15. søndag efter trinitatis (Matt 6,24–34)

Prædikener på 15. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 6,24–34, holdt 1532

Det er et rigt evangelium og en lang prædiken mod gerrigheden. Vor Herre Gud er særlig fjendsk mod den, fordi der ingen anden last er, som hindrer evangeliet mere og gør de kristne mere skade. Og alligevel ser vi, at hele verden er druknet i den; for hver mand bekymrer sig dag og nat for, hvordan han skal få føden. Og det fremmer gerrigheden særlig godt, at ingen lader sig nøje med det, Gud har undt og givet ham; alle vil de have mere og komme højere op. Den, som Gud har givet et smukt hus, ville gerne have et slot; har han et slot, ville han gerne have en landsby, og sådan bliver det ved, så ingen lader sig nøje. Hver mand ville gerne komme højere op og have mere. Var gerrigheden og stoltheden ikke, havde vi ellers alle nok, og der ville ikke være sådan en bekymring, skraben og kradsen blandt folk.

Det ukristelige væsen ville Herren gerne sætte en stopper for med denne prædiken, og derfor går han meget hårdt til værks. «Ingen,» siger han, «kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.» Der ser man, at Herren er bange for, at mammon skal hindre tjenesten for ham. Derfor er det ikke et evangelium for de unge. For de har den nåde, Gud være lovet, at de hellere spiser kirsebær end tæller penge; et smukt æble betyder mere for dem end en rød gylden, og de spørger ikke om, hvad kornet koster; for de er trygge og har den vished i deres hjerte, at de nok skal finde noget at spise.

Men denne prædiken gælder især husfædrene og dem, der sidder i embeder, og næsten allermest prædikanterne, som har det dårligt i verden, og hvoraf nogle af fattigdom tvinges til at tænke på, hvordan de skal forsørge sig selv, kone og børn. Dem trøster Herren her; han vil tage den bekymring fra dem og siger: Se dog på de små fugle! Når Gud sørger så rigeligt for dem, skal I nok også få jeres stykke brød, så I ikke dør af sult.

Denne prædiken gælder altså ikke særlig de unge; for de går rundt og tænker, at der allerede er sørget for køkken og kælder, og lader andre bekymre sig. Men vi gamle narre har særlig den ulykke over os, at vi bekymrer os for maven og hele tiden er bange for, at vi skal dø af sult.

Men da vor kære Herre Kristus så tørt slår fast, at man ikke kan tjene Gud og mammon på samme tid, er det nødvendigt, at vi lærer godt, hvad det vil sige at tjene Gud.

Efter almindelig sprogbrug i verden betyder at tjene ikke andet end at gøre, hvad man har fået befaling om. Så det er det samme at sige: Jeg tjener min herre, som at sige: Jeg gør, hvad min herre befaler mig. Tjenesten er altså ikke rettet mod personen alene, men mod ordet og befalingen. For herre og frue i huset behøver ikke at holde tjenestefolkene til at spise og drikke; det kan de godt selv. Men de skal sørge for at gøre og udføre det, herskabet har befalet dem. Hvis nu en tjenestekarl er en skælm og lader sin herres ord og befaling ligge og udfører, hvad andre siger til ham, så hedder det «at tjene to herrer».

Sådan må vi også her tale om gudstjenesten: at «tjene Gud» ikke betyder andet end at høre, hvad han siger, og gøre det gerne og med flid. Men hvad befaler Gud? Først og fremmest befaler han, at man skal høre Kristus og tage imod evangeliet. Det er den eneste rette tjeneste, som Gud har behag i, og som vi kan gøre ham; for der står hans befaling for øjnene. Dernæst befaler Gud, at børnene skal ære far og mor, at forældrene skal give deres børn føde, opdrage dem og lære dem; at en kone skal elske sin mand og tage sig af husholdningen, og at manden til gengæld skal forsørge og beskytte hende osv.

Når nu børnene ærer deres far og mor, så tjener de Gud med det. For der står Guds befaling, at de skal gøre det. Det samme gælder karle og piger i huset: Når de med flid gør, hvad de har fået besked på, så tjener de i det ikke alene deres herskab, men Gud i himlen; for der står hans ord, og det kræver det af dem.

