Kyndelmisse (Mariæ renselsesdag): 1. prædiken (Luk 2,22–32)

Første prædiken på Mariæ renselsesdag (kyndelmisse) over evangeliet Luk 2,22–32, holdt 1534

Kære venner, i dagens evangelium hører I historien om, hvordan barnet Jesus blev båret ind i templet, da han var seks uger gammel. Evangelisten kalder de seks uger «renselsesdagene», sådan som loven gør, for Moses kalder dem også sådan. Men det var ikke en naturlig lov; derfor holdt hedningerne den heller ikke. Det var Gud, der bandt sit folk på den måde og lagde dem dette bud på, at de skulle holde det: Når en mor havde født, skulle hun efter seks uger, hvis det var en søn, og efter tolv uger, hvis det var en datter, gå op i templet og fremstille sig med et offer.

Det samme bud har paven lagt på vores barselskoner: Efter barselssengen har de skullet lade sig velsigne uden for kirken, som om de var urene, og de måtte ellers hverken gå i kirke eller komme ud blandt folk. Men det er forkert. For den urenhed, som loven tillagde barselskonerne, er ikke en naturlig urenhed, men en pålagt urenhed, som ikke gælder uden for loven. Derfor skal den heller ikke lægges på nogen.

Men især var der også dette befalet i loven: Den førstefødte søn skulle efter seks uger fremstilles for Herren og gives ham i eje. For sådan står der hos Moses, i 3. Mosebog, kapitel 12 [det står i 2 Mos 13,2.12; jf. Luk 2,23]: «Alt mandkøn, som først åbner moderlivet, skal kaldes helliget for HERREN.» Ikke bare menneskene, men også kvæget, okser, får osv. – det skulle alt sammen kaldes og være vor Herre Guds. Derfor havde den førstefødte søn også sin særlige ære: Han var herre i huset, konge og pave, husfader og præst blandt de andre brødre. Men det ville blive for meget i sådan et stort folk, hvis den førstefødte altid skulle blive ved templet og være Herrens eje. Derfor gav Gud forældrene den frihed, at de måtte løse barnet igen for en halv gylden eller en kvart gylden og et årgammelt lam eller et par turtelduer, alt efter om man var fattig eller rig. Så fik de deres søn igen, og alligevel hed han vor Herre Guds søn.

Det ser ud til, at jomfru Maria ikke var nogen formuende kvinde, for hun bringer kun det offer, som de fattige plejede at bringe: et par turtelduer. Med det offer løser hun sin søn, og hun bekender, at selv om hun er hans rigtige mor, så er sønnen alligevel ikke hendes, men Guds søn og Guds eje. For han var den førstefødte.

Men vor Herre Gud ordnede det sådan hos jøderne og ville have den førstefødte i eje, for at de skulle vide, at de havde en Gud, som havde udfriet dem af Egypten og slået alle førstefødte i hele Egypten ihjel på én nat. Til tegn på den udfrielse bød han, at det førstefødte af hankøn, både blandt kvæg og mennesker, skulle ofres og fremstilles i templet. Det er nu også ophævet og binder os kristne lige så lidt som de andre ceremonier og love, der kun er givet til jøderne.

Her er der nu ikke noget særligt for os at lære, andet end at vi ser, hvordan Kristus giver sig ind under loven, skønt han ikke skyldte at gøre det. Om det har vi hørt på Kristi omskærelses dag, hvordan vi skal trøste os ved det. Derfor vil vi nu drage denne lydighed ned til os, så ligesom den dér tjener os til tro, skal den her tjene os til det ydre liv og til gode gerninger. For her bliver barnet Jesu og hans mors lydighed prist og holdt op for os til skam. Gud kan jo ikke få os så vidt, at vi bare gør halvdelen af det, vi skylder at gøre – og det under trussel om at miste vores frelse og pådrage os den evige fordømmelse og helvedes ild.

