Lidelseshistorien: 13. prædiken: Kristi begravelse (Matt 27,57–66)

Trettende passionsprædiken. Hvordan Herren Kristus blev taget ned af korset og lagt i en grav, og hvordan krigsknægtene bevogtede graven, Matt 27,57–66

Dette er slutningen på historien om vor Herre Kristi lidelse: hvordan man tog ham ned af korset og lagde ham i en ny grav, og hvordan krigsknægtene bevogtede graven. Og det passer overordentlig fint som afslutning. For her ser man, hvad vor kære Herre Kristi død har virket, både hos hans venner og hos hans fjender. Fjenderne bliver urolige og bange og falder endnu dybere i synd. Men de, der har Herren Kristus kær og mener ham det oprigtigt, de bliver – selv om de er svage og frygtsomme folk – trøstige og dristige ved Kristi død, og nu vover de, hvad de før ikke engang havde turdet tænke på. Og sådan som vor kære Herre Kristi død virkede dengang, sådan går det stadig den dag i dag, som vi skal høre bagefter.

Forargelsen var overmåde svær og stor: at Herren Jesus dør så skændigt dér på korset. Derfor spottede hans fjender ham, alt hvad de kunne. Men hans disciple, som havde været omkring ham, turde ikke lade sig se; de havde ikke andet i tankerne, end at det nu var helt forbi med ham. Hans mor, den kære jomfru Maria, stod dér som en elendig, bedrøvet kvinde, og andre kvinder hos hende. Og selv om hun dengang holdt fast ved englens prædiken og ved de fromme, hellige folks profetier om Jesusbarnet – den gamle Simeons, Annas osv., Luk 2 – så var hjertesorgen dog så stor, og forargelsen gjorde hende så ondt, at hun ikke siger noget særligt. Sådan er den lille flok, som indtil nu havde holdt sig til Herren Kristus og været omkring ham, helt og aldeles stille; ingen tør røre sig eller lade sig høre, undtagen den fordømte røver. Kristi fjender har vundet slaget, de er trøstige og ved godt mod, al larmen er deres alene, og alle andre må tie.

Hvad den slags svaghed og modløshed hos de fromme hjerter skal tjene os til, har vi vist ovenfor: at ingen må være overmodig eller stole for meget på sig selv. For når det går disse fromme hjerter sådan her, at de næsten glemmer al trøst og er lige ved at drukne i sorg og jammer – hvor meget mere kan så den slags modløshed findes hos os, når vi skal vove og lide noget for evangeliets skyld! Derfor er det højst nødvendigt, at vi altid bliver i gudsfrygt og beder om Helligånden, at han vil oplyse vore hjerter, fylde dem med trøst og gøre dem dristige, så vi også kan vove og lide noget for Guds ære og for hans ords skyld.

Nu, da forargelsen er størst, og de, der havde været de bedste kristne og altid uden frygt havde holdt sig til Herren Kristus, kryber sammen og dukker sig og af frygt, sorg og mismod ikke ved, hvad de skal gøre eller hvor de skal gøre af sig selv – da træder først Josef fra Arimatæa frem (byen, som ellers kaldes Aruma i Jos 15 og i Dom 9,41). Han er ikke en simpel, ringe borger, sådan som apostlene var simple, ringe småfolk, men et medlem af rådet i Jerusalem og en meget rig mand. Han vover det, går hen til Pilatus og beder om at få det døde legeme, så han kan tage det ned af korset og begrave det. Også Nikodemus slutter sig til ham, han som før var så frygtsom, at han – selv om han gerne hørte Herren og holdt af ham – kun kom til ham om natten. Han bringer omkring hundrede pund myrra og aloe, for at Herren endelig ikke skal få en ussel, men en hæderlig begravelse. For hos jøderne var det skik, som Johannes beretter, at de begravede de dødes legemer med ære og gjorde dem i stand med myrra og aloe, fordi de ud fra Guds ord havde håbet om opstandelsen og det evige liv – så legemerne ikke alene skulle holde sig længe og først langsomt gå i forrådnelse, men også dufte godt og lifligt.

