Kapitel 41. Det guddommelige forsæt belyst ud fra dets indhold og virkninger

Rækkefølgen i fremstillingen

1. Hvad er summen og kernen i Guds åbenbaring af sig selv for mennesket?

Hans nåde og barmhjertighed i Jesus Kristus (se kap. 9). Den viser sig i, at en forløsningsplan er udtænkt og ført ud i livet. Planens forskellige trin har vi nu fulgt et for et, sådan som det blev sagt i kap. 9, spm. 20. I den rækkefølge, Paulus bruger i Romerbrevet (Rom 9,22–23), er turen nu kommet til forudbestemmelsen.¹ Alt det, evangeliet sørger for i det enkelte, udgør tilsammen det, forudbestemmelsen omfatter. For alt, hvad Gud gør i tiden, har han fra al evighed besluttet at gøre. Hans planer bliver ikke som menneskers ændret af uforudsete omstændigheder.

¹ Det er værd at lægge mærke til, at selv Calvin udskyder behandlingen af dette emne til allersidst i den tredje af de fire bøger, han deler sin «Institutio» i, altså til efter behandlingen af retfærdiggørelsen. Den samme rækkefølge fulgte også vor lutherske teolog Conrad Dietrich i sine Institutiones Catecheticae fra 1613, hvor han behandler forudbestemmelsen efter sin udlægning af den sidste artikel i Den apostolske trosbekendelse, og Hutter i sine Loci fra 1619, hvor den står til sidst i læren om frelsen (soteriologien).

Forudbestemmelsen defineret, og definitionen forklaret led for led. Ordets forskellige betydninger. «Af nåde», «af menneske- slægten», «hvert enkelt menneske». Forholdet til forudviden. I hvilken forstand «absolut» og «betinget». Den betingelse, der forudsættes i rådslutningen. «I Kristus». Er troen en årsag til udvælgelsen? Parallellen til retfærdiggørelsen.

2. Hvad betyder «forudbestemmelse»?

Almindeligt talt en handling, der på forhånd bestemmer eller fastsætter noget.

«Forstavelsen ’forud-’ (pre) betegner den forrang i tid, som forudbestemmelsens rådslutning har frem for de mennesker, der siges at være forudbestemt. Der er altså tale om, at mennesker er bestemt til den evige frelse, før de var eller begyndte at være til» (Bechmann).

3. I hvilke to betydninger bruges ordet?

«Begrebet tages:

«(a) i en mere almindelig betydning om både de troende og de vantro, nemlig som bestemmelsen af begge til et bestemt mål. Således er forudbestemmelsen bestemmelsen til den evige frelse af dem, der tror indtil enden, og til den evige fordømmelse af dem, der er vantro indtil enden; i den betydning omfatter forudbestemmelsen også forkastelsen. Det er imidlertid ikke ordets betydning i denne artikel.

«(b) Forudbestemmelsen tages i Skriftens sprogbrug, for så vidt den står i modsætning til forkastelsen, og betegner kun, at de, der til sidst tror, er bestemt eller beskikket til det evige liv, og at dette er sket, før de troende var til, nemlig fra evighed» (sst.).

4. Hvilket ord betyder det samme som forudbestemmelse?

Udvælgelse. De to ord henviser til den samme Guds handling, men betegner forskellige sider af den. Forudbestemmelse betegner, at handlingen går forud for, at de, den angår, er til; udvælgelse betegner, at handlingen gælder bestemte personer, og viser, at den ikke er almen.

5. Definér forudbestemmelsen eller udvælgelsen.

Den er Guds evige rådslutning, forsæt eller beslutning, hvorefter han af den rene nåde besluttede at frelse ud af den faldne, fordømte og hjælpeløse menneskeslægt hvert enkelt menneske, om hvem han fra evighed forudså, at det ved hans nåde ville være i Kristus indtil livets ende.

6. Hvad er meningen med udtrykket «af den rene nåde»?

At denne rådslutning slet ikke på nogen måde eller i nogen grad var bestemt eller påvirket af hensynet til noget, der fandtes i dem, der blev udvalgt. Bevæggrunden til udvælgelsen findes helt og holdent i Gud selv.

Ef 1,5: «… efter sin gode vilje har han forudbestemt os til en status som barn hos sig ved Jesus Kristus.»

Rom 11,5–6: «… der er … en rest på grund af en nådesudvælgelse. Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde.»

7. Hvad menes der med, at Gud besluttede «at frelse ud af menneskeslægten»?

Det betyder, at udvælgelsen ikke er almen, sådan som Huber underligt nok lærte, at den var. Allerede ordet «udvælgelse» siger det, og resultatet viser det også, for ikke alle bliver frelst.

8. Hvad siges der med ordene «ud af den faldne, fordømte og hjælpeløse menneskeslægt»?

At menneskets fald, fordømmelse og syndige tilstand ikke er en følge af forudbestemmelsens rådslutning, men at rådslutningen går ud fra eller forudsætter alt dette. Det er fortabte og faldne mennesker, som forudbestemmelsen skal frelse for evigt. Forudbestemmelsen er Guds beslutning om at skaffe et middel mod faldets følger.

