Lidelseshistorien: 10. prædiken: Kristus korsfæstes (Matt 27,33–56)

Tiende passionsprædiken. Hvordan Kristus blev naglet til korset, og hvad han dér gjorde, led og sagde, indtil han udåndede, Matt 27,33–56

Hvad der skete ved korset, skriver alle fire evangelister om, men dog sådan, at den ene undertiden fortæller det, som de andre har udeladt. Derfor vil vi, før vi kommer til den egentlige lære, som her bliver forelagt os, først i denne prædiken fortælle historien i rækkefølge, sådan som hvert stykke skete.

Da soldaterne havde ført Herren Jesus ud til Hovedskalsstedet, hvor man plejede at henrette offentlige forbrydere, gav de ham (som Matthæus fortæller) eddike blandet med galde at drikke. Men ordet «galde» betyder her ikke galde fra et levende dyr, men alle slags bitre urter. Med sådan en drik gav man, efter hvad nogle mener, folk gift, så de døde hurtigere. Men Herren ville ikke drikke den; for han gav sig villigt hen i denne død. Sådan står ordet «galde» i 5 Mos 29, Sl 69, Jer 8 og flere steder. Straks naglede soldaterne ham til korset og to forbrydere sammen med ham, den ene på hans højre side og den anden på hans venstre. Men Herren Kristus, som den rette præst, som nu skulle udføre sit embede, bad for dem, der korsfæstede ham, og for alle stakkels syndere, og sagde: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.» Hvilken frugt den bøn bar dengang, skal vi høre bagefter, når vi kommer til røveren på højre side. For den bøn var hans evangelium og prædiken; af den lærte røveren at kende Herren Kristus: at han er Guds Søn og hænger på korset for at betale for hele verdens synd, og at han efter den legemlige død skal leve og regere med Gud, sin Fader, i evighed.

Evangelisterne fortæller også, at Pilatus lod sætte en indskrift over Herren Kristi hoved på tre sprog: «Jesus fra Nazaret, jødernes konge.» Det skete ganske vist efter skik og brug, for at alle kunne vide, hvorfor man tog folk af dage, og for at andre kunne tage ved lære. Men med Herren Kristus havde det en særlig mening: Det skulle også formane jøderne, mens han hang så elendigt på korset, at de ikke skulle tage anstød af den død, men tage imod ham som deres konge. Men det var forgæves. Indskriften gjorde dem tværtimod så vrede, at de gik til Pilatus og sagde: «Skriv ikke: Jødernes konge, men: Han sagde: Jeg er jødernes konge.» Men Pilatus blev vred på dem og ville ikke ændre indskriften – til et evigt vidnesbyrd mod jøderne om, at de ikke ville give sig, før de havde fået deres konge op på korset.

Derefter tager soldaterne Herren Kristi klæder og deler dem i fire dele, for de var fire. Men kjortlen ville de ikke dele, for den var ikke syet, men vævet i ét stykke; så de kastede lod om den. Og Johannes siger, at det var forudsagt i Skriften. Dermed vil han give os at forstå, at det ikke skete tilfældigt, men efter Guds særlige råd, som et forbillede for kirken. For her vises begge dele. For det første: Verden nøjes ikke med at slå de kristne ihjel; den deler også deres ejendele mellem sig, hvor lidt det end er, og plyndrer dem. Det ser vi ikke kun i de gamle historier, når Julian og andre voldsmænd og tyranner jog de stakkels kristne fra hus og hjem og røvede, hvad de ejede. Nej, der er også eksempler for øjnene af os i dag: Tyranner og biskopper har ikke noget imod, at deres undersåtter mod deres forbud spiser kød, hører lutherske prædikener (som de kalder dem), modtager sakramentet under begge skikkelser osv. For så har de en grund til at tvinge dem til at sælge, hvad de ejer, eller til at gå ind på deres ejendom eller til at brandskatte dem, som det passer dem. Men hvor meget bedre de bliver af de penge, ser vi også: Sådanne uretfærdigt skrabede penge æder alt det op, de har, så hverken velsignelse eller lykke er hos dem mere.

