Tillæg: Om de troendes åndelige præstedømme. Af dr. Philipp Jakob Spener (1677)

Oversat fra Bibliothek theologischer Klassiker, bd. 21, Gotha 1889.

1. Hvad er det åndelige præstedømme?

Den ret, som vor Frelser Jesus Kristus har købt til alle mennesker, og som han har givet dem, der tror på ham, ved at salve dem med sin Helligånd. I kraft af den bringer de Gud velbehagelige ofre, beder for sig selv og andre og skal hver især opbygge sig selv og sin næste.

2. Er der noget skriftvidnesbyrd om det?

Ja: Åb 1,5–6; 5,10; 1 Pet 2,9.

3. Hvorfor kaldes det et åndeligt præstedømme?

Fordi det ikke bringer legemlige, men kun åndelige ofre, og fordi det i sit embede kun har med åndelige gerninger at gøre (1 Pet 2,5).

4. Hvorfra stammer dette åndelige præstedømme?

Fra Jesus Kristus, den sande ypperstepræst efter Melkisedeks vis (Sl 110,4). Han har ingen efterfølger i sit præstedømme, men forbliver alene ypperstepræst i al evighed. Derfor har han også gjort de kristne til præster for sin Fader, og deres ofre er hellige og bliver taget imod af Gud alene på grund af hans offer (Hebr 8,1–6; 7,23–28; jf. spm. 2; 1 Pet 2,5).

5. Hvordan bliver de kristne præster?

I Det Gamle Testamente blev præsterne ikke valgt, men født til embedet. Sådan er det også genfødslen i dåben, der giver os Guds børns guddommelige ret og derfor indsætter os i det åndelige præstedømme, som hører med til den (Jak 1,18).

6. Hører salvelsen ikke også til præstedømmet?

Jo. Fordums præster blev indviet med hellig salveolie (2 Mos 28,41), og Kristus blev salvet (Sl 45,8) med den allerhelligste glædens olie, Helligånden, og kaldes derfor Kristus, «den Salvede». På samme måde har han af nåde (Joh 1,16) givet dem, der tror på ham, del i den samme salvelse, om end i mindre mål (Sl 45,8; Hebr 1,9).

7. Har alle troende da del i salvelsen?

Ja. Alle har modtaget den og beholder den, så længe de bliver i den guddommelige orden (1 Joh 2,20.27).

8. Men hvortil blev Kristus salvet?

Til konge, ypperstepræst og profet, for i Det Gamle Testamente var det skik at salve sådanne personer.

9. Hvortil bliver de, der tror på ham, salvet?

Ligeledes til konger, præster og profeter, for profetembedet er indbefattet i præsteembedet (se spm. 2).

10. Hvem er sådanne åndelige præster?

Alle kristne uden forskel (1 Pet 2,9): gamle og unge, mand og kvinde, slave og fri (Gal 3,28).

11. Men tilhører navnet «præst» ikke kun prædikanterne?

Nej. Prædikanterne er efter deres embede ikke egentlig præster. De kaldes ingen steder sådan i Det Nye Testamente; de kaldes «Kristi tjenere», «forvaltere over Guds hemmeligheder», «biskopper», «ældste», «evangeliets tjenere», «Ordets tjenere» osv. Navnet «præst» er derimod et fælles navn for alle kristne og tilhører ikke prædikanterne i nogen anden betydning end de andre kristne (1 Kor 4,1; 3,5; 1 Tim 3,1–2; 5,17; Ef 3,6–7; ApG 26,17; Luk 1,2).

12. Men er prædikanterne ikke de eneste «åndelige»?

Nej. Også denne betegnelse tilhører alle kristne (Rom 8,5.9).

13. Hvad er det åndelige præstedømmes pligter?

De er af mange slags. Men vi kan samle dem i tre hovedgerninger: 1. at ofre, 2. at bede og velsigne og 3. at have med Guds ord at gøre. Af disse er det første altid blevet regnet for præstedømmets egentlige embede, mens det sidste også kaldes det profetiske embede.

14. Hvad skal de åndelige præster ofre?

Først og fremmest sig selv med alt, hvad der hører dem til, så de ikke længere vil tjene sig selv, men kun ham, der har købt og forløst dem (Rom 6,13; 14,7–8; 2 Kor 5,15; 1 Kor 6,20; Sl 4,6; 110,3; 1 Pet 3,18). Ligesom offerdyrene i Det Gamle Testamente blev skilt ud fra de andre dyr (2 Mos 12,3–6), sådan skal de derfor skille sig ud fra verden og dens urenhed (Rom 12,2; 2 Kor 6,14–18; Jak 1,27).

