XXIX. Hvordan man skal påkalde og love Gud, når trængslen kommer

1. Herre, velsignet være dit navn i evighed, du som har villet, at denne fristelse og trængsel skulle komme over mig. Jeg kan ikke flygte fra den, men jeg må flygte til dig, så du kan hjælpe mig og vende den til det gode for mig. Herre, nu er jeg i trængsel, og mit hjerte har det ikke godt, men jeg plages hårdt af den lidelse, der nu er over mig. Og nu, kære Fader, hvad skal jeg sige? Jeg er fanget i trængsler. «Frels mig fra denne time» (Joh 12,27). Men netop derfor er jeg kommet til denne time, for at du skal blive herliggjort, når jeg er blevet dybt ydmyget og er blevet befriet ved dig. «Lad det behage dig, Herre, at fri mig» (Sl 40,14). For hvad kan jeg, stakkel, gøre, og hvor skal jeg gå hen uden dig? Giv tålmodighed, Herre, også denne gang. Hjælp mig, min Gud, så vil jeg ikke frygte, hvor tungt jeg end bliver trykket.

2. Og hvad skal jeg nu sige midt i alt dette? Herre, ske din vilje. Jeg har sandelig fortjent at blive plaget og tynget. Derfor må jeg bære det, gid med tålmodighed, indtil stormen går over, og det bliver bedre. Men din almægtige hånd er mægtig til også at tage denne fristelse fra mig og mildne dens storm, så jeg ikke helt bukker under, sådan som du ofte før har gjort med mig, «min Gud, min barmhjertighed» (Sl 59,18). Og jo vanskeligere det er for mig, desto lettere er det for dig, dette «skifte ved den Højestes højre hånd» (Sl 77,11).