Men at soldaterne kaster lod om Herrens kjortel, det sigter uden tvivl til sværmeånderne og kætterne. For den hellige Skrift er den klædning, som vor Herre Kristus har taget på, og hvor han lader sig se og finde. Den klædning er vævet hele vejen igennem og så tæt føjet sammen, at man hverken kan skære den itu eller dele den. Men det er soldaterne, som korsfæster Kristus, der gør krav på den – det vil sige kætterne og sværmeånderne. De har især den uvane, at de vil have hele kjortlen og overtale alle til at tro, at hele Skriften stemmer med dem og er af deres mening. Det ser vi i dag især hos sakramentssværmerne. De regner ordene «Dette er mit legeme, dette er mit blod» for ringe ord og siger: «Det er jo bare et enkelt skriftsted.» Derimod praler de af, at hele Skriften er fuld af steder, der siger, at Kristus ikke længere er på jorden, men i himlen.

Sådan er alle sværmeånder. De gør sig en særlig mening uden om og uden for Ordet, og den mening flagrer hele tiden for øjnene af dem som et blåt glas: Alt, hvad de så ser, synes dem blåt og at være efter deres mening. Men de er falskspillere, som Paulus kalder dem i Ef 4, hvor han formaner os til ikke at lade os drive omkring af enhver lærdoms vind ved menneskers skalkagtighed og bedrag, hvormed de lister sig ind på os for at forføre os. Ordet «skalkagtighed» hedder på græsk kybia, på dansk terningspil eller falskspil. For ligesom falskspillere gør terningen til deres tjener, så den må give dem, hvad de vil, sådan gør sværmeånderne og sværmerne også med Skriften. Hver især vil have det hele og bruger terningen til det. Nu vil vi fortælle videre om historien.

«Mens Herren nu hænger på korset, ser han sin mor og sin mors søster og Johannes hos dem, og han siger til sin mor: Kvinde, dér er din søn! Og til disciplen: Dér er din mor!»

Derpå begynder den store spot fra folk af alle stænder. Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste (som Matthæus skriver) siger: «Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Kristus, Guds udvalgte.» [ordene «Kristus, Guds udvalgte» står i Luk 23,35] Med de spidse, giftige ord vil de ikke bare håne Herren, men også vende folket bort fra ham, så de ikke regner ham for noget, men slår alle de undergerninger og prædikener, de har set og hørt, hen i vejret og foragter dem og holder ham for en gudsbespotter. Soldaterne, som var hedninger og ikke spurgte efter Gud, spotter ham på en anden måde: De giver ham eddike som en læskedrik og siger: «Er du jødernes konge, så frels dig selv!»

Til sidst kommer den ene forbryder også, spotter og siger: «Er du Kristus, så frels dig selv og os!» Men den anden røver irettesætter ham for de ord. «Hør,» siger han, «frygter du ikke engang Gud?» Der hænger du; inden to eller tre timer er gået, er det forbi med dig. Du har været en slyngel hele dit liv, ligesom jeg, og du har vel fortjent den straf. Var det så ikke på tide, at du tænkte på dig selv og din frelse og holdt op med den slags uforskammede ord? Efter den formaning vender han sig til Herren og siger: «Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!» Og Jesus svarede ham: «Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.»

Imens kommer der et grufuldt mørke, som var helt og aldeles unaturligt og forfærdeligt. Og dødsangsten trænger Herren så hårdt, at han råber: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» Det forstod jøderne udmærket; men de var så bitre og giftige, at de vendte ordene imod ham og sagde: «Se, han kalder på Elias. Vent, lad os se, om Elias kommer og hjælper ham.»

Da Jesus nu vidste, at alt nu var fuldbragt, siger han, for at Skriften skulle opfyldes: «Jeg tørster!» Soldaterne tog straks en svamp med eddike, satte den om en isopstængel og holdt den op til hans mund. Da Jesus nu havde taget eddiken, sagde han: «Det er fuldbragt!» Som om han ville sige: Verden og Djævelen har gjort, hvad de formåede; og jeg har lidt alt det, der var nødvendigt til alle menneskers forløsning, og som var forudsagt i Skriften ved profeterne. Nu er det forbi. Og han råbte med høj røst: «Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd!» Og da han havde sagt det, udåndede han.