Nu fortæller Markus og Lukas særligt om Josef, at han var Herren Kristi discipel [at han var discipel, står i Matt 27,57 og Joh 19,38; at han ventede på Guds rige, i Mark 15,43 og Luk 23,51] – det vil sige, at han flittigt havde hørt hans prædiken og syntes om den og ventede på Guds rige. Det lille stykke skal vi lægge godt mærke til. For dér vil det vise sig, hvad der bevægede ham til at vove det og gå hen til Pilatus. For det var ikke nogen lille sag.

Ypperstepræsterne og hele rådet i Jerusalem havde anklaget Herren Jesus for at være en oprører, en forfører og en gudsbespotter, og på den anklage havde Pilatus ladet dommen gå. Når nu Josef træder frem – han som før havde holdt sig fra alt, hvad man foretog sig mod Herren Jesus, og ikke ville være med til det – og nu beder om Kristi legeme for at begrave det med ære, så var det farligt for ham at vove. For dermed fik han hele rådet og selv Pilatus, som havde dømt Herren, på nakken, og han gav tydeligt nok at forstå, at han mente, at her var en from og retskaffen mand, som var sket uret for Gud og for verden.

Men hvad bevæger ham til at vove det så dristigt? Intet andet end at han venter på Guds rige. Det vil sige: Han har stadig håbet – selv om Kristus hænger elendigt på korset og dør – at Guds rige ikke skal udeblive, men komme, og at Gud vil oprejse denne døde Jesus fra døden og udrette og opfylde alt, hvad der er lovet om Messias og hans rige hos profeterne. For når officeren, der stod lige over for korset og så Herren udånde med sådan et råb, ud fra det og andet – mørket, jordskælvet osv. – lærer så meget, at han frit bekender: «Denne mand var virkelig Guds Søn», så har uden tvivl netop denne Josef og den fromme Nikodemus også fået de samme tanker. Og ikke alene ud fra profeternes prædikener, men ud fra Herren Kristi egne ord, som de mange gange havde hørt og først nu, ved Helligåndens påmindelse, tog sig til hjerte, har de bestemt haft det håb, at det ikke var forbi med ham, men at Gud nu – netop når alle mindst tænker på det – vil oprette sit rige. Sådan som Herren holder en herlig prædiken for Nikodemus om dette håb i Joh 3, hvor han stiller ham billedet af slangen i ørkenen for øje og siger, at han på samme måde skal ophøjes på træet.

Sådanne tanker tændte Helligånden dengang i de svage, modløse hjerter og gjorde dem så varme, at Josef går hen til Pilatus og beder om Herren Kristi legeme, ham som Pilatus havde dømt som oprører og gudsbespotter. Og Nikodemus bringer myrra og aloe, for at Herren kan få en kostbar, hæderlig begravelse, og for at de dermed kan vidne over for hele verden: Vort håb er ikke helt ude; Guds rige skal nok komme, hvor meget Jerusalem end trodser over, at Kristus er blevet henrettet; det vil snart blive anderledes.

Det er nu frugten af vor Herre Kristi død: at de svageste, mest modløse hjerter træder frem helt uden sky og frygt, bekender Kristus og begraver hans legeme, der hænger dér i al vanære, på det mest hæderlige. Det er et vidnesbyrd om, at de mod jøderne, ypperstepræsterne, Pilatus og alle Kristi fjender holder Kristus for Guds Søn og priser ham som sådan, håber på hans rige og trøster sig ved ham også nu, da han er død, og alle mener, at det er helt og aldeles forbi med ham. For det er det, Markus og Lukas siger: «Josef ventede på Guds rige» – det vil sige, han håbede, at Gud ved denne mand vil oprette et nyt rige på jorden, tilgive synd, give Helligånden og frelse for evigt. For det er egentlig det, der kaldes Guds rige, det, som er lovet hos profeterne, at Kristus eller Messias skal oprette.