Derfor blev de kaldt «en udvalgt slægt» (3 Mos 20,26; 1 Pet 2,9).

15. Hvordan skal vi ofre vort legeme og dets lemmer til Gud?

Ved at vi ikke giver vort legeme hen til synden, men kun til Guds ære og tjeneste (Rom 12,1; 6,13; jf. spm. 14), og derfor holder det i tugt (1 Kor 9,27) og undertrykker de onde lyster, der vil virke gennem vore lemmer. Det kalder Skriften at «hugge af» vore lemmer (Matt 5,29–30; 18,8–9; 19,12).

16. Hvordan skal vi ofre vor sjæl til Gud?

Sådan at den sammen med vort legeme er Guds hellige tempel og bolig (1 Kor 3,16–17); at vor fornuft bliver taget til fange i lydighed mod Kristus (2 Kor 10,5); at vor vilje bøjer sig for Guds vilje i sand hengivelse og villig lydighed (1 Sam 15,22; Matt 6,10; 26,39; Hebr 10,5–7); og at vor ånd og vort hjerte i sand anger er et offer, der behager Gud (Sl 51,19–20).

17. Hvordan skal vi desuden ofre os selv til Gud?

Ved at være villige til at tage imod ethvert kors af hans hånd; ved at overgive os til ham, så han kan sende over os, hvad han finder for godt (2 Sam 15,26); og ved også at være rede til at ofre vort liv efter hans vilje, til hans ære (Fil 2,17–18; 2 Tim 4,6).

18. Skal vi ikke også ofre vor gamle Adam til Gud?

Jo. Ligesom «det bandlyste» (3 Mos 27,28–29) blev dræbt som helliget og dermed ofret til Gud, sådan skal vi i samme betydning dræbe og ofre vor gamle Adam (Rom 6,6; Gal 5,24; Kol 3,5).

19. Hvad skal vi ellers ofre?

Vort hjerte og vor tunge til bøn, lovsang og tak (Sl 141,2; 50,14.23; 69,31–32; Hebr 13,15; Sl 27,6; 107,22; 116,17–18; Hos 14,3); og også vort jordiske gods, når vi ser, at hans ære dermed bliver fremmet, og der er anledning til at vise barmhjertighed mod dem, der er i nød, især mod Kristi lemmer (Hebr 13,16; Matt 25,40; ApG 24,17; Fil 4,18; Luk 21,1–4).

20. Er der slet ikke mere, vi skal ofre?

Jo, især evangeliets lære og med den vore medmennesker, som derved bliver omvendt og helliget til Gud (Mal 1,11; Rom 15,16; Es 60,7; Fil 2,17–18; jf. spm. 17).

21. Men skal vi ikke også bringe Gud sådanne ofre for at sone vore synder?

Nej. For Kristus alene har ved sit offer gjort fyldest for os, og den, der lægger sit eget offer til for at gøre fyldest, forringer og foragter Kristi offer (Hebr 10,14).

22. Men er de ofre, vi bringer Gud, og som er nævnt ovenfor, helt rene?

I sig selv ville de ikke være fuldkommen rene. Men i kraft af Jesu hellige offer er også vore ofre rene og behager Gud for hans Søns skyld (1 Pet 2,5).

23. Hvor ofte og hvornår skal vi bringe sådanne ofre?

Altid, hele livet igennem. For selv om vi en gang for alle giver os hen og helliger os til ham med legeme og sjæl, når vi første gang giver vort hjerte til hans tjeneste, skal denne beslutning ikke blot fornyes ofte, men sådanne ofre skal bringes Herren daglig, ja, hver time.