Men straks i samme øjeblik flængedes forhænget i templet i to stykker, fra øverst til nederst – til et vidnesbyrd om, at nu var det rette offer bragt Gud, og at det fremover skulle være slut med loven og lovens ofre, som kun havde været et forbillede på dette offer. For templet var bygget sådan, at folket stod forrest for at høre Guds ord, synge og bede. Dernæst var der et afsnit for sig, ligesom koret i vore kirker; dér gik kun præsterne ind og forrettede gudstjenesten med ofre og andet. Den del hed Det Hellige, fordi ingen andre end de hellige præster måtte gå derind. Derefter var der endnu et afsnit for sig, hvor nådestolen stod inde; det hed Det Allerhelligste. Det var skilt fra Det Hellige med et forhæng, og derind måtte ingen gå undtagen ypperstepræsten, og det kun én gang om året, og dér ofrede han for sin egen og hele folkets synd. Om det forhæng siger evangelisterne nu, at det flængedes, til et vidnesbyrd om, at hele den gudstjeneste skulle være forbi og have en ende. For nu har den rette præst, Guds Søn, ofret – ikke blod af køer eller kalve, men sit eget legeme og blod – til Gud, sin Fader, for hele verdens synd.

Forhænget flængedes under et stort jordskælv, hvor klipperne revnede og mange helliges grave åbnede sig. Og efter Kristi opstandelse stod mange helliges legemer op af dem og viste sig for mange i Jerusalem; de prædikede om Herren Kristus og vidnede om ham, at han er Kristus og den rette Messias. De er faret til himmels med Herren Kristus ind i det evige liv, ligesom før syndfloden Enok og tre tusind år efter verdens begyndelse Elias begge blev taget levende op til himlen af Gud. For Gud har altid villet bevare et sikkert vidnesbyrd om opstandelsen fra de døde i sin kirke. Men her, med Herren Kristus, skete det i et større tal.

«Officeren, som skulle holde vagt ved korset, og de andre blev forfærdede, da de så jordskælvet og flere andre usædvanlige ting, og de sagde: Sandelig, han var Guds Søn! Og hele folket, som var der og så til, slog sig for brystet og vendte hjem, da de så, hvad der skete.»

Så meget fortæller evangelisterne om, hvad der skete ved korset, indtil han udåndede. Men det er for meget til, at man kan gennemgå det hele i én prædiken. Derfor vil vi denne gang ikke tage mere end disse to stykker for os. For det første: hvorfor evangelisterne i historien om Kristi lidelse anfører flere skriftsteder end ellers. Og for det andet om korset: hvorfor Gud lige netop lod sin Søn lide denne død.

Det første – at evangelisterne anfører så mange skriftsteder gennem hele historien om Kristi lidelse – sker af den grund, at de vil imødegå den forargelse, som den lidelse fører med sig, og som især disciplene fik at føle. For se, hvor hårdt ikke kun de vantro jøder, men også Kristi egne disciple tager anstød af, at Kristus dør så skændigt og elendigt. Begge parter tænkte: Hvis han var Kristus, ville han hjælpe det sønderfaldne, ynkelige, plagede kongerige på fode igen. Man kan se, at den tanke sidder fast i disciplene endnu efter opstandelsen, da Kristus nu skulle fare til himmels og forlade dette liv her på jorden. For netop dengang på Oliebjerget spørger de ham: «Herre, opretter du nu riget igen for Israel?»

Da Herren nu kom i sine fjenders hænder og lod sig dræbe på korset, faldt det håb, de havde haft om hans herlighed, helt til jorden. Sådan som de to disciple, der gik til Emmaus, ærligt bekender og siger: «Vi havde håbet, at han var den, som skulle forløse Israel.» Som om de ville sige: Det er forbi; vi havde håbet noget helt andet end det, der nu er overgået os. Jøderne faldt endnu dybere i den forargelse. For da Herren dør så skændigt og ikke ville redde sig selv, hjalp hverken undergerninger eller prædikener: De holdt ham ganske og aldeles for en forfører og trodsede ham: Var han Guds Søn, skulle han stige ned fra korset, så ville de tro på ham. Kort sagt: Disciplene og jøderne var ganske vist vidt forskelligt sindet over for Herren – jøderne var hans bitre fjender, disciplene elskede ham af hjertet; jøderne glædede sig over hans ulykke, disciplene var bedrøvede og modløse over den – men alligevel tænkte de begge, at nu var det forbi med ham, og at han ikke var den rette Messias.

