Sankt Stefans dag (ApG 6,8–15; ApG 7,1–2; ApG 7,44–59)

Prædiken på Sankt Stefans dag over ApG 6 og ApG 7,1–2 og 7,44–59

Det er en meget fortræffelig beretning; ellers ville evangelisten ikke have gjort så mange ord ud af den. Den tjener især til, at vi skal se og lære af den: For det første, hvordan det går de kristne eller kirken her på jorden – at de bliver forfulgt og slået ihjel for bekendelsens skyld. For det andet, hvad der er deres trøst og håb i en sådan forfølgelse, og hvad de har ud af Herren Kristus, af deres tro og af deres bekendelse, som de må lide for. Den, der lærer det af denne beretning, kan bagefter vide ret og grundigt, hvad vor Herre Kristi rige er.

For at denne lære nu kan blive så meget bedre forstået, vil vi dele den i tre stykker, sådan som evangelisten selv deler beretningen. Først vil vi tale om Stefanus’ embede og liv; dernæst om hans forfølgelse, hvad man beskyldte ham for, og hvordan han forsvarede sig; og til sidst om hans bortgang eller død.

Om Stefanus’ embede og liv fortæller evangelisten to ting. Den første er, at han var forvalter af almisserne. Den anden, at han var fuld af tro og Helligånd og gjorde undere og store tegn blandt folket og vakte jøderne imod sig, så de gik løs på ham og satte falske vidner op imod ham. For da evangeliet først var blevet prædiket i Jerusalem, og de troendes tal voksede dag for dag, siger Lukas ovenfor i ApG 4, at alle de troende var ét hjerte og én sjæl, og at ingen sagde om sit gods, at det var hans eget, men de havde alt fælles. Og de, der havde marker og huse, solgte dem og lagde pengene for det solgte gods for apostlenes fødder; og apostlene gav så enhver, hvad han trængte til. Men da flokken nu blev så stor, og der blev for meget at se til, opstod der den uorden, at nogle blev glemt ved uddelingen. Og apostlene fik så travlt med at dele almisser ud, at de ikke rigtig kunne passe prædikenen ved siden af. Fordi der nu lå mere vægt på prædikenen, passede de den og satte syv gudfrygtige, redelige mænd til at varetage dette embede og sørge for menigheden med mad og drikke. Blandt dem var Stefanus den fornemste. Han lod sig bruge til denne tjeneste, for at prædikeembedet kunne blive så meget mere fremmet, og de kristne blive så meget bedre tjent.

Dette eksempel har gendøberne gjort meget stort væsen af. De har påstået, at det er en nødvendig gerning, som man altid skal overholde i kristenheden, og de vil ikke regne dem for kristne, som beholder noget for sig selv og ikke har alt fælles. Men for det første gendriver Skriften dem selv: Af dette eksempel må ingen lave et bud og tvinge folk til det. For netop dengang, da denne ordning var i fuld gang, siger apostlen Peter til Ananias: «Du kunne godt have beholdt din ager, så længe du havde den, og da den var solgt, var det også i din magt.» [ApG 5,4] Der er det jo klart bevidnet, at ingen blev tvunget til at sælge og lægge i den fælles kasse. Men den, der gjorde det af sig selv, uden at nogen bød ham det, og i den mening, at han under den forfølgelse, som truede, og som de hver dag måtte vente, ville dele sådan med fattige folk, ham var der ingen, der forhindrede. For det er jo en god gerning. Og det kunne godt gå dengang, da disciplene endnu var få og alle havde fået Helligånden, så ingen behøvede at frygte utroskab. I dag kunne man ikke holde en sådan ordning blandt folk. For de fleste er sådan skruet sammen, at de hellere vil have deres føde fra andre end selv arbejde og skaffe sig noget redeligt med egne hænder. Hos så slette og uartige folk, som ingen i forvejen kan få i arbejde eller holde fra uretmæssigt tiggeri, ville et sådant fællesskab føre alskens ulykke med sig.

