Lidelseshistorien: 2. prædiken: Kristus tages til fange (Matt 26,47–50)

Anden passionsprædiken. Hvordan Kristus blev taget til fange i haven, Matt 26,47–50

Dette er den anden del af historien, det, der skete i haven. Her fortælles der først, hvordan Judas, en af de tolv, til sidst også forrådte Herren Jesus i haven, efter at han havde aftalt sagen med jøderne og solgt ham for tredive sølvpenge (hver af dem er efter vores mønt omtrent en halv rhinsk gylden værd).

Det er en meget ond og forargelig gerning, og den får endnu i dag mange kloge og fornuftige folk til at tale ilde om evangeliet og holde det for en skadelig lære. For Satan holder ikke fri. Netop dér, hvor han ser den gode sæd spire pænt frem, tager han sig mest for at så ond sæd ind imellem. Derfor er det ikke noget nyt nu om dage, at der blandt dem, som har Guds ord rent og klart, findes mange Judasbørn, det vil sige onde skurke og ukristne.

Når verden ser det, er den hurtig med dommen – sådan som vi også tit må høre det fra vore modstandere i dag: De skyder alle disse forargelser over på læren og siger: «Var læren rigtig, så ville der også komme gode frugter af den. Men når der kommer så mange forargelser i verden, som man ikke har hørt om i tidligere år, så må det følge, at læren ikke er den rette.»

Nu kan vi ikke nægte det: Bondeoprøret i år 1525 kom, efter at evangeliet var kommet frem for dagen. På samme måde kom bagefter sakramentssværmerne, gendøberne og andre sværmeånder, som ingen havde set eller hørt om, før evangeliet kom til os. Men følger det deraf, at læren er ond, og at sådan forargelse er forårsaget af læren og kommet op gennem den? Her kan du tage skurken Judas for dig. Han er hverken hedning eller tyrk, heller ikke en af de jøder, der satte sig op imod Herren Kristus og aldrig havde hørt Guds ord. Han er «en af de tolv», siger Matthæus – en af dem, som Kristus havde kaldet til at prædike, døbe i hans navn, uddrive djævle og gøre alle slags herlige undergerninger. Og der er ingen tvivl om, at Herren, som fra begyndelsen kendte denne lumskhed i ham, har undervist Judas mere end de andre og hele tiden peget ham hen på, at han ikke skulle give synden og anfægtelsen plads. Det fortæller evangelisterne især om den sidste nadver, at Herren hele tiden lod nogle små ord falde for at se, om Judas kunne vendes bort fra denne synd. Og til sidst giver han ham et dyppet stykke brød, uden tvivl med et længselsfuldt blik, som ville han sige: «Ak, du stakkels menneske, hvordan kan du være min fjende? Hvad giver jeg dig dog for en grund til at sætte dig sådan noget imod mig i sinde?»

Men da intet ville hjælpe, og han gav anfægtelsen plads og overgav sig helt til den, sagde Herren til ham: «Hvad du vil gøre, så gør det snart!» Som ville han sige: «Jeg ser jo nok, at ingen advarsel eller formaning hjælper. Så far du bare af sted; her er hverken råd eller hjælp mere.»

Hvad skal vi nu sige til, at den forhærdede skurk gør så grufuld en synd og får så hårdt og bittert et hjerte mod sin Herre og Mester – i hvis navn han endda selv havde gjort undergerninger – at han for en ussel sum penge forråder og sælger den uskyldige, retskafne, kærlige og venlige Herre og Frelser, skønt han godt vidste, at det ville koste ham livet? Hvem skal vi give skylden? Her står der, at han var en af de tolv. Skal vi så sige, at skylden er Herren Kristi og den lære, han havde hørt af Kristus? Eller at hvis Kristus havde lært ham noget bedre, så havde han også gjort det? Men sæt nu, at sådan en tanke skulle falde dig ind – så ville du da af hjertet gyse ved den og frygte for at give Herren Kristus sådan en skyld. For du ved, at han er hellig og retfærdig og fjende af al uret. Ja, al hans lære og prædiken går ud på at styre og hindre synden og holde folk i live. Hvorfor skulle du så lægge sådan en skyld på den kære Herre? Du ville snarere sige: «Judas har været sådan en ond og slem ærkeskurk, at al god advarsel var spildt på ham og ikke kunne bide på hans ondskab; ellers skulle han nok have opført sig anderledes. For selv om de andre apostle er så svage, at de tager anstød af Herren Kristus, så falder de dog ikke i så grufuld en synd som Judas. Derfor må han have været en helt særlig ærkeskurk, som hverken var til at hjælpe eller råde.»

