Lidelseshistorien: 1. prædiken: i Getsemane (Matt 26,36–46)

Første passionsprædiken. Om historien på Oliebjerget, Matt 26,36–46

Det er en meget herlig historie og den rette begyndelse på vor Herre Kristi lidelse. Den tjener ikke alene til lære, så vi ser på Herren Kristus, hvordan han bar sig ad i sin angst og nød, men også til trøst mod synden og den onde samvittighed.

Skoleteologerne har disputeret meget og udførligt om denne historie. For det er heller ingen lille sag, at denne person, som på én gang er evig Gud og sandt menneske, falder i så dyb en angst, skælven og forfærdelse. Men man kan disputere om det, så længe man vil, og gøre det så skarpt og spidsfindigt, man kan – ingen kommer alligevel til bunds i det. Ja, det er umuligt at forstå en sådan sorg og forfærdelse eller fatte den med tanker. Det hele er alt for højt, fordi den person, der lider det, er for høj og over alting. Derfor må vi nøjes med de ringe eksempler, vi ser for øjnene, hvor nød eller angst for alvor har grebet et hjerte. Sådan ser man det hos de stakkels folk, der bliver dømt til døden for deres misgerninger: Hvordan de spræller og forfærdes i en sådan skræk og dødsangst og kæmper med døden, før de kan tage sig sammen og overgive sig til den. Og undertiden er der nogle, der ikke kan bære en sådan angst, men straks af skræk synker så dybt i den, at de hverken hører eller ser og heller ikke forstår, hvad man siger til dem, eller hvad de selv siger til andre. De mærker ikke sig selv, men er helt stivnede, som et menneske, der ikke ved af sig selv, hvor han er, eller hvordan han har det.

Men her må vi snarere se på dem, der er i så stor og svær angst og skræk, jammer og hjertesorg, at de skælver og bæver derover, og at det trænger så dybt gennem hjertet, at de hellere ville være døde end lide det. Sådan er de hjerter, der kæmper med den rette skræk for Guds vrede eller med svære anfægtelser til fortvivlelse. En sådan stor angst og nød, skræk og frygt må vi tænke os, at Herren Kristus også blev ramt af her, så han stod dér foran sine disciple og skælvede og bævede, så disciplene så på ham, blev forskrækkede over ham og slet ikke vidste, hvad der dog var sket med ham. Det viser Lukas fint, når han siger: «Herren fandt disciplene sovende af sorg», og Herren siger her: «Min sjæl er bedrøvet til døden», det vil sige: Jeg er så angst, jeg er så bange, at jeg kunne dø af angst. Ved sådanne tanker må vi lade det blive her. For vi kender ingen større og højere angst end en sådan dødsangst. Men alligevel kan en sådan dødsangst ikke rigtig sammenlignes med dette. For den var langt heftigere og større hos Herren Kristus, end det er muligt for et menneskehjerte at bære. Derfor: Ligesom en sådan angst og skræk er et tegn på, at Kristus er sandt menneske – for ellers ville angsten ikke have kunnet bide på ham – sådan er det omvendt et tegn på, at han er sand Gud, eftersom han har udstået og overvundet en sådan angst. For det er ikke muligt for vort kød og blod. Den menneskelige natur, ja, også englenes natur alene, er alt for svag til at kunne holde ud i en sådan nød. For det drejede sig for Herren Kristus ikke kun om, at timen nu var kommet, hvor Judas skulle forråde ham, jøderne tage ham til fange og hedningerne slå ham på korset, og han sådan skulle dø. Nej, han havde hele verdens synd på halsen, så den død, han skulle lide, var en syndens død og en død under Guds vrede. For fordi han var trådt i stedet for os alle og havde taget vor synd på sig for at bære Guds frygtelige vrede over den og gøre fyldest for den, kom det her begge dele sammen: Han mærkede på én gang hele verdens synd og hele Guds vrede og så døden, som han skulle lide for disse synders skyld. Det er netop det, der gør, at vi hverken kan tale nok om denne lidelse og angst eller tænke nok over den. Al anden menneskelig angst og frygt er alt, alt for ringe ved siden af den. For han alene har hele verdens synd på sig og skal betale for den med sin død, mens hver af os kun har sin egen synd på sig. Den er ringe (og dog uudholdelig for ethvert menneske), når man holder den op imod dette: at hele verdens synd, alt hvad der er sket fra det første menneske Adam til den yderste dag, ligger på ryggen af den ene mand, som er født af jomfru Maria.

