Kapitel 17. Troen på Kristus

Redskabet, hvorved Kristi værk tilegnes

1. Hvordan tilegner Helligånden os frugterne af mellemmandsembedet?

Ved troen på Kristus.

Ef 2,8: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.»

Rom 3,25: «Ham viste Gud offentligt frem som en soning ved troen og ved hans blod.»

Bekendelsens ord

2. Hvordan er Den Hellige Skrifts lære om dette emne sammenfattet i Den Augsburgske Bekendelse?

«Mennesker kan ikke retfærdiggøres for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men bliver retfærdiggjort uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget til nåde, og at deres synder bliver tilgivet for Kristi skyld, som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud til retfærdighed for sit åsyn (Rom 3 og 4).» (Art. 4.)

Forskellen mellem: (a) subjektiv og objektiv, (b) menneskelig og guddommelig, (c) direkte og reflekteret, (d) som handling og som tilstand, (e) eksplicit og implicit, (f) uformet og virksom tro

3. Hvilke forskelle har teologerne gjort, når det gælder troen?

De skelner mellem:

A. subjektiv og objektiv tro; B. menneskelig og guddommelig tro; C. direkte og reflekteret tro; D. troen som handling og troen som tilstand (habitus); E. eksplicit og implicit tro; F. uformet tro (fides informis) og tro, der er virksom ved kærligheden (fides formata caritate).

4. Hvordan skelner de mellem subjektiv og objektiv tro?

Den første er det at tro; den anden er det, man tror. Den første er tro i ordets egentlige betydning, og sådan bruges ordet sædvanligvis i Skriften; den anden er tro ved metonymi, hvor en ting benævnes efter sit indhold. Ligesom der står, at Jerusalem gik ud for at høre Johannes Døberen (Matt 3,5), mens meningen er, at byens indbyggere gik ud, sådan står «troen» på ganske få steder i Skriften, men meget ofte i kirkens sprogbrug for det, man tror.

Jud 3: «… kæmpe for den tro …»

Gal 1,23: «… forkynder troen …»

5. Hvad er menneskelig tro?

Den kan være blot en mening. Derfor betyder «tro» i daglig tale ofte ikke mere end «formode» eller «mene». «Er du sikker på det?» spørger vi en, der har fortalt os noget, og får ofte svaret: «Ja, det tror jeg da.» Det betyder ikke mere end: «Jeg har grunde nok til at mene det.» Det sigter Luther til i sin fortale til Romerbrevet, hvor han siger:

«Troen er ikke den menneskelige mening og drøm, som nogle holder for tro … Når de hører evangeliet, skaber de straks ud fra egne kræfter en forestilling i deres hjerte, som de udtrykker med ordene: ’Jeg tror.’ Det holder de for den rette tro. Men det er intet andet end menneskelig tanke og forestilling.»

Eller den kan være historisk tro, det vil sige en overbevisning om, at visse kendsgerninger uden for ens egen erfaring er sande, fordi der foreligger klare vidnesbyrd om dem.

«Tro betyder ikke blot kendskab til historien» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 20).

Af samme art er det at fatte kirkens dogmer blot med forstanden, som når det ikke bliver til mere end at kunne fremsige katekismen udenad eller beherske et dogmatisk system.

«Mange andre skriftsteder fordrejer de i skolerne, fordi de ikke lærer troens retfærdighed, og fordi de ved tro kun forstår kendskab til historien og dogmerne og ikke den kraft, som griber løftet om nåde og retfærdighed» (Apologien, s. 158).

6. Hvad er guddommelig tro?

Lad Luther svare:

«Troen er en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud. Den gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, sans og alle kræfter og bringer Helligånden med sig … Troen er en levende, lysvågen tillid til Guds nåde, så vis, at den, der har den, er rede til at dø tusind gange for den … Bed Gud om at virke troen i dig; ellers forbliver du evigt uden tro, selv om du tænker og gør, hvad du vil eller kan» (fortalen til Romerbrevet).

«Troen er, at hele mit hjerte tager denne skat til sig. Det er ikke min gerning, ikke noget, jeg frembærer eller giver, ikke mit værk eller min forberedelse» (Apologien, s. 91).

«Troen er, når mit hjerte og Helligånden i hjertet siger: Guds løfte er sandt og vist» (Apologien, s. 103).

7. Hvad er forskellen mellem direkte og reflekteret tro?

Denne forskel angår ikke selve troen, for det, der kaldes «direkte», og det, der kaldes «reflekteret», er i sit væsen ét og det samme. Den angår forskellen i evnen til at prøve sig selv og kende troen, når den er der. «Reflekteret tro» er den tro, som en moden kristen gør til genstand for eftertanke og analyse, til forskel fra troen hos et barn, der tror uden at tænke på selve troen, men kun på den genstand, troen griber. Den direkte tro er optaget af troens genstand, nemlig Kristus, mens den reflekterede tro er optaget af den direkte tro.