Hvorfor dømmer du så ikke også sådan her? Hvorfor vil du lægge skylden, som egentlig er de onde menneskers og Satans, på det hellige evangelium og derfor spotte det? For selv om Kristus selv tager sagen i sin hånd og prædiker nok så godt, nok så alvorligt og nok så ret, så bliver Judas dog den skurk, han var fra begyndelsen. Hvad under er det så, om det samme også møder os, og ikke alle følger Ordet?

Oprøret kom, som sagt, efter at Gud havde åbenbaret os evangeliet; det kan og vil vi ikke nægte. Men skal evangeliet derfor bære skylden for denne forargelse og skade? Eller er der aldrig før i verden, før evangeliet blev prædiket, opstået oprør eller anden forargelse? Skulle man ikke snarere sige sådan: Satan er evangeliets fjende, og menneskene er af naturen fordærvede og tilbøjelige til det onde. Derfor har de begge, Djævelen og den onde verden, hjulpet til med denne forargelse, for at den rette, gode sæd, den rene, sunde lære, skulle blive forhadt blandt folk.

Sådan er også sakramentssværmerne og gendøberne opstået, som ingen kendte til før evangeliet. Men evangeliet er uskyldigt i det. Nej, Djævelen, og dernæst nysgerrigheden i de lade, letsindige hjerter, der lader Ordet falde og følger deres egne tanker og klogskab – de har spillet op til denne dans og anrettet så grufuld en skade og så fordærvelig en forargelse.

Endnu i dag går denne forargelse, som vi ser, voldsomt i svang: Blandt dem, der roser sig højt af evangeliet, er gerrighed og åger, utugt og frådseri og anden forargelse mere almindelig end før under pavedømmet. Hvor kommer det skidt fra? Lærer de det af evangeliet? Er det prædikanternes skyld? Nej, vogt dig for den tanke! For det ville være at håne og spotte Gud og hans kære ord og hele prædikeembedet, som er den herligste og højeste gave. Nej, skylden er den lede Djævels. Han ser ageren pænt tilberedt og tilsået, og det ærgrer ham, for derved bliver hans rige gevaldigt mindre. Derfor kommer han, når husbonden sover, med sin onde sæd og gør ageren fuld af ukrudt.

Men dermed får han det endnu ikke så vidt, at der kun vokser ukrudt. For ligesom Judas, en af de tolv, er og bliver en skurk, mens de andre disciple, skønt de er skrøbelige og svage, dog ikke falder i så grufuld en synd, sådan findes der også – selv om forargelserne er mange og alt for almindelige – mange gode, fromme kristne, der holder fast ved Ordet med ret alvor, lever i gudsfrygt og vogter sig for forargelse. Det skal vi lade os nøje med og takke Gud for. Selv om man ikke kan slippe for Judas, men må tåle ham, så er dog ikke alle som Judas; nogle disciple er blevet bedre.

Sådan kan vi for det første bruge dette eksempel med det vanartede barn Judas til, at vi ikke spotter evangeliet, som de pavelige gør, men lærer at kende den egentlige årsag til forargelsen: at skylden er Djævelens og de ulydige hjerters, som ikke vil tro Ordet eller lade sig forbedre af det.

Dernæst tjener det også til, at vi af et så grufuldt fald skal lære at frygte Gud. For, som sagt ovenfor, Judas har ikke været en hvilken som helst mand, men en apostel, og han har uden tvivl haft mange fine og fremragende gaver. Han havde jo også ved siden af de andre disciple et særligt embede, for Herren havde sat ham til husholder eller forvalter.

