Søndag efter jul (Luk 2,33–40)

Prædiken på søndagen efter juledag over evangeliet Luk 2,33–40, holdt 1531

Det vigtigste i dette evangelium er, at Simeon profeterer om Kristus og hans rige: hvordan det skal gå riget, først blandt jøderne, hans eget folk, og siden blandt hedningerne – nemlig, som vi hørte på 3. søndag i advent, at de fleste vil støde sig på det og tage anstød af det. Men alligevel skal også mange blive hjulpet og rejst op ved det. Ved siden af dette, som er det vigtigste, er der også andre punkter, som vi kort vil løbe igennem.

Denne historie skete, da barnet Jesus var seks uger gammelt og blev båret op i templet efter jødernes skik, for at det skulle fremstilles for Herren, og der skulle bringes et offer for det, 3 Mos 12; Luk 2 – sådan som vi skal høre på højtiden for barnets fremstilling i templet. Da kommer den gamle Simeon, drevet af Helligånden, tager barnet Jesus i sine arme og prædiker om ham, at han skal være Frelseren og lyset – et lys, der ikke alene skal skinne inde i jødefolket som i en lygte, men også åbenlyst for alle hedningerne.

Om denne prædiken, som Simeon holder om barnet, siger evangelisten i dagens evangelium: «Hans far og mor undrede sig.» At han kalder Josef Herren Kristi far, er, fordi han taler om ham, sådan som andre folk talte om ham. De kaldte Josef barnets far, fordi moderen Maria var gift med ham. Sådan kalder Skriften også andre steder ikke alene de naturlige forældre far og mor, men også dem, der står i deres sted. Men han har gardéret sig tilstrækkeligt længere oppe, hvor han har sagt, at barnet er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Det skal man lægge mærke til, så ingen støder sig på, at Lukas her, og Skriften andre steder, somme tider taler om en ting, sådan som folk almindeligvis taler. For det var en skjult Guds gerning, at jomfru Maria alene ved Helligånden, uden en mand, var dette barns mor; og det måtte Josef selv tro, efter at englen havde åbenbaret ham det i en drøm.

Når nu den gamle Simeon træder frem og priser dette barn så højt, så har mange af dem, der hørte det, sikkert foragtet det som tossesnak og tænkt, at Simeon talte som en gammel, barnlig og vanvittig mand. Men det var en sådan prædiken (siger evangelisten), at hans far og mor undrede sig over den. For det stykke, at han skulle være hedningernes lys, havde de ikke engang hørt så klart af englen selv, som denne Simeon siger det.

Derfor skal man ikke tyde det sådan, når der her står: «Hans far og mor undrede sig over det,» som om de ikke troede det. Nej, det er et tegn på en stor tro og en dyb forståelse. For det er troens egentlige art: jo fastere man tror, at en ting er Guds ord og gerning, jo mere undrer man sig over den og bliver glad for den. Omvendt: hvor man ikke tror det, dér tager man sig det ikke til hjerte og har hverken glæde eller lyst af det. Sådan har vi i disse dage hørt om Kristi fødsel, at dette barn er vort kød og blod og tilmed vor Frelser, som skal hjælpe os fra den evige død, fra synden og fra Djævelens rige. Den, der nu tror det af hjertet og i en sådan tro tænker ret over denne guddommelige gerning – mener du ikke, at han må undre sig så meget over det, at han ikke kan se sig mæt på dette barn eller tænke nok på det? Sådan priser Lukas med disse ord begges tro højt, både moderens og faderens. De var begge glade og ved godt mod over det og kunne ikke undre sig nok over, at dette barn skulle være lyset, der oplyser hedningerne, mens alle andre konger og fyrster er den rene, mørke nat, ja, selv stikker i synd og død, for slet ikke at tale om, at de skulle kunne hjælpe andre ud af det.

