Lidelseshistorien: 12. prædiken: Maria og Johannes, Kristi side gennembores (Joh 19,25–37)

Tolvte passionsprædiken. Hvordan Herren Kristus betror sin mor til Johannes, og hvordan krigsknægtene ikke knuser Herren Kristi ben, men åbner hans side med et spyd, så der på én gang flyder blod og vand ud, Joh 19,25–37

Den hellige Johannes fortæller til sidst i lidelseshistorien tre stykker, som de andre evangelister ikke skriver noget om, og de er dog særlig nyttige til lære og til trøst. Derfor vil vi også tage dem med, så vi får hele denne historie.

Det første er, at Herren på korset betror sin mor til Johannes og omvendt Johannes til sin mor, så de skal være sindet mod hinanden som mor og barn, elske hinanden og gøre hinanden alt godt. Sådan siger Johannes jo også, at han straks tog Herrens mor i sin pleje og holdt hende som sin egen mor.

Denne historie plejer man at henføre til det fjerde bud, som lyder: «Ær din far og din mor, for at det må gå dig godt, og du må leve længe på jorden.» Og Johannes, som her bliver rost for denne gode gerning, levede jo også længere end de andre apostle, nemlig 68 år efter Kristi opstandelse. Nu er det ganske vist ikke forkert tydet, men det er alt for snævert. For det, Herren her gør og siger på korset, skal man ikke indskrænke til nogle få eller enkelte personer. Med sin gerning og sine ord favner han hele verden, men især sin kristne kirke.

Derfor må vi lade dette ord være en fælles befaling til alle kristne og hele kirken, selv om Kristus kun siger det til Maria og Johannes: at vi alle indbyrdes – fordi Kristus hænger på korset og ved sin død forløser os alle fra synd og død – skal være som mor og søn, der elsker hinanden af hjertet og hjælper og råder hinanden, så godt de kan. Det betyder altså det samme som det ord, Herren gentager så tit ved den sidste nadver: «Dette er min befaling, at I skal elske hinanden, ligesom jeg elsker jer. Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer.» For man finder jo ingen kærlighed, der er mere inderlig og højere end den mellem mor og børn.

Men især fordi Herren bruger de små ord «mor» og «søn», tænker han på kirkens styre, det vil sige på begge parter: først på dem, der fører Ordet, og dernæst på tilhørerne. For ligesom en mor nærer sit lille barn og passer det med al flid, til det vokser op og bliver stærkt, sådan gør de rette prædikanter også: De har møje og arbejde, til de får folket undervist og gjort gode kristne ud af dem. Derfor kalder Paulus sine elever børn, som han har opdraget med møje og arbejde som en mor, 1 Kor 4; Gal 4; 1 Thess 2. Hvor det nu går rigtigt til i kirken, skal de, der fører prædikeembedet, have et morshjerte over for kirken. For hvor der ikke er et sådant hjerte, dér bliver man doven og træt af det og især uvillig til at lide. Det viser Herren meget fint i Joh 21, da han betror Peter prædikeembedet og først spørger ham tre gange: «Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?» Som om han ville sige: Hvis dit hjerte over for fårene ikke er som et morshjerte over for sine børn – hun løber gennem ild bare for at redde sine børn – så duer du ikke til prædikant. Møje, arbejde, utak, had, misundelse og alle slags lidelser vil møde dig i dette embede. Hvis morshjertet, den store kærlighed, nu ikke er der og driver prædikanterne, så bliver fårene dårligt passet.

Omvendt, på den anden side: De, som prædikeembedet ikke er betroet, men som har brug for, at man underviser og lærer dem, skal være sønner. De skal lade sig vise vej, føre og nære og på andre måder tage sig af, og de skal opføre sig over for deres lærere, som et godt barn gør over for sin mor. Ganske vist er børns kærlighed til deres mødre ikke så stor som mødrenes til dem. Som ordsproget siger: Amor descendit, non ascendit, kærligheden vokser mere nedad end opad. Alligevel driver naturen gode børn til at ære deres forældre og gerne tjene dem igen og gøre dem til lags i alt, hvad de holder af, og hvad der gavner dem. Når det går sådan mellem mor og søn, mellem prædikant og kirke, så står det rigtig godt til.