Men hvad skal vi lære af denne Herre Kristi angst, sorg og forfærdelse? Hvordan skal vi få gavn af, at han her viser sig så ynkelig og modfalden og frit bekender, at angsten og nøden i hans hjerte er så stor, at han hellere ville være død? Ovenfor har jeg sagt, at den tjener os til at mærke, at han er et sandt, naturligt menneske, har kød og blod som vi og i alle ting er sindet som vi, dog uden synd – for han forskrækkes jo sådan for døden. For det er vor medfødte natur og kødets rette art at gyse for døden og nødig ville dø. Men denne skræk og angst var større i Herren Jesus Kristus, end det ellers er muligt, at den kan være i et menneskes hjerte. Årsagen er, at alle menneskers synd ligger på ham, og at han skal lide den død for den, som alle mennesker med alle deres synder har fortjent. Og deraf bevises det kraftigt, at han også er Gud og mere end et menneske, fordi han har båret og udstået denne store, svære byrde og ikke er blevet liggende under den.

Derfor hjælper netop denne dødskamp os godt og tjener os mod kætterne, som lærer, at Kristus ikke var sandt menneske og sand Gud. For vi må bekende, at begge dele her ses med magt: At han sørger, forfærdes og kæmper med døden, viser, at han er et sandt, naturligt menneske. Men at han overgiver sig i Guds vilje og sejrer i en nød, som er uudholdelig for alle mennesker og skabninger, det beviser hans guddommelige kraft.

Men ud over denne brug, som tjener til lære og til at styrke vor tro, kan vi bruge denne dødskamp godt og til vor frelse på yderligere to måder. Vi stakkels mennesker er ved synden så forblindede og fordærvede, at vi ikke kan erkende vor egen skade og brøst godt nok. Ellers ville vi vogte og vare os langt flittigere for synd. For det oplever vi på os selv og andre folk: at vi regner synden for en meget ringe skade. Ja, hvad mere er: Vi har lyst og kærlighed til synden. Den, der falder i den lede gerrighed, synes ikke, det er noget svært at drive åger, når han ved, hvordan han får tolv eller fjorten af hundrede. Ja, han synes, hans sag står rigtig godt, hvis bare han kunne komme til at drive en masse af den slags åger. På samme måde: Når Satan har ført nogen ind i utugt, så synes han, at han har det allerbedst, når han kan få sin vilje og stille sin lyst, og han tragter dag og nat efter, hvordan han bare kan nå dertil. Sådan er det også med andre synder: Vi er glade, når vi kan nå til dem, og regner det for lykke. Men den ulykke kommer af, at vi ikke ved, hvilken gruelig jammer synden er. For hvis vi ret erkendte Guds vrede og dom, som er sat over synden, ville vi ikke alene ikke have lyst og kærlighed til den, men frygte og vogte os for den som for den bratte død.

Til det tjener nu dette billede af vor kære Herre Jesu Kristi angst, sorg og forfærdelse på Oliebjerget. For når du ser ret på dette spejl og holder det ret for øjnene, vil du finde et sådant billede af synden i det, at dit hjerte må forskrækkes. For se først på personen. Han er Guds Søn, den evige retfærdighed. Og selv om han har iført sig vort kød og blod, så er hans kød og blod dog uden al synd. Men alligevel: Fordi han tager fremmed synd, det vil sige hele verdens synd, på sig for at betale for den, så sætter denne fremmede synd ham sådan til, gør ham så angst og bedrøvet og forskrækker ham så dybt, at han begynder at skælve og forfærdes over den og siger frit, at hans «sjæl er bedrøvet til døden».

