Nytårsdag: 1. prædiken: omskærelsen (Luk 2,21)

Prædiken på nytårsdag over evangeliet Luk 2,21: om omskærelsen, holdt 1531

På denne højtid skal man især prædike om to stykker. Det første er om omskærelsen. Det andet er om Jesu navn, som evangelisten særligt fortæller om: at englen gav ham det navn, før barnet blev undfanget i moders liv. Derfor må der ligge rigtig meget i det navn.

Først vil vi tale om omskærelsen og gøre forskel – ikke på grund af gerningen, men på grund af personen, som man i dag prædiker om, at han blev omskåret. For mellem Kristi omskærelse og de andre jøders er der en forskel så stor som mellem himmel og jord. Grunden er, at personerne er helt og aldeles ulige og forskellige, som I siden skal høre.

Jødernes omskærelse har sin oprindelse i Skriften, som man læser i 1 Mos 17,10ff. Den har også sin bestemte tid, hvor længe den skulle vare, nemlig indtil Kristus. Abraham begyndte på den. Ham befalede Gud, at han og hele hans husstand skulle lade sig omskære. Og alle drengebørn, der blev født fra da af, skulle også omskæres på den ottende dag efter fødslen. Dem, der bar omskærelsens tegn på deres legeme, ville han være Gud for og tage sig af som sit eget folk.

Gud har ikke uden grund ordnet det sådan, at ikke bare Abraham, men også alle i hans hus, som var af hankøn, måtte lade sig omskære – for at jøderne ikke skulle rose sig af, at de alene var Guds folk. For her tager Gud allerede helt fra begyndelsen Abrahams trælle, som var hedninger, med ind i sit folk og blandt sine børn, ind i den arv, som Abrahams kødelige børn og livsarvinger hørte til. Ja, de kommer endda med før Isak, som løftet lød på – og de var dog bare trælle, købt fra hedningerne. Derfor har jøderne ingen grund til at rose sig så højt. For nok gør de omskærelsen stor, men de kan ikke nægte, at Gud allerede dengang også kaldte hedninger, som ikke var Abrahams børn, men hans købte trælle, osv.

Af denne omskærelse har vi i dag ikke andet tilbage end betydningen og billedet af troen. Det er med den som med andre beretninger, der er forbi og fuldbragt: De tjener heller ikke til andet, end at vi af dem skal lære troens og de gode gerningers eksempler. Gerningerne behøver vi ikke at gøre; men den samme lydighed og tro, som de havde, der levede dengang, må vi have. Sådan prædiker vi også i dag om omskærelsen – ikke for at vi skal lade os omskære, for den tid er forbi, men for at vi ved omskærelsen kan lære at være Gud lydige, sådan som Abraham var lydig. Var Kristus ikke kommet, så måtte vi stadig i dag lade os omskære, hvis vi ellers ville rose os af at være Guds folk. For befalingen står klart: «Den, der ikke er omskåret, hans sjæl skal udryddes af mit folk.» Den befaling er nu ophævet i Kristus. For omskærelsen skulle ikke vare længere end til ham (og den pegede også alene på ham). Men nu har Kristus befalet os, som er hans folk, at vi ikke skal lade os omskære, men døbe, og tro, hvis vi vil være Guds børn og blive frelst.

Men eksemplet, vi tager fra den gamle omskærelse, er dette: Her lader Gud os se, hvor tåbeligt han plejer at begynde sine ting – når man vil dømme efter fornuften. For hos de stolte hedninger var det det mest latterlige og tåbelige, der nogen sinde er sket på jorden: at Gud, den evige visdom, skulle pålægge menneskene sådan et latterligt bud (som vi helst ikke taler om), og så især de gamle. For Abraham er allerede nioghalvfems år, da han får dette bud. Derfra kommer de spottende, hånlige øgenavne, som hedningerne giver jøderne; de kalder dem Recutitos, Apellas og den slags [latinske øgenavne: «de afskårne» og «Apella», et jødisk navn, som den romerske digter Horats gør nar af], bare for at spotte dem. Men sådan skal det gå, som I, kære venner, også hørte i det forrige evangelium. Alt, hvad Gud sætter frem, skal ingen synes om; alle skal le ad det og holde det for den største tåbelighed. Og omvendt: Hvad han ikke sætter frem, og hvad vi selv finder på uden hans befaling, det skulle han synes om – sådan ville vi gerne have det. Men det vil Gud ikke. Så går det sådan, at fornuften støder sig og tager anstød, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 1,21: «Da verden ved sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved forkyndelsens tåbelighed.»