Sådan skulle vi også undre os over evangeliet, så vi blev stolte og glade over det og kunne rose os: Jeg er en kristen og er døbt; derfor tvivler jeg slet ikke på, at jeg ved Herren Jesus skal være og blive herre over synd og død, så himlen og alle skabninger skal tjene mig til mit bedste. Hvis en fyrste forærede mig en fløjlsfrakke eller en landsby, ville det gøre mig glad. Men hvad er det mod dette? Ja, selv om jeg havde den tyrkiske kejsers krone, er det dog intet mod det, at jeg har del i Kristi arv og skal leve med ham i evighed. Men hvor finder du dem, der virkelig tror det og tager det til hjerte? Vi kan det alle sammen og kan sige det efter; men at vi ikke tror det, kan vi hurtigt overbevises om: for vi undrer os ikke. Skal man kalde sådan et kendskab til historien for tro, så er det i sandhed en kold og halvdød tro; ellers ville vi ikke alene blive glade, men også stolte over det. For en kristen er et stolt, saligt menneske, der hverken spørger efter Djævelen eller efter al ulykke; for han ved, at han ved Kristus er herre over alt det.

Derfor har jomfru Maria uden tvivl i denne undren haft en særlig god og hellig stolthed og hovmod, som ikke stod på hende selv, men på Guds nåde og barmhjertighed og på dette barn Jesus – sådan som Lukas fint viser med disse ord: «Hun undrede sig.» Ikke over, at hun var dette barns mor, men «over det, der blev sagt om ham». Sådan gør alle kristne: de ser ikke på, hvad de er, men på, hvad der er givet dem; derfor roser de ikke sig selv, men ham, der af nåde har givet og skænket dem alt.

Det skorter ganske vist ikke på, at Gud giver os; men vi vil ikke rigtig se det eller kende det. Ellers ville troen bære den frugt med sig, at vi også undrede os og glædede os over den store nåde og velgerning, som er vederfaret os ved dette barn. For at vi stakkels syndere er sat ind i et evigt liv og i retfærdighed, det burde dog i det mindste mærkes som en lille gnist og give os mod, så vi ikke var så modløse i anfægtelse og forfølgelse, men tværtimod trodsede både Djævelen og verden og sagde: Hvad så, om I tager livet fra mig? Når bare jeg beholder dette barn, så tag bare bælg og skaller; jeg mister kun lidt i forhold til denne kerne og skat: at jeg ved Kristus er gjort fri af synden og er sluppet fra den evige død og Guds vrede. Sådan burde vi også undre os over det. Men, som sagt, det sker kun hos få. Dog må der alligevel være nogle, hos hvem det sker, og som undrer sig over alt det, de hører om Kristus. For dem er denne prædiken en evig føde, som de aldrig kan blive mætte af – sådan som Peter siger, at selv «englene længes efter at se ind i det».

Nu vil vi også se på Simeons profeti. Den gælder først og fremmest, som sagt før, jødefolket: at mange i Israels folk, som han her siger, skal støde sig på Herren Kristus og tage anstød af ham, men at omvendt også nogle skal blive hjulpet ved ham. Det er nu dette barns, vor kære Herre Kristi, egen titel: sådan skal det gå ham, sådan skal han blive anset i verden, at mange løber imod ham og falder, mens mange også holder sig til ham og rejser sig ved ham. Derfor må den, der vil være en kristen, indrette sig på det. For her skal ingen tvinges. Tvangen har Gud overladt til fyrster, borgmestre og bødler; de skal i deres regimente tvinge og med magt drive alle dem, der ikke vil holde op med at stjæle, myrde, lyve, bedrage og andet forargeligt. Men her i Kristi rige går det ikke sådan til. Vil du ikke tro, så lad være; vi vil ikke trække dig herind i håret eller tvinge dig. Men en anden vil tvinge dig, når tiden kommer, og da vil du ikke længere kunne værge dig.

Ja, siger de, har jeg endnu så lang tid, så haster det ikke. Nuvel, det står fast: vil du blive frelst, så må du tage imod denne konge, som (sådan som Simeon her siger) er en konge, verden forarges over. Men ingen skal tvivle på, at der også altid vil findes nogle, som har gavn af ham og ikke tager anstød.

Det er en meget nødvendig undervisning: at vi ikke alene skal se på den store hob, som falder; det må vi lade ske. I verden bliver det aldrig anderledes: hvor denne konge er med sit ord og sit rige, dér vil de fleste tage anstød og falde. Det må du vænne dig til og lade gå, hvis du ellers vil blive ved med at være en kristen. Og ved siden af skal du se på den lille flok og holde dig til den – den, som ikke falder, men holder fast ved denne konge og rejser sig.

