Lidelseshistorien: 11. prædiken: Kristi bøn på korset og røveren (Luk 23,32–43)

Ellevte passionsprædiken. Om Kristi bøn på korset og om røveren ved hans højre side, Luk 23,32–43, holdt 1534

Den hellige evangelist Lukas fortæller her om to ting, der er meget trøsterige. Selv om de andre evangelister har udeladt dem begge, vil vi alligevel tage dem med, så vi har hele historien om Kristi lidelse. Det første er, at Kristus, så snart han er naglet til korset og korset med ham er rejst op, straks og før alt andet begynder at bede og siger: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.» Det andet er om røveren ved hans højre side. Han hører denne bøn og lærer så meget af den, at denne Jesus er Guds Søn og den sande Kristus. Derfor beder han ham om ikke at glemme ham, når han kommer i sit rige.

Dem vil vi nu se nærmere på. For de er meget trøsterige, og vi kan aldrig nogen sinde tænke nok over dem eller forklare dem nok. Desuden er det nødvendigt, at vi ikke alene ser på de gerninger, denne mand gør, og på hans lidelse, men også flittigt hører de ord, han prædiker. For med dem forklarer han, hvad han gør og lider, hvorfor han er der, og hvad han udretter.

Men først og fremmest må vi skelne vor Herre Kristi lidelse fra alle andre menneskers lidelse. Ikke alene for personens skyld, fordi Jesus Kristus er den evige Gud, ved hvem himmel og jord er skabt og alt er gjort, men også for årsagens skyld, altså hvorfor han lider, og for nyttens eller frugtens skyld. For den frugt følger af denne lidelse og ikke af noget andet menneskes eller nogen engels eller nogen skabnings lidelse. Han lider jo (som I hørte sidst) ikke for sin egen skyld, men for os, for at vi derved skal blive befriet fra synd og død. Det hører vi også her i hans ord, som enhver kristen med rette burde lægge mærke til og lukke ind i sit hjerte som den højeste skat og trøst.

For disse ord, som han siger på korset: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør», vidner klart om, at han nu, mens han hænger der i luften på korset, er i sit rette præsteembede. Han fuldbyrder det værk, han er kommet til jorden for, ikke alene med sin lidelse, hvor han ofrer sig selv, men også med bønnen. For begge dele er præstegerninger: at ofre og at bede. Men offeret går egentlig ud på det, han siger i Joh 17: at han ville hellige sig selv for os, for at vi skulle blive helliget i sandheden og for alvor. Det samme siger han i Joh 10: at han giver sit liv for fårene. Sådanne skriftsteder finder du mange flere af, og de vidner alle om, at hans lidelse skal kaldes en lidelse for os, ikke for ham selv. Det værk og det offer udfører han her med en sådan alvor, at han endda beder Faderen tilgive dem, der korsfæster ham, ikke straffe synden, men eftergive den. Så skal enhver se, hvorfor han er kommet her op på korset, og trøste sig ved det.

Derfor skal du først lære det af denne bøn, at vor kære Herre Jesus er en præst og har udført sit præsteembede der på korset. For at bede for syndere hører egentlig med til præsteembedet. Spørger du nu, hvilken præstedragt eller klædning han har, eller hvilket alter (for Aron havde i loven sin særlige præstedragt, og den var en dragt til pragt), så kan du se her op på korset: Der hænger han nøgen og bar, fuld af sår, og har ikke en tråd på kroppen. Alligevel udfører han sit præsteembede så godt og så flittigt som overhovedet muligt, for han beder endda for sine fjender. Selv om det ser alt andet end præsteligt ud, skal du ikke tage anstød af det. For med denne præst er det en helt anden sag end med Moses’ præster. Sådan ser du også, at der over hans hoved står indskriften, at han er jødernes konge, sådan som han selv havde bekendt det åbent og klart for Pilatus.