24. Hvad hørte ellers til Kristi præsteembede ud over ofrene?

Ypperstepræsten i Det Gamle Testamente velsignede folket (4 Mos 6,23–27) og bad for det (4 Mos 17,12; 2 Krøn 30,27). Også Kristus har som Det Nye Testamentes sande ypperstepræst givet os sin velsignelse (Mark 10,16; Luk 24,50; ApG 3,25–26; Ef 1,3), og han har bedt (Joh 17,9.20; Luk 22,31–32; 23,34) og beder stadig for os (Rom 8,34; 1 Joh 2,1; Hebr 9,24; 7,25; se spm. 4). Sådan er det også de kristnes pligt at bringe Gud bønner, ikke blot for sig selv, men for deres medmennesker (1 Tim 2,1–3; Jak 5,14–16; Ef 6,18–19; ApG 12,5), og at velsigne dem (Matt 5,44; Rom 12,14; 1 Pet 3,9). Denne bøn og velsignelse er for Kristi skyld ikke forgæves, men virker (Matt 18,19–20; Jak 5,16; 1 Tim 2,3).

25. Hvad er da det tredje præstelige embede?

Ligesom præsterne havde med Guds lov at gøre (Mal 2,7), sådan er det også de åndelige præsters embede, at Guds ord skal bo rigt iblandt dem (Kol 3,16). Dette kaldes også det profetiske embede.

26. Er alle kristne da prædikanter, og skal de alle udøve prædikeembedet?

Nej. For at udøve dette embede offentligt i kirken, for alle og over alle, kræves der et særligt kald. Den, der tiltager sig denne ret frem for andre eller prøver at trænge sig ind i prædikeembedet, synder derved (Rom 10,15; Hebr 5,4). Derfor er lærerne én stand og tilhørerne en anden (1 Kor 12,28–30). Om deres pligter over for hinanden giver Hustavlen (dvs. pligtfortegnelsen bag i Katekismen) udførlig besked.

27. Men hvad skal de så gøre med Guds ord?

Bruge det for sig selv og blandt og sammen med andre.

28. Hvordan skal de bruge det for sig selv?

Ikke blot ved at høre det, når det bliver prædiket i kirken, men også ved flittigt at læse det eller få det læst op.

29. Er det da alle kristnes pligt flittigt at læse Skriften?

Ja. Den er et brev fra den himmelske Fader til alle hans børn. Derfor er intet Guds barn udelukket, men alle har ret og befaling til at læse den (Joh 5,39).

30. Men ville det ikke være bedre, om de blot troede alt, hvad de hører af deres præst?

Nej. De skal granske Skriften for at prøve deres præsts lære, så deres tro ikke hviler på deres agtelse for og tillid til et menneske, men på den guddommelige sandhed (ApG 17,11).

31. Er Skriften så ikke for svær for enfoldige mennesker uden uddannelse?

Nej. For allerede i Det Gamle Testamente blev Guds ord givet for at gøre de enfoldige vise (Sl 19,8; 119,130), og for at fædrene flittigt skulle lære deres børn det (5 Mos 6,6–7). Men Det Nye Testamente er endnu klarere (Rom 13,12; 1 Joh 2,8). Derfor rettede Kristus ikke sin lære til denne verdens vise og forstandige, men til de enfoldige (Matt 11,25–26). Enhver, der vil forstå Jesus, må også lægge al verdslig visdom til side og blive som et barn (Matt 18,3; Luk 18,17). Derfor talte Paulus og alle de andre apostle ikke med høje ord, men i Guds kraft, som var skjult for de vise, men åbenbaret for de umyndige. Det skete efter Guds uransagelige visdom, som «ved forkyndelsens tåbelighed» har gjort denne verdens vise til intet (1 Kor 1,18–24; 2,1–5; 2 Kor 1,12; 10,4–5). Derfor har apostlene for det meste skrevet deres breve til ulærde og enfoldige folk. De kunne ikke have forstået dem ud fra hedensk kunst og videnskab, men kunne uden sådan lærdom forstå dem ved Guds nåde til deres frelse (1 Kor 1,2; 2,6–10).

32. Men er der ikke meget i Skriften, som er dunkelt og derfor for højt for de enfoldige?

Skriften selv er ikke dunkel, for den er ikke mørke, men et lys (Sl 119,105; 2 Pet 1,19). Alligevel er der meget i den, som er for højt, ikke blot for de enfoldige, men også for de mest lærde, og som på grund af vore formørkede øjne forekommer os dunkelt (1 Kor 13,9–10).

33. Var det så ikke bedre, om de jævne mennesker ikke læste dem?

Nej. De lærde skal ikke holdes fra at granske dem, selv om de ofte ikke forstår mange steder. På samme måde skal vi heller ikke hindre enfoldige, gudfrygtige sjæle i at studere dem, når de søger en bekræftelse af deres tro i dem.