8. Hvad er forskellen mellem troen som tilstand og troen som handling?

Den ene er en tilstand, en beskaffenhed eller et fast forhold til Kristus; den anden er en handling, som tilstanden fremkalder, og som udspringer af den. Den tillid, vi har til et medmenneske, den kærlighed, en mand har til sin hustru, eller forældre til deres barn, ligger dybere end de bevidste handlinger, der giver den udtryk. Guds barn har troen på Kristus, når det sover, lige så vel som når det er vågent; når tankerne er samlet om arbejdet eller om indviklede matematiske beregninger, lige så virkeligt som når det læser Den Hellige Skrift, modtager nadveren, beder eller drives hen til Guds løfter for at finde trøst under trykket af en overvældende lidelse.

9. Hvad er forskellen mellem eksplicit og implicit tro?

Eksplicit tro er der, hvor man kender det, man tror; implicit tro er der, hvor man ved at tage imod det, man kender, samtidig tager imod enkeltheder, man ikke kender. Sådan troede de hellige i Det Gamle Testamente implicit mange ting, som vi tror eksplicit. Skolastikerne har misbrugt denne grundsætning ved at lære, at den, der anerkender kirkens autoritet, dermed tager imod alt, hvad kirken lærer, har lært eller vil lære. Efter den lære holder en tjenestepige eller en staldkarl, der ikke kan læse, implicit fast ved alle Tridentinerkoncilets dekreter og kanoner, når blot han er underlagt Den Romersk-Katolske Kirke – selv om han aldrig har set eller hørt om dem eller tænkt over de fleste af de emner, de behandler.

10. Hvad er forskellen mellem «uformet tro» og «tro, der er virksom ved kærligheden»?

Denne forskel forkaster protestanterne; men man må kende den for at forstå reformationstidens stridigheder. Den bygger på skolastikernes definition af «tro» som blot samtykke til det, kirken lærer. Da en sådan tro åbenbart ikke kunne retfærdiggøre, lagde de troens retfærdiggørende kraft i den kærlighed, som troen kunne være gennemtrængt af (Gal 5,6). Reformatorerne holdt fast ved, at mennesker hverken bliver retfærdiggjort på grund af deres kærlighed eller på grund af deres tro, men at kærligheden uvægerligt følger, når de er retfærdiggjort for Kristi skyld ved troen. Kærligheden er altså ikke betingelsen for, at troen virker, men frugten af den retfærdiggørelse, man har modtaget ved troen.

«Troen alene modtager syndernes forladelse, retfærdiggør og genføder. Derefter følger kærligheden og andre gode gerninger» (Apologien, s. 139).

Forskellen mellem forholdsordene «propter» og «per»

11. Hvad mener du, når du siger, at frugterne af mellemmandsembedet tilegnes ved troen?

At troen aldrig er grundlaget for frelsen, men kun det organ, hvorved den frelse, Gud har beredt, tilegnes. Den Augsburgske Bekendelse skelner meget klart her, når den siger, at «mennesker bliver retfærdiggjort for Kristi skyld ved troen», «propter Christum per fidem», ikke «propter fidem per Christum» [«for troens skyld ved Kristus»].

Hvori troens værdi ligger

12. Hvori ligger da troens værdi?

Helt og holdent i dens genstand, ligesom en rings værdi er værdien af den ædelsten, den bærer, eller et kars værdi ofte ikke er mere end værdien af det kostbare stof, det rummer.

Forskellige genstande for troen nævnes, til forskel fra den egentlige genstand, som kræves her

13. Hvad er da den egentlige genstand for den tro, hvorved Helligånden bringer frelsen?

Før vi svarer på det, er det godt at se på de forskellige genstande, troen kan være optaget af.

14. Nævn nogle af disse genstande.

«I Hebræerbrevets ellevte kapitel beskrives forskellige og mangeartede genstande for troen, såsom artiklen om skabelsen, forudsigelsen af den kommende syndflod, at Moses blev skjult, indstiftelsen af påsken, overgangen over Det Røde Hav, Jerikos murs fald osv. I evangelierne, hvor troen roses, beskrives dens genstande meget ofte, såsom helbredelse af sygdomme eller visse legemlige udfrielser. Ser man efter i 1 Mos 15,5, viser det sig, at det eksempel på Abrahams tro, som Paulus anfører (Rom 4,3), gælder løftet om hans legemes frugtbarhed og det ydre, legemlige afkom. Vi benægter ikke, at troen er optaget af forskellige genstande, også når det gælder jordiske ting. Men spørgsmålet her er: Hvad er den genstand, i betragtning af hvilken troen retfærdiggør? Undertiden taler Skriften om troens genstand i almindelighed; andre gange bestemmer den den genstand, som troen retfærdiggør ved at gribe. Det er et andet spørgsmål, når vi siden behandler troens øvelser under korset, i lydigheden, i bønnen og i forventningen om legemlige og åndelige goder, efter at personen allerede er blevet forsonet ved troen. Der er forskel på troen, der griber Kristus, som er lovens mål til retfærdighed for enhver, som tror, og troens øvelser, der retter sig mod andre genstande. Men disse øvelser forudsætter altid som deres grundlag, at Gud er blevet forsonet ved troen» (Chemnitz, Loci).

