Kapitel 34. Staten

Statens plads

1. Hvad har staten med de åndelige ting at gøre?

Den er ikke en menneskelig, men en guddommelig ordning (Rom 13,1–4; 1 Pet 2,13–14), som skal ordne det ydre liv. Den fastlægger de forskellige jordiske kald og deres pligter og foreskriver, hvordan mennesker skal forholde sig til hinanden i deres mangfoldige indbyrdes forhold. Den holder de ugudeliges vold i tømme, og for de gudfrygtige er den ikke blot en sund tugt, men også en vigtig hjælp til at opfylde deres forpligtelser over for både Gud og mennesker. Selv om den ofte misbruges som et redskab for uretfærdighed, giver den dog – i sin idealform og i sin almindelige virkning – kirken beskyttelse og plads til at forvalte de åndelige anliggender.

2. Giver den kristnes himmelske borgerskab (Fil 3,20) ham ret til at være ligeglad med de rettigheder, han har som borger på jorden?

Paulus tøvede ikke med at gøre brug af de rettigheder, han havde som romersk borger (ApG 16,37; 22,25). At forsømme dem er at lade være med at bruge de talenter, Gud har givet, og at svigte i det mindste en del af sit jordiske kald. Det er Guds orden, at vore åndelige evner skal udvikles gennem vor brug af det legemlige: det himmelske gennem det jordiske, det evige gennem det timelige.

3. Hvad lærer vor bekendelse om dette?

«Om de borgerlige forhold lærer de, at lovlige borgerlige ordninger er gode Guds gerninger, og at kristne med rette kan beklæde borgerlige embeder, sidde som dommere, afgøre sager efter de kejserlige og andre gældende love, idømme retfærdige straffe, føre retfærdige krige, gøre tjeneste som soldater, indgå lovlige kontrakter, eje ejendom, aflægge ed, når øvrigheden kræver det, gifte sig og blive bortgiftet.» «Derfor er de kristne nødvendigvis forpligtet til at adlyde deres øvrighed og dens love, undtagen når de befales at synde; for da skal de adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5,29)» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 16).

Krig

4. Vi forbigår de andre handlinger, som her erklæres for retmæssige, og spørger om det at føre krig og gøre tjeneste som soldat.

Krig er et stort onde, men den er uundgåelig i en verden fuld af synd. Magtanvendelse er et onde, men man må gribe til den, når andre midler er udtømt. Et folk uden hær og flåde er som en by uden politi, dvs. prisgivet de lovløse. Når de, der har ansvaret for at beskytte de uskyldige, undlader at slå til for at redde dem fra undertrykkelse, er det ikke et eksempel på kristen kærlighed, men en krænkelse af Guds retfærdighed. Fred med dem, der groft overtræder loven, er forræderi mod Gud. Derfor bringer evangeliet ikke blot fred, men også krig – «fred på jorden i mennesker med velbehag» (Luk 2,14), men krig mod dem, der stiller sig op imod Guds lov (Matt 10,34). Derfor vil krigene ikke ophøre, før Kristus kommer igen, og syndens herredømme på jorden får ende (Matt 24,6–7). Da soldaterne kom til omvendelsesprædikanten i ørkenen (Luk 3,14) for at få åndelig vejledning, blev de derfor ikke rådet til at opgive deres kald. Heller ikke høvedsmanden blev afvist af vor Herre, som om hans erhverv var ulovligt; tværtimod fik han den højeste ros (Matt 8,10), ligesom Kornelius senere (ApG 10,22). Ordene «den bærer ikke sværdet forgæves» (Rom 13,4) viser fuldt ud, at krig af retfærdige grunde er berettiget som en sidste udvej. Derfor siger Den Augsburgske Bekendelse (art. 16):

«Kristne kan med rette føre retfærdige krige og gøre tjeneste som soldater.» Og i art. 20:

«Kejseren kan følge Davids eksempel og føre krig for at drive tyrkerne bort fra sit land.»

