Nytårsdag: 2. prædiken: Jesu navn (Luk 2,21)

Den anden prædiken på nytårsdag, over evangeliet Luk 2,21: om Jesu navn, holdt 1531

Vi har hørt om den ene del af dagens evangelium, nemlig om omskærelsen. Med den har Kristus villet vise os, at han for vores skyld har stillet sig under loven, for at vi skulle blive løst og fri af lovens forbandelse. Derfor lader vi også denne højtid holde og fejre, så vi ikke glemmer den velgerning.

Nu følger den anden del, om Jesu navn. Det nævner evangelisten her med flid, som om der lå særlig meget i, at man kender dette navn godt. For det er ikke fundet på af mennesker, men bragt ned fra himlen og forkyndt af englen, før barnet blev undfanget i moders liv. Og det tjener til, at enhver skal vide: Det er et navn, som Gud har velbehag i, eftersom Gud selv har givet sin Søn det navn.

Navnet Jesus betyder på dansk – sådan som vi egentlig taler – så meget som en Frelser eller Hjælper. Nogle gengiver det med «Saliggører» [ty. _Seligmacher_]. Men det er ikke godt dansk; «Frelser» lyder bedre [ty. _Heiland_]. Hvorfor Kristus bærer dette navn, forklarer englen Gabriel, da han siger til Josef, Matt 1,21: «Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.» [Matthæus nævner ikke englens navn; Gabriel taler til Maria, Luk 1,26–31]

Lad os med flid lære og lægge mærke til dette navn: at dette lille barn hedder Jesus og er en Frelser, som hjælper fra den højeste og største nød, nemlig fra synden – og ikke fra den ringe nød og de små anfægtelser, som dette liv bringer med sig, når den ene rammes af én ulykke og den anden af en anden, på legeme, gods eller andet. Det har Gud overladt til verden. Den har konger og kejsere, som skal beskytte deres undersåtter mod fjenderne. Den har far og mor, så børnene bliver ernæret og opdraget. Den har læger, som kan råde og hjælpe mod legemlige sygdomme osv. Men det er alt sammen ringe frelsere mod ham, der er en Frelser, som redder sit folk fra deres synder.

Den, der nu vil tage sig af dette lille barn og lade det være sin Jesus eller Frelser, han skal se sådan på ham, at han er en Frelser – ikke først og fremmest for dette liv, som han (som sagt) har overladt til andre, men for det evige liv: at han vil hjælpe fra synd og død. For hvor synden er borte, der må døden også være borte. Tænk derfor efter hos dig selv, om du har noget mere at håbe af Gud end af kejseren og andre verdslige herrer. Vil du ikke tro, at der er et andet liv efter dette liv, så har du frelsere nok i kejseren, i far og mor og i lægerne. For de er indsat til dette liv og den timelige nød osv. Men tror du, at der er et andet liv efter dette, så har du brug for denne Frelser til det. Dér kan hverken kejser, far, mor, læge eller nogen anden hjælpe, ikke engang en engel. Det er sandt nok: Når kejseren, far og mor og andre mennesker ikke vil eller kan hjælpe i legemlig nød, så vil Herren Jesus være der og stå sine egne bi. Men det er ikke hans særlige og fornemste embede. Derfor peger vi prædikanter heller ikke folk først og fremmest hen på det.

Men dette er hans særlige embede, og her vil han vise sit navn over for alle syndere: at han hedder Jesus, fordi han vil hjælpe fra synden, fra den evige død og fra Djævelens rige. Det er det, de har brug for ham til. For hvis der intet helvede var, intet Djævelens rige, ingen evig straf og pine, hvad skulle de så med Herren Jesus, og hvad skulle de bruge ham til? Så var det lige meget, om et menneske dør, eller et træ vælter, eller en ko dør – så er det helt forbi med det. Derfor ser man også, hvor vildt og ryggesløst et pak det er, som intet tror om Gud og det evige liv. Men den, der tror, at der er en Gud, må straks slutte, at det ikke er gjort med dette liv her på jorden, men at der venter et andet og evigt liv forude. For det ser vi af erfaring, at Gud ikke først og fremmest tager sig af dette timelige liv. Ellers ville han ikke så længe lade de onde skurke drive deres frækhed og have overflod af alt her på jorden. Men Gud lover os et evigt liv efter dette, og til det skal det lille barn Jesus være vores Frelser og Hjælper. Og når han hjælper os dertil, så har han hjulpet os nok. Og det gør ikke noget, selv om han i dette timelige liv lader os vade omkring, som om vi ingen Gud havde, som ville eller kunne hjælpe os. For hans hjælp skal være en evig hjælp; den skal vi lade os nøje med, hvordan det så end går med det timelige.