15. Er vi så nu rede til at lære den egentlige genstand at kende, som troen griber for at få frugterne af Kristi mellemmandsembede?

«Når vi taler om den retfærdiggørende tro, må vi huske, at disse tre ting hører sammen: løftet, og det som et uforskyldt løfte, og Kristi fortjeneste som betaling eller sonoffer» (Apologien).

Med andre ord: «Løftet, nåden og Kristi fortjeneste.» Alt er sammenfattet i ordene: «Guds nåde, lovet på grund af Kristi fortjeneste», eller: «Kristi fortjeneste, uforskyldt tilbudt i evangeliets løfte.» (Se Den Augsburgske Bekendelse, art. 4, ovenfor under spm. 2.) Vor tro hviler helt på Guds løfte, og dette løfte er ikke givet på grund af noget i os, der fortjener det, men alene på grund af Kristi fortjeneste. Alle disse genstande er forenet i den retfærdiggørende tro.

16. Anfør nogle få af vore bekendelsesskrifters mange udsagn om dette emne.

«Loven kræver af os vore gerninger og vor fuldkommenhed. Men evangeliet tilbyder os, som er overvundet af synden og døden, forsoningen uforskyldt og for Kristi skyld. Den modtages ikke ved gerninger, men ved troen alene. Denne tro kommer ikke til Gud med tillid til vore egne fortjenester, men kun med tillid til løftet eller til den barmhjertighed, der er lovet i Kristus.»

«Hver gang vi taler om troen, skal man forstå den med dens genstand, nemlig den lovede barmhjertighed. For troen retfærdiggør og frelser kun, fordi den modtager den lovede barmhjertighed.»

«Forsoneren gavner os, når vi i troen griber den barmhjertighed, der er lovet i ham, og stiller den op mod Guds vrede og dom» (Apologien, s. 91, 92, 101).

«Troen alene er det middel eller redskab, hvormed vi griber Kristus og således i Kristus den retfærdighed, som gælder for Gud, og for hvis skyld denne tro tilregnes os til retfærdighed (Rom 4,5).»

«Troen retfærdiggør, fordi den i evangeliets løfte griber og tager imod Kristi fortjeneste; for skal vi retfærdiggøres derved, må den tilegnes og gøres til vor ved troen» (Konkordieformlen, s. 501, 572).

17. Hvilke skriftbeviser kan der gives for dette?

Rom 3,22: «Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus.»

Rom 3,26: «… den der erklærer den der tror på Jesus, for retfærdig.»

Fil 3,9: «… og blive fundet i ham … med retfærdigheden fra Gud på grund af troen.»

ApG 16,31: «De svarede: ’Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand.’»

Rom 3,24: «… de erklæres retfærdige uforskyldt på grund af hans nåde ved løskøbelsen i Jesus Kristus.»

Rom 4,16: «Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast for alle efterkommere.»

Argumentet kan også fremstilles sådan: Guds ord deles i lov og evangelium. Men loven kan ikke være genstand for den retfærdiggørende tro (Gal 3,22; Rom 3,21–27; 10,5–6). Så er der kun evangeliet tilbage, dvs. det uforskyldte løfte om syndernes forladelse og retfærdighed for Gud for Kristi skyld.

18. Men er det ikke vilkårligt at begrænse den tro, der tager imod syndernes forladelse, til den ene artikel om Kristi uforskyldt givne fortjeneste og at se bort fra troens andre artikler?

De andre artikler bliver hverken overset eller ringeagtet. Troen tager imod hvert eneste Guds ord, der bliver tilbudt den. Den er en holdning i hjerte og sind, som tror alt det, som den forstår kommer fra Gud. Men spørgsmålet her drejer sig om den bestemte genstand, som giver troen hele dens retfærdiggørende kraft. «Ligesom summen, sigtet og målet for hele Skriften er Kristus i hans embede som mellemmand (Luk 24,27.44; Rom 10,4; Joh 5,39.46; Hebr 10,7), sådan ser troen, idet den samtykker i hele Guds ord, hen til hele Skriftens sigte og henfører alle andre artikler til den nåde, der er lovet for Kristi skyld som mellemmand. Forgæves beskæftiger troen sig med Skriftens andre artikler, hvis den ikke holder fast ved Kristus, hovedet (Kol 2,19). Derfor er dette led føjet til definitionen af troen. For artiklen om forløsningen kan ikke forstås til bunds, medmindre vi kender de andre dele af Guds ord, som går forud; og dog må vi holde fast ved, at troen retfærdiggør alene i betragtning af den ene genstand, nemlig Kristus» (Chemnitz), og denne ene genstand i et bestemt forhold, dvs. løftet om uforskyldt forsoning for Kristi skyld som mellemmand.