Sådan kunne enhver også i de andre stænder gå i Guds befaling og tjeneste, hvis vi bare ville lære, hvad det vil sige at tjene Gud. For som sagt: Gudstjenesten består ikke i gerningen, men i Guds ord og befaling. Det ser meget anseeligt ud for verden, når en munk giver afkald på alt og går i kloster og fører et strengt og hårdt liv der, faster, våger, beder osv. Der mangler det ikke på gerningen; men det mangler på befalingen, for Gud har ikke befalet dem det. Derfor kan det ikke roses som en gudstjeneste. Omvendt ser det ud som en meget ringe ting, når en pige i huset laver mad, vasker op, fejer og gør andet husarbejde. Men fordi Guds befaling er der, kan sådan en ringe gerning ikke roses som andet end en gudstjeneste, og den overgår langt alle munkes og nonners hellighed og hårde liv. For dér er der ingen befaling fra Gud; men her er Guds befaling, at man skal ære far og mor og hjælpe til i husholdningen.

Altså hedder det overalt at tjene Gud, når man gør, hvad Gud har befalet, og lader være, hvad Gud har forbudt. Og så kunne hele verden være fuld af gudstjeneste, ikke alene i kirken, men også i huset, i køkkenet, i kælderen, i værkstedet, på marken, hos borgere og bønder, hvis vi bare ville indrette os rigtigt efter det. For det er sikkert, at Gud vil have ikke alene kirkens og verdens regimente, men også husholdningen ordnet og opretholdt. Derfor: Den, der tjener til det – først far og mor, dernæst børnene og til sidst tjenestefolkene og naboerne – de tjener alle sammen Gud; for det er hans vilje og befaling.

Så kunne en fattig tjenestepige først og fremmest have glæden i hjertet og sige: Nu laver jeg mad, jeg reder sengen, jeg fejer huset – hvem har sagt, jeg skal? Det har min herre og frue sagt. Hvem har så givet dem sådan en magt over mig? Det har Gud gjort. Ja, så må det være sandt, at jeg ikke alene tjener dem, men også Gud i himlen, og at Gud har behag i det. Hvordan kan jeg så være lykkeligere? Det er jo lige så meget, som hvis jeg skulle lave mad for Gud i himlen.

Sådan kunne et menneske være glad og ved godt mod midt i al sin møje og sit arbejde, og intet ville falde ham tungt, hvis han indrettede sig sådan i sin tjeneste og sit kald. Men det kæmper Djævelen imod med hænder og fødder, så man ikke kommer til den glæde, men så enhver er utilfreds med det, han skal gøre og har fået befaling om; bare så folk ikke får lyst til det, og Gud ikke bliver tjent.

Hvis man kunne købe for penge, at man kom i en stand, hvor man sikkert vidste, at man tjente Gud i den, mener du så ikke, at man ville give alt, hvad man ejer, for det? Hvad har ikke bare det tossede munke- og nonnefolk gjort i det håb, at de dermed ville tjene Gud? Men som jeg også sagde ovenfor: Det har skortet dem på det, som det hele afhænger af. For spørger du, hvem der har befalet dem at løbe i kloster, kan de umuligt sige, at Gud har befalet dem det; men vil de bekende sandheden, må de sige, at de holdt for, at man kunne tjene Gud på den måde.

Men det må den lede Djævel takke dem for. For det er nøjagtig det samme, som hvis jeg sagde til min pige, at hun skulle tænde op, og hun i stedet ville feje stuen. Med den slags tjeneste ville hun ikke gøre mig nogen glæde; jeg ville ikke takke hende meget for det, særlig ikke, hvis hun oven i købet ville forsvare det og rose sig: Åh, herre, det er også surt for mig at feje stuen. Det må Djævelen takke dig for, ville jeg sige; hvem har sagt, du skulle det? Du skulle have varmet stuen op til mig nu; det har jeg sagt, du skulle, og ikke at feje stuen.