Når nu den fremmede synd bringer det fromme og uskyldige hjerte i en sådan skræk, angst og forfærdelse – hvad tror du så, at vore egne synder vil udrette hos os, når de rammer os? Vi har jo i forvejen syndige, fordærvede hjerter, som hælder til fortvivlelse. Sådan lader Gud undertiden eksempler ske til frygt og skræk for andre, hvor synden raser og tumler sådan i hjertet, at de arme, elendige mennesker lægger hånd på sig selv, bare for hurtigt at slippe for en sådan samvittighedens pine. Det er et sikkert tegn på, at selv om den legemlige død er det, vor natur står allerstærkest imod, så er en sådan lidelse i samvittigheden dog langt sværere og mere uudholdelig. For de stakkels mennesker regner døden for et middel, hvorved de kan blive fri for en sådan angst. Men det er et ulyksaligt middel. For det er imod Guds bud, der siger: «Du må ikke slå ihjel.» Derfor stikker sådanne folk sig kun dybere ind i Guds vrede og i fordømmelsen. Men hvad de rette midler er, hvorved man med sikkerhed kan blive fri for en sådan angst, skal snart følge.

Lær derfor dette billede godt, og glem endelig ikke Oliebjerget, hvordan vor kære Herre Kristus sørgede og forfærdedes dér. Og tænk især på det, når den onde fjende eller dit eget kød og blod eller den onde verden anfægter dig, og du mærker, hvor tilbøjelig og villig du er til synd. Gør så regnestykket sådan op: Er synden så mægtig, at den kan bedrøve min Gud og Herre Jesus Kristus på det allerhøjeste, skønt det kun var fremmed synd, som han intet havde gjort til – hvor meget mere vil den så anfægte, bedrøve, forskrække og trykke mig, som selv ville være skyldig i en sådan synd, hvis jeg gav efter for den? For mit hjerte hælder jo i forvejen til, at jeg ikke kan værge mig mod frygt og skræk for døden, Guds vrede og dom. Vig bort, Satan, jeg vil ikke følge dig! Nu gør du synden meget let for mig, som om det var en ringe ting. Men på min Herre Kristus ser jeg, at den er den mest uudholdelige byrde, eftersom den tynger hans uskyldige hjerte så hårdt. Sådan kan du bruge denne historie godt og til din frelse, så du holder dig i Guds frygt og ikke synder. Og det er sikkert: Hvor du holder dette billede for dig og så bliver ved med at bede mod anfægtelsen, dér vil Gud ved sin Helligånd nådigt hjælpe dig, så Satan må vige, og dit kød må lade sig tæmme og styre. Derimod lader andre, som ikke har dette billede for øjnene, sig føre og drive som køer i et reb, hvorhen Djævelen vil.

Men til dette tjener også den alvorlige bøn, Kristus her beder. For sådan lyder hans ord: «Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå fra mig.» Nu er det klart som dagen, at det ikke var muligt. Han måtte ofre sit legeme for hele verdens synders skyld og dø på korset. Men hvad andet kan du slutte af det, end at synden er en så stor og gruelig overtrædelse, at det var umuligt for alle skabninger at yde nogen som helst hjælp imod den? Skulle vi hjælpes fra den, så måtte Guds evige Søn blive menneske og lide døden på korset for den og sådan gøre os fri for synden.

Lær derfor her igen at kende og se synden ret. Hvis du vil følge dit hjerte og Djævelen, ja, også verdens eksempel, så er det en meget ringe og ligegyldig ting, at du bryder dit ægteskab, at du driver hor, at du søger din fordel med gerrighed, åger og overpris. Sådan ser man det: Den, der kommer i en sådan anfægtelse, kan ikke få synd nok; han ønsker sig endnu meget mere. Men følg du ikke dit hjerte, Satan og verden. Lad dig ikke narre af det glatte skind; i virkeligheden gemmer der sig så skarpe, giftige, fordærvelige kløer under det. Får de fat i dig, så er det (hvis Gud ikke hjælper særligt) ude med dig. For når den fremmede synd, som sagt, kan angribe og forskrække Kristus sådan, han som dog aldrig er blevet skyldig i én eneste synd – hvordan skal det så gå dig og mig? Vi er jo i forvejen fordærvede af synden, så vi ikke kan andet end frygte, skælve og forfærdes og flygte og løbe bort fra Gud, sådan som Adam og Eva gjorde i Paradis. Vogt dig derfor, og giv dig ikke med vilje ud i en sådan fare. Bed Gud om hans Helligånd, at han må stå dig bi, så du ved hans hjælp kan værge dig mod synden. Så har du fået godt udbytte af Oliebjerget.