Almen og særlig tro stillet over for hinanden

19. Er den retfærdiggørende tros akter alle af samme art i betragtning af dens genstand?

«Nogle er fælles og almene, andre særlige. De almene er rettet mod genstanden betragtet i sig selv, uden at den anvendes på den troende; som når man i betragtning af Kristi fortjeneste tror, at Kristus led, døde og opstod, eller i betragtning af Guds nåde, at Gud af ren nåde og barmhjertighed vil forlade synder. De særlige er rettet mod deres genstand, idet den anvendes på den troende. En sådan troens akt er det i betragtning af Kristi fortjeneste, når man tror, at Kristus har lidt og er død for ham; eller i betragtning af Guds nåde, at han vil få nåde og syndernes forladelse.» «De almene er fælles for sande troende og hyklere og nødvendige for retfærdiggørelsen; for ingen kan tro, at Kristus døde for ham, uden at tro, at Kristus døde» (Bechmann).

Troens bestanddele: kundskab, samtykke, tillid

20. Del troen op i dens bestanddele.

Skønt troen egentlig talt ikke er andet end tillid, opregner teologerne almindeligvis tre bestanddele: kundskab, samtykke og tillid.

21. Hvad med den første?

Et udtrykkeligt kendskab til troens genstande forudsættes. Man må kende forløsningen, sådan som Den Hellige Skrift lærer om den, hvis der skal kunne være troens akter.

Rom 10,14: «Hvordan skal de komme til tro på ham som de ikke har hørt om?»

Hebr 11,6: «Den som kommer til Gud, skal tro at han er til og belønner dem som søger ham.»

Luk 1,77; Ef 1,17; Es 53,11.

22. Hvad med den anden?

Samtykket er en forstandens dom, hvorved det, som Den Hellige Skrift lærer om Kristi mellemmandsgerning og om Guds nåde, godkendes som sandt. Ved et alment samtykke bedømmes de universelle løfter om Guds nåde og Kristi fortjeneste som sande. Ved et særligt samtykke ledes mennesket gennem Helligåndens virkninger til at anvende de almene sætninger om Kristi mellemmandsgerning og Guds nåde på sig selv og således til at tro, at Kristus virkelig døde for ham (se ovenfor, under spm. 20).

1 Tim 1,15: «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse, for Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere» (alment samtykke),

«af dem er jeg den største» (særligt samtykke).

Gal 2,20: «… som har elsket mig og givet sig selv hen for mig» (særligt samtykke).

Belys det nærmere ud fra forklaringen til trosbekendelsen i vor katekismus.

23. Hvad med den tredje?

Tilliden er en viljens akt eller holdning, frembragt ved Helligåndens gerning, hvorved mennesket forlader sig på Kristi fortjeneste, som tilbydes i evangeliets uforskyldte løfte, og trygt overgiver sig til det, Gud dér har sørget for til hans frelse.

«Tilliden indebærer, at hele hjertet og viljen forlader sig på Kristi fortjeneste» (König).

24. Hvad indebærer denne tillid?

Et oprigtigt og alvorligt ønske om den Guds barmhjertighed, som Kristi fortjeneste har vundet. Hyklernes tillid er forgæves, fordi de ikke virkelig ønsker Guds nåde og forladelse. Løftet lyder: «Lykkelige er de som sulter og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes» (Matt 5,6).

Tillidens kendetegn – den gælder et nærværende gode, et personligt gode og et gode som middel til et mål

25. Hvilke kendetegn har tilliden i betragtning af dens genstand?

A. Den har et nærværende gode som sin genstand.

De ugudelige stoler på deres rigdom, som de anser for et nærværende gode; de gudfrygtige på en allestedsnærværende og evig Gud. Vore teologer har bemærket, at dette gode undertiden er virkeligt og fysisk nærværende, men andre gange kun moralsk nærværende, dvs. ved løfte og virkning, eller at det gribes, som om det var nærværende. Sådan stolede de gudfrygtige i Det Gamle Testamente på en Messias, som skulle komme.

Hebr 11,13: «… uden at modtage det som var lovet, men de så det lovede langt borte og hilste det.»

Vi stoler på forløsningen, som blev erhvervet for to tusind år siden; men dens fortjeneste og virkning rækker ind i nutiden (Hebr 13,8).

B. Denne genstand er også et personligt gode.

Det vil sige et gode, der angår den person, som har tilliden. Derfor er tilliden blevet kaldt «tilegnende», fordi den tager genstanden til sig som sin egen. Sådan tager vi Kristi fortjeneste og hans offer for synden til os.