Se bare, hvor trygt paven, kardinalerne, biskopperne og Ordets forfølgere lever, og hvordan de driver al deres frækhed mod Ordet og de kristne. Gud ser til, lader det ske og stiller sig, som om han ikke ser det, så det ser ud, som om Gud holdt fastere og stærkere hånd over hedningerne end over sit eget folk. Men er du en kristen, så lad dig ikke forvirre af det. For netop fordi Gud ved sin Søn har lovet os den sikre hjælp til det evige liv, netop derfor lader han os her i dette timelige liv gå omkring, som om han intet havde med os at gøre. Det gør han, for at vi skal lære og tro, at vi i det lille barn Jesus har en Frelser, som vil hjælpe i den tid og time, hvor ingen anden kan hjælpe, nemlig når synden kommer og vil anklage os og overgive os til den evige død.

Uden for denne lille time ser vi desværre, at vi ikke har stor lyst til denne Frelser og ikke spørger meget efter ham. For den, der er rask og har kisten fuld af gylden, har ikke brug for Herren Jesus til at købe noget; det kan han klare med pengene. Sådan er det også med andre timelige gaver: Fornuft, visdom og magt kan alle hjælpe i de sager, de er indrettet til. En mor kan passe børnene med mad, drikke og andet, en læge kan passe en syg, en jurist en tabt sag. Men når det vil være forbi med dette timelige liv, og samvittigheden ikke kan nægte sine synder for Guds dom og derfor må stå i angst og fare for den evige fordømmelse, så er det den rette tid for denne Frelser Jesus at komme. For dér kan hverken kejser, far eller mor, læge eller jurist, ja, hverken engel eller nogen anden skabning hjælpe mere. Hvor vil du så søge hjælp eller råd? Ingen andre steder end hos dette lille barn. For netop for den nøds skyld hedder det Jesus: fordi han vil være der og hjælpe alle, som kender denne nød og søger hjælp hos ham.

Men så kommer alt an på, at du giver godt agt og ser dig godt for, så man ikke forvansker dette navn for dig og gør dette lille barn Jesus til en Frans, en Dominikus, en kartusianerorden, messe, vigilier, aflad, almisse, faste og andet, sådan som man har gjort i pavedømmet. Så ville alt blive falsk. Årsagen er: Mod synden er der ingen anden Frelser, hverken i himlen eller på jorden, end dette ene barn af jomfru Maria, som hedder Jesus.

Derfor: Den, som søger en anden frelser, hvad enten det er kartusianerordenen eller hvad det skal være, han er fortabt. Den, der altså kunne nævne det lille barn ved dets rette navn og kalde det Jesus, han stod godt; for i dette navn ligger det hele. Derfor skal man søge hjælp her alene og ingen andre steder.

Men her har Djævelen altid travlt og vil omdøbe det lille barn, så man skal holde det for en dommer og søge andre frelsere og hjælpere. Men det står fast: Jesus hedder ikke Jesus, fordi han skal give dig penge nok og gøre dig til herre på jorden. Det er allerede skænket og givet, 1 Mos 1,28, hvor Gud siger: «I skal herske over fiskene i vandet, fuglene i luften og over dyrene på jorden.» Men han hedder Jesus, fordi han er en Frelser og skal hjælpe os, når alle andre ting svigter, og vi må lade alt, hvad vi har haft, blive her nede på jorden og fare over i et andet liv.

Derfor kaster dette navn alt det bort og støder alt det fra sig, som folk foretager sig uden for Kristus, for at det skal tjene og hjælpe til syndernes forladelse og det evige liv. For når en munk tænker: Ved min orden vil jeg forsone Gud, så han bliver mig nådig osv., så er det det samme som at sige: Min orden skal hedde Jesus og udrette det, der tilkommer Jesus. Når paven og hans prædikanter lærer, at troen ikke gør det alene – vil du blive frelst, så må du gøre gode gerninger og dermed fortjene det evige liv – så er det det samme som at sige: Gode gerninger er og hedder Jesus. Men det er ikke sandt. Hvad jeg tænker og maler mig ud, skal ikke hedde Jesus; dette lille barn alene skal hedde sådan. Det gør paven og hans gejstlige ikke. Og til tider gør vi det heller ikke, når vi lader vores synd skræmme os mere, end vi lader dette lille barn Jesus trøste os, og tænker: Havde jeg bare ikke gjort det eller det, så skulle jeg nok bestå over for Gud. Det kan Helligånden ikke tåle. Han vil, at dette lille barn skal beholde sit navn helt og alene. Når vi vil have hjælp mod synden og den evige død, skal vi altså helt opgive håbet til alle vores egne og andre helliges gerninger og hjælp og med fast tro holde os alene til dette lille barn, som alene bærer navnet og hedder Jesus. Det navn skal man også lade ham have alene. Men de, der vil tage dette navn fra ham, sådan som paven og tyrken understår sig, skal nok få at mærke, hvordan det vil gå dem.

Omvendt: Den, der kan holde fast ved dette navn, skal nok være tryg for Djævelen – for slet ikke at tale om, at verden skulle kunne gøre ham noget. For det er et navn, som englen har bragt fra himlen og givet dette barn på Guds befaling, før det blev undfanget i moders liv. Vil nu dette navns forfølgere, som peger på andre frelsere og hjælpere, beskylde englen Gabriel for løgn, så vil han påkalde vor Herre Gud og sige: Herre, du har befalet mig at døbe og kalde dit barn sådan. Så skal du se, hvad forfølgerne udretter mod dette navn, og hvad de vinder ved det: at de hverken får Jesus eller Gud og desuden må dø og gå til grunde i deres synder. Derimod skal alle de, som holder fast ved det, bestå og blive stående for Gud og hans Søn.