Og det er grunden til, at denne ordning også måtte falde bort i Jerusalem, da flokken blev stor. For hvis man havde villet holde fast ved den, kunne husholdningen ikke have bestået. Grunden er: Hvor der er kone og børn, dér skal godset ikke være fælles, men den enkeltes ejendom; ellers ville det føre alskens uorden med sig. Derfor har apostlene ingen andre steder indført et sådant fællesskab. For i Korinth var der jo også kristne; men dér ser man, at når de kom sammen, havde hver sit eget bord og sin egen mad. Det straffer Paulus ikke; men han skælder dem ud, fordi de ikke spiser hjemme og gør de fattige til skamme [1 Kor 11,21–22]. Og hvorfor skulle man så formane de rige særskilt til at give og hjælpe, hvis et sådant fællesskab var påbudt og indført overalt?

Derfor er det en stor vildfarelse hos gendøberne, at de gør et sådant fællesskab nødvendigt og påbyder, at alle skal holde det. Evangeliet er jo ikke en lære, der ændrer noget i regimentet eller husholdningen. Begge stande lader det blive stående. Det lærer, hvordan vi kan komme til syndernes forladelse og det evige liv, og det vil hverken bringe husholdning eller regimente i uorden med sin lære. Men det er åbenbart, at de stande måtte gå i opløsning, hvis man ville gøre alting fælles.

Men de kristne har et andet fællesskab; det skal man lade dem blive ved og ikke lægge mere på dem. Om det prædiker Johannes i Luk 3: «Den, der har to skjorter, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre det samme.» Og Kristus siger: «Giv enhver, som beder dig.» [Luk 6,30] Det er en kristen forpligtet til: at hjælpe, hvor han kan – dog sådan at Paulus’ regel står fast, 2 Kor 8: «Det er ikke meningen, at andre skal have det let og vi trængsel, men vor overflod skal hjælpe de andres mangel.» Det vil sige: Hvor der er virkelig nød, og ikke dovenskab eller sløset husholdning, og du kan hjælpe i en sådan nød uden selv at tage skade, dér har du pligt til at hjælpe. For mangen en ville gerne give, men har det ikke; mangen en kunne godt klare sig selv, men vil enten ikke arbejde eller bruger for meget. Sådanne folk skal man ikke hjælpe; man gør dem bare værre, vænner dem til tiggeri og styrker dem i det.

Derfor er det ikke meningen, at man skal gøre dette eksempel fra den første kirke nødvendigt og tvinge de kristne til et sådant fællesskab. Lad det blive ved, at den ene kristne skal hjælpe den anden, hvor han kan gøre det uden selv at tage skade. For det vil vor Herre Gud ikke have, at du hjælper en tigger og dermed gør dig selv og dine børn til tiggere. Det hedder, som Paulus siger: Non ut aliis remissio sit, vobis autem molestia [«ikke for at andre skal have lettelse og I trængsel», 2 Kor 8,13].

Men denne beretning er nyttig og god på det punkt, at man tænker godt over apostlenes eksempel og lærer af det, hvad slags folk man skal bruge til det embede, som den hellige Stefanus lod sig bruge til. For sådan siger apostlene: «Se jer om iblandt jer efter syv mænd, som har godt ry og er fulde af Helligånd og visdom.» At have godt ry vil sige, at man tidligere har ført sig ærligt og ulasteligt i sine sager – at man ikke, som verden nu plejer, enten har været skammeligt gerrig eller har ødslet med penge og gods. For sådanne folk duer slet ikke til at omgås andres penge og stå i spidsen for andre. Gerrigheden forfører dem, så de rager til sig, hvad de kan, når det bare har et skin af ret. Og er de vant til pragt og et kostbart liv og har andres gods under deres forvaltning, så ser man også, hvordan det går. Derfor er det nødvendigt, at man først giver agt på ryet: hvordan sådanne folk tidligere har opført sig i deres egne sager.

Dernæst hører Helligånden også med. For hvor man ikke holder sig til Guds ord og lader sig styre af det, kan pengene gøre dem til skurke, selv om de før var retskafne og ærlige. For «at have Helligånden» er intet andet end, at du er en kristen, har Guds ord kært, gerne hører det, indretter dit liv efter det og holder dig i en god samvittighed. Alt dette er Helligåndens gerninger og frugt, og af det vokser siden mere frem, som der står i Gal 5.