Krigene bliver færre, og deres rædsler mildnes, efterhånden som kristendommens principper gennemtrænger verden. At man tyr til voldgift i stedet for sværdet, er en frugt af evangeliets fremgang. Men hvor frygtelig krigen end er, er den ikke det værste onde i verden. Det værste onde findes i synden, dvs. i ringeagten for Guds og menneskers ret, som fra den ene eller den anden side (og ofte fra begge) er årsag til krig.

Eden

5. Giv en sammenfatning af læren om eden.

A. Definition

«En ed er en påkaldelse af Guds navn, hvor vi beder Gud være vidne om vort hjerte, nemlig at vi ikke vil bedrage mennesker i det, vi vidner om, og samtidig beder Gud straffe os, hvis vi skulle bedrage.»

«Da en ed er så alvorlig en sag, og det let kan ske, at Guds navn misbruges selv i lovlige tilfælde, siger Augustin, at Kristus kritiserede skikken med at aflægge ed letfærdigt, ubetænksomt og uden nødvendighed.»

B. Hvornår er eden tilladt?

«Da unyttige og overilede eder er forbudt, er spørgsmålet, under hvilke omstændigheder de er tilladt. Svaret er: når enten øvrigheden pålægger det eller vort kald kræver det. Denne regel kan tydeligt udledes af eksempler i Skriften, hvor det siges, at de gudfrygtige har aflagt ed, som 1 Mos 21,23; 31,53 (jf. 5 Mos 10,20; Es 45,23 ff.).»

Under sådanne omstændigheder bliver eden en religiøs handling, «en bekendelse af, at han, som vi sværger ved, er den sande Gud», og «et vidnesbyrd om, at vi holder hans navn højt i ære».

«Derfor skal der kræves og aflægges ed, når ethvert menneskeligt bevis slipper op; når en strid ellers ikke kan bilægges; når næstens velfærd er i fare; kort sagt, når æren for Guds navn i særlig grad står på spil i den sag, eden aflægges om» (Chemnitz, Loci, I, 47 ff.).

Kirke og stat

6. Hvilke vildfarelser har været udbredte om forholdet mellem kirke og stat?

På den ene side har kirken tiltaget sig myndighed over staten. Imod dette protesterede vore fædre i Den Augsburgske Bekendelse: Det var en fuldstændig forvrængning af den magt, der er givet i evangeliet. Denne magt har udelukkende med åndelige ting at gøre: forvaltningen af ord og sakramenter og fastsættelsen af ordninger med dette formål.

«Da kirkens magt altså giver evige goder og kun udøves gennem Ordets tjeneste, griber den ikke ind i det verdslige styre, lige så lidt som sangkunsten griber ind i det verdslige styre. For det verdslige styre har med andre ting at gøre end evangeliet. De verdslige herskere beskytter ikke sjælene, men legemerne og de legemlige ting mod åbenlys uret, og de holder menneskene i tømme med sværdet og med legemlige straffe for at bevare den borgerlige retfærdighed og fred. Derfor må kirkens magt og den verdslige magt ikke blandes sammen» (art. 28).

7. Men har staten ikke også tiltaget sig myndighed over kirken?

Denne form for magtovergreb kaldes sommetider cæsaropapisme, dvs. at en verdslig hersker i stedet for paven påtager sig at udøve magt over åndelige ting. Den verdslige hersker har ingen magt til at prædike Ordet, forvalte sakramenterne, tilsige de angrende tilgivelse eller straffe andre forseelser end dem, der begås udadtil. Det er at tilrane sig magt, når staten foreskriver det, som det tilkommer en kristen menighed at afgøre: når den udnævner præster, superintendenter og biskopper og forflytter dem fra sted til sted; når den griber ind i udøvelsen af en kirketugt, som klart hører under menighedens eller præstens myndighed; når den fastsætter eller regulerer et kirkesamfunds forfatning, hvad angår de åndelige opgaver; når den fastsætter eller forbyder emnet for prædikenen eller de offentlige bønner; når den kræver, at en præst vidner i retten om ting, som han kun kender, fordi man har betroet sig til ham som åndelig rådgiver; når den ved lov forsøger at gennemtvinge, at kirker forenes med eller skilles fra hinanden, eller at begunstige eller forfordele dem, der på den måde forenes eller skilles.