De pavelige spotter vor lære grueligt og sætter sig hårdt imod den – ikke fordi de tager anstød af den, for de fleste af dem ved meget vel, at den er sandheden. Nej, de gør det af lutter ondskab og trods for at bevare deres stand og pragt, og de spørger ikke meget efter Kristus og hans ord. For maven er deres gud. Derfor vil vi her ikke regne dem med til den hob, der tager anstød. Men de, der tager anstød, er dem, som ikke er åbenlyse fjender og forfølgere af læren, men hører den, bekender og tror også, at dette barn er verdens Frelser. Men det vil ikke ind i hovedet på dem, at vi ikke skal opnå syndernes forladelse og retfærdighed for Gud ved vore gerninger og ved det, vi roser os af at gøre Gud til lov og ære. Å, siger de, skal alle de være fordømt, som i så mange hundrede år har levet efter den gamle lære og tro? Det tror jeg aldrig osv.

Når du nu ser, at det går sådan, så sig: Det går lige, som det skal; for «barnet», som jomfru Maria har født, «er sat til fald» – ikke for dem, der intet ved om Gud, men «for mange i Israel», det vil sige for dem, der er Guds folk, har hans ord osv. Netop for dem er dette barn sat til en anstødssten, som verdens vise og hellige løber imod og vælter hovedkuls over, falder og brækker halsen på. Derfor, hvor man ikke vil tage imod barnet Jesus, må vi lade det gå og lukke øjne og ører, som om vi ikke så dette fald.

Hos jøderne gik det også sådan. De tog umådeligt anstød, da Kristus diskuterede med dem og sagde, Joh 8: «I vil dø i jeres synder.» Da tænkte de: Hvad siger den tosse? Vi har da profeterne og Moses; vi ved jo, hvad der er ret, og hvad Gud vil have af os. Skal alt det være intet og ikke hjælpe os? Skal vi først lade denne tømrersvend lære os, hvordan vi bliver frelst? Så gik de hen og stødte hovedet mod Kristus og faldt.

Sådan gør nu også pavens gejstlige – jeg taler om de bedste, for den største del af dem er, som sagt, maveslaver. De skælder vor lære ud for Djævelens løgn og kætteri og siger: Vi beder, faster så meget og gør os så meget besvær; skal da alt det være intet? Skal det ikke behage Gud? Nuvel, så vil vi æde, drikke os fulde, bedrive utugt og på den måde behage Gud og komme i Himmeriget, eftersom Kristus kun frelser syndere og ikke de retfærdige (sådan som de lutherske prædiker). Også de tager anstød af barnet Jesus og falder, så de aldrig rejser sig igen.

Vil du nu være en kristen, så indret dig efter det, og vær bare sikker på, at din Herre Kristus, du selv, din lære og alt, hvad du gør, ikke kommer til at behage folk. For her hører du, at din Herre Kristus selv er en sten at snuble over og en klippe til anstød for dem, der er Guds folk. På ham tager alle de anstød, mod ham støder de sig, og over ham falder de – alle, som vil være store, kloge og hellige. Vil du nu regnes af dem og deres tilhængere for en tosse, en kætter og en forfører (for anderledes bliver det ikke), så tag imod denne Herre og konge; hvis ikke, kan du lige så godt lade ham være. Sådan må alle, som er kristne og vil blive frelst, sammen med deres Herre Kristus være til anstød og fald for de andre og regnes for kættere og forførere. Det er det ene stykke af denne profeti.