Nu kan det godt være, at én har godt ry og Helligånden og alligevel ikke er egnet til et sådant embede. Derfor siger apostlene: Sådanne folk skal også «være vise» – have dygtighed og øvelse. Som man ser: Den ene er bedre til at holde hus end den anden. Han forstår at gribe sine sager klogt an, så han køber ind på det rette tidspunkt og med omtanke, hvor en anden gør det på det forkerte tidspunkt og med tab. Sådan kræver også dette embede dygtige og forstandige folk, hvis det ellers skal udføres ret og til gavn. Dovne, uvillige, skødesløse og udygtige folk duer ikke til det; de kan sagtens bruge på ét år, hvad en anden, der er sparsommelig, kunne få til at række i to eller tre.

Når apostlene så har sådanne folk, som er redelige, gudfrygtige og egnede til denne forvaltning, kommer menigheden og stiller dem frem for apostlene; og apostlene beder og lægger hænderne på dem. Det er nu også et meget nødvendigt stykke. For vi erfarer det: Menneskelig visdom og dygtighed klarer det ikke helt; Guds velsignelse må være med og give fremgangen. Den må vi søge i bønnen; ellers kan det let gå sådan, at de dygtigste handler allerudygtigst og laver den største ulykke.

At de kære apostle nu lægger så megen flid i dette embede, beder så alvorligt og lægger hænderne på de valgte, er alt sammen et tegn på, at denne forvaltning af kirkens fælles gods eller almisserne ikke er nogen ringe forvaltning. For hvad skulle der ellers være brug for en sådan flid og alvor med sådanne folk? Det er rigtigt nok, at prædikeembedet er langt højere og mere nødvendigt; for gennem det hjælper Gud ikke legemet med mad og drikke til dette timelige liv, men han hjælper sjælen mod synd og evig død. Men efter prædikeembedet er der intet højere embede i kirken end denne forvaltning: at man omgås kirkens gods ret og ærligt, så de fattige kristne, som ikke selv kan skaffe og tjene til deres føde, får hjælp og ikke lider nød.

Derfor er Djævelen også så fjendtlig mod dette embede og har magt i næsten alle stande, så de omgås kirkens gods og de fælles almisser meget utro. Store herrer holder hus med kirkens gods på en måde, der godt kunne være bedre – det er desværre alt for åbenlyst – hvor man i stedet burde være langt mere villig og flittig, end man er, til at underholde og beskytte kirkens tjenere og skolerne. For vore forfædre har givet rigeligt til det og tænkt, at de dermed holdt gudstjenesten ved lige; men de kendte bare ikke den rette gudstjeneste, sådan som vi nu kender den. Og alligevel vil vi ikke give det tilbage til det formål, som andre har givet og indstiftet det til; vi vil selv beholde det og vende det til vor egen fordel. Det samme gælder borgere og bønder: Hvad de skal give deres sognepræst, ser man jo, hvor utro det går til; enhver vil helst tage fra ham også. Derfor går Guds vrede også (som profeten Malakias truer med, Mal 3,8–9) så åbenlyst over dem, at enhver – de store herrer lige så vel som borgere og bønder – bliver til tigger ved et sådant gods. Det kunne man endda bære, hvis ikke det også medførte den jammer, at skoler og kirker imens falder sammen, og de stakkels folk bliver helt forsømt.

Det er den lede Djævels anslag; han ser godt, hvor det til sidst skal ende. Derfor var der stor brug for, at der i store fyrstendømmer og byer, ja, også i hver eneste landsby, var mange Stefanus’er, som tog sig af denne tjeneste med alvor og omgikkes kirkens gods ret – som ikke så på deres egen fordel og gerrighed, men på dem, som sådant gods med rette tilhører. Det er for det første dem, der skal tjene kirken med Ordet og for den tjenestes skyld ikke kan passe deres egen næring; dernæst de fattige kristne, som på grund af sygdom eller anden nød ikke kan skaffe sig føde; og for det tredje fine, begavede unge drenge, som er egnede til at studere, men ellers ingen hjælp har. Altså er det folk, der passer til en sådan forvaltning – redelige, gudfrygtige og dygtige – vi mangler; ellers ville det nok gå anderledes til.

Det er nu det første stykke, om den hellige Stefanus’ liv: Han gav sig i kirkens tjeneste og sørgede for de kristne, så de havde mad og drikke og så meget flittigere kunne holde sig til Ordet og bønnen. For det embedes skyld ville jøderne have ladet ham i fred; men Lukas fortæller videre om ham, at han «var fuld af tro og kraft og gjorde undere og store tegn blandt folket».

