vi alle. Derfor er vores død umådelig meget tungere og forfærdeligere end andre skabningers død; for vi må frygte for Guds vrede og dom, som følger efter døden og varer evigt. Var det ikke sådan, ville et menneske ikke tage sig døden så nær. Det gør også ondt at forlade hustru og børn, gode venner, kostelige huse og hvad man ellers holder af på jorden, og fare herfra; men alt det er dog intet mod den jammer, at vi ved, at vi er syndere og har Guds dom foran os og ikke et øjeblik er sikre for døden – og hverken kan værne os mod den eller redde os fra den.

Derfor vender verden den kære Simeons sang om og synger, når timen kommer: O Gud, jeg har ikke været din tjener, og nu farer jeg herfra i ufred; mit hjerte er angst og bedrøvet, jeg ved hverken ud eller ind. Hvad jeg efterlader her på jorden, det ved jeg godt; men hvad jeg skal få dér, det kan jeg ikke vide, og jeg må endda frygte for Guds vrede og den evige fordømmelse. Sådan er alle menneskers hjerter til mode, når det kommer til den time, da de skal skilles herfra. Og det er umuligt, at fornuften her kan trøste sig eller få andre tanker; den må være forsagt og angst og synke ned i frygt og rædsel.

Derfor er det en kunst over alle kunster – hvis vi bare kunne lære den godt og præge os den ind – at denne Simeon har helt andre tanker. Han er gammel og ser døden for sig, ja, han mærker den i hele sin krop, i alle lemmer, at den rykker nærmere dag for dag, sådan som gamle folk jo tager af hver dag. Men det lader han sig ikke anfægte af. Han ønsker bare, at det må ske snart, og siger, at han er uforfærdet og slet ikke bekymrer sig om, at han skal dø; ja, døden er ham velkommen, fordi han har set Frelseren. For var det ikke sådan, kunne der hverken være fred eller et glad hjerte, når man skal dø.

Hvad er det da, der gør et hjerte sådan? Han var jo også et menneske, han havde ikke altid gjort alt, hvad han skulle, og måtte derfor også erkende sig skyldig for Gud: at han var en fattig synder. Men hvordan passer synd og fred sammen? Synd og ufred – det vil sige en ond samvittighed – rimer på hinanden; men fred kan ikke trives ved siden af synden. Og dog: Ligesom Simeon ikke lader døden gøre sig forsagt eller forskrække sig, sådan lader han heller ikke synden tage freden fra hans hjerte. Det må man kalde en høj, fortræffelig, overnaturlig kunst, som vi gerne skulle lære og kunne; for vi kommer jo også engang til at stå i sådan en nød og fare. Den kære Simeon er ikke misundelig; han vil gerne og med glæde dele denne fortræffelige kunst med os og fortæller, hvor han får sådan et fredfyldt hjerte fra. For, siger han, «mine øjne har set din Frelser».

Han taler om barnet Jesus og giver ham et herligt navn: Han kalder ham en Frelser. Hvad enten han nu først har spurgt moderen, hvad barnet hed (hvad der vel er troligt), eller ej, så rammer han dog navnet rigtigt og fint og giver barnet navn ligesom englen: at det er en Frelser, og sådan en Frelser, der hedder Guds Frelser, det vil sige den, som Gud selv har sat og bestemt til Frelser. Om det navn har vi hørt i julen og på nytårsdag.

Gud har allerede tidligere indsat frelsere i verdslige sager: den verdslige øvrighed i regimentet, far og mor i hjemmet, læger i sygdom, jurister i retssager. Derfor skal vi ikke tænke, at barnet Jesus er den slags frelser; for så ville Simeon ikke være hjulpet mere imod døden og synden, end han er det ved øvrigheden og ved far og mor, som selv er syndere og ikke kan værne sig mod døden.

Når Simeon nu frit og offentligt bekender, at han farer bort fra dette liv i fred, fordi han har set denne Frelser, så må det følge heraf, at dette barn er en Frelser imod synd, død og helvede; ellers ville han ikke trøste sig ved ham. Læg godt mærke til det; for det er hurtigt sagt, men det rummer overmåde meget. For det første er det jo sandt, at det kun er dette ene barn, Simeon giver dette navn. Heraf må det følge: Hvad der er uden for dette barn, hvad det så end hedder og ser ud som, og hvad man end holder det for, så kan det ikke være en frelser, der kan hjælpe imod synd og død. Men den, som holder det for en frelser, må blive bedraget og blive i synd og død.

