Lidelseshistorien: 9. prædiken: Kristus føres ud, Simon og kvinderne (Luk 23,26–31)

Niende passionsprædiken. Hvordan Herren Kristus føres ud, Simon bærer korset efter ham, og kvinderne, som går med, klager og græder over ham, Luk 23,26–31

Disse to historier fandt sted, da man førte Herren Kristus ud fra Pilatus til retterstedet. Matthæus, Markus og Lukas nævner alle tre Simon fra Kyrene. Det er uden tvivl, fordi det ikke skete ved et tilfælde, som det ser ud til, men fordi Gud efter et særligt råd havde ordnet det sådan: Netop dengang, da Kristus skulle gå ud til sin lidelse, skulle alle kristne få dette eksempel stillet frem for sig, så de kunne lære af det, hvordan det skulle gå dem her på jorden: at de må bære korset efter Herren Kristus, ligesom Simon her. Den gode, retskafne mand ved slet ikke, hvad jøderne i Jerusalem har for. Han går bare sine egne ærinder og skal ind i byen for at klare det, han havde brug for. Nu bliver Herren og de to andre røvere ført imod ham. Herren var så svag, at han ikke kunne komme videre med korset, som man havde lagt på ham – og det har uden tvivl været ret tungt, eftersom en voksen, stærk mand skulle nagles fast på det. Så løber soldaterne til og tvinger den gode, retskafne Simon til at tage korset – eller træet, som Kristus skulle hænges op på – på sig og bære det efter Herren.

Det ser ud, som om det bare skete sådan ved et tilfælde. Men som sagt er det et billede af alle kristne, som Gud netop dengang ville stille frem for sin kirke, da hans kære Søn Jesus Kristus selv led. Det skulle værne mod den almindelige forargelse, som får os alle til at fare vild. For så snart Gud kommer med korset og rammer os på legemet eller på vores gods, giver os vanartede børn eller ellers sender os ulykke og hjertesorg, så falder modet os straks. Vi slutter, at Gud ikke mener det godt med os: Havde han os kær, ville han nok fare mildere frem med os. Men når han lader os trykke, plage og pine sådan, frygter vi, at det er et tegn på, at han er vred på os og ikke vil være os nådig.

Mod den forargelse står dette billede her. For det første bærer Guds Søn selv sit kors, og det er så tungt for ham, at han nær falder til jorden under det og næsten ikke kan komme videre. Læg godt mærke til det. For det er let at regne ud: Når sådan noget hænder det grønne, frugtbare træ, som der står lidt senere, så skal og kan det ikke gå anderledes med det tørre og ufrugtbare træ. For det andet ser du, hvordan den gode Simon kommer til det uden egen skyld, for en andens skyld. Var han ikke kommet forbi netop dér, da Kristus måtte bære sit kors, så havde han aldrig i sit liv båret noget kors. Men nu må han bøde for Herren Kristus: Fordi Kristus bærer korset, må han også stå for skud og bære med. Læg mærke til det: Med de kristne bliver det aldrig anderledes her i verden. De må stå for skud sammen med Simon og bære korset efter Kristus.

Godt nok ser Gud en tid igennem fingre med de ugudelige og lader dem få alt, hvad deres hjerte lyster og begærer. Men deres straf udebliver ikke til sidst. Også her på jorden må de stå for skud og finde sig i, at det snart støder an her, snart dér, og at det ikke altid vil gå, som de vil. Som Sl 32,10 siger: «Den ugudelige har mange plager; men den, der håber på HERREN, ham skal godheden omslutte.» Det ser vi tydeligt i mange eksempler.

Den ugudelige Farao og hans egyptere måtte lide hårdt og svært. Og hvor megen ulykke, nød og bekymring måtte jøderne ikke udstå i ørkenen og senere i Kanaans land, indtil de ti stammer til sidst blev helt lagt øde af assyrerne, og en tid efter måtte Judas stamme også stå for tur, og hele landet blev erobret af babylonierne. Men det er unødvendigt at anføre mange eksempler. Lad bare enhver tænke efter, hvad han selv har oplevet og erfaret, både på sig selv og på andre. Derfor er det umuligt, at der ikke til sidst skulle følge straf, angst, jammer og nød, dér, hvor man ikke frygter Gud og lever imod hans ord og vilje.