Sådan en ulydighed og grim uart passer meget dårligt til dette eksempel: Barnet Jesus, som er herre over loven og over alting, og som Moses er tjener for, ydmyger sig alligevel så dybt og gør det, som hans tjener Moses har befalet andre børn at gøre, børn, der var urene og syndere. Jomfru Maria gør det samme. Hun vidste godt, at hun var jomfru og derfor ikke skyldte loven noget (for Moses taler om de kvinder, der bliver gravide på almindelig vis). Alligevel går hun derop. Hun vil ikke bruge sin frihed, for det kunne være til forargelse for andre, som intet vidste om, hvordan det hang sammen. Hun gør det, som andre kvinder efter loven skyldte at gøre.

De to eksempler, barnet Jesus og hans mor Maria, burde med rette få os til at rødme. De er også skrevet og prædiket, for at vi skal skamme os i hjertet over, at vi for Herrens skyld, han, som vi har alting fra, alligevel ikke gør det, vi skylder at gøre – mens han for vores skyld gør det, som hans tjener Moses byder ham, og som han efter retten slet ikke skylder at gøre. Hvis der var nogen, der havde så meget farve i kinderne, at han kunne rødme, så burde han spytte på sig selv og sige: «Jeg er ikke værd, at solen skinner på mig, når min Herre og Forløser kaster sig sådan ind under loven og med sit eget eksempel fordømmer vores ulydighed så hårdt, at den ikke kunne gøres mere til skamme end ved, at han kaster sig så dybt ned og yder så overstrømmende en lydighed.» Dermed håner og fordømmer han os, der ikke er lydige mod Herren, han, som dog kan kaste os i helvede eller give os himlen.

Sådan gør Kristi lydighed vores ulydighed til skamme, så vi skulle skamme os i hjertet og sige: «Jeg stakkels madikesæk, hvad er det dog, jeg gør? Vil jeg da ikke også være lydig mod Herren og følge hans eksempel? Han er blevet menneske for min skyld, har ladet sig lægge i vuggen og bære op til Jerusalem, og han er lydig mod sin tjener Moses, som han dog ikke skyldte nogen lydighed. For han er selv Herren; Moses er knap værd at kaldes hans tjener. Alligevel gør han det, han ikke skylder at gøre. Og jeg gør omvendt ikke det, jeg skylder, og som er lagt på mig at gøre, så sandt jeg ikke vil fordømmes.» Det er den første enfoldige børnelærdom: at vi for vor Herre Jesu Kristi eksempels skyld skal skamme os over, at vi er så onde og ulydige.

Den anden lærdom handler om den førstefødte søns ære: at Gud holder ham så højt, at han skal være Guds eje og hedde hans søn. Det var en meget stor ære og frihed, og jøderne gjorde sig også godt og grundigt til af den. De så på deres andre brødre, som om Gud ikke brød sig om dem, og som om de selv alene var de kære børn. Det ser man tydeligt i de eksempler, der står lige for øjnene på os: De førstefødte er som regel gået værst og har opført sig skændigst. For hovmodet greb dem, så de holdt sig selv alene for vor Herre Guds helligdom og foragtede alle andre. Og hvis det stadig gjaldt, ville vi også blive stolte junkere på grund af den ros. Det kan man mærke på munkene: Hvis de kunne føre den ros og sige: «Jeg er Guds hellige barn, her står hans ord og ordning» – hvordan tror du så, de ville brovte, når den lusede kutte allerede gør dem så hovmodige?

Det hovmod er det, der har givet de førstefødte stødet, så de er faldet ligesom Lucifer, den højeste engel. Kain var den første søn, og der var noget stort ved ham. Derfor giver Eva ham hans navn, som om han skulle være den rette mand, der skulle knuse slangens hoved, for hun siger: «Jeg har fået manden, HERREN.» Men ligesom engelen Lucifer blev en djævel ved hovmod, sådan blev Kain en ærkeskurk og brodermorder.

Ismael var også Abrahams førstefødte søn. Derfor, siger Skriften i 1 Mos 21, «var han en spotter», der ganske foragtede sin yngre bror Isak og regnede ham for meget ringe ved siden af sig selv, som om han var arvingen og ikke Isak. Sådan gik de som regel alle sammen hen i hovmod, som om de alene var vor Herre Guds helligdom og ingen andre. Derfor måtte Gud styrte dem. Esau mente også, at det ikke kunne slå fejl, at han skulle være den øverste. Men vor Herre Gud gør det anderledes. For da han bildte sig ind, at han var den førstefødte, for at han kunne være hovmodig, trykke sin bror ned og foragte ham, vendte Gud det sådan, at han måtte gå uden velsignelsen, lige så vel som Kain og Ismael.