Men ved siden af siger evangeliet – og det skal man lægge godt mærke til – at han ikke alene er sat til fald, men også «til oprejsning for mange i Israel». Det er dem, der tager imod denne konge, rejser sig ved ham og sætter liv og lemmer til for hans skyld, når nøden kræver det. De ved, at de ikke kan hjælpe sig selv. Skal de hjælpes, så må det alene gøres af ham, som englene kalder en Frelser, og om hvem Simeon her profeterer: «Mange skal rejse sig ved ham.» Derfor erkender de og regner sig selv for fattige og elendige syndere, der er faldet hårdt og dybt. Så rækker de hænderne ud og holder sig med glæde til denne ædle grund- og hjørnesten, rejser sig op ved ham, tror på ham og bliver aldrig til skamme, 1 Pet 2. Men de andre tosser, som synes, at de står fast og ikke behøver nåde eller hjælp, de løber med hovedet imod ham og spotter og bander ham uden at blinke. Når det går sådan, så lad dig ikke anfægte af det, og gør, som om du ikke så det; det vil nu engang ikke gå anderledes med dette barn, end Simeon her profeterer. Se i stedet på den anden hob, selv om den er mindre: dem, som rejser sig ved ham, nemlig de stakkels syndere, der af hjertet forskrækkes for Guds vrede og dom – dem gør dette barn hellige og retfærdige. Og dem, der erkender, at de har levet i vildfarelse og uvidenhed, gør det vise; dem, der er fortabte og fordærvede, hjælper det og frelser. Lær at trøste dig med det, og lad dig endelig ikke vise bort fra dette barn.

Jeg har også i mange år med al flid tænkt over sagen: hvordan jeg dog kunne prædike sådan om Herren Kristus, at det behagede alle, og ingen stødte sig på ham eller tog anstød. Men det lader sig ikke gøre. Derfor må vi hellere vænne os til det og her lære, hvordan vi skal svare dem, der siger: Under pavedømmet var alt så fint stille; dengang hørte man hverken om kætteri eller urenhed; men siden denne lære er kommet frem, er al ulykke dukket op, så der kun er kommet lidt eller slet intet godt ud af den. Sådan nogle kloge hoveder kan du svare ud fra dette evangelium og den hellige Simeons profeti: Overalt, hvor den rene lære om Kristus går, følger det med sikkerhed, at mange falder over den og anretter al ulykke. Men alligevel skal denne lære også bære den frugt, at nogle holder sig til Kristus og rejser sig ved ham. Det er, som sagt, de stakkels bedrøvede samvittigheder, der finder trøst og glæde i denne lære.

Det vil vore modstandere ikke se på; de ser kun på faldet og forargelsen, som ikke kan undgås – ikke på grund af læren, som er ren, ret og god, men på grund af menneskene, som ikke vil finde sig rigtigt i den og ikke vil følge den. Men tænk nu ordentligt over sagen, og indrøm frit: Havde det ikke været bedre under pavedømmet, om forargelsen og faldet havde fået sin gang som nu, end at alt gik så stille og fredeligt til (sådan som det så ud), mens Djævelen dog overalt regerede med magt, med afgudsdyrkelse og falsk lære og drev alle i flokke til helvede? Hvem ville ikke hellere lide en timelig skade end den evige? For det var jo en usigelig, ja evig skade, at der under pavedømmet hverken var ret prædiken, kundskab om Gud eller gudstjeneste at finde.

Vi har nu i mange år ofte oplevet, at der på mange rigsdage er blevet forhandlet om det, og at man gerne ville have bragt det dertil, at der blev prædiket sådan, at det behagede alle og ikke forargede nogen. Men så meget er sikkert: tager du forargelsen og faldet bort, så er Kristus allerede tabt. For her er det profeteret om ham, at «i Israel (det vil sige blandt dem, der kaldes og vil være Guds folk eller kirke) må mange falde over ham».

Han er kommet til os, vor kære Herre Kristus, ved sit evangelium, før vi opdagede ham – ligesom til jøderne. Det skulle vi have taget imod med stor tak og hjerteligt takket Gud for denne uudsigelige nåde. Men hvad er der sket? Pave og biskopper bliver fortørnede over det og mener, at han først skulle have spurgt dem om lov, og når de havde givet deres samtykke, så først have begyndt med denne lære og ændret noget i kirken. Dér går forargelsen i gang for fuld kraft. For Kristus vil ikke holde op med at prædike, og pave og biskopper vil ikke tåle det. Så begynder dansen, og Simeons profeti står ved magt for evigt og altid: «at dette barn er sat til fald for mange i Israel».