Ligesom Esajas profeterer om Kristus: «Det knækkede rør skal han ikke brække, og den rygende væge skal han ikke slukke», sådan ser man det her på Josef og Nikodemus. Indtil nu har de været svage, modløse kristne; frygten har gjort dem meget ondt, så de ikke har turdet lade sig mærke med noget offentligt. Nikodemus kom kun om natten til Jesus, og derfor kalder Johannes ham en hemmelig discipel [i Joh 19,38 er det Josef, der kaldes en hemmelig discipel]. Men Kristus bærer over med dem og vil ikke støde dem bort på grund af den frygt. Men nu, da faren er størst, og de, der ellers var stærke, modige kristne, bliver overvundet af forargelsen og ingen steder tør lade sig se – nu virker Helligånden ved Kristi død, så den rygende og næsten helt slukkede lille væge blusser op og lyser som den klare sol. For hvad Josef hidtil i hemmelighed har troet og ment om Kristus, det lader han nu alle se, og han er hverken bange for jøderne eller for Pilatus. Han bryder sig mere om Kristus, der er død i al vanære, end om hele verden. Det skal man ikke regne for nogen ringe gerning eller nogen ringe frugt af Kristi lidelse. Men det står her som et eksempel for os alle, at vi skal følge denne Josef og Nikodemus: Når Kristus hænger på korset – det vil sige, når evangeliet forfølges og de stakkels kristne bliver pint for dets skyld – så skal vi træde frem og uden at se på tyrannernes vrede prise Guds Søn og hans ord og ære det med en offentlig bekendelse, indtil den døde Kristus lader sig se i sin herlige opstandelse, og de forsagte, modløse, frygtsomme kristne så også bliver trøstet og atter træder frem og bekender.

For denne vekslen bliver altid ved i kirken: Nogle tager anstød og falder fra, og som regel bliver de stærkeste svage, når trængslen rejser sig. Til gengæld træder så de svageste frem og lader sig høre med en glad bekendelse, for at der aldrig skal mangle folk, som kender Kristus og bekender ham. Vil eller kan de stærke ikke gøre det på grund af forargelsen – indtil de lærer og erfarer, hvor aldeles intet mennesket er, når Gud tager sin Ånd fra os – så må de allersvageste gøre det, de, der ikke har nogen anseelse. For Gud vil som en rig husbond have alle slags tyende i sit hus, ikke bare stærke og voksne, men også små og svage. For at de stærke nu ikke skal foragte nogen, må de lære deres svaghed at kende på sig selv; og for at ingen skal dømme den anden, kommer Guds Ånd over de svage, formaner, trøster og styrker dem så meget, at alle må se og prise Guds kraft i dem. Det udretter vor kære Herre Kristi lidelse altid og altid i hans kirke, for at hans kristenhed endelig ikke skal gå til grunde, men blive ved, vokse og brede sig.

Men hvordan går det på den anden side, hos dem, der er Herren Kristus fjendtlige og ikke kan få ro, før de har bragt ham på korset? Dér finder man det modsatte. For ligesom solen virker efter, hvad det er for et stof: voks gør den blød og smelter den, men skarnet gør den hårdt og tørt – sådan går det også her. De fromme hjerter bliver trøstige og dristige ved vor Herre Kristi lidelse, og nu vover de, hvad de før, mens Kristus levede, på ingen måde turde vove.

Men de ugudelige jøder, der skyndte sig sådan med at få Herren Kristus slået ihjel, fordi de håbede, at når han bare var væk, så var der ingen fare mere – da de har gennemført deres onde vilje, og Kristus nu er død på korset og lagt i en ny grav, så bliver de først rigtig urolige. De løber allesammen hen til Pilatus og siger:

«Herre, vi har hørt, at denne forfører sagde, mens han levede: Efter tre dage vil jeg opstå. Befal derfor, at graven skal sikres indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde, og det sidste bedrag vil blive værre end det første.»