34. Kan de da i deres enfoldighed lære at forstå dem?

Ja, naturligvis. For det første er lærens hovedstykker og livets regler så klart fremstillet i Skriften, at enhver enfoldig lige så vel som de lærde kan lære dem og fatte dem. Når gudfrygtige sind har taget imod de første sandheder, der bliver budt dem, og lydigt bruger dem, og når de bliver ved med at læse Skriften under eftertanke og bøn, så vil Gud Helligånden åbne dens mening for dem mere og mere. Så kan de også lære og forstå det, der er højere og vanskeligere i Skriften, så vidt det er nødvendigt til at styrke deres tro, vejlede dem i livet og trøste dem (Matt 13,12; Joh 14,21; 2 Tim 3,15–17).

35. Men hvordan kan de forstå Skriften, når de ikke har hjælp af fremmede sprog og af forskellige slags videnskab?

Det var ønskeligt, om alle kristne flittigt kunne lægge sig efter hebraisk og græsk, de sprog, som Skriften er skrevet på, sådan som de plejer at lære andre fremmede sprog, de har brug for i verdslige gøremål. Så kunne de, så vidt det er muligt, lære af Helligånden på hans eget sprog. Men ved Guds nåde er Skriften nu oversat til andre sprog, så enhver kan finde nok i den til den kundskab om kristendommen, han har brug for. Derfor hindrer manglende kendskab til fremmede sprog ikke gudfrygtige kristne i at få en sand kundskab om det, Gud anser for nyttigt til deres opbyggelse. Endnu mindre er manglende kendskab til andre videnskaber en hindring. Selv hos de lærde er de nemlig ikke egentlig midler til den frelsende erkendelse af sandheden. Bruges de ret, tjener de kun til yderligere at forklare den sandhed, sjælen har lært, til at fremstille den rigtigt og til at befæste og forsvare den mod andres angreb.

36. Hvorfra har de enfoldige, gudfrygtige kristne da evnen til at forstå Skriften?

Ved Helligåndens oplysning. Det var på hans tilskyndelse, at Skriften først blev skrevet ned, og derfor kan den ikke forstås uden hans lys (2 Pet 1,21; 1 Kor 2,12). Men Gud har lovet Helligånden til alle, der påkalder ham, altså ikke kun til de lærde (Luk 11,13; Jak 1,5; 1 Joh 5,14–15). Ved hans salvelse og oplysning forstår de derfor, efter det mål af nåde, der er givet hver enkelt, alt det i Skriften, de har brug for til deres frelse og til vækst i det indre menneske (1 Joh 2,20; Ef 1,17–18).

37. Men hvad skal de gøre, når de læser Skriften, for at blive forvisset om dens sandhed?

1. De skal aldrig gå til Skriften uden inderlig bøn om Helligåndens gave og altid med det forsæt at tage imod dens kraft og virkning – ikke kun for at lære den at kende, men også for lydigt at bruge det, de lærer, til Guds ære.

2. De må ikke lade deres fornuft være herre, men skal med den største omhu agte på Helligåndens ord, sådan som de står skrevet, og sammenholde dem med det, der går forud og følger efter. De skal overveje og tro ordenes mening og derfor give hvert eneste af Helligåndens ord den nøjeste opmærksomhed og prøve alt, hvad de læser, også i lyset af andre skriftsteder.

3. De skal læse alt med anvendelse på sig selv, så vidt det angår dem og er nyttigt til deres opbyggelse.

4. De skal først og fremmest tilegne sig det, de finder klart i Skriften, og bygge deres tro på det og straks indrette deres liv efter den forpligtelse, de erkender.

5. Det, de i begyndelsen finder for vanskeligt at forstå, skal de springe over og gemme. Bliver de tro mod den sandhed, de allerede har lært at kende, får de efterhånden, efter megen læsning og bøn, mere lys over de steder, de før ikke forstod.

6. De skal altid i ydmyghed tage imod og omsætte i praksis al den kundskab, Gud giver dem, og lade sig nøje med hans nåde.

7. De skal være rede og villige til at samtale om Skriften med gudfrygtige prædikanter og andre kristne. Når de er i tvivl, skal de søge råd hos dem, og når disse ved Guds nåde viser dem den sande mening med et skriftsted, skal de være villige til at tage imod den i ydmyghed og gudsfrygt.