Netop sådan forholder det sig med munke og nonner: De roser sig af gudstjeneste, og dog har Gud ikke befalet dem det. Derfor: Vil du tjene Gud ret, så bliv i dit kald og din stand, hvor ringe den end er; og hør først på Guds ord i kirken, dernæst på din øvrigheds, dit herskabs eller dine forældres ord, og adlyd. Det hedder at tjene Gud ret.

Derfor skal enhver for sin egen person, i hvilken stand han end er, flittigt lære og lægge godt mærke til, hvad det vil sige at tjene Gud, nemlig at gøre, hvad Gud befaler gennem prædikanter, gennem far og mor, gennem herre og frue i huset. Gør du det, så kan dit hjerte være helt trygt over for Gud, og dit arbejde eller din tjeneste bliver hverken sur eller tung for dig; så har Gud også behag i det, for det hedder at tjene ham. Og det, du gør i dit hus, er lige så meget, som om du havde gjort det for vor Herre Gud oppe i himlen.

Det er så den skønneste og bedste pynt, et menneske kan være smykket med, frem for alle andre skabninger, som dog også går i lydighed mod Gud. For der ser vi, at sol og måne, jorden og alle skabninger går i Guds orden og lydighed og udfører det, Gud har befalet dem. Solen giver hele verden lys om dagen, månen om natten, jorden bærer hvert år alle slags frugter. Det samme gælder vandet. Hvad har det for en befaling? Hvad skal det gøre? Det skal frembringe fisk, siger Gud i Første Mosebog. Det gør det overalt, hvor folk ikke selv holder Guds velsignelse tilbage og hindrer hans befaling med deres synd. Sådan går alle andre skabninger i den skønneste klædning, i Guds tjeneste.

Kristus siger her, «at ikke engang Salomo i hele sin pragt var så smukt smykket som en lille blomst på marken». Hvad gør nu en lille blomst? Hvad er dens befaling? Ikke andet end at den skal stå der, se dejlig ud, dufte godt og lade sig se på og bruge. Når nu Gud roser sådan noget så højt hos en lille blomst, hvad mener du så, det må være for en pynt hos et menneske, når det findes i Guds befaling og lydighed?

En pige, der pynter sig til dans, det er verdens pynt. Men den, der vil dømme ret, må sige: Det er bare skidt mod den pynt, hun har, når hun går i sit embede og kald, passer børnene, køkkenet og huset og gør, hvad hun har fået besked på at gøre. For sådan roser Sl 45,10 de kristne og siger: «I din pynt går kongedøtrene.» Hvad kan det være for en pynt, når vi ved, at de kristne på jorden er fattige, elendige og foragtede? Det er en åndelig pynt, og den hedder ikke sølv, perler, fløjl eller guldbrokade, men vor Herre Guds befaling. Sådan en pynt skinner smukkere end solen; for det er Guds pynt. Altså: Den, der går i vor Herre Guds befaling, han går i vor Herre Guds egen pynt.

Hvis jeg gik i kejserens pynt, eller en ung kone i dronningen af Frankrigs pynt, så ville det være en herlig og kostbar ting for verden, som alle ville glo med åben mund på. Men i sandhed er det intet mod denne åndelige pynt, når en kone går i lydighed mod Gud, holder af sin mand og ærer ham og opdrager de små børn pænt og godt. Mod den pynt er perler, fløjl og guldbrokade som en gammel, laset, lappet tiggerkappe. For det er en pynt, der går efter Guds ord og befaling og i lydighed mod Gud.

Det er nu den rette krone og den smukke gyldne kæde, som Salomo taler om i Ordsp 1,8–9, hvor han siger: «Min søn, adlyd din fars tugt, og forlad ikke din mors bud; for det er en smuk pynt for dit hoved og en kæde om din hals.»

Her på jorden ser denne lydighed ikke ud af noget særligt. Men i det andet liv, dér vil den skinne, når Gud vil sige og rose: Mit barn, kom her; du har været et lydigt barn, en tro pige, en retskaffen karl. Da vil man se, at lydigheden mod Gud og hans ord, også i sådanne ringe stænder, pynter mere end al verdens pynt.

Det være sagt om det første stykke, så I lærer, hvad det vil sige at tjene Gud, og ikke lader jer hindre i det af tjenesten for mammon. Nu vil vi se på trøsten og lære, hvordan vi skal værge os mod gerrigheden.