C. Det er et gode, som man tager imod for at opnå et andet gode.

Og vel at mærke et gode, som kun kan nås med stort besvær. En hærfører har tillid til sin hær, når det gælder fremgang i et felttog. En patient har tillid til en læge, når det gælder mulig lindring af en sygdom. En studerende forlader sig på sin lærdom, når det gælder at bestå prøver og vinde anseelse. Sådan sætter mennesker deres tillid til Kristi mellemmandsgerning som middel til at få nåde, syndernes forladelse og det evige liv fra Gud.

Alle disse bestanddele er samlet i definitionen:

«Tilliden er en akt, hvorved viljen hviler i Kristus som mellemmand, ikke blot som et nærværende gode, men som vort eget og som årsag til et andet gode, nemlig at vi opnår syndernes forladelse og det evige liv» (Baier).

Forskellen fra håbet

26. Hvordan adskiller tilliden sig fra håbet?

Tilliden gælder et nærværende gode, håbet et fremtidigt. Tilliden forlader sig på det som noget, der er nu; håbet som noget, der skal komme. Tilliden er rettet mod et middel; håbet mod selve målet.

«Håbet venter fremtidige goder og befrielse fra trængsel; troen tager imod den nærværende forsoning og slutter i hjertet, at Gud har forladt mig mine synder, at han nu er mig nådig» (Apologien, s. 144).

Skriftbevis for, at tilliden hører med til troen

27. Hvilke skriftbeviser er der for, at troen indbefatter tillid?

A. Den hyppige brug af den græske præposition eis med akkusativ efter verbet pisteuein, som helt ordret på dansk bliver «tro ind i», dvs. «tro ind i ham» eller «tro ind i hans navn».

Joh 3,16: «Enhver som tror ind i ham.»

Joh 1,12: «Dem som tror ind i hans navn.»

ApG 10,43: «Enhver som tror ind i ham, skal få syndernes forladelse.»

Dette kan ikke betyde et rent forstandsmæssigt samtykke, men en viljens akt, der er rettet mod en genstand. Her ville det være udbytterigt at undersøge betydningen af de præpositioner, der bruges med verbet pisteuein og navneordet pistis.

B. Ud fra de navne, troen får.

Den kaldes:

Hypostasis.

Hebr 11,1: «vished om det der håbes på» (R. V., A. R. V.);

«det, som giver det, vi håber på, virkelighed» (randlæsningen i R. V., A. R. V.). Se Thayers leksikon.

Plerophoria.

Rom 4,21: «… helt overbevist om at det Gud har givet løfte om …»

Kol 2,2: «… indsigtens overbevisning.»

Pepoithesis.

Rom 8,38: «Jeg er overbevist om at hverken død eller liv» osv.

2 Tim 1,12: «Jeg er overbevist om at han kan bevare det der er betroet mig.»

Parrhesia.

Hebr 4,16: «Lad os da med frimodighed træde frem.»

Ordet betyder egentlig «frihed til at tale». Vor katekismus gengiver stedet sådan:

«at vi skal påkalde ham med al frimodighed og tillid, ligesom kære børn beder deres kære far.»

Til disse skriftbeviser, som reformatorerne føjede en række andre til, kan vi lægge vort eget sprogs daglige brug. Her forstår enhver udtrykket «Jeg tror ikke på den mand» eller «Jeg tror ikke på en bestemt lægeskole, fx allopati eller homøopati» sådan: «Jeg har ingen tillid til ham eller den».

Augustins formel: Credere Deum, Deo, in Deum

28. Hvordan har man undertiden skelnet mellem troens tre bestanddele?

Ved en formel fra Augustin, som siger, at «Credere Deum», «Credere Deo» og «Credere in Deum» er tre forskellige ting. Den første betyder «at tro, at der er en Gud»; den anden «at tro det, Gud siger»; den tredje «at overgive sig til Gud eller have tillid til Gud». I al vor omgang med andre mennesker lærer vi først at kende dem, så at godkende dem og så at forlade os på dem og betro os til dem. Forholdet mellem brud og brudgom, patient og læge, kapitalejer og betroet fuldmægtig giver eksempler fra dagliglivet på, hvordan man til sidst når frem til tro.

Undertiden betragtes kundskaben dog som forudsat, men ikke som en bestanddel af troen. Så bliver definitionen:

«Troen er samtykke forbundet med tillid eller tillid forbundet med samtykke, og da den består af disse akter forenet, kaldes den snart med den førstes, snart med den sidstes navn, idet den anden altid er medbetegnet» (Baier).

Troens grader og dens virkning

29. Er der grader i troen?

Luk 17,5: «… Giv os mere tro!»

Mark 9,24: «Jeg tror, hjælp min vantro!»

2 Tess 1,3: «… jeres tro vokser.»

Vor Herre irettesætter sine disciple som «lidettroende» (Matt 6,30; 8,26) og roser i Matt 15,28 den syrofønikiske kvinde for hendes «store tro».