Nu er det sikkert, at Gud har ladet sådanne tegn ske for dermed at bekræfte Ordet, som der står i Mark 16. Af den hellige Stefanus’ gerninger og tegn kan man altså se, at han ikke har holdt sin tro hemmelig og tiet, men frit bekendt og prædiket om Herren Kristus Jesus. Det er det, der fælder ham, så jøderne ikke kan tåle ham, men går voldsomt løs på ham, griber ham og trækker ham for øvrigheden.

Det står her som et eksempel for os, så vi deraf skal lære: Hvis vi vil bekende vor tro og ære Kristus åbent for folk med vor bekendelse, så slår det ikke fejl – Djævelen vil vække nogle, som vil give dig nok at bestille og jage al ulykke på halsen. Derfor må du indstille dig på den fare og ruste dig til den; der bliver ikke andet af det. For vi kristne skal ikke have det udbytte af vor tro og bekendelse, at vi bliver store herrer og rige af den; men liv og lemmer og alt, hvad vi har, må vi sætte på spil og helt og holdent indstille os på, at verden ikke vil lade os i fred. Som man ser her på Stefanus: Det gør ham ondt, at de frigivne, kyrenæerne, alexandrinerne og andre spotter Kristus og ikke vil lade ham være Guds Søn; derfor lægger han sig ud med dem og diskuterer imod dem. Han tænker: Jeg er en kristen og må redde Kristi ære. Og det gør han på en sådan måde, at de ikke kan modstå hans visdom og den Ånd, han taler af.

Men hvordan går det ham så? «De, jøderne, fik nogle mænd til at sige: ’Vi har hørt ham tale bespotteligt om Moses og om Gud.’ Og de ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med og førte ham for Rådet.» Det er, hvad den hellige Stefanus får ud af, at han ikke kan tåle, at man taler ondt om Kristus, og tænker, at han ikke kan gøre andet: Han må redde sin Herres ære. Sådan går det, Gud ske lov, også os i dag med paven og hans tilhængere; det kan vi takke Gud for, for det er ikke noget dårligt tegn.

Nu fortæller teksten særligt, at de «fremstillede falske vidner». For sådan går det altid: Med sandheden kan man ikke vinde noget over de kristne; derfor må man angribe dem med løgn. De beskyldte den hellige Stefanus for at have talt bespotteligt om Moses og Gud. Men det har han sikkert på ingen måde indrømmet over for dem. For hvad han mente om Moses og troede om Gud, viser hans svar tydeligt nok. Derfor vender han også anklagen mod sine modstandere og beskylder dem for, at de og deres fædre lige så lidt har fulgt Moses som Gud. Så man kan tydeligt se af beretningen, at jøderne har behandlet Stefanus sådan, som de pavelige i dag behandler os.

Når vi prædiker, at Kristus ikke har indstiftet det højærværdige sakramente, sit testamente, for at man skal ofre det, bære det rundt, spærre det inde og på den måde tilbede det (sådan som de pavelige plejer), men for at man skal spise og drikke det og forkynde Herrens død, det vil sige trøste sig ved hans lidelse og betaling for vore synder – så skriger de: «De holder ikke noget af sakramentet, de vanærer det.» Når vi prædiker: «For synden gælder kun vor kære Herre Kristi ene offer; med vore gerninger kan man ikke skaffe sig af med den mindste synd eller fortjene nåde,» så skriger de: «De forbyder gode gerninger og giver folk anledning til at gøre, hvad de har lyst til. For når man ikke fortjener himlen med gode gerninger, så kan man heller ikke fortjene helvede med onde gerninger» osv. Dér stiller alle de pavelige sig op som falske vidner, der siger sådan om os offentligt, men uden sandhed.

Sådan gik det også den hellige Stefanus. Han førte læren om syndernes forladelse, sådan som vi, Gud være lovet, fører den, og sagde, at det ikke er muligt at blive retfærdig for Gud og få det evige liv ved loven; det var ikke derfor, Gud havde givet den. Den, der vil i himlen, må have noget højere og mere end Moses og alle lovens gerninger. Den prædiken tydede de, som om han spottede Moses. Han vidnede også om Kristus, at han er Guds Søn, og gjorde undere og tegn i hans navn; det kaldte de gudsbespottelse. Men især kunne de ikke tåle, at han regnede så lidt med templet og deres gudstjeneste og prædikede og truede dem: Hvis de ikke ville tage imod Kristus, så ville deres tempel, gudstjeneste, styre og det hele gå til grunde. Det tog de ikke alene som spottende ord, men også som en oprørsk prædiken, og derfor gik de så hårdt løs på ham.