For det første siger Herren: «Ingen kan tjene to herrer.» Han nævner to herrer; den ene hedder «Gud», det er den rette herre, som vi har pligt til at tjene. Den anden herre hedder «mammon», det er ikke den rette herre; derfor vil Kristus, at vi ikke skal tjene ham. Men hvordan man tjener Gud, har vi hørt.

Men hvad det vil sige at «tjene mammon», forklarer Herren selv her, nemlig at «bekymre sig for livet» og for, hvordan man skal klæde sig. Og hele prædikenen går ud på, at vi helt skal lade den bekymring fare; for det er ikke alene en forgæves bekymring, som vi ikke har brug for, og som vi intet kan udrette med, men den bekymring hindrer også den rette gudstjeneste. Derfor skal man vogte sig for den og vænne sig til at tjene Gud og forlade sig på, at han ved, hvad vi trænger til, og at han også vil skaffe os det og gerne give os det, når vi bare søger det hos ham.

Til sådan en tillid har vi en stor fordel: Vi ser, at Gud allerede uden vores omsorg har givet os krop og liv. Det kan hele verden så dømme om. Er det ikke sandt: Hvis al mad lå der i én bunke, ville den ikke være dig så kær som dit liv? Ligesådan er din krop dig kærere end alt tøj. Er vi så ikke nogle elendige, utaknemmelige folk, som Gud med rette skulle blive vred på? Vi må bekende, at han allerede har givet os det meste og største, og vi vil ikke stole på, at han også vil give det mindre. Det måtte da gøre en rig mand ondt, hvis han havde skænket dig tusind gylden, og du alligevel ikke ville stole nok på ham til at tro, at han også ville skænke dig et par gamle sko. Det er i sandhed lige netop det, vi gør mod vor Herre Gud i himlen, når vi bekymrer os for mad og drikke, eftersom han allerede har skænket det største og meste. Men hvordan sådan mistillid behager ham, kan vi selv tænke over.

Ligesom vi nu på os selv, på vores krop og liv, på øjne, ører, hænder, fødder og alle vores lemmer må lære og bekende, at Gud er nådig, at han har givet os meget og gjort vel imod os, sådan stiller Herren os andre skabningers eksempel for øje, så vi af dem skal lære at stole på Gud og ikke bekymre os. For der flyver de små fugle forbi for øjnene af os, os til ingen ære, så vi godt kunne tage hatten af for dem og sige: Min kære herre doktor, jeg må jo bekende, at jeg ikke kan den kunst, som du kan. Du sover natten igennem i din lille rede uden nogen bekymring. Om morgenen står du op igen, er glad og ved godt mod, sætter dig i et lille træ og synger, lover og takker Gud; derefter søger du din føde og finder den. Fy, hvad har jeg gamle nar dog lært, siden jeg ikke også gør det, jeg som dog har så meget grund til det!

Kan den lille fugl lade sin bekymring fare og opføre sig i det stykke som en levende helgen – og den har dog hverken mark eller lade, hverken kiste eller kælder; den synger, lover Gud, er glad og ved godt mod; for den ved, at den har en, der sørger for den, og han hedder vor Fader i himlen – hvorfor gør vi det så ikke også, vi som har den fordel, at vi kan arbejde, dyrke marken, samle frugterne ind, lægge dem op og gemme dem til nøden? Alligevel kan vi ikke lade den skændige bekymring fare.

Derfor skulle vi ikke glemme dette eksempel med de små fugle. De er glade og ved godt mod uden nogen bekymring. Og hvorfor skulle de også bekymre sig? De har en rig køkkenmester og kældermester, han hedder Faderen i himlen, og han har et køkken, der er så stort som verden. Derfor: Hvor de så end flyver hen, finder de køkkenet godt forsynet. Den samme himmelske Fader, siger Kristus her, ville også gerne være jeres køkkenmester og kældermester, hvis I bare kunne tro det eller ville have det.