Læg flittigt mærke til disse ord, så vil du se, hvad de har for et hjerte. Herren Kristi prædiken har de husket rigtig godt og forstået ret; men hvad bærer det for frugt hos dem? Josef og Nikodemus, som uden tvivl også havde husket den samme prædiken og dengang trøstede sig ved den, de bliver modige og glade over den og håber alt godt. Men disse skælmer bliver urolige og begynder at være bange for den døde mand – skønt det ellers er naturligt, at når man ved, at ens fjende er død, så frygter man ham ikke mere. Det kan og vil ikke ske hos de ugudelige jøder, som du ser: De er bange for den døde Kristus, nu han ligger i graven.

Over for Pilatus foregiver de, at hans disciple kunne stjæle ham og sige, at han er opstået. Men i deres hjerte er Herren Kristi ord en spids, stikkende torn, så de frygter: Kære, hvad nu, hvis det er sandt? Hvad nu, hvis han er Messias og opstår fra de døde igen? Hvordan skulle det så gå os? Derfor bliver de urolige og mismodige. Men de bliver ikke bedre af de tanker. De tænker ikke: Åh, hvad har vi gjort! Lad os endnu krybe til korset og ikke foragte den mægtige advarsel og de undere, der nu har vist sig ved hans død. Nej, den slags tanker vil ikke ind i dem. Men ligesom de har siddet fast i had og fjendskab mod Herren Kristus, sådan bliver de ved og bliver synligt værre og ondere og søger, alt hvad de kan, midler og veje til at kvæle Herren Kristus og hindre hans ære.

Det står nu også her som et eksempel og en advarsel for os, så vi ikke bliver forskrækkede, når vi ser det samme hos Ordets fjender. For sådan skal det gå: Den, der med vilje sætter sig op imod Ordet, han må falde dybere og dybere i synd, og jo mere han søger ro, des mere urolig og angst må han blive. Sådan som vi også har hørt ovenfor om vor Herre Kristi blod. For jøderne var det en ringe sag at få Kristus på korset og lade ham slå ihjel; med velberåd hu og et let og ligegyldigt sind sagde de: «Hans blod komme over os og over vore børn.» Men siden viste det sig, hvor ringe en ting det havde været: Jerusalem og hele landet måtte ødelægges for det. Sådan går det også her. Alle deres tanker var: Bare denne Jesus var død, så var der ingen fare mere. Nu blev Kristus, «efter Guds bestemte rådslutning og forudviden», som der står skrevet i ApG 2,23, overgivet, så han døde den skændige død på korset. Men så begyndte jammeren først for alvor, så de havde mindre ro end før. Herren Kristi ord, som de dog ikke troede, lå i deres hjerte som en brændende ild og en gnavende orm. Tro det kunne de ikke; og helt foragte det kunne de heller ikke. Sådan skal det gå Ordets fjender: Jo mere de søger ro ved deres tyranni, des dybere skal de falde, ikke alene i uro, men også i synd.

Når de så har lagt de bedste planer, viser der sig til sidst den ulykke, at de bare gør deres sag værre og fremmer det hellige evangelium mod deres vilje – sådan som det gik jøderne. De bad Pilatus om vagter til at bevogte graven indtil den tredje dag. Han sagde til dem: «Her har I et vagtmandskab, gå og bevogt graven, som I bedst ved. Og de gik bort» (skriver Sankt Matthæus) «og bevogtede graven med vagterne og forseglede stenen», for at forhindre, at disciplene stjal Herren Kristi legeme, og endnu mindre kunne sige til folket, at han var opstået fra de døde. Det var meget klogt udtænkt; men hvordan gik det? Netop det, de frygtede, det ramte dem. Da Kristus påskemorgen tidligt var opstået fra de døde, og englen kom ned fra himlen og trådte hen til graven, og der kom et jordskælv, og englen væltede stenen bort fra døren, blev vagterne forskrækkede og lå dér, som om de var døde. Men så snart de kom til sig selv igen, rejste de sig og løb hver sin vej, og de kom ind til Jerusalem og bragte ypperstepræsterne bud om, hvad der var hændt dem. Hvad tror du, de så har tænkt? Hvor må deres hjerte have rystet og bævet! De kunne ikke tage det for spøg; for dér stod deres egne vidner, Pilatus’ krigsknægte, som de selv havde stillet ved graven. Af dem hørte de ikke alene, hvad der var sket, men de kunne også se det på dem. For sådan en stor forskrækkelse lader sig ikke så hurtigt skjule; man hører det på talen, man ser det i ansigtet, ja, man ser det på hele kroppen, der bliver helt forvredet af det! Derfor er det let at regne ud, at det bud må have gjort ypperstepræsterne og de ældste angst og bange.