Derfor må der komme forargelser, som Kristus siger i Matt 11 [ordet om, at forargelserne må komme, står i Matt 18,7] og Sankt Paulus i 1 Kor 11: «Der skal være partier og kætteri.» Ordet må lide forfølgelse. Men ikke desto mindre skal Kristus alligevel blive stående, og nogle skal rejse sig ved ham og blive frelst. De andre derimod må gå til grunde på ham – de, som gerne ville gøre Kristus til noget andet, end Gud Fader har bestemt og sat ham til. Han har nemlig sat ham til at stå som en sten ved vejen, som man i nøden kan læne sig op ad og rejse sig ved. Men fordi de fleste er så tossede og tåbelige, vil de ikke holde sig til den sten; de løber med hovedet imod den og støder sig på den. Det er ikke stenens skyld, men de tåbelige, blinde folks, som falder over den og slår sig grundigt i stykker. For Gud har jo sat og lagt den der, som der står skrevet i Es 28, «for at de skal tro på ham, rejse sig ved ham og blive frelst ved ham».

Derfor skal man ikke regne evangeliet for en lære, der ikke gør andet end at stifte strid og splid i verden, sådan som paven og biskopperne skælder det ud for – som om de selv var helt rene, aldrig havde gjort vandet grumset og aldrig med deres synd og afgudsdyrkelse havde givet anledning til al slags straf og ulykke. Hvis de lod denne lære gå sin gang og have frit løb, så ville den splid og de andre plager også blive borte. Men nu, da de sætter sig imod denne lære og ikke vil lade den gå sin egen gang, hvad under er det så, at Gud heller ikke altid gør med dem, som de gerne ville have det?

Jøderne forargedes også over Kristus; men han gav dem ingen grund til det. Ja, han ville så gerne have set det gå dem godt og var netop kommet, for at de skulle tro på ham og blive frelst. Men når de ikke ville, var skylden jo ikke hans. For de skulle have rettet sig efter ham som deres Herre, der var lovet dem og nu var kommet, og ikke have forarget sig over hans ringe skikkelse. Sådan skal vi heller ikke nu, i de store forargelsers tid, lade os vildlede, men rette os efter evangeliet. Men den, der ikke vil det, selv om han forarges, han kan takke sit stivsindede hoved og sit vantro hjerte for det og skal ikke lægge skylden på evangeliet. Det er det første stykke af Simeons profeti.

Men når Simeon dernæst, og især til moderen, siger: «Og et sværd skal gennembore din sjæl, for at mange hjerters tanker skal blive åbenbare», så rimer det meget dårligt med det, evangelisten siger, at Simeon velsignede dem. For det lyder hårdt og klinger meget uvenligt, når han siger: «Et sværd skal gennembore din sjæl.» Men det er ikke kun skrevet for jomfru Marias eller Herren Kristi skyld, for de har ikke brug for det nu; nej, det er skrevet til lærdom for os, så vi også skal rette os efter det. For hverken jeg eller nogen apostel kunne have tænkt eller troet, at der var så stor ondskab i verden, hvis ikke evangeliet var kommet og havde afsløret den og bragt den for dagen. For før denne tid har der været rigtig mange fremragende, fromme folk i pavedømmet, som opførte sig pænt, ærbart og tugtigt. Der har været mange vise, fornuftige folk, som man kunne have svoret på mente det godt af hjertet. Så verden stråler altså på det allersmukkeste, så længe evangeliet ikke er der, med sin kunnen, visdom, tugt og ærbarhed. Dernæst tager den sig endnu meget smukkere ud i det åndelige skin, fordi den har udtænkt og indrettet gejstlige stænder og mange gudstjenester. Det har vi også oplevet i pavedømmet: Den, der så det, måtte sige, at det var et helligt og gudfrygtigt væsen. For med sådan et skin bliver al fornuft fanget, både med verdslige dyder og med åndeligt væsen. Hvis det fik lov at blive ved, og evangeliet ikke afslørede den udyd, det hykleri og den afgudsdyrkelse, som stikker under det, så ville de alle sammen fare til Djævelen og alligevel beholde skinnet af at være fromme, vise, hellige og ydmyge.

Men når evangeliet kommer, og prædikenen om dette lille barn begynder – det barn, som efter Simeons profeti «er sat til fald og oprejsning for mange og til et tegn, som modsiges» – så viser det sig så tydeligt, at man kan tage og føle på det: at de, som hele verden før holdt for levende helgener, er de største syndere, at de kloge er de største narre, at de stille og blide hjerter er de mest blodtørstige mordere, og at evangeliet sandelig ingen værre fjender har end dem, der er høje, fornuftige, vise, dydige og hellige folk for verden. Jo højere de er smykket med sådanne dyder, jo bitrere raser de mod evangeliet. Man ser det jo: Jo ivrigere en munk har holdt sin regel og sin orden, jo mere han har bedt, og jo strengere han har fastet, jo mere rasende går han løs på evangeliet, når det begynder. Det er da en stor plage og en ganske grufuld ting.

