16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11–17)

Prædiken på 16. søndag efter trinitatis over evangeliet Luk 7,11–17, holdt 1533

Om dagens evangelium kunne der prædikes meget. Men vi vil blive ved to stykker. Det første: hvordan vi skal trøste os mod døden; for det er den trøst og lære, der betyder allermest. Det andet: om kristen barmhjertighed og medlidenhed, som vi skal have med hinanden.

Vi hører her om en fattig enke, som har mistet sin mand, og til sidst dør også hendes eneste søn, så hun er elendig og fattig på alle måder. For blandt jøderne blev det regnet for en særlig ulykke, når der ingen søn var i huset; for jødernes ordning byggede på, at de skulle have arvinger. Derfor er denne kvinde en elendig, bekymret enke, og det ser ud, som om Gud er hende fjendsk og helt har glemt hende, siden han først tager manden fra hende og så også sønnen. Det ville derfor ikke være mærkeligt, om hun helt havde fortvivlet om Gud.

Denne stakkels kvinde tager vor kære Herre Kristus sig af. Han har medlidenhed med hende, gør sønnen levende og giver hende ham tilbage, så glæden bliver ti gange større end sorgen før. Og det er et under, at hun ikke straks er faldet om og død af glæde.

Denne beretning skal vi lægge mærke til, for at vi kan lære at styrke vores tro med den og gøre den fast. For Herren Kristus tænker her ikke alene på denne kvinde; han vil lære os alle, hvor ringe en ting døden er, så vi ikke frygter den, men går den i møde med et troende, tålmodigt hjerte og ikke regner døden og anden ulykke for noget; for vi har jo i ham sådan en Herre, som så let kan hjælpe og vende døden og al ulykke. Se her, hvor hurtigt og let det går til, at denne kvinde bliver hjulpet, skønt hun måtte fortvivle om al hjælp. For hvem ville håbe, at den døde søn, som man nu bar ud for at begrave, skulle blive levende igen?

Da alt håb nu er ude, kommer vor kære Herre Kristus og gør ikke andet end at sige: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» Straks rejser den døde sig op og lever. Her må vi da bekende, at døden for Herrens øjne er det samme som livet, og det er ham lige meget, om vi lever eller dør. For selv om vi er døde, så er vi ikke døde for ham. Grunden er: det koster ham kun et ord, så er døden borte, og livet kommer igen. Derfor siger Kristus med rette i evangeliet: «Gud er ikke dødes, men levendes Gud» [Matt 22,32]. For selv om Abraham, Isak, Jakob og andre hellige patriarker er døde for os, så lever de dog for Gud.

Det skal vi lære af dagens evangelium ved denne enkes søn: den store magt, som Gud vil vise på os ved Kristus på den yderste dag, når han med ét ord vil trække alle mennesker frem af døden og frelse de troende for evigt. Det skal ske på et øjeblik – for at vi slet ikke skal tvivle på, at begge dele findes hos Herren Kristus: magten, så han kan gøre det, som han viser her, og viljen, så han gerne vil gøre det. For her står eksemplet. Enkens søn er død og har mistet hørelsen og alle sanser. Men så snart Kristus taler til ham, hører han. Det er dog en mærkelig og forunderlig historie: Den, der ikke hører, hører. Den, der ikke lever, lever. Og der sker dog ikke mere, end at Kristus åbner sin mund og byder ham stå op. Det ene ord er så mægtigt, at døden må vige, og livet komme igen.

Men hvem tror nu, at Kristus så let kan rive os ud af døden og bringe os til livet? Og vi ser her, at han gerne vil gøre det. For der er ikke et menneske, der beder ham om det; han ynkes over den fattige enkes nød, og uden at være bedt går han hen og gør hendes søn levende igen. Derfor skal vi tage os dette eksempel til hjerte og ikke blive forskrækkede for døden, men trøste os ved Herren Kristus. For det er sket for vor skyld. Det er, som ville han dermed sige til os alle: Jeg ved godt, at I er bange for døden; men frygt ikke, og lad ikke jeres hjerte forskrække sig. For hvad kan den gøre jer, selv når den er værst? Skræmme jer kan den. Men lær så ikke kun at se på, hvad I føler, og følge jeres skræk; se også på mig, på hvad jeg kan gøre, og hvad jeg gerne vil gøre: at jeg lige så let kan vække jer op af døden, som I vækker en, der ligger i sengen og sover. Og det vil jeg gøre med lyst og glæde. Så der skal hverken mangle vilje eller kraft og evne.