Men her må du af Simon lære at skelne mellem det hellige kors og de ugudeliges velfortjente straf og plage. At det går slemt for skurke, er ikke noget under; de vil ikke have det bedre. Holdt en tyv op med at stjæle, så slap han nok for galgen og bødlen. Holdt visse mænd og kvinder op med deres utugt, så beholdt de nok deres gods, ære og et sundt legeme. Men fordi de ikke holder op og bliver ved i synden, straffer Gud dem med fattigdom, skam, den franske syge og anden ulykke. Disse elendige mennesker vil jo ikke have det anderledes eller bedre. Med deres synd og ubodfærdige liv giver de selv anledning til al deres jammer og ulykke. Ja, de tvinger og driver Gud, som gerne ville være nådig og give alt godt, til at han før tiden må blive vred, slå til og sætte en stopper for synden. Derfor siger Peter i 1 Pet 4,15: «Ingen af jer skal lide som morder eller tyv eller forbryder eller som en, der griber ind i et fremmed embede.» Han skelner altså sådan, at ikke al lidelse hedder og er et kors. For hvad de ugudelige lider, er ikke deres kors, men deres straf og fortjente løn. Men det hedder og er et kors, når de kristne kommer til det, som Simon her. Han bærer ikke sit eget kors, men bærer korset efter Herren Kristus og må bøde for ham. Han kommer altså til det for en andens skyld og ufortjent. Var han ikke tilfældigvis kommet Herren Kristus i møde, så havde man ladet ham være i fred. Men han må bøde for, at han kommer forbi netop nu, da man skal korsfæste Kristus.

Sådan skal de kristnes lidelse og kors også være: at de, som Peter siger, «lider, ikke som tyve og mordere, men som kristne», det vil sige for Herren Kristi, hans ords og bekendelsens skyld. For alle kristne må rigtignok erkende sig som fattige syndere og vide, at de med synden har fortjent al den ulykke, Gud sender dem her på jorden, og mere end det. Ja, de er de eneste, der erkender deres daglige fejl, svaghed og overtrædelse. (For syndens egentlige straf er ikke den ene eller anden timelige ulykke, men den evige død.) Ikke desto mindre hedder deres lidelse ikke syndens straf, men det rette, hellige kors. For den onde fjende og verden er ikke deres fjender, fordi de er syndere og snubler og falder her og dér. Nej, det kunne de begge to, både Djævelen og verden, godt tåle, og så ville de lade dem være i fred. Men for Ordets og troens skyld – fordi de sætter deres håb til Kristus, Guds Søn, trøster sig ved hans død og opstandelse, frygter Gud, begærer at leve efter hans vilje og gør sig al flid for, at også andre gennem deres bekendelse kan komme til troen og til kundskab om Kristus – det kan hverken Djævelen eller verden, hans sarte brud, tåle. Derfor er den lede Satan så bitter vred på de kristne. Han trænger hårdt ind på dem alle vegne, plager dem på legemet med sygdom og undertiden også med skade på deres gods ved uvejr, hagl og ild – som der står skrevet om begge dele i Job 1. Undertiden plager han dem også med den høje, hemmelige lidelse i samvittigheden: tungsind, sorg, rædsel, modløshed, tvivl, dødsangst og den slags Djævelens brændende pile, som Salmernes Bog klager så meget over. Den slags anfægtelse havde også Paulus, 2 Kor 12,7, hvor han siger: «Der blev givet ham en torn i kødet, en Satans engel, som skulle slå ham med knytnæver osv.» Hvad verden gør dertil, ligger lige for øjnene, især i vores tid, hvor man farer så jammerligt og grufuldt frem mod de fattige kristne.

Det er at bære Herren Kristi kors, ligesom Simon. Han har uden tvivl også været en fattig synder; men hvad kommer det soldaterne ved? Hos dem bøder han ikke for det. Men han må bøde for, at Kristus er dér og ikke kan komme videre med sit kors; han må have en, der hjælper ham med at bære.