8. Giver kirkens nyordning på reformationens tid ikke et fortilfælde for et sådant magtovergreb fra statens side?

Reformatorernes problem var ganske enkelt dette: Bruddet med det overleverede kirkestyre var kommet, uden at de havde søgt det, og imod deres vilje. De havde protesteret mod misbrug, som var så åbenlyse, at de i deres enfoldighed troede, at det var nok at påpege dem, så ville de blive rettet. At henvende sig til folket i menighederne om en reformation af kirkestyret var umuligt i den tilstand, som reformationen fandt dem i. Fortalen til Den Lille Katekismus viser, i hvilken tilstand Luther fandt menighederne under den sachsiske kirkevisitats i 1528. Han siger:

«Folket, især de, der bor i landsbyerne, synes slet ikke at kende noget til den kristne lære, og mange af præsterne er uvidende og udygtige lærere. Alligevel påstår de alle, at de er kristne, at de er døbt, og at de har modtaget nadveren. Men de kan ikke sige Fadervor, trosbekendelsen eller de ti bud; de lever, som om de var ufornuftige skabninger, og nu, da evangeliet er kommet til dem, misbruger de groft deres frihed.»

Folket selv var ikke i stand til at påtage sig så stort et ansvar, ja, ikke engang præsterne var det. Da det var svært at opgive håbet om, at biskopperne alligevel kunne vindes for den evangeliske sag, så det gamle styres rammer kunne bevares under deres ledelse, fandt man på en midlertidig ordning. Efter denne ordning påtog den øverste øvrighed i hvert tysk fyrstendømme, der tog imod reformationen, sig biskoppelige opgaver – ikke som hersker, men som lægfolkets bedste repræsentant – og forvaltede den kirkelige magt gennem helt andre embedsmænd og rådgivere end dem, han brugte i udøvelsen af sine borgerlige pligter. Det var helt og holdent en foreløbig nødløsning i en særlig situation. Alligevel blev ordningen ikke blot varig med årene; efterhånden hævdede man også, at magten tilhørte fyrsten som en del af hans borgerlige pligter. Den «episkopale» form for kirkestyre gik over i den «territoriale», i klar modstrid med de principper, som kirken havde fastslået ved reformationen.

9. Kan vi ikke heraf slutte, at fortilfældene for kirkestyre i Europa kun med stor forsigtighed kan overføres til kirkens forhold i Amerika?

Først i Amerika har den lutherske kirke fået mulighed for at føre sine principper ud i livet uden indblanding fra staten. Ved enhver ordning og ethvert fortilfælde, som overføres fra Europa, må man tage statskirkens indflydelse i betragtning og tilpasse dem til de anderledes forhold i en fri og selvstyrende kirke.

Grænser for folkets og flertallets magt

10. Har nogen bestemt styreform større autoritet end en anden?

Det erkendes hele tiden, at alle jordiske ordninger er mangelfulde, men i almindelighed anbefales den bestående styreform som den bedste for de forhold og det kulturniveau, der gælder for det folk, som Den Hellige Skrift taler til. Ønsket om radikale forandringer frarådes, undtagen hvor sammenhængen med fortiden ikke kan bevares uden at krænke samvittigheden. Historiens gang, folkenes opgang og fald og ændringerne i styreformerne styres af forsynets kræfter, som selv de mest indflydelsesrige ledere kun har ringe direkte magt over. Selv hvor deres magt har haft størst virkning, er det i reglen sket ubevidst og uden noget forsæt fra deres side. Den patriarkalske, den teokratiske, den monarkiske og den demokratiske eller republikanske styreform har alle, når de først er indført, den samme guddommelige godkendelse.