Men vi erfarer desværre, at hele verden er en flok forhærdede gniere, som ikke stoler på Gud, ikke tjener Gud, men mammon, og som kun går og tænker på, hvordan de kan samle mange penge. Lykkes det for dem at få fat i dem, er de ved godt mod. Lykkes det ikke, er de bedrøvede og nedslåede og bekymrer sig dag og nat. Men er det ikke sandt: Om du så havde huset fuldt af gylden, og huset også var af guld, og Elben eller Rhinen flød med guld – hvad kunne det så hjælpe dig, hvis der ellers ikke var noget, intet korn, intet øl, ingen vin, intet vand? Du kan jo ikke æde guldet!

Det må dog i sandhed hedde en skændig tjeneste for mammon, som selv hedningerne har spottet og lavet en fabel om: en rig konge i Frygien, der hed Midas. Han var så gerrig, at han ønskede, at alt, hvad han rørte ved, skulle blive til guld. Ønsket gik i opfyldelse, som han havde begæret: Greb han om sin kjortel, sit bord, sin bænk, sin seng, sin dør, blev det hele straks af guld, kniven ved bordet, brødet og drikken også. Men til sidst måtte han dø af sult, den gnier – dér havde han ønsket godt! Derfor: Forband gerrigheden og flygt fra den, hvem der kan; for man kan jo hverken spise sølv eller guld. Alligevel er verden så blind og tosset, at når den har mad og drikke, vil den også have guld og penge. Ligesom om den ikke havde brug for det, Gud giver, men måtte have det, han ikke giver.

Den, der nu er en kristen, han skal tænke sig bedre om og ikke give sig over til gerrigheden, men lære at stole på Gud, som allerede over for os og hele skabningen har vist sig sådan, at han vil sørge for os og ikke lade os lide mangel. Det roser Salmernes Bog ham også særlig for [Sl 147,9]: at han skaffer de unge ravne deres mad og føde. For det er Guds orden til evig tid: Hvor han giver livet, dér sørger han også for, at man kan holde det oppe. Og når han gør det for dyrene, hvor meget mere vil han så gøre det for menneskene og særlig for sine kristne? Dem har han ikke alene givet krop og liv, men også sin enbårne Søn, så de ikke alene skal leve timeligt, men i evighed. Det ville Herren gerne, at vi lærte, og at vi lod den skændige vantro fare, som gerrigheden vækker.

For hvad udretter vi med det, selv om vi bekymrer os ihjel? Det ville være en meget tosset ting, hvis en lille mand satte sig i en krog og der hele sit liv ville bekymre sig og tænke over, hvordan han kunne blive større. Mener du ikke, at hele verden ville spotte ham og holde ham for en pure nar? Lige netop sådan, siger Kristus, gør verden, når den bekymrer sig for, hvordan den kan skaffe sig penge og gods; ingen vil bekymre sig til rigdom. Det afhænger ganske og aldeles af, om Gud giver sin velsignelse, og ikke af bekymringen. Er Guds velsignelse der, så har man det; er den ikke der, så vil man ikke kunne nyde det eller beholde det, selv om man har det, sådan som eksemplerne står for øje.

Det burde jo også være en grund, der driver og bevæger os til tro: at bekymringen ikke alene hindrer troen og er imod Gud, men at den gør os ondt og plager os, og vi udretter alligevel intet med den. Det kalder jeg at rose gerrigheden, bekymringen og mistroen (for hvor det ene er, dér er det andet også), som de fortjener – så vi, hvis vi bare ville bruge vores fornuft, skulle blive fjender af sådanne laster og vogte os for dem.

Men Herren vil ikke lade det blive ved det. Han siger, at vi dog skal åbne øjnene, når vi er på marken eller i en have, og se på de små blomster; dér vil vi også finde en fremragende doktor, som gerne ville lære os den højeste kunst: at stole på Gud og vente os alt godt af ham.

For dér står små blomster i alle farver, smykket på det allersmukkeste, så ingen kejser eller konge kan måle sig med dem i pynt. For al deres pynt er en død ting. Men en lille blomst har sin farve og skønhed, fordi den er en naturlig, levende ting. Og det er ikke sådan, at den vokser tilfældigt. Her siger Kristus rent ud: «Gud klæder sådan markens græs.» Ligesom han siger ovenfor: De små fugle finder ikke deres føde tilfældigt, men Gud, Faderen i himlen, skaffer dem den og ordner det sådan, at hver eneste lille fugl har sit eget levebrød og får sin føde.