Det er altså det, Simeon siger her: Åh, siger han, verden går frem i begge regimenter, det åndelige og det verdslige, i den skønneste ære; den fører et dydigt liv og gør sig stor umage, så alle tror, at de er lutter engle og Guds børn af bare hellighed og visdom. Ingen kan eller vil tro, at der under sådan et skin skjuler sig så stor udyd og så skadelig gift; alle mennesker bliver narret af det. Der er ingen kunst i hele den vide verden, der kan se det eller dømme om det, undtagen denne prædiken om Kristus og det hellige evangelium. Den stikker hul på sådan en giftig byld, så alle kan se, hvilket snavs og hvilken skændig gift der stikker bagved. For så snart denne prædiken lyder i verden, bliver de pæne folk forbitrede; så skinner de smukke helgener i den grad, at det bryder ud af dem, og de viser sig for hele verden, så man ser, at det inderst inde er lutter hykleri og skurkestreger med dem.

Mangen en fin fyrste er rigt begavet med visdom og forstand og ønsker i sit hjerte at styre sit folk ret. Han er ikke gerrig, ingen fråser og svirebroder; selv hører og dømmer han i de fattige undersåtters sager, og selv ser han efter, at regeringen i landet går rigtigt til, så ingen lider uret. Han er en tugtig, kysk ægtemand. Kort sagt: Hvis man skulle vælge et menneske til at regere, så skulle man vælge sådan en herre, som man i sandhed kan rose for at være en fornuftig, from og hellig fyrste – især hvis man regner efter det gamle væsen og skin i pavedømmet med bøn, faste og andagt og med at stifte altre, kapeller, kirker og nye gudstjenester, som med flid er lagt an på at få folk til at måbe. Men lad evangeliet komme, så vil du finde, at der også hos sådanne prisværdige, fromme regenter ikke er andet end lutter hykleri for Gud. Det beviser de også i gerning: De bliver grufulde mordere, der udgyder uskyldigt blod, går med onde rænker og falder fra den ene synd i den anden på grund af evangeliet og prøver alt for at hindre eller kvæle det. Sådan som kong Saul, Akaz og andre har gjort, så man må sige: Hvem skulle dog nogen sinde have troet, at der skulle stikke så stor synd under et smukt, helligt liv? Ingen andre end det hellige evangelium stikker hul på sådant snavs og sådan en væmmelighed, så den gift kommer for dagen.

Jeg havde ment, at hvis nogen ville tage imod evangeliet, så skulle det være paven med sine kardinaler, biskopper og gejstlige, som i verden holdes for de højeste og frommeste. Men nu viser det sig, at evangeliet ingen hårdere og mere rasende fjender har end netop paven med sine gejstlige, universiteter, doktorer, munke og præster – de, som dog med rette burde fremme det med al flid, eftersom de sidder i embedet med at styre kirken. Det er det, Simeon mener her, når han siger til Maria: Det lille barn, som du er mor til, vil gøre sådan et spektakel i verden, han vil gøre de folk til skamme, som alle andre og de selv holder for levende helgener.

Se, «derved bliver hjerternes tanker åbenbare», så man kan sige: I denne mand, som ser så hellig ud for verden, og som man på grund af hans forstand, verdslige dyd, hellighed og fromhed burde betro styret af verden og give nøglerne til himlen, stikker der så megen gudsbespottelse, afgudsdyrkelse, misundelse, had, mord, uvidenhed osv., at det er umuligt at regne det hele op. For Guds ord og sandheden kan han hverken høre eller tåle; han forsvarer afgudsdyrkelse og slår folk ihjel for den sags skyld. Ja, hvis han kunne drukne land og folk i blod, ville han gøre det, bare for at kunne kvæle evangeliet. Det må da være et bittert, giftigt hjerte, som man ikke skulle finde hos noget menneske – for ikke at tale om hos sådan et menneske, som verden holder for og roser som fromt, ærbart, sagtmodigt, vist og dydigt. Sådan, siger Simeon, vil dette lille barn åbenbare hjerterne.