Men hvor kom den dom og den forargelige tanke fra? Ingen andre steder fra end at de havde tabt Skriften af syne og ikke flittigt havde tænkt over profeterne. For hos profeterne står der, «at Messias skulle lide og dø», Es 53. I Skriften står der, «at han skulle regnes blandt forbryderne», Es 53. Skriften siger, «at hans bordfælle skulle forråde ham og sælge ham for tredive sølvpenge», Sl 41, Zak 11. Det står også klart i Skriften, «at soldaterne skulle dele hans klæder mellem sig og kaste lod om hans kjortel», Sl 22. Og den vidner også om, at når han i sin pine på korset klager over tørst, «skal de give ham eddike at drikke», Sl 69. Det er også forudsagt, «at man ikke skulle knuse en eneste af hans knogler, men åbne hans legeme med et spyd», 2 Mos 12, Zak 12 osv. Havde disciplene og jøderne nu taget profeternes skrifter for sig og studeret flittigt i dem, så ville de ikke alene ikke have taget anstød af denne lidelse og forargelige død; de ville tværtimod have hentet trøst af den og bestemt have sluttet: Når det går Herren Jesus sådan, som Helligånden forud har forudsagt ved profeterne og i Salmerne – han, som hverken kan lyve eller tage fejl – så må han jo være den rette Messias. Men da de taber Skriften af syne, kan de ikke værge sig mod forargelsen; den river dem bort som en flodbølge, så de mister Kristus helt og holdent.

Da nu de kære apostle af egen erfaring havde lært, hvilken skade det havde voldt dem, at de var gået bort fra Skriften og ikke havde fulgt den, derfor drager de hele tiden Skriften med ind i historien om lidelsen. Som om de ville sige: Det ser latterligt ud, at denne korsfæstede Jesus skal være Guds Søn og den rette Messias – han, som hænger så jammerligt der på korset, og som soldaterne har behandlet så ubarmhjertigt og drevet så meget skamløst spil med. Men tag ikke anstød af det. Se på, hvad Helligånden så lang tid i forvejen har forudsagt om Messias ved profeterne, så vil I se det ske i virkeligheden, at denne Jesus er den rette Messias, og at det ikke skulle gå Messias anderledes her på jorden. For det er sikkert og vist: Den, der ikke bliver ved Ordet, vil ikke kunne værge sig mod selv den mindste forargelse. Ordet alene må holde os oppe; ellers er det ude med os.

Derfor skal enhver flygte fra disse sværmeånder og sværmere som fra Djævelen selv, de, der fører os bort fra Ordet og Skriften over til menneskelige tanker, sådan som paven, sakramentssværmerne og andre gør. For det er at blive ført fra klippen ud på kviksand: Jo mere man der prøver at få fodfæste, jo dybere synker man, og det er umuligt, at man til sidst kan undgå at falde. For Guds ord alene er den rette, faste klippe, hvor man trygt kan sætte foden. Den, der vil vandre ret, skal derfor se til, at han har Guds ord. Derfor: Når Kristus siger: «Dette er mit legeme, dette er mit blod», så tro du det, og følg ikke forførerne, som siger: «Det er bare brød, det er bare vin.» Når Kristus siger: «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden», så tro det ord, og følg ikke paven, der viser dig hen til messeofferet, de helliges forbøn og dine egne gerninger. Så står du sikkert i din sag og er sluppet fri af forargelsen.

Nu vil vi også sige lidt om det andet stykke: at Guds Søn, vor kære Herre og Forløser, efter Guds særlige råd måtte dø netop på korset. Den død blev hos jøderne regnet for den mest forargelige og skændige død, langt, langt mere afskyelig end galgen eller hjulet hos os. Og det af den grund, at der står sådan i 5 Mos 21: «Når nogen har begået en synd, der fortjener døden, og bliver dræbt ved at blive hængt på et træ, så skal hans lig ikke blive hængende natten over på træet, men du skal begrave ham samme dag; for den, der er hængt, er forbandet hos Gud. Sådan skal du ikke gøre det land urent, som HERREN din Gud giver dig til arv.»