38. Er det da nødvendigt for en frelsende og levende kundskab om Skriften, at vi søger at blive forbedret ved den?

Ja, naturligvis. Ellers læser vi den ikke som den store Guds ord, hvad den dog er. Agtelsen for det bør ikke kun vække dyb ærefrygt hos os, men også lydighed. Hvad vi hører fra hans ord og mund, skal vi gøre straks og langt ivrigere, end hvis en stor jordisk hersker havde pålagt os det. Den, der ikke læser Skriften på denne måde og ikke læser den som Guds ord, og som dermed forbeholder sig selv dens kraft, når ikke frem til den sande åndelige kundskab om den (Joh 7,17; Sl 111,10; 2 Pet 1,8–9; 3,16; 2 Kor 4,3–4; 2 Thess 2,10–11; 1 Joh 2,3–4; 4,7–8).

39. Men hvordan kan læserne hindre denne brug af Skriften og dermed skade sig selv?

1. Når de imod de regler, der er givet ovenfor, læser Skriften uden inderlig bøn og uden forsæt om at adlyde Gud, men kun af personlig ærgerrighed og for at tilfredsstille deres nysgerrighed.

2. Når de følger deres fornufts domme og tillægger dem mere vægt end Helligåndens ord.

3. Når de ikke tænker på, hvad der er nyttigt til deres opbyggelse, men kun på, hvad de kan bruge til deres egen ære eller i stridigheder med andre.

4. Når de foragter de enkle steder, som er lette at forstå, men

5. kun kaster sig over de vanskeligere, som der har været megen strid om, for at finde noget i dem, der ligger uden for de almindelige tankebaner og kan gøre dem mere iøjnefaldende.

6. Når de bruger det, de lærer, med hovmod og til at tjene deres egen ære.

7. Når de mener, at de alene er kloge, egenrådigt modsætter sig bedre undervisning, har lyst til strid og intet modtager med beskedenhed og besindighed.

8. Men især når de fører et kødeligt liv, så Helligånden ikke kan blive i dem. Hos sådanne mennesker udretter læsningen af Den Hellige Skrift intet. De får kun en naturlig kundskab om Skriftens bogstav uden Åndens indre kraft og kan derfor ved Guds dom kun blive så meget mere forhærdede og uduelige (2 Tim 3,7–9; Tit 1,15–16; Jud 10). Jf. skriftstederne under spm. 38.

40. Men var det ikke bedre at overlade den flittigere granskning af Skriften til prædikanterne og lade de andre blive ved deres enfoldighed?

Alle kristne er forpligtet til enfoldighed, dvs. til ikke at ville granske det, Gud ikke har åbenbaret, så deres fornuft ikke bliver herre i trossager. Men hvis det at blive ved enfoldigheden skal betyde, at de, der ikke er prædikanter, ikke altid skal stræbe efter at vokse i kundskab, så er det imod Guds vilje og er skammelig uvidenhed, dovenskab og utaknemmelighed mod den guddommelige åbenbarings rigdom. Det er jo vor pligt at stræbe efter ikke at være enfoldige, men vise og forstandige, og ved øvelse at have sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt (Hebr 5,14; Rom 16,19; 1 Kor 14,20; Ef 1,15–19; 4,14; Kol 1,9–12.28).

41. Hvad ville den da gøre, der anbefalede folket en sådan enfoldighed?

Han ville derved gå direkte imod Guds bud og vilje, tage noget fra hans ære, hindre hans riges fremgang og stå i vejen for alt det gode, som kan og skal udspringe af en sådan vækst i kundskab, til den største fare for andres sjæle og til sin egen fordømmelse.

42. Men ville der ikke opstå forvirring, hvis alle studerede Skriften så flittigt?

Hvis et sådant studium kun udspringer af nysgerrighed og kødelig lærdom, som man bruger til at udlede ærgerrige teorier og til at indlade sig i strid med andre, kan der ikke komme noget godt ud af det. Men drives det efter reglerne ovenfor, følger der en guddommelig og frelsende visdom, som snarere forhindrer al forvirring end skaber den (Jak 3,17–18).

