14. søndag efter trinitatis (Luk 17,11–19)

Prædiken på 14. søndag efter trinitatis over evangeliet Luk 17,11–19, holdt 1533

I dagens evangelium hører I til sidst, hvordan Herren priser troen. «Din tro,» siger han til samaritaneren, som havde været spedalsk, «har hjulpet dig.» Æren for, at manden er blevet rask, giver han altså ikke sig selv (ellers ville han have sagt: Jeg har hjulpet dig), men troen. Dermed vil han tilskynde os til, at vi også efter dette eksempel tror Gud med fuld tillid og er visse på, at det, vi tror, skal vi få ved Kristus. Tror vi, at vi ved Kristus har syndernes forladelse og et evigt liv, så skal det også være sådan. Tror vi, at Gud for Kristi skyld er os nådig og barmhjertig, så vil han være nådig og barmhjertig. Alt skal altså tilskrives troen – ikke Gud, skønt det dog er ham alene, der gør det. Det er for at enhver kan lære, at når vi ikke får noget, som vi gerne ville have og godt kunne have brug for, så ligger fejlen ikke hos Gud, men alene i vores vantro. For troede vi fast, så fik vi det helt sikkert.

Det er altså den første lære af dagens evangelium: Vi skal vide, at alt, hvad vi venter os af Gud og kan trøste os ved, det skal virkelig ske. Men den, der ikke vil tro Gud og ikke vil vente sig noget godt af ham, skal slet ikke bilde sig ind, at han får noget. Det siger Jakob i sit brev, Jak 1. For den, der vil have med Gud at gøre og bede ham om noget, må ikke tvivle eller vakle og sige: Hvem ved, om Gud vil give mig det, eller om jeg er det værd? Nej, for alt i verden ikke! Sådan skal du sige: Det, jeg beder Gud om, ved jeg, at han gerne vil gøre og give for Kristi skyld. Og gør han det ikke lige nu på den måde, jeg helst ville, så gør han det på en anden tid og en anden måde. For et vaklende hjerte, som ikke tror og ikke regner med at få noget, får aldrig nogensinde sin bøn opfyldt. Gud kan ikke give det noget, om han så gerne ville. Det er ligesom med en krukke, man holder i hænderne og alligevel ikke vil holde stille, men vipper frem og tilbage hele tiden. I den kan man ikke hælde noget. Og selv om man gerne ville hælde noget i den, så løber det ved siden af og går til spilde. Sådan er det også med et vantro, vaklende hjerte. Gud ville gerne give os det, vi trænger til. Men der står vi som en tosset tigger: Vi holder hatten frem, for at han skal kaste noget i den, og så vil vi alligevel ikke holde stille. Sådan vil vor Herre Gud heller ikke ødsle sine gaver bort, så de falder ved siden af og går tabt. Det er, som når du havde en kande eller en flaske i hænderne og bad om at få skænket vin i den, men hele tiden slængede den frem og tilbage med hånden. Det ville gøre værten meget gnaven, især hvis han skulle skænke dig vinen og ikke tage penge for den. Han ville sige: Se så at komme af sted! Tror du, jeg vil hælde vinen ud på jorden? Præcis sådan er det med et vaklende, vantro hjerte. I det kan Gud ikke hælde noget, om han så gerne ville.

Omvendt: Hvor man ikke vakler, men holder pænt stille, dér vil han gerne give. Det ser vi her ved de ti spedalske. De står og råber: «Jesus, Mester, forbarm dig over os!» De holder pænt stille og tvivler slet ikke på, at han vil hjælpe. Derfor går det dem også, som de tror. Det skal vi lægge os vel på sinde, så vi også lærer at stole fast på Guds godhed og ikke vakler i hjertet, men holder pænt stille i alt, hvad vi beder om, hvad enten det er helbred, føde, lykke, visdom eller retfærdighed. For alt det vil Gud gerne give, for så vidt det skal tjene til hans ære og er gavnligt og godt for vores frelse. Kun trækker han det af og til ud for på den måde at prøve os, om vi også vil holde ud i bønnen og troen. Det er det første stykke af dagens evangelium: at vi skal bede i fast tro og ikke tvivle på Guds nådige vilje ved Kristus.