Men hvor det skorter på den ene af delene – enten at kirkens tjenere ikke har morshjertet, eller at tilhørerne ikke viser barnlig troskab – dér er det ikke muligt, at det kan gå rigtigt til, eller at Gud kan have behag i det. Det erfarer vi desværre med paven, bisperne og hele den flok: Dem mangler morshjertet. De bilder sig ind, at de kun har embedet for at være store herrer og have gode dage. Derfor bliver fårene ikke bare dårligt passet, men de flår og slagter dem, som det passer dem, på legeme, gods og sjæl, sådan som man desværre ser for øjnene. Omvendt er der også tit mangler hos tilhørerne, så de som vanartede børn behandler deres sjælesørgere dårligt. Det ser man hos os, hos bønder og borgere og især hos adelen: De er så nøjeregnende, nærige og gerrige over for deres sognepræster, at der sjældent er én, der med god vilje giver til prædikeembedet, hvad han skylder at give. Og dog formaner den hellige Paulus så stærkt og alvorligt, at man ikke skal være nærig med det timelige over for dem, der giver os del i det åndelige. Det kan ikke være anderledes: Sådan utaknemmelighed må gøre evangeliet stor skade – foruden at Gud heller ikke lader sådanne vanartede børn gå ustraffet.

Derfor skal vi godt lægge mærke til denne befaling fra vor Herre Kristus og tage den til hjerte. Dér på korset sørger han så inderligt for begge parter, både for lærerne og for eleverne eller kirken. Lærerne og sjælesørgerne formaner han til moderlig kærlighed, men tilhørerne og kirken til barnlig troskab, taknemmelighed og lydighed. Hvor man på begge sider følger denne velsignede formaning fra vor kære Herre Kristus, dér går alt fint til, og dér vil Gud være med og give lykke og velsignelse. Det er det første.

De to andre stykker – at ingen af Herren Kristi ben blev knust, og at hans side blev åbnet med et spyd – ser slet ikke ud til at have noget særligt bag sig. Men fordi evangelisten Johannes fremfører klare vidnesbyrd fra Skriften om, at Moses og Zakarias har profeteret om dette så mange hundrede år forinden, må vi bekende, at der ligger meget i disse to stykker, hvor ringe de så end ser ud. For Helligånden siger intet forgæves eller til ingen nytte. Og det er en rigtig apostolisk art og en særlig nåde hos den hellige evangelist Johannes, at han allevegne fører og tyder Skriften så fint.

Hos Moses er der, som vi har hørt ovenfor, en klar befaling om, at man ikke må lade noget menneske hænge natten over på træet, for derved, siger Gud, bliver jorden uren. Fordi det nu netop var forberedelsesdag, og den rigtige sabbat skulle begynde ved solnedgang, bad jøderne Pilatus om at lade ligene tage ned af korset, så man kunne begrave dem endnu før natten, og før helligdagen begyndte. Det tillader Pilatus jøderne. Men da de to røvere endnu ikke var døde, siger Johannes, gjorde krigsknægtene på jødernes befaling det helt af med dem: De slog arme og ben i stykker på dem på korset, så de døde. De havde også tænkt sig at gøre det samme ved Herren Jesus. Men før de blev færdige med de to røvere, var han død. Derfor knuste de ingen af hans ben. Men en af krigsknægtene tog et spyd og åbnede hans side. Så flød der blod og vand ud, hver for sig, så alle undrede sig. Disse to stykker ser, som sagt, ud, som om der ikke ligger ret meget i dem. Men Johannes vidner om, at de ikke skete tilfældigt: Moses har længe forinden profeteret om begge dele: «De skal ikke knuse noget ben på ham», og Zakarias: «De skal stikke i ham.» [kun det første står hos Moses (2 Mos 12,46; 4 Mos 9,12); det andet står i Zak 12,10]

Men det er nu sikkert, at Moses siger dette ord om påskelammet, 2 Mos 12 og 4 Mos 9. Hvordan kommer evangelisten Johannes så ind på det, eller hvad mener han med det, når han siger: «Dette skete, for at Skriften skulle opfyldes: I må ikke knuse noget ben på ham»? Svar: Det mener han, og det vil han have os til at se: at vi skal se på Herren Kristus dér på korset som det rette påskelam – det, som det gamle lam i loven kun var et forbillede eller en figur af.