Gå så videre. Ligesom du har brugt Oliebjerget til at frygte Gud og vogte dig for synd, sådan skal du videre bruge det til trøst. For intet menneske vil kunne styre sig så flittigt, at kødet og Satan ikke undertiden overrumpler ham, så han forser sig og falder i synd. Og især går Satan uafladeligt rundt om de kristne og søger, hvordan han kunne kaste dem ud i åbenlys forargelse. Det har vi de store, herlige helliges eksempler på for øjnene: David gør et meget grueligt fald. Peter ligeså. Hvis det nu også sker for dig, og Satan så kommer og maler synden for dig og martrer og plager dit hjerte med den, så tag igen dette billede af Oliebjerget for dig, tal med dit hjerte og sig: Ak Gud, hvorfor forfærdes dog min Herre Jesus Kristus, Guds Søn? Hvad er det dog, der står på for ham? Han beder om, at bægeret skal gå fra ham. Hvad er det for et bæger? Det er jo ikke andet end korsets bitre død. Men hvorfor lider han den? Han er jo uden al synd, from og retfærdig. Ak, det er for verdens synds skyld. Den har Gud lagt på hans ryg; det er den, der trykker og ængster ham.

Men hvad skal jeg tage med mig af det? Hvad skal jeg tænke på ved det? Det tænker jeg på og tror, at det er sandt: Når Gud har lagt min synd på ham – ligesom den hellige Johannes Døberen derfor kalder ham Guds lam, fordi han bærer og borttager verdens synd – så er jeg da sandelig fri og løs af mine synder! Hvad skulle jeg så anklage mig selv og min kære Herre Jesus Kristus for? En synder er jeg, det er desværre sandt. Synden forskrækker mig, det mærker jeg desværre godt, og mit hjerte vil hele tiden synke. Jeg frygter Gud og hans strenge dom. Men som sagt: Hvad skal jeg anklage mig selv for, ja, hvad skal jeg anklage min Herre Jesus Kristus for? Han skælver og forfærdes på Oliebjerget, og han er så angst og bange, at han sveder blodig sved. Dertil bringer min synd ham, som han har læsset på sig og bærer så tungt på. Derfor vil jeg lade den ligge dér og sikkert håbe, at når jeg skal frem for Gud og hans dom, så vil Gud ikke finde nogen synd hos mig. Ikke sådan at forstå, at jeg var from og ikke havde gjort nogen synd; men sådan, at Gud selv har taget min synd fra mig og kastet den på sin Søn, Es 53.

Se, sådan tjener Oliebjerget dig også til trøst, så du kan være vis på, at Kristus har læsset din synd på sig og betalt for den. For hvor skulle en sådan forfærdelse og angst ellers være kommet fra? Ligger dine synder nu på Kristus, så vær tilfreds i dit hjerte; de ligger på det rette sted, hvor de hører hjemme. På dig ligger de ikke rigtigt, for du og alle mennesker, ja, alle skabninger er for svage til at kunne bære én eneste synd; du måtte gå til grunde under den. Lad dem derfor bare ligge på Kristus, og se, hvor han går hen med dem. Han tager dem med sig op på korset, ja, han dør under dem. Men på den tredje dag lader han sig se som en Herre over synden, døden og Djævelen. For de har prøvet al deres magt på ham, men intet udrettet. Det skal du nu trøste dig ved og takke Gud for en sådan usigelig nåde: at han har taget den tunge byrde, som ville have kastet dig i helvedes afgrund, fra dig og læsset den på sin Søn, vor Herre Jesus Kristus. Og skønt han er uden synd og evig Gud, bærer han dog så tungt og hårdt på den på Oliebjerget, at blodsveden strømmer af ham derunder. Hold dig fast til denne trøst, og lad ikke sorgen tage hjertet fra dig, men sig: Det er nok, at min Herre Jesus Kristus har sørget og forfærdedes sådan. Med min sorg udretter jeg intet. Men han har med sin sorg og forfærdelse – når jeg trøster mig ved den og lever og dør på den – udrettet dette for mig: at jeg fremover skal være glad og ved godt mod i ham, ikke frygte synden og døden, men trøste mig ved hans død og håbe på Guds nåde og evigt liv. En sådan øvelse i tro og trøst på Kristus er den rette gudstjeneste, som Gud har velbehag i. Og den er desuden det eneste middel, som de arme, ængstede samvittigheder skal holde sig til, når syndens byrde piner og ængster deres eget hjerte. Ellers er det ikke muligt at finde nogen ægte, sikker trøst mod en sådan nød.