Den titel passer også dårligt til det, man ser udvendig. For i stedet for purpur er hele hans krop blodig, fuld af sår og striber, og i stedet for guldkronen bærer han torne slået ind i hovedet. En sådan præst og konge finder du der på korset, en, som verden skammer sig over og foragter. Den vil hverken regne ham for konge eller præst, som Esajas siger: «Vi så ham, men der var ingen skikkelse, så vi kunne have lyst til ham. Han var den mest foragtede og ringeste, fuld af smerte og sygdom. Han var så foragtet, at man skjulte ansigtet for ham; derfor regnede vi ham for intet.» Men lad ham se ud for verden og for kødelige øjne, som man vil, så skal det dog for os være den kæreste, skønneste og yndigste præstedragt, at denne præst ofrer sit eget legeme og blod der på korset, på et vanæret, uindviet, ja, forbandet sted. Okserne, køerne og kalvene, som man ofrede i templet, blev ofret på et indviet alter. Men Kristus ofrer sig selv på et uindviet alter. (Ligesom galgen og retterstedet stadig er afskyelige, vanærede steder.) For sådan står der hos Moses: «Forbandet være den, der dør på træet.» Nu ser det i verdens øjne skændigt og vanærende ud, at denne præst ikke skal undes det sted til sit offer, som køer og kalve fik. Men det sker alt sammen for vores skyld og til vores gavn, for at vi skal lære, at han har bragt et fuldkomment offer, der er nok for vore synder, som der også blev sagt i den sidste prædiken. For ligesom vore synder ikke kunne sones, og der ikke kunne gøres fyldest for dem, uden ved denne præst, som var Guds evige Søn, sådan kunne denne præst for vores skyld heller ikke få et mere ærefuldt alter eller en kostbarere dragt. Men det hindrer ikke hans embede. Han ofrer ikke alene sit legeme og liv, men beder også for de stakkels uvidende syndere.

Derfor skal vi trøste os hjerteligt ved denne præst og hans embede. For ligesom han lider, sådan beder han heller ikke alene for dem, der var til stede dengang, lagde hånd på ham og naglede ham til korset (så ville man forstå Kristi bøn alt for snævert), men også for os. For de var kun vore synders trælle og tjenere. Havde din og min synd ikke naglet Kristus til korset, så havde de nok måttet lade ham være i fred.

Men fordi Kristus som den sande ypperstepræst og Guds lam er kommet for at betale for hele verdens synd og død med sit offer, så får jøder og hedninger magt til at øve vold mod ham. Derfor, når han beder for dem, der korsfæster ham, beder han for os og alle mennesker, for det er os, der med vore synder er årsag til hans kors og død. Derfor skal vi ikke se anderledes på galgen og korset, som Kristus led på, end som et alter, hvor Kristus ofrer sit liv og også udfører sit præsteembede med bønnen, for at vi skulle blive fri for synd og befriet fra den evige død. For den, der tager synden bort, tager også døden bort. Årsagen er, at døden ikke har nogen magt mere, hvor synden er borte; og det samme gælder helvede.

Det har Kristus, vor eneste og evige ypperstepræst, udført på korset og forsonet os med Gud uden vore gerninger, ved sin egen lidelse: Han er blevet en forbandelse for os, er død på korset for vore synders skyld og har til sidst bedt for synderne. Husk nu også at takke ham af hjertet for det.

