Kapitel 16. Helligåndens sendelse

Lærens plads

1. Hvad er det andet led i forløsningsplanen?

Som nævnt ovenfor (kap. 9, spm. 20) var det første led Guds Søns menneskevordelse og mellemmandsgerning. Dette er nu behandlet. Det andet led, som vi nu kommer til, er Helligåndens særlige sendelse for at tilegne frugterne af dette mellemmandsembede.

2. Anfør nogle skriftsteder, hvor dette læres.

Joh 7,39: «Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var blevet herliggjort.»

Joh 14,16–17: «Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer evindelig, den sandhedens ånd.»

Joh 16,7: «Går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til jer» osv.

ApG 1,8: «I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer.»

Forskellige måder og grader af nærvær

3. Hvordan skal disse skriftsteder forklares?

Ikke sådan, at Helligånden ikke altid havde været allestedsnærværende. Men ligesom Gud er nærværende på forskellige måder, og ligesom Guds Søn trods sin allestedsnærværelse kom til verden på en særlig måde, da han blev menneske, sådan sigter Helligåndens komme til et højere trin i hans nådige virksomhed.

4. Men var han ikke nærværende hos de gudfrygtige i Det Gamle Testamente, og var han ikke også virksom under Jesu offentlige gerning?

Utvivlsomt. Salmisten (Sl 51,13) beder om, at Helligånden ikke må tages fra ham. I 2 Sam 23,2 erklærer David, at Ånden talte gennem ham, sådan som også 2 Pet 1,21 lærer, når der står, at «drevet af Helligånden talte mennesker, hvad de fik fra Gud». Ånden dalede også ned over Kristus ved hans dåb (Joh 1,32), og Kristus havde prædiket for Nikodemus, at genfødslen af Ånden er nødvendig (Joh 3,5). Men her tænkes der på Åndens nærvær med hans gaver i højeste mål. Før pinse havde hans nådige nærvær været spredt og lejlighedsvist. Da kom han for at blive hos de troende evindelig (Joh 14,16) og for at træde i et nærmere og mere inderligt forhold til dem (Hebr 8,10) gennem en klarere, bredere og kraftigere forkyndelse af evangeliet.

Sendelsens grundlag

5. Hvad afhang denne sendelse af?

Af Kristi himmelfart til Guds højre hånd.

ApG 2,33: «Efter at han nu er ophøjet ved Guds højre hånd og af Faderen har fået Helligåndens forjættelse, har han udgydt dette.»

Forholdet til pinseundret

6. Men sigter dette ikke til pinseundret?

De underfulde tegn ved hans komme og nærvær på pinsedagen var én ting; selve hans komme og nærvær var noget andet. Det særlige nærvær, hvori han kom, var varigt og blev aldrig trukket tilbage.

Joh 14,16: «… til at være hos jer evindelig.»

Betydningen af «endnu ikke givet» (Joh 7,39)

7. Hvordan blev dette udtrykt i reformationstiden?

Luther:

«’Endnu ikke givet’ betyder ikke, at han ikke da var til i sit væsen eller i himlen, men at han endnu ikke var nærværende i sin åbenbaring eller i sine gerninger. For det er Helligåndens særlige embede og gerning at åbenbare og forherlige Kristus og vidne om ham. Men dette embede lå endnu i fremtiden, nemlig forkyndelsen af syndernes forladelse, og af hvordan vi er forløst fra døden og har trøst og glæde i Kristus. Alt dette, som nu tilhører os, var uhørt dengang. At frelse, retfærdighed, glæde og liv er vores ved Kristus, vidste ingen … Det, man hørte, var den gamle forkyndelse, nemlig lovens. Om den har vi ofte sagt, at forkyndelsen af lov og evangelium skal adskilles. For når loven forkyndes, virker den synd; den er en sørgelig og tør forkyndelse og gør hjerter og samvittigheder sultne, forskrækkede, urolige og tørstige, så de sukker efter Guds nåde. En sådan forkyndelse varer ved, indtil Kristus opstår fra de døde og bliver herliggjort» (Luther om Joh 7,39).

Calvin:

«Han taler sammenlignende, ligesom når Det Nye Testamente stilles over for Det Gamle. Gud lover de troende sin Ånd, som om den aldrig var blevet givet fædrene. Utvivlsomt havde disciplene allerede fået Åndens førstegrøde. Hvorfra skulle deres tro ellers komme end fra Ånden? Evangelisten nægter derfor ikke ubetinget, at Åndens nåde var blevet tilbudt før Kristi død, men kun, at den ikke var så klar og iøjnefaldende, som den siden skulle blive. For det er Kristi riges største pryd, at han ved sin Ånd styrer kirken. Men da han steg op til Faderens højre hånd, tog han retmæssigt og så at sige formelt sit rige i besiddelse. Det er derfor ikke underligt, at han ventede med at tilbyde Ånden fuldt ud til dette tidspunkt. Dog står ét spørgsmål tilbage at overveje, nemlig om han her mener Åndens synlige nådegaver eller genfødslen, barnekårets frugt. Mit svar er: I disse synlige gaver viste Ånden, som var lovet ved Kristi komme, sig som i et spejl; men det egentlige emne her er Åndens kraft, hvorved vi bliver genfødt og gjort til nye skabninger i Kristus» (Calvin om samme sted).

Bekendelsesskrifternes udsagn

8. Hvad siger bekendelsesskrifterne om dette emne?

«Derefter steg han op til himlen for at sidde ved Faderens højre hånd og evindelig regere og herske over alle skabninger og hellige dem, som tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter, for at han kan styre, trøste og levendegøre dem og forsvare dem mod Djævelen og syndens magt» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 3).