Men denne historie om Oliebjerget er også meget nyttig på den måde, at vi af vor Herre Kristi eksempel lærer, hvordan vi skal bære os ad, når angst, anfægtelse og nød er for hånden. Nu var tiden kommet, hvor Judas skulle forråde ham, jøderne tage ham til fange og hedningerne slå ham på korset. Hvad gør han? Han er bedrøvet og angst. Men ved det lader han det ikke blive. Han går hen, falder på sit ansigt og beder. Det skal du også lære, og ikke lade nøden gå dig så meget til hjertet, at du derfor skulle glemme at bede. For det er også en nødvendig gudstjeneste, som Gud har velbehag i, når vi sidder i angst og nød: at vi ikke fortvivler, men løfter vore hjerter op til ham og søger hjælp hos ham. Sådan vidner Sl 91,15, hvor Gud siger: «Han påkalder mig, så vil jeg bønhøre ham; jeg er hos ham i nøden, jeg vil rive ham ud og bringe ham til ære.» Men det falder os meget surt. For vi mener, at når Gud lader os komme i angst og nød, så er han vred på os og er vor fjende. Derfor synes vi, at selv om vi beder, så vil bønnen dog være forgæves og til ingen nytte. Men mod dette kan du også trøste dig ved Kristi Oliebjerg og værge dig mod sådanne tanker. For hvis Gud altid ville os ondt, når han lader os komme i angst og nød, så måtte det følge, at han også ville sin kære Søn ondt. Men det modsatte er tilfældet, som også Salomo siger: Faderen tugter hver søn, som han tager imod, og Herren revser dem, han elsker [Ordsp 3,12; jf. Hebr 12,6]. Lad dig derfor ikke forføre af sådanne tanker, så du skulle holde Gud for din fjende, fordi han lader dig lide nød. Men sådan som du ser her: Sin enbårne Søn sparer han ikke for lidelsen; han må mærke synden og dødsangsten og skælve og forfærdes over dem. Sådan skal du også tænke. Du skal være Guds barn, han vil blive ved med at være din Fader, selv om han lader dig lide noget. For hvorfor skulle du slippe helt og aldeles for det, som han ikke lod sin enbårne Søn slippe for? Ham lod han tværtimod lide for dig en sådan angst og nød, som du skulle have lidt evigt i helvede. Følg derfor også Kristus i det andet stykke. Og ligesom du lider angst og nød med ham, sådan skal du også lære at bede med ham, og tvivl ikke på, at Gud nådigt vil høre en sådan bøn.

Hvordan beder Kristus så? Også det er en meget nyttig og nødvendig lære, som vi skal følge og ikke glemme. Han siger: «Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.» Den bøn gentager han tre gange, indtil en engel kommer fra himlen og styrker ham, som Lukas siger.

Det er nu bønnens rette form, som også vi skal bruge i anfægtelse og nød. «Min Fader», siger han, som om han ville sige: Selv om jeg nu mærker en så svær angst og skræk, at jeg er bedrøvet over det til døden og ikke ser andet foran mig end din frygtelige vrede og døden, så tvivler jeg dog ikke på, at du er min Fader, at du elsker mig, at du ser til mig og holder din hånd over mig. Derfor håber jeg på udfrielse af denne nød. Hvis det er muligt, så lad dette bæger gå fra mig, det vil sige: Hjælp mig, og spar mig for denne lidelse.