Når nu denne mand, som er apostel, som prædiker omvendelse og syndernes forladelse i Jesu navn, døber, uddriver djævle og gør andre undergerninger, falder så hårdt, bliver Kristi fjende, sælger ham for lidt penge, forråder ham og ofrer ham på slagterbænken – når (siger jeg) så stor en mand kommer ud for så frygtelig en ulykke, så har vi sandelig grund til ikke at være sikre, men til at frygte Gud, vogte os for synd og flittigt bede om, at Gud ikke vil lade os falde i anfægtelse, men at han, når vi kommer i anfægtelse eller fristelse, nådigt vil føre os ud igen og hjælpe os, så vi ikke bliver hængende i den. For det sker meget hurtigt, at man falder og synder, hvis man ikke passer nøje på og flittigt værner sig med bønnen.

Med Judas går det sådan: Han er et gerrigt menneske, sådan som evangelisterne flere gange viser, at han, da Herren havde sat ham til forvalter, tog og stjal meget. Den synd giver han frie tøjler og hænger efter den. Han lader sig sige og prædike for – som vore forargelige, vanartede kristne desværre også gør – men alligevel går han hen og stjæler, hvor han kan, og bilder sig ind, at der ingen fare er med ham; han er lige så vel apostel som de andre.

Den sikkerhed bringer ham så vidt – fordi han på den måde giver synden plads – at Djævelen til sidst helt farer i ham og driver ham til det grufulde forehavende at forråde sin kære Herre og Mester for 15 gylden. Da det lykkes for Djævelen, og han har fået Judas så vidt, følger der bagefter en endnu større jammer: Judas fortvivler over denne synd og hænger sig selv. Det er den ende, Djævelen var ude efter.

Det eksempel skal vi lægge os flittigt på sinde og, som sagt før, bruge det til, at vi har en god samvittighed, lever i ret gudsfrygt og for alt i verden ikke holder op med at bede om, at Gud vil holde os fast ved sit ord, styre os ved sin Helligånd og bevare os fra synd. For forser vi os i et stykke, der (som det ser ud) er småt, så kan der komme en stor og usigelig ulykke ud af det. Sådan advarer også vor kære Herre Kristus i Luk 11 og siger: «Når den urene ånd er faret ud af et menneske, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile og finder den ikke, og så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg forlod. Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den ud og tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og når de er kommet derind, tager de bolig der; og det sidste bliver værre for dette menneske end det første.» Sådan står eksemplerne for øjnene af os. Før det kære evangelium igen kom frem i lyset, havde Djævelen det hele i god ro, for han havde fanget næsten alle menneskers hjerter med falsk gudsdyrkelse og tillid til egne gerninger. Men nu har Gud jaget ham ud ved evangeliet, så vi ved, at med messelæsning, vigilier, valfarter og munkevæsen er hverken Gud tjent eller vi hjulpet. For Guds ord lærer os en anden gudsdyrkelse, som hedder at «kysse Sønnen», sådan som den 2. salme kalder den (Sl 2,12), eller, sådan som Gud selv fra himlen kalder den, at «høre hans elskede Søn og tro på ham». Det ved vi.

Hvad sker der så? Djævelen ville gerne sætte sig fast igen; men vejen er spærret for ham, han kan ikke, for Guds ord afslører ham og røber ham. Så går han hen og «tager syv», det vil sige utallige, «ånder med sig, som er værre end han selv, og farer igen ind i menneskene». For der ser vi, at de fleste går rundt med den tanke, at selv om de lever i utugt, er gerrige, tager åger, lyver og bedrager, så er der dog ingen fare; de vil alligevel være gode kristne. Hvor Djævelen på den måde får åbnet et lille smuthul, som du synes, han knap kan se igennem, dér har han plads nok til at smutte igennem med hovedet og hele kroppen. Netop sådan gjorde han også med Judas. Det kunne se ud som en lille ting, når han nu stjal ti, nu tyve skilling, lidt mere eller mindre. Men fordi han hele tiden hænger efter synden og ikke vil lade Guds ord holde sig tilbage, får Djævelen ham til sidst så vidt, at han for pengenes skyld ofrer sin retskafne Herre og Mester på slagterbænken.