Det andet stykke er et meget skræmmende eksempel: De ti har så fin en tro og bliver raske – og alligevel falder de ni fra igen og siger ikke Herren Kristus tak for den velgerning.

Men det eksempel skal tjene os til, at vi er taknemmelige og vogter os for den skændige last, utaknemmeligheden. For vor Herre Gud vil – og ikke uden grund – have den ære, at vi takker ham for alle hans velgerninger. Det burde vi også gøre gerne og villigt. For det er da en ting, der ikke koster megen møje og besvær. Hvad kan det dog skade dig at vende dig til Gud og sige: Ak, Herre, du har givet mig sunde øjne, sunde hænder og fødder, dette og andet; jeg takker dig af hjertet for det, for det er jo din gave? Og hvad kan det skade dig at takke din far og mor, din husbond og din madmor, din nabo, når du har fået en velgerning af dem? Det brækker du da ikke benet af! Det gælder kun om, at man kan se, om velgerningen også er givet godt ud på dig, og at enhver derved bliver tilskyndet til at gøre dig mere godt. Sådan gør samaritaneren her: Han vender om til Herren og takker. Det har ikke kostet ham en eneste skilling, kun et par ord – og alligevel behager det Herren, så det er et under. Også folk holder af taknemmelighed, og det gør dem godt; de bliver også tilskyndet til at hjælpe mere en anden gang.

Hedningerne har sagt: Utaknemmelighed er den største last. Derfor, når man kalder en mand utaknemmelig, har man skældt ham ud så groft, som det overhovedet kan gøres. Alligevel oplever vi, at den uskik er meget almindelig og især rammer dem, der har fortjent al tak af os. Det er far og mor, som sætter liv og lemmer, ære og gods og alt, hvad de har, ind på deres børn. Men hvordan lønner børnene dem? Hvad oplever de med dem? Det sker sjældent, at et barn er taknemmeligt. Det er den lede Djævels værk. I de andre stænder går det på samme måde.

Lær derfor at vogte dig for den store og skændige last, som får kilden til at tørre ud, den kilde, som al troskab og velgørenhed mellem mennesker flyder fra. For hvor man møder et utaknemmeligt hjerte, dér forsvinder lysten og kærligheden til at hjælpe videre og gøre den slags folk mere godt. For når en, der ikke er kristen, skal hjælpe andre mennesker og ikke får anden tak for det, end at man skider ham i hånden, så er det en meget ærgerlig sag. Så er det første, man siger: Det er spildt alt sammen på det gudsforladte menneske. Lad ham bare fare; jeg gider ikke se på ham, endsige hjælpe ham med en eneste øre. Sådan bliver folk uvillige. Det er, hvad den skændige utak udretter. Og dog er det en meget almindelig last i verden.

Vil I derfor være fromme kristne, så lær at være taknemmelige, først og fremmest mod Gud, vores nådige Far i himlen, som skænker og opretholder liv og lemmer og dernæst også giver alt det, der hører til det evige liv. Vær dernæst også taknemmelige mod jeres forældre, venner og naboer, som har vist jer godt, og vis dem godt igen. Og selv om I ikke kan gengælde det med gerninger, så vis jer i det mindste taknemmelige og venlige med ord. Det klæder jer, og Gud vil have det af jer. Men det er de færreste, der gør det. For når man ikke engang kan få verden så vidt, at den i det mindste viser sig taknemmelig med ord, er det intet under, at man ikke kan få folk til at gengælde noget. Det er, som ordsproget siger: Nihil citius senescit quam gratia [«Intet bliver hurtigere gammelt end taknemmelighed»].

I klostrene vænnede man de unge munke til, at når nogen bare gav dem en tilskåret pen, så skulle de bukke og sige: Benedictus Deus in omnibus donis suis, Gud være lovet for alt det, han skænker os. Det var ikke nogen dårlig skik. For det skete, for at de unge skulle vænne sig til at tage imod alt med tak til Gud og mennesker. Selv om det ikke altid kom fra hjertet, så var det dog fint, at man førte de ord i munden. Sådan står der i Sl 116: «Hvordan skal jeg gengælde HERREN alle de velgerninger, han gør mod mig? Jeg vil tage frelsens bæger og prædike HERRENS navn.» Det vil sige: Jeg vil love og prise og takke ham for det og sige, at han har gjort vel imod mig. Ja, kære barn, siger vor Herre Gud, det er netop nok for mig.