Derfor slår Simeon straks med dette navn Moseloven og hele præstedømmet, med ofrene og den anden gudstjeneste, på munden. Han vil advare alle mod at tage det til frelser eller holde det for en: Den, der ikke har mere end loven og sine gode gerninger, må fare til Djævelen med dem; dér hjælper intet. For når han kalder dette barn alene en Frelser, så følger det heraf, at intet andet end dette barn kan hjælpe imod synd og død. Hvad bilder jøderne sig da ind, når de tager deres ofre og de ti bud til frelser og roser sig af dem? Hvad bilder den ulyksalige pave og hans bande sig ind, når de gør messen, valfarterne, afladen og andre gerninger til frelsere? For det er afgjort, at dette navn alene tilhører dette barn og ingen anden gerning eller skabning i himlen og på jorden.

Derfor har Simeon også villet sætte sine ord så nøje og siger: «Mine øjne har set din Frelser» – din Frelser, som du, Fader i himlen, har bestemt og gjort til Frelser. For verden kan ikke lade være; den vil også sætte og lave frelsere imod død og synd. En jøde tænker: Når han ikke spiser svinekød, holder sabbatten, er omskåret osv., så skal det hjælpe ham til at få nåde hos Gud. En munk tænker: Når han lover sig til et kloster hele sit liv, så skal det hjælpe ham. Den ene holder sig til denne, den anden til en anden helgen, at han skal gå i forbøn for ham og være hans frelser. Og især har der i pavedømmet hverken været mål eller ende på de tåbelige gerninger og den afgudiske gudstjeneste. Det ville den fromme Simeon gerne advare alle imod og bringe os dertil, at vi – eftersom vi jo må bekende, at vi trænger til en frelser – tager imod denne, som ikke vi har fundet på, men som Gud selv har bestemt. For dér kan vi ikke tage fejl; vi kan ikke andet end blive hjulpet. Det er jo derfor, dette barn er her; Gud, dets himmelske Fader, har beredt det for os, for at det skal hjælpe os.

Den, der nu har denne Frelser, som er Guds Frelser, han kan have et fredfyldt og stille hjerte. For lad døden være nok så forfærdelig, synden nok så mægtig, Djævelen nok så ond og giftig – vi har Guds Frelser, det vil sige en almægtig, evig Frelser. Han er stærk nok til at sætte os fra døden ind i livet og fra synden ind i retfærdighed.

Det hele afhænger alene af, at vi med den kære gamle Simeon åbner vore øjne og ser på dette lille barn, tager det i vore arme, trykker det til os og kysser det. Det vil sige: at vi sætter vor glæde, tillid, trøst og hjerte til ham. For hvor det står fast og vist i vore hjerter, at dette lille barn er Guds Frelser, gennem hvem Gud vil hjælpe os mod synden og døden, dér må det følge, at man er tilfreds og hverken lader sig skræmme af synd eller død. For netop mod dem har vi denne Frelser.

Men hvordan hjælper dette lille barn? Ikke anderledes end som Johannes Døberen siger: at han er Guds lam, som tager vor synd fra os og lægger den på sig selv, bærer den og ofrer sig selv for den på korset. Så er altså barnet Jesus den eneste sande Frelser, som forløser fra synd og død, uden noget som helst bidrag fra os, alene ved sin død og opstandelse. For selv om en kristen skal være retskaffen og leve efter Guds vilje, så fortjener han dog ikke himlen ved det, og han opnår heller ikke syndernes forladelse ved det; men det er en lydighed, som Gud vil have. Men den, der ikke vil yde den, bliver ulydig mod Gud og bliver i sine synder. Og alligevel er mennesket ikke retfærdigt for Gud eller Gud velbehageligt på grund af sin lydighed. For han er endnu ikke uden synd og har ikke opfyldt loven fuldkomment. Nej, han bliver taget til nåde af Gud og er ham velbehagelig alene for Frelserens og Mellemmandens, Kristi, skyld, når han af hjertet tror på ham.

Dette er altså den rette, eneste og sikre kunst: Den, der vil slippe fra døden og blive fri for synden, skal holde sig her til denne Frelser, som Gud selv har indsat til at tage vore synder på sig, betale for dem og på den måde forløse os. Den, der gør det, vil med Simeon kunne sige – lad så døden og al anden nød komme, som den vil –: «Nu lader du din tjener gå bort, Herre, i fred.» Men den, der sætter sit hjerte og sin tillid til noget andet, får ingen fred; han må have et angst og modløst hjerte. For han har ingen Frelser og må derfor blive i døden og fordømmelsen.