I pavedømmet prædiker man også om det. Men skønt teksten er så klar og historien så ren – at Kristus har ofret sig selv på korset til gavn for os og har lidt for os – bildte de alligevel folk ind med mange ord, at vi selv skulle være præster, ofre for synden og fortjene det evige liv ved vore egne gerninger. Når vi så nu, Gud ske lov, lærer, sådan som evangelisterne tydeligt skriver, at Kristus, den sande, evige ypperstepræst, har forløst os fra synderne med sit offer og fortjent det evige liv, så forbander og fordømmer de blinde og elendige folk den guddommelige sandhed og kalder den gudsbespottende kætteri. Men er det ikke en jammerlig og grufuld vrede, blindhed og straf over den utaknemmelige verden, at gudsbespotterne, de pavelige, selv bekender og prædiker, at Kristus har ofret sig for os på korset, og alligevel raser imod os og udgyder uskyldigt blod, fordi vi driver denne lære og viser folk hen til denne visse, evige trøst? Det er da (sådan som Esajas truer dem, der foragter Guds ord) at være blind med seende øjne, ikke at høre med åbne ører og at have et forhærdet, uforstandigt hjerte. Hvordan skulle det ellers være muligt, at de agtede så lidt på dette offer og satte deres trøst til deres egne gerninger, som mennesker har fundet på: til steder, klæder, mad osv., som dog, sådan som Paulus siger, alt sammen fortæres under hænderne osv.? Hvorfor trøster man sig ikke ved det, at Kristus her ofrer sit legeme og liv og beder for os og siger: Fader, her er jeg, en mellemmand mellem dig og de stakkels syndere; jeg dør for dem, jeg ofrer mig for dem, vær dem nådig osv.?

Det læser, bekender og prædiker vore modstandere selv; og alligevel skal de stadig råbe og rase imod det og fordømme os som kættere. Nuvel, det er en forfærdelig Guds vrede, og Gud bevare os nådigt fra den. Men vil han endelig lade os falde, så lad ham lade os falde i en sådan synd, som vi mærker og bekender, og ikke i den synd, der er helt imod nåden og oven i købet pynter sig og bliver rost som hellighed.

Lad os derfor åbne vore hjerter og se vor ypperstepræst Kristus i hans rette præstedragt og ved hans rette præstegerning. For øjnene vil du ingen pynt finde på ham; hvor skændigt, elendigt og jammerligt han hænger der, ser du jo nok. Men se ham ind i hjertet, så finder du en sådan pynt og skat, at du aldrig nogen sinde kan takke ham nok for den. For det første er han smykket med den store, hjertelige lydighed mod sin Fader, så han til hans ære lader sig bespytte, piske og pine sådan. Hvor herlig en pynt det er, kan vi ikke se i dette liv; men vi kan dog se så meget, at alle perler, al fløjl og alt guldbrokade er intet imod den. Den anden pynt er den største kærlighed til os: at Herren tager sig så lidt af sit eget liv og sin lidelse og næsten ikke tænker på det, fordi vores sag og nød ligger ham så inderligt på hjerte, og han hellere beder for os end for sig selv. Hvem kan dog forstå eller fatte en sådan kærlighed, at Herren har et sådant hjerte over for os, så fuldt af kærlighedens ild, at han midt i sin største lidelse, pine og skam lader, som om han hverken ser eller mærker noget, men kun tænker på, ser på og sørger for din og min elendighed, nød og hjertesorg?

Nu må vi jo bekende, at det er en meget stor, brændende kærlighed, at vi ligger ham sådan på sinde, at han helt glemmer sin egen fare, skade og lidelse. Sådan er det med far og mor, når deres kære barn er i fare og nød: Så løber de gennem en ild for at redde det. Kærligheden er så stor, at hjertet ikke tænker på sin egen nød, men kun tager sig af, hvordan barnet kan blive hjulpet. Sådan ser vi også her, at det brænder i hjertet på vor kære Herre Kristus, så han river sig igennem lidelsen som gennem en ild og griber os i al kærlighed og barmhjertighed. Det er nu den rette pynt, som vor høje og evige præst er smykket med. Udvendig ser fornuften ikke den pynt; men indvendig ser man den, i troen, sådan som også hans ord vidner nok om.

Sådan skal man frem for alt i alle dele af lidelseshistorien se på hovedartiklen, holde fast ved den og ikke lade os tage den fra os: at Kristus har ofret sig selv for os, og at intet ligger ham så inderligt på hjerte som at redde os. Han griber efter os og løber efter os gennem al lidelse som gennem en ild.