Sådan er det med dig: Selv om du er en fattig synder og bekender, hvordan du her og dér har handlet imod Gud, så kommer alt kors og al lidelse alligevel ikke først og fremmest på grund af den synd, når du tror på Kristus. Djævelen og verden straffer dig ikke for den. Det ville netop være deres lyst og glæde, at du helt holdt med dem og ikke med Gud og hans ord. Du må først og fremmest bøde for Herren Kristus, for hans ord og for din tro, og det er derfor, du lider.

Det er det første stykke, vi skal lære her: at Simon bærer Herren Kristi kors. Men det tjener først og fremmest til trøst. Det gør håbet om redning og hjælp ganske sikkert og ansporer os til bøn. For den, der kun vil se på, at han er en synder og vel har fortjent denne straf, når han ligger under korset og i ulykke, ham vil de tanker gøre kold og doven til at bede. For synden fører altid det med sig, at hjerterne bliver forskrækkede, angste og frygtsomme og ikke rigtig kan vente sig noget godt fra Gud eller trøste sig ved ham. Men den, der ser på den rette hovedårsag til, at Djævelen og verden er os så bitre fjender og øser al ulykke over os, han må bekende, at det ikke sker for vores synds skyld. Det er ikke derfor, de er vores fjender. Ja, de ville gerne – og de går også hele tiden og arbejder på det – bringe os i al synd og skam; det ville være deres lyst og glæde. Men det, der sætter dem op imod os, og det, der først og fremmest gør dem til vores fjender, så de gør skade, hvor de kan, er, at vi har Guds ord for øje, bekender Herren Jesus, sætter vores tillid til Guds godhed og nåde og begærer at leve efter hans vilje, i frygt for ham, kærlighed, tro og lydighed. Det er grunden og kilden til dette had og denne misundelse. Læg derfor godt mærke til det: Du skal ikke nægte, at du er en fattig synder og dermed har fortjent al ulykke. For Gud plejer også at straffe synden hos sine egne, som Peter siger: «Dommen begynder med Guds hus.» Men sig så: Det er ikke derfor, Satan og verden er mine fjender. De kunne godt tåle, at jeg uden nogen omvendelse væltede mig i synder som en so i sølet. Hvad er det da, det drejer sig om? Det er for den mands skyld, som bærer korset her: at jeg tror på ham og bekender ham som min Gud og Frelser.

Når det nu er sandt, hvad skal vi så gøre? Skal vi fortvivle? Aldrig i livet! Vi skal have et sikkert håb. Selv om vi er fattige syndere, så er det dog vist: Når vi må lide for Herren Kristi skyld, så vil han ikke lade os i stikken. Han kan og vil hjælpe os i sin nåde. Og ligesom vi lider og dør med ham, sådan skal vi også ophøjes med ham til herligheden og leve evigt med ham. Vi skal bare frimodigt lukke munden op, råbe og sige: Ak Herre, vi er jo fattige syndere og har med vores ulydighed imod dig fortjent en langt større straf end den, vi lider nu. Men se, hvad den onde fjende har for. Det er dig og dit navn, han er fjende af. Og fordi vi holder fast ved det, trøster os ved dit ord og håber på nåde for din døds og din fortjenestes skyld, derfor er han også vores fjende. Derfor, kære Herre Jesus Kristus, hævn dig på ham, og hjælp os for dit navns skyld osv. Med sådanne tanker bliver hjertet rigtig frisk, frimodigt og vågent til bøn. Derfor har de hellige profeter også bedt på den måde og hele tiden trængt på med Guds navn, sådan som David gør i Sl 44,23: «Vi bliver jo dræbt hver dag for din skyld og regnes som slagtefår.» [ifølge overskriften er Sl 44 af Koras sønner] Det være nu sagt om, at Simon må bøde for Herren Kristus hos soldaterne og bære hans kors, for at du kan lære at skelne mellem de kristnes kors og de ugudeliges straf for synden.