Sådan går det også med de små blomster, som man ser. For hvis det ikke var Guds særlige orden og skaberværk, ville det aldrig nogen sinde kunne lade sig gøre, at den ene var den anden så lig, med samme farve, samme blade, samme antal blade, samme små årer og takker og andre mål. Når nu Gud lægger sådan flid på græsset, som kun står der, for at man skal se på det og dyrene have gavn af det, er det så ikke synd og skam, at vi stadig tvivler på, om Gud også vil skaffe os klæder?

For ligesom vi har en fordel frem for de små fugle – vi dyrker marken, vi høster, vi fylder lader og kældre og kan skaffe os et forråd, i det mindste for en dag, hvor de små fugle intet af det har og dog får føde – sådan, siger Herren, har vi også en fordel, hvad klæderne angår. Der dyrker man så meget lin, hør og hamp. Man opdrætter så mange får. Overalt i alle huse er der så meget spinding og vævning; hvordan kan et menneske da være så helt uden tro, at han ikke vil håbe, at han også skal få en del af det, især når han holder ved med arbejdet?

For her må vi gøre en forskel. Arbejdet er ikke alene ikke forbudt, men også på det strengeste befalet, og befalet sådan, at man skal lægge al flid og omhu på det og ikke være doven, lad eller skødesløs med det. Men at bekymre sig for, hvordan vi skal få mad, drikke, klæder og andet, det er på det strengeste forbudt. For sådan en bekymring er et tegn på, at vi ikke har tillid til Gud om, at han vil opholde os. Derfor bliver Gud bespottet allermest med det.

Begge dele må altså være og blive sammen. Det første: at du passer dit arbejde med al flid. For det har Gud befalet mennesket i Paradis: Vil han spise, skal han også arbejde. Det andet: at du også er en kristen og tror. Men at tro betyder at stole på Gud: at han er vores Fader, at han ved, hvad vi trænger til, og at han gerne og rundhåndet vil lade os få det. Med sådan en tro kan bekymringen ikke forliges; men så snart bekymringen begynder, vakler troen, ja, så er det ude med den. Derfor forbyder Herren det og siger kort og godt: «Bekymr jer ikke.» Arbejde skal I, det er jeres befaling; og lad mig om bekymringen; for det er mit embede, fordi jeg er jeres Fader, og jeg kan udrette noget med min omsorg; I kan intet udrette med jeres.

Lad det derfor fare; eller hvis I ikke vil lade det fare, så skal I vide, at I ikke er mine tjenere; I er mammons tjenere. Ham elsker I, men mig hader I; ham holder I jer til, men mig ringeagter I. Det ser man tydeligt af verdens eksempel. Jamen, hvis en eller anden lige i denne time vidste, at han kunne tjene ti eller tyve gylden, ville han så lade den fortjeneste ligge eller udsætte den en smule og gå til prædiken først? At tjene penge er mere nødvendigt for ham, og han tænker, at prædikenen kan han nok få at høre en anden gang. Men det er jo sandt: Det, man gør mod Guds ord, det har man gjort mod Gud. Den, der foragter det og har penge kærere, han har foragtet Gud og hader Gud. Her skal ingen komme med nogen bortforklaring; teksten er for klar til, at man kan komme uden om den.

Derfor er dette en prædiken for kristne, at de ikke skal bekymre sig og sige: «Hvad skal vi spise? Hvad skal vi drikke? Hvad skal vi klæde os med? Det,» siger Herren, «søger hedningerne efter» – de, som hverken ved eller tror, at de har en Fader i himlen. Men I har en Fader i himlen, som har givet jer krop og liv, ja, også sin Søn, og han ved, hvad I trænger til. Hvordan kan I så holde ham for så ubarmhjertig og hård, at han ikke vil give jer det, men vil lade jer dø af sult og gå til grunde?