Den artikel har vi ikke alene brug for til at trøste os med, men også til at styrke os imod Djævelens gift, som paven øser ud over folk, når han vil bringe dem i himlen ved egen retfærdighed, egne gerninger og egen fortjeneste. Men hvis vi kunne have udrettet det med vore gerninger, hvorfor skulle Kristus, Guds Søn, så have lidt? Men nu står han her og bringer sit offer, sit eget legeme og liv, i al lydighed og tålmodighed, og beder oven i købet sin Fader om at være nådig og tilgive. Det er da bevis nok på, at vi intet sådant har kunnet udrette med vore gerninger. Syndernes forladelse er ikke så let at få, som de pavelige drømmer. Det er hurtigt gjort, at du tager en munkekutte på, faster meget, våger og synger; alt det er let nok at gøre. Men for at få syndernes forladelse skal der noget ganske andet og større til end dine grimme, ulækre gerninger. Gud vil være længe om at høre dig for din fastes, din vågens og din bøns skyld. Nej, sådan lyder det, som Esajas siger: «For vore misgerningers skyld er han såret, og for vore synders skyld er han knust; han har båret vore sygdomme.» Nu må de pavelige jo selv bekende, at Herren Kristi lidelse og død er noget helt andet end min bøn, mine gode gerninger, min lidelse, min almisse og min faste. Den, der nu vil gøre fyldest for synden med dem, vil helt sikkert intet udrette. For der skal en anden mand, andre gerninger og en anden fortjeneste til, sådan som Esajas klart siger. Men den, der vil løfte sin egen fortjeneste frem og bruge den imod synden, han spotter Kristi død, offer og bøn, for han regner sit eget offer og sin egen bøn for lige så meget som, ja, mere end Kristi offer og bøn. For en sådan vederstyggelighed skal man flittigt vogte sig.

Men Herren beder ikke bare i flæng for alle og enhver. Han gør forskel på dem, han beder for, og siger: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.» Dermed vil han vise, at der er to slags syndere. Nogle ved, at de gør uret, og gør det alligevel helt uden skam, af ren ondskab og had mod den guddommelige sandhed, som de har erkendt. Det bliver en synd til døden (som den kaldes i 1 Joh 5) og en synd mod Helligånden, når man vil blive i en sådan bevidst synd, ikke vil bekende den, ikke vil holde op med den og ikke vil bede om tilgivelse for den, men til sidst forbliver uden omvendelse og oven i købet spotter Guds ord og sandheden, som man ikke kan nægte. Sådan gør nu de fleste af de pavelige.

De ved, at vores lære er ret og guddommelig: at Kristus har befalet, at man skal modtage hele sakramentet, at han ikke har forbudt ægteskabet, at han intet har befalet om messeofferet, og ligeså, at Kristus er død for vore synder osv. Alligevel fordømmer de os som kættere for disse ting og straffer deres undersåtter, når de ved, at de holder sig til vores lære og bruger sakramentet, sådan som Kristus har indstiftet det. Fordi de med vilje forfølger den sandhed, de har erkendt, synder de ikke af uvidenhed. Derfor står det sådan til med deres synd, at den ikke kan tilgives dem; for den går lige imod syndernes forladelse, eftersom de hverken vil holde op med den eller bekende den. For syndernes forladelse kræver begge dele: at man bekender uretten og holder op med den.

De andre syndere synder af uvidenhed. Det skal du forstå sådan: David ved godt, at han gør uret og synder mod Gud, da han tager Urijas kone og lader ham slå ihjel. Men det onde begær og Djævelen driver og jager ham så voldsomt, at han falder i denne synd, før han rigtig har tænkt over, hvad han gør. Men bagefter bekender han det, han angrer det, han ville ønske, han ikke havde gjort det, og han beder om nåde.