Ligesom Kristus nu påkalder Gud, sin Fader, sådan skal også vi gøre. For selv om han alene er Guds evige Søn, som der står i Sl 2,7: «Du er min Søn, i dag har jeg født dig», så er dog også vi ved troen på Kristus Guds børn og arvinger. Derfor skal vi ikke alene sige disse ord i vor bøn, men også have hjertet og tilliden til, at han som en far mener det godt med os og ikke vil forlade os, som er hans børn. For hvor en sådan tillid ikke er, dér kan der ikke være nogen ret bøn. Så sidder denne tanke sikkert i hjertet: Gud er ikke vor Fader, han vil ikke vide af os, han bryder sig ikke om os. Men det er at vanære Gud og tage hans rette navn fra ham, så han ikke skal være vor Fader.

Men lær videre her. Vor kære Herre Kristus beder om, at hans Fader vil tage bægeret fra ham, og som den rette, enbårne Søn venter han sig alt godt af Faderen. Alligevel føjer han disse ord til: «Dog ikke som jeg vil, men som du vil.» Sådan skal du også gøre. Er du i anfægtelse og lidelse, så tænk ikke af den grund, at Gud er vred på dig. Vend dig hellere til ham som et barn til sin far (for fordi vi tror på Kristus, vil han tage os til sig som sønner og Kristi medarvinger), råb til ham om hjælp og sig: Ak, kære himmelske Fader, se, hvordan det går mig her eller dér; hjælp mig for din kære Søn Jesu Kristi skyld, lad mig ikke blive siddende eller synke i denne og anden nød osv. I det har Gud velbehag, og han vil også, at du og vi alle skal have en sådan tillid til ham i og ved Kristus i alt, hvad der trykker os, og påkalde ham med fast, sikker tillid som vor kære Fader og slet ikke tvivle på, at han for Kristi skyld ikke alene vil være nådig mod os, som er hans kære børn, men også have inderlig medlidenhed med os og derfor gerne vil hjælpe. Alligevel skal du ydmyge dig og ikke trænge så hårdt på med din egen vilje, men overgive det til Guds vilje, om han ville lade dig blive siddende længere i en sådan nød, og dér vise din lydighed ved at bære og tåle, at hjælpen trækker ud, med tålmodighed – sådan som du ser, at Kristus gør her.

Men her kunne du spørge: Hvorfor beder Kristus sådan her? I Joh 17 beder han jo og tilføjer ingen steder sådanne ord om, at han overlader det til Guds vilje, om Gud ville give det eller ej. «Fader», siger han, «timen er kommet, at du skal herliggøre din Søn. Fader, herliggør mig. Bevar dem i dit navn, som du har givet mig. Jeg beder om, at du skal bevare dem fra det onde. Hellige dem i din sandhed. Ligeså: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal de, som du har givet mig, også være hos mig osv.» Hele denne bøn går ud på, at han vil have sin bøn hørt og ikke afslået. Hvorfor beder han så ikke også sådan her? Svar: Den nød, Herren her beder om, er en timelig, legemlig nød. Men i alt, hvad der angår dette legemlige liv, skal vi stille vor vilje ind under Guds vilje. For som Paulus siger: «Vi ved ikke, hvad vi skal bede om.» Sådan er det også ofte højst nødvendigt for os, at Gud lader os blive siddende under korset og i nøden. Da nu Gud alene ved, hvad der er godt og gavnligt for os, skal vi sætte hans vilje først og vor egen vilje bagefter og vise vor lydighed i tålmodighed.