30. Står troens virkning i forhold til dens grad?

Ikke i betragtning af retfærdiggørelsen, for al troens virkekraft kommer fra den genstand, den griber, nemlig Kristi retfærdighed. Den svageste og den stærkeste tro får del i alt, hvad Kristus er, og retfærdiggør derfor i samme grad. Men når spørgsmålet gælder den trøst, troen modtager, og dens virkekraft som redskab til at fremme Guds rige, gælder reglen:

«Det skal ske jer efter jeres tro» (Matt 9,29).

Troens dobbelte opgave

31. Har troen da mere end én opgave?

Den har to. Den ene er modtagende eller gribende: ved den tager mennesket Kristi retfærdighed til sig. Den anden er virkende: ved den er det retfærdiggjorte menneske virksomt i kærlighedens gerninger.

Forholdet til det nye liv

32. Hvordan omtaler Den Augsburgske Bekendelse troens virkende opgave eller kraft?

«Desuden lærer de, at denne tro skal bære gode frugter, og at det er nødvendigt at gøre de gode gerninger, som Gud har befalet, fordi Gud vil det, men ikke for at vi skal stole på disse gerninger for at fortjene retfærdiggørelse for Gud» (art. 6). «Fordi Helligånden modtages ved troen, bliver hjerterne fornyet og får nye tilbøjeligheder, så de kan bære gode gerninger» (art. 20).

33. Hvilket klassisk sted i Luthers fortale til Romerbrevet bør man kunne udenad?

«Åh, det er en levende, virksom, travl ting, vi har i troen. Den, der har tro, kan umuligt andet end uophørligt gøre det gode. Han spørger ikke, om der skal gøres gode gerninger, men før spørgsmålet kan stilles, har han allerede gjort dem og er altid i gang … Troen er en levende, vågen tillid til Guds nåde, så vis, at den, der har den, er rede til at dø tusind gange for den … Derfor er det lige så umuligt at skille gerningerne fra troen, som det er at skille varme og lys fra ilden.»

Hertil kan føjes en omskrivning af Luther hos Tyndale («Indledning til Romerbrevet»):

«Hvor Ånden er, dér er det altid sommer, og dér er der altid gode frugter.»

«Troen holder ikke fridag, og hvor hun end er, lader hun heller ikke noget menneske gå ledigt.»

34. Hvad betyder Gal 5,6: «I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller manglende omskærelse, men tro som er virksom ved kærlighed»?

Der tales ikke om troen som noget, der skal retfærdiggøre, men om troen betragtet som den, der har retfærdiggjort. Tanken er: Hvor der er tro, er der retfærdiggørelse; hvor der er retfærdiggørelse, er der kærlighed; og hvor der er kærlighed, giver den sig uvægerligt udtryk i gerninger. Troen er virksom ved kærlighed, fordi Gud ved troen sætter mennesket i det rette forhold til sig. Så bliver Guds kærlighed udgydt i hans hjerte og sætter alle hans kræfter i bevægelse.

35. Hvor lærer vi om de midler, Helligånden bruger til at virke troen?

Under læren om genfødslen (kap. 21 og kap. 24, spm. 1).

Troen kan mistes og i så fald genvindes

36. Kan troen mistes?

A. Der er skriftsteder, som siger det direkte:

Gal 5,4: «I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden.»

1 Tim 1,19: «Nogle … har lidt skibbrud på troen.»

Åb 2,5: «Husk derfor hvorfra du er faldet, og omvend dig.»

Luk 8,13: «De har ingen rod. De tror en tid, men når prøvelsen kommer, falder de fra.»

B. Der er eksempler på nogle, der faldt:

David, Salomo, Peter, Alexander, Hymenæus, Filetus, Demas og desuden de, der begik synden mod Helligånden (se kap. 8, spm. 57–60).

C. Denne sandhed indskærpes ved mange lignelser og billeder.

Der er billederne af den vanslægtede vingård (Es 5,1–4), træet uden frugt (Matt 3,10), den døde gren på vintræet (Joh 15,6), de afbrudte grene på oliventræet (Rom 11,17–21), det golde figentræ (Luk 13,6–9), saltet, der har mistet sin kraft (Matt 5,13), den dårlige surdej (Matt 16,6; 1 Kor 5,6–7), det forfalskede sølv (Es 1,22; Ez 22,18) og vandet, der er blevet lunkent (Åb 3,16); lignelserne om huset, som den urene ånd var drevet ud af (Luk 11,24), og om det mistede får og den mistede mønt (Luk 15); billedet af væddeløbet (1 Kor 9,24.26; Gal 5,7) og af kampen mellem kødet og ånden (Gal 5,16–17).

D. Der er helt direkte og udtrykkelige advarsler.

Hele afsnittet 1 Kor 9,27–10,12 er en sammenhængende argumentation. Apostlen fortæller først, hvor dybt han er sig bevidst, at han selv kan falde, og han slutter: «Den som mener at stå, skal se til at han ikke falder.»