Derfor skal vi heller ikke i dag klage for meget over sådanne uretfærdige beskyldninger. Djævelen kan ikke andet end lyve og vende det, der er sagt ret og godt, på vrangen og tyde det på det værste. Den kunst har de pavelige lært af ham; derfor spotter de det hellige evangelium og taler det værste om de rette prædikanter. Det må man vænne sig til og vente, til Gud kommer og viser, om de har talt sandt eller løjet. Imens må vi lade os nøje med, at vi sammen med den kære Stefanus har vores samvittigheds vidnesbyrd: at vi ikke spotter Gud eller lærer folk forkert og forfører dem, men priser og ærer Kristus og forsvarer den sande, guddommelige lære og lider for den.

Med den samvittighed følger trøsten, som historien her fortæller om: «Stefanus stirrede op mod himlen og så Guds herlighed og Jesus, hans Søn, ved Guds højre hånd.» Han, den hellige Stefanus, var også et menneske af kød og blod, og hvis han havde været uden Helligånden, ville han være blevet rystet af, at ypperstepræsterne, farisæerne og hele folket stod dér og holdt hans lære om Kristus for kætteri og fordømte den. En sådan anfægtelse kan ikke overvindes uden Helligånden. Men lige dér, hvor jøderne går hårdest imod ham, og Stefanus nu skal lide døden for denne bekendelse og lære, ser han Kristus stå ved Guds højre hånd – ham, som ypperstepræsterne, farisæerne og hele folket mente sad nederst i helvede.

Dette syn så Stefanus med åndelige og legemlige øjne. Vi ser det ikke legemligt; men i Ordet og troen ser vi det også, Gud være lovet. Derfor holder vi fast ved denne lære og lader de pavelige rase, skrige, lyve, fange og myrde, som de vil; det skal ikke bekymre os meget. Sådan lover Kristus jo: Hans Ånd skal være hos os, trøste og styrke os, så vi har al glæde og trøst i ham og desuden fører vores sag så godt, at man må mærke, at det ikke er os, men Guds Ånd, der taler (Mark 13,11). Det hører vi her hos Stefanus: Han holder et så prægtigt forsvar mod jødernes falske anklage og beviser, at templet i Jerusalem ikke på den måde var Guds hus, at Gud var bundet til det, eller at det ikke skulle ødelægges for jødernes synds skyld. For han viser, at Gud har været hos sit folk og alligevel ikke haft noget sådant hus; det blev jo først bygget af Salomo, Davids søn. Ja, da huset allerede stod og blev holdt i ære, på Hizkijas tid, siger Gud gennem Esajas’ mund: «Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel; hvad for et hus vil I så bygge mig?»

Men fordi jøderne bliver så stædigt ved deres mening og ganske enkelt pukker og trodser på dette tempel og deres gudstjeneste imod Kristus og hans ord, skælder Stefanus dem ordentligt ud for det. Han kalder dem hårdnakkede folk med uomskårne hjerter og ører, som aldrig har holdt Guds bud og oven i købet står Helligånden imod og derfor er blevet forrædere og mordere af de hellige profeter. Det ville Stefanus aldrig have sagt, hvis Helligånden ikke havde været i ham. For vi ved af erfaring, at den, der er i en sådan nød som Stefanus, tænker på at sige det, folk gerne vil høre, så han kan gøre dem til venner igen. Men Stefanus taler sådan til sine modstandere, at det går dem gennem hjertet, og de skærer tænder over det. Det gør Helligånden i Stefanus. Han driver ham, så han helt glemmer sig selv, sit legeme og sit liv, og alene sætter sig for at redde sin Herre Kristi ære og vise de ugudelige deres synd.

Men hvordan lader Kristus den hellige mand nyde godt af en så tro tjeneste? Det er nu det tredje og sidste stykke af denne prædiken. Det ser ud, som om den hellige Stefanus fik sin løn, som man siger, at bødlen lønner sin knægt. For historien fortsætter: «De råbte med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham, jog ham ud af byen og stenede ham.»