43. Men skal de kristne da altid være optaget af Guds ord, så de ikke længere passer deres verdslige gøremål?

Det er ganske vist deres største glæde at være optaget af deres Gud og hans ord frem for af deres egne fornødenheder (Sl 119,103). Men de lever i verden. Derfor har de brug for arbejde til at opretholde det legemlige liv, og Gud har sat dem i bestemte kald til det fælles bedste, hvor de har legemligt arbejde og gøremål. Også dette arbejde udfører de med samvittighedsfuld flid efter den kraft, Gud har givet dem. De undgår al lediggang og viser i en sådan tjeneste deres troskab mod Gud og deres kærlighed til deres medmennesker (Luk 10,39–42; 1 Kor 7,20 ff.; 1 Thess 4,11 ff.; 2 Thess 3,11 ff.).

44. Men skal de kristne kun bruge Guds ord til deres eget gavn?

Nej, de skal også bruge det sammen med andre og til andres opbyggelse. Jf. spm. 25–27; 1 Pet 4,10; 2,9; 1 Thess 5,11.

45. Hvad er den forkyndelse, Peter taler om (1 Pet 2,9)?

At de taler med andre om Ordet og priser vor himmelske Faders nåde, godhed og troskab. Han har forløst os mennesker fra mørkets magt, fra synd, død, Djævelen og helvede, og han har ved Helligånden kaldet os til retfærdighedens og salighedens forunderlige lys. Derfor skal de ikke mere vandre i mørket, men i lyset. Denne sammenfatning rummer alt, hvad de skal forkynde.

46. Har den kristne da en forpligtelse med hensyn til andres frelse og opbyggelse?

Ja, naturligvis. Det fremgår igen og igen af Guds ord, og alle katekismens dele lærer det.

47. Hvordan vises det i De Ti Bud?

I anden tavle har vi det almindelige bud om at elske vor næste som os selv. Hans liv, dvs. hele hans velfærd, er betroet os i det femte bud. Elsker jeg nu mig selv sådan, at jeg først og fremmest drager omsorg for min sjæl og dens timelige og evige velfærd, så er jeg forpligtet til at vise mine medmennesker den samme kærlighed. Og er jeg af kærlighed forpligtet til at beskytte ham mod al fare for liv og legeme, så forpligter denne kærlighed mig endnu mere til at hjælpe ham, så godt jeg kan, så han ikke kommer i fare for sin sjæl (Jak 5,19–20).

48. Hvad lærer den apostolske trosbekendelse os om dette?

Når vi i den bekender, at der er en de helliges samfund, så gælder det ikke kun et fællesskab i de himmelske goder, som vi nyder i og med hinanden, men også et fællesskab i en broderkærlighed, der er rettet mod et åndeligt mål (1 Kor 12,25.28).

49. Hvad finder vi om denne pligt i Fadervor?

Da vi anerkender og påkalder en fælles Fader, skal vi være kærligt og broderligt sindede over for alle. En sådan broderkærlighed indbefatter, at vi drager omsorg for vor næstes vel.

Og da vi i denne bøn ikke kun beder for os selv, men også for vore brødre, har vi desuden pligt til af al vor magt at stræbe efter, at Guds navn må blive helliget af og i vore medmennesker, at Guds rige må blive grundlagt og befæstet, og at hans vilje må ske i dem og med dem. For når jeg for alvor beder om noget, søger jeg også at fremme det, så vidt jeg formår.

50. Hvordan angår vor dåb dette?

Ved dåben bliver vi indlemmet i Kristus og er derfor alle lemmer på ét åndeligt legeme. Et sådant fællesskab kræver, at hvert lem efter evne fremmer alle de andre lemmers højeste vel (1 Kor 12,13; Ef 4,15–16).

51. Sigter nadveren mod det samme mål?

Ja. Den er et kærlighedsmåltid, og fordi vi alle har del i det ene brød, betegner den, at vi er ét legeme. Derved bliver den nævnte pligt yderligere stadfæstet (1 Kor 10,17).

52. Men hvordan skal troende kristne bruge Guds ord blandt deres medmennesker?

Skriften er givet til undervisning, til gendrivelse, til tilrettevisning og til opdragelse i retfærdighed (2 Tim 3,16) og desuden til trøst (Rom 15,4). Derfor skal troende kristne bruge Skriften til alle disse formål og altså undervise, omvende fra vildfarelse, formane, irettesætte og trøste, sådan som Skriften gang på gang viser.

53. Gælder dette da alle kristne?

Ja, efter de gaver, Gud har givet hver enkelt. Men man skal overholde den regel, at det ikke sker offentligt for hele menigheden, men privat ved enhver lejlighed. Det må altså ikke være til nogen hindring for det ordnede offentlige prædikeembede.