Lad os derfor lægge godt mærke til dette navn og holde fast ved det: at dette lille barn er den eneste Frelser mod synden, døden og Djævelen. Vil verden være os fjendsk for det, så lad den være det – men ikke i Guds navn. Vil den ikke holde dette barn for sin Frelser, så lad den lade være og se, hvem der vil hjælpe den, når døden kommer: om dens egne og andre menneskers gerninger, faste, bøn, almisse, messe, påkaldelse af helgener osv. vil gøre det. Men vi vil have al vores trøst og trods i, at vi ved, at Gud selv har givet det lille barn dette navn og kaldt ham Jesus eller en Frelser. Derfor vil vi også gerne bekende og holde ham for vores Frelser. Det vil sige: Vi vil trøste os ved ham, når synden og den evige død anfægter os, at han vil hjælpe os mod dem. I et sådant håb og en sådan tro har Gud velbehag, det ved vi, og han tager imod det som den største ære. Derimod har han det største mishag i dem, der enten ikke vil tage imod denne Frelser eller søger sig andre hjælpere.

Sådan skal vi lære begge dele, så vi får navnet og det, der skete på denne dags højtid, til at passe fint sammen. Det lille barn Jesus lader sig omskære som ethvert andet lille barn. Hvorfor dog? Han er jo uden synd og har slet ikke brug for omskærelsen for at blive Guds barn; det er han jo i forvejen. Men det sker, for at han skal hedde Jesus og være en Frelser, som skal hjælpe mod synden og den onde samvittighed, mod døden og al den ulykke, der følger af synden. For derfor lader han sig omskære og giver sig ind under loven: Han vil ikke lade noget ugjort af alt det, Gud nogensinde har pålagt menneskene at gøre. Så skal vi, når vi ser vores uomskårne hjerter og den grufulde ulydighed i os, ikke fortvivle over det, men holde os til Kristus og sige: Jeg er desværre en stor synder og har ikke gjort min Guds vilje. Men derfor vil jeg ikke fortvivle om Gud og hans nåde. For hvad jeg ikke har gjort, det har Kristus gjort for mig. Ham kan loven da ikke anklage for, at han ikke skulle have opfyldt selv det mindste. Derfor skal loven lade mig i fred og hverken fordømme eller anklage mig. For jeg er ikke alene; Kristus er hos mig. Til ham holder jeg mig, han som har betalt dyrt for min synd og skænket mig sin uskyld og retfærdighed. Trods loven og Djævelen, om de kan vælte denne trøst for mig! Sådan skal man bruge Kristi omskærelse og hans navn.

Den, der havde tid, kunne her drage de dejlige trøsteprædikener ind fra profeterne om Kristus og hans rige: at han vil forlade synden, gøre retfærdig og skænke os det evige liv. For alle disse prædikener sammenfatter englen i det ene ord, at Kristus skal være hele verdens Frelser og hedde Jesus. Og især hører den dejlige profeti hertil, Es 9,5, hvor profeten giver Herren Kristus seks navne og kalder ham «Underfuld, Råd, Kraft, Helt, Evig Fader og Fredsfyrste». For alle disse navne tjener til det værk, at vi ved dette lille barn skal blive hjulpet fra synd, død og Djævel til retfærdighed og evigt liv.

Hvor er nu den skændige Antikrist, paven med sine djævlemunde, som tager Kristi navn fra ham og fremstiller ham for folk som en streng, vred dommer, som man ikke kan komme frem for eller finde nåde hos, medmindre man har andre helgeners forbøn og mange gode gerninger? Det er en dobbelt synd. Den første: at man tager Kristi navn fra ham og ikke vil lade ham være en Frelser og Jesus. Den anden: at man giver dette navn til helgenerne, ja, endda til vores gerninger – som om Kristus kun skulle være Frelser for sig selv og havde lyst til vores fordærv.

Og hvor er den skændige djævel, som igen og igen skyder den tanke ind i vores hjerter, at Gud er unådig og vil lade os falde i anfægtelsen og ikke hjælpe? Hvordan passer sådanne tanker til dette navn, når englen på Guds befaling kalder det lille barn Jesus? Skal dette navn være rigtigt og sandt, så kan Guds vilje ikke være, at han har lyst til vores fordærv. Nej, hans vilje er, at vi skal hjælpes og blive frelst.

Derfor må vi lade dette navn være os kært og betroet og holde os til det i al slags anfægtelse: at Guds Søn, vor Herre Kristus, hedder Jesus og er en Frelser. Sådan som det straks i Paradiset blev sagt om ham: «Han skal knuse slangens hoved», det vil sige: hjælpe os mod Djævelen og hans rige. Gud, al trøsts og barmhjertigheds Fader, forøge hver dag en sådan tro og tillid i os og bevare os evigt ved sin Søn, Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.