For da Gud ville svække Farao i Egypten med magt, sætte en stopper for hans hårdnakkede egenrådighed og hans forehavende og redde sit folk Israel, befalede han sit folk, jøderne, at de i hvert hus samme nat skulle slagte et årgammelt lam, stege det og spise det og stryge blodet på dørstolperne. Hvor nu dødsenglen fandt det tegn af blod på døren, dér skulle han gå forbi og ikke slå nogen ihjel i det hus. Men omvendt: Hvor døren ikke var mærket med lammets blod, dér skulle englen i natten slå alt førstefødt ihjel, både af mennesker og kvæg, i hele Egyptens land. Og som Moses på Guds befaling havde sagt til sit folk, sådan skete det fra først til sidst. Om morgenen fandt man døde mennesker og dødt kvæg i alle egypternes huse. Kun hos jøderne gjorde dødsenglen ingen skade, for deres døre var mærket og sikret med lammets blod.

Se nu her på vores påskelam, Herren Kristus. Han vil straffe Farao og hele Egypten, det vil sige synd, død og Djævel, og befri sin kristne kirke fra deres tyranni. Derfor lader han sig slagte som påskelammet og stege på korsets træ, så han kan bestænke os med sit blod, og så dødsenglen – som for syndens skyld havde bragt os i døden og fået magt over os – skal gå forbi os og ikke gøre os nogen skade. Sådan som Paulus siger så fint i 1 Kor 5: «Også vi har et påskelam, Kristus, slagtet for os», så vi får del i hans blod, og så Djævelen, døden og synden ingen magt finder over os og ikke kan gøre os skade. Derfor vil Johannes nu, at vi skal lære dette heraf: at der ikke blev knust noget ben på Kristus, ligesom på påskelammet.

Men vi vil også se på de andre omstændigheder her – hvordan jøderne skulle bære sig ad med påskelammet – så vi, når vi ser, hvor fint det passer på Herren Jesus, kan trøste os så meget mere ved dette offer, der er bragt for os, og tage os det så meget mere til hjerte.

Påskelammet skulle være årgammelt, et handyr og uden nogen lyde, sundt og stærkt; ellers måtte man ikke tage det til påskelam. Det betyder, at dette påskelam, Herren Kristus, skal avle og bygge sig en kirke; for årgamle lam er frugtbare og kan avle andre. Men Herren Kristus er uden nogen lyde og mangel; for han er Guds Søn og har ikke som vi et syndigt kød og blod, men er helt og holdent hellig.

Et sådant lam skulle de tage blandt lammene og gederne på den tiende dag i den første måned og holde det for sig selv i fire dage. Sådan er Kristus kommet af Guds hjord, jøderne, som var Guds folk – derfor har han navnet og kaldes Abrahams og Davids søn osv. – og han er udskilt til et særligt embede: at prædike Guds rige blandt sit folk, jøderne, ind i det fjerde år før sin lidelse.

Påskelammet skulle spises om aftenen. Det skulle betyde, at Kristus skulle komme i den sidste tid, da det skulle gå mod enden med Guds folk, jøderne, og Moses og hans gudstjeneste måtte høre op. Derfor sammenligner Herren flere steder sit evangelium med et aftensmåltid eller en nadver, og apostlene kalder Det Nye Testamentes tid den sidste tid og time.

Påskelammet måtte man hverken spise kogt eller råt, men stegt. Ild betyder overalt i Skriften lidelse og anfægtelse. Så er det stegte påskelam altså Kristus, der lider døden på korset. Ham skal man ikke spise råt, det vil sige: Den, der vil have del i ham, må ikke være ryggesløs, tryg og ugudelig, som vores epikuræere, der tænker, at selv om de tror og gør, hvad de har lyst til, vil de alligevel være gode kristne. Men de spiser ikke påskelammet rigtigt; de kan ikke få del i det. Lige så lidt som de, der spiser det kogt i vand, det vil sige: dem, der ikke holder læren ren, men forfalsker den rene lære om troen med menneskelærdomme og menneskebud, som paven gør.