For det andet skal du lægge mærke til, at Simon ikke blot bærer Herren Kristi kors, men at han også bliver tvunget til det. For havde det stået til ham, var han gået sin vej og havde ikke spurgt meget efter, hvor Kristus blev af med sit kors. Men soldaterne griber ham og tvinger ham imod hans vilje, så han må bære det.

Det er også et fint lille stykke, som man kan lære af, hvad der er kors, og hvad der ikke er. Munke og nonner (dem, der mener det alvorligt) fører et hårdt liv og lader det blive dem rigtig surt. Men det kaldes ikke Kristi kors, som Simon bærer. Årsagen er, at de selv lægger det på sig, uden Guds befaling, efter eget valg. Gendøberne gør netop det samme. Men som ordsproget siger: Hvad man gør gerne, falder let. Sådan kan man også sige om den slags lidelse: Fordi de selv lægger den på sig og godt kunne være fri for den, kan den ikke gøre særlig ondt. Men hvor man må bære korset og ikke gør det gerne, dér bliver det surt og tungt, som Herren Kristus også siger til Peter i Joh 21,18: «Da du var yngre, spændte du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville. Men når du bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal spænde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» For lad de kristne være så fuldkomne, de vil, så kan kød og blod alligevel ikke andet end rynke på næsen ad korset, frygte det og sky det.

Derfor har denne mand her navnet Simon eller Simeon. På hans sprog betyder det en, der lader sig sige og følger. For det er den rette lydighed, når man gerne ville være fri for den eller den lidelse og alligevel villigt giver sig ind under den, følger og lader sig føre, fordi man ser, at Gud vil have det sådan. Det navn bærer alle rette kristne: De hedder Simon. For selv om kød og blod gerne ville have ro og gerne ville være fri for lidelsen, så følger de dog, lader sig sige, giver sig ind under Guds vilje og hjælper Herren Kristus med at bære hans kors.

For det tredje skal vi her lære at skelne mellem Simon og Herren Kristus. Simon bærer korset efter Herren Kristus helt ud til retterstedet; dér går han sin vej. Men Kristus lader sig hænge op på korset og dør på det. Det er den rette forskel mellem Herren Kristi lidelse og vores. Vi fortjener ikke syndernes forladelse med vores lidelse; det udretter alene vor Herre Kristi lidelse. Han alene er det rette offer og Guds lam, som betaler og gør fyldest for hele verdens synd. Derfor hænger han på korset. Men Simon går kun under korset. Det vil sige: Det kors, vi bærer, tjener til, at den gamle Adam bliver tynget, og at synden bliver holdt i tømme. Men at synder bliver tilgivet, det er alene vor Herre Kristi gerning og fortjeneste.

Sådan ser I, kære venner, hvordan denne Simon er et forbillede på alle kristne. De må bære Herren Kristi kors; men det er ikke for denne bærens skyld, at deres synder bliver dem tilgivet. Den gamle Adam bliver dermed holdt nede, så han ikke bliver for overmodig. Men skal korset hjælpe til syndernes forladelse, så må det ikke være Simon, der bærer det; så må Kristus hænge på det og dø på det. Og det er årsagen til, at Simon går fri. For ved Kristi død bliver vi fri for døden og kommer til det evige liv. Det bliver smukt vist i den anden historie, som vi nu skal tage fat på.

Lukas siger, at da man førte Herren ud fra Jerusalem, fulgte nogle kvinder efter ham, og de klagede og græd over ham. Men Herren vendte sig om og sagde, at de ikke skulle græde over ham, men over sig selv og over deres børn. For den tid skulle komme, da man ville sige: Salig er den kvinde, som ikke har noget barn. Og det skulle gå, som Hoseas siger [Hos 10,8], at de skulle ønske, at bjergene ville falde over dem og skjule dem. Men årsagen til den jammer og ulykke skulle være denne: Når man farer sådan frem med det grønne træ, så vil man fare endnu værre frem med det tørre, ufrugtbare træ.

Selv om denne prædiken bliver holdt for de jøder, der levede dengang, så sigter den dog først og fremmest på, at vi skal lære at bruge vor kære Herre Kristi lidelse ret. For det første skal vi ved den erkende synden, hvor grufuld en byrde den er, eftersom Guds Søn selv må dø for vores synders skyld. Og dernæst skal vi trøste os mod synden ved denne lidelse, eftersom Guds Søn har betalt og gjort fyldest for den på korset.