Heraf følger, at de, der ligger på kirkegården og under jorden, sover meget lettere end vi i vores seng. For det kan godt ske, at du sover så tungt, at man må kalde ti gange på dig, før du hører én gang. Men de døde hører et eneste ord fra Kristus og vågner op igen, som man ser her på den unge mand og i Joh 11 på Lazarus.

Derfor hedder døden ikke død for vor Herre Gud. For os hedder den og er den en død, når vi dør. Men for Gud er den en så let søvn, at den ikke kunne være lettere.

Det ville vor kære Herre Kristus gerne prente ind i os, for at vi ikke skal blive forskrækkede, når pesten og døden selv træder frem, men lære at sige: Hvad kan du da, død, når du er allerværst? Du har grufulde tænder, dem viser du og skræmmer mig med; for jeg dør ikke gerne. Men jeg vil ikke se på, hvad du alene gør, og hvordan du ligesom bødlen trækker sværdet; men jeg vil tænke på og se, hvad vor Herre Gud kan gøre ved det, og hvad han vil gøre ved det, når du har dræbt mig: at han ikke er bange for dig og ikke bryder sig det mindste om dit rasen og myrderi; men han siger: «Død, jeg vil være din død; helvede, jeg vil være din pest» [Hos 13,14]. Kan du dræbe mine kristne, så kan jeg dræbe dig igen og gøre dem levende.

Det er den trøst, Herren holder frem for os i dagens evangelium: at de kristne, selv om de dør, ikke er døde, men sover, og så let, at Kristus kan vække dem med en finger. Men det er en meget ringe ære for døden, at den, når den er allermest vred, ikke kan gøre og udrette mere end at lægge et menneske til at sove, så Kristus kan vække ham op af søvnen igen med et ord, som han siger i Joh 5,28–29: «Der vil komme en time da alle de i gravene vil høre Menneskesønnens stemme og gå ud, de som har gjort det gode, til en opstandelse der fører til liv, og de som har gjort det onde, til en opstandelse der fører til fordømmelse.»

Den trøst har de kristne; tyrkerne og jøderne har den ikke, og vore pavelige har den heller ikke. De ved godt, at de skal dø, og at dommen og helvede venter forude. Men hvad gør de? De sætter ikke deres hjerte og håb til Kristus, men løber ham i møde med deres bønner, messer, aflad, faste og andet. Og de holder Kristus for intet andet end en dommer, som er der for at fordømme og dømme. Det er den lede Djævel: at de gør Kristus værre end døden selv. Derfor må de frygte for den yderste dag og have et frygtsomt, forsagt hjerte.

Det gør de kristne ikke. De ved godt, at Kristus på den yderste dag vil dømme de vantro, som ikke vil tage imod Ordet eller tro det. Men her gør de forskel og siger: Jeg er døbt og tror på min Herre Jesus Kristus, at han er død for min synd og ved sin opstandelse har vundet retfærdigheden og det evige liv til mig. Hvad skulle jeg så være bange for? Han er ikke min fjende, men min ven og talsmand hos Faderen. Derfor gør det ingenting, om så den yderste dag bryder ind, eller jeg dør på anden måde. Min Herre Jesus Kristus ser en lille stund til, mens døden dræber mig. Og når døden mener, at det er helt forbi med mig, og at jeg er helt død, så sover jeg kun; og jeg sover så sødt og let, at Herren Kristus ikke kan åbne munden, uden at jeg hører det og står op til det evige liv.

Det skal vi lære og lægge godt mærke til, så vi ikke frygter døden og den yderste dag. For Kristus kommer ikke for at dømme og fordømme os; han kommer, sådan som han her er kommet til den elendige enke og hendes søn, for at vække os op af døden og gøre os hele igen, så vi igen kan høre, se, tale og alt det andet. Sådan vil han komme til os alle, som tror på ham, og frelse os. Men dem, der ikke tror, vil han dømme.