Til påskelammet skulle man også spise usyret brød og bitre urter. Sådan, siger Paulus, «skal også vi holde påske, ikke med den gamle surdej» – så vi giver synden frie tøjler og ikke vil forbedre os – «heller ikke med ondskabens og skalkhedens surdej» – så vi går med hykleri og ikke vil omvende os af hjertet. Nej, vi skal holde påske «med renhedens søde dej» – så vi holder os med en god samvittighed og lever i gudsfrygt – «og med sandheden» – så det ikke er hykleri, men ægte alvor: at vi påkalder Gud om hans nåde til det og af hjertet begærer at holde os efter hans ord. Det er det usyrede brød og den søde dej.

De bitre urter betyder det hellige kors. For det udebliver ikke, som Paulus siger: «Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus, må lide forfølgelse.»

Af påskelammet måtte man ikke lade noget blive tilbage. Man skulle spise det helt op, eller også brænde det, der blev tilovers, i ilden. Man måtte heller ikke knuse noget ben på det. Sådan forholder det sig også med Herren Kristus. Den, der vil være en rigtig kristen, må ikke spise det ene og lade det andet ligge. Alt, hvad Kristus siger, skal han tage imod og tro, og ikke spise det stykkevis, sådan som sværmerne og sekterne gør. Arius lod sig det hele behage – bortset fra at han ikke ville tro, at Kristus er den evige Gud. Gendøberne kan ikke lide, at man skal døbe børnene; de foragter denne første dåb og søger en bedre, sådan som de drømmer. Nutidens sakramentssværmere tager imod alt, hvad Kristus siger, og bilder sig ind, at de er prægtige kristne. Bare dette ene kan de ikke lide og vil ikke tro: at Kristus siger, da han rækker brødet: «Tag det og spis det, dette er mit legeme», og da han rækker dem bægeret: «Drik alle af det, dette er den nye pagt i mit blod.» Det smager dem ikke. De lader det ikke bare blive tilbage – skønt det dog er Guds befaling, at man ikke skal lade noget blive tilbage af dette påskelam, men spise det hele eller brænde resten i ilden – nej, de knuser benene, det vil sige: De martrer, korsfæster og radbrækker vor Herre Kristi ord, som det passer dem, bare for at give deres skændige vildfarelse et skin af sandhed. Sådan finder man hos paven, gendøberne, sakramentssværmerne, kort sagt hos alle sekterne, at de spiser det af dette påskelam, som de kan lide; det andet, som de ikke kan lide, lader de blive tilbage eller knuser det.

Men hvad man skulle gøre med blodet, er vist ovenfor: at dette lams blod skal tjene os til, at hverken synd, død eller helvede kan skade os, og at Farao, det er Djævelen, med sine egyptere, det er verden, ikke mere skal kue og trykke os ned. For derfor er Kristus ofret: for at han skulle gøre os frie, Joh 8, og opløse og ødelægge den lede Djævels gerninger.

Det har Johannes villet minde os om, når han siger: «Nu er det opfyldt, som Moses siger: I må ikke knuse noget ben på ham.» Så vil han i denne figur male hele brugen og den rette frugt af vor Herre Kristi lidelse for os: at han er ofret for os, og at vi ved hans blod skal være befriet fra synd og død og fra Djævelens vold. De trykker, ængster og driver os altid, ligesom Farao i Egypten holdt Israels børn fanget og plagede dem. Men ved vores påskelams, Jesu Kristi, blod er de blevet standset, og vi har fået fred, så vi kvit og fri for al byrde kommer ud af det skadelige Egypten og ind i det forjættede land og til det evige liv.