Nu skal vi ikke tro, at Simeon havde noget forspring for os, fordi han så barnet Jesus med sine legemlige øjne og tog ham i sine arme. For sådan et legemligt syn hjalp ham ikke det mindste. De andre jøder så ham også, og alligevel for de til Djævelen. Men det, der hjælper Simeon, er dette: Selv om han med øjnene ikke ser mere end et lille barn, ligesom andre spædbørn på seks uger, så tror han alligevel, at dette barn er Frelseren. Det kunne han ikke se med øjnene; det måtte han tro med hjertet.

Gør du nu også sådan, så har Simeon kun et meget lille forspring for dig, eller slet intet. For selv om han ser det, som du ikke kan se med øjnene, så tror du jo netop det samme, som han tror, og den tro hjælper dig fra synd og død, ligesom den hjalp ham. Hvad mere kunne du så ønske dig? Og det er grunden til, at Simeon prædiker videre om dette barn. Han vil ikke nyde godt af ham alene, men tager også andre med i dette fællesskab og siger: «som du har beredt for alle folkeslag.»

Dette lille barn er en Frelser mod død og synd, og Simeon trøster sig ved ham. Men han siger: Det er ikke Gud om mig alene at gøre; der hører flere med i dette nådefulde fællesskab. For Gud har beredt denne Frelser for alle folkeslag, så han skal være hele verdens Frelser – ikke bare min, ikke bare hans mors, ikke bare den enes eller den andens.

Lær her igen: Simeon gør overhovedet ingen forskel på jøder og hedninger, selv om der var stor forskel mellem dem, hvad gudstjenesten og andre ting angik. Men det bryder han sig ikke om. Han ser, at når talen er om synd og den evige død, så er der ingen forskel. Jøder er syndere lige så vel som hedninger og skyldige til den evige død. Og det hjælper dem slet ikke, at de er omskårne, kaldes Guds folk og har loven og holder den; ved det bliver de ikke fri for synd og død. Skal de blive fri, må det ske alene ved denne Frelser. Derfor slår han det hele sammen i én klump og siger: «Gud har stillet og beredt denne Frelser for alle folkeslag.» Ligesom løftet til Abraham også siger, «at ved hans afkom skal alle jordens slægter velsignes.» Den, der nævner alle jordens slægter, eller (som Simeon siger her) alle folkeslag, lukker hverken jøder eller hedninger ude. Men skal alle slægter velsignes, så følger det jo, at alle slægter er under Guds forbandelse og vrede. Når altså denne Frelser er beredt for alle folkeslag, så følger det, at alle folkeslag er uden hjælp og Frelser, hvis de ikke har denne Frelser. Det er det ene: at Simeon gør alle lige og siger: «Jøder og hedninger er fordømte syndere; men vil de frelses, må det ske alene ved denne Frelser.»

For det andet: Læg nu endelig vel mærke til disse ord og tænk efter, hvilken herlig trøst de bringer med sig. Al vor anfægtelse, bekymring og sorg kommer af, at vi ikke kan nægte vore synder og derfor må frygte for Gud, når vi skal dø i dag eller i morgen: at han vil handle med os efter vor fortjeneste og fordømme os for syndernes skyld. At han vil være nådig, tilgive synden og frelse os helt og aldeles for intet, det kan vi ikke tro. Men hvad er sådanne tanker til syvende og sidst andet end, at Gud skulle være en ublid Gud, en streng dommer, som ikke vil se gennem fingre med noget, men lade retten gå sin strenge gang? Sådan dømmer vore hjerter om Gud. Derfor er de angste, falder i fortvivlelse og ved hverken råd eller hjælp til at bestå for Guds dom. Men hvad siger Simeon her? Han maler Gud helt anderledes, end du tænker i dit hjerte. For hvis det var Guds mening at støde synderne bort og ikke vise dem nogen nåde, hvad skulle han så give os Kristus for, så han skulle være vor Forløser? Men nu siger Simeon, at Gud har beredt sådan en Frelser og sat og indsat ham til, at alle folkeslag skal nyde godt af ham og blive frelst ved ham.

Derfor må det i sandhed være Guds vilje og mening, som Sankt Paulus også siger i 1 Tim 2,4, «at alle mennesker skal hjælpes ved Kristus, Frelseren» – ikke timeligt, men mod synden og døden. For det er det, denne Frelser er til, han som Gud har beredt for alle folkeslag. Hvem vil nu frygte for sådan en Gud eller blive forskrækket for ham, som så gerne vil, at det skal gå os godt i al evighed, og som selv ordner og skaffer alt, hvad der hører til?