11. Er udsagnet «en regering af folket, ved folket, for folket» helt korrekt?

Teologisk set er det ikke. Udsagnet synes at se bort fra Guds højeste myndighed og altoverskyggende krav. Men sådan var det uden tvivl ikke ment. Et sådant ideal kan dog kun virkeliggøres, når mennesker ved genfødslen kommer til at nyde det kongedømme, som Kristus har beredt for dem (se kap. 15, spm. 14). Vi ville foretrække:

«En regering af Gud gennem folket, ved Gud gennem folket, for Gud gennem folket.»

Den verdslige magt er kun stærk og virksom, når den står fast på det grundlag, Gud har lagt. Dens stærkeste udrustning er undersåtternes kærlighed og tillid. Denne kærlighed og tillid udspringer af deres frygt for og kærlighed til Gud og af, at de påskønner alt det i en regents karakter og i statens mange love, som kommer fra samme kilde. Men folkets vilkårlige dom har ikke mere myndighed end en despots vilkårlige dom. Før «folkets røst» kan godtages som «Guds røst», må den prøves på Guds ord.

12. På hvilket princip fra reformationen bygger en regering af Gud gennem folket og ved Gud gennem folket?

På udsagnet i protesten på rigsdagen i Speyer i 1529 om, at «i de sager, der angår Guds ære og vore sjæles frelse, må enhver stå frem og aflægge regnskab for sig selv over for Gud». Det princip, som blev fastslået for selve midtpunktet i menneskets væsen, dets åndelige liv, måtte uundgåeligt arbejde sig ud til omkredsen. For den kristne har nemlig alle ting religiøs betydning. Det er princippet om den kristne samvittigheds uafhængighed, fordi den er helt underlagt Gud alene, og om den enkeltes ansvar over for Gud for, hvordan han forvalter alt, hvad der er betroet ham, og bruger alle livets muligheder.

13. Er det foreneligt med det kristne kald, at man som medlem af et folk af frie herskere afgiver sin stemme og giver sin støtte blot efter, hvad partikonventer og partimøder, trusts eller fagforeninger, arbejdsgivere eller partier kræver?

Nej. En kristen kan ikke stemme på ordre. Gør han det, fornægter han sin kristne tro. I kraft af den er han ikke noget menneskes træl, men konge og præst for Gud. Det er også et brud på embedseden, hvis en sådan er aflagt, for eden er den højtidelige anerkendelse af den enkeltes ansvar og en hævdelse af den enkeltes frihed over for mennesker i hans højeste forpligtelse over for Gud. Man tør ikke gøre nogen andens samvittighed til sin egen: hverken en leders i kirke eller stat, et politisk partis eller en «klikes» inden for et parti, et partimødes, et selskabs, en institutions eller den offentlige menings. Den kristnes dom skelner altid og kan aldrig bindes af rent verdslige lænker, uden at det medfører en fornægtelse af Kristus. Den, der lover troskab mod nogen myndighed uden for Guds ord under forhold, hvor den enkeltes overbevisning om sin pligt bliver undertrykt, forsager Kristus.

1 Thess 5,21: «Prøv alt, hold fat ved det gode.»

Matt 23,9–10: «I skal ikke kalde nogen på jorden jeres far, for én er jeres Far, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde vejleder, for én er jeres vejleder, Kristus.»

1 Kor 7,23: «I er blevet købt for en betaling. Bliv ikke menneskers slaver.»

Kol 3,22: «Ikke uoprigtigt som nogle der indynder sig hos mennesker, men med hjertets oprigtighed fordi I frygter Herren.»

Rom 14,12: «Enhver af os skal stå til regnskab for sig selv over for Gud.»

Kirken og prædikeembedet går derfor ikke uden for deres rette kald og trænger sig ikke ind i politik, når de brændemærker ethvert partivælde, der forsøger at undertrykke den enkeltes samvittighed. Et sådant vælde er grundlæggende og helt igennem umoralsk og den frodige rod til enhver anden form for uærlighed og umoral.