9. Hvorfor siger du «hvert enkelt menneske»?

Fordi udvælgelsen har med mennesker at gøre, ikke som en gruppe, men som enkeltpersoner. Hver eneste mand, kvinde og barn, der bliver frelst for evigt, var særskilt og personligt genstand for Guds udvælgelse fra al evighed. Ligesom vi fødes og dør og skal aflægge regnskab over for Gud som enkeltpersoner, ligesom vi genfødes, retfærdiggøres og helliggøres som enkeltpersoner, og ligesom vi døbes og modtager nadveren som enkeltpersoner, sådan er også udvælgelsen eller forudbestemmelsen en handling af Guds vilje over for hver person og hvert tilfælde for sig. Over for en gruppe er den det kun, fordi gruppen består af sådanne enkeltpersoner.

«I sit råd, sit forsæt og sin beslutning har han ikke blot beredt frelsen i almindelighed, men har i nåde taget hver eneste af de udvalgte personer, som skal frelses ved Kristus, i betragtning og udvalgt dem til frelse» (Konkordieformlen, s. 653).

10. Hvad er meningen med ordene «om hvem han fra evighed forudså»?

Ordene fastslår for det første, at rådslutningen, som selve ordet forudbestemmelse antyder, går forud for, at de personer, som Guds sind og vilje således var optaget af, var til; for det andet, at forudbestemmelsen ikke er det samme som forudviden; og for det tredje, at forudviden ikke afhænger af forudbestemmelsen, men forudbestemmelsen af forudviden. Det er naturligvis sagt på menneskelig vis (antropomorfisk), men ikke desto mindre i overensstemmelse med Den Hellige Skrift og derfor med den absolutte sandhed.

11. Hvorfor kan forudbestemmelsen ikke sættes lig med forudviden?

«Fordi forudviden strækker sig til alle skabninger, gode og onde. Han forudser og ved forud alt, hvad der er eller vil være, hvad der sker eller vil ske, hvad enten det er godt eller ondt, eftersom alle ting for Gud, hvad enten de er fortidige eller fremtidige, er åbenbare og nærværende … Men forudbestemmelsen angår ikke på samme tid de gudfrygtige og de ugudelige, men kun Guds børn, som blev udvalgt og bestemt til det evige liv, før verdens grundvold blev lagt (Ef 1,4–5)» (Konkordieformlen, s. 650).

12. I hvilken forstand afhænger forudbestemmelsen af forudviden?

Gud har ikke forudbestemt alt, hvad han har vidst forud («for alt, hvad Djævelens og menneskers forkerte, onde vilje sætter sig for og ønsker at gøre og vil gøre, ser og ved Gud forud», sst.). I sin uudgrundelige vilje har han hos sine skabninger tilladt en vis grad af frihed og kontingens (at noget kan ske eller ikke ske) og tildelt dem et vist moralsk ansvar. Og da han fra al evighed ved, hvad der vil komme ud af den måde, de forvalter det betroede på, har han også bestemt, hvordan deres afgørelser og handlinger skal behandles i hvert enkelt tilfælde. Den guddommelige forudviden registrerer ufejlbarligt hele fremtiden, og den guddommelige vilje handler i forhold til alt, hvad der således er registreret, uden at ophæve skabningens viljefrihed i de ting, han har overladt til denne frihed (se kap. 5, spm. 18). Når Gud altså har villet, at en bestemt afgørelse hos ham skal bestemmes af en skabnings frie afgørelse, vil skabningens frihed helt sikkert blive bevaret i resultatet. Men hvad skabningen vil afgøre, når den bruger denne frihed, og ligeledes hvad hans egen vilje bestemmer om det, ved han fra al evighed, og han lægger sine planer derefter.

«Således er der ingen tvivl om, at Gud før verdens tid helt nøjagtigt og sikkert har set og stadig ved, hvem af de kaldede der vil tro, og hvem der ikke vil tro; ligeledes hvem af de omvendte der vil blive i troen, og hvem der ikke vil; hvem der efter et fald vil vende om, og hvem der vil gå til grunde i sine synder» (Konkordieformlen, s. 659).

13. Er forudbestemmelsens rådslutning da absolut?

Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvad man forstår ved «absolut». Betyder det «fast», «uigenkaldelig», «uden betingelser», så er den absolut. Udvælgelsens rådslutning indeholder intet forbehold. Dens formel lyder ikke: «Maria Magdalene skal frelses, hvis hun ved Guds nåde er i Kristus indtil livets ende.»

Om forbeholdet eller betingelsen bliver opfyldt eller ej, er indeholdt i den forudviden, der bestemte forudbestemmelsen. At Maria Magdalene ved Guds nåde er i Kristus ved slutningen af sit jordiske liv, er forudset og vidst forud fra al evighed; og fordi det er vidst forud, er hun et udvalgt Guds barn, hvis frelse er uigenkaldeligt forudbestemt.