Den synd har vi alle sammen: at vi let og uventet bliver overrumplet. Vi falder også undertiden af frygt, som Peter, undertiden af uforsigtighed og svaghed, undertiden af overmod. Sådan synd har Kristus båret med sig op på korset og bedt for, for det er nøgne og bare synder, som ikke er imod nåden, eftersom man erkender og bekender dem og beder om tilgivelse. Derfor ser man, at horer og skurke, mordere og andre onde mennesker ofte kommer til nåde; for de ved, at de har gjort uret, og vil ikke forsvare det. Sådanne bekendte synder har Kristi offer mellem sig og Gud; derfor vil Gud ikke tilregne de troende dem. Men de andre, som bevidst og med vilje ikke vil gøre anderledes og oven i købet forsvarer deres synd, de synder mod Helligånden og fornægter Guds nåde. For dem beder Kristus ikke her, men for dem, der ikke ved, hvad de gør, og som falder af frygt, svaghed osv., sådan som jeg lige har sagt. De skal trøste sig ved dette offer og denne bøn og vide, at deres synder er dem tilgivet. For sådanne syndere har Kristus bedt her, og han er helt sikkert blevet bønhørt; det skal vi ikke tvivle på, men trøste os ved det og glæde os over det.

Det være kort sagt om Kristi bøn på korset, hvor han viser, hvorfor han lider der: for at disse syndere, der synder af uvidenhed og angrer det, skal have en nådig Gud for Herren Kristi skyld, en Gud, som ikke vil tilregne dem deres synd, men nådigt tilgive dem.

Nu vil vi også se lidt på historien om røveren ved hans højre side. Det er et så prægtigt og smukt eksempel, at man ikke finder magen til det nogen steder. For det første er det værd at undre sig over: Det stakkels menneske kan ikke nægte sin synd. Han ved, at han har syndet og nu skal lide døden for sin synds skyld. Derfor kan han ikke rose sig af nogen god gerning eller fortjeneste over for Gud. Han irettesætter jo også sin kammerat, da han spotter Herren Kristus og siger: «Er du Kristus, så frels dig selv og os!» Og han siger: «Vi er med rette under denne straf, for vi får, hvad vi har fortjent for det, vi har gjort. Men han har ikke gjort noget forkert.» Her hører du, hvad han bekender om sig selv: at han har fortjent denne skændige død. Det er det ene, som man, som sagt, godt kan undre sig over: at han for sine synders skyld havde god grund til at frygte for Gud, og at han alligevel, som vi skal høre, fatter den tillid til Herren Kristus, at han vil tage ham med sig ind i sit rige.

For det andet er det også et stort under, at dette ene menneske ikke lader sig anfægte af det store anstød, at hele Rådet i Jerusalem, det verdslige og det gejstlige regimente, spotter og håner Herren Kristus. De øverste i det gejstlige regimente sagde: «Andre har han frelst; lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Kristus, Guds udvalgte!» Soldaterne spotter ham også og siger: «Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!» For indskriften stod over hans hoved: «Jesus fra Nazaret, jødernes konge.» Ligeså sagde også forbryderen til venstre, som blev korsfæstet sammen med ham: «Er du Kristus, så frels dig selv og os!» Det siger han ikke, fordi han ønsker hjælp, men fordi han vil håne og spotte Kristus. Kort sagt: Hele verden tager anstød af Kristus, der hænger på korset, og regner ham for intet. Selv disciplene havde ikke noget håb mere, skønt nogle af dem stod rundt om korset.