Men dér er der stadig ingen forbedring; de kommer endnu dybere i synd og ond samvittighed. For straks på sabbatten [efter Matt 28,11–15 var det på selve opstandelsesdagen] holder de rådslagning og giver krigsknægtene penge nok til, at de skal hjælpe dem med at lyve og sige: «Hans disciple kom om natten og stjal hans legeme, mens vi sov.» Se, det er den trøst, de stakkels folk laver sig, og den må de klare sig med. I deres hjerte ved de, at Kristus, som de uskyldig overgav til døden, er opstået fra de døde. Hvad de så har haft af bekymring for det, det kan enhver tænke sig til; for hjertet må jo være blevet uroligt af det. Og alligevel giver de mange penge ud for, at man skal hjælpe dem med at lyve og få folk til at tro noget andet. Det er jo ondskabsfulde, fortvivlede skurke, besat af mange djævle, der så forsætligt sætter sig op imod sandheden og pynter og trøster sig med håndgribelige løgne. Lær det, så du vænner dig til det hos Ordets fjender. For som jeg også har sagt ovenfor: Den, der sætter sig op imod sandheden, kan ikke andet end klare sig med løgne.

Imens trøster vor kære Herre Kristus sin spredte lille flok, lader sig se og beviser med gerningen, at han ikke er død, men levende – og så levende, at han fra nu af er herre over døden. Og Ordets fjenders løgne må hjælpe til, at Ordet kommer videre ud og får desto mere anseelse. For hvis jøderne ikke selv havde ladet graven bevogte, så havde den løgn haft et skin af sandhed, at man havde stjålet Herren Kristi legeme. Men når vagterne ligger rundt om graven, og graven med al flid bliver forseglet, så kan den løgn ikke længere holde, at Herren Kristi legeme skulle være stjålet. Selve det, der skete, vidner tydeligt nok om, at der har været en højere og større magt til stede end Pilatus og hans krigsknægte; ellers var de ikke flygtet derfra.

Sådan plejer det altid at gå evangeliets fjender: De må klare sig med skændige, bespottelige løgne, og dog skader de ikke alene ikke Ordet derved, men må tværtimod fremme det, uden at de vil. Det skal jo med rette bevæge enhver til at lære at kende løgnene og flygte fra dem og holde sig til Guds ord og den rette sandhed. Sådan som det, Gud være lovet, også er sket i vore dage, hvor de pavelige med al deres løgn, skrigen og skriveri kun har fremmet evangeliet. For de lægger deres løgne alt for groft for dagen og driver dermed folk hen til sandheden. Det er nu også en frugt, som vor kære Herre Kristi lidelse udretter: at Ordets fjender render panden mod muren mere og mere og mod deres vilje må fremme sandheden.

Men at evangelisterne særligt fortæller, at graven, som man lagde Herren i, lå i en have og var en ny grav, hvor ingen før var lagt, og som Josef havde ladet hugge til sig selv – det er ikke alene sket, for at vidnesbyrdet om Kristi opstandelse kunne blive desto mere sikkert, men også fordi der her skulle begraves et særligt legeme, hvis lige aldrig før var kommet på jorden; derfor måtte han også have et særligt og nyt herberg eller en ny grav.