Betyder «absolut» derimod, at der ikke regnes med nogen betingelse i den guddommelige forudviden, og at der ikke er fastsat nogen orden, som udvælgelsen er bestemt i betragtning af, og som der ikke findes nogen udvælgelse uden for, så bruges ordet forkert.

«Denne Guds evige udvælgelse eller bestemmelse til det evige liv skal ikke betragtes i Guds hemmelige, uransagelige råd på en sådan måde, som om den ikke rummede andet, end at Gud forudså, hvem og hvor mange der skulle frelses, og hvem og hvor mange der skulle fordømmes, eller at han blot holdt mønstring og ville sige: ’Denne skal frelses, den anden skal fordømmes; denne skal blive standhaftig, den anden skal ikke blive standhaftig’» (Konkordieformlen, s. 651).

14. Er den betinget?

Det må besvares på samme måde. I rådslutningen er der ingen betingelse eller forbehold. Men forskellen mellem de udvalgte personer og dem, der ikke er udvalgt, bestemmes ikke af, at Gud skulle være uvillig til at sørge for alles frelse, men af det forskellige forhold og den forskellige holdning, de har til den frelsesorden, der er givet i Kristus.

«Derfor beskrives de udvalgte således: ’Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv’ (Joh 10,27 ff.). Og (Ef 1,11.13): De, der efter forsættet er forudbestemt til en arv, hører evangeliet, tror på Kristus, beder og takker, helliggøres i kærlighed, har håb, tålmodighed og trøst under korset (Rom 8,25); og selv om alt dette er meget svagt i dem alle, hungrer og tørster de dog efter retfærdighed (Matt 5,6). Således giver Guds Ånd de udvalgte det vidnesbyrd, at de er Guds børn, og når de ikke ved, hvad de skal bede om, som de bør, går han i forbøn for dem med uudsigelige sukke. Således viser Den Hellige Skrift også, at Gud, som har kaldet os, er så trofast, at når han har begyndt en god gerning i os, vil han også bevare den og føre den videre indtil enden, hvis vi ikke selv vender os bort fra ham, men holder fast ved den påbegyndte gerning til enden; og for at vi kan holde fast ved den, har han lovet sin nåde» (Konkordieformlen, s. 655).

Alt dette går ud på, at de udvalgte efter Guds vilje følger en bestemt orden, mens de ikke-udvalgte står uden for denne orden, og det ikke efter Guds vilje.

«Ved denne særlige udvælgelse har Gud ikke lukket frelsens dør for nogen, når han efter sin ufejlbarlige forudviden ikke udvalgte alle, men kun nogle til frelse. For det skete ikke, fordi han ikke ville udvælge alle, eller fordi han endnu i dag ikke skulle ville, at alle bliver frelst, men fordi han vidste forud, at kun få og ikke alle ville tage imod hans ord og blive i troen» (Quenstedt, III, 51).

15. Hvilken forsigtighed har vore teologer vist, når de bruger disse udtryk?

De definerer dekretet som «ikke absolut, men ordnet og relativt; ikke betinget, men kategorisk og enkelt». Ved «ordnet» mener de «det, som er fastsat gennem en bestemt orden af midler». For det har behaget Gud at frelse dem, som tror, ved forkyndelsens tåbelighed, dvs. ved hele den række af virkemidler, som evangeliet omfatter (1 Kor 1,21). Når de siger, at dekretet ikke er betinget, skelner de mellem det og Guds vilje. Da «Gud efter sin umådelige godhed ville give alle frelsen på betingelse af troen på Kristus, var denne vilje betinget, mens udvælgelsens dekret ikke var betinget» (Hollaz). For det byggede på en ufejlbarlig forudviden og var derfor, som sagt i spm. 13, uigenkaldeligt og uden forbehold.

16. Hvilken betingelse bygger det dekret, der ikke er betinget, da på?

At den person, som dekretet gælder, er «i Kristus», og vel at mærke «indtil livets ende».

Ef 1,4: «Ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse.»

Ingen er udvalgt, uden at han er og bliver i Kristus. At han er i Kristus, er ikke følgen af hans udvælgelse, men betingelsen for den. Dog er dette at «være i Kristus» ikke noget, mennesket når frem til ved egne kræfter. Som det videre hedder i definitionen (se ovenfor, spm. 5), sker også det «af Guds nåde» (se kap. 9, spm. 20). For det er «af Guds nåde», at Guds Søn blev menneske og ved sin lydighed vandt den fortjeneste, som alene gør vor frelse og arven til det evige liv mulige. Den eneste grund til udvælgelsen er derfor Kristi fortjeneste.