Om Gud nu udtaler så hård en dom over de hængte for den kommende begivenheds skyld – at hans Søn selv skulle dræbes på den måde – eller for den tidligere ulykkes skyld – at mennesket faldt i ulydighed mod Gud i Paradis og spiste af det forbudte træ – det betyder ikke så meget. Det største og mest nødvendige er, at vi lærer og lægger os godt på sinde, at Gud kalder alle dem forbandede, som dør på træet. For deraf følger uden videre: Når Kristus også dør på træet, så er han også blevet en forbandelse og hedder forbandet. Det er også derfor, Djævelen og verden især lægger netop den død på ham og under ham den så godt – den død, som Gud selv kalder en forbandet død. Men hvordan man skal forstå det, og om man skal trøste sig ved det eller tage anstød af det, vil vi høre af den hellige Paulus. For han behandler netop dette ord af Moses i Gal 3 og siger sådan:

«Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse for os, for der står skrevet: Forbandet enhver som hænger på et træ, for at Abrahams velsignelse skulle komme til hedningerne i Kristus Jesus, og vi således skulle modtage den lovede Ånd ved troen.»

Lad os endelig se flittigt på dette ord. Paulus sætter de to ord «forbandelse og velsignelse» smukt op over for hinanden og fører os tilbage til løftet, som blev givet Abraham, da Gud siger: «Ved din sæd skal alle jordens slægter velsignes.» For dér må vi slutte: Når alle jordens slægter skal velsignes ved Abrahams sæd, så må alle jordens slægter være under forbandelsen; hvad skulle de ellers med løftet om velsignelsen? Omvendt må den sæd, som velsignelsen skal komme ved, alene være den velsignede sæd, som Gud ikke er vred på, men hos hvem der er lutter nåde og velsignelse. Men det er nu sikkert, hvem denne Abrahams sæd er, nemlig Jesus Kristus, født af Jomfru Maria, Faderens enbårne Søn; han alene er fuld af nåde og sandhed. Alle andre mennesker, fra Adam og til den sidste, er efter deres natur fulde af unåde; Gud er vred på dem, han er deres fjende, der er ingen velsignelse, men forbandelse hos dem. Grunden er, at de alle er syndere.

Men hvordan hænger det så sammen? Abrahams velsignede sæd bliver hængt op på træet eller korset, som Gud har sagt om: Forbandet være alle, der hænger på træet. Derfor hedder han ikke længere den velsignede sæd, men den forbandede sæd. Sådan som Paulus siger det rent ud: «Han er blevet en forbandelse.» Hvorfor dog det?

Vi er på grund af vores synd en forbandelse og i Guds unåde. Kristus, Guds enbårne Søn, er fuld af nåde og sandhed. Hvordan kommer han så op på træet? Hvorfor kaster han sig ind under Guds forbandelse? Hvorfor lader han sig korsfæste? For vores skyld, siger Paulus: «Han er blevet en forbandelse for os.» Han har båret Guds vrede og villet betale for vores synd, for at vi skulle komme til velsignelsen, det vil sige modtage Helligånden, blive fri for synd og blive Guds børn. For her går det til som med en fattig tigger, der skylder meget og ikke kan betale. Men så tager en anden, der har råd, sig af ham; han går i borgen og bliver selv skyldner, og han må betale det, den fattige skylder. Det siger Paulus meget smukt i Rom 8: «Det var umuligt for loven» at hjælpe os fra synden og døden; derfor hjalp Gud os på denne måde: «Han sendte sin Søn i det syndige køds skikkelse» (det vil sige, han blev menneske og tog vort kød og blod på sig) «og fordømte synden i kødet ved synd» (det vil sige: Gud har gjort os fri for synd ved sin enbårne Søn, som blev et syndoffer og skulle betale for synden og således bringe Abrahams velsignelse over os, der var under forbandelsen). Sådan forklarer Paulus selv det i 2 Kor 5: «Ham, som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive den retfærdighed i ham, som gælder for Gud.»

Sådan ligger begge dele på Kristus: at han bliver en forbandelse og dernæst en synd, det vil sige et syndoffer, som alle menneskers synd og dermed Guds vrede og den skændige død ligger på – os til hjælp, for at vi derved skal blive kvit og fri. Derfor kalder Johannes Døberen ham et lam, det vil sige et slagtefår og offer, som Gud har bestemt til at tage hele verdens synd bort. Og Herren selv siger i Joh 12: «Når jeg bliver løftet op fra jorden, vil jeg drage alle til mig.» Og i Joh 3: «Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at alle, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.»

Og Paulus siger, at han «ikke ved af noget» og heller ikke vil vide af noget «andet end Kristus, den korsfæstede». For han er korsfæstet for at hellige, forløse og retfærdiggøre os, som for vores egen del måtte være blevet i synd, under døden og Djævelens tyranni og være gået evigt til grunde.