Derfor hedder det: Frygt Gud, og vogt dig for synd! Men vil du blive ved i synden og ikke holde op, så må du også vente den fare, der vil møde dig derved. For Djævelen begynder det ikke i den mening, at det skal blive dig til gode. Han lader Judas være gerrig, lige til han fører ham i fortvivlelse og bringer ham til strikken. Lad det være dig en advarsel, og hold op i tide. Bed Gud med alvor om, at han ikke vil tilregne dig din synd for Kristi skyld, og forbedr dig. Det vil Gud have; derfor har han også ladet det gå sådan med Judas, til et frygteligt eksempel, for at vi flittigt skal se på det og tage os det til advarsel. For hvem skulle tro, at så grufuld en synd skulle have så lille en begyndelse? Derfor: Spøg ikke med det, og tænk ikke: «Jeg kan godt blive ved at være kristen, selv om jeg gør dit eller dat; jeg skal nok få det indhentet igen» osv. Djævelen er alt for listig for dig. Får han dig først i garnet, så lader han dig ikke så let komme ud igen.

Dette være sagt om Judas’ eksempel. Men det tjener os også på en anden måde, både til trøst og til advarsel. For det slår aldrig fejl: Som det gik vor Herre Kristus på jorden, sådan går det også hans kirke og det kære evangelium indtil verdens ende. Judas, en af hans disciple, forråder Kristus. Sådan er også de, der sidder i kirkens embede, fører kirkens titel og navn og vil holdes for dens hoveder og regenter, hans kirkes forrædere og ærkefjender – ikke for tredive sølvpenge som Judas, men for mange tusind gylden. Det ser man på paven: Han har den rigtige Judaspung om halsen og holder så meget af penge og gods, at han forråder og sælger evangeliet for dem og ikke behandler det anderledes, end jøderne behandlede Herren Kristus for Kajfas og Pilatus. Derfor: Ligesom Judas knytter ypperstepræsternes og rådsherrernes folk og tjenere til sig, sådan knytter paven munke, præster, universiteter, biskopper og hele sværmen fra sit åndløse Sodoma til sig, og de hjælper ham alle med at fange Kristus, det vil sige: De forfølger og fordømmer evangeliet som det værste kætteri. Til sidst kommer også Pilatus med, den verdslige øvrighed, og sætter sig for at udrydde evangeliet med sværdet.

Det er nu sket i lang tid, siden paven fik så stor magt og vælde. Og endnu i dag dukker der hele tiden flere Judasser op, som slår penge af evangeliet og misbruger det til gerrighed, egen ære, pragt og vellyst. De burde med rette lægge godt mærke til Judas’ ende. For det er besluttet: Hverken paven eller andre forrædere mod Kristus og hans ord – hvor høje og kloge de end er – skal det gå godt med de blodpenge, som de tjener og slår af Kristus og hans evangelium. En ond samvittighed udebliver ikke til sidst; og hvis der ikke følger bedring, får de deres løn, den evige død og fordømmelse, sammen med Judas, deres mester, i helvedes afgrund. Det skal ingen tvivle om. Og fulgte denne tunge og frygtelige dom ikke, så kunne man nok blive vred over de elendige folk, pave, kardinaler, biskopper, præster og munke, fordi de har så gode dage og alt i overflod. Men kære ven, und du bare fedesvinene at vælte sig i deres urene lysters skarn en kort tid, så længe Gud tillader dem det. De tredive sølvpenge, som de daglig sælger Kristus for, vil blive dem alt for bitre, når han skal sige: «Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.» Desuden kan deres hjerte og samvittighed ikke være i fred ret længe. For selv om de en tid slår sagen hen, går trygt af sted og lever i sus og dus, så går det dog galt til sidst, når den lille sorte hund, der hedder Anger [ty. Reuling, af Reue, anger], engang begynder at gø. Så finder og mærker de nok – men til evig fortabelse – hvad Esajas har ment, når han siger i Es 48,22: «De ugudelige har ingen fred.» Sådan står der også i vor tid mange eksempler for øjnene af os på, hvordan det er endt med nogle af evangeliets fornemste modstandere.

Dette være da sagt om Judas, siden evangelisterne så flittigt fortæller, hvordan han solgte Kristus, førte jøderne ind i haven og forrådte Herren Jesus med kysset. For Matthæus siger, at det var det aftalte tegn. Men det passer især på de falske prædikanter, som ved falsk og uren lære forfører de arme samvittigheder, mens de sidder i embedet.