17. Men siger udtrykket «i Kristus» ikke endnu mere end at Kristi fortjeneste er tilvejebragt til menneskets frelse?

Det siger, at det, Kristus har tilvejebragt, også er blevet anvendt og tilegnet. Selv om Kristus er død for alle, er ikke alle udvalgte, for ikke alle er «i Kristus» indtil livets ende. Hvad det er at «være i Kristus», siger Paulus i Fil 3,9:

«Og blive fundet i ham, ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven, men ved retfærdigheden ved tro på Kristus, nemlig retfærdigheden fra Gud på grund af troen.»

«I» betegner «den årsag, for hvis skyld» noget sker. Udvælgelsens dekret er derfor givet i betragtning af Kristi retfærdighed, sådan som den ved troen tilhører den, der er forudbestemt til det evige liv. Det, der skiller de ikke-udvalgte fra de udvalgte, er, at de førstnævnte er uden den tro, som griber Kristi retfærdighed og gør den til deres egen, mens de sidstnævnte har den.

18. Indfører dette ikke en synergistisk vildfarelse i læren om forudbestemmelsen, når troen gøres til en årsag til udvælgelsen, så man dermed benægter, at udvælgelsen er en handling af Guds frie vilje?

Ingen sætning kan formuleres så omhyggeligt, at den ikke kan fordrejes, når den tages for sig selv. Troen står i præcis samme forhold til forudbestemmelsen som til retfærdiggørelsen. Mennesker bliver retfærdiggjort, ikke på grund af troen, men ved troen for Kristi fortjenestes skyld, eller på grund af den tro, som griber Kristi fortjeneste. Præcis sådan bliver de udvalgt, ikke på grund af troen, men ved troen for Kristi fortjenestes skyld, eller på grund af den tro, som griber Kristi fortjeneste. Kristi fortjeneste retfærdiggør ikke, medmindre troen griber den. Troen retfærdiggør heller ikke, hvis den griber noget andet end Kristus, eller endog hvis den griber Kristus uden for hans guddommelig-menneskelige person og den retfærdighed, han har vundet ved sit præsteembede. Både forudbestemmelsen og retfærdiggørelsen sker derfor for Kristi fortjenestes skyld, sådan som troen griber den. Man kan ikke tillægge troen noget på det ene område, som ikke kan tillægges den på det andet. Man bør heller ikke frakende den noget på det ene område, som ikke frakendes den på det andet. Retfærdiggørelsen er i tiden vidnesbyrdet om Guds evige forudbestemmelse; forudbestemmelsen er fra al evighed vidnesbyrdet om det, som skulle ske i vor retfærdiggørelse. Derfor må sådanne vanskeligheder altid løses ved at vende sig til den trosartikel, som særlig er berørt. (Se især kap. 17, spm. 15–17, og kap. 18.)

19. Kan du anføre et udsagn fra en luthersk teolog, som almindeligvis anses for at have vægt?

«Med høj røst erklærer vi, at Gud, da han udvalgte mennesket til det evige liv, ikke fandt noget godt i mennesket, og at han hverken så på gode gerninger eller på brugen af den frie vilje, ja, ikke engang på troen selv, sådan at han udvalgte disse bevægelser eller for deres skyld udvalgte nogle mennesker. Vi siger tværtimod, at det alene og udelukkende var Kristi fortjeneste, hvis værd Gud så på, og at han af ren nåde fattede udvælgelsens dekret. Men da Kristi fortjeneste kun får plads i mennesket ved troen, lærer vi, at udvælgelsen skete i betragtning af Kristi fortjeneste, sådan som den skulle gribes ved troen. Vi fastholder, at alle de og kun de er udvalgt af Gud fra evighed til frelse, som han forudså ved Helligåndens virkekraft gennem evangeliets tjeneste i sandhed ville tro på Kristus som Forløser og blive i troen indtil livets ende. Vi vil med største korthed fremlægge argumenterne for dette: (1) Udvælgelsen skete i Kristus (Ef 1,4). Men det er kun ved troen, at vi er i Kristus (Ef 3,17). Derfor er de udvalgt, ’som vil komme til tro på ham’ (1 Tim 1,16). (2) Udvælgelsen er et dekret om at retfærdiggøre og frelse mennesker. Men det er kun ved troen, at Gud i tiden retfærdiggør og frelser mennesker (Rom 3–4; Gal 2–3; Ef 2 osv.). Derfor besluttede Gud fra evighed kun at retfærdiggøre og frelse dem, som ville tro; og følgelig har han udvalgt alle de og kun de, som han har forudset ved troen ville blive i Kristus. (3) Uden for Kristus er ingen udvalgt. Men syndige mennesker er, når der ses bort fra troen, uden for Kristus. Syndige mennesker er altså ikke udvalgt, uden at der ses på troen. Ligesom Paulus siger (Ef 1,4), at Gud har udvalgt os i Kristus, siger han derfor i 2 Thess 2,13, at han har udvalgt os i troen; for vi kunne ikke være udvalgt i Kristus uden i betragtning af den tro, som griber Kristus … Retfærdiggørelsen, som skete i tiden, er et spejl af udvælgelsen, som skete før tiden» (Gerhard, II, 86).