Men hvor det ikke drejer sig om legemlige ting, men om de evige goder – som at Gud vil tilgive os synden, holde os ved sit ord, hellige os og skænke os Helligånden og evigt liv (netop sådanne stykker beder Kristus om for sin kristne kirke i Joh 17) – dér er Guds vilje åbenbar og sikker. Den er nemlig, at han vil, at alle mennesker skal frelses; han vil, at alle mennesker skal erkende deres synd og tro tilgivelsen for den ved Kristus. Derfor er det ikke nødvendigt, når man beder om sådanne himmelske, evige goder, at man skulle overlade det til Guds vilje, om han ville gøre det eller ej. Vi skal vide og tro, at han vil give det gerne og uden al tvivl. For dér står hans ord for øjnene, som i sådanne nødstider åbenbarer os hans vilje. «For således elskede Gud verden (siger Kristus), at han gav sin enbårne Søn, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Se, her har du, hvad Guds vilje er, hvad din frelse angår. Bed derfor frimodigt ud fra denne vilje, sådan som Kristus beder i Joh 17: «Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal de også være.» Sådan skal også du bede: Fader, jeg beder og vil, at du skal tilgive mig min synd for din Søn Jesu Kristi skyld, som har betalt for den og gjort fyldest for den med sin død.

Men på den måde kan du ikke vide Guds vilje i legemlig anfægtelse og nød. Du ved ikke, om det er gavnligt og godt for din frelse og til Guds ære, at Gud snart, som du begærer, befrier dig fra din sygdom, fattigdom og andre byrder. Derfor skal du nok bede om hjælp, men dog overlade det til Guds vilje, om han vil hjælpe så snart eller lade dig blive længere i nøden. For bønnen skal ikke være forgæves af den grund, at han ikke hjælper straks eller på den måde, vi vil. Nej, den skal tjene os til, at Gud styrker hjertet og giver nåde og tålmodighed, så vi kan bære det og til sidst sejre. Sådan viser eksemplet her med Kristus. Gud, hans Fader, ville ikke lade bægeret gå fra ham; men alligevel sendte han en engel, der styrkede ham. Sådan skal det også gå dig, selv om Gud skulle tøve med hjælpen eller lade den udeblive. Men dér, hvor det gælder de evige goder, er du vis på, at Gud gerne vil tilgive dig synden ved Kristus og frelse dig. Derfor kan du bede om det med fast tillid og sikker fortrøstning; og det ville være synd, hvis du tvivlede på det.

Det er den tredje lære om bønnen i anfægtelsen. Men som eksemplet her med disciplene viser, går det langsomt fremad med os. De havde også deres anfægtelse foran sig, og derfor formanede Herren dem til at bede, så de ikke skulle falde i anfægtelse. For bønnen er det eneste og bedste middel og lægemiddel mod den. Men kødet er for svagt og dovent. Når nøden er størst, og vi har allermest brug for at bede, så blunder og sover vi, det vil sige: Angsten overrumpler os og tynger os så hårdt, at vi tænker, det er forgæves og til ingen nytte. Så må fristelse eller fald følge efter, som med disciplene. Men den nådige, barmhjertige Gud, som ved sin Søn Jesus Kristus har lovet os hjælp og barmhjertighed, vil også bære over med os i en sådan svaghed og hjælpe os ud af anfægtelsen igen, når vi lader os formane til igen at søge trøst og hjælp hos ham.

Sådan har I historien om Oliebjerget, som vi flittigt skal mærke os og bruge ret. Nemlig for det første, at vi af dette billede lærer, hvor svær og stor en byrde synden er, eftersom den trykker og trænger Guds Søn selv så hårdt, at han forfærdes og sveder blodig sved. Derfor skal vi tage os godt i agt og vogte os for synd. For det andet, at vi, når vi også kommer i en lignende nød og anfægtelse (og det kan ikke slå fejl), lærer at trøste os ved dette Oliebjerg, eftersom vi ser, hvordan Guds Søn har båret vor synd. For det tredje, at vi i al anfægtelse holder os til bønnen, som Kristus siger her: «Våg og bed, for at I ikke skal falde i anfægtelse.»

Den, der på denne måde tænker over Oliebjerget, han vil blive i Guds frygt og den rette tro og finde trøst og redning i alle slags nød og anfægtelse. Det give vor kære Herre Jesus Kristus os alle ved sin Helligånd. Amen.