Sådan gik det også med jøderne. Med rette var de den førstefødte søn i Guds rige og i kristenheden, og vi hedninger den anden søn. Men da de ville spankulere stolte omkring, sagde vor Herre Gud: «Nej, det skal I ikke være. For jeg har ikke helliget jer til at være mit folk, for at I skulle være stolte og foragte andre, men for at I skulle være mig så meget mere taknemmelige og vise mig så meget mere hjertelig lydighed. Men når I ikke vil det, så pak jer, og lad hedningerne komme til mig. De skal have forrangen, og I skal gå bagefter, ja, helt være lukket ude.»

Det samme måtte David også gøre. Han tog førstefødselsretten fra alle de ældste sønner og satte Salomo, den yngste søn, til konge. For vor Herre Gud ville have det sådan, eftersom han ellers ikke kunne holde hovmodet i ave.

Ja, med David selv gik det også sådan. Da Herren sendte profeten Samuel for at salve en af Isajs sønner til konge i Sauls sted, trådte først den ældste frem. Han var en statelig skikkelse og en stolt fyr, sådan som man ser i 1 Sam 16 [det står i 1 Sam 17,28], hvor han farer hårdt ud mod David i lejren, som om han var hans tjener. Men Herren siger: «Det er ikke ham» – indtil alle Isajs syv sønner var gået forbi, og profeten måtte spørge: «Har du ikke flere sønner end disse?» Så svarede Isaj, hans far: «Jo, den mindste er tilbage, og han vogter fårene.» For Isaj kunne ikke forestille sig, at Gud skulle gøre noget særligt ud af den yngste. Men det var ham, Gud fandt behag i. Den ældste og førstefødte fandt Gud ikke behag i, sådan som han siger til Samuel: «Det går ikke, som et menneske ser. Mennesket ser, hvad der er for øjnene, men Gud ser på hjertet.»

Men hvorfor holder Gud ikke sin egen ret og gør David, der var den yngste søn, til konge, når den førstefødte dog efter Guds ord og ordning skulle være konge? Det gør han, fordi han ikke vil skåne nogen, og fordi han ikke lader sin lov, sin velsignelse og sine gaver komme over os, for at vi skal blive stolte og gøre os til af dem. Han vil have ydmyge og ikke stolte børn. Men den, der vil være stolt, kan han meget vel kaste ned og sætte lavere, selv om han har sat ham nok så højt. Derfor, da Kain, Ismael, Esau, Elias [der menes vel Eliab, Isajs ældste søn, 1 Sam 16,6], jøderne og selve englene blev stolte og ville gøre deres fortrin, som var givet dem af nåde, til en ret og så foragte og trodse andre, måtte de trods deres førstefødsel ned til Djævelen i helvedes afgrund. Sådan siger også Sl 113: «Hvem er som HERREN vor Gud, som har sat sig så højt og ser ned på det lave, i himlen og på jorden? Han rejser den ringe op af støvet og løfter den fattige op af skarnet.» Og jomfru Maria i sin lovsang: «Han har nedstødt mægtige fra troner og ophøjet ringe.»

Sådan er det nu vor Herre Guds art og gerning, at han styrter de hovmodige osv. For han vil ikke tåle stolthed eller trods. Han giver heller ikke sine gaver, for at vi skal regne det, som om vi havde det af os selv. Derfor trækker han tit en fattig mands barn frem og løfter ham op, og omvendt kaster han en konge ned fra tronen, i døden og al ulykke.

Sådan var førstefødselen højt æret blandt jøderne. For regimentet, både i det verdslige og i det åndelige, tilkom de førstefødte sønner efter Guds ord og ordning. Men fordi de ville misbruge den ære til egen stolthed og hovmod, brød Gud den ret og ordning for dem. Ruben var også den første søn, men Jakob efterlader ham den forbandelse, at han hverken skulle beholde kongedømmet eller præstedømmet, som dog begge tilkom ham efter fødslen. Abraham har også, efter hvad man mener, været den yngste søn; men Gud giver ham den ret, som var stiftet for den ældste og førstefødte.