Derfor skal vi lære at længes efter denne Frelser og tro på ham og i fast tillid blive mere og mere visse på sådan hjælp og nåde og ikke frygte døden og den yderste dag. Men den, der frygter, følger den gamle Adam og sit kød, ikke Herren Kristus og hans ord. For det er vist, at Kristus vil komme på den yderste dag og vække os op af døden igen. Derfor hviler de kristnes legemer i graven og sover, til Kristus kommer og banker på graven og siger: Op, op! Så skal vi stå op som af en blid og dejlig søvn og leve evigt med Herren Kristus og være glade.

Sådan skal en kristen have et andet hjerte end tyrker, jøder eller pavelige; de bliver modløse, forskrækkes og fortvivler, så de ikke ved, hvor de skal gøre af sig. Og det sker dem ret. Hvorfor lærer de pavelige, som roser sig af at være kristne, ikke også dette og tror, at Kristus er de troendes Frelser, men en dommer over de vantro? Er du en kristen og trøster dig ved Herren Kristus, så vil han være din læge, hjælper og redningsmand mod døden og Djævelen. Men vil du ikke trøste dig ved ham og vil søge hjælp et andet sted, sådan som paven lærer og gør, så vil Kristus være din dommer; for du er Djævelens træl og dødens tjener og gør det, som Djævelen og døden skal gøre. De er Kristi fjender og vil ikke have noget med hans rige at gøre. Derfor må Kristus vise sig som dommer over for dem. Men de fromme, som trøster sig ved ham, vil han give fred og hvile i evighed.

Efter denne lære, som hedder troens lære, skal vi også lære af Herren Kristus at være barmhjertige. I hører tit i årets løb om kærligheden, at den ene skal tjene den anden. Men at være barmhjertig er noget mere: at man tager sig af andre folks jammer og elendighed. For eksempel: når jeg har en fattig eller syg nabo, så skal jeg ikke alene gerne hjælpe ham, men hans elendighed skal også gå mig til hjerte, som var det min egen nød. Sådan ser vi det her hos Herren. Han er en fremmed, ukendt gæst; men da han ser enkens elendighed, tager han sig af den, som var det hans egen søn, græder med moderen, trøster hende og hjælper hende.

Det er kærlighedens eksempel, som skal følge efter troen; og den udebliver heller ikke, når blot troen er ægte. Så vi ikke gør som de onde, gudløse folk – og dem er der overmåde mange af nu, også blandt os – der har hjerter af sten og træ og endda ler ad det, når de ser, at det går deres nabo dårligt; ja, de kan ikke unde nogen en skilling. Men sådan skal det ikke være med de kristne; de skal lade sig røre til barmhjertighed, hvor de ser nød, og være glade, når det går andre godt. Som Paulus siger, at man skal «græde med de grædende og være glad med de glade» [Rom 12,15], og ikke gøre som stenene og træklodserne, der glæder sig over andres ulykke og helst så, at ingen havde noget uden dem selv.

Men barmhjertigheden er af to slags, ligesom nøden også er af to slags: åndelig og legemlig. I legemlig nød skal man skynde sig til, hjælpe og råde med det, man kan, når man ser, at de fattige folk ikke kan undvære hjælpen og ikke kan hjælpe sig selv.

Åndelig nød vil sige, at man lider nød på sjælen. For eksempel når jeg ser, at et ungt menneske vokser op og ikke vil høre prædikenen, ja, foragter den, ikke kan bede, er utugtig, ulydig og fuld af uarter. Når man formaner sådan en, og hvis det ikke hjælper, irettesætter ham med alvorlige ord, ja, også tager ris og stok frem, så synden og uarten bliver standset i tide, så hedder det at øve barmhjertighed. For når sjælen har sådanne uarter på sig, er det langt farligere og værre, end når legemet er sygt. Derfor er man skyldig at vise sådan et menneske barmhjertighed, som man kan, med ord, ris og slag.

Ja, siger du, det er en grufuld barmhjertighed at lægge riset på huden. Hvad skal man gøre ved det? Når det er nødvendigt, kan man ikke komme uden om det. Lægerne må jo også undertiden tage et ben eller en arm af, for at legemet kan reddes. Sådan er det også her. For sådan en straf tager man frem, for at du skal blive retskaffen og blive befriet fra Djævelen og hans rige.

Er det ikke sandt: Hvis du faldt i vandet, ville du endda takke mig, fordi jeg fik fat i dig i håret og holdt godt fast, og du ville ikke bryde dig om, at det gjorde ondt at blive revet i håret? Når du nu i legemlig nød kan tåle, ja gerne tåler, at man gør dig ondt, fordi det er til dit gavn, hvorfor skulle du så blive vred her, hvor det ikke gælder det timelige liv, men det evige, og ikke legemet, men sjælen?