Nå, kære Stefanus, dér ligger du. Sådan lønner verden alle vor kære Herre Jesu Kristi tjenere og tro tjenestefolk. For i verdens øjne ser det ilde ud. Havde han været en morder, en tyv, en ægteskabsbryder, kunne man ikke have behandlet ham værre, og alle ville alligevel have haft mere medlidenhed med ham. Men fordi han bekender Kristus og gerne ville føre andre til den samme tro, dør han i skam og vanære. For alle holder ham for en forfører og en gudsbespotter, der har villet ødelægge Moses’ lov, gudstjenesten og al tugt og ærbarhed. Sådan er de rette helliges død: for verden en skændig og vanærende død, men for Gud en dyrebar og ædel død, som salmen vidner [Sl 116,15]. For det første er vort hoved og vor Herre, Kristus Jesus, Guds egen Søn, selv død på samme måde i al vanære, som en forfører og oprører på korset mellem to mordere.

For det andet: Lad os her lære af Stefanus og høre af ham selv, som har lidt denne skændige død, hvad han mener om den. For sådan siger Lukas: «Han råbte og sagde: Herre Jesus, tag imod min ånd!»

Hvad tænker dog den gode mand på? Han ligger dér på knæ. Vidnerne, der havde stået frem mod ham og derfor skulle være de første til at kaste sten på ham, gør sig klar til arbejdet og lægger deres kapper fra sig, for nu var det tid til at dække ham til med sten. Da glemmer den fromme mand sit legeme og sit liv og siger ikke et ord om det, som om han ville sige: «Legemet er ikke mere værd; det hører alligevel hjemme under jorden, der er synd og ondskab nok i det. Det gør derfor ikke noget, om det så går skændigt til grunde. Men netop ved at dø for Herren Kristi skyld er det blevet ærefuldt og kostbart. Derfor vil jeg ikke bekymre mig mere om det. Men dette beder jeg om, o Herre Jesus Kristus: Tag imod min ånd.» Stefanus er altså vis på, at når ånden får hjælp ved Kristus, som alene kan hjælpe den, så er der ingen nød med legemet; det skal nok komme bagefter.

Her står det altså på det allerfineste side om side: Stefanus tror, at der efter dette liv kommer et evigt liv. For hvorfor skulle han ellers betro Kristus sin ånd? Og han tror endnu mere, nemlig at når hans ånd skal hjælpes, så kan hverken Moses eller loven eller andre mennesker med deres gerninger eller han selv med sine gerninger gøre det; det må alene Kristus, Guds Søn, gøre. Derfor sætter han sin lid til ham og beder ham om at gøre det. Det er at kende Kristus ret og tro ret, og så må der følge et let, frit og godt mod, selv om man ligger i de sidste krampetræk og den største nød.

Den kunst skal vi lære med al flid og sige disse ord efter den hellige Stefanus. For selv om Guds Søn, vor kære Herre Kristus, vil stå hos sine kristne i al fare, beskytte dem og hjælpe dem mod den onde fjende og den onde verden, som gerne ville skade både legeme og liv og sjælen med, så er det dog hans særlige embede og gerning, at han i den sidste stund, når dette liv her skal til at være forbi, og vi må frygte synden, Djævelen og døden, vil se til os og vise sin hjælp og magt på os.

For hvorfor er han død? Er det ikke sandt: for vore synders skyld? Hvorfor har han befalet, at vi skal lade os døbe? Er det ikke sandt: for at vi skal blive Guds børn og ved Kristi død blive fri for synd og død? Netop af den grund har han betroet kirken nøglerne til at tilgive synd og fastholde synd, og derfor har han også indstiftet den hellige, højærværdige nadver. Alle disse stykker sigter ikke på dette timelige liv; for her må de kristne have ulempen og de ugudelige fordelen, så det går dem, som de ønsker. Det finder de kristne sig også gerne i; for de ved, at al den trøst og skat, de har, skal de først tage imod og eje i det kommende liv.