Jeg havde heller ikke troet, da det kære evangelium begyndte, at verden skulle være så ond. Ja, jeg mente, at alle ville springe af glæde, når de hørte, at de kunne blive fri for pavedømmets vederstyggelighed og den jammerlige tvang og det pres, der lå på de stakkels samvittigheder, og ved Kristus af nåde få de goder, som de med så uendelig mange omkostninger, så megen møje og så meget slid havde stræbt efter forgæves og til ingen nytte. Og især tænkte jeg, som sagt, at biskopperne og universiteterne skulle være de allerførste til at tage imod det.

Men hvad sker der? Netop for denne prædikens skyld træder de os under fode, og ingen er os mere fjendtlig end netop de, der kaldes gejstlige. Det må vi lære og vænne os til og ikke holde inde med evangeliet på grund af verdens slette art, men frimodigt fortsætte. For det er en lære, der maler Djævelen og hans lemmer rigtigt af og lærer os at kende, at han er Guds fjende, og verden med, også hvor den er bedst, frommest og helligst. For det havde jeg ikke ventet og ville aldrig nogen sinde have troet, at der skulle være så stor foragt for Gud og hans ord i hjerterne hos mennesker, som udadtil giver sig så fromme. Men evangeliet lærer os det, så vi ser det for vore øjne, at pave, biskopper, fyrster, adelsfolk, borgere og bønder er fulde af djævle, fordi de ikke alene ikke tager imod denne frelsende lære, men med vilje foragter og forfølger den. Denne djævelske ondskab så jeg ikke i folk før evangeliet; jeg troede, de var fulde af Helligånden. Men Kristus åbenbarer ved sit ord, at de er besat af Djævelen.

Men hvorfor åbenbarer han det? Til belæring for os og dernæst også til trøst. Til belæring, så vi ikke skal blive forskrækkede, når vi ser, at så hellige folk er sådanne djævle, så vi må undre os og sige: Det er sådan en fin fyrste, sådan en fin borger, sådan en fin ægtemand – hvordan i alverden kommer han dog længere og længere ind i sådan en blindhed og ondskab, at han ikke kan tåle Guds ord og er så fjendtlig mod det? Her lærer dette evangelium os nu og siger os grunden: Før var hjerternes tanker skjulte; men nu kommer han, som hedder hjerternes Åbenbarer. Han har ved sit ord tændt sådan et lys i vore hjerter, at vi ser, hvad folk har for tanker – tanker, som hverken de selv eller andre har set før. De må frem i lyset og blive åbenbare.

Djævelen har før været lige så meget en løgner og morder som nu; men han var for smukt pyntet til, at man kunne kende ham, og man holdt ham for en lysets engel. Men nu, da evangeliet lyser ham lige i øjnene, ser du, hvad der har stukket i ham: at det altid har været lutter løgn, bedrag og mord med ham. Det ser du tydeligt på hans lemmer. Der går det helt igennem sådan, fra den højeste herre og ned til den ringeste tjener: Jo frommere og helligere folk ser ud, jo større skælmer er de, fulde af gift og gudsbespottelse. Sådan har de nok altid været; men de har holdt det gemt inde under venstre bryst og har kunnet skjule det. Der har vor Herre Gud sat et vindue ind ved sit evangelium, som Simeon siger her, så man kan se det, og de ikke længere kan skjule det på den måde.

For det andet tjener denne åbenbarelse af hjerterne også os til trøst. For når verden nu ikke vil tåle eller finde sig i Guds ord og alligevel bærer sådan et helligt skin, så skal vi ikke lade os skræmme af den, men straks slutte: Lad den se så from og hellig ud, den vil – når den har den udyd hængende ved sig, at den ikke kan tåle Guds ord, men forfølger det, så hører den den lede Djævel til, som den går og står; og al dens dyd og hellige liv er ikke andet end et skalkeskjul. I sig selv er det ganske vist ikke ondt, men prisværdigt at være fornuftig, vis og dydig. Men det er netop Djævelens værk, at man vil bruge sådan en smuk dyd som skalkeskjul og dække de grufulde synder med den, som hedder at bespotte Gud og forfølge hans ord.