54. Hvordan skal kristne undervise?

Ved at de, når de møder uvidende mennesker, stræber efter at undervise dem i troens enfoldighed og føre dem til Skriften. Og når kristne er sammen og læser Skriften med hinanden, skal hver enkelt beskedent og i kærlighed sige, hvad Gud har givet ham at se i Skriften, og hvad han mener kan tjene til de andres opbyggelse (1 Kor 14,31; Kol 3,16; spm. 25).

55. Hvordan kan de omvende dem, der farer vild?

Ved tydeligt at vise dem deres vildfarelse ud fra Guds ord og formane dem til at tage imod sandheden (Jak 5,19–20; se spm. 47).

56. Hvad skal de gøre, når de formaner?

De skal ofte og ved enhver lejlighed formane og opmuntre hinanden til med Guds hjælp at gøre det, som de erkender er nødvendigt. Ved sådanne formaninger bliver hjerterne i høj grad styrket i det gode (1 Thess 5,14; Hebr 3,13; 10,24–25; Rom 15,14).

57. Hvordan udfører de opgaven med at irettesætte?

Når de ser deres brødre synde, skal de venligt og nænsomt irettesætte dem for det, påvise det forkerte og søge at overtale dem til at lægge deres liv om (3 Mos 19,17; Ordsp 24,24–25; Matt 18,15; Gal 6,1–2; Ef 5,11; 1 Kor 14,24–25).

58. Hvordan gør de, når de trøster?

Når de er hos de bedrøvede, skal de forkynde dem Guds trøst og opmuntre dem efter evne (1 Thess 4,18). Og i en nødsituation, hvor der ikke kan fås nogen ordentligt kaldet prædikant, skal de også give dem trøsten ved syndernes forladelse, det vil sige tilgivelsen (Luk 17,3–4; 2 Kor 2,10).

59. Hører de nævnte opgaver alle kristne til?

Ja. Det gælder ikke blot, at husfædre og husmødre i deres hjem flittigt skal opdrage deres børn og tjenestefolk, men enhver kristen har også ret og myndighed til at gøre det samme over for sin bror og søster, sådan som de ovennævnte skriftsteder beviser (jf. spm. 31; 5 Mos 6,6–7; Ef 6,4; 2 Tim 3,15).

60. Men har kristne kvinder også del i disse præstelige opgaver?

Ja, selvfølgelig. For her er der ikke jøde eller græker, ikke slave eller fri, ikke mand eller kvinde, men de er alle én i Kristus Jesus (Gal 3,28). I Kristus er forskellen mellem mand og kvinde altså ophævet, hvad det åndelige angår. Og da Gud også begaver troende kvinder med sine åndelige gaver (Joel 3,1–2; ApG 21,9; 1 Kor 11,5), må man ikke forbyde dem at bruge disse gaver i den rette orden. Apostlene nævner de gudfrygtige kvinder, der arbejdede sammen med dem på at opbygge andre. Og de er så langt fra at dadle dem for det, at de tværtimod roser dem for det (ApG 18,26; Rom 16,1–2.12; Fil 4,2–3; Tit 2,3–5).

61. Men er det ikke forbudt kvinder at undervise?

Jo, i kirkens offentlige forsamling. Men at de uden for en sådan offentlig forsamling har lov at undervise, fremgår klart af de ovennævnte skriftsteder og af apostlenes eksempler (1 Kor 14,34–35; 1 Tim 2,11–12).

62. Men på hvilken måde skal kristne udøve disse opgaver?

Efter den lejlighed, Gud og den kristne kærlighed giver, så de ikke med magt trænger sig ind på nogen, men kun tager sig af dem, der er villige til i kærlighed at tage imod sådanne tjenester.

63. Er det rigtigt at holde sammenkomster med dette formål?

Ligesom de i øvrigt kan opbygge hinanden, når lejligheden byder sig, kan det heller ikke være urigtigt, at nogle få gode venner af og til mødes netop for at gennemgå prædikenerne sammen og genkalde sig, hvad de har hørt, læse Skriften og i Herrens frygt tale med hinanden om, hvordan de kan føre det, de læser, ud i livet. Dog med det forbehold, at der ikke holdes store forsamlinger, som kan ligne en udskillelse fra menigheden og et offentligt møde. Ellers kommer de derved til at forsømme den offentlige gudstjeneste og bringe den i vanry eller tale nedsættende om de ordentligt kaldede prædikanter. De skal også i øvrigt holde sig inden for deres grænser og ikke forsømme deres nødvendige arbejde og det, der hører til deres kald. De må heller ikke handle imod forældrenes vilje, men skal villigt gøre rede for, hvad de gør, og således undgå ethvert skin af det onde.