Hvad er mere tåbeligt, når fornuften skal dømme, og hvad rimer mindre med den, end at man i nadveren skal spise Kristi legeme under brødet og drikke Kristi blod under vinen til syndernes forladelse? Hvad skulle en slurk vin eller en bid brød kunne hjælpe? tænker fornuften; den kan heller ikke tænke anderledes. Men Gud vil ikke af den grund lave det om. Vil fornuften ikke tro det og tage imod det, så kan den lade være. Sådan er det også med den hellige dåb. At et barn, som efter Kristi befaling bliver dyppet i vandet eller overøst med det, skal vaskes rent for synd og flyttes fra Djævelens rige ind i Guds rige – hvordan rimer det? Hvordan kan du tro det, hvis du vil skubbe Ordet til side og måle og begribe sagen med fornuften? Det ville jo være til at tro, hvis synden var en sort eller rød plet. Men fordi synden sidder inde i hjertet, i marv og ben, ser det ud, som om vandet nok får svært ved at komme derind og vaske den af.

Sådan kunne Abraham også have tænkt, da han fik befalingen om omskærelsen: Kære, hvad skal det hjælpe mig til frelse, at jeg, en gammel mand, skal lade mig omskære? Hvad skal det hjælpe et barn? Eller hvad er bedre efter omskærelsen end før? Havde Gud villet have legemet anderledes, så havde han nok skabt det sådan, at man ikke behøvede at skære noget af. Sådan ville fornuften have talt; den kan heller ikke sige eller tænke andet, for den vil være den klogeste. Men når man først kommer til at spørge: Hvorfor har Gud befalet dette eller hint? – så har Djævelen allerede vundet. Det ser man på Eva i Paradis. Hun havde befalingen, at hun ikke måtte spise af det forbudte træ. Men da hun lod den befaling gå ud af syne og hørte på Djævelen – hvorfor Gud dog skulle have forbudt det – så gik det løs, og hun faldt i den grufulde ulydighed, som vi alle endnu må bære på. Derfor skal vi flittigt lære af denne befaling om omskærelsen og rette os lige efter den. Når Gud befaler, siger eller gør noget, så skal du holde mund og falde på knæ og ikke spørge eller sige mere, men gøre, hvad han befaler dig, høre, hvad han siger dig, og lade dig behage, hvad han gør. For Gud vil ikke skolemestres af os, som af naturen er vredens børn, syndere og løgnere. Derfor er hans råd, ord og gerning alt for høje for os til, at vi skulle kunne forstå dem. Alligevel er vi så blinde, formastelige tåber, at vi bilder os ind, at vi ikke bare forstår det, men også kunne gøre det bedre. Derfor siger Jeremias med rette: «Menneskets hjerte er så fordærvet og lumsk, at ingen kan gennemskue det.» Fordi vi nu af naturen er så slette, burde vi lægge vores visdom til side og i Guds sager og bud tænke sådan: Ser det tåbeligt ud for mig, så er der i virkeligheden ingen anden grund end den, at jeg er en stor tåbe, som ikke kan forstå eller fatte den guddommelige visdom; for min dårskab og blindhed står i vejen for mig.

Sådan er den gamle omskærelse et eksempel på en fin tro: Abraham og hans trælle blev ikke forskrækkede over denne befaling, men fulgte den straks. De tænkte ikke: Åh, det er noget tåbeligt noget, at vi gamle skal lade os omskære; sådan mener Gud det nok ikke; det må betyde noget andet (ligesom sakramentsskænderne har disputeret om dåben og nadveren). Hvad skulle Gud dog med den tåbelige befaling, at man skal omskære legemet? Hvad skulle det dog være godt for? Sådan tænkte de ikke. Nej, de fulgte straks befalingen og sluttede: Fordi Gud har befalet det og vil have det sådan – hvor tåbeligt det så end er – så bliver jeg ikke frelst, uden at jeg følger hans befaling, sådan som han har befalet. Så omskærelsen er et fint eksempel på en fast, retskaffen tro, som Abraham og hans trælle og efterkommere havde. Af den skal vi lære at gøre ligeså og ikke lade vores visdom og fornuft føre os bort fra Guds ord.