Så det er altså et ganske almindeligt eksempel, at de første sønner sjældent er gået godt. Det skyldtes ikke andet end det store hovmod, at de tænkte: «Jeg er den første søn, derfor er jeg herre i huset. Jeg er vor Herre Guds helligdom og hans eje; mine brødre er ingenting, Gud ser ikke på dem.» Den slags stolthed kan vor Herre Gud ikke tåle. Derfor står han de hovmodige imod og styrter dem til jorden, men de ydmyge viser han nåde.

Derfor skal ingen gøre sig til af nogen nåde eller gave. Er du lærd og kan mere end en anden, så brug den gave til Guds ære og til gavn for din næste. Men gør du dig til af den, så lægger du Guds unåde på dig selv. Sådan også, hvis du er hellig, smuk, rig – kort sagt, lad gaverne være, hvad de vil: Vogt dig for hovmod. For Gud har vist det på de første og største patriarker, at han ikke vil tåle stolthed og hovmod. Derfor er det gået galt for næsten alle; kun én er undtagelsen. Kristus måtte jo lykkes, for i ham var der ingen synd.

De andre førstefødte har som regel alle misbrugt den ære og er styrtet af den for hovmod og overmods skyld, indtil til sidst hele jødedommen faldt, og hedningerne, som de holdt for en vederstyggelighed, er kommet i deres sted. For kristenheden er nu vor Herre Guds eje og hans førstefødte – ikke på grund af ydre magt og pragt, sådan som paven praler, men på grund af Ordet og de hellige sakramenter. For selv om vi efter den ydre fødsel er ulige indbyrdes, så er vi dog alle lige på grund af dåben. For vi bliver alle født af den kristne kirke, som er en ren jomfru i Ånden. Hun har Guds rene ord og de hellige sakramenter; af dem bliver hun frugtsommelig og føder hele tiden kristne. De er de rette førstegrøder og vor Herre Guds eje, jeg lige så vel som du, og du lige så vel som jeg. Her sker det i virkeligheden, som dér kun var i billede og forbillede.

Men hvis Gud havde gjort noget særligt – ladet mig eller dig døbe på en særlig måde, givet mig eller dig et særligt ord og et eget sakramente – så var vi også faret til Djævelen ved hovmod. Men nu gør Gud ikke noget særskilt for nogen af os; vi må alle sige og bekende: «Vi har én dåb, én mor, den kristne kirke, én tro, ét ord og ét sakramente.» Så kan ingen foragte den anden. Du må lade mig være en førstefødt søn lige så vel som dig, og jeg dig lige så vel som mig. Vi er altså alle sammen, den ene lige så vel som den anden, konger og præster – men alene efter Ånden. For i det ydre må forskellen blive.

Men at paven efter det åndelige regimente regner sig selv for bedre end andre, det har han ingen befaling til, og ingen har sagt det til ham uden den lede Djævel. For blandt de rette kristne skal og må det være sådan, at ingen er bedre end den anden. Men at der må være prædikanter, sognepræster og andre kirkens tjenere, det gør dem ikke til Guds børn. Nej, dåben, Ordet og troen på Ordet må gøre det, at vi bliver Guds børn og førstefødte.

Så lær nu enhver, at de i Det Gamle Testamente har været et eksempel, hvor vor Herre Gud har ladet os se, at han ikke kan tåle stolthed, men styrter alt, hvad der vil op – medmindre man ydmyger sig og selv sætter sig ned. Det vil verden ikke tro; den misbruger endnu i dag selv små og ringe gaver til hovmod. Derfor styrter Gud den ene efter den anden, så de tumler ned ligesom Lucifer og hans engle fra himlen.

Det er det ene stykke af dagens evangelium, for så vidt det angår historien om ofringen i templet. Bagefter fortæller evangelisten, hvad der skete i templet, da man fremstillede barnet Jesus som den førstefødte søn for Herren i templet og løste ham med et offer. Det vil vi tale om i den næste prædiken. Lad os nu bede Gud om hans nåde, at han vil vogte os for alt hovmod, ved sin Helligånd vække vores hjerter til ret og alvorlig lydighed og nådigt bevare os i den indtil enden. Amen.