«Det, som Gud gør i tiden, er åbenbaringen af det, han besluttede at gøre i tiden. Heraf slutter vi, at den måde, han retfærdiggør og frelser mennesker på i tiden, er den samme som i det evige dekret om deres frelse, der kaldes udvælgelsen … Men

Joh 6,40: ’Dette er min Fars vilje, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.’

… Kort sagt svarer dekretet og dekretets udførelse nøjagtigt til hinanden. Heraf er det åbenbart, at hverken udvælgelsens eller forkastelsens dekret siges at være absolut. Udvælgelsens dekret er derimod givet i betragtning af Kristus, sådan som han skal gribes ved troen, og alle de og kun de er udvalgt af Gud, som Gud forudså ved Helligåndens virkekraft gennem Ordets tjeneste ville blive ved med at tro på Kristus, menneskeslægtens genopretter. Omvendt er forkastelsens dekret givet i betragtning af den endelige ubodfærdighed og vantro» (sst., II, 49).

20. Kan dette sættes op i skemaform?

Ja.

Retfærdiggørelsens og udvælgelsens formel er en og den samme. Intet må godtages om retfærdiggørelsen, som forkastes om udvælgelsen.

Est enim vera regula illa usitata: Eaedem sunt causae Electionis quae sunt Justificationis [For den gængse regel er sand: Udvælgelsens årsager er de samme som retfærdiggørelsens] (Hutter, L. T., 801).

De fire og de otte forhold, man må regne med, når læren skal fremstilles

21. Hvilke forhold må man altid have klart for øje, når man forsøger at give en tilfredsstillende fremstilling af dette emne?

«Står de følgende søjler, falder det absolutte dekret; står det absolutte dekret, falder disse søjler:

«1. Gud vil i fuldt alvor, at alle skal frelses.

«2. Gud skabte alle i Adam i sit billede, hvoraf udødeligheden er en del.

«3. Kristus har ved sin lydighed og helliggørelse fortjent frelsen for alle.

«4. Helligånden tilbyder i Ordet frelsens midler til alle.

«Derfor er ingen ved noget absolut dekret udelukket fra frelsen» (Gerhard, II, 81).

«Vi bør vænne os til ikke at spekulere over Guds rene, hemmelige, skjulte og uransagelige forudviden, men over, hvordan Guds råd, forsæt og bestemmelse i Kristus Jesus, som er den sande livets bog, er åbenbaret for os ved Ordet, nemlig: …

«1. At menneskeslægten i sandhed skulle forløses og forsones med Gud ved Kristus …

«2. At Kristi fortjeneste og velgerninger skulle tilbydes, gives og uddeles ved hans ord og sakramenter.

«3. At han ved sin Helligånd ville være virksom og kraftig i os gennem Ordet …

«4. At han ville retfærdiggøre alle, som i sand omvendelse tager imod Kristus i en sand tro …

«5. At han ville helliggøre dem, som således er retfærdiggjort …

«6. At han ville forsvare dem mod djævelen, verden og kødet, styre og lede dem på sine veje, rejse dem op igen, når de snubler, og trøste og bevare dem under korset og i fristelsen.

«7. At han ville opretholde den gode gerning, han har begyndt, indtil enden …

«8. At han evigt ville frelse og herliggøre dem, som han har udvalgt, kaldet og retfærdiggjort, i det evige liv» (Konkordieformlen, s. 653).

Troen er snart en betingelse, snart en følge

22. Men er troen ikke frugten og følgen af forudbestemmelsen?

Der kan let opstå forvirring, når ordet forudbestemmelse bruges i to forskellige betydninger. Bene docet qui bene distinguit [Den, der skelner godt, lærer godt]. På den ene side betegner forudbestemmelsen Guds beslutning om at tilvejebringe frelse for mennesket, og den omfatter hele den række af virkemidler, hvorved dette skal ske, nemlig Guds Søns menneskevordelse, forløsningen, Helligåndens gave, kaldet, oplysningen, genfødslen, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, nådemidlerne, kirken, prædikeembedet osv. I denne betydning er troen en frugt og følge af forudbestemmelsen. Men på den anden side bruges forudbestemmelsen om det, som gør forskel på mennesker, dvs. den evige udvælgelse, hvis virkning er at frembringe to adskilte grupper, de udvalgte og de ikke-udvalgte. Det er i denne betydning, emnet behandles her. I denne betydning er troen ikke følgen af forudbestemmelsen, men indgår i betingelsen, nemlig sådan som den er forbundet med Kristi fortjeneste, som den griber. Selv Kristi fortjeneste er i den ene betydning af forudbestemmelsen en følge, for Kristi gave var følgen af Guds forudbestemmelse; men i den anden, og det er ordets sædvanlige betydning, er den betingelsen.