64. Men skal én i en sådan forsamling indsættes som lærer for de andre?

Nej. For dette præstedømme er fælles for alle, og efter det skal den enkelte lære af de andre, ligesom han i den guddommelige orden er rede til at undervise.

65. Men er det rigtigt, at de, der ikke har studeret, beskæftiger sig med indviklede spørgsmål og dunkle skriftsteder og sætter sig for at drøfte dem?

Nej. Det ville være at blande sig i det, der ikke kommer dem ved, for den slags kan ikke let klares af andre end prædikanter med usædvanlige gaver. De åndelige præsters opgave er kun at søge i Guds ord efter, hvordan de alle kan blive befæstet i troens grundsandheder og blive opbygget til et gudfrygtigt liv (se spm. 37, nr. 5).

66. Hører der også opgaver i forbindelse med sakramenterne til deres embede?

Da vi har pligt til at give nådemidlerne til børnene, som Gud efter sit løfte vil have frelst, kan enhver gudfrygtig kristen i en nødsituation, hvor der ikke kan fås nogen prædikant, forvalte dåben. Og en sådan dåb er, for så vidt den guddommelige orden er overholdt, en rigtig, sand og gyldig dåb. Men hvad nadveren angår, kan der normalt ikke opstå en nødsituation. For hvor man ikke kan få en ordentligt kaldet prædikant, kan den, der længes efter trøst, henvises til den åndelige nydelse af Kristus ved troen. Derfor er dette sakramente ikke lige så nødvendigt som dåben.

67. Men må man ikke frygte, at dette fører til skændig forvirring og uorden i kirken?

Hvor man ikke sørger ordentligt for at holde alt inden for sine grænser, kan dette, ligesom alt andet godt, ved menneskers skyld blive forvansket til noget ondt. Men det er der ingen grund til at frygte, hvor både prædikeembedet og det åndelige præstedømme udfører deres pligter efter Kristi regler.

68. Hvad skal prædikeembedet da gøre, for at al uorden undgås?

Præsterne skal ofte undervise deres folk om dette åndelige præstedømme og ikke hindre dets udøvelse, men snarere vejlede det. De skal lægge mærke til, hvordan deres tilhørere gør deres del, og af og til kræve, at de gør rede for det. Hvor de går forstandigt frem, skal præsterne støtte og styrke dem. Men hvor de har fejlet af uvidenhed, skal de rette dem med kærlighed og nænsomhed. Især skal de forebygge, at tilhørerne falder i vildfarende spekulationer, strid eller falsk lære og går videre, end det gavner den kristne opbyggelse. Således skal præsterne hele vejen igennem bevare ledelsen og den kristne vejledning af arbejdet.

69. Men hvordan skal de kristne præster opføre sig for at undgå uorden?

Ved af ren kærlighed i alle ting at sigte mod deres egen og næstens opbyggelse og ikke gøre noget for deres egen æres skyld eller af andre kødelige grunde; ved ikke at påtage sig det, der er for højt for dem; og derfor ved i fortroligt samkvem med gudfrygtige prædikanter at spørge dem til råds, tage imod deres hjælp og på enhver måde gøre det lettere for dem at udføre deres embedes pligter; ved hjerteligt at gøre rede for alt, hvad de gør, og følge deres råd; og især ved at afholde sig fra al bagtalelse og kritik af dem og ikke skade nogen i hans embede. De skal betænke, at den splid, der kan opstå deraf, vil gøre mere skade, end deres bedste anstrengelser kan råde bod på.

70. Men har de åndelige præster ikke magt til at dømme deres prædikanter?

Jo. De skal flittigt prøve deres lære, om den er efter Guds ord, og når de finder, at den er grundet på Skriften, følge den. Men når de finder, at den er falsk, og prædikanterne bliver ved i deres vildfarelse uden at tage hensyn til nogen indvendinger under fire øjne, skal de fra da af undgå en sådan falsk lære (ApG 17,11; se spm. 30; 1 Thess 5,20–21; 1 Joh 4,1; Matt 7,15).