Derfor glemmer Stefanus her sig selv så helt, at han lader sine fjender gøre med sig, hvad de vil, og ikke klager med et ord over det. Han beder alene om, at Kristus vil tage imod hans ånd; så er han tilfreds. For han ved godt, at når Kristus tager sig af ånden, som er skabt til saligheden, så bliver legemet ikke ladt tilbage. Det skal vi også lære og bede om for alvor; så beder vi om det, som alle de hellige altid har bedt om, og som Kristus meget gerne vil gøre. For det er hans embede, og det er at træde slangen rigtigt på hovedet og trykke den ned. Sådan beder også røveren på korset: «Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!» Som om han ville sige: «Hjælp her på jorden og i dette liv giver jeg gerne afkald på; lad det gå legemet, som det har fortjent, det bekymrer mig ikke. Men kære Herre, hjælp du mig blot til et andet liv, som er evigt.»

Når nu Stefanus (som vi tror og ved er sandt) har bedt ret og er blevet bønhørt, hvordan mon det så står til med dem, der ikke har hans tro, men forfølger og dræber ham for hans tros skyld? Det er let at regne ud. For når Kristus alene kan og vil hjælpe ånden i evighed, så må både legeme og ånd gå fortabt, hvor man ikke har Kristus og ikke vil have ham. Det ser den hellige martyr Stefanus også. Og fordi han ikke tvivler på, at Kristus vil tage imod hans ånd, sådan som han beder, begynder han at bede for de stakkels mennesker, der stenede ham og var falske vidner, og siger: «Herre, tilregn dem ikke denne synd!»

Her kommer begge dele sammen, sådan som begge dele også må være sammen: en ret tro og en ret kærlighed. For en kristen skal tage sig af sin næste, ikke alene med timelig hjælp, men endnu mere med åndelig hjælp, for den hjælp betyder også mere. Derfor går det den hellige mand til hjertet, at Djævelen har fanget de stakkels synderes hjerter og forblindet dem så dybt, at de stadig foragter og forfølger deres frelse, som de hellere burde sætte legeme og liv og alt til for.

Det skal vi også lære af den hellige Stefanus og ikke blive vrede, som verden plejer, når andre gør os ondt. Det gør nok ondt; men tænk du som Stefanus: De kan jo ikke gøre mere end skade dit gods, og når det går værst, dit legeme. Til gengæld er det vist: Jo mere skade de gør dig på legeme og gods, des større skade gør de sig selv på deres sjæl. Hvad vil du så stille op med sådanne stakkels, elendige mennesker? Vil du blive vred på dem og gøre dem skade igen? Du kan jo ikke gøre dem så meget; de har allerede selv gjort sig tusind gange mere skade. Og du ødelægger din sag hos vor Herre Gud ved en sådan utålmodighed og hævngerrighed, når han dog, hvis du bærer det tålmodigt, vil tage sig af din sag og rigeligt erstatte og betale dig skaden. Derfor er intet bedre end sammen med Stefanus at lade al vrede og uvilje fare, lade dig gå til hjerte, hvor stor en skade de stakkels mennesker gør deres egen sjæl, og bede Gud for dem, at han vil tilgive dem, tage dem til nåde og nådigt bevare dem fra døden og fordømmelsen, som Djævelen har kastet dem i.

Ved siden af denne lære har vi her også den trøst, at vi ikke skal tvivle på, at Gud vil høre en sådan bøn og være synderne nådig. Stefanus ville jo ikke have bedt sådan, hvis en sådan bøn gik imod Herren Kristus. Men når han beder også for så store syndere, der hverken vil se eller høre Guds Søn og oven i købet forfølger og dræber hans hellige, så er det et tegn på, at ingen synder skal fortvivle, men håbe på nåde og tilgivelse for sine synder ved Kristus. Lukas fortæller netop, at Paulus billigede Stefanus’ død og dengang passede på vidnernes klæder, mens de stenede Stefanus. Men uden tvivl er der ved denne bøn vist ham nåde, «for at Kristus (som han selv siger) kunne vise hele sin tålmodighed» på ham som et eksempel for dem, der skulle komme til tro på ham til evigt liv.

Sådan har I, kære venner, historien om den hellige Stefanus: hvad han gjorde, hvordan han bekendte Kristus og til sidst gav sit liv for denne bekendelses skyld, og hvordan Kristus trøstede ham ved sin Ånd og fyldte ham så med håbet om det evige liv, at han gerne gav det timelige liv hen for Kristi skyld. Måtte vor kære Gud i himlen for vor Frelsers skyld ved sin Helligånd også oplyse vore hjerter på samme måde og frelse os. Amen.