Vigtig advarsel om troen

23. Er der ikke alligevel grund til forsigtighed, når man beskriver troens forhold til udvælgelsen?

Jo, bestemt. For troen bliver alt for ofte betragtet som et resultat af menneskets egne kræfter, og man glemmer katekismens ord:

«Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham.»

Der er en stærk tilbøjelighed til at gøre den til en grund i stedet for blot et redskab til at modtage barmhjertigheden. (Se kap. 17, spm. 11–13.) Det er det, Konkordieformlen sigter til, når den siger (s. 665):

«Det er falsk og forkert, når det læres, at ikke alene Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste, men også noget i os er en årsag til Guds udvælgelse, for hvis skyld Gud har udvalgt os til det evige liv.»

De udvalgte: Er alle troende udvalgte? Kan de udvalgte falde? Kan man vide, om man er udvalgt?

24. Er alle, der tror, udvalgte eller forudbestemt til livet?

Det er vist (kap. 17, spm. 36), at troen kan gå tabt, og det endda sådan, at den aldrig bliver genoprettet (kap. 17, spm. 37; kap. 8, spm. 59–60). Derfor er ikke alle, der er genfødt, udvalgte, men kun de, der ved livets afslutning tror på Kristus. For løftet lyder:

Åb 2,10: «Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.»

25. Kan de udvalgte falde fra Guds nåde?

Ja, men kun for en tid. For hvis de for bestandig blev skilt fra Gud, kunne de ikke være udvalgte, eftersom Guds forudviden er ufejlbarlig (se kap. 5, spm. 17–18).

26. Kan man vide, om man er udvalgt?

Man kan vide, at man er genfødt og retfærdiggjort (kap. 17, spm. 38–40), og at der fra Guds side ikke vil mangle noget middel eller nogen anstrengelse for at holde én fast i denne nåde.

Joh 10,28: «Ingen skal rive dem ud af min hånd.» Fil 1,6.

Men da et menneske af egen vilje når som helst i sit jordiske liv kan forlade denne nåde, er hans vished om udvælgelsen «ikke absolut, men betinget og ordnet». Derfor frygter Paulus,

«… for at jeg, som har forkyndt for andre, ikke selv skal blive forkastet», 1 Kor 9,27.

Men ved livets afslutning er han så fuldstændig sikker på sin udvælgelse, at han med den største tillid udbryder:

2 Tim 4,7–8: «Jeg har kæmpet den gode kamp, fuldført løbet og bevaret troen; nu ligger retfærdighedens sejrskrans parat til mig, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag.»

«Mellem den stadige tvivls Scylla og den absolutte sikkerheds Charybdis går vor tros skib sin vej og følger Guds ords ledestjerne. Vi stoler på Gud for de rige og ufejlbarlige løfters skyld, som han har givet os. Men samtidig frygter vi Gud på grund af vort køds svaghed og fristelser. Derfor beder vi ham inderligt om udholdenhedens gave og stoler på, at vi får den. Men for at undgå al kødelig sikkerhed beder vi samtidig om, at vor tro må blive styrket ved betragtning af Ordet og ved brugen af sakramenterne, og vi stræber alvorligt efter at gå frem dag for dag på gudfrygtighedens vej» (Gerhard, II, 105).

27. Hvad er lægemidlet mod tvivlen om, hvorvidt man hører til de udvalgtes tal?

«Hvis troen svækkes i anfægtelserne, og troens følelse næsten er slukket, bør vi se hen til de almene løfter, hvor Gud tilbyder alle sin nåde; til Kristi fortjeneste, som angår alle; til Ordets og sakramenternes tjeneste, hvor Gud tilbyder alle sin Søns goder; til dåben, en god samvittigheds bøn til Gud. Vi må ty til nadveren, hvor Kristus tilbyder os selve det legeme at spise, som han gav i døden for os, og selve det blod at drikke, som han udgød for os på korsets alter. Af alt dette bør vi slutte, at Gud oprigtigt vil, at vi, når vi erkender vore synder, tror på Kristus og ved troen får del i den evige frelse» (sst.).

De ikke-udvalgte: Hvad «forkastelse» betyder.

Hvorfor forudbestemmelsen kun gælder nogle. Rom 9,15 ff. forklaret.

28. Hvordan forholder Gud sig til de ikke-udvalgte?

De kaldes «forkastede» (1 Kor 9,27; 2 Kor 13,5), dvs. «ikke godkendte», «opgivne», «forkastede». 29. Er forkastelsen det nøjagtige modstykke til forudbestemmelsen eller udvælgelsen?

Nej. For forkastelsen overlader blot det faldne menneske til følgerne af dets synd, mens forudbestemmelsen eller udvælgelsen indfører en ny orden, nemlig forløsningens orden, hvorved der er sørget for frelse fra synden.

30. Er de forkastedes tilstand nøjagtig den samme, som hvis Kristus ikke var død, og de aldrig havde fået evangeliets tilbud?

Nej. Deres skyld og straf bliver større.