Så meget om de gamle jøders omskærelse, som ikke skulle stå længere end loven, det vil sige indtil Kristus, der har gjort ende på den sammen med loven. Det er smukt vist ved, at disse små drenge først skulle omskæres på den ottende dag. For Skriften holder den orden, at efter seks dage kommer sabbatten, og dagen efter sabbatten er den ottende dag, hvor en ny uge begynder. For vor kære Herre Kristus begyndte med omskærelsen at opfylde den forkyndelse, der var talt om ham: at han skulle være en Frelser og et lys for hedningerne, som ikke alene skulle føre sit regimente i jødedommens lille krog, men regere i hele verden ved sit evangelium og gøre os fri af alle synder. Det begyndte han på, da han blev omskåret, og med sin omskærelse gjorde han ende på den tidligere.

Men jeg sagde i begyndelsen: Vil man tale rigtigt om Kristi omskærelse, så må man gøre lige så stor forskel på Kristi og jødernes omskærelse som på himmel og jord. For her er personerne ulige, selv om det er den samme gerning. Omskærelsen var ligesom loven givet til dem, der var syndere og skyldige til den evige død. Men Kristus er uden al synd og en Herre over loven, og loven har intet med ham at gøre; for den har kun med syndere at gøre. Men han er ingen synder. Når han nu efter loven bliver omskåret ligesom ethvert andet syndigt lille barn, så forgriber loven sig på ham; derfor må den lide sin straf og høre op. Havde Kristus villet, så kunne han godt have afskaffet og ophævet loven med magt; for han er jo lovens Herre, og loven har intet med ham at gøre, fordi han er uden al synd. Men det ville han ikke gøre med magt, men med kærlighed og ydmyghed. Det sker nu til gavn for os, for at vi skal tage det til os og trøste os ved det.

Selv havde vor kære Herre Kristus ikke brug for det – lige så lidt som han for sin egen skyld havde brug for at blive menneske eller lade sig nagle til korset. Han gør det for vores skyld. For vi har brug for sådan en mand, som var uden synd og opfyldte loven for os og på den måde stillede Guds vrede. Af den grund har han stillet sig under loven og skænker os den sejr, han har vundet over loven, så vi skal bruge den og nyde godt af den; og fra nu af har vi alle gennem ham den samme ret over loven, som han har, så den ikke mere skal fordømme eller fange os. For den, som holder sig til Kristus med en ret tro, skal ved ham være forløst fra denne fordømmelse.

Læg derfor godt mærke til denne forskel; for alt afhænger af den. Abraham må ind under loven og lade sig omskære; for han er en synder, og derfor har loven krav på ham. Men Kristus er ingen synder og behøver derfor ikke at komme ind under loven; alligevel stiller han sig under loven, for at alle, som holder sig til ham i tro, ved ham skal være løst og fri af lovens forbandelse. Derfor er højtiden for Kristi omskærelse en meget trøstefuld højtid, hvor man med rette skal love og takke Gud for, at selv om vi på grund af synden er hjemfaldne til loven, så skal det dog ikke skade vores sjæls frelse; men ved Kristus skal vi være løst og fri af lovens forbandelse – han, som for vores skyld har båret lovens forbandelse og underlagt sig loven.

Men at det var nødvendigt, at vi på denne måde måtte blive løst og fri af loven, lærer Sankt Paulus, når han siger i 1 Kor 7,19: «Omskærelse er intet, men at holde Guds bud.» Det er meget stolte ord, og jøderne kunne ikke tåle dem. For det er det samme som at sige: Ingen, der er omskåret, opfylder Guds bud eller holder loven. Men hvad er det andet end: De, der er omskåret, er ikke omskåret? Eller for at sige det endnu tydeligere: Ved omskærelsen opfylder ingen loven, og ingen bliver heller fri af synd ved den. For selv om jøderne lod sig omskære, så står Guds bud og befaling der stadig: «Du skal elske Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl og med hele dit sind.» Giv mig så et menneske, der kan rose sig af, at han har gjort det eller kan gøre det! Loven siger: «Du må ikke begære.» Giv mig et menneske, der kan rose sig af, at han har gjort det eller kan gøre det! Kort sagt: Tag hvilket bud du vil, så må du bekende, at der ingen er, der har holdt det fuldkomment. Men hvad er dommen over sådanne mennesker, som ikke holder Guds bud, selv om de er omskåret? Det viser Sankt Paulus ud fra Femte Mosebog, hvor der står: «Forbandet er enhver, som ikke bliver i alt det, som står skrevet i denne lovens bog, og gør det.» Han slutter altså, at alle, der har med lovens gerninger at gøre, er under forbandelsen. Grunden er: De kan ikke holde loven. For hvis man kunne holde loven, så var der ingen nød. Men fordi man ikke kan holde den, så følger det, at loven anklager os, overgiver os til Djævelen og støder os ned i helvede.