Den kristne og politisk uret

14. Skal den kristne da ikke søge at råde bod på åbenlyse misbrug i staten?

I et enevældigt monarki og uden et kald fra forsynet kan han ofte ikke gøre andet end passivt at underordne sig. Men i en statsform, hvor han er en af vælgerne, dvs. af de styrende, har han del i ansvaret for, at en uret fortsætter, når hans røst og stemme kan bidrage med noget, om end nok så lidt, til at vidne imod den. Den stærkeste indflydelse er dog den, som udbreder og dybt indplanter de principper, der ligger til grund for alle virksomme tiltag for at skabe forandring. Således undergravede vor Herre i sin offentlige virksomhed en række dybt rodfæstede og vidt udbredte misbrug i Romerriget ved at kræve og vække kærlighed mellem menneske og medmenneske, en kærlighed, som de ikke kunne bestå side om side med.

Kirken og politisk uret

15. Hvilket ansvar har kirken i forhold til love, der er vedtaget, eller forbrydelser, der tåles med lovens godkendelse, når de tydeligt strider mod Den Hellige Skrift?

Vi kan tage de slappe love i mange stater om ægteskab og skilsmisse som eksempel. Det er utvivlsomt kirkens pligt at fremlægge klart, hvad Guds ord lærer om sagen, og at fordømme al praksis, der bryder med denne lære, hvad enten loven tillader den eller ej. Det skal ske ikke blot ved synodebeslutninger, men også i konfirmandundervisningen og i prædikenen fra prædikestolen. Kirken skal også udøve kirketugt over for medlemmer, der forser sig, og over for præster, der giver sådanne uregelmæssigheder deres officielle godkendelse ved at forrette vielser, hvor Guds love ikke tillader det. Men kirkens organisation kan ikke med rette bruges som politisk maskineri til at skabe forandring. Når kristne søger at rette misbrug i staten, skal de ikke handle som medlemmer af en kirke, men som borgere, hvis samvittighed er oplyst og tilskyndet af alt det, som kirkens undervisning giver dem. De to områder skal omhyggeligt skelnes fra hinanden. Troskab mod Gud kan kræve pligter lige så tydeligt på det ene område som på det andet. Men kirkelige pligter må lige så lidt blandes sammen med politiske, som et politisk herredømme over kirken må tåles. Det, vi fordømmer hos paven, når han påtager sig at udøve verdslig magt, og hos en enevældig monark, når han griber ind i kirkens opgaver, er ikke mindre at fordømme, når vi i stedet for paven har en organiseret kirke, eller i stedet for monarken «det suveræne folk».

Én stats ansvar for uret begået af en anden

16. Har en stat intet ansvar, når en anden stat i årevis og trods gentagne protester fortsætter med uret, der krænker al menneskelighed?

Der findes ekstraordinære omstændigheder, hvor menneskers fælles broderskab gør sig gældende, helt uden nogen tanke om egen fordel. En overvældende ulykke, der gør en stat fattig, som når hungersnød eller pest hærger, berettiger til nødhjælp. På samme måde kan grusomheder som dem under tyrkisk styre, som med mellemrum skræmmer og chokerer kristenheden, vel få en til at spørge, om folkenes fællesskab bør tåle en regering, hvis styre er plettet af en sådan række af forbrydelser, og som synes at være bygget helt igennem på vold og undertrykkelse. Sådan dømte Luther om tyrken. Spørgsmålet er, om de samme ekstraordinære omstændigheder, som berettiger en enkeltperson til at gribe ind i sin næstes familie, som når han redder en hustru fra hendes mands morderiske slag, ikke også må tages i betragtning, når det gælder folkene.

Religionsfrihedens område

17. Har staten magt til at straffe kætteri?

Nej, ikke så længe det kun drejer sig om den enkeltes private meninger eller endda om hans offentlige bekendelse, forudsat at den ikke indebærer umoralsk praksis. Det er kirkens opgave at tage sig af de åndelige ting, både for så vidt de hører til det indre, og for så vidt de hører til det ydre liv. Det er statens opgave kun at tage sig af det ydre liv.