Men den gode Far får det kun hos få mennesker. Størstedelen forfølger hans ord og spotter ham, skønt alt, hvad vi har, har vi alene ved ham og af hans nåde. Og ikke nok med det: Hans enbårne Søn, som han har skænket os til trøst mod synden og den evige død, ham hænger verden oven i købet op i galgen. Det må da være en verden, som Gud med rette burde være fjendtlig mod og ikke gøre noget godt imod. Men han lader sig ikke gøre vred. Han bliver ved med at være god og nådig og hjælper overalt.

Derfor er det ikke nok, at vi lærer at være taknemmelige. Vi må også vænne os til den dyd, der kan tåle utaknemmelighed. Det er alene Guds og de sande kristnes dyd. For der er eksempler nok for øjnene, som vidner om, at verden ikke kan det. Grækerne havde meget fine folk, der trofast stod deres fædreland bi og satte liv og lemmer ind for det. Men så snart de mærkede, at takken udeblev, og at de ikke fik glæde af deres velgerning, men at man tværtimod ville gå dem på klingen og trykke dem ned, blev de utålmodige over det. Ja, ligesom de før havde forsvaret fædrelandet mod fjenderne, sådan hjalp de bagefter fjenderne mod fædrelandet og blev dets værste fjender. Sådan er vores art og natur. Men det er en ond art, som vi skal aflægge, og i stedet tage Guds art på os. For selv om han hader utak som en skændig og stor last, så lader han sig alligevel ikke bevæge af den til selv at blive ond. Han bliver altid ved med at være god og nådig mod enhver, der har brug for hans hjælp.

Den, der nu vil være kristen, skal lære at gøre sig klart, at han med alle sine velgerninger, al sin troskab og tjeneste ikke alle vegne vil høste tak, men også må tåle utaknemmelighed. Men han skal omhyggeligt vogte sig for at lade sig bevæge af det, så han ikke længere vil tjene og hjælpe andre. For det er en kristen dyd og en sand frugt af troen, at når du har gjort dit bedste, og man til gengæld skider dig i hænderne, så har du tålmodighed og siger: Nej, dermed skal du ikke gøre mig vred eller mismodig. Jeg vil tåle det og alligevel hjælpe, hvor jeg kan. Vil du være utaknemmelig? Jeg kender en over os i himlen, som vil takke mig i dit sted; det skal være mig kærere, end om du takkede mig. Det er at opføre sig som en kristen og, som Salomo kalder det, «at samle gløder på den utaknemmeliges hoved» [Ordsp 25,21–22; dér står det om fjenden].

Den kunst lærer du aldrig nogensinde af verden. Den gør det stik modsatte. Vil man ikke være taknemmelig, så mener verden, at det, den har gjort, er spildt og tabt, og at den fremover ikke vil give sine velgerninger så dårligt ud. Men det er vores Far i himlen, vi skal lære den kunst af. Han lader sin sol skinne, ikke alene over de fromme, som takker ham for det, men også over de onde, som ikke takker ham, men misbruger alle hans gaver. Han kunne med god ret også sige: Jeg har ladet solen skinne i så mange år og givet korn, vin og alle slags frugter og velgerninger; men jeg får ingen tak for det. Derfor vil jeg ikke lade den skinne mere, og jeg vil lade den utaknemmelige verden dø af sult. Men det gør han ikke, den nådige Far. Nej, siger han, så stor skal verdens utak ikke være, at den skal gøre mig vred. Vil den ikke være taknemmelig, så vil jeg alligevel være nådig – og de utaknemmelige skal nok få at mærke, hvad de har fortjent, når tiden er inde.