Derfor må man have en højere og bedre forkyndelse, som giver os mere end loven. For loven kan ikke mere end at befale, at «vi skal elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv» – også når han gør os ondt, og vi gerne ville hævne os. Men det bliver der ikke noget af. Naturen rører sig med vrede, uvilje, utålmodighed, had, misundelse, hovmod osv. Derfor er der ingen, der kan følge den forkyndelse. Og selv om man gør så meget, som det er muligt, så kan vi alligevel ikke bestå for Gud med det.

Det er altså grunden til, at der kommer en, der er højere og større, nemlig Kristus, Guds Søn. Han er uden al synd og lader sig alligevel omskære som andre syndere. Sådan stiller han sig i al ydmyghed under loven for helt at ophæve den og gøre os fri af den – os, som ikke kunne bære den byrde og derfor måtte blive under Guds forbandelse og vrede. Det ligger jo i dagen, ikke bare ud fra vores erfaring, men også ud fra de hellige profeters vidnesbyrd. For hvad skulle ellers have drevet den hellige profet David, når han siger i Sl 19,13: Delicta quis intelligit? «Hvem kan mærke, hvor ofte han fejler? Tilgiv mig de skjulte fejl, som jeg intet ved om.» Ligeså Sl 143,2: «Gå ikke i rette med din tjener; for for dig er ingen levende retfærdig.» Ligeså Sl 130,3: «Hvis du, HERRE, vil tilregne synd – Herre, hvem kan da bestå?»

Disse og mange andre skriftsteder vidner tilstrækkeligt om, at det er umuligt for et menneske at sige, at han har gjort loven fyldest og er sluppet for Guds vrede på grund af sine gerninger. Fordi loven nu holder os fanget på den måde og ikke lader os komme frem for Gud, men tværtimod hindrer den tillid, vi skulle have til Gud, så følger det, at hvis vi vil frem for Gud, må vi have noget højere end lovens forkyndelse, nemlig forkyndelsen af det hellige evangelium. I den lader vor kære Herre Kristus forkynde for jøderne og for os, at vi er fordømt på grund af vores synder. Og det hjælper ikke jøderne, at de er omskåret; for den omskærelse gør dem ikke fri af synd. Som profeterne siger: Selv om de er omskåret på legemet, så er hjertet dog uomskåret og urent. Men det, der gør os fri, er, at evangeliet forkynder videre, at vor kære Herre Kristus, som ikke skyldte loven noget, men var uden synd, alligevel gav sig ind under loven og lod sig omskære, for at han kunne få en sag mod loven og sige til den: Hører du, lov? Du gør mig til træl, skønt jeg er din herre; derfor skal du nu omvendt tjene mig og være min træl og min fange.

Den ret, som vor kære Herre Kristus for sin egen person har over loven, den skænker han mig og dig. Og han tager fra loven den ret, den har imod os stakkels syndere, og erklærer os kvit og fri for den. Dog ikke sådan, at vi ikke skal gøre noget og bare leve, som vi vil; men sådan, at hvor vi ikke har gjort, hvad vi skulle, skal det tilgives os og ikke tilregnes os og ikke skade vores frelse.

Derfor har de, der tror på Kristus, slet ikke brug for omskærelsen. For de er ikke alene sat fri af denne og andre af lovens byrder, men har syndernes forladelse og løftet om det evige liv ved Kristus. Derfor kan de rose sig og sige: Loven hjælper mig intet, omskærelsen heller ikke; men det hjælper mig, at jeg tror, at Kristus er omskåret. For det er sket for min skyld, for at jeg kunne have en kautionist, som trådte ind i gælden for mig – den gæld, som loven kan overbevise mig om på grund af mine synder. Derfor vil jeg trøste mig ved hans uskyld og sige: Loven har en tid lang været ligesom en herre i himlen; for den har anklaget os mennesker for Gud. Det måtte vi finde os i, og der skete os heller ingen uret, for vi kunne ikke nægte synden. Men nu er det vendt om, fordi vi ved Kristi omskærelse er forløst fra omskærelsen og fra lovens forbandelse.

Med min omskærelse, med min kærlighed til Gud og til menneskene, med min lydighed er der intet udrettet; på det vil jeg ikke bygge og ikke stole det mindste. Men al min tillid, trøst og trods skal være dette: at Kristus er lydig, uskyldig og hellig. Den tillid og det håb vil ikke svigte mig; for det er en sikker trøst og et fast skjold. Før jeg havde den, mente jeg, at jeg selv måtte i gang og opfylde loven eller blive fordømt. Men nu ved jeg, at det er en umulig ting for mig og for alle mennesker; vi kan ikke bære den byrde. Men Kristus har taget den fra os og lagt den på sig selv, kastet sig ind under loven og begyndt på det med omskærelsen, for at han kunne opfylde den i alle dele og ikke lade noget tilbage af det, som Gud har pålagt os stakkels syndere at lyde. Det er mit hjerte og min trøst.