For det første skelner Herren mellem sig selv og jøderne, og der ligger overmåde meget i den forskel. Sig selv sammenligner han med et smukt, ungt, frugtbart træ, som man burde købe til sin have – for slet ikke at tale om at hugge det om og kaste det i ilden. Og dog sker netop det. Gud lader det hugge om, det vil sige: Han lader ham nu føre ud til galgen, hvor han skal dømmes som den værste forbryder – og dog er han et godt, saftigt, smukt, frugtbart træ. Han er uden nogen synd, han lever i fuldkommen lydighed mod Gud, og alt, hvad han siger og gør, er lutter ædle, kostelige frugter. Alt sammen behager det Gud, alt sammen gavner det os. Kort sagt: Hvad der er ved Herren Jesus, er lutter nåde, liv og frelse. Jøderne derimod sammenligner han med et gammelt, råddent, tørt, ufrugtbart træ, der ikke gør andet end at stå i vejen i haven og ikke duer til andet end at blive hugget om og kastet i ilden. For de agtede ikke Guds ord. Johannes prædikede, men uden frugt; de sagde, han var besat af en djævel. Kristus, Guds Søn selv, prædikede med sine apostle; men ham ville de heller ikke have. De kaldte ham en drukkenbolt og sagde, han var besat af en djævel. Derfor fattede de et så bittert had og nag til ham, at de ikke kunne have ro, før de havde bragt ham fra livet til døden. Ikke desto mindre gik de rundt og tænkte, at fordi de havde Moses, loven og den ydre gudstjeneste i templet i Jerusalem, så var de Guds folk, ja, lutter levende helgener, og sad i Guds skød. Nu er det let at tænke sig: Når det går Guds Søn sådan – han, der er et smukt, frugtbart træ – at Gud lader så hård en dom gå over ham, så vil det gå de tørre træer, de grufulde, store syndere, langt, langt værre. Nu ville Herren gerne, at jøderne nu erkendte det, ikke blev ved i deres synder, men lærte af ham, som dog blev korsfæstet og dræbt uskyldig, at frygte Guds vrede og flygte fra den ved en ret omvendelse. Men den advarsel hjalp kun lidt. Det tørre træ kunne ikke længere bære frugt og måtte derfor i ilden. Det bevidner historien: Omkring 40 år efter Kristi død fulgte en tung og grufuld dom, og hele landet blev lagt øde af romerne for denne synds skyld. Derfor skulle de have grædt over sig selv og ikke over Kristus, erkendt deres synd og omvendt sig, sådan som Herren her advarer og formaner dem.

Men den formaning skal vi også lade gælde for os. For vi må alle sammen bekende, at vi har mange og store synder; derfor er vi et ufrugtbart, tørt træ, hvor der intet godt er, og hvor der heller ikke kan komme noget godt ud. Hvad skal vi så gøre? Ikke andet end at græde og råbe til Gud om tilgivelse og for alvor stå imod vores onde, syndige natur og de uordentlige lyster og ikke give dem frie tøjler. For der står dommen: Når det går det frugtbare træ så slemt, og Gud lader så hård en lidelse komme over sin kære Søn, så skal vi jo ikke være sikre, ikke le og gå og hoppe og danse uden nogen bekymring, sådan som verden plejer, der hverken ser eller kender denne Guds dom. Nej, græde skal vi, erkende synden og hjerteligt bekymre os over, at vi er blevet så fordærvet af synden og er blevet et ufrugtbart træ. Derfor skal vi frygte Guds vrede og bede om nåde og tilgivelse.

Det er det første, vi skal gøre og især lære af Kristi lidelse: at vi frygter Gud og hans vrede for vores synders skyld og ikke giver synden frie tøjler. Det skal vi gøre for vores egen person; for vi er et ufrugtbart, tørt træ, som i sig selv ikke duer til andet end ilden.