At nogle – ja, endda den største del – bliver fordømt og ikke frelst, det sker i sandhed ikke, fordi Gud vil have det sådan og under folk så stor en ulykke. Det sker, fordi folk ikke retter sig efter denne Guds nådige vilje og ikke vil tage imod denne Frelser, som Gud dog netop har indsat for, at han skal hjælpe alle. Hvis en rig mand ville give alle tiggere i en by nok, men nogle af dem ikke ville gå hen til ham og tage imod penge, hvis skyld ville det så være, at de tiggere forblev tiggere og ikke også blev rige? I sandhed ikke den rige mands, men deres egen, fordi de var så dovne skælmer og ikke ville finde derhen, hvor de var kaldt hen. Sådan går det også til med verden. Simeon, den fromme gamle fader, lyver ikke: Gud har beredt denne Frelser, for at alle folkeslag skal have ham, nyde godt af ham og blive frelst ved ham.

Når nu jøderne er så forhærdede og ikke vil have ham, og paven, tyrkerne og hedningerne heller ikke vil have ham, hvad skal man så gøre ved det? Ja, så kan du bare gå din vej, søge dig andre frelsere og se, hvordan det vil gå dig. Gud laver ikke noget særligt for din skyld. Vil du lade dig hjælpe, så tag imod dette barn. Tror du, at Gud for hans skyld vil være dig nådig, tilgive dig din synd og frelse dig, så bliver du helt sikkert frelst; for han er Frelseren mod synd og død. Men vil du ikke lade dig hjælpe, det vil sige ikke tage imod ham, så bliv i Guds vrede og fordømmelse, og tak ingen andre for det end dig selv og din gruelige, forfærdelige vantro og egenrådighed.

Så er der altså ingen mangel hos Gud: «Han har beredt Frelseren.» Det er jo et tegn på, at han ikke vil være unådig og lade os gå til grunde uden hjælp. Ja, hvad mere er: «Han har beredt ham for alle folkeslag,» så enhver skal nyde godt af ham – ikke alene Simeon, Maria, Peter og Paulus, men alle folkeslag, ingen undtaget. Den, der har brug for hjælp mod synd og død, skal finde den; for sådan har Gud ordnet det som en nådig Fader. Tag dig derfor i agt, at du ikke selv lukker dig ude ved din vantro og selv afslår den hjælp, som Gud ikke alene har lovet dig, men også har givet på det allertrofasteste, sådan som Simeon prædiker her. For at man ikke skulle tro, at disse ord betød noget andet, føjer han ligeud til, hvordan og hvortil Gud har beredt denne Frelser, og siger:

«Et lys til at oplyse hedningerne og til pris for dit folk Israel.» Her er meningen jo tydeligt lagt frem: for det første, hvad han kalder «alle folkeslag», nemlig jøder og hedninger; og for det andet, hvortil denne Frelser er beredt. Hedningerne ligger i dybt mørke. For fordi de ikke har noget Guds ord, kan de intet vide om Gud. Djævelen og Gud er det samme for dem: De frygter Gud lige så meget som Djævelen; ja, de søger tit hjælp hos Djævelen og håber snarere på den end på hjælp hos Gud, som man ser. Derfor følger al slags synd, hvor kendskabet til Gud ikke er: afgudsdyrkelse, gudsbespottelse og al slags ondskab og last. Sådan er hedningerne.

Nu bereder Gud denne Frelser også for hedningerne, som ordene klart siger. Men hvortil? For at lade dem ligge i dette mørke eller for at fordømme dem? Nej, tillæg endelig ikke Gud sådan noget; ellers gør du ham den allerstørste uret. Nej, «til det har han beredt denne Frelser, at han skal oplyse hedningerne,» det vil sige bringe dem til Guds ord og kendskabet til Gud og på den måde frelse dem. Det skal Kristus gøre for hedningerne, de store, håbløse syndere; og han skal gøre det efter Gud Faders ordning, for han vil have det sådan.

Det må da være en nådig Gud, i hvem der ingen galde er, intet uvenligt hjerte og ingen uvilje, men lutter nåde, gunst, kærlighed og venlighed, sådan som Herren Kristus siger i Joh 3,16: «For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Derfor kan vi ikke vanære Gud mere, end hvis vi ville tænke om ham, at han, fordi vi er syndere, vil være vor fjende og lade os gå til grunde i synden. Og dog mærker vi, hvor stærkt og dybt det har slået rod i vore hjerter; ellers ville vi have mere mod og et gladere hjerte og ikke være så modløse og frygtsomme.