Joh 15,22: «Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.» Joh 3,18: «Den, som ikke tror, er allerede fordømt, fordi han ikke har troet på Guds eneste Søns navn.»

Joh 16,8–9: «Han skal overbevise verden om synd …: at de ikke tror på mig.»

31. Hvad er så forkastelsen?

Det er den guddommelige beslutning, hvorefter Gud i udøvelsen af sin retfærdighed overlader dem, som til livets ende afviser den guddommelige nådes tilbud, til følgerne af deres synder, og især til følgerne af den større skyld, de pådrager sig ved ikke at tro på Kristus.

32. Hvorfor gælder forudbestemmelsen kun nogle og ikke alle?

Svaret på dette spørgsmål skal ikke søges i Guds absolutte vilje. For «fra evighed besluttede han at virke sådan sammen med sit ord og evangeliets forkyndelse, at ingen skulle mangle troen undtagen dem, der til livets ende ville foragte de midler, som giver troen, og selve nåden».² Alle de skriftsteder, hvor Gud erklærer, at det ikke er hans vilje, at nogen skal gå fortabt, beviser dette klart (Ez 33,11; 2 Pet 3,9; Matt 23,37; se kap. 9, spm. 10–16). Forudbestemmelsen bliver altså begrænset til nogle, fordi menneskets frie vilje afviser og modsætter sig Guds kærlige hensigter lige til livets ende.

² «Omnibus hominibus sufficiens gratia datur; infidelibus, ut credant; fidelibus, ut perseverent.» [Alle mennesker gives tilstrækkelig nåde: de vantro, for at de skal tro; de troende, for at de skal blive ved.] (Hutter, L. T., 798.)

33. Men strider dette ikke mod Rom 9,15: «Jeg vil forbarme mig over den, jeg forbarmer mig over», og «han forhærder den, han vil» (Rom 9,18)?

Dette sted bliver fuldstændig misforstået, når man udlægger det, som om det lærte, at Gud har skabt nogle til vrede og andre til barmhjertighed. Paulus kæmper givetvis med tvivl og vanskeligheder, som ofte mødte ham, når han tænkte over dette spørgsmål. «Det gamle menneske» i Paulus drager Guds retfærdighed i tvivl i betragtning af menneskenes forskellige skæbner. Og «det nye menneske» i Paulus svarer, at forskellen ikke hviler på retfærdighed, men på ren barmhjertighed – og at retfærdigheden alligevel ikke ville blive krænket ved denne udøvelse af barmhjertighed, selv om den blev begrænset. Hvor alle havde fortjent den evige død, kunne ingen klage over uretfærdighed, uanset hvor mange eller hvor få der blev omfattet af forløsningens plan. Spørgsmålet om, hvor vidt denne frelse rækker, besvares klart i andre skriftsteder.

«Da det var apostelens hensigt at forsvare Guds retfærdighed mod de jødiske modstanderes tunger, viser han, at Gud er retfærdig overalt, hvad enten han af barmhjertighed frelser mennesker, eller han ved sin retfærdige dom forhærder og fordømmer dem. Som eksempel på forhærdelse nævner han Farao, kirkens største forfølger. Men over hvem han vil forbarme sig, og hvem han vil forhærde, afgør apostelen ikke på dette sted. Hele Skriften viser imidlertid, at Gud i sin elskede Søn vil forbarme sig over alle, der tror, og at han vil forhærde dem, der hårdnakket kæmper imod hans ord, for i dem at vise sin retfærdighed, sådan som eksemplet med Farao viser.»

«Man må ikke drage den slutning, at ligesom pottemageren af den samme masse laver nogle kar til ære og andre til vanære, sådan skaber Gud ved en absolut beslutning nogle forudbestemte til frelse og ved en absolut beslutning andre forkastede til fordømmelse og fortabelse. For det ville være i strid med:»

«1. Sammenhængen. Apostelen siger ikke, at Gud bereder vredens kar, men at han ’med stor overbærenhed har båret over med vredens kar, som er beredt til fortabelse’. Hvad Gud bærer over med i stor overbærenhed, laver han ikke selv. Augustin har sagt det smukt: ’Gud laver ikke vredens kar, men finder dem; han finder ikke nådens kar, men laver dem.’»

«2. Skriften, som forklarer denne Guds overbærenhed sådan, at Gud ved den kalder til omvendelse (Rom 2,4). Hvordan kan han da berede dem til fortabelse, når han vil, at de ikke længere skal være vredens kar?»

«3. Apostelens egne ord. De kaldes ’vredens kar’, men der kan ikke være nogen Guds vrede, hvor menneskelig uret ikke er gået forud.»

«4. Reglerne for billedtale. Som Chrysostomos siger: ’Billeder må ikke presses på alle punkter.’ Pottemageren har med følelsesløst ler at gøre, som ikke står hans vilje imod. Kan man sige det om mennesker, hvoraf nogle står Helligånden imod, foragter Guds råd og støder Ordet fra sig? Pottemageren er ikke vred på nogen af de to slags kar, hverken dem, der er beredt til ære, eller dem, der er beredt til vanære. Men om de mennesker, der er beredt til fortabelse, siger apostelen, at de er ’vredens kar’.»