Her nævner evangelisten Johannes to særlige undergerninger, som vor Herre Kristus lod se i haven. Den første: Da de kommer ind i haven til Herren Kristus, spørger han dem: «Hvem leder I efter?» Og da de svarede ham: «Jesus fra Nazaret», og han siger: «Det er mig», så forskrækker dette ord dem sådan, at de alle på én gang viger tilbage og falder til jorden, som havde tordenen slået dem ned. Det har været en særlig og guddommelig kraft, som Herren dengang ville lade se, ikke alene for at skræmme jøderne, men for at styrke sine disciple. For af det kunne de slutte: Hvis Herren ikke frivilligt ville give sig i døden, så kunne han nok selv beskytte sig og værge sig mod sine fjender og behøvede ikke andre folks hjælp eller beskyttelse – sådan som disciplene ellers tog sig for og ville redde ham med magt. Men det ville Herren ikke, og som vi skal høre, irettesætter han Peter meget hårdt for det. Denne undergerning tjener altså imod den store forargelse, som både jøderne og siden Herrens egne disciple var lige ved at drukne i. For da Herren lod sig fange, lod jøderne øve al deres ondskab på ham og til sidst lod sig rette så skændigt på korset, tog disciplene selv så hårdt anstød af det, at de helt glemte alle de undergerninger, de havde set af ham, og alle de skønne prædikener, de havde hørt af ham, og tænkte, at nu var det helt forbi med ham, og deres håb havde været forgæves og til ingen nytte. Omvendt tænkte de vantro og ondskabsfulde jøder sådan og var i deres sind sikre på det: Fik de ham bare op på korset, så var der ingen fare mere.

Her står nu dette herlige, vidunderlige mirakel: Den store flok jøder, der er rustet med spyd og sværd, sendt af sted med befaling fra rådsherrerne og villige og modige til sagen, drives tilbage af en eneste mand, som er værgeløs og ikke gør andet end at tale så venligt som muligt til dem – med et eneste ord, han siger: «Det er mig» – og bliver så forskrækket, at de falder til jorden, som var de slået ned med magt af fjender. Dette store under ser disciplene; jøderne oplever det og mærker det også. Alligevel er det snart glemt. Ja, fordi han så tålmodigt giver sig ind i lidelsen og ikke længere bruger nogen magt mod sine fjender, tænker de, at han er et menneske som ethvert andet.

Men de burde med rette have tænkt sådan: «Se, kan denne mand gøre det med et eneste ord – og det endda ikke et skældsord eller en forbandelse, men et venligt svar – at så store, stærke, modige og bevæbnede folk må falde til jorden, som havde tordenen slået dem ned, så må det helt sikkert betyde noget særligt, at han så villigt giver sig hen og lader sig fange. Han kunne værge og beskytte sig; men han gør det ikke, han lider. Altså vil han ikke beskyttes af mennesker. Og selv om han nu skjuler sin magt og lader jøderne gøre med sig, som de selv vil, så ender det dog ikke sådan. Hans fjender må ned, men han skal herske. For den guddommelige kraft, som han så tit, og især nu i haven, lader se med et ord, vil ikke i længden lade sig trykke ned eller kvæle» osv.

Det skulle især disciplene have taget med sig fra denne undergerning. For der er ingen tvivl om, at det var af den grund, Herren her lod sin guddommelige magt se. Men desværre var det alt for hurtigt glemt på begge sider. Jøderne øvede al deres ondskab på ham og frygtede ikke mere for noget. Og disciplene løb, en her, en anden dér, var bedrøvede og forskrækkede og havde intet håb mere om at se deres Herre og Mester igen, for slet ikke at tale om at få mere gavn af ham. Det har været «mørkets time», som Kristus kalder det hos Johannes [det står i Luk 22,53], da forargelsen tog overhånd, og Djævelen øvede sin magt. Derfor formanede Herren også disciplene så alvorligt til at bede: «Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse.»