Nu vil vi også tage det tredje stykke for os. Det ligger, som man ser, evangelisten særlig meget på sinde. For han fører ikke bare profeten Zakarias’ vidnesbyrd frem, han som har profeteret om dette stik i siden; han bekræfter også med mange og alvorlige ord det undertegn, at der flød blod og vand ud af det døde legeme. For begge dele er imod naturen: Så snart et menneske dør, er blodet koldt og dødt og flyder ikke mere. Og det er endnu mere imod naturen, at der skal flyde blod og vand hver for sig ud af et dødt legeme. Derfor siger Johannes: «Den, der har set det, har vidnet om det, og han ved, at han taler sandt, for at også I skal tro.» Så vil han have stillet os denne undergerning for øje som noget, der ligger overmåde meget i, så vi flittigt tænker over den og til sidst lærer at tro ud fra den – det vil sige, som vi sagde ovenfor om påskelammet: at vi ved Herren Kristus og hans død skal håbe på syndernes forladelse og det evige liv. Det er først og fremmest det, denne historie tjener til, og profeten stemmer overmåde fint overens med evangelisten, som vi skal vise bagefter.

Derfor må du først slå den tanke ud af hovedet, at det skete tilfældigt, at den ene krigsknægt går hen og stikker i det døde legeme. Han selv har ganske vist ikke haft nogen særlig tanke om, at der skulle ligge noget bag det. Men det skete efter Guds særlige ordning; ellers ville Helligånden ikke have profeteret om det ved Zakarias så mange hundrede år forinden. Og vi ser jo, at Herren Kristus beholder disse sår på sit legeme efter sin opstandelse og især viser dem til sine disciple, for at de skal kende ham på dem. Derfor skete det ikke tilfældigt. At Herren blev stukket i siden på den måde, og at der flød blod og vand ud, skulle betyde, virke og udrette noget særligt.

Pas derfor på, at du ikke gør, som rå mennesker plejer, og tænker: «Hvad kommer det mig ved, hvad der flød ud af Herren Kristi side? Det er nok for mig at vide, at han døde på korset.» Tænk endelig ikke sådan! Men hør med flid – til ære for Helligånden og til trøst for dig selv – hvad det dog fører med sig, at hans side blev åbnet med et spyd, sådan som Johannes så trofast viser det, og som Zakarias så længe forinden profeterede om.

For det første er det sikkert, og ingen vil kunne nægte det: Det er imod naturen, at et dødt legeme skulle svede eller bløde. For så snart blodet bliver koldt, flyder det ikke mere, men størkner. Men her har vi et særligt dødt legeme; derfor går det anderledes med det end med andre. Han er kød og blod ligesom vores legeme, og han dør. Men fordi hans kød og blod er uden synd, dør han dog sådan, at der selv i døden bliver et tegn på liv tilbage. Hvor blodet ellers straks bliver koldt og størkner, dér bliver det i Herren Kristi legeme fint varmt og levende, så det sprøjter ud, så snart siden bliver åbnet, ligesom når man ellers åbner en åre på et sundt menneske. Det vil Johannes have, at vi flittigt skal lægge mærke til, og at vi derudfra skal lære den rette art, som vor kære Herre Kristi blod har: nemlig at det flyder, lever og har sin virkning også efter døden. Ligesom jøderne heller ikke havde gavn af påskelammets blod, mens det levede, men først da det var dødt, og de havde spist det. For englen gik om natten gennem Egypten og slog alt førstefødt ihjel; men jødernes huse, hvor lammets blod var smurt på, lod han være uskadte og slog ingen ihjel i dem. Sådan lever og flyder vor kære Herre Kristi blod stadig, det er hverken størknet eller kølnet. Det flyder og springer frem, efter at han er død, og alle, der bliver bestænket med det, har syndernes forladelse og er det evige livs børn.

Det skal du lære. For dette naturstridige flyden viser, at vor kære Herre Kristi, det rette påskelams, blod skal have og beholde sin virkning, kraft og evne også efter hans død. Det skal flyde, bestænke og mærke de troende, som står ved korset, så Djævelen, døden og synden lader alle dem i fred, som de finder dette mærke på, og intet skal kunne gøre dem. Det er den egentlige art, kraft og evne i vor kære Herre Jesu Kristi blod, og den bliver også efter hans død ved og ved i kirken.