«5. Skabelsens artikel: Mennesket blev skabt i Guds billede, og den vigtigste del af dette billede var udødeligheden. Forløsningens artikel: Menneskesønnen kom for at frelse det fortabte. Guds eget væsen: Han er ikke vred på sit eget værk (Visd 11,25 osv.)» (Gerhard, II, 63 ff.).

Læren om forudbestemmelsen må ikke forbigås.

34. Da denne artikel rummer så mange vanskeligheder, ville det så ikke være bedre helt at forbigå den?

På ingen måde. Man skal blot, som tidligere sagt, sørge for, at den behandles på det rette sted og på grundlag af alle de andre artikler.

Jf. det latinske mundheld: Omne simile claudicat [Enhver sammenligning halter].

«For læren om denne artikel kan og bør ikke anses for unyttig eller unødvendig, langt mindre for forargelig eller skadelig, når den fremstilles ud fra og efter forbilledet i Guds ord. For Den Hellige Skrift drøfter og forklarer den grundigt, ikke blot ét enkelt sted og i forbifarten, men mange steder. Derfor bør vi ikke forsømme eller forkaste læren i Guds ord på grund af misbrug eller misforståelse. Men netop derfor, for at afværge al misbrug og misforståelse, bør og skal den rette mening forklares ud fra Skriftens grund» (Konkordieformlen, s. 649).

35. Hvilken trøst giver det at betragte denne lære på dens rette plads og i dens rette orden?

A. Den viser på den mest virkningsfulde måde, «at vi bliver retfærdiggjort og frelst uden alle vore gerninger og fortjenester, af lutter nåde, alene for Kristi skyld.»

«For før vi blev født, ja, før verdens grundvold blev lagt, da vi intet godt kunne gøre, blev vi efter Guds forsæt udvalgt til frelse af nåde og i Kristus.»

B. Den viser, at Gud tog sig så omhyggeligt af denne frelse, at han, før verden blev til, overvejede den og fastsatte, hvordan den skulle gennemføres.

Det er smukt udtrykt i en kendt salme af Paul Gerhardt:

«Fra evighed har du med uforanderlig kærlighed set på mig. Før dette bankende hjerte begyndte at slå, fulgte din ømme barmhjertighed efter mig.»

Sådan også J. A. Rothe:

«Nu har jeg fundet den grund, hvor min sjæls anker sikkert kan blive: Jesu sår, for min synd slået før verdens grundvold blev lagt; hans barmhjertighed skal stå urokket, når himmel og jord er forsvundet.»

C. Den viser, at han tog min frelse så alvorligt, at han har lagt dens fuldbyrdelse i hænderne på en, der ikke er mindre mægtig end Guds Søn selv, og at ingen kan rive os ud af disse hænder (Joh 10,28; Rom 8,38–39).

D. Den viser også, hvordan korset, dvs. dette livs sorger, trængsler og anfægtelser, er med til at virkeliggøre Guds hensigt.

Ved dem bliver de udvalgte, som Paulus lærer i Rom 8,29, gjort ligedannede med Guds Søns billede (se Konkordieformlen, s. 657–658).

Hvordan man skal vogte sig

36. Hvori ligger den særlige fare, når denne lære behandles?

«Vor nysgerrighed har altid langt større lyst til at udforske det, der er skjult og dunkelt, end det, som Gud har åbenbaret i sit ord.»

Hvor langt vi end kommer i behandlingen, har vi ikke før løst én vanskelighed, før en anden møder os. Mysterium hober sig op på mysterium, som tinde på tinde for den rejsende i et bjerglandskab, der opdager, at hver bjergtop kun er indgangen til nye tinder længere fremme. Der kan ikke findes noget menneskeligt sprog, der udtrykker læren fuldt dækkende, eller som kan undvære forbehold og forklaringer, hvis læren ikke skal misforstås. Disse vanskeligheder, siger Konkordieformlen, «kan vi ikke få til at stemme overens», og hvad mere er: «det er os ikke befalet», dvs. Gud har ikke kaldet os til den opgave. Her gælder som i enhver anden artikel i den guddommelige åbenbaring:

5 Mos 29,28: «De skjulte ting hører Herren vor Gud til, men de ting, der er åbenbaret, hører os og vore børn til for evigt.»

Ligesom Johannes i Åbenbaringen (Åb 4,1) ser vi i denne lære en dør åbnet i himlen, og vi får lov at se igennem og få et svagt glimt af det, der ligger bagved. Lad os vogte os for at trænge længere ind end til den yderste grænse for det, som Gud har kaldet os til. Som i læren om treenigheden og om Guds Søns menneskevordelse må vi nøjes med at blive stående dér. Troen begynder, hvor fornuften ender.