Den anden undergerning ligner næsten den første: Kristus svarer for anden gang: «Jeg har sagt jer, at det er mig. Hvis det er mig, I leder efter, så lad disse gå.» Han er alene, den kære Herre, og har hverken sværd eller spyd; over for ham står forræderen Judas med en stor flok. Med rette skulle den stakkels Jesus, der var så overmandet, nu give gode ord og bede. I stedet går han løs, byder og befaler: Jøderne skal sørge for at lade hans disciple i fred og ikke røre nogen af dem. For det er et alvorligt ord: Sinite hos abire, «Lad disse gå!» Og det er (som vi ser) ikke et forgæves ord. For de var uden tvivl draget ud i den mening at tage hele reden på én gang, mester og elever. Men dette ord gør, at de ikke griber videre, men må lade hans disciple i fred, skønt Peter ikke havde fortjent det, han som greb til sværdet og slog ind i flokken.

Men hvorfor gør Herren det? Det er ikke forkert tolket, at han dermed vil vise, at han regner sit eget liv for mindre end sine disciples liv, eftersom han redder dem, men selv villigt lader sig fange og binde. Netop af den grund kalder Herren sig «den gode hyrde, som sætter sit liv til for sine får», og stiller os sin kærlighed frem som et særligt eksempel, når han siger: «Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg befaler jer.» Det ser man meget fint her: For sin egen person tier han helt stille; de gør med ham, hvad de vil, og det lader han alt sammen ske. Men han vil, at de skal lade hans disciple gå og ikke lægge hånd på dem. Han beviser altså, at han bryder sig mere om dem end om sig selv.

Men alligevel er dette ikke sket uden grund. Vor kære Herre Kristus vil ikke have nogen følgesvend i den lidelse, han nu har for sig. For «på ham alene», som Esajas siger i Es 53, «har Gud kastet al vores synd»; den måtte han også bære alene og ofre sig selv for den. Det er ganske vist sandt, at disciplene senere også har måttet lide for Kristi og hans ords skyld, sådan som han siger til Jakob og Johannes: «Det bæger, som jeg drikker, skal I også drikke.»

Men Herren Kristi lidelse er en lidelse for min, din og hele verdens synd, så Gud for Kristi skyld ikke alene tilgiver mig og dig og alle, der tror på Kristus, synden og ikke mere kommer den i hu, men også skænker retfærdighed og evigt liv. Af den grund vil han være alene og ikke lade nogen blive fanget eller lide sammen med sig.

Om det skal man prædike i alle kirker i hele kristenheden og hele tiden med al flid vise folket hen til, at de alene ved Kristi lidelse og død skal håbe på forladelse for alle synder osv. Men det gør den lede pave med sine bespottelige skribenter og skrålere ikke. Med ord bekender de ganske vist, at Kristus er Guds lam, som bærer verdens synd; men i gerning fornægter de det. Det beviser de ved, at de jammerligt forfører det stakkels folk med deres løgne til at påkalde de afdøde helgener, søge syndernes forladelse hos dem og trøste sig ved deres fortjeneste – og så giver de dem endda aflad for det. Det er lige så meget som at sige, at Kristus ville have haft følgesvende i sin lidelse og ikke havde fuldbragt den alene.

Men at Herren siden «bliver hængt op mellem to røvere», det har sin særlige betydning, nemlig hvem Kristi lidelse kommer til gode, og for hvem den er spildt; det er der ikke tid til at tale om nu. Men her i haven hedder det: Sinite hos abire, «Lad disse gå». Jeg alene hører til denne gerning; det er også alene mit embede at lide og dø for verdens synd. Dertil hører hverken Johannes, Peter eller Jakob; dem alle skal man lade gå. «Jeg, det er mig» – mig skal I gribe, mig fange, mig binde, mig korsfæste. På mig er det lagt, at jeg skal bære verdens synd, og alle, der tror på mig, det vil sige trøster sig ved min lidelse og død, skal have en nådig Gud og det evige liv.

Sådan har I, kære venner, det andet stykke af Kristi historie, det, der skete i haven: at vi ikke skal glemme apostlen Judas’ grufulde fald, men holde os i gudsfrygt, vogte os for synd og altid blive ved med at bede, for at Gud nådigt vil bevare os fra et sådant fald. For det andet: at vi, når vi er rette kristne, også vil få vores Judas, som for sin gerrigheds skyld vil gøre os alt ondt. Det skal vi lide og holde os til den trøst, at selv om Kristus er svag i os, så vil hans kraft dog til sin tid lade sig se og nådigt beskytte og bevare os. Det give os alle vor Herres og Forløsers, Jesu Kristi, evige Fader ved sin Helligånd. Amen.