Gør derfor, som I ser, at jeres børn gør over for jer: De lægger sig om natten og sover uden nogen bekymring. De bekymrer sig slet ikke om, hvor de skal få et stykke brød eller en suppe fra om morgenen; for de ved, at far og mor sørger for det. Gør I også sådan, kære små børn, siger Kristus her, over for jeres Fader i himlen, så skal det ikke have nogen nød. Bare lad være med at bekymre jer; for det ville være et tegn på, at I ikke trøster jer ved jeres Fader i himlen; ellers ville I lade al bekymring fare og håbe alt godt.

Derfor slutter Herren denne prædiken sådan og siger: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet tilfalde jer.» Det er en nødvendig lære og et herligt løfte. Verden søger og spørger efter sit rige; dér må man have penge og gods; og dog har det ingen bestand. Gud har derimod et andet rige; det er et evigt rige, og det skal vi kristne søge. Det rige, siger Kristus, er inden i os. Og det betyder ikke andet end at høre Ordet og tro det, det vil sige at stole på Gud af hjertet og holde ham for en Fader. Hvor sådan en tro er, dér bor Gud, og straks følger retfærdigheden, det vil sige syndernes forladelse. Det, siger Kristus, skal være jeres første: Hold jer til Ordet, hør det med flid, øv jer i det, og tro.

Når I altså først har søgt Guds rige og retfærdighed, så vær tilfredse, og lad enhver gøre, hvad han skal i sin stand; for kristne skal ikke gå ledige, men arbejde – så skal alt det andet tilfalde jer. For kan Gud være så god og nådig, at han giver de onde skurke alt rigeligt, de, som ikke alene ikke tjener ham, men endda forfølger og spotter hans ord og gør ham al mulig skam og vanære – hvordan skulle det så være muligt, at han skulle svigte jer, som elsker ham, gerne hører hans ord og fremmer det og sætter al jeres tillid til ham?

Sådan lærer Herren altså, at vi skal holde os til Ordet, tro og leve retskaffent og lade al bekymring fare; så vil Gud give os alt rigeligt. Men hvad sker der? Størstedelen går hen og bryder sig ikke om Guds ord, går hellere efter drukkenskab og spil og til dans end i kirke til prædiken. Så må der jo følge et forargeligt liv. At der så skulle være lykke ved det, og at Gud ikke skulle straffe det med sygdom, fattigdom og alskens ulykke, det er ikke muligt.

Dernæst er der en anden ulykke ved det: at størsteparten også er forsømmelig, doven og skødesløs med arbejdet; eller hvis de så arbejder og slider i det, så er der bagefter ingen måde med fråseri, spil og andet, så man på én helligdag ødsler bort, hvad man har arbejdet sig til hele ugen. Begge dele vil vor Herre Gud have forbudt: at man går ledig, og at man ødsler; men det, man arbejder sig til, skal man holde pænt sammen på.

Derfor siger Herren: «Fuglene høster ikke, og de samler ikke i deres lader.» Som om han ville sige: I gør begge dele og skal også gøre begge dele: at I arbejder og derefter lægger fortjenesten til side og gemmer den til nøden. Men den, der ikke vil gøre det – hvad kan Gud gøre ved, at der hverken er lykke eller held? Du kan give dit ryggesløse, ukristelige liv, din dovenskab og din ødselhed skylden, ikke Gud, som gerne ville give, hvis du bare ville være en kristen, høre Ordet, tro, lade bekymringen fare og arbejde. Som han siger her: «Alt skal tilfalde jer.» Men du vil ikke. Når du skulle gå til prædiken, så ligger du i sengen og dovner eller går en tur eller går efter drukkenskaben. Når du skulle arbejde, gør du ligeså. En lille fugl må jo dog arbejde og flyve ud efter sin føde. Vor Herre Gud, som vil give den føde, vil ikke kaste maden ind i reden til den.

Gør du altså også sådan over for ham: Vær gudfrygtig og flittig i dit arbejde, og lad Gud sørge for resten, for hvordan han vil skaffe dig din føde. Dog, som sagt ovenfor: Vær heller ikke gerrig, men lad dig nøje; for det vil Gud heller ikke tåle.

Det er læren af dagens evangelium. Vor kære Herre Gud give os ved Kristus sin Helligånd, så vi kan forbedre os ved det og blive mere retskafne. Amen.