Her ser man igen, hvor flittigt den hellige Simeon har studeret profeterne. For den kunst har han ikke fra sig selv. Ligesom han af Jakobs og Daniels profeti har mærket sig tiden, da Kristus skulle komme, og ligesom han af forjættelsen til Abraham har lært, at denne Frelser hører alle folkeslag eller slægter på jorden til, så de skal forløses fra forbandelsen og hjælpes mod synden og døden, sådan har han også af profeten Esajas studeret og lært, at dette lille barn skal være et lys for hedningerne. For sådan siger Gud i Es 49,6: «Det er for lidt, at du (han taler til Kristus) er min tjener til at oprejse Jakobs stammer og føre det forsømte i Israel tilbage; nej, jeg har gjort dig til hedningernes lys, så du skal være min frelse til verdens ende.» Det skriftsted har Simeon nok studeret godt og taget til sig; ellers ville han ikke have fattet det så fint i denne korte prædiken eller sang. Sådan skal hedningerne altså nyde godt af barnet Jesus: at han skal være deres lys, give dem evangeliet og bringe dem til kendskab til Gud og ind i den evige glæde. Det er han beredt til.

Jøderne har ikke gået i så grueligt et mørke som hedningerne. For de havde Guds ord og blev kaldt Guds folk; derfor skinnede et herligt lys for dem, som hedningerne ikke har. Hvad skal Kristus så gøre hos jøderne? Eller hvad har Gud beredt ham til at udrette hos jøderne? «Han skal være deres pris.» For selv om Gud havde smykket dette folk med sit ord, sin gudstjeneste og alle slags gaver, så hang dette smuds dog stadig ved dem, at de lå i synder og under døden og ikke selv kunne hjælpe sig ud af det. Den skam var langt mere og større end den ydre ære. Derfor siger Simeon: Jøderne har hidtil haft en ære i verden frem for alle hedninger; men det er en ringe ære i forhold til den skade, der stadig ligger på dem. Men nu skal de komme rigtig til ære, så de ikke alene for en tid på jorden, men også i himlen i evighed skal være Guds folk ved denne Frelser. Det er netop også det, Esajas mener, når han siger: «Kristus skal oprejse Jakob og føre Israel tilbage.»

Det er nu den skønne, herlige prædiken om Kristus: hvad han skal udrette, hvordan vi alle skal nyde godt af ham og blive frelst ved ham som vor eneste Frelser og derfor have et fredfyldt, glad hjerte i døden og dødsstunden og i al slags ulykke og anfægtelse. Det burde man prædike om i dag, især fordi denne højtids historie og den kære gamle fader Simeon med sin profeti giver anledning til det.

Men hvad sker der? Paven har meget andet at gøre i dag. Først skal han vie voks og lys; det er der umådelig meget om at gøre. For hvordan skulle en kristen ellers kunne dø, hvis man ikke holdt et viet, brændende lys for ham? Og det ville også gå galt for de stakkels barselskvinder; for hvis de ikke lavede små kors af sådanne viede lys og klistrede dem på væggene, ville Djævelen føre dem bort. Å, I skændige, ugudelige pavelige! Dér, hvor I sammen med den fromme Simeon skulle tage barnet Jesus i armene og vise både den døende og barselskvinden hen til ham som den eneste trøst, dér vil I udrette så høj en gerning med et vokslys. Det skal drive Djævelen bort og værge mod den evige død.

Bagefter holder de en procession, hvor enhver skal bære et brændende lys i hænderne. Det er i dag den herlige gudstjeneste i pavens kirker. Og denne lysbæring skal betyde den procession, da Josef og Maria gik til templet med barnet. Derefter kommer alle mulige tydninger af, hvad lysene skal betyde.

Spørger du, hvor denne skik og gudstjeneste dog kommer fra, så svarer de, de pavelige, at det var en hedensk skik, at man den første dag i februar løb rundt i byerne og landsbyerne med brændende lys; det har pave Sergius ændret og indsat som en rigtig gudstjeneste. Men hvad synes du om denne pave og alle de pavelige, at de går i lære hos hedningerne om, hvordan og hvilken gudstjeneste man skal indrette i den kristne kirke? Sådan en blindhed er lutter fortjent løn, og den kommer af, at man har ladet denne herlige prædiken om barnet Jesus ligge og ikke spurgt efter den.

Derfor skal vi takke Gud inderligt for denne nåde, at vi er forløst fra sådan blindhed og nu ser det skønne, salige lys, som Simeon prædiker om her. Gid vor kære Fader i himlen i sin nåde vil bevare os dette lys og ved det oplyse, trøste, glæde og frelse os. Amen.