Alene den stakkels forbryder ved højre side river sig igennem anstødet og vover at kalde Kristus, som hænger ved siden af ham på korset, en Herre og konge. Dermed gør han hele verden til løgner. Han ser ikke på, hvad andre mennesker mener eller siger om ham, men udråber ham som en evig konge. For sådan lyder hans ord: «Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!» Han kalder ham Herre, han siger, at han har et rige, og han beder om, at han vil huske ham, når han er i det rige. Men nu var det jo på det tidspunkt, hvor ingen af dem kunne nå at leve til aften. Derfor tror han, at Kristus er Herre over et andet og evigt liv. Det må man kalde en stor og prægtig tro og en herlig bekendelse, nu hvor hele verden ellers fortvivler om Kristus og regner ham for intet.

Her kan du tænke ved dig selv: Hvor mon denne røver har fået en så rig og klar erkendelse fra, så han erkender og udråber Kristus som Herre over det evige liv, og hvem har han lært det af? Der er ingen tvivl om, at han alene har lært det af den bøn, som Herren bad på korset. Hos profeten Esajas, i Es 53, står begge dele: «at Messias skal lide og regnes lig med forbryderne, bære manges synd og bede for forbryderne.» Nu sker det jo i virkeligheden der på korset: Den retskafne Herre, som intet ondt havde gjort, hænger der mellem to mordere, og han begynder at bede og siger: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.» Så griber den ene røver fat i det lille ord «Fader». For sådan plejer mennesker ikke at tale med Gud; det er alene Kristus, der kan tale sådan med Gud, og han har også lært os det. Derfor slutter røveren, at han er Guds Søn. Og fordi han beder for synderne, erkender han ham som den sande Messias eller Kristus. Uden tvivl er disse ord hos Esajas og andre lignende profetord kommet ham i tanke, som han måske har hørt i templet i Jerusalem eller andre steder i synagogerne, men ikke har forstået. Dem samler han nu sammen, og Helligånden gør disse profetier lyse og klare i hans hjerte, så han ikke længere kan holde sig tilbage. Det må ud, og han må bekende med munden, hvad han tror i hjertet, og han siger: «Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!»

Det er, som om han ville sige: Du er Guds Søn. Her på jorden lider du denne skændige død på korset for vore synder; men bagefter skal du opstå til et evigt rige og være Herre over alting. Åh, Herre, husk mig da! Døden vil jeg gerne lide nu, for den har jeg vel fortjent; bare forlad mig ikke, når du kommer i dit rige. Se, så rig en erkendelse af Herren Kristus øser dette menneske ud af Herrens korte bøn. Det er den prædiken, hvor han lærer denne kunst til bunds.

Ligesom denne røver på korset erkender og bekender Kristus, sådan vil Gud den dag i dag bevare sin kristne kirke. Selv om alt andet faldt bort, kejser, konger, pave og biskopper, så vil Gud dog bevare en lille flok, som skal have hans Ånd og bekende ham for verden. Vil disciplene og de andre, der var Herren Kristus nær, ikke bekende og tro, men af frygt fornægte ham, tage anstød af ham og løbe deres vej, så må der en forbryder eller morder frem, som skal bekende denne Kristus, prædike om ham og lære andre mennesker, hvad man skal mene om ham, og hvad man skal trøste sig ved hos ham. For vor Herre Gud vil ikke lade Kristus være uden mennesker, der bekender ham, om det så kun var en tyv i galgen eller en morder på hjulet.

Derfor er dette en trøsterig historie. For det første ser vi her, hvad slags folk Kristus har, som finder hen til ham, og som han vil vise al nåde: nemlig dem, der er syndere, bekender deres synd og af hjertet beder om nåde. De skal finde nåde og barmhjertighed. For ligesom han først har bedt: «Fader, tilgiv dem osv.», sådan beviser han her i gerning, at han lider, fordi han vil tilgive synd. Sådan viser den kære Herre straks på korset, før han dør, på røveren eller morderen, hvor frelsende og kraftig hans lidelse er, hvilken nytte den skal gøre, og hvem den skal komme til gode: nemlig de stakkels syndere, der sammen med røveren tror og bekender, at han er en evig konge, som ved sin lidelse, død og opstandelse har vundet dem syndernes forladelse og redning fra den evige død, og som vil tage dem ind i sit evige rige osv.