Man priser jomfrudommen meget højt, og det er da også en særlig og sjælden gave. Men hvad ville du mene om en jomfru, der havde myrdet sin far og mor? Er det ikke sandt, du ville sige: Om hun så var jomfru to gange, så er hun dog en fader- og modermorder, som mester Hans, bødlen, skal give hendes fortjente løn, og hendes jomfrudom skal ikke hjælpe hende det mindste osv. Sådan er det også her, og det går, som Simeon siger: Å Maria, siger han, din søn vil gøre mange fromme folk til store skælmer og mordere – folk, som nu går sådan omkring, at man kunne have lyst til at tilbede dem for bare hellighed; men med tiden vil de vise sig at være Guds værste fjender. Ja, siger fornuften, de er nu alligevel hæderlige, fromme folk og ikke skælmer og mordere, som du påstår. Ja, slik du dig kun, kære kattekilling, med din glatte pels og dine skarpe kløer; men det skal, Gud ske lov, ikke vare længe. Der skal ikke mere til, end at Kristus kommer med sit evangelium, så vil du finde, at størstedelen af de ærbare, fromme osv. folk i verden er de værste skurke, mordere og Guds fjender, som ikke kan tåle Guds ord og flittigt tyr til al slags rænker og tyranni for at se, om de kan kvæle det.

De kan nok ikke lide, at man giver dem så grimme navne. Men for Gud kan de ikke undskylde sig. For selv om et menneske er fromt i sin ydre vandel, men har den slette art, at han er sådan en skælm i sit hjerte og ikke kan tåle Guds ord, hvor længe vil han så blive ved med at være from over for folk? For det er hurtigt sket, når hjertet er fuldt af mord, at tungen, ja, hånden også bliver en morder, når tid, plads og lejlighed er der. Den slette art afslører evangeliet; ellers ville ingen vide det, ja, ingen ville kunne tro det.

Simeon siger videre til Maria: «Og et sværd, siger han, skal gennembore din sjæl.» For den ondskab i verden har hun måttet se og erfare. Og ikke hun alene, men hele den kristne kirke til alle tider, når evangeliets lys skinner. Men det er umuligt, at de kristne kan se det uden smerte og særlig hjertesorg. Sådan som Peter også siger om den hellige Lot i 2 Pet 2: «at han måtte se og høre sodomitternes laster, som dag efter dag pinte hans sjæl med deres uretfærdige gerninger».

Det er det sværd, «som gennemborer de kristnes hjerte», det vil sige: Deres hjerte bliver såret af, at verden er sådan noget skændigt ukrudt, som kan smykke sig sådan og dog driver al slags overmod og tyranni mod Kristus, bespotter og fordømmer hans ord, forfølger og myrder hans hellige. Det er en af de kristnes lidelser, den hjertesorg, der går over al sorg, og som også vækker de bedrøvede hjerters inderlige suk. Når det kommer, så bliver straffen ikke længe borte. Det være nok om Simeons profeti for denne gang.

Men ud over Simeons profeti og lære er der også en beretning «om enken Anna», som også af Helligånden vidner og prædiker om Kristus. Om hende fortæller evangelisten, «at hun tjente Gud med faste og bønner nat og dag». Det fører vore modstandere, de pavelige, i marken imod os – skønt vi aldrig har nægtet, at man tjener Gud med ret faste og bøn. For når man gør det, Gud har befalet, så hedder det at tjene Gud. Da nu fasten, det vil sige mådehold med mad og drikke, og ligeledes bønnen er befalet af Gud, så lader vi det blive en gudstjeneste; for det er en befalet lydighed. Men det er de pavelige ikke tilfredse med; de vil tyde det sådan, at denne lydighed hjælper til syndernes forladelse og det evige liv. Dertil siger vi nej og siger med englen: Det udretter alene det lille barn Jesus, som har det navn og hedder Jesus eller Frelser, fordi han skal frelse sit folk fra deres synder.

Dermed vil vi lade det blive for denne gang og bede Gud om hans nåde, at han nådigt vil bevare os mod al forargelse og hjælpe os, så vi rejser os ved Kristus og aldrig nogen sinde forarges over ham og hans lære eller støder os på den. Det give vor kære Herre Kristus os. Amen.