Jeg skal nok tæmme min gamle Adam og holde ham til at gøre, hvad han skal; for ellers var jeg et helt ulydigt barn. Men der løber alligevel uhyre meget ulydighed med ind. Vi gør meget, som vi burde lade være, og lader meget være, som vi burde gøre; nogle gange falder vi endda i grove, grufulde synder. Her er der ingen anden trøst end at flygte ind under dette skjold, som hedder: «Kristus har stillet sig under loven»; og vi skal trøste os med, at hvad der mangler i vores lydighed, det har Kristus opfyldt. For med os kommer det aldrig dertil, at vi gør alt, hvad vi skal, som Sankt Paulus siger: «Jeg glæder mig over Guds lov efter det indre menneske; men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som fører krig mod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.» Det er det samme som at sige: Jeg må gøre, hvad kødet vil; men efter troen gør jeg det ikke – det gør mig ondt, og jeg er ikke gerne fanget sådan.

Sådan bliver den kristne retfærdighed hel: at jeg kender mig selv som en stakkels synder, der aldrig kan gøre loven fyldest. Men derfor fortvivler jeg ikke. For her ser jeg, at min Herre Kristus har taget sig af mig, givet sig ind under loven for mig og gjort loven fyldest. Så følger det videre, at sådan et hjerte må sige: Åh, har min Gud gjort det for min skyld? Skulle jeg så ikke også elske sådan en nådig Gud? Skulle jeg ikke af hjertet gøre mig umage med hans vilje og til gengæld gøre, hvad han holder af? Sådan bliver man glad og venlig mod Gud, og så følger den rette opfyldelse af loven, som ikke er tvungen, men villig. Og selv om denne opfyldelse på grund af kødet endnu ikke er hel, men ufuldkommen, så lader Gud sig den dog behage hos dem, der har troen på Kristus. For hvad der endnu er urent og ufuldkomment ved den, det hører ind under det dække og det skjold, som er syndernes forladelse, der er givet os for Kristi skyld.

Sådan har I hørt om to slags omskærelse. Den første har Gud befalet, og indtil Kristus måtte jøderne i lydighed give sig ind under denne omskærelse ligesom under loven. Men dermed blev de ikke frelst. For ingen har nogen sinde kunnet gøre loven fyldest. Derfor, selv om omskærelsen var der, så anklagede loven ikke desto mindre alle jøder og fordømte dem for Gud. Men det, der gør én frelst og hellig, er, at man har Kristus, som har givet sig ind under loven og taget forbandelsen fra os. De jøder, som troede dette og satte deres frelse til den lovede sæd, for dem var den ydre omskærelse et segl på, at de var retfærdige for Gud – ikke på grund af omskærelsen, men på grund af troen på Kristus.

Derfor er højtiden for Kristi omskærelse en trøstefuld højtid. På den lærer vi, når vi skal komme frem for Gud, at sige: Herre, du har befalet jøderne omskærelsen; jøderne og os alle har du befalet, at vi skal elske dig af hele vores hjerte og vores næste som os selv. Men kære Herre, det har jeg desværre ikke gjort, og jeg kan heller ikke gøre det, så jeg med rette, efter hvad jeg har fortjent, måtte være fortabt og evigt fordømt. Men dette er min eneste trøst og mit skjold, som jeg flygter hen under og skjuler mig bag: Din kære Søn, Kristus Jesus, min Herre, har givet sig ind under loven og ladet sig omskære som enhver anden synder og på den måde gjort din vilje fuldkomment; for ellers havde han ikke ladet sig omskære på den ottende dag som ethvert andet lille barn. Det er sket for min og alle synderes skyld, og det er skænket os og givet os til ejendom. Selv havde han ikke brug for det. Derfor tager jeg det til mig og beder dig, kære himmelske Fader: Vær mig nådig for hans skyld, og lad mig nyde godt af hans retskaffenhed og hellighed. Sådan skal enhver lære at stole på vor kære Herre Kristi hellighed og uskyld; så går vi sikkert, og hverken synd eller død skal kunne sejre over os. Det give os vor kære Herre Kristus. Amen.