Deraf kan vi med fuld vished slutte, og der er slet ingen tvivl om det: Når han ofrer sig selv på korset, så sker det ikke for de helliges skyld (for intet menneske er helligt af sig selv, hvem han end er, og hvad han end hedder), men for synderes skyld. For deres skyld er han kommet for at kalde dem til omvendelse, og ikke for de retfærdiges skyld, som han selv siger i Matt 9. Derfor: Den, der tænker, at han ved sit hellige liv, sine gode gerninger og sin fortjeneste vil lægge al synd fra sig og komme i himlen som et helligt menneske, han vil bedrage sig selv. For den, der ikke vil være en synder, har ingen brug for Herren Kristus. For han er ikke død for sin egen skyld, men for synderes skyld.

Derfor skal man holde denne historie for et eksempel, hvor Kristus i gerning viser, hvad han, som sagt, har søgt og vundet med sin lidelse og udrettet ved sit præstelige offer og sin bøn, som han nu har bragt på korset. Han gør jo røveren i galgen til en helgen og vil ikke lade ham blive i synden eller gå fortabt. Men det gør han ikke, fordi han skulle have behag i synden, eller fordi vi skal blive i synden og fortsætte i den. Nej, fordi han lider for synderne, vil han, at de ikke længere skal blive, som de er, men være retskafne og hellige og omvende sig. Det ser man her på røveren: Han vender om og anklager sig selv for sine synder, men stoler på denne Herre Kristus: at Gud ved ham og for hans skyld vil tilgive ham synden og give ham det evige liv.

Sådan bliver der et helt andet menneske af ham, og hans skændige død, som han vel har fortjent, bliver nu til en sand gudstjeneste, så han fra nu af ikke længere lider som en morder, men som en helgen. For han dør i den rette bekendelse og i hjertelig tillid til Guds nåde ved Kristus, og han angrer af hjertet sin synd. Og nu begynder han at være lydig mod Gud og gøre mange gode gerninger: Han ærer og lovpriser Gud med sin lidelse, han bekender og priser åbent for hele verden denne korsfæstede Kristus, han irettesætter og formaner enhver til at omvende sig og tro på denne Herre osv. Kort sagt: Denne tro på Kristus gør ham ikke alene til en helgen, men bringer ham ind i Paradis og til det evige liv, sådan som Herren Kristus lover ham: «Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.»

Det eksempel skal vi følge og ikke tænke, sådan som rå, ugudelige folk plejer: Jeg vil synde, så Kristus kan forløse mig og vise mig sin nåde. Nej, på ingen måde! Tænk i stedet sådan: Jeg er født i synd, jeg er fuld af urenhed og onde lyster; jeg behøver derfor ikke først at begynde at synde for at kunne rose mig af at være en synder. Jeg er desværre allerede en alt for stor synder; jeg ligger allerede under Guds vrede og er fordømt til den evige død. Derfor vil jeg nu, fordi Gud af bundløs barmhjertighed kalder mig til omvendelse, vende mig til ham og søge tilflugt hos denne Herre, som ved sin lidelse har betalt for synderne og ved sin uskyldige død har forløst mig fra den død, jeg har fortjent og for længst gjort mig skyldig i, og har forsonet mig med Gud.

Men den, der vil misbruge denne prædiken om nåden, ikke vil holde op med synden, ikke vil bekende den og ikke vil angre den, han kan se på den anden morder til venstre, på jødernes øverste og på soldaterne og tænke over, hvordan det gik dem, og hvad de har fortjent med deres liv uden omvendelse. For vil du have gavn af Herren Kristus, hans lidelse og hans bøn, så må du følge den anden røvers vej: Han bekender sin synd, beder om nåde og bekender Herren Kristus som Herre og konge over det evige liv. Det give os vor kære Herre Kristus, vor evige konge. Amen.