Kød og blod havde vor kære Herre Kristus ligesom vi, bortset fra alene at det var et helligt kød og blod, som den evige Faders Søn havde iklædt sig. Da nu dette kød og blod skulle have sin hvile, tilkom der det en særlig, ny grav. Og dog var graven ikke hans egen, men Josefs. For ligesom Kristus ikke blev menneske og døde for sin egen skyld, men for vores skyld, sådan ligger han også i graven for vores skyld, og hans grav er vores grav. Men ligesom han ikke har nogen egen grav, fordi han ikke vil blive i døden og graven, sådan skal også vi ved hans opstandelse oprejses deraf på den yderste dag og leve med ham i evighed.

Man skal også lægge mærke til Josefs eksempel: Han lod sin grav lave, mens han endnu levede. Deraf kan man godt se, at han ikke havde glemt den sidste time, sådan som verdens børn ellers allesammen gør: De indretter sig i det timelige liv, som om de ville blive her for evigt. De gudfrygtige derimod regner hele deres liv her på jorden for en pilgrimsfærd. For de ved, at de ikke har nogen by her, der består, og derfor længes de efter en bedre, nemlig et evigt og himmelsk fædreland.

Den, der rejser over land, vil ikke bosætte sig dér, selv om han får et godt herberg; han ved, at han ikke er hjemme dér. Sådan gør de kristne også: De regner dette liv for et natherberg. Gør man vel imod dem, så tager de imod det med tak; men er det – som det gerne går – et koldt, slemt og troløst herberg, så trøster de sig med, at det bare drejer sig om én slem nat, så skal det nok blive bedre. Sådan gjorde den fromme Josef også. Han var rig og en velanset borger i Jerusalem; men hans tanker gik altid sådan: Her har du ikke noget blivende sted, du må også i jorden. Derfor lader han en grav gøre i stand til sig i sin have, hvor han havde sin største lyst, og dér vil han vente på den glade opstandelse ved Herren Kristus sammen med alle de hellige.

Det skulle rige folk tænke over og også lave sig sådanne mindesmærker i deres lysthuse, som kunne minde dem om det kommende liv og drage dem bort fra det timelige. Men vi erfarer, at alle med vilje skyr det og kun stræber efter usikker, forgængelig lyst og glæde, som man dog ikke et øjeblik er sikker på.

Så har I nu, kære venner, hele historien om vor Herre Kristi lidelse. Af den skal vi først og fremmest lære, hvilken stor og gruelig byrde synden er, eftersom Guds Søn selv har båret så tungt på den og måttet betale for den med sin egen død – for at vi skal holde os i gudsfrygt og vogte os for den byrde.

For det andet skal vi lære at trøste os med Herren Kristi offer imod synden, så vi, selv når synd eller død anfægter os, dog sikkert beholder den trøst: Kristus har betalt for vore synder, og Gud vil for hans skyld være tilfreds med os og ikke mere komme vore synder i hu. Det er de to vigtigste lærdomme, som lidelseshistorien holder frem for os, og som vi altid skal øve os i.

Dernæst kan man bruge denne historie til tålmodighed og lidelse, eftersom Guds Søn her går foran os med sit eget eksempel. Ligeså til kærlighed mod næsten, sådan som Herren selv ofte formaner og siger: «Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.» Men hvem vil eller kan opregne alt det, vi med gavn kan bruge vor Herre Kristi lidelse til?

Derfor skal vi takke Gud af hjertet for denne lære og bede ham om, at han ved sin Helligånd vil tænde den i vore hjerter og gøre os stærkere og stærkere i tro, kærlighed og tålmodighed fra dag til dag, indtil vi efter dette elendige liv bliver evigt frelst. Det give os alle vor nådige Fader i himlen ved sin Helligånd, for sin kære Søns og vor Herre Jesu Kristi skyld. Amen.