Den kunst skal vi også lære, hvis vi da ellers vil være kristne. For det er den kristne kærligheds art, at den bærer og tåler alt og alligevel ikke lader sig gøre bitter. Men der er meget få, der har den kærlighed; derfor er der også meget få sande kristne. Vil vi nu være kristne, så skal vi lære at gøre folk godt og hjælpe dem gerne og dog ikke lade os ærgre over utakken eller synes, det er mærkeligt. Sådan er verden: Det gør ondt på den, og den ærgrer sig meget, når velgerningen ikke bliver gengældt. Men du skal tænke over det og vænne dig til det. Har du gjort én godt i dag, og han smutter fra dig med utak, så lad det ikke anfægte dig i morgen. For han skal nok finde ud af, hvad han får ud af sin utaknemmelighed. Bliv du bare ved og sig: Er det spildt på ham, så frisk en anden frem, og gør også ham vel. Vil han heller ikke gøre det godt igen, så frem med den tredje, og sådan videre. Så du lærer at sige, som vor Herre Kristus siger her: «Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?»

Den kære Herre fik heller ikke megen tak. Men han lader sig nøje med, at i det mindste én af de ti kommer tilbage og takker ham. Han ville sikkert heller ikke have spurgt efter de andre, hvis han ikke havde gjort det for dermed at vise, at de var utaknemmelige. Som om han ville sige: Vent bare! Vil I være utaknemmelige, så slipper I ikke sådan fra mig. Jeg vil engang spørge, hvor I blev af, siden I aldrig nogensinde har takket mig for, at jeg har givet jer liv og lemmer og skabt alt det, I har brug for. Så skal det nok vise sig, hvilken skændig uskik utaknemmeligheden er.

Derfor må vi vænne os til det og lære af vor Herre Kristi eksempel, at vi kan foragte utakken. For erfaringen viser det, og enhver ser det for øjnene: Når vor Herre Gud giver ti gode år, takker vi ham knap nok en smule for ét af dem. Ja, hvad værre er: De bedste år misbruger vi altid på det skændigste. Giver Gud et rigt år med vin, korn og andet, så dukker der gnier op, som opkøber det og venter på dyrtid. Andre tænker, at fordi der er vokset så meget, må de så meget mere ødsle bort med fråds og drukkenskab; sådan takker de Gud for hans velsignelse. Sådan bliver vor Herre Gud knap nok takket for en tiendedel af sine gaver og goder. Det skal vi også vænne os til og ikke lade det gøre os ondt, men lade os nøje med, når vi blandt ti finder én, hvor det er givet godt ud, og som er taknemmelig. De andre skal nok få at mærke, når tiden er inde. For de skal ikke slippe af sted med det over for vor Herre Gud, som vil have takken.

Sådan har I nu, kære venner, to lærdomme af dagens evangelium. Den første om troen. Den anden om de to smukke dyder: at vi skal være taknemmelige og samtidig lære at tåle utaknemmelighed. Taknemmeligheden skal vi lære af samaritaneren og rette os efter hans eksempel, så vi ikke findes utaknemmelige mod Gud og mennesker.

Men af Kristus skal vi lære dette: Selv om vi gør nogen godt, og det er givet dårligt ud, så vi ingen tak får, og vores velgerning er spildt, så skal vi ikke lade os forarge af det og slet ikke lade andre bøde for det. For som jeg sagde før: I verden er det en meget almindelig last, at man med utak gør folk uvillige og trætte, så ti mennesker ofte må bøde for én utaknemmelig. Men er du en kristen, så gør ikke sådan. Om så ni bedrager dig, så lad dig nøje med, at bare den tiende lykkes og er taknemmelig. For Kristus selv finder ikke de folk, der er taknemmelige for så stor en velgerning. Skulle du så have det bedre end han? Lad det derfor også gå sådan, at de ni svigter; du får lige så lidt skade af det som Kristus. Men de selv skal få skaden: Der vil hverken være lykke eller velsignelse hos de utaknemmelige folk.

Kort sagt: Så er vi gode kristne, når vi først har en fast tro og tillid til Guds godhed, og dernæst ikke alene er taknemmelige, men også kan tåle utakken. For vi får det ikke bedre end Kristus, vor Herre. Folk skal vi vise alt godt og alligevel være forberedt på, at der blandt ti knap er én, hvor det er givet godt ud, og som vil vise sig taknemmelig. Og det kan godt ske, at netop den, der takker, og hvor det er givet godt ud, er den, man havde mindst tillid til og mindst håb om – sådan som samaritaneren her. Vor kære Herre Gud give sin nåde, så vi holder fast ved det og forbedrer os. Amen.