Således også Hebr 4,11:

«Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile for at ikke nogen skal falde ved den samme slags ulydighed.»

Jf. i GT Ez 18,24.

37. Kan troen, hvis den er mistet, genoprettes?

At den undertiden aldrig genoprettes, fremgår klart af Hebr 6,4–6. Det skyldes dog ikke Guds vilje (Ez 18,32; 33,11; 2 Pet 3,9). (Se ovenfor, kap. 8, spm. 58.) At den undertiden genoprettes, fremgår klart af eksemplerne med David og Peter, af de stadige formaninger til de faldne om at omvende sig og af andre eksempler på omvendelse, som vor Herre roser (Matt 18,21–22; jf. Joh 6,37). Kristi vedvarende forbøn (1 Joh 2,1) er endnu et bevis.

Troens vished

38. Kan man vide, om man har tro?

Der er omstændigheder, hvor det kan ske og ofte sker, at sande Guds børn under svære anfægtelser tvivler på, om de har en tro, som de dog i virkeligheden har. Når selv Kristus på korset følte sig forladt (Matt 27,46), kan man vente tvivl og usikkerhed hos dem, i hvem syndens rester stadig er tilbage. Deres erfaring er som Paulus’ i Rom 7, og deres bøn må altid være den i Mark 9,24 (se ovenfor, spm. 29).

«Om Helligåndens nærvær, virkning og gaver skal og kan vi ikke altid dømme efter følelsen, dvs. efter hvordan og hvornår de mærkes i hjertet. Men fordi de ofte er skjulte og sker i stor svaghed, skal vi være visse ud fra og i kraft af løftet om, at prædiken og hørelse af Guds ord er Helligåndens embede og gerning, hvorved han visselig er virksom» (Konkordieformlen, s. 583).

Jf. kap. 21, spm. 37.

39. Troen må altså være mere end blot sandsynlighed?

Troen i sig selv, dvs. i sin ideelle og normale tilstand, er vished. Det følger af det, der er sagt om tilliden (se ovenfor, spm. 25–27).

40. Hvad beror denne vished på?

Ikke på, at mennesket kan læse Guds skjulte vilje, eller på en ny personlig åbenbaring, men på det, som Gud allerede har åbenbaret i evangeliet.

Rom 10,6–9: «Men retfærdigheden på grund af tro siger således: Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen? Det vil sige for at hente Kristus ned, eller: Hvem vil stige ned til afgrunden? Det vil sige for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte, det vil sige troens ord som vi forkynder. For hvis du bekender med din mund at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.»

Rom 4,16: «Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast for alle efterkommere.»

Hebr 6,18; 1 Joh 5,13.

Visheden afhænger af, hvor klart evangeliet gribes

41. I hvilken henseende giver evangeliet en vished, som ikke findes i loven?

«Hvis det evige liv kunne gribes ved tvivl, ville intet løfte passe bedre end lovens. For da det er knyttet til betingelsen om fuldkommen lydighed, lader det samvittighederne blive i evig tvivl. Men da det ikke er tvivlen, men troen, der retfærdiggør, har Gud tilbudt evangeliets uforskyldte løfte. Det beror ikke på vore gerninger, men på Guds barmhjertighed for den lydigheds skyld, som hans Søn har ydet som mellemmand» (Chemnitz).

42. Hvordan giver sakramenterne et argument for troens vished?

Fordi det, som vi senere skal se, er deres opgave at tilbyde den enkelte og tilegne ham evangeliets uforskyldte løfte, som i almindelighed tilbydes i det ord, der læses og prædikes.

Eksempler fra Skriften

43. Hvilke eksempler på troens vished fortæller Den Hellige Skrift om?

Abraham (Rom 4,18–21), David (Sl 23,4; 27,1; 31,6) og Paulus (Rom 8,37–39; 2 Tim 4,7–8).

Åndens vidnesbyrd

44. Alt dette viser, at man kan og skal have troens vished. Men hvordan får man den?

Rom 8,16: «Ånden selv vidner sammen med vores ånd at vi er Guds børn.»

1 Joh 5,10: «Den som tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig.»

Gal 4,6: «Fordi I er sønner, har Gud udsendt sin søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, far!»

Dette er ingen ny og særlig åbenbaring. Det er Helligåndens svar på den personlige forsikring om Guds nåde, som tilbydes ved ord og sakramenter. Det svar virker han i menneskets hjerte ved de samme midler.

45. Forklar dette nærmere.

Helligåndens vidnesbyrd ved Ordet er: «For at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» «Gud vil at alle mennesker skal frelses.» «Kom til mig, alle I som er trætte.» Ved sakramenterne:

«Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.»

«Givet og udgydt for dig til syndernes forladelse.»