Hvem vil nu tage anstød af korset? Hvem vil regne den død for skændig? Hvem vil ikke takke Gud af hjertet for, at hans Søn hænger på træet og tager den forbandelse på sig, som tilkom os for syndens skyld? Han hænger der som et forbandet menneske, som Gud er fjende af, og som Gud lader komme i skam, nød og angst. Det sker (siger Paulus) for min og for din skyld, for at vi skulle komme til velsignelsen. For hvis forbandelsen blev liggende på os, måtte vi undvære velsignelsen. Men så kommer den velsignede sæd og tager forbandelsen, som ligger på os, bort fra os og over på sig selv, og den velsignelse, han har, kaster han over på os. Da han nu for vores skyld ville og skulle blive en forbandelse, tilkom der ham ingen anden død end denne død på træet, som Guds ord prædiker er en forbandet død.

Lær her denne forskel godt: at du ikke dømmer efter det, du ser med øjnene, men efter det, Guds ord siger dig. Efter det ydre syn er Herren Kristi død en skændig død og, som Gud selv kalder den, en forbandet død; det træ, han dør på, er et forbandet, fordømt træ. Hvorfor dog det? Fordi alle vores synder hænger på det. For synd og forbandelse, eller Guds vrede og al ulykke, hører sammen. Derfor siger Esajas: «Mange vil tage anstød af ham; for hans skikkelse er mere hæslig end andre folks, og hans udseende end menneskebørnenes.» Og videre: «Vi så ham, men der var ingen skikkelse, så vi kunne have begæret ham. Han var den mest foragtede og ringeagtede, fuld af smerter og sygdom. Han var så foragtet, at man skjulte ansigtet for ham. Derfor regnede vi ham ikke for noget.» Se, det er det ydre syn, og det er umuligt, at fornuften kan dømme anderledes, når Gud kalder den forbandet, der dør på træet. Træet er forbandet; han, der hænger på det, er også forbandet. Årsagen til, at han hænger på det, er også forbandet. For til synden hører forbandelsen; og jo mere synd der ligger på Herren Kristus, des større er også forbandelsen.

Men se så videre på, hvad der følger af, at Kristus, den velsignede sæd, dør en forbandet død og selv bliver en forbandelse for os. Paulus siger med meget herlige ord, at det skete, «for at Abrahams velsignelse skulle komme til hedningerne, og vi således skulle modtage Helligånden». Her finder vi noget andet end det, vi kan se med vore legemlige øjne. Øjnene tager anstød af denne skændige død, som Gud har forbandet; men for os er det en salig død, der tager forbandelsen bort fra os og bringer Guds velsignelse over os. Det træ, der i sig selv er et forbandet træ, er for os et saligt træ, et ædelt, kostbart alter, hvor Guds Søn ofrer sig selv til Gud, sin Fader, for vores synd og lader sig se som den rette, evige præst. Han kommer op på det forbandede træ og gør det til et saligt alter, for at vi skal blive fri for synd, komme i Guds nåde og blive hans børn.

Derfor har de gamle lærere gjort sig så fine tanker om korset og det forbandede træ. Dér i Paradis, siger de, var det et smukt træ, der var skyld i, at vi faldt i synd og død; men her er det et gammelt, udtørret træ, ja, et forbandet træ, der er skyld i, at vi bliver fri for synden og kommer til det evige liv. For dér hænger Guds Søn med udstrakte arme, til et vidnesbyrd om, at han ikke vil støde nogen bort, men gerne tage imod alle og, som han siger i Joh 12, drage alle til sig. Hans hoved rækker op mod himlen og viser os vejen til det evige liv. Hans fødder hænger ned mod jorden; for han træder den gamle slange, som kryber på jorden, Djævelen, på hovedet og tager al hans magt fra ham. For når den kære Herre Kristus hænger der og betaler og gør fyldest for vores synd med sin død og bliver en forbandelse for os, så mister Djævelen sin magt, som han havde fået over os for syndens skyld.

Lad os derfor her lære at kende og prise vor nådige Faders i himlen nådige vilje og hjerte mod os. Han sparede ikke sin Søn, men gav ham hen i døden, ja, i døden på korset, og lod ham blive en forbandelse, for at vi skulle få velsignelsen, blive fri for synd, modtage Helligånden og ved ham blive Guds børn og frelst i evighed. Det give Gud os alle. Amen.