Men hvad betyder det, at der ikke bare flyder blod ud, men også vand? Det er uden tvivl sket for at vise, at vor Herre Kristi blod ikke skal bestænke andre end dem, der er døbt i hans navn. Som vor Herre Kristus selv siger: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» Så begge dele hører sammen: Hvor Kristi blod er og virker, dér er også vandet, den frelsende dåb. Og omvendt: Hvor vandet ikke flyder, det vil sige, hvor den hellige dåb ikke er, dér er Kristi blod heller ikke; det flyder ikke og bestænker ingen – som blandt tyrkere, jøder, hedninger osv. Ved og ved vil og skal blod og vand flyde sammen, og det ene skal ikke være uden det andet.

Læg godt mærke til det, for der ligger meget i det. Ikke for deres skyld, der døde i Det Gamle Testamente og ikke oplevede dåben; for de havde deres egen dåb og blev frelst ved troen på den velsignede sæd. Heller ikke for vores små børns skyld, som døden når at tage i moderens liv, før de kommer til dåben. Når forældrene og de kristne kvinder, som står den kvinde bi, der ligger i barnsnød, ser, at der er fare på færde, og alvorligt beder for dem og bærer dem frem for Kristus, så bliver de uden tvivl taget til nåde af ham. Nej, for vores egen skyld: for at vi ikke skal regne dette nådetegn for ringe eller holde os selv og vores egne borte fra det. For hvor vandet i denne dåb er, dér er vor Herre Kristi blod; for her flyder der vand og blod ud af hans side på én gang. Men hvad hans blod tjener til, er vist ovenfor: at vi bliver beskyttet mod dødsenglen, bliver rene for synder og lever evigt. Det viser profeten meget fint, og han stemmer helt overens med evangelisten. For sådan siger han i Zak 12: «Over Davids hus og over Jerusalems borgere vil jeg udgyde nådens og bønnens Ånd. For de skal se på mig, som de har gennemboret, og de skal klage over ham, som man klager over et eneste barn, og sørge over ham, som man sørger over et førstefødt barn.»

For det første kan det ikke nægtes, at profeten taler om Det Nye Testamentes tid og om den nåde, der skal vederfares os ved Kristi død. Men denne nåde er, at Gud giver nådens og bønnens Ånd. Det vil sige: Ved sin Helligånd trøster han vores hjerter, så vi ved Kristus venter os al nåde og barmhjertighed af Gud og påkalder ham i al nød og søger hjælp hos ham, som de små børn hos deres far.

For det andet går Johannes her foran os med en rigtig apostolisk ånd og siger: Det stik, som profeten taler om dér, er dengang blevet opfyldt på korset. Men hvad der skal følge af dette stik, viser profeten, når han siger: «De» – læg mærke til det: de, der har nådens og bønnens Ånd – «skal se på ham og klage over ham, som man klager over et eneste barn, og sørge over ham, som man sørger over det førstefødte barn.» Denne kummer og sorg er ikke andet end dette: at vi ved vor Herre Kristus lærer ret at kende synden, som han led for på korset. For at de ser på ham, sådan som han er gennemboret, og sørger og er bedrøvede over ham, det er et tegn på, at han er uskyldig og lider det hele for vores skyld.

Men denne lidelse får os til at erkende vores nød og elendighed, så vi ikke går trygt af sted i synden sammen med verden, men klager over vores syndige hjerte og vores onde liv, beder Gud om tilgivelse, holder os til Kristi lidelse og trøster os med den: at han er hellig og lydig mod Gud og derfor ikke var skyldig til en sådan død, og at han alligevel har taget den på sig og lidt den for vores skyld, af usigelig kærlighed.

Denne medlidenhed, sorg og klage har vi brug for; Kristus har også brug for den, for ellers har han ingen kristen kirke. Den alene, som Zakarias siger her, ser på den gennemborede Kristus og græder over ham – ikke som kvinderne i Jerusalem, der græd sådan over Kristus, at de ikke tænkte på sig selv. Men de kristne eller den kristne kirke græder, fordi den kender sin synd, som Kristus led døden for. Sådan peger profeten fint hen på frugten af Kristi lidelse. Og lige efter siger han i Zak 13: «På den tid skal Davids hus og Jerusalems borgere have en fri, åben kilde mod synd og urenhed.»