Men Herren lærer os her endnu en ting. Over os selv og over vores børn skal vi græde; men over ham skal vi ikke græde. Vi skal le og være glade og ved godt mod. For hvorfor lider han? Han er et rigtigt, godt, frugtbart træ og har ikke fortjent så hård en dom; men han lider den for vores synds skyld. Og det, han går efter på denne vej, er at fuldbringe sit præsteembede: Han vil ikke blot bede for synderne, men også ofre sit liv og legeme på korsets alter, for at Gud ved dette offer kan blive formildet, og de fattige syndere kan blive fri for Guds vrede og blive arvinger til det evige liv. Derfor vil Herren ikke have, at vi bruger hans lidelse til at græde over den. Han vil, at vi skal være glade, love Gud, takke for hans nåde, prise og rose og bekende ham; for ved denne vej er vi kommet til Guds nåde, er blevet fri for synd og død og er blevet Guds kære børn.

Men det ene vil lige så lidt ind i os som det andet. Vi følger hellere verdens vis end vor Herre Kristi advarsel og formaning. For vores egen person burde vi græde over, at vi er så fordærvet af synden og har så tung en dom og så hård en straf foran os. Men her ser man ikke våde øjne hos nogen. Tværtimod: Jo dybere menneskene sidder i syndens dynd, jo mere sikre og glade bliver de; og som sagt flere gange ovenfor: Deres glæde, lyst og liv er at have masser af anledning til synd. En gerrig vom kan ikke blive mæt af penge. Jo flere fordele og indtægter han kan få, jo gladere bliver han, ja, han synes, at nu har han rigtig gjort det godt. Sådan går det også med andre synder: vrede, utugt, misundelse, hovmod. Ingen bekymrer sig om det eller græder over det; alle har lyst og kærlighed til det og er villige nok.

Men hvordan det gik jøderne, ligger lige for øjnene. Derfor skal vi her gå i os selv og for vores egen person være bekymrede og bedrøvede, sådan som Herren nu advarer så trofast ved sit sidste endeligt. For synden må dog til sidst straffes med den evige død, hvis man ikke bliver fri for den.

Men ligesom vi ikke følger det første – ingen græder, ingen klager over sin synd – sådan vil heller ingen glæde sig af hjertet over den kære Herre Kristus. Penge, gods, ære og den slags glæder hjertet, om det så er nok så lidt og ringe. Men her, hvor der ikke er andet end nåde, liv og frelse, er vores hjerter næsten helt stivnede og døde. De har hverken længsel, lyst eller hjertelig begær efter det.

Derfor er denne prædiken nok let og hurtigt lært, hvis man kun ser på ordene. Men den er til gengæld overmåde svær, ja helt umulig, når vi ser på vores hjerter og vores syndige natur. For det er os medfødt, at vi vender det helt på hovedet. Hvor vi burde græde over vores synder, dér ler vi. Hvor vi burde le og juble af hjertet over, at Kristus er død for os og har vundet os det evige liv, dér græder vi. For enten agter vi ikke den glæde for al den anden verdensglæde, som vi bedre kan lide; eller også, når synden og Guds vrede rigtig rammer os i hjertet, så vil vi ikke og kan vi ikke lade os trøste. Det vil ikke ind i hjertet, at Kristus her siger: «Græd ikke over mig.» Vi græder, klager og fortvivler, som om Kristus ikke var død, som om han ikke havde betalt for vores synd, ikke havde stillet Guds vrede og ikke havde forløst os fra døden.

Derfor er der brug for bøn til begge dele. For det første, at Gud ved sin Helligånd vil røre vores hjerter, gøre synden led for os, drage os bort fra den og værne mod al sikkerhed. For det andet, at han vil tænde trøsten mod synden i vores hjerte og gøre tilliden til Herren Kristi offer og fyldestgørelse fast. Så kan vi gøre Gud den rette tjeneste: frygte ham som fattige syndere, stå i stadig omvendelse og af hjertet stole på hans godhed som den, der ikke mener os noget ondt, eftersom han har givet sin enbårne Søn hen i døden som betaling for vores synd og ladet ham dø på korset. Det give vor kære Herre Kristus os alle. Amen.