18. Kan staten da ikke stille religiøse krav?

Kun når de har direkte forbindelse med det ydre liv. Det er fx tilfældet, når en mormon ikke får lov at bestride et embede. Grunden til udelukkelsen er da ikke, at han holder sig til Mormons Bog, men at han forsvarer flerkoneri, sådan som det praktiseres i strid med statens love og med sund moral. Eller når en ateist ikke får lov at vidne i retten, fordi hans fornægtelse af Gud og af en kommende verden ødelægger enhver garanti for, at han respekterer sandheden. Men selv en sådan udelukkelse er noget helt andet end døden, bøder eller fængsel. Staten har ret til af hensyn til det offentlige vel at træffe de bestemmelser, den finder rigtige, for at begrænse udøvelsen af visse rettigheder eller adgangen til embeder til bestemte grupper i samfundet eller for at forskelsbehandle andre. Og religiøse skillelinjer kan undertiden bestemme en sådan politik, som når tronfølgen kan være betinget af, at man holder sig til en bestemt bekendelse, eller når præster fra alle kirker ved lov er udelukket fra Girard Colleges område.

19. Gik Luther aldrig ind for at straffe kætteri med døden?

Aldrig. Når han krævede, at staten skulle straffe gendøberne, var det ikke på grund af deres lære, men fordi de anstiftede oprør og søgte at styrte øvrigheden. Under religionens dække lagde de planer mod staten, og overalt, hvor lejligheden bød sig, tilranede de sig dens magt.

20. Er staten derfor uden myndighed i kirkelige sager?

Kirkens ydre forhold kommer ind på et område, hvor staten ikke kan se bort fra dem. Kirken har et legeme såvel som en sjæl, og dette legeme hører som alle andre sammenslutninger under den borgerlige øvrigheds myndighed. Skal kirken have et fast sted for gudstjenesten, varer det ikke længe, før den må erhverve ejendom med lovlig adkomst og kunne hævde sin ret til denne ejendom ved domstolene. Skal dens forskellige menigheder bestå varigt, må den have embedsbærere, hvis tid og arbejde må sikres ved indsamling af midler, og disse midler må reguleres ved lov. Skal den uddele almisser og samle midler ved at modtage testamentariske gaver og donationer, vil den på hvert trin have brug for lovens hjælp. Kirken fremmer den offentlige moral og er gennem den moralske holdning, den skaber, den stærkeste støtte for regeringens myndighed. Derfor kan den med rette bede om visse begunstigelser og fritagelser. Da ægteskabet både har en religiøs og en borgerlig side, sørger staten ofte for det, der i praksis er en forening af de to embeder, og gør i dette øjemed præster til domstolenes embedsmænd under lovens strenge tilsyn og kontrol. Det er også statens pligt klart at fastlægge grænserne for det kirkelige område og at holde det strengt inden for dets egne grænser, så religionens myndighed ikke, som det ofte er sket, påberåbes til fordel for noget, der tydeligt er et indgreb i den borgerlige lov. Staten kan udskrive faste-, bede- og takkedage, og når omstændighederne er særlig trykkende, kan den bede om, at de kristne menigheders opmærksomhed henledes på bestemte emner, der har nær forbindelse med det, den har tilsyn med. Den har også magt til at tilpasse sine kirkelige krav til de særlige træk ved de forskellige bekendelser, som er repræsenteret blandt dens undersåtter.

Folkenes liv i Guds riges tjeneste

21. Hvad kan man sige om de jordiske rigers skiftende skæbne?

Jordiske stater fødes, vokser, blomstrer, går tilbage og dør ligesom mennesker. Hvert kongerige, hvert kejserrige og hver republik er en del af en stor verdensplan, som dets grundlæggere intet ved om, og som ingen samtidig slægt kan tyde for sig selv. Hver nationalitet har sit særlige præg og sin særlige opgave i forhold til Guds rige. Historiens filosofi er skitseret i Nebukadnesars syn, hvor jordiske riger afløser hinanden, indtil de fortrænges af stenen, der blev revet løs fra bjerget uden menneskehånd (Dan 2,34–35).