Se, hvor fint profeten knytter stikket og kilden sammen, det vil sige blodet og vandet eller den hellige dåb! Vil du nu tyde denne historie rigtigt, så sig: Der flyder blod ud af Herren Kristi side, til at vaske mine synder af og forlade mig dem – som Herren selv vidner ved nadveren, da han rækker bægeret – og der flyder også vand ud. Så hans legeme er en åben kilde. Hvortil? Mod synd og urenhed. For ved dåben bliver vor Herre Kristi blod tilegnet os. Netop derfor taler Paulus på den måde og siger: «Vi er døbt til Jesu Kristi død», det vil sige: for at Jesu Kristi død skal være vores egen, og vi skal have gavn af den, så vi ved ham kan blive fri for synd og død og leve evigt.

Derfra har de hellige fædre taget de smukke ord. Augustin siger, at Johannes bruger det lille ord «åbne» («en af krigsknægtene åbnede hans side») for at vise, at livets dør dengang ligesom blev åbnet, dér hvor kirkens hellige sakramenter er flydt ud, og uden dem kan man ikke gå ind til livet, det liv, som er det rette liv. «De hellige sakramenter», siger han; for han taler ikke kun om dåben, som er betegnet ved vandet, men også om nadveren, hvor man drikker Herren Kristi blod. Sådan siger Chrysostomos også: «Eftersom de hellige mysterier har deres udspring her, skal du, når du går til det hellige bæger, gå sådan til det, som om du ville drikke af Herren Kristi side.»

Det ord nævner sakramentssværmerne ikke, skønt de dog praler af, at hele den gamle kirke havde deres mening: at der i nadveren kun er brød og vin og ikke Kristi legeme og blod. Men hvordan passer det med dette klare ord af Chrysostomos? For så blinde og tossede kan de ikke være, at de skulle vove at sige, at der flød vin ud af Kristi side – sådan som de jo siger, at man i nadveren ikke drikker Kristi blod, men bare vin. Og dog siger Chrysostomos: Den, der vil gå til dette bæger, skal gå sådan til det, som om han ville drikke af Herren Kristi side. Dér vil du da ikke bare finde vin, men hans blod.

Derfra skal det også stamme, at man i Herrens nadver har blandet bægeret med vand, eftersom der flød blod og vand ud af Herren Kristi side sammen. Og Cyprian kæmper hårdt for, at man ikke må undlade denne blanding, som om den var en særlig befaling fra Kristus; og armenierne er blevet fordømt som kættere for det. Men fordi Kristus ikke har befalet det, og der ved nadveren ikke står mere, end at Kristus tog bægeret og gav det til disciplene, er det unødvendigt at gøre et nødvendigt bud ud af det.

Derfor lader vi det fare og bliver ved den lære, som den hellige evangelist viser os hen til: at vor kære Herre Kristi blod skal beholde sin kraft og virkning i os ved og ved efter hans død og bevare os mod døden og synden, når vi efter Kristi befaling lader os døbe med vand. For dér finder man i egentlig forstand Kristi blod, sådan som det her er vist, at blod og vand flyder sammen. Hvor blodet er, dér er vandet også; og hvor vandet er, dér er blodet også og udretter, hvad det skal: Det vasker synderne af og gør helt og holdent ren. Sådan som Zakarias har profeteret om den åbne kilde mod synd og urenhed.

Derfor skal vi takke Gud for hans usigelige nåde og barmhjertighed: at han har ladet os komme til denne kilde, ladet os døbe i sin Søns navn og på den måde vaske os rene for alle synder med vor Herre Jesu Kristi blod. Så kan vi fra nu af ved nådens Ånd vente os alt godt af Gud og ved bønnens Ånd råbe til ham i al slags nød – indtil den sidste frugt af Kristi død endelig kommer: at vi ved ham kommer ud af dette elendige liv og ind til det evige liv. Det give Gud os alle! Amen.