Sådan er det også en barmhjertighedsgerning, som Gud vil lønne, når der er uartige børn eller tjenestefolk i huset, at man tager en smørbolle af egetræ i hånden [en spøgefuld omskrivning af en stok] og smører huden godt ind med den. Det er en åndelig salve mod sjælens sygdom, som hedder ulydighed mod far og mor, mod madmor og husbond. Så er det nu en barmhjertighedsgerning, når man ser til mennesket i dets jammer og elendighed og hjælper det.

Især far og mor i huset skulle lægge vægt på sådan barmhjertighed over for børn og tjenestefolk, og øvrigheden i regimentet over for sine undersåtter; og de skal vogte sig for at blive uvillige eller dovne til sådan barmhjertighed, som det dog almindeligvis sker. For den, der ville være barmhjertig og ikke straffe synden, ville vise sin næste en dobbelt ubarmhjertighed og derfor pådrage sig Guds vrede.

Den legemlige jammer kan også være stor. Når nogen falder i vandet eller i ilden, så ser man ikke efter, hvordan man kan tage blidt på dig og ikke gøre dig ondt, men efter, hvordan man kan redde dig. Hvorfor skulle man så se efter det i åndelig jammer og nød? Derfor skal hårde ord, hårde slag og al alvor bruges dér, så man redder de stakkels folk ud af Djævelens net og bringer dem til lydighed.

Læg derfor mærke til vor kære Herre Kristi eksempel her, og lær, hvad barmhjertighed er: sådan en dyd, der tager sig af næstens jammer. Men den er, som sagt, af to slags. Der er en legemlig jammer: at være syg, at være fattig og lignende. Når du lader sådan jammer hos din næste gå dig så nær til hjerte, at du selv tager skade for at hjælpe ham, så er det ret og vel gjort; og det hedder at tjene ikke alene næsten, men også Gud, og han vil også lønne det.

Den åndelige jammer er synden: som når der i huset er ulydighed, ladhed, forargelige ord og gerninger. Det hedder barmhjertighed, når man taler alvorligt til tjenestefolkene og slår til. Vil det ikke hjælpe, så overlad resten til bødlen; for det må jo straffes. For bødlen er også en barmhjertig prædikant: onde slyngler er hverken til at råde eller hjælpe; de ville ødelægge sig selv og andre folk med sig, hvis man ikke øvede barmhjertigheden på dem og standsede dem med sværdet.

Derfor er halshugning og hængning, selv om det ser forfærdeligt ud og gør ondt, en barmhjertighedsgerning. For hvis det ikke fandtes, ville du ikke kunne spise en bid i fred og ikke beholde en hel plet på din hud. Lær derfor at øve barmhjertighed, enhver i sit kald, og hjælp ikke alene, hvor der er legemlig, men også hvor der er åndelig jammer.

Det er de to lærdomme af dagens evangelium. Den første er en lære om troen: at vi skal være uforfærdede, når det går dårligt, og især når vi skal dø, og tænke på, at vi i Herren Kristus har sådan en hjælper, der har en hånd, som er almægtig. Derfor skal man ikke fortvivle om ham. Om os selv og om mennesker kan man fortvivle; ja, man må vel fortvivle om dem. For døden kan de ikke standse, den er dem for mægtig. Men i Gud og hans Søn Jesus skal vi være frimodige. For hvad vi ikke kan, det kan han; hvad vi ikke har, det har han. Kan vi ikke hjælpe os selv, så kan han hjælpe, og han vil gøre det meget gerne og villigt, som man ser her. Hvor der er sådan et hjerte, som trøstigt holder sig til Herren Kristus, dér er den rette gudstjeneste, som behager Gud. De andre, som mister modet og fortvivler, er hans fjender og holder ham ikke for Gud; ellers ville de også kunne trøste sig. Den anden lære er, at vi ligesom Kristus skal tage os af vor næstes nød og lade den gå os til hjerte. Vor kære Herre Gud give sin nåde, så vi lærer begge dele og sammen med de fromme folk her i evangeliet priser Herren Kristus for hans velgerning i evighed. Amen.