Menneskehjertets svar: «Jesus er Herre», og endnu mere Thomas’ svar: «Min Herre og min Gud», kan kun komme fra Helligånden (1 Kor 12,3). Når mennesket af hjertet udbryder: «Jeg tror, Herre», eller: «Jeg ved på hvem jeg tror», eller: «Jeg er overbevist om at intet kan skille mig fra Guds kærlighed», så er det bekendelsen af et vidnesbyrd, som Helligånden har givet i det indre. Der er altså for det første Ordets og sakramenternes ydre forsikring; for det andet Åndens nærvær og virkning, som altid følger med dem; for det tredje virkningens frugt i den tro, der bliver virket i hjertet; for det fjerde bevidstheden om denne tro, som udspringer af den samme virkning; og for det femte dens udtryk eller bekendelse.

46. Hvilket udtryk bruges undertiden om dette Åndens vidnesbyrd?

Besegling.

Ef 1,13–14: «I ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med den lovede Helligånd, som er et pant på vores arv.»

2 Kor 1,21–22: «Gud … har også beseglet os og givet os Ånden som pant i vores hjerter.»

Ef 4,30: «Bedrøv ikke Guds Helligånd som I blev beseglet med til løskøbelsens dag.»

Ligesom et segl sættes på et vigtigt dokument som tegn på, at det er ægte, sådan omtales Åndens vidnesbyrd som et sikkert bevis på troens vished.

Troen og selvprøvelsen

47. Kan man ved selvprøvelse afgøre, om man har tro?

2 Kor 13,5: «Prøv jer selv om I er i troen. Test jer selv. Eller ved I ikke selv at Jesus Kristus er i jer? Ellers har I ikke bestået prøven.»

En sådan selvprøvelse indebærer, at man tænker over sin holdning til synden og loven, over sit særlige samtykke til evangeliet og sin tillid til det, og over, om troens frugter er til stede.

48. Men hvad nu, hvis en sådan selvprøvelse kun afslører ens åndelige fattigdom, og troen selv er skjult?

Er der sult og tørst efter retfærdighed og længsel efter nåde og tro, så er det i sig selv tro, selv om den er svag og kæmper med tvivl.

1 Joh 3,20: «Hvis vores hjerte fordømmer os, så er Gud større end vores hjerte, og han ved alt.»

2 Tim 2,13: «Når vi er utro, forbliver han tro, for han kan ikke fornægte sig selv.»

Netop længslen efter denne retfærdighed er et bevis på, at Helligånden er til stede.

49. Hvad må vi vogte os for ved enhver sådan selvprøvelse, hvad enten den sker dagligt eller før nadveren?

For at sætte trosvisheden i stedet for troen selv og dens indhold. Mennesket bliver ikke retfærdiggjort ved at tro på sin tro, men ved troen på Guds løfte, som er givet uforskyldt ved den fortjeneste, Kristus har vundet som mellemmand. Man må stadig advare mod at mene, at retfærdiggørelsen sker «på grund af» eller «for» vores tro. Den sker alene «ved troen for Kristi skyld».

50. Hvad rådede Luther Brenz til, da Brenz blev plaget af tvivl om trosvisheden?

«For bedre at forstå dette punkt plejer jeg at forestille mig, at der slet ingen egenskab er i mit hjerte, hvad enten man kalder den tro eller kærlighed. I stedet for dem sætter jeg Kristus selv og siger: ’Dér er min retfærdighed.’»

Det højeste, troen kan nå, er at være så optaget af at se hen til Kristus, at den glemmer sig selv. Israelitterne, der blev bidt af slanger i ørkenen (4 Mos 21,6–9), blev helbredt på den betingelse, at de så hen til kobberslangen. Deres opmærksomhed var ikke rettet mod en analyse af, hvordan de så, men mod selve det, de så på. Så vigtig selvprøvelsen end er, advarer Luther således mod misbrug af den. Han vil lede den sygelige vane at granske sig selv bort fra dens sædvanlige spor og hen til den retfærdighed, der ligger uden for og over mennesket: i hans Forløsers fortjeneste (kap. 21, spm. 37).

Er frelse nogensinde mulig uden tro?

51. Er der frelse uden tro?

«Svaret gives i Mark 16,16; Hebr 11,6; Joh 3,6; 5,18. Hvis Gud altså frelste nogen uden tro, ville han handle imod sit eget ord og fornægte sig selv, og det er umuligt. For Paulus skriver (2 Tim 2,13): ’Han kan ikke fornægte sig selv.’ Lige så umuligt det altså er for den guddommelige sandhed at lyve, lige så umuligt er det for nogen at blive frelst uden tro. Noget helt andet er dog spørgsmålet, om Gud i døden eller efter døden kunne give troen, så mennesket derefter kunne blive frelst ved troen. Hvem vil tvivle på, at han kunne gøre det? Men at han faktisk gør det, kan ingen bevise» (Luther til von Rechenberg